Caught a Fox -Gore-

Som han usikkert kom op at stå, sendte hun ham et næsten uskyldigt blik, inden hun lod piskens ende gllide en enkelt gang rundt om hendes håndled, så længden endnu engang passede.

Hans protester morede hende, som han langsomt bakkede et skridt væk, med ordene om ikke at ville gå med. "Oh pet.. Du har ikke noget valg, medmindre.." Hun lod ordene hænge let i luften, inden hun langsomt strammede pisken om hans hals endnu engang, for at tvinge sin mening igennem.
Hun kunne altid bare dræbe ham her og vente på, at Mei ville høre om det og opsøge hende.

"Begynd at gå.. Vi skal til byen" Hun ventede ikke på at han satte sig i bevægelse, men satte blot den ene fod foran den anden, inden hun trak lidt i pisken, for at fortælle ham, at han skulle følge med ved hendes side. Angelie var trods alt ikke dum nok, til at vende ryggen til en potentiel modstander.

Hun ville stoppe ved porten, trods han fulgte med hende, for at skrive en kort besked til Mei i et stykke træ ved indgangen, for at lade det hænge på porten. 'dyret er ved mig nu.. Angelie' var blot hvad der stod, inden hun vendte sig for at betragte Fox.
"Du vil nyde Abbadon". en fløjtende tone begyndte fra hendes læber, som hun genoptog sin vandren.

Fox bed sig i læben, som pisken strammedes endnu en gang. Et øjeblik gik en vild lyst til at angribe hende igennem sig, men han vidste godt, at han ikke havde en chance. Hans skuldre faldt ned, og han sænkede besejret hovedet. Uden et ord fulgte han med hende, som hun gik mod galeanstaltens indgang.

Ind til byen. Han kunne mærke ydmygelsen snige sig ind over ham. Her blev han trykket af sted som.. ja, et kæledyr. Han knyttede sine hænder, men kunne ikke gøre noget for at stoppe det. Skammen var større end frygten, der dog ikke havde sluppet ham endnu, og han bed hårdt sammen for at holde sammen på sig selv. Trangen til at kratte, bide, slå og skrige var overvældende, men det ville sikkert ikke gøre andet, end at hun ville skade ham. Måske endda slå ham ihjel.

Han havde aldrig prøvet noget lignende. Manden, der havde taget ham med til Di Morga, havde ikke tvunget ham. Han havde lovet ham et bedre liv, end det han havde haft alene i skoven og det var først, da de kom frem til Di Morga, at hans virkelige intentioner havde vist sig. At sælge ham som slave. Men Fox var stukket af, inden nogen havde kunne putte snor på ham, så at sige.

Han kastede et blik på det, som Angelie skar i træet. Et stik gik igennem ham. Ville Mei i det hele taget komme forbi? Ville hun se det? Hvad ville der ske med ham, hvis hun ikke kom for at redde ham? Han lagde armene om sig selv, og hans ellers glade sind var fyldt med mørke. Selvom han havde sin varme jakke på, frøs han, og han kunne ikke holde op med at ryste. Han måtte være et sørgeligt syn.

Abbadon? Han vidste ikke, hvad hun snakkede om, men han havde heller ikke lyst til at spørge. Hvad end det var, kunne det umuligt være behageligt.

Hendes fløjten stoppede ikke, som hun tilfreds bevægede sig imod Terres bymidte med Fox i snoren, fanget og ude af stand til at flygte. Den forskræmte lille dreng, som han var der, gjorde blot dette langt mere underholdende for hende.

Hun var ikke i tvivl om, at han ville føle sig pinligt berørt over, at blive trukket igennem gaden på denne måde. Ville alle ikke det? Han kunne i det mindste trøste sig med, at der ikke var for mange ude på dette tidspunkt.

Som Abbadon langsomt trådte frem i horisonten, satte hun automatisk tempoet i vejret, inden hun sendte Fox et tilfreds smil. "Der.." Hendes hoved lavede et diskret kast imod fæstningen, inden hun ville træde igennem den store dobbeltpor, som ville lede dem ind i indgangshallen. Hun stoppede dog ikke, før hun nåede helt hen til en trappeopgang, ledende til kælderregionerne, hvor hun havde i sinde at lade Fox opholde sig.

"Kom kom!" lystigt lød hendes stemme, som hun pegede ned ad trappen, for at vise at han skulle bevæge sig nedad denne. Det var hernede selve fangekælderen og det torturrum befandt sig, som hun havde planlagt at skulle bruge på Mei.
Fox derimod.. Ville ryge i fangekælderen, så hun ikke behøvede at bekymre sig om han ville stikke af eller ej.

Fox stirrede fast i jorden hele turen igennem byen. Der var heldigvis ikke mage ud, men der var nok. Han følte sig alt for synlig, alt for eksponeret, og han kunne næsten ikke kontrollere sig selv og den stærke trang til at flygte. De få gange, hvor han ikke fulgte Angelies tempo, strammedes pisken. Han havde overvejet at forsøge at flå den af, men han var ret sikker på, at han ikke ville kunne nå det, inden elveren ville reagere. En gang i mellem kom de lydløse tårer. Han følte sig tom, hvilket var bedre end både skræk og skam.

Turen tog en evighed, men endeligt kom de frem til en fæstning. Nå, det var Abbadon. Han løftede blikket og stirrede sammenbidt på den. Han tøvede, da Angelie gik ind igennem porten, men der var ikke meget han kunne gøre. De store mure gav ham klaustrofobi, og da hun ville tage ha med ned af en trappe, gik han i stå. Hans øjne blev stoe af ansgt og han var pludseligt ligeglad med snøren om hans hals.

"Nej.. det kan jeg ikke," hviskede han hæst. Han vidste godt, hvad der var i kælderen i et sted som dette. Han kunne ikke blive lukket inde. Nogen steder. Og sa slet ikke under jorden. Tanken om ikke at kunne komme ud i den friske luft, ikke at kunne se himlen, når han selv ville, fik panikken til at løbe frit, og han forsøgte at få pisken af.
"Nej, det vil jeg ikke!" Hans stemme var stadig hæs, men den bevægede sig op i noget, der næsten var et skrig.

Som hun så angsten i denne unge, stoppede hun op, for at betragte ham intenst. Hun sagde intet i flere minutter, men blev blot stående, stirrede på hans ansigt, i hans øjne, hvis han selvfølgelig kiggede på hende.
Han havde trods alt opført sig helt pænt på turen til Abbadon, og Angelie var vel ikke helt urimelig. Så længe han var hvor hun kunne holde øje med ham.

Som hans skingrende stemme rungede i hendes ører, tyssede hun roligt på ham endnu engang, inden hendes blik langsomt gled hen imod den anden trappe, der ville føre til de øvre regioner.
Hendes hænder greb fast om hans, som han forsøgte at flå i pisken, inden hun rystede let på hovedet.
"Hvis du opfører dig pænt.." startede hun langsomt, inden hun overvejede om hun skulle tage denne af ham.

Hun kunne selvfølgelig ikke lade ham rende frit rundt herinde, eftersom der ikke var nogen bevogtning.. Typisk.
Hendes fingre lagde sig imod hans skulder inden hun kiggede alvorligt på ham. "Oppe ad trappen, tredje værelse til højre.. Men kun.. hvis jeg ikke skal bruge tid på at fange dig igen" det var hendes ultimatum. Ellers blev det kælderen, bag tremmerne, hvor hun ikke behøvede bekymre sig om, at han kunne hoppe ud af vinduet.

Valget var nu hans, og hun stod afventende.

Fox' øjne flakkede fra trappen til kælderen og til Angelie, skrækslagne og paniske. Da hun tog hans hænder gik han dog i stå og så på hende med et blik, der viste, at han knapt var der. Han kunne næsten ikke tage mere. Smerterne, den interimistiske snor om hans hals, frygten, skammen. Hans hjerne var næsten ved at koge over. Men hendes berøring stoppede ham i at ryge helt ud over kanten, og han gik bare i stå.

