Caught a Fox -Gore-

Hans skrig var som sød musik i hendes ører, da den lille pelsklump vågnede op inden på den anden side af døren. Hun kunne næsten se for sig hvordan han gispede efter vejret derinde imellem skrigene.

Roligt fangede hun nøglen op fra dens gemme, inden hun satte den i låsen med de smalle fingre. Som det elegante klik lød, skubbede hun dørhåndtaget ned, for til sidst at svinge døren op tids nok til at se pelsklumpen sidde og kradse panden ud på sig selv.

Hendes krop lænede sig imod dørkarmen, med armene over kors, stadig med fløjten i den højre hånd, som hun betragtede Fox med et næsten opgivende og kedsommeligt blik.
Efter at have sendt ham igennem et mareridt og en næsten kærlig behandling, sad han der og hulkede som en stukken gris.

Intet kom over hendes læber, som hun stod i døren, indtil hans gråd langt om længe stoppede. Det var for fanden da heller ikke for tidligt.

"Du.. er.. ynkelig" Det var alt hvad hendes lyse stemme havde at konstatere til denne person. Han frygtede så forfattelig meget, at hun næsten ønskede at han havde de informationer hun skulle bruge. Det ville være som at stjæle slik fra et barn.. Hun tvivlede på, at det ville være lige så nemt at få tingene ud af Mei.

"Lad venligst være med det skrigeri.. Jeg har sensitive ører, og jeg gider ikke høre på det" beordrede hun næsten, inden hun langsomt vendte sig rundt, lukkede døren endnu engang, inden hun undlod at låse denne. Det ville være interessant at se, hvor langt denne lille ræv ville nå.

Hendes fødder gled ned af trappen og hen til den store hoveddør, hvor hun afventede placerede sig i skyggen af en søjle, for derefter blot at vente. Det var det eneste han havde set af slottet indtil videre, men hun betvivlede at han var nysgerrig nok til at gå på opdagelse.

Fox havde været så langt væk i sin egen skræk, at han ikke havde hørt Angelie låse sig ind. Hendes stemme fik ham til at fare sammen og se på hende med øjne, der var røde af gråd og et blik, der stadig var helt sløret af angst. Hendes ordrer fik ham til at krympe sig, som havde hun slået ham.

Hun forlod rummet, og han faldt langsomt sammen. Hele hans system var ødelagt og det gik ikke op for ham, at hun ikke havde låst døren. Ikke med det samme, i hvert fald. Han sad og stirrede tomt ud i luften i et stykke tid, mens hans krop langsomt begyndte at falde til ro. Hans hjerne var tom, og han forsøgte ikke at begynde at tænke. Han var så træt. Men han turde ikke sove.

Efter en halv times tid, begyndte han at røre på sig. Han kom langsomt på benene og gik over til vandhanen, hvor han smed noget koldt vand i ansigtet. Da han stod med hovedet inde under hanen, så han kunne drikke vand, slog det ham. Døren. Hun havde ikke låst døren. Han slukkede brat for vandet. Han var pludseligt helt vågen. Havde han en mulighed for at flygte?

Et eller andet råbte inden i ham. Hun kunne umuligt have glemt at låse døren. Det var med vilje. Endnu et trick.
Men selvom det var, kunne han ikke lade muligheden glide fra sig. Stille listede han hen og trykkede håndtaget i bund. Døren gled op. Han stod stivnet i åbningen. Hans hjerte satte farten op og langsomt lænede han sig frem og så ud. Der var ikke nogen. Han tøvede stadig, men gled så så lydløst ud af døren som muligt. Stadig ingen.

Hurtigt skiftede han til ræv. Det ville være mere lydløst, og han ville have nemmere ved at høre, hvis der kom nogen. Lydløst løb han hen af gangen og hen til trappen, hvor han var kommet op. Forsigtigt sneg han sig ned af trinene, mens han så rundt. Han tvivlede stærkt på, at hoveddøren var åben, men det ville være hurtigt at tjekke. Og der var ingen. Hurtigt spænede han ind over gulvet. Han kunne pludseligt se friheden og han blev uopmærksom, så han lagde ikke mærke til Angelie. Henne ved døren skiftede han tilbage til menneske for at trække i døren.

Da Mei forlod Shadowsun Tower, var hun ikke længere iklædt motorcykeltøj og godt humør.
Læderjakken var blevet skiftet ud med en sort, stiksikker vest af kevlar, samt en kortærmet, sort skjorte udenover.
Skjorten var lavet af robust stof, og havde fire lommer foran.

På benene havde hun lige så slidstærke, sorte jeans med kevlarforing og på hænderne bar kun skyttehandsker hvor indersiden var foret med kevlar – et materiale som ville være i stad til at stoppe de fleste skarpe genstande.
Hendes læderstøvler var byttet ud med den mere taktiske variant, med stålkappe i snuden.

Mens hun gik ud fra den enorme bygning, svingede hun en halvstor taske over den ene skulder og trak en sort balaclava over hovedet.

Hele outfittet ville være i stand til både at beskytte hendes krop, og gemme hende nogenlunde godt i nattens mørke.

Mei steg op på sin motorcykel, startede den og satte den i gear.

Uden et ord, og med et flammende blik, vred hun gashåndtagen og satte kursen mod Abbadon.

-

Efter omkring ti minutters køren igenem Terre's gader, holdt hun ind til siden et stykke fra den enorme, sorte fæstning.
Ingen grund til at melde sin ankomst med en larmende motorcykel...

Da hun steg af Kawasaki'en, trådte en vampyr iført et jakkesæt ud fra en nærliggende gyde.
Mei vendte roligt blikket mod ham, og han begyndte at tale:
”Miss Lin, vi har observeret Abbadon i noget tid, som de sagde vi skulle. Det lader til at elveren er alene derinde, sammen med Navajo'en, som hun holder fanget i østtårnet. Ønsker de at vi assisterer dem, miss Lin?”

Mei rystede på hovedet, rettede lidt på den halvstore taske, og gik direkte forbi vampyren.
Hun åbnede en af lommerne i jakken og fremdrog et par underligt udseende, halve handsker som hun trak ud over de skyttehandsker hun havde på.
De halve handsker var udstyrede med små, stærke kroge – som gjorde klatring let som en leg.

Mei lod blikket glide hurtigt hen over gaden og Abbadon, og satte sig så i bevægelse hen over pladsen, for så hurtigt og lydløst at nå frem til fæstningen.

Hun bevægede sig hen til bunden af østtårnet, satte hænderne mod den massive stenvæg... og så begyndte hun relativt hurtigt at klatre op ad den stejle mur...

Ti minutter gik, derefter tyve. Utålmodigt steppede hun foden imod jorden, næsten irriteret over at han ikke havde fundet frem til hende endnu, eller.. Havde hun taget fejl? Var han gået på opdagelse?

I udkanten af hendes øjenkrog så hun den. Den lille pelsbold, og smilet bredte sig hastigt. Hun havde ikke taget fejl. Som han ændrede skikkelse, trådte hun frem fra søjlens skygge, for at lægge en hånd imod døren, inden hun kiggede på ham. "Og hvor.. tror du, at du skal hen?" Spørgsmålet kom med en halvt isnende stemme, som hun kiggede på ham, med det ene øjenbryn i vejret, for så at ryste på hovedet.

Hendes sanser registrerede endnu ikke, at en ubuden gæst var i færd med at kravle op langs tårnet på ydersiden. Hendes fulde opmærksomhed var istedet for pelsbolden foran hende, som hun afventende regnede med at han ville finde tilbage til sit værelse.

Fox bakkede et par skridt, forskrækket og bange. Han havde slet ikke lagt mærke til hende. Uden at overveje det, vendte han om, skiftede skikkelse og løb alt hvad rammer og tøj kunne holde. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle komme ud derfra, men instinkterne tog over, og han fortsatte ind af en dør i håb om, at han kunne finde en anden vej ud. En dør, et åbent vindue, hvad som helst. Alt andet end at give op og ende i kløerne på den sindssyge elver.

Han havde ikke fået mere mod, men han havde ikke givet op. Han måtte ud derfra. Hvad end det måtte koste. Der var en stue på den anden side af døren. Uden at holde pause løb han ned i den anden ende, hvor der også var en dør. Den ledte ind i et bibliotek - uden anden udgang. Han var fanget. Panisk skiftede han skikkelse igen. Nu havde han ikke andre muligheder end at forsøge at forsvare sig selv. Han ville ikke bare give op, ikke bare lade sig fange igen. Selvom han var skrækslagen for hende, ville han gøre bare et eller andet. Selvom han godt vidste, at han var prisgivet uden nogen form for våben, måtte han prøve.

Han var sikkert ikke et specielt skræmmende syn, rystende af skræk. Men han havde et bestemt udtryk i ansigtet som sagde, at han ikke ville give sig uden kamp.

Efter nogle lange minutter, og ømme muskler, nåede Mei op til vinduet. Her ventede hun i et par sekunder, indtil hun var helt sikker på at der ikke var nogen vanvittig elver derinde – men til hendes store forundring, lød det heller ikke som om at Fox var der.
Kunne vampyren have taget fejl...?

Mei greb fat i vindueskarmen og trak sig op med et anstrengt støn. Hun var langt fra vant til at bruge sine muskler på denne måde... og hun var ikke specielt stærk i forvejen.

Da hun hoppede ind ad vinduet, lod hun hurtigt blikket glide rundt, og måtte med et suk erkende at Fox ikke var der.

”Fedt... så gør vi det på den hårde måde.” sagde hun og satte sig på hug mens hun tog tasken af og lagde den på gulvet.
Hun tog klatrehandskerne af, lynede tasken op, og trak så et skydevåben og tre granater op af den.

Granaterne blev placeret i hendes bælte, to runde og en cylinderformet.
Skydevåbnet, en H&K MP7-A1 submachine-gun, hægtede hun over skulderen og stak så et halvlangt magasin i det.

Den sidste genstand hun trak op var, klassisk nok, et ninjato på halvfems centimeter.
Sværdet fæstnede hun på sin ryg så det var hurtigt at trække.

Så rejste hun sig op, tog en dyb indånding for at få styr på nerverne... og så, med hævet SMG, forlod Mei Lin lokalet og bevægede sig ud på gangen...

Latteren startede, da han skiftede form, for at flygte i modsatte retnng af hende, uden anelse om hvor han var på vej hen. Det var også hip som hap. Hun kendte trods alt slottet ganske godt efterhånden, og var klar over, at han havde retning imod en af stuerne. De havde sjældent været i brug, men fra denne, kunne man komme ind i det 'normale' bibliotek. En skam, at ræven ikke var løbet ned i kælderregionerne, da det trods alt var der alle de spændende ting befandt sig.

Roligt begyndte Angelies fødder at bevæge sig i samme retning, som Fox var stukket af.
Det var først da hun nåede fodenden af trappen til første salen, at Angelie stoppede op og spidsede ørerne. Fox havde trods alt ikke lukket døren, da han forlod værelset, hvilket tillod Angelie at høre det svage bump, da en person hoppede fra vindueskarmen, og ned på gulvet.

"Gæster.." hviskede hun først halvt undrende, inden hendes fingre strammede grebet om fløjten, hun endnu ikke havde pakket væk, for derefter at lade ræv være ræv. Hendes krop gled ind i skyggen fra trappen, imens et årvågent øje, stirrede direkte imod toppen af denne, for at se hvem denne 'gæst' var.

Fox ventede på, at den skræmmende elver kom efter ham, men intet skete. Der var stille. Han blev forvirret stående. Hvad nu? Han nev sig i armen, bare for at være sikker på, at det ikke var endnu en drøm, men smerten var skarp og ægte.

Tøvende begyndte han at bevæge sig igennem biblioteket, tilbage mod stuen. Stadig ingenting. Han stak hovedet ud igennem døren og kiggede mistroisk rundt. Ingen Angelie. Så stille som muligt bevægede han sig tilbage igennem stuen og kiggede ud i indgangshallen. Der var ikke noget at se, ikke ved første øjekast. Fox havde brug for skarpere sanser, så han skiftede skikkelse. Pludseligt kunne han høre en masse. Først og fremmest et hjerteslag, en vejrtrækning og knitren af tøj ovre fra en skygge ved trappen til de øvre etager.

Og skridt. Han kunne høre skridt. Han kendte de skridt. Selvom han kun havde mødt Mei to gange, havde hans hjerne allerede indprintet sig hendes måde at bevæge sig på. Han huskede utroligt godt. Et stik af skræk gik igennem ham. Mei ville bevæge sig direkte ned til Angelie, der stod og ventede. Efter en kort tøven skiftede han til menneske igen og sprang ud i indgangshallen.

"MEI! Pas på! Hun gemmer sig hernede ved siden af trappen!"

Mei stoppede op og skar tænder over hendes dumhed... hvis hun affyrede en MP7 på denne afstand, ville hun skade sin hørelse i en tid – nok tid til at Angelie ville kunne bruge det imod hende.

Så den unge kvinde sukkede over sig selv, lod SMG'en hænge slapt i sin rem, og fiskede to ørepropper op af den ene brystlomme.
Hun hev balaclavaen op og skulle lige til at sætte propperne i, da hun hørte Fox's stemme.

”Pis...” hviskede hun og stak hurtigt propperne i ørerne, trak balaclavaen helt af og hævede så MP7'en igen.

Fox havde afsløret Angelie's position... så det var et godt spørgsmål hvad elveren ville gøre nu.
Hun var totalt utilregnelig, og det var umuligt for Mei at lave en taktik ud fra hvad elveren sandsynligis ville gøre.

Så den unge kvinde stillede sig klar tre meter fra trappenedgangen, og holdt det fuldautomatiske våben klar, mens hun trak vejret roligt.
Hørelse var ikke noget hun kunne stole fuldt ud på lige nu, på grund af de beskyttende ørepropper – så hun måtte satse på sit syn.

Hvis Angelie så dukkede op ved trappen for at angribe hende, ville Mei sende en salve af ti skud imod hende.

I skyggerne, havde Angelie langsomt fremtrukket en af de elvisk udseende kasteknive, som Zane havde fået smedet til hende. Hendes mål havde i første omgang været gæsten, men da Fox's stemme skar igennem indgangshallen, fløj kniven imod ham af ren refleks.
Denne ville have retning imod hans maveregion, hvorefter hun vrissede irriteret. Så de havde tænkt sig at lege på den måde.

Hun var ikke dum nok til at være den første, der viste sig. Pigebarnet havde båret våben sidste gang, og selvom Angelie var hurtig, så var skud ikke noget hun med lethed kunne undgå.
Derfor trak hendes krop sig langsomt væk fra indgangshallens trappe, for derefter at glide ind igennem døren til kælderregionerne, hvor hun ville kunne finde de fornødne genstande, hun ville få brug for i løbet af denne kamp.

Typisk at hun skulle dukke op lige som Angelie var i færd med at lege med ræveungen. Dette ville have været en del nemmere, hvis hun bare havde kastet ham i en celle fra starten af. Når hun fik fingrene i ham, ville han aldrig glemme, hvem hun var.

Som fødderne lod hende glide ned ad de stenede trappetrin, holdt hun ørerne spidse, for at høre enhver bevægelse ovenpå, for at vide om hun eller de begge nærmede sig.
Hendes fingre greb ud efter et af de sværd hun havde nægtet at tage imod tidligere, inden hun himlede let med øjnene. Det ville være nemmere at parere kugler med et større blad end en knivs.

Endnu engang stillede hun sig ventende om hjørnet. Ikke fordi hun ikke regnede med at ræven ville sladre, men blot for ikke at stå direkte i skudhold, hvis Mei kom denne vej.

Fox havde ikke lige overvejet, at Angelie ville kaste med knive efter ham, men han havde selv ret hurtige reflekser, så han sprang til siden. Han var bare ikke helt hurtig nok, så kniven flænsede igennem siden på hans jakke, hættetrøje og t-shirt og lavede et snit i hans side. Heldigvis ikke ret dybt eller farligt, men smerten var stor nok. Han kom med et grynt af smerte og greb sig til siden.

Den skarpe fysiske smerte var noget, han kunne håndtere. Han var ikke kommet igennem livet uden sår og skrammer. Angelie forsvandt ned af trappen til kælderen, så Fox besluttede sig for at vente på Mei i hallen. Forsigtigt lynede han både jakke og hættetrøje op og hev op i t-shirten. Det var bare et overfladisk sår, der blødte noget. Fox skar ansigt. Smerten gjorde ham klar i hovedet og angsten forsvandt næsten.

Mei var på vej og Fox havde nu mulighed for at flygte, siden Angelie nu ville have hænderne fulde med hende. Fox ville dog lige vente på Mei, så han satte sig tungt på gulvet og så op af trappen, synlig så Mei ikke ville skyde ham ved et uheld - han regnede med, at hun havde våben med. Han lyttede dog efter, om Angelie ville komme tilbage - så skulle han nok smutte af sted og finde et sted at gemme sig. Han pressede sin ene hånd mod såret under jakken og trøjen.

Han var frygteligt træt. Træt efter den fysiske belastning Angelie havde hevet ham igennem. Træt efter mareridtet, som han stadig kunne mærke rumstere i baghovedet.
Hvis Angelie havde prikket i ham med en kniv eller på anden måde fået ham til at bløde, ville han ikke have været så hårdt psykisk ramt, men hendes nedværdigende behandling, den tætte kvælningsdød og det frygtindgydende mareridt havde tæret på hans sind. Og han var træt, bange og ville bare gerne hjem i sikkerhed.

Efter at have talt til tredive inde i hovedet, bevægede hun sig endelig.
Med SMG'en klar og i sigteposition, halvløb hun hurtigt hen til trappen og pegede våbnet ned, parat til at trykke på aftrækkeren og gennemhulle sin modstander - men det var ikke Angelie hun så. Det var Fox.

Lettelsen skyllede ind over hende, og det var tydeligt at se på både kropsholdning og blik.
Mei sænkede våbnet lidt og skyndte sig ned ad trappen og hen til ham.
"Fox... er du okay?" spurgte hun, men efter at have givet ham et hurtigt elevatorblik, og dermed bestemt at den fysiske skade ikke var overvældende, klappede hun ham på skulderen og så alvorligt på ham.

"Se at komme ud herfra. Løb væk fra Abbadon, men ikke hjem. Tag et andet sted hen - eventuelt Shadowsun Tower. Der står et hold klar til at tage imod dig og tage sig af dine skader." sagde hun, og det var tydeligt at hun var på arbejde, og tog dette meget seriøst.

"Hvor er Angelie?" spurgte hun så, mens hun så sig vagtsomt omkring.

//Angie foretager sig ikke noget særligt imellemtiden.. Så spring mig over denne gang xD

Fox var lettet over at se Mei, og han faldt lidt sammen. Det var meget tydeligt i hans blik og trætte, bange udtryk, at det ikke var de fysiske skader, der var værst.

Han nikkede til hendes spørgsmål.
"Jeg klarer mig," hviskede han hæst. Hele hans krop værkede, men fysisk skulle han nok komme sig. Langsomt kom han på benene. Han rystede stadig over hele kroppen, som om at han frøs. Han lyttede til hendes ord om at forsvinde, hvilket lød som en rigtig god idé i hans ører, men at hun syntes, at han ikke skulle tage hjem, gjorde ham trist. Selvom han vidste, at hun havde ret.

Han pegede hen mod trappen ned til kælderen.
"Hun gik den vej.. tror der er noget fangekælder dernede.." Han så bekymret på Mei. Han var ikke glad for at skulle forlade hende. Selvom han nok ikke var til noget hjælp overhovedet, var tanken om at efterlade hende til en uvis skæbne i kløerne på elveren ikke rar.
"Tag med mig?"

(( Vi kan evt lige springe Angie over igen? ))

Den psykiske smerte i Fox's øjne, gjorde Mei vred.
En vis kulde dukkede op i hendes blik - men ikke en kulde rettet imod ham.

Hans forslag om at hun kunne tage med ham gav mening... han var bange, og han havde ikke lyst til at Mei skulle slås med Angelie - han havde jo samlet den unge asiat op fra en gyde sidste gang.

Men...

"Det er helt udelukket, Fox. Hvis ikke jeg gør noget ved den kvinde, så kommer hun bare igen og igen. Hun har åbenbart set sig virkelig sur på mig... og det bringer jo så ikke kun mig i fare." sagde hun bestemt.

Så smilede hun til ham, både for at vise ham at hun vidste hvad hun gjorde - men også som et forsøg på at få sin egen selvtillid lidt op.
Elveren havde givet den et alvorligt hug...

"Stik af, Fox. Når jeg er færdig her, så finder jeg dig - og jeg tager chinaboxes med, fra det sted vi spiste første gang." sagde hun så, hvorefter hun vendte blikket imod trappen.
En fangekælder... hvor fantastisk originalt.

Fox bed sig i læben og nikkede så. Han kunne godt se, at hun havde ret. Han lynede sin hættetrøje og jakken op igen, inden han så Mei i øjnene.
"Tak fordi du kom efter mig." Han skyndte sig at vende sig om og gå hen til de store døre, der ledte ud, inden hun kunne nå at se hans blanke øjne. Han fik den ene hevet op og smuttede udenfor i kulden.

Han overvejede kort, hvad han skulle gøre. Selvom Mei havde sagt, at han kunne tage til ShadowSun Tower, var det ikke en mulighed. Lige nu skulle han så langt væk fra alt, hvad der havde med det her at gøre. Han overvejede kort at tage hjem efter nogle ting, men valgte at lade være. Selvom det gjorde lidt ondt.

Han besluttede sig for at tage ud til et gemmested, han havde i baghånden til en dag, hvor han ikke kunne tage hjem. Det lå i udkanten af byen, i nærheden af en skov. Der var både mulighed for at gemme sig som menneske, men han havde også gravet sig en hule med flere udgange og det var nok den, han ville benytte sig af lige nu. Selvom det gjorde ondt, skiftede han til ræv. Han ville halte lidt på grund af såret i siden, men han ville komme hurtigere frem. Efter at have kastet et blik bagud ind i den grimme bygning, satte han af sted og løb ned af gaden.

Selvom han gerne ville have Mei til at finde sig, hvis hun overhovedet vandt over Angelie, var det bedst at forsvinde helt. Og det var han god til.

Mei så efter ham en sidste gang, inden hun vendte opmærksomheden mod kælderen til trappen.
Lige nu, var det det sidste sted i verden hun havde lyst til at gå hen... men nok var nok.

Hun hævede MP7'en og bevægede sig hen til trappen.
Med rolige, næsten forsigtige skridt, bevægede hun sig ned ad trappen - ned til det underjordiske kompleks hvor hun ville møde sin nemesis endnu en gang.

Smuglyttende, havde Angelie overhørt dele af deres samtale ovenpå, som hun havde ventet. Så Mei havde ikke den fjerneste anelse om hvad dette omhandlede? Menneskepigen måtte være naiv, men det var formegentlig for sent at appellere til hendes blødere side, eftersom hun havde taget pelsklumpen til sig.

Stadig stående bag væggen, ved siden af trappenedgangen, hørte hun skridtene tydeligt. Hendes ører rettede sig imod dem, som hun kunne fornemme Meis forsigtighed.
Fingrene strammede grebet om skæftet, som Mei nåede det sidste trin, hvorefter hun svang sværdet i en blød bue, der ville kollidere med Meis våben. Forhåbentligt ville kraften bag slaget bringe våbnet ud af kurs, så dette ville pege opad, istedet for ligefrem.

Hendes fødder trådte langsomt væk fra væggen, som hun betragtede den lave asiatiske kvinde, med et næsten opgivende blik.
Så dette var hvad det var kommet til? en kamp imellem to tjenere fra hver sin side. Det var ikke første gang, at Angelie stod i sådan en situation, men tidligere havde modstanderen haft hendes respekt.. Mei havde mistet muligheden for at opnå denne.

Hun rystede tankerne af sig, for at fokusere på nuet, på hele situationen, der ville hænde om ganske få øjeblikke.

Sværdet ramte spidsen af MP7'en, og i ren overraskelse trykkede Mei på aftrækkeren, og sendte fem skud i en bue op ad væggen og op til loftet.

Pis... det var så fem ud af femogtyve skud.
Tyve tilbage.

Mei tøvede ikke et eneste sekund, men sprang fremad for at komme uden for sværdets dødbringende rækkevidde

Hun låste blikket fast på elveren og vendte fronten imod hende, mens hun hurtigt bakkede væk.
Efter det første skridt, hævede hun hurtigt MP7'en og affyrede tre salver a tre skud imod Angelie i takt med at hun bakkede væk.

Fjorten ud af femogtyve...

Som skuddene blev affyrret vibrerede de dybt i hendes trommehinder og frembragte en ringende tone, eftersom hun stod på klods hold. Angelie havde mærket kraften igennem kollisionen af de to våben, og var ganske godt klar over, at hun ikke ville kunne undgå kuglerne på så kort en afstand.

Som Mei sprang fremad, fulgte Angelie efter, for at parere Meis våben, så dette stadig ikke pegede imod hende selv. Så for hver gang Mei bakkede, fulgte Angelie trop, så afstanden imellem dem, aldrig blev større end en armsbredde.
Hun regnede stærk med at være fysisk stærkere end mennesket.

Hendes eget blik ved ikke fra Meis, som de kolde blå øjne analyserede dennes bevægelser.
Da pigebarnet tog det sidste skridt bagud, lagde Angelie ekstra væg bag sværdet, for at tvinge hende ud af balance forhåbentlig.
Hvis det skete ville hendes fingre slippe sværdet, for derefter at rive fat i våbnet i meis hænder, og forsøge at vriste det fra hende.

"Du burde lege som de voksne" hvislede hendes stemme, som øjnene kneb sig sammen og sendte Mei et skulende blik.

Mei så hvordan hvert eneste skud missede, ganske simpelt fordi elveren var så tæt på at hun kunne slå MP7'en væk med det forbandede sværd.

'Satans...' tænkte Mei, og sænkede hurtigt blikket til våbnet da hendes modstander pludselig greb fat i det.

Mei hævede omgående blikket, slap våbnet, der hang om hende i en rem, og rakte op efter sværdet på sin ryg.

I en lynhurtig bevægelse, trak hun det skarpe våben - og i samme bevægelse huggede hun ud efter Angelie med det.
Metal susede syngende igennem luften, som et slør af sølv - et slør som ville gøre alvorlig skade ved enten at fjerne én af Angelie's hænder i et barberbladsskarpt hug, eller levere et dybt, ødelæggende hug i elverens skulder - med mindre Angelie undveg.

