Caught a Fox -Gore-

Smart lille pige. Så beholdt pigebarnet alligevel sine hænder. Det var hostene, der fik Angelie til at nærme sig, for derefter st ligge hænderne imod maveregionen på Mei. "Glem det" hviskede hun frådende, inden de healende kræfter vækkede på sig endnu engang. Hun stoppede de indre blødninger denne gang, eftersom de ville være for problematiske nær nu hun hang med hovedet nedad.

Derefter stillede Angelie sig over til bordet, hvor hun greb en nihalet pisk. Forskellen var dog blot, at på hver af de en haler, sad seks skarpe, hungtænderlignende barberblade.

Med pisken i hånden og den frie hånd i siden, stillede hun sig og ventede på, at Mei ville komme tilbage til bevidstheden. Hun skulle så sandelig sanse hvad der skulle foregå.

Mei ænsede knap nok da Angelie rørte hende, hvilken nok var godt nok... elverens hænder var modbydelige imod hendes krop, og hun ville ønske at hun kunne skjule sit bryst og sin mave under flere lag tøj...

Blackoutet forsvandt langsomt, og Mei blinkede med sit tilbageværende øje.
Hun hang med hovedet nedad... hendes fod gjorde ondt ad helvede til, ligeså hendes hænder... og udsigten til at blive flået af piskens klo-lignende knive, var næsten ikke til at bære.

Så lige så snart hun genvandt kontrollen over sine bevægelser, nikkede Mei.
Hvis Angelie trængte ind i hendes sind, ville den unge kvindes svækkede stemme sige: "Shadowsun Tower."

Ah endelig. Det havde taget alt for lang tid for Mei at komme tilbage til virkeligheden ifølge Angelie. Som hun trommede fingrene imod hendes hofte, så hun hvordan pigebarnet nikkede. Åh nu ville hun tale.

Angelies fødder satte sig i bevægelse, inden hun lod hånden hvile imod Meis maveskind. Den bløde fornemmelse kildede hendes fingre, som hun langsomt for hvem ved hvilken gang, trængte sig ind i Meis sind.
Ordene spandt om hendes sind, shadowsun tower..
En let latter rungede fra hendes bløde røgtåge. 'Lille skat.. Lokationen.. Adressen' spandt hendes kærlige stemme i hendes hoved, inden hun svævede blødt omkring.

Mei gispede let da hun mærkede Angelie's fingre mod maven. Hun havde forventet et slag, et piskesmæld... det der var værre...
Hun ønskede brændende at elveren ville fjerne sin hånd derfra - det var slemt nok at hun havde været så hård ved hendes fod, hænder og øje... ja hendes lunger, nyre og lever endda... men et så sårbart sted, var for meget for Mei.

For en gangs skyld ønskede hun, at hun ikke havde tænkt på sit udseende, og bare havde sørget for at få de mest stål-agtige, beskyttende muskler i stedet.

Det var dog en lettelse, at der ingen smerte kom, og Mei tillod sig at sukke lettet, da Angelie trængte ind i hendes sind.
"Det gamle Hotel Royal... du kan se det fra Abbadon... bygningen er dækket af pressenninger og stilladser..." lød hendes stemme, som havde fået en anelse mere styrke efter healingen, og det at hun havde undgået mere pinsel - for nu.

Tålmodigheden var langvarig, og man ville næsten kunne fornemme hvordan smilet bredte sig i tågen. Efter deres leg, var hun endelig knækket sammen, og fortalte hende alt hvad Angelie spurgte ind til, virkede det som om.

'Glimrende' hviskede stemmen endnu engang, inden hun gjorde klar til næste og vigtigste Af spørgsmålene.
Dog var Angelie usikker på, om pigebarnet kendte dette svar, men det ville hun tids nok finde ud af.

'Hvad er hans plan?' Stemmen var dybt alvorlig nu hvor denne talte. Der var intet kærligt eller forførende over den, blot rendyrket alvorlighed. Dette var hvad hun ønskede st vide allermest.
'Hvad planlægger den ældgamle dragemand?'

Det var næsten som en velsignelse, da Angelie godtog hendes information.
Det betød at det ikke kom til at gøre ondt på lige dén bekostning... og det var noget, Mei var meget interesseret i lige nu.

Dog følte hun det som en kold klump i maven, da Angelie's stemme ændrede sig, og stillede et farligt spørgsmål...

"Jeg ved det ikke... jeg ved det ikke fuldt ud... han har ikke givet mig mange detaljer. Kun at der kommer en krig... det er sandheden." lød hendes stemme, mens hun undrede sig over, at elveren kaldte Zuresh for 'dragemand'... kunne det være årsag til den bemærkelsesværdige magi? Og det skiftende, grønne øje?