Det gik op for ham, at hun tilbød ham en anden mulighed end kælderen. Ikke noget, der var meget bedre, men det ville i det mindste ikke være under jorden. Der ville måske endda være et vindue. Selvom det var hende, som gjorde det i mod ham, hende der ville holde ham fanget, var det næsten taknemmelighed, der løb igennem ham. Han nikkede hurtigt.
"Ja, jeg.. jeg skal nok opføre mig pænt.. bare ikke.. ikke derned." Hans lave, hæse stemme var hurtig og bedende.

Han rystede stadig. Han var stadig skrækslagen for hende. Skrækslagen for at dø eller blive tortureret. Bange for at være lukket inde. Men hendes tilbud om et værelse var som vand til en ørken, han tog i mod det med kyshånd. En lille bitte smule venlighed i dette forfærdelige kaos.

Den sorte og røde Kawasaki Ninja udstødte en fantastisk, kraftfuld lyd da hun vred gashåndtaget. Hun nød følelsen af at køre halvhurtigt igennem byens gader - friheden ved motorcyklen var noget helt specielt.

Det tog hende ikke lang tid at nå frem til galeanstalten - dog parkerede hun lidt derfra, for at respektere rævedrengens ønske om at folk ikke skulle opdage at der boede nogen på anstalten...

Mei trak hjelmen af hovedet med et smil, åbnede sadeltasken og fiskede en pose med to chinabokse op - fra det sted hvor hun havde tvunget Fox til at købe mad, da han havde været dum nok til at stjæle hendes penge.
Det skulle blive sjovt at se hans reaktion på dette...!

Hun låste motorcyklen, tog hjelmen under armen og posen i den anden hånd, og så begav hun sig over imod indgangen - hvor hun så stoppede op for at stirre på et mærkeligt stykke træ. Med en besked på.

Mei mærkede hvordan pulsen steg da hun læste ordene, og hun tabte både hjelmen og posen med mad.
"Shit..." hviskede hun.
Det her var noget lort... hun så Fox som sin ven nu, og den heks havde fanget ham!

"SHIT!!" skreg hun og leverede et velplaceret spark på træstykket, der blev flået af og fløj et par meter væk, før det landede på asfalten.

Mei lod både mad og hjelm ligge, og satte i løb over mod motorcyklen.
Hun fiskede nøglen op af lommen, sprang op på Kawasaki'en og satte den i gang.

Hun satte monsteret i gear og vred gashåndtaget, så motorcyklen satte af i voldsom fart.
Med en brølen uden lige fra motoren, susede hun igennem byen med retning imod ShadowSun Tower... denne gang ville hun være forberedt.

Dette var sjovt. Hele det mentale spil hun var igang med at vikle omkring drengen. Ondskab, godhed, ondskab, godhed. Det ville være forvirrende, og han ville formegentlig ikke vide i hvilken boks hun var placeret, som hun blev ved med at ændre opførsel fra kærlig, og over i brutal.

Som han lovede at opføre sig ordentligt, gav hun hans skulder et ganske blidt klem, inden hun langsomt løsnede pisken fra hans hals, for denne gang er fjerne den helt.
Hun rullede den tålmodigt samme, inden hun holdt den sammenrullede pisk i sin højre hånd, for derefter at betragte knægten.

"Følg med". De to ord rungede igennem den tomme fæstning, som Angelie begyndte at bevæge sig imod den brede trappe, der ville lede til soveregionerne. Drengen gav hende trods alt allerede det hun skulle bruge, ved sin blotte tilstedeværelse. Det var ikke ham hun var interesseret i at gøre livet surt for.
Som hendes fødder langsomt gled op langs trinene, kiggede hun sig over skulderen, for at se om han fulgte efter hende.
Hvis ikke ville hun stoppe op, sende ham et advarende blik, der lovede at han ville ryge i kælderen. Hvis han derimod var med, fortsatte hun blot op ad trinene, indtil hun stod foran døren, som hun havde omtalt til ham.

