Hunger can turn anyone into a beast.. ~ Khá

Han gik lidt tavs rundt og lod hende se på tingene lige så længe hun havde lyst. Der var ingen grund til at tale lige nu da hun skulle have lov til at tage minderne ind da det tydeligt påvirkede hende.
"Jeg har altid bevaret ting fra mine rejser..... Det her hjælper mig med at huske på hvor jeg ikke skal ende igen....."
Han gik op til tronen og klappede på armlænet inden han så på hende og sagde:

"Det her kan hjælpe dig og måske endda ogsp Nephthys.... Tiderne er skiftet..... I er jeres egne herrer...... Vil du ikke prøve? I kan også bare tage tøjet..... Jeg tror ikke kvindetøjet passer mig..."

Hun så på ham, en smule tøvende. Mente han det?
Det var tydeligt at hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre.
Menhit var en kvinde af mange ord, en kvinde der kunne tale hele hendes liv om nødvendigt. Men med Khá, blev hun mundlam.
Hun gik hen til ham - ikke til tronen, men til ham.
''Jeg behøver ikke en trone for at vide at jeg regerer. Jeg behøver blot en mands hånd om min hofte.'' sagde hun, fast og myndigt.

Hun lod en finger glide over hans kæbe, med et lille kælent smil. ''Du ved... Jeg er ikke helt så kedelig som dengang...'' sagde hun med en kælen undertone.

Han kiggede på hende med øjne der nu skinnede gyldent som solen og var først lidt tavs. En del af ham havde lyst til at vise hende hvordan han rent faktisk så ud, da hun i hvertfald den gang ikke kunne lide den slags væsner. Ganske vist var hun forandret men hendes gamle afsky kunne jo godt være der.
Den myndighed hun pludselig havde i stemmen fik ham til at smile lidt og sagde:
"Nu kan jeg bedre kende dig.... Da jeg mødte dig inde ved cafeen lignede du ikke dig selv....."

Lige som de stod vendte følelsen af splittelse tilbage. For han var jo som han var nu og han kunne ikke lade være med at tænke lidt på hvordan Nephthys ville have det med denne situation. "Det fandt jeg aldrig ud af.... Var du da kedelig den gang?....."

Hun smilede atter over hans reaktion. Om hun var kedelig dengang? Ja, hun måtte jo ikke engang talte med ham dengang. Nu var en helt anden sag. Nephthys kendte til Menhits følelser og mangel på samme og da de for længe siden havde aftalt at de ikke blandede sig i hinandens følelsesliv.
Sådan som de stod nu, var Menhit klar på det mest tænkelige - men så heller ikke mere end det. Hun kendte til grænserne for hvad hun kunne tillade sig, og derfor bakkede hun et skridt tilbage.
"Jeg takker for den hjælp du giver, Khá.." sagde hun inden hun lagde en knyttet hånd mod sit bryst for at vise den ældgamle symbolik for taknemlighed.
"Jeg burde trække mig tilbage, inden tingene risikerer at tage overhånd." Sagde hun, og bukkede let for ham. De ældgamle skikke havde hun ikke glemt. Derefter drejede hun om på hælen og begyndte at gå tilbage mod rummets udgang. Hun ville tage tilbage til værelset som han havde stillet til rådