Hunger can turn anyone into a beast.. ~ Khá

Hun så på Connor mens hun lyttede. Det var logisk at en flot mand som ham (både fysisk og mentalt) havde fået et par kvinder til at dåne sig over ham.
En lille del af hende havde lyst til at spørge, om de samme regler gjaldt for Menhit, men hun var nervøs for at få hende på nakken senere.

''Man skal være glad for hvad man har. Det er jeg fuldkommen enig med Menhit i. Det er bare svært, når man intet har.'' sagde hun bare, med et skuldertræk.
''Nu ved jeg hvor du bor. Måske er det på tide at du får at vide hvor jeg bor.'' sagde hun roligt, omend en smule tøvende.
''De første ti år af mit liv boede jeg med min mor. Min far skred dengang jeg var lille. Han kunne ikke håndterer det han havde gjort ved mig.'' sagde hun og tog en kop kaffe. Det lod til at Menhit sov, for hun var utroligt stille lige nu.
''Min mor begik selvmord på grund af Menhit. For øjnene af mig. Og da jeg ikke var myndig så røg jeg på børnehjem. Så i plejefamilier gang på gang, men Menhit ødelagde det hver gang. Eller, rettere sagt: hun beskyttede mig mod alt fra voldtægt til overfald. Til sidst røg jeg tilbage på børnehjemmet. Bestyreren var en ældre mand, som nød alkohol og pigerne på hjemmet lidt for godt.'' sagde hun og så ned på sine hænder. Hendes hænder skælvede svagt, og neglene var på vej til at gro ud til klør.
''Han gik for vidt. Den nat døde femten mennesker, og jeg stak af.. Jeg vågnede i skoven, uden tøj. Om det var Menhit eller min navajo-del der overtog, det aner jeg ikke.'' sagde hun stille, inden hun tog en kop kaffe. At tænke på dengang gjorde hende altid både skræmt og ked af det. Hun gned sit ansigt lidt.
''Sådan da har jeg boet på gaden.'' sagde hun bare til sidst. Hun kendte lidt af hans historie, nu kendte han lidt af hendes.

Han sad helt roligt med sin kaffe imens han lyttede meget nøje med på hvad hun fortalte og nikkede en gang imellem for at vise sin interesse. Det var jo unægteligt noget af en historie og egentlig gav tingene bedre mening for ham bag efter.
"Så forstår jeg pludselig bedre hvorfor Menhit har handlet som hun har gjort... Når det har været for at beskytte jer begge til et punkt hvor folk forhåbentlig ville lade jer være.... Det har selvfølgelig påvirket hende på længere sigt..... Og jeg er ked af i skulle gennemgå det...."

Så tænkte han lidt over hele situationen og kiggede så eftertænksomt på hende
"Jeg har noget jeg gerne vil vise dig.... Kom...."

Hun så på ham, roligt. Hendes historie var ikke ligefrem lang, men den var tydeligvis nok til at gøre enhver lidt kukkuk.
''Menhit er som enhver anden der har elsket den forkerte, stolet på de forkerte og beskyttet sig selv for ofte.'' sagde hun stille, med et skuldertræk.
Hun havde dog ikke tænkt sig at fortælle ham at det var præcis det samme for hende, som for Menhit.

Hun så undrende på ham, da han fortalte at han havde noget at vise hende. Hvad kunne han havde, som hun skulle se?
''Javel..'' sagde hun roligt, og rejste sig.
''Vis vej, den herre!'' sagde hun, med et lille smil. Hun var nødt til at vise at hun ikke var ked af det eller nedtrykt - selvom det kun var halvdelen af sandheden.

Det var noget nær umuligt at gemme den slags for ham og så kendte han jo Menhit så han vidste egentlig nogenlunde hvordan de havde det. Men han sagde ikke noget da det ikke ville gavne nogen af dem lige nu.
Så rejste han sig selv og smilede som han gik ind mod hovedbygningen og åbnede ind til en stor foyer. Stilen var hen af det gotiske men med et meget tydeligt ægyptisk præg. Der blev hun så ledt af en trappe til første etage og hen af en gang. Nede for enden var en stor dobbelt dør.
Så åbnede han en enkelt dør og rakte armen ind.
"Se dig omkring...."

Indretningen passede til resten af slottet der inde hvor der stod en stor dobbeltseng, et stort klædeskab af kirsebærtræ, et flot skrivebord med stol. Bagerst i lokalet var en åben dør ud til et badeværelse i guld og mørkt marmor med bruser og et lille skab. Selve sengen i værelset var redt op med bløde dyner og puder svæbt i sort silke.
"Du må bruge det her som det passer dig.... Eller jer...."

Hun så undrende på ham, uforstående endda. Han tilbød hende et hjem, ligefrem. Hun vidste ikke, om dette var et fornuftigt tilbud - når man kiggede på Menhit og Connors fortid. Menhit havde tydeligvis mere end blot respekt over for Connor, og det var en smule ubehageligt at tænke på at de to skulle leve under samme tag. Udover det, så havde hun levet på gaden i fem år nu. Hvordan ville hun have det i et hjem? et slot endda!
Stilen var lige præcis i hendes smag - men hvad havde man forventet? De kom fra det samme, på en måde, så smagen måtte naturligvis være nogenlunde ens.

''Er dette for at hjælpe mig, eller afhjælpe din ensomhed?'' spurgte hun en smule nysgerrigt. Hun vidste det virkelig ikke helt.
''Må jeg tænke over det..?'' spurgte hun roligt. Menhit rørte svagt på sig i baghovedet. Hun gabte for sig selv, og efterlod trangen til at gabe hos Nephthys også. Men det var uhøfligt over for Connor.

Han smilede lidt som han lænede sig mod dørkarmen og sukkede.
"Jeg gør ikke den slags for at afvikle min egen ensomhed... Det kan hun også fortælle dig.... Det kan godt være der er langt imellem dem..... Men der er folk der er venlige bare for at være venlige.... Men jeg kan godt finde på at gå rundt i min sande form men skal nok lige advare...."
Så kastede han nøglen hen til hende og rejste sig inden han kiggede rundt i værelset.
"Der er egentlig ikke så meget at tænke over... Brug værelset som du vil.... Du er velkommen.... Jeg giver dig bare et sted at være.... Og om du så vil tage imod det er op til dig"

Hun så en anelse forvirret på ham, velvidende at tilbuddet ikke var til at afslå. Han ville ikke accepterer et nej.
''Menhit og jeg taler sjældent sammen om den slags ting. Men det ved du vel..'' sagde hun med et lille smil.

''Connor.. Tak.'' sagde hun, og så direkte hen på ham i et lille stykke tid inden hun satte sig hen på sengekanten.

''Venlighed er en sjælden ting i denne verden. At møde det hos en som ens anden halvdel tydeligvis har kvaler med er... ikke at forvente..'' sagde hun med et lille prøvende smil. Hun havde stillet tasken med skiftetøjet fra ham ved siden af sengen.

Hun havde lyst til at spørge ind til hans liv. Hans tid med sin kone og deres barn, hans tid med Menhit før Nephthys kom ind i billedet. Hun følte sig lidt som det tredje hjul for tiden.

"Det var så lidt Nephthys..... Jeg kan faktisk godt lide at snakke med dig.... Det er rart at være så afslappet...."

Han grinede lidt og strøg sit hår om bag nakken igen inden han rettede lidt på sig og så på hende med et roligt smil.
"Der er også kun en af mig...... Hvordan hun har det skal jeg ikke helt kunne sige... Hun er som sagt en anden end den gang.... Men det var jo også dig jeg gav værelset.... Jeg kan jo ikke bare sige hun skal blive væk. Hun er en del af dig, men værelset er dit....."

Hun så lidt på ham, og prøvede for det meste at lade være med at se på hans muskuløse krop eller hans blonde hår. Hun prøvede på alle måder at lade være med at se ham som en ung mand der egentlig var ganske tiltrækkende.

''Hun har haft et langt liv. Alene. jeg forstår hende godt.'' sagde hun roligt, med et skuldertræk. Hun støttede Menhit, som Menhit støttede hende - i det meste.

''Din naturlige skikkelse er ikke så uhyggelig igen, når man ved at det er dig.'' sagde hun så, med et lille smil. Hvis han kunne se hvordan Menhit så ud, ville han nok dåne. Hun var smuk som aldrig før - fanget i en krop som aldrig ville kunne leve op til det.

"Så lang tid alene kan gøre mange ting ved folk.... Så det er vel egentlig godt i har hinanden...."

Så grinede han dog lidt og kløede sig kort i nakken. "Hvis du mener den udøde på billedet så ser jeg slet ikke sådan ud længere.... Min sande skikkelse er....... I den anden ende af spektret kan man sige...... Og jeg har kun set sådan ud i et par år...."

Han vidste ikke helt om han burde sige det til hende nu men han havde jo egentlig en ting mere til Nephthys. Dog vidste han ikke om hun ville tage det som en god ting eller dårlig

Hun løftede et øjenbryn, en smule forvirret. Den anden ende af spektret?
''Hvad mener du, når du siger den anden ende af spektret?'' spurgte hun, og lagde hovedet lidt på skrå. Hvad mente han egentlig? Havde han mere på sinde end hvad han fortalte?

Hun overgav sig lidt til den barnlige side af hende og lagde sig på ryggen ned i sengen. Hendes ben hang ud over kanten, så hun kunne komme op igen hurtigt om nødvendigt.
''Du ligner en der spekulerer. Er der noget der ligger dig på sinde?'' spurgte hun roligt, mens hun nød at ligge på noget der ikke var koldt og hårdt. Hun havde savnet følelsen af en seng. Selv dengang med Zuresh havde hun faktisk ikke rørt sengen. Det var at overgive sig. Tydeligvis var hun mere tryg her, end dengang med Zuresh. Hvorfor anede hun ikke.

"Jeg mener at jeg på mange punkter nok ligner en del hvad folk forventer med engle...."
Egentlig kunne han bare tage og vise hende sin sande form men det var alligevel rimelig overvældende for de fleste at se så han ventede til hun selv spurgte efter det.

Det var dejligt at se hvordan hun fandt nok ro til i hvertfald at kunne ligge sig på sengen og slappe lidt af. Ved hendes spørgsmål sukkede han lidt og kiggede kortvarigt ned.
"Da jeg helbredte din hånd fik jeg også et billede af din diabetes og at det var længe siden du havde fået medicin hvis du overhovedet havde..... Så jeg har betalt medicin for dig i et år...."

''Jeg har nu aldrig haft for høje tanker om engle.. Ikke udseendesmæssigt i hvert fald.'' sagde hun roligt, med et lille smil. Mest af alt fordi hun nærmest ikke kunne forestille sig ham mere vidunderlig at se på end lige nu.

Men da han nævnte hendes diabetes satte hun sig med det samme op. Man kunne nemt se hvordan hun blev anspændt.
''No offense, Connor. Men det er noget du ikke skal blande dig i.'' sagde hun stille og man kunne tydeligt se hvordan hun blev frustreret. Hendes diabetes var, og ville altid være, hendes egen hovedpine. Han havde tilbudt hende et hjem, og havde nu tvunget hende til at medicinere sin diabetes. Hun blev en smule muggen. Pludselig var det som en lille pige vis far havde prøvet at kontrollere hendes liv.

Han rystede lidt på hovedet af sig selv inden han satte sig ned på den ene stol og kiggede på hende.
"Du er vist vant til at være så defensiv hva?..... Jeg sagde jeg havde betalt medicinen..... Men jeg har ingen forventning om du tager den.... Det kan du kun selv afgøre..... Du skule bare vide at nu var muligheden der..... Om du bruger den er helt op til dig....."

Så rejste han sig og gik hen mod døren og stoppede op ved døren og kiggede ned.
"Det er hele fidusen ved venlighed..... Det er uden forventning..... Så tag medicinen eller lad være..... Jeg gør det kun for at hjælpe dig..."

Hans reaktion fik hende til at se lidt ned i skam. Hun havde vist såret ham udover hvad godt var. Menhit sad i baghovedet og slog lidt på Nephthys for at have opført sig sådan.
Hun ville ikke såre folk - hun ville ikke noget som helst med andre. Hun ville bare gemme sig og få folk til at glemme at hun eksisterede.
Hun sukkede for sig selv, da han gik hen til døren og talte om venlighed, om fidusen ved det.
Hun kunne ikke svare, hun følte sig for dum til overhovedet at sige noget til ham. I stedet rejste hun sig fra sengen, lagde nøglen på skrivebordet og gjorde an til at forlade værelset. Hun havde ikke i sinde at bruge værelset, mest af alt fordi hun kunne regne ud hvilken effekt det ville have på Menhit. At være så tæt på Connor, hele tiden..