Latteren rungede igen, som hun hørte svaret fra Mei. 'Åh jeg betvivler dig ikke... Endnu' hviskede den, inden en pause indtrådte.
Røgtågens deforme bevægelser stoppede, inden den langsomt formede sig til at vise en halvt gennemsigtig kopi af Angelie selv, som knælede tænkende.

'Hvorfor bad han dig bringe mig Zanes sjæl' lød næste spørgsmål fra hende i den samme gravalvorlige tone. Denne gang ventede hun ikke på et svar, før næste spørgsmål også lød. 'Hvornår vil denne krig begynde?'

Mei havde valgt at stille sig på samme side, som en mand, der ikke valgte at fortælle hende alt. Farligt valg, hvilket pigebarnet tids nok ville indse. Denne krig ville overgå alle andre hun havde deltaget i. Den bekymrende rynke trådte langsomt frem i den halvt gennemsigtige pande.

Det var en trøst at elveren troede på det, hun fortalte... og det her gav Mei lidt tid, så hun kunne komme sig bare en lille procent.
Ikke nok til at forsøge at slå Angelie ihjel igen... absolut ikke. Men nok til at hun ikke knækkede helt og brød sammen.

"Det med sjælen var en udfordring... han sagde, at en halvdød modstander ikke ville være i stand til hverken at kæmpe, eller samle folk om sig..." sagde hun. Hvor hun dog hadede den alvorlige tone... den skræmte hende... Angelie, som det første i mange år, skræmte hende...

"Jeg ved ikke hvornår det begynder." svarede hun. Men hun kunne næsten ikke vente til det gjorde... så ville Angelie blive straffet for det her...

'Så lydig du er' genlød hendes stemme med en skinger latter efterfølgende, inden Angelies skikkelse, fremviste de dybblå øjne, som hendes latter langsomt døde hen.

'Et sidste spørgsmål.. Hvad er hans svaghed?' Selv drsgemanden havde en form for svaghed, især nu. Andet ville være umuligt, ikke? Man kunne ikke høre hendes usikkerhed i stemmen, men Angelie var nødt til at gøre forsøget.
Hendes fingre strakte sig knirkende, inden hun efter st have hørt hvad end Mei svarede, forlod hendes ind fuldstændigt.

Tilbage i virkeligheden, ville hun betragte pigens krop, som hun stadig kærtegnede hendes maveregion.
"Måske jeg skulle gemme dig.. Han ville elske at flå dit maveskind op" mumlede hun højt, som den kærlige tone, tydeligt fortalte hvem hun talte om.
Det ville være en gave at komme hjem til. Hun var godt nok ikke køn med sårene og det manglende øje, men maven.. Så blød, så umuskuløs, lige Zanes smag.

Lydig... igen blev hun behandlet som en lille hund... hvor ville det være skønt, hvis den forbandede elver ville få et slagtilfælde lige nu.

Og så... Zuresh' svaghed?
Mei tænkte lidt over det, og det varede ikke længe før svaret var meget klart.
Han havde opført sig helt anderledes på det sidste, han havde nærmest set lidt anderledes ud også.

Og det var der kun én grund til.

"Jeg ved det ikke..." sagde hun, og håbede inderligt at løgnen ikke var nem at gennemskue.

Hun var helt klar over hvad hans svaghed var, men bare tanken om at Shado kunne blive udsat for tortur som den hun selv var blevet udsat for... det var næsten nok til at få tårerne frem igen.
Hun nægtede at risikere det.

Dog... da hun kom til sig selv, og mærkede hvordan Angelie kærtegnede hendes mave, gispede hun let og trak maven en smule ind per refleks - hvilket egentlig bare fik hende til at se endnu mere sårbar ud.

Ordene skræmte hende, og slog en sprække i det håb hun havde om, at kunne overleve det her.
"F-flå...?" hviskede hun.
Tanken var modbydelig... smerten ville være usigelig...

"Nej, det må du ikke lade ske... jeg beder dig, Angelie..." hviskede hun, mens hun kiggede op på elveren med et næsten panisk glimt i det brune øje.
Hun rystede på hovedet mens hun sagde det, for at understrege at hun bad for sit liv lige nu...

Om pigebarnet løj eller ej interesserede hende på ingen måde ved dette spørgsmål. Spørgsmålet i sig selv havde været en form for prøve, på st opfatte hendes reaktion. Desuden ville det være direkte dumt at tvinge alt ud af hende. Hele dette forløb var langsomt begyndt at kede hende.. Hun havde jo allerede sønderrevet kvindens krop og sind itu, så hvad mere var der egentlig at gøre?