Vægten faldt i hendes hænder, som Mei slap våbnet, der stadig var fastspændt om denne, for at række om efter et sværd? virkelig? Hun ville fægte med en elver.
Fingrene strammede sig om våbnet hvorefter de skiftede placering på dette, som Angelie hævede det op over skulderen, halv vinklet til venstre, så sværdet ville ramme dette frem for hendes skulder og automatisk prælle af, som vand der ville falde imod en glat overflade.

tsk'ende lyde ville kunne høres fra hende, som den højre hånd slap spidsen i skydevåbnet, for at fremdrage en kniv. Kniven ville forsøge at skære remmen over, så det var Angelie der stod med våbnet i stedet for Mei.

Hvis dette lykkedes, ville et uskyldigt smil kommer over hendes læber, fremvise den hvide perlerække af tænder, inden hun ville sigte det imod Mei, afventende, for at se om denne havde andre idéer.
Hvis ikke det lykkedes hende at skære linen over, ville hun rykke våbnet hårdt til sig, så remmen ville stramme sig om ryggen på Mei, for derefter at løfte foden op, så denne ville kunne blive sparket imod hendes knæskal.

Nærkamp med denne elver var ufatteligt farligt... og det irriterede Mei grænseløst at hun var blevet taget med bukserne nede. Hun havde håbet på at kunne overraske sin modstander, og måske endda bruge afstand... men nej.

Nu stod hun i stedet i nærkamp med kvinden.

Mei's ninjato prællede ikke helt af på MP7'en. Grundet den specielle smedning, og Mei's håndtering af våbnet, huggede det i stedet kolben af skyderen.
Det var dog nok til at afværge slaget, så Angelie ikke blev ramt.

Kniven glimtede i et sekund, og Mei mærkede overrasket hvordan remmen slap sit tag om hende.
Angelie havde MP7'en.

I det øjeblik elveren rettede våbnet imod hende, trådte Mei til siden og huggede ud med sværdet - i første omgang imod Angelie, men så skiftede hun hurtigt bane og huggede ud efter midten af MP7'en i elverkvindens hænder.

Hvis hun ramte, ville hun (trods sin ringe styrke) skære lige igennem metallet og usdadeliggøre skydevåbnet.
"Elvervåben er intet i forhold til ægte, japansk smedning..."

Det havde virket, tænk engang. Med fingrene foldet om våbnet i sine hænder, sendte hun Mei er overtrumfende smil, som hun fløjtede helt muntert.
Som fingeren lagde sig imod aftrækkeren og skulle til at sende de resterende kugler i en salve imod Mei på den korte afstand imellem dem, mærkede hun det.

Sværdet huggede våbnet direkte over, og ingen kugler kom ud, som hun trykkede.
Lettere irriteret, bukkede hun sig hastigt, for at samle sværdet op fra jorden, inden hun hævede det i en afventende position imod Mei, uden at lade blikket faldet væk et eneste sekund.
Hendes fødder bragte hende et par skridt tilbage, så hun ville stå med fronten til Mei, for derefter at klemme øjnene en anelse sammen.

Ægte japansk smedning.. Så det mente hun. Det var da heldigt at dette ikke blot var elvervåben i så falde.. Håbede hun. Det var der trods alt ingen grund til at nævne for menneskepigen.

Hendes hænder strammede let grebet om våbnet, som hun sendte dette i en blød, afprøvende, hurtig og præcis halvmåne med retning imod Meis venstre hofte.

I virkeligheden havde Mei ikke den fjerneste idé om hvor godt smedede elvervåben var.
Men hun måtte bruge alle kneb for at vinde over denne modstander - for hvis ikke hun gjorde, var hun sikker på at Angelie ville dræbe hende.

Mei fulgte sin modstander med blikket, og smilede ganske let da Angelie samlede sit sværd op igen.
Det her skulle nok blive interessant...

Da elveren svingede sværdet hurtigt og præcist, dansede Mei tre skridt i modsat retning af den skarpe klinge, hvorefter hun selv sendte et hurtigt, præcist og veltrænet hug imod Angelie's ene overarm - kun for at skifte bane og rette slaget mod hendes ene lår i stedet.