Caught a Fox -Gore-

Angelie havde på intet tidspunkt regnet med at ramme Mei ved sit angreb. Hun havde været interesseret i, at se hvorledes mennesket afveg, hvilket ikke overraskede hende meget. Præcis som sidste gang.

Som Meis klinge søgte imod hendes hud, bøjede Angelie let den ene arm, trådte et enkelt skridt til højre for derefter at blokere hendes klinge med sin egen, med skæftet øverst i lodret position.

"Ori'gato gaer tlu ssussun" Hendes stemme hviskede ordene, som frembragte en lysende rød glød omkring klingen. En magisk ild, der slikkede omkring denne, som kærtegn, for derefter at blænde op et kort øjeblik.

Det flammende blad, pressede imod Meis, som Angelie ved hjælp af hendes styrke, forsøgte at tvinge op imod Meis hals.

______

* Let there be light

Elveren var, som forventet, hurtig og fuldt ud i stand til at undvige et sværdslag - også selvom Mei var hurtig for et menneske.

Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede frygtsomt af sted, da Angelie begyndte at tale på et mystisk sprog - for det kunne kun betyde én ting: magi.

Og ganske rigtigt.
Mei spærrede øjnene lidt op da Angelie's sværd blev indhyllet i flammer, og da elveren lagde kræfterne i for at presse klingen op imod Mei's hals, blev det tydeligt at den unge menneskekvinde ikke var fysisk stærk.

Selvom hun forsøgte at stå imod med alle kræfter, bevægede den dødbringende klinge sig let op imod hendes hals, og det var kun fordi Mei formåede at bøje sværdets bane af, at hun ikke blev ramt alvorligt.

Hun undveg dog ikke helt, og gispede i smerte da den varme klinge skrabede let ned langs hendes ene overarm.

Mei trak sig et par skridt tilbage, mens hun igen hævede sværdet.
Hun måtte finde på noget... og hurtigt.

Hendes bare fødder stod let imod den ru overflade, der befandt sig under dem, som klingen nærmere sig Meis hals. Mennesket var lige så svag, som sidste gang de havde leget, men denne gang ville blive langt mere intens. Denne gang ville det ikke kun være kamp, der ville ske.

De røde lokker havde langsomt løsnet sig fra den hestehale hun havde lavet længe inden dette øjeblik. De blå øjne stirrede ind i Mei's, som hun så og hørte hvordan klingen skar ind i kvindens overarm, som var denne smør.
Flammerne ville uden tvivl også gøre en god mængde skade, og grundet varmen, ville såret ikke skabe meget blod trods alt.

Hendes fod ændrende stilling og forsøgte at foretage en fældning, for at vælte Mei af benene, imens sværdet igen lagde sig i et dansende sving, med retning imod kvindens knæhase, der ville ramme, hvis fældningen ikke ville virke i første gang.

Såret i hendes arm var smertefuldt, men ikke alvorligt. Elverklingen havde kun skrabet hen over huden - og fjernet en god del af den i processen.
Dette beviste over for Mei at Angelie's klinge var mindst lige så skarp som hendes egen - og det var ikke noget at spøge med.

Og så var der naturligvis ilden... og Mei's fysiske svaghed i forhold til Angelie's overlegne styrke.

Mei's tanker blev omgående afbrudt da hendes modstander satte sig i bevægelse.
Hun mærkede hvordan benene blev fejet væk under hende - én af de ting der absolut ikke måtte ske...!

Dog... kunne dette måske udnyttes.

Mens hun faldt imod stengulvet, slap Mei sværdet med den ene hånd og tog fat i én af granaterne - den cylinderformede.
I det hun landede på ryggen, trak hun splitten ud af granaten og kastede den op imod loftet, for så at rulle om på siden mens hun trak benene op under sig for at beskytte maven og brystet så meget som muligt mod Angelie's klinge, hvis denne nåede at bide.

Hendes hænder blev placeret over ørerne, og Mei kneb øjnene hårdt sammen.

Der lød et enormt smæld da granaten eksploderede på vej ned fra sin optur - så højt at det gav Mei en smertefuld hylen for ørerne, selvom hun havde ørerpropper i, og holdt sig for ørerne.
I stedet for at sende sønderrivende og ødelæggende metalstykker ud over det hele, eksploderede denne granat i stedet i et hvidt, blændende lysglimt.

Mei var spændt på at se hvordan en elver klarede effekten af en flashbang-granat...

Der var det. Det skete næsten i langsom gengivelse, da ANgelie mærkede hvordan hendes fældning af Mei fungerede, for derefter at høre det bløde bump hvor hun landede på jorden.
Hendes fod placerede sig direkte ovenpå Meis hår, da hun vendte siden til efter at have kastet noget sylinderformet i luften.

Åhåh, var alt hun nåede at tænke, som hun lagde vægten på foden, for hurtigt at svinge det flammende sværd direkte imod Meis lår, for at forsøge at gennempirse dette. Hun ville trods alt ikke dø at det.

Banget var gennemtrængelig og Angelies ører tog skade fra dette, lige inden hun blev blændet. I nogle sekunder ville Angelie intet kunne se, men forhåbentlig var det det samme for Mei, eftersom denne allerede havde lukket øjnene, da hun forsøgte at stikke kvindens lår.
Hylende høje toner var alt Angelie hørte i lang tid, som hendes krop stod over Meis, for derefter at blive fuldstændig stille. Hun havde mistet hørelsen grundet granaten.

Med hænderne over ørerne, øjnene lukket hårdt i og benene trukket op under sig, var Mei så forberedt som hun overhovedet kunne være.
Nu var det bare op til heldet...

Som svigtede hende.

Smerten var vanvittig, da den glohede klinge borede sig ind i hendes lår, så dybt at den ramte stengulvet nedenunder.
Mei's smerteudbrud kom på samme tid som eksplosionen, og var dermed dækket helt af den høje lyd.

Da granaten var gået af, spærrede hun øjnene op og så ned på sit gennemborede lår.
Det... havde ikke måttet ske!
Lige meget om hun formåede at komme fri nu, ville hun ikke kunne andet end at halte smertefuldt afsted.

"Fuck...!" hvæsede hun gennem sine sammenbidte tænder.
"Arg!" smerten var intens...

Og hun lå der bare, ude af stand til at røre sig. Paralyseret af den brændende smerte - og af frygt.
Hvad skulle hun gøre...? Hvad fanden skulle hun gøre..!?

Det svage ekko fra klingen, der ramte jorden under Meis lår ville tydeliggøre at denne var gået hele vejen igennem benet. Utroligt.
Angelies øjne klemte sig uvilkårligt sammen med flashet og sendte en vred væsen igennem sammenbidte tænder, som hun ventede på at banget var overstået.

Som Angelie stod over den spinkle menneskepiges krop, drybbede bloddråber fra begge hendes ører ned på denne kvinde, inden Angelie selv lod håndryggen glide over venstre øre, for at fjerne de værste dråber.
Alt var dødstille omkring hende, som hun betragtede Mei, der lå helt stille uden at virke til at gøre ekstra modstand. Var hun færdig?

"kku" det enkelte ord var hviskende, som ilden var sværdet trængte i sig selv, og kun efterlod den ganske normale klinge tilbage. Skulle hun trække den ud?
Smilet krængede sig over hendes ansigt, som øjnene forsøgte at justere sig efter det blændende lys, inden Angelie i et ubarmhjertigt ryk, tvang klingen fri af Meis lår.
Klingen ville stadig være varm, da denne frigav sig fra huden, hvorefter Angelie knælede ned, på højre knæ, der placerede sig direkte i Meis solar plexus, for blot at kigge overlegent på menneskepigen.

Nok havde hun mistet hørelsen, men Mei havde mistet langt mere end blot det. Muligheden for at kunne stikke af.
Hendes frie hånd greb langsomt ud efter Meis højre håndled, for derefter at rejse sig roligt.
Blikket ville glide imod et par håndlænker hængende fra loftet. Hvis ikke Mei modsatte dette, ville Angelie placere hendes håndled i disse to lænker, for derefter at fastspænde Meis ben til jorden, så denne var ude at stand til at bevæge kroppen.

Til sidst ville hun blot sætte sig på en skammel omkring en meter fra Mei, og betragte hende med hovedet en anelse på skrå. Dette ville gøre afhøringsprocessen en del mere besværlig, da hun havde mistet hørelsen og ville være ude at stand til egentlig at vide hvad Mei svarede.

Smerten var vanvittig, da Angelie rev klingen ud af Mei's ben.
Så intens var den, at den unge menneskekvinde spjættede og klemte øjnene hårdt sammen for ikke at skrige - og for ikke at tabe til det lette slør af mørke der fulgte.