Men Menhit stoppede hende. Logisk nok, hver gang Nephthys gjorde noget som Menhit ikke var enig i.
''Khá.. Du kan ikke forvente at pigen ved hvad venlighed er. Hun har aldrig mødt et ærligt venligt væsen før..'' sagde hun og lagde armene over kors. Hun så roligt på ham. Afventende.

Han vendte sig om ved lyden af sit navn, da det egentlig ikke var noget han blev kaldt så ofte. Men det var jo det som Menhit kendte ham så.
Hans rolige blik hvilede på hende og sukkede en gang inden han sagde:
"Måske kan du overbevise hende så.... I to har en stærk effekt på hinanden.... Støtter hinanden..... For lige meget om hun tror mig eller ej så er der intet andet i det end jeg gerne vil hjælpe hende til at få det godt..... "

Han støttede sig lidt opgivende mod dørkarmen og sagde så lidt frustreret:
"Jeg blev genfødt for at bevare balancen..... I den her by...... Er det som oftest ved at skulle kæmpe.... Jeg har kæmpet så meget at mine vinger forandrede sig..... Og lige nu vil jeg bare gerne hjælpe hende så godt jeg kan...."
Der gik dog ikke længe inden han smilede igen og tog sig lidt til nakken.

"Hvem ved..... Måske vil hun tro mig på et tidspunkt...."

''Du skal ikke regne med at hun stoler på andre.'' sagde hun roligt og gik hen til ham - helt hen til ham. Der var måske tyve centimeter mellem dem.
''er du sikker på at du ikke har savnet mig? Bare en lille smule?'' spurgte hun kælent, mens hun lagde en hånd på hans kind. Hun lignede godt nok ikke sig selv mere, men hun havde ikke ændret sig følelsesmæssigt. Hun holdte stadig af Khá og forbandede ham for at have brudt med guderne dengang. Hun forbandede ham for at forlade hende i så lang tid - selvom han sikkert ikke engang vidste det.
''Hun er ung, uerfaren. Hun ved ikke hvem hun kan stole på udover mig. Så, måske skulle du bare give hende tid? Hvem ved, måske kunne hun blive den næste forbudte kone til din samling?'' sagde hun med et flabet smil, inden hun slap ham og bakkede et skridt væk. Hun afventede en reaktion.

//billede af Menhit dengang: Klik her //

Han kiggede ned på hende med et forsigtigt smil som om det nærmest var forbudt overfor hende. Det var det jo egentlig også den gang da han jo egentlig havde kone og så var han jo udvalgt til hvad guderne mente var en hellig pligt.
"Har du da savnet mig?..... Jeg var jo egentlig forbudt at tale med dig den gang..... Og jeg fik fortalt at du frydede dig hver gang en faldt for min dom.... Jeg ligner jo langt fra mig selv fra den gang....."

Ganske vist var han genfødt af Gud men Gud havde jo ladet ham beholde sit menneskelige jeg hvilket gjorde at mange af tankerne fra den gang stadig sad dybt og nærmest gemt væk i ham.
"Selvfølgelig får hun tid..... Men vil hun nogensinde lære at kunne stole på mig?.... "
Som han stod der havde han en nærmest majestætisk kropsholdning og var selvfølgelig noget mere muskuløs. Kropsholdningen havde han stadig fra den gang

Selvfølgelig havde Menhit savnet Khá. Hun ville dog aldrig indrømme det, når det kom til at hun faktisk havde følelser for Khá. Om det var kærlige følelser, eller om det var følelser der var skabt af minder om dengang var... ikke nemt at vide.
''Det var... Tja, jeg ved ikke helt. Jeg tror måske lidt at jeg nød tanken om at du bestemte. At du var dominant.'' sagde hun, med et kælent smil. Hun så roligt, kælent, på ham inden hun bakkede lidt hen mod sengen.

''Hva' så? Er det stadig forbudt for dig at tale med mig?'' spurgte hun, inden hun snoede en tot hår om sin lillefinger. Om det var en åbent invitation eller ej, det kunne kun de to vide.

''Nephthys er lidt... Jeg ved ikke hvor lang tid hun skal bruge. Men en dag, så indser hun nok at hun er mere eller mindre faldet til ro med det hele.'' sagde hun roligt, med et smil.
Hun savnede sit eget tøj - fra dengang. Hun følte sig sjusket i det tøj der var i denne tid. Hun savnede sine halskæder, hendes guld og hendes perler i håret. Det hele. Hendes øreringe, hendes ringe, hendes smukke kjoler og skørter.