Hendes hånd lagde sig roligt imod håndtaget, for derefter at lade døren glide op ind til et ganske simpelt rum, indeholdende en seng, en stol, sanitetsområde og.. et vindue, så han ville kunne kigge ud af dette.
Hun trådte til siden, for at tillade ham at kunne træde igennem døråbningen, inden hun lod blikket glide imod himlen, der mørknede langsomt.

Fox tog sig til halsen, da hun havde fjernet pisken. Endnu en bølge af noget, der næsten kunne minde om taknemmelighed, gled igennem ham. Han lukkede lettet øjnene for et øjeblik. Det var en vidunderlig følelse af frihed, ikke at have snøren om halsen mere.

Han åbnede øjnene igen, da hun bad ham følge med. Efter at have tøvet et kort øjeblik, fulgte han med hende. Hans øjne gled uroligt hen over omgivelserne. De tykke mure føltes som om, at de ville kvæle ham, vælte ind over ham.
Han led normalt ikke så meget af klaustrofobi, han kunne sagtens opholde sig indendørs, men skrækken, der stadig fik hans hjerte til at banke hurtigt, gjorde det værre. Og han vidste, at han ikke kunne komme ud.

Selvom han stadig var bange og hele hans indre skreg efter at flygte, gjorde han ikke noget forsøg på det. Han havde overgivet sig, hvilket sikkert var den underbevidste viden om, at det ville være det mindst smertefulde for nu. De små gode ting, som Angelie havde gjort for ham, selvom det kun var at rette op på noget, hun selv havde gjort, havde alligevel fået ham lullet ind i et lidt mindre panisk stadie.

Da hun åbnede døren, og han så værelset, tøvede han dog. Det var småt og han vidste godt, at døren ville blive lukket bag ham. Hele hans krop blev stiv og han kunne ikke gå videre.

Hun fornemmede det allerede ved indgangen, da han tøvede, og hendes arme lagde sig tålmodigt over kors. Hvad var der dog med ham. Her tilbød hun et næsten behageligt fangeskab, og så var han alligevel stiv af skræk ved synet af et værelse. Hvis der havde været en hundegård i Abbadon, kunne det være hun skulle spænde ham fast derude i stedet for.

Hendes åndedrag blev til et langt suk, som hun så til, inden hun himlede næsten opgivende med øjnene. "Er du nu også bange for mørke.. Eller hvad er der dog galt med dig" brummede hun irriteret, inden hun viftede med hånden, for derefter at træde ud af værelset. Hun kunne under ingen omstændigheder tillade, at han frit ville kunne rende rundt om natten i fæstningen. Der var alt for mange hemmelige flugtveje og værdifuld information.

Han skulle jo ikke ligefrem være her for evigt.. Forhåbentlig kun en enkelt dag eller to, før menneskebarnet ville dukke op, og hun kunne sende drengen afsted med næsten ren samvittighed. Eller måske ville han endda forsøge at.. hjælpe Mei endnu engang.

De blå øjne så scenariet for sig, langsomt som små puslespilsbrikker, der roligt begyndte at falde på plads. "Du kommer ikke udenfor.. Så enkelt er det!" afsluttede hun hendes beordrende ord, inden hun let skubbede ham imod værelset, for at kunne få ham ind på den anden side af døren, og låse denne, inden hun kunne starte sine forberedelser. Hun tvivlede på at Mei ville finde ham heroppe.. Nej pigen ville garanteret gå direkte i kælderen, hvor man normalt ville holde sine fanger.

Fox så fra Angelie til rummet og bevægede sig ikke, før hun skubbede ham ind. Han lukkede øjnene, da han trådte ind i rummet og forsøgte at berolige sig selv. Det var kun et værelse, det var ikke værre. Det gav et sæt i ham, da døren blev lukket bag ham, og han vendte sig hurtigt mod den. Den blev låst. Rystende trådte han frem og rørte ved den. Den flyttede sig ikke.

Efter at have stået og set lidt på den med tårer i øjnene, gik han de få skridt, der var, ind midt i rummet og så rundt. Det var et bedre sted end han nogensinde selv havde boet, men det sagde ham ikke noget. Det var lige meget, for døren var låst.