Da hun så mærkede elverens knæ imod sit solar plexus, spærrede hun øjnene op og gispede i smerte.
Som bekendt, var solar plexus et af kroppens største nervecentre - og selvom Mei havde en kevlar-vest på, gjorde det stadig ondt.

Mei kiggede hadefuldt op på de hånlige øjne med det overlegne blik... hvor ville hun dog ønske, at hun kunne skyde elveren lige i ansigtet med en kaliber femogfyrre revolver...

Hun forsøgte at stritte imod da hendes rødhårede plageånd hev hende op - men smerten havde svækket hendes krop, og hun følte sig syg i et øjeblik.
Og det øjeblik var så nok til at hun i næste nu stod lænket... blottet, bortset fra sit beskyttende udstyr...

"Fuck..." hviskede hun og så på Angelie, som nu sad over for hende på en stol.
Men hun var stadig i live... og så længe hun var i live, kunne hun samle sine kræfter igen... regnede hun da med.

Med abluerne hvilende imod sine lår, betragtede hun Mei, som dette så ud til at være en anelse utilpas i sin nuværende situation, hvilket der trods alt ikke var noget at sige til.
Næste problem opstod nu. At få de informationer hun skulle bruge fra pigebarnet. Hun tvivlede på, at det ville være acceptabelt bare at dræbe hende, uden at have prøvet, selvom det trods alt var yderst fristende.

"Sådan her vil det forløbe" startede den monotome stemme, som Angelie rejste sig, for derefter at strække sine lemmer. Blikket lagde sig på Mei, som hun nærmede sig hende, for derefter at stå lige over for denne kvinde. "Jeg stiller et spørgsmål, og du nikker når du er interesseret i at svare på det". Det var trods alt den eneste måde, Angelie ville kunne vide at kvinden havde noget hun ville sige.

Hendes hånd lagde sig om Meis sårede lår, for derefter at presse en finger ind i dette, samtidig med at hendes hoved lagde sig en anelse til venstre. "Forstået?" spurgte hun, som om hun havde al den tid i verden, der ville være nødvendig.

Mei betragtede Angelie med et stille, men stålagtigt og køligt blik.
Hun trak vejret dybt, for at få styr på sin krop og sit hoved... det her var en slem situation, men hvis bare hun kunne få opbygget lidt af sine kræfter igen, ville hun måske være i stand til at gøre noget.
Under alle omstændigheder ville hun ikke give op.

Dog... var det sikkert klogest at lege med lige nu. Ordet 'tortur' lå usagt i luften imellem dem, og hvis der var noget som Mei ikke var interesseret i, så var det dét.

Hun fik øje på blodet ved elverens ører, og det kombineret med den monotone stemme som den rødhårede plageånd nu brugte, fortalte Mei at flashbang-granaten havde berøvet elveren sin hørelse.
Godt... men også skidt.

Mei forsøgte ikke at trække sig væk, da Angelie bevægede sig tættere på - det ville alligevel ikke have hjulpet lige nu.
Hun hørte spørgsmålet, og bed tænderne hårdt sammen da hun mærkede hvordan en finger blev presset ind i hendes sår.
Smerten var slem... men ikke noget hun ikke kunne klare.

Mei tog endnu en dyb indånding, og nikkede.
Hun havde skam forstået...

Smilet bredte sig langsomt over hendes læber, som Mei ikke klynkede eller spjættede over Angelies behandling af kvindens sår, men det var vel forventet. Mei vidste det, hun vidste det.. Dette ville blive underholdende, i hvert fald for hende.

Hendes krop rejste sig langsomt fra den siddende position, for st stille sig over for Mei. Højre hånd hævede sig, for at gribe fat om Meis hage, inden hendes ansigt bevægede sig helt tæt på Meis.
"Dygtig" den rosende kommentar lød som hvis hun ville tale til en hund, inden hun placerede et hårdt kys på Meis læber, for derefter langsomt at træde væk fra hende, inden hun bukkede sig ned, for at samle hendes pisk op fra en krog, der havde holdt på denne siden Angelie først var trådt ned i kælderegionerne.