Han grinede lidt af hendes ord og rystede så på hovedet af sig selv. "Sagen var jo at jeg gjorde jo kun hvad jeg fik besked på den gang..... At dommene så ofte var voldsomme er jo noget helt andet....."

Kort blussede hans øjne op i hvide flammer som han genkaldte et minde fra den gang om hvordan hun så ud. "Nej..... Han lod mig beholde mig beholde min menneskelighed da han lod mig genføde som..... Ja......"

"Tja Man kan jo håbe hun finder den ro her.... Jeg ved af alle hvordan det er at være splittet som i indimellem er.... Men det var da godt at i passer på hinanden..... Hvad savner du fra den gang?"

Hun smilede let over hans ord, hele tiden. Hun vidste godt at hun var en smule grov i kanten, men hvis nogen overhovedet skulle gætte på hvordan hun var personligt, så var det da ham.

''Jeg ved godt at du ikke selv bestemte meget dengang... Men for fanden hvor så du godt ud når du gjorde hvad du nu engang gjorde!'' sagde hun og grinte for sig selv.

''hvad jeg savner..? Tøjet! Smykkerne... Min status.. Jeg er fanget i en gadetøs uden smag!..'' sukkede hun stille, en smule opgivende. Hun satte sig på sengekanten med armene over kors.
''Nephthys er sød nok, men hun er håbløs når det kommer til mode. Moderne tøj er så smagløst!..'' sukkede hun stille.

Han grinede lidt mere og tog sig kort til maven inden han sagde: "Ja der er nu ikke noget som et sortklædt lig der brænder folk eller dele af dem levende..... Jeg dømmer sådan set stadig.... Bare på en lidt anden måde...."

Da hun så nævnte hvad hun savnede, stod han og så lige pludselig meget eftertænksom ud. Imens han strøg sig blidt på hagen, kneb han øjnene sammen og sagde:
"Jeg fik en idé...... Hvordan ville i to have det med hinanden hvis hun fik set på egen krop hvad du kom fra?.... Altså så hun så sig selv klædt som Menhit i sin storhedstid?"

Hun så på ham, uforstående.
''Hvad har du i tankerne, bassemand? Nephthys har brugt år på at studerer hvad jeg kom fra... Jeg tror sådan set godt hun ved hvordan jeg så ud. Men om hun tænker over det i dagligdagen? Det ville jo se dumt ud hvis en ægyptisk kvinde fra de tidligere dynastier.'' sagde hun roligt med et skuldretræk.
''De fleste ser den slags påklædning som noget der hører til soveværelset..'' sagde hun, med et lille kælent smil. Hun så roligt rundt.
''Savnede du dit gamle hjem lidt da du indrettede det her?'' grinte hun med et lille smil. Et smil, der varslede om at hun var tæt på at blive lidt for nærgående - lidt for legesyg.

Han grinede lidt og rystede på hovedet.
"Nej det gjorde jeg egentlig ikke.... Jeg kan bare godt lide stilen..... Og hvis man savner det gamle så kom....."
Med et drilsk blik i øjnene gjorde han tegn til at hun skulle følge efter. En god gåtur rundt i gangene senere, åbnede han en dør med hans segl på. Inde bag den var der et hav af skatte fra alle mulige steder i verden. Han ledte hende igennem lokalet og viste hende hvad der nærmest var en Ægyptisk udstilling. Der var alt fra kongeligt tøj til både mænd og kvinder, til smykker, vaser, tronstol og kunst.

"Virker noget af det her bekendt for dig?...."

Hun smilede til ham, og hans glimt i øjet gav hende blot endnu mere lyst til bare at smide ham ned og sengen og overtage ham.
Men, hun gjorde som han gjorde tegn til, og fulgte med ham.

Lokalet han viste hende hen til, fik hende straks til at stoppe op. Minderne om en bedre tid væltede ind over hende, og hun stod helt stille. Tøjet, smykkerne, tronen. Hun havde aldrig selv siddet på en trone, mest af alt fordi hun var en kvinde og ikke adelig.
''Hold da... Det er jo utroligt...'' sagde hun stille, mens hun måtte tøjle sig selv for ikke at røre ved tøjet. Det tøj, fra hendes tid. Hendes hjem..