Han kunne mærke fortvivlelsen komme væltende, og hans ben gav under efter ham. Hulkende satte han sig på gulvet og fik lukket al angsten og smerten ud. Hans lidt spinkle krop rystede under de tunge hulk. Smerten fra hans hals fik ham til at stoppe ret hurtigt igen, og til sidst sad han bare og snøftede.

Der var ikke noget, han kunne gøre. Ingen vej ud, ingen måde at advare Mei på, intet. Han så rundt. Og der var heller ikke noget at lave. For det øjeblik var der ikke andet at gøre end at give op. Han flyttede på sig og skar ansigt af smerten fra både nakke og hals. Hans blik faldt på vasken, der hang ved siden af et toilet. Gad vide, om der var vand i hanen? Han rejste sig og tændte for den. Jo jo, der kom masser af vand ud. Han vaskede sig hurtigt i nakken, hvilket sved en del, og han drak også lidt. Han havde nær fået det galt i halsen, da hans synkemuskler var ømme.

Til sidst gik han over og satte sig i sengen. Den var hård, men bedre end jorden, så han brokkede sig ikke. Her sad han og kiggede lidt ned på sine hænder. Han var bare træt. Og han kunne stadig ikke helt rumme, hvad der var sket inden for de sidste par timer. Han lagde sig ned på sengen i fosterstilling, pakket godt ind i sin jakke, og stirrede ud i luften, indtil hans øjne gled i og han sov.

Som hun lukkede døren i, lænede hun forsigtigt panden imod den efter hun havde drejet nøglen og fjernet den, for at plante den sikkert i under hendes top i bh'en. Som hun blot blev stående, lyttede hun igennem døren for at fornemme hvad den lille pelsbold var igang med på den anden side.
De sensitive ører opfangede hvert et skridt, hvordan vandet blev tændt, og til sidst hvordan et let bump landede på sengen, for derefter at afsløre den halvt rolige lyd af åndedrag en person i søvne besad.

Tænderne glimtede let i det svage lysskær fra en fakkel i det fjerne, inden hun lod sig glide ned for at sidde med ryggen imod døren i skrædderstilling. Hun havde vel tiden til at nyde dette for en kort stund inden pigebarnet ville dukke op.
Kærtegnene begyndte hendes hånd at hale et gammelt gulligt instrument fra fra stofposen i hendes bælte. Hendes kæreste eje, som havde bragt hende ud af helvedet mange år tilbage.
Som denne blev sat for hendes læber, lød der nogle ganske få usammenhængende toner i et mørkt leje, før de brat stoppede og drømmenes verden ville begynde, som hun langsomt dykkede ind i drengens verden af usammenhængende billeder for at omforme dem...

Støvet lå i et tykt lag over et udefinerbart gulv, som et rum, ikke større end et par kvadratmeter begyndte at forme sig om den sovende skikkelse i midten af det. Hvad der før havde været en seng, var nu blot en mørk metalblok, som hævede sig en anelse i vejret.
"Pelsbold" stemmen ekkoede imod væggene uden ende, og blev ved med at gentage sig selv igen og igen, forstyrrende, uroligt, som de blev højere og højere for at vække den lille dreng.
Der var ingen vinduer eller døre i rummet, kun solid beton, med små skudhuller tilfældige steder.

(( Vågnede op efter mareridt.. gik ind og tændte computeren, mens jeg spiste morgenmad, super træt og stadig halvt sovende.. og gik så fra det ene mareridt til det andet.. dejlig morgen! ))

Fox flyttede sig skræmt, da der skete nogen på væggen bag ham. Han stirrede på den store mund, der talte til ham, lo af ham. En latter der skar sig igennem ham som issyle. Væggene om ham fortsatte deres bevægelse mod ham, og om lidt ville ham blive mast.

Angsten havde overtaget alt, hans bevægelser, hans tanker, al logikken, og han tøvede ikke længe med at kravle igennem de store læber.
Pludseligt befandt han sig på den store eng, han havde kunne se igennem de små huller i væggen. Han tumlede om på jorden og rullede sig sammen til en lille bold, stadig gispende efter vejret. Hvad ville der ske nu?