"Lad os starte nemt" stemmen flød tilbage i den monotone toneleje, imens hub langsomt faldende pisken ud, så denne lå langs gulvet. "Hvorfra kender du Zureshalon?" Tålmodigt ventede hun på, at Mei ville nikke, men at trække tiden for længe, ville være at lege med ilden. Dette var hvad Angelie gjorde bedst, udover at dræbe selvfølgelig.. Hun var oplært af den bedste på netop dette felt.

Mei's iskolde blik forandredes ikke da Angelie greb hende om hagen.
Hun vidste at hun var i et sårbar position her... med armene tvunget op over hovedet, ville hun være ude af stand til at beskytte sin krop.
Og hun hadede det... men det fik hende ikke til at give op.

Så kom noget af det mest nedværdigende... kysset.
Mei's mave trak sig sammen og hun havde lyst til at kaste op - men gjorde det dog ikke.
Denne kvinde... Angelie... hun var skamløs. Men det skulle man vel også være, for at være en del af en sortelverklan.

Da Angelie afbrød det hårde kys, som mange andre måske ville have nydt en smule, spyttede Mei på jorden imellem dem.
"Modbydeligt..." hviskede hun for sig selv.

Så fik hun øje på pisken, og lukkede øjnene for at få styr på sit hjerte, som lige nu forsøgte at hamre sig vej ud gennem hendes bryst.
Det her ville komme til at gøre ondt ad helvede til... men hun havde trods alt en fordel, som Angelie ikke så ud til at være klar over.

Så Mei åbnede de kønne, brune øjne, og så trodsigt på Angelie.
"Til helvede med dig og dine spørgsmål. Med mindre du kan mundaflæse, fatter du ikke en skid alligevel."

Den korte latter gav genlyd imod de dunkle vægge, som Angelie så kvinden spytte på jorden efter hendes kys. Det måtte være en form for hån, men hun lod sig ikke mærke med det.
Hele hendes krop dirrede af forventning over hvad der skulle foregå hernede de næste mange timer, dage måske endda, alt efter hvor lang tid det ville tage kvinden at tigge om at dø.

Ah det trodsige blok var ikke til at tage fejl af. Selvfølgelig ville dette ikke gå så nemt, sikke en skam.
Håndleddet rykkede sig i et svirp, for at sende piskens ende direkte hen over Meis sårede lår i et modbydeligt slag.

Tsk tsk lyde kom fra Angelie, som hun rystede let på hovedet. "Det var ikke et nik Mei" svarede hun uhyggeligt roligt, inden smilet langsomt kom på hendes læber igen. Hvis Mei regnede med, at det ville blive hende der gav op først, tog nenneskebarnet grueligt fejl.

På bordet ved hendes side, lagde Angelies frie hånd sig om skæftet på en kastekniv, som hun dovent sendte imod Meis krop i et elegant kast, for at benytte hende som en menneskelig skydeskive.
Knivens ret ing viste sig snart at være med retning imod Meis venstre underarm.

"Prøv igen.. Hvor fra kender du Zureshalon"

Mei så hvordan Angelie's krop dirrede... og hun vidste hvad det betød.
Den rødhårede psykopat havde tænkt sig at torturere hende, og hun havde tænkt sig virkelig at nyde det.

Et lille stik af frygt ramte den unge menneskekvinde - men den blev hurtigt glemt, da pisken ramte hendes sårede lår.
"ARGH!" råbte hun, og sagde et bar lavmeldte bandeord på kinesisk, mens hun vred sig lidt i lænkerne.
Hendes lår sved... nej, brændte med intens smerte, og pisken havde skåret en flænge i de forstærkede jeans.

Mei trak vejret ind i små stød, og hørte så lyden af en kniv, de fløj gennem luften.
Hun vendte lynhurtigt blikket mod lyden.
"Fandeme nej!" hvæsede hun, mens hun hurtigt vred sig, så kniven kun lige snittede hendes underarm.

En kniv i underarmen ville have været katastrofalt...
"Fandens... det er ikke en oplysning du kan bruge til noget, mær!" hvæsede hun gennem sine sammenbidte tænder, skønt hun vidste at elverkvinden var døv.

Selvom hun var døv, kunne hun smage, se og lugte frygten og smerten, da kvinden vred sig efter piskens smæld over såret.

Åh så hun havde stadig lidt kampgejst i sig. Fortrinligt. Kniven ramte imod jorden, efter st have snittet hende, alt imens Angelie, med pisken sæbende efter sig, bevægede sig helt tæt op ad Mei endnu engang.