Hun mærkede trækningen i maven under sine fingre, hvilket fik et svagt smil frem på hendes læber, inden hun kiggede ned for st se hendes iltre hovedrysten imens læberne bevægede sig.
"Sssh" tyssede hun let på hende, inden hun bukkede hovedet, for at lade et kys strejfe hendes maveskind.

Læderets bløde håndtag lå stadig i den modsatte hånd, og med et skridt tilbage, svang hun den, for at tvinge den over venstre side SF Meis ansigt i håb om st dette ville bringe smerte, og bringe hende til bevidstløshed.

Hvis slaget bragte pigebarnet til at sove, ville Angelie hejse hende ned fra loftet, kaste den spinkle krop op over skulderen, for derefter langsomt begynde st bære hende op ad trappen, med retning imod indgangshsllen.

Mei var ikke bare lettet over at elveren ikke spurgte mere ind til Zuresh' svaghed... hun var decideret taknemmelig.
'Åh Shado... pas på dig selv...' tænkte hun, mens hun pinefuldt huskede hvordan de to var stødt på hinanden igen - på yderst komisk vis.

At miste en tvillingesøster og tro hun er død i tretten år, havde sat sit præg på Mei.
Og det havde været vidunderligt at finde ud af, at søsteren faktisk ikke var død, og at hun var interesseret i at lære Mei at kende.

Tanken var lige ved at få hende til at græde stille. For hun var ikke sikker på, at hun nogensinde ville se Shado igen.
Og det var ikke til at bære.

Men hun holdt tårerne tilbage - og hun gjorde det ved hjælp af den frygt hun følte lige nu.
Frygten for det, som Angelie havde hintet ville ske.

Kysset fik hende til at skælve ganske kort endnu en gang, og da hun så pisken, lukkede Mei sit øje og ventede på smerten.
Og den kom... brat, skarp... og så var alting sort og stille for en tid.

Som hun bar på Meis næsten livløs krop, fornemmede hun hvordan hun voksede en anelse i vejret af ren og skær stolthed. Dette var hendes mesterværk, den perfekte kreation på hvad der skete, når man lagde sig i kast med de forkerte. De blå øjne lyste en anelse op, inden hun fløjtede næsten muntert for sig selv, som fødderne bevægede sig fremad.

Hun nåede trappen til første salen. Hun skulle vælge.. Hvad ville det næste træk blive. Hun havde allerede besluttet st Mei ikke skulle dræbes.. Endnu.. Verden blev nødt til at se ad hun havde kreeret, men hvordan skulle denne menneskepiges liv fortsætte? Skulle hun lade Zane komme hjem til en gave, eller.. Skulle hun hænge Mei op uden for shadowsun tower?

Tanken slog ned i hende som et lynnedslag! Ja det ville være en god plan! Den formede sig i hendes indre, som Angelie satte farten en anelse i vejret, inden hun bevægede sig ud igennem hoveddøren, for at nå ned til Abbadons ydermur.
Til højre for portens åbning, lod hendes øjne hæve sig en anelse i vejret, inden hun fandt hvad hun søgte. De var der stadig..
To kroge med kropsafstand imellem hinanden på cirka en meter, de passede med hvis armene var strakt ud til siderne.

Brutalt kastede Angelie Mei rundt, indtil hun efter et par forsøg, lykkedes st få banket kvindens hænder igennem hver af krogene, så Mei nu hang på væggen, en halv meter over jorden, som en korsfæstet ville hænge på et kors.
Hendes krop drejede sig i den ret ing hvor Zureshalons hjem befandt sig, inden hun grinede skingert igennem de vindstille gader.

Halvnøgen, med nålen igennem brysterne, de åbne sår, det manglende øje og piskens nyligt kreerede flådsende skrammer, gjorde Mei til at være et ulækkert syn for enhver, der var i besiddelse af. En samvittighed.
"Du vil fortryde den dag du kom til, Zureshalon!" Hendes stemme skreg igennem stilheden, uden at vide om drsgemanden overhovedet ville være i stand til st høre hende.

Når morgenen ville indfinde sig, ville folkets sladder gå ubønhørligt igennem Terre. Alle ville på kort tid kende til Mei og den ydmygende positur hun havde, hængende fra væggen.
Et enkelt blok mere blev lagt på Mei, inden Angelie vendte ryggen til for st forlade Mei der, og gå tilbage ind i Abbadon alene..

Forhåbentlig ville andre tænke sig om en ekstra gang inden de lagde sig ud med hende eller hendes hersker.