(( Og det bliver lidt korte svar, det er dig, der styrer drømmeshowet ))

Latteren ekkoede indtil han var kravlet ind i munden. Som han passerede læberne lukkede de sig sammen, for at lave en høj synkebevægelse, inden hele scenariet skiftede til den rolige eng.

Intet skete for nu. Han havdemuligheden for at slappe af, nyde græsset og duftene, i det mindste for en stund.
I det fjerne agenten hørtes en lille pigestemmens, som denne muntert hvinede som hun løb efter en trillende rød bold, der havde retning imod Fox.

Bolden ville ramme ham blidt, hvis han ikke flyttede sig, og pigen med det blonde hår i fletninger, ville vinke ivrigt og vente på at han kastede bolden til hende i leg. Hun ville lege med ham.

Tågen omkring engen dansede let omkring Fox, inden den opmuntrede ham til at iagttage omgivelserne, ved at blæse kærtegnene om hans krop. Servile næsten kunne høres, at naturen hviskede til ham om at kigge imod den lille storsmilende pige, der ventede på at han samlede hendes bold op.

Mørket, intetheden. Der var skræmmende stille, men inden pelsbolden havde for lang tid til at overveje hvad der foregik og slappe af, lød et rungende klokkeslag fra alle sider.

Unaturlige flammer under ham startede op og slikkede sig sultent op imod luften og mørket, sendte gløder imod ham, for derefter bevæge sig som flammer nu engang gør. Det grønlige skær i dem virkede levende.

Over ham ville stormskyer tage form, og sende lynnedslag omkring ham, inden han ville få følelsen af at falde imod flammehavet.
Faldet ville virke uendeligt, som flammerne langsomt nærmede sig den lille krop. Der var intet andet imellem udover flammerne og lynene.

Eftersom fald i drømme normalt ville vække personer op fra mareridt, var hun ikke sikker på om han ville vågne eller falde ned i de sultne flammer. Hvad end der skete, ville Angelie under alle omstændigheder lukke for hendes indtrængen i hans sind, ved langsomt at glide ud af dette, for at falde tilbage imod hendes egen krop.

På den anden side af døren, ville de blå øjne åbne sig, og et tilfreds smil ville være plantet på hendes læber. Det havde været lærerigt. Drengen havde tydeligvis problemer med indelukkethed og skræmmende episoder i det hele taget.
En skam..

Han ville aldrig blive stærk nok til at kunne overleve i dette land. Altid ville han være et byttedyr. Roligt kom hun langsomt på benene, inden hun svagt lyttede imod døren, for at fornemme om der var liv i ham på den anden side.

Stilheden varede ikke længe, inden helvede brød løs. Han tog hænderne for ørerne, da klokkerne begyndte at ringe. Ild dukkede op under ham, unaturlig med en sær varme. Et lyn glimtede og pludseligt var ham omgivet af lyn, hvis brag blandede sig sammen med lyden af klokkerne.

Han begyndte at falde. Og falde. Ilden kom væltende op i mod ham og han skreg. Og skreg. Og skreg.

Skriget rungede i mellem det lille rums mure, da han satte sig op og kastede sig tilbage mod muren bag sig. Han pressede hænderne mod ørerne og kunne ikke stoppe med at skrige. Til sidst gik skriget over i en voldsom hulkten, og han gemte sit ansigt i sine hænder og krøb så meget sammen i hjørnet, som han kunne. Hver eneste celle i hans krop var fyldt med rædsel efter drømmen og hans hjerne kunne ikke rumme det. Gråden sled igennem hans krop, og han borede neglene ned i huden på sin pande.
Aldrig om han havde været så bange før, selv ikke da Angelie var ved at kvæle livet ud af ham. Han kunne stadig mærke flammernes hede og høre monster-pigernes skrig, som de kastede sig over ham.

Endeligt holdt gråden langsomt op, den døde stille hen. Til sidst sad han bare rystende af skræk , klemt ind mod muren, ude af stand til andet end at gøre andet end at trække vejret.