Hun kunne se hvordan kvinden snakkede, men hørte intet, kun stilhed. Tungen fugtede hendes læber, som hendes hoved gled lidt på skrå, imens de blå øjne intenst stirrede ind i Meis brune.

Den frie hånd hævede sig, formede sig som en ørneklo, for nu langsomt at bevæge sig imod Meis venstre øje.
De lange negle ville forsøge ar bore sig ind i det bløde hud omkring dette, hele vejen ind i øjenhulen bag øjet.

Hvis kvinden ville forsøge at vride sig væk denne gang også, ville Angelie lade pisken falde til jorden, for derefter at knytte hånden om Meis hår, for derefter st rykke det så hårdt bagover, at hendes hoved ville blive sat i spænd.

Neglene ville ikke stoppe, før disse var færdige med målet. At kradse, rive og flå Meis øje ud. "Stadig ikke et nik" kommenterede hun ganske muntert alt imens

Mei så køligt på Angelie, som denne bevægede sig hen imod hende, med den modbydelige pisk slæbende efter sig.
Hun turde næsten ikke tænke på, hvad elveren nu havde i sinde... og da det alligevel blev klart hvad Angelie havde tænkt sig at gøre, strammedes frygten som en iskold knude i hendes mave.

Elverpsykopaten havde tænkt sig at flå hendes venstre øje ud.

Med en enorm kraftanstrængelse, tvang Mei sig selv til at skubbe den lammende frygt væk - og så tænkte hun hurtigt;
Da de skarpe negle nærmede sig hendes øje, så det i første omgang ud som om den unge kvinde havde tænkt sig at lade torturen ske, da hun jo nok alligevel intet kunne gøre for at stoppe det... men så reagerede hun, hurtigere end man skulle forvente af et menneske:

Mei lagde alt den styrke der lå i hendes skuldre og nakke i af tyre hovedet fremad i et forsøg på at nikke sin plageånd en seriøs skalle, forhåbentlig med det resultat at elverens næse ville brække og dermed uskadeliggøre Angelie i nogle få, dyrebare sekunder.
Bevægelsen var så hurtig og voldsom, at Mei knap nok nåede at undvige de skarpe negle, hvilket resulterede i at hun blev revet smertefuldt af dem, mellem øjet og øret.

Uanset om angrebet lykkedes eller ej, brugte Mei afledningen til at 'krumme' sine hænder sammen så de blev så små som muligt - så hun langsomt kunne arbejde med at få i det mindste hænderne fri.

Hmm. Hvis Angelie havde lært noget fra denne pige, så var det at Mei ikke bare gav op, så da hun ikke flyttede sig væk fra neglene, begyndte de indre alarmklokker at ringe. På nogle punkter mindede Mei ufattelig meget om hende selv.

Den pludselige bevægelse fra Mei kom, og Angelie nåede lige i tid at dreje ansigtet til siden, så kvindens pande kolliderede med hendes kindben, i stedet for hendes næse.
En hvæsende snerren lød fra Angelie, men Mei kendte tydeligvis ikke til hendes mere masochistiske tendenser. Der skulle langt mere til at slå Angelie ud af den, end en skalle.

Neglene skrabede imod Meis ansigt, som Angelies ansigt drejede sig tilbage imod kvinden, og sendte hende et oplysende smil.
Lænkerne bevægede sig, og Angelies hånd, rykkede sig fast i kvindens hår, for derefter brutalt at rykke det ned. Hvis det var muligt rent faktisk at rykke hovedbunden ud ved håret, ville Angelie gøre det uden at tænke over det, i ren irritation over dette besværlige pigebarn.

Den anden hånd, der stadig knugede sig om piskens ende, satte sig i et slag, så bunden ad skaftet, i hendes knyttede hånd, ville sende i hurtigt og hårdt slag ind på Meis strubehoved.

Hun missede... satans til elvere og deres forbandede hurtighed!
Mei havde lyst til at bande, men der var ikke tid til selv så lille en ting - for Angelie's hævn over menneskepigens trods blev sat i værk omgående:

Mei mærkede hånden om sit hår, og hvordan hendes hoved blev revet bagover, da Angelie rev hende hårdt i håret.
"Ahaargh!" hylede hun, mens tårerne unægtelig sprang frem i hendes øjne.
Så hørte hun pisken blive hævet, grebet, der strammede sig om læderet - og Mei vidste, at hun ville dø, hvis ikke hun var meget, meget hurtig nu.

Med et råb, der blev endnu mere intenst da hun brækkede sin ene tommelfinger i processen, lykkedes det Mei at hive hænderne ud af lænkerne, lige tidsnok til at slå underarmene ned over Angelie's angribende hånd, og dermed feje pisken nedad, så den i stedet ramte hende hårdt midt i brystet - et slag, der mest blev blokeret af den kevlar-vest hun havde på.

Vel vidende at dette ikke var nok, reagerede Mei yderligere i det øjeblik hun havde slået til Angelie's hånd - hun sendte et håndrodsslag imod elverkvindens næse, med det formål at brække den, og seende næsebenet op i næsen - og dermed dræbe elveren på stedet.

Tårerne der trillede ned ad Meis kinder, var som sød musik for hendes døve ører. Tårer var i sandhed det reneste, der ville komme fra en person.

Lige inden slaget kolliderede med Meis hals, blev armen skubbet nedad af Mei. Så pigebarnet var kommet ud af sine kæder med hænderne. Hun skulle bare besværliggøre dette.
Det næsten opgivende suk kom fra hende, som Angelie satte sig i et hop til siden, da denne solgud efter hendes ansigt igen.

Mei var allerede skadet, og Angelie havde tid nok, men utålmodigheden var begyndt at kunne anes. Hvor ønskede hun bare at slå dette åndssvage menneske ihjel..

Skridtene fortsatte, som hun bevægede sig bag Mei, stadig med grebet i dennes hår. Derefter begyndte skridtene at trække sig længere og længere væk, hvilket forhåbentlig ville tvinge Mei til at faldne ned på ryggen, da hendes fødder trods alt stadig var lænket, eller få revet skalpen af i processen.

Hun var stoppet med st stillespørgsmål, eftersom Mei allerede kendte det, og på nuværende tidspunkt var Angelie langt mere interesseret i at bringe smerte til kvinden.

Det lykkedes, og Mei åndede lettet op - men lidt for tidligt.
Hendes forsøg på at dræbe elverkvinden slog fejl, da plageåndens hurtighed igen kom i spil, og hun undveg Mei's håndrodsslag.

Smerterne i hendes ene lår og hendes brækkede tommelfinger var intense - men adrenalinen for igennem Mei lige nu, og dækkede for det meste af smerten.

Da Angelie bevægede sig rundt om hende, udnyttede Mei det éne sekund hun havde til at, meget smidigt, svinge kroppen ned i en buge, med elverens bane... og med sin raske hånd, kunne hun lige akkurat nå det ninjato, hun havde måttet smide da hun brugte flashbang-granaten.

I samme bevægelse, svingede hun sig op igen, strammede dermed håret op imellem hendes hoved og Angelie's greb - og med et lynhurtigt sving med den skarpe klinge, var Mei nu korthåret - og fri fra elverens greb.

Hun bemærkede det ikke før Angelie blot stod med håret imellem hendes fingre, der hang slapt ned over hendes fingre. Forbandet irriterende menneskebarn. Hun kunne trods alt trøste sig med, at Mei nok ikke kunne forvride begge fødder nok til at få disse ud af deres lænker. Hun kunne altid forsøge at hugge dem SF, men det ville ikke hjælpe hende meget.

I sikker afstand fra sværdklongen, så Angelie blot på hende med et kedsommeligt blik, inden hun trådte hen til bordet, med remedierne, som var forberedt til netop denne session.
"Så du ville lege.. Jamen.. Lad os lege" bemærkede hun, inden Angelies hænder kærtegnene de skinnende instrumenter, for til sidst at vælge at langt tyndt hylster.

Hun vendte sig imod Mei, inden pisken viftede i hendes højre hånd, og lavede små cirkler over gulvet. Ved den fjerde cirkel, satte den sig i bevægelse med retning imod hendes sårede lår endnu engang.
Røret satte hun imod læberne, inden et kraftigt pust sendte en pil imod hendes arm, der ikke holdt sværdet. Denne ville være fyldt med gift fra en kongekobra. Hun havde healende evner og ville kunne fjerne denne gift, hvis Mei blev ramt, men det vidste pigebarnet ikke.

Mei fulgte elverens bevægelser med et roligt, fattet blik.
Hun var stadig i problemer... store problemer, for hendes fødder var fortsat lænket til gulvet, og det ville tage hende flere minutter at befri sig selv - og med den rødhårede furie i nærheden, ville det være det rene selvmord at prøve.

Så Mei ventede... og fnøs da Angelie valgte et underligt instrument, som hun i starten ikke kunne genkende hvad var.

Da Angelie svingede pisken, fangede dette Mei's opmærksomhed, og hun tog en dyb indånding... fokuserede på piskens bevægelser... regnede ud nøjagtigt hvilken del der ville kunne ramme hende...

Og da piskedn så susede imod hendes lår, svingede Mei sit ninjato - og med en præcision som var en elver værdig, huggede hun et godt stykke af pisken, hvilket resulterede i at piskesnerten, og nævnte stykke, daskede dovent imod hendes sårede lår, for så at falde til jorden.

Dog... i samme øjeblik som hun huggede ud efter pisken, dæmrede det for Mei, hvad det var Angelie havde i den anden hånd - og hvor stor en fejl Mei havde begået ved at fokusere på pisken.

Pilen ramte sit mål, og selvom Mei hurtigt hev den ud og kastede den bort, ramte svimmelheden hende omgående.
"Gift...?" lød det fra hende, hvorefter hun faldt på knæ mens den stærke gift spredte ødelæggelse i hendes krop.
"Pis...!"

Pisken blev kappet.. Hendes elskede våben var blevet molesteeret af Mais klinge, hvilket fik Angelie til næsten at skrige, som var det hende selv der døde. Hun sansede ikke at pilen havde ramt sit mål, og derved sendt Mei ind i en begyndende tåge, der ville ende i død efter et par timer.

Hendes hånd knugede skæftet, inden blikket lagde sig på den nu knælende kvinde. Angelie satte sig på hug med underarmene hvilende imod knæene, inden et koldt og ubarmhjertigt blik lagde sig på Mei.

"Dine informationer er mig ligegyldig.. Din død bliver mit varemærke.. Jeg flår øjnene ud på dig, skærer tungen af og vil bære det som smykker resten af livet.. Håb at helvede byder dig velkommen, for bliver du her.. Vil jeg slå dit genfærd ihjel ligeså langsomt" stemmen var følelsesløs og kold. "Hver nat vil dette blive den smerte du føler.. Hver dag vil dette blive mindet du husker".

Hendes hånd rakte imod instrumenterne og fremmanet en ny kastekniv, som blev sendt imod Mei igen. Denne gang var det det raske lår, der var målet for hende.

Mei lyttede til elverens ord, mens hun forsøgte at få kontrol over sin vejrtrækning.
Hendes krop skælvede ganske let...
"Heh..." sagde hun svagt, mens hun mærkede hvordan sveden lige så langsomt begyndte at dukke op på hendes pande.

"Du glemmer... én ting... kælling..." sagde hun, skønt Angelie ikke kunne høre hende.

Mei lukkede øjnene og fokuserede... og da hn hørte kniven suse igennem luften, åbnede hun øjnene, fæstnede blikket på våbnet... og som en slange der hugger ud efter et bytte, greb hun kniven i luften, før den kunne nå at ramme hende.

"...det du beskriver er ikke.... en langsom..." sagde hun besværet, før hun stak kniven i bæltet og sendte Angelie et lille smil.
"...død."

Denne form for envejskommunikation var begyndt at blive en anelse irriterende. Selvfølgelig var det fantastisk ikke at høre alt brokkeriet fra nenneskebarnet, men hun måtte indrømme at lige nu, ville det være ganske praktisk.

Hun rejste sig langsomt, efter noget der mindede om tyve minutter, hvor hun blot havde siddet og kigget på Mei.
På dette tidspunkt burde giften være trænger så mangt ind i pigens krop, at denne ikke ville have kontrol nok over sine muskler og nerver til at løfte et våben, forhåbentlig.

Angelie bevægede sig roligt over imod Mei, inden hun sparkede sværdet langt uden for pigens rækkevidde.
Hendes hænder hævede sig langsomt, inden de skubbede hårdt til hende, for st vælte hende bagover.
Derefter trak hun den modbydeligt savtakkede kniv frem, til tarmødelæggelse, frem, inden hun sendte den i en lodret nedadgående bevægelse, for at forsøge at stikke den direkte igennem Meis højre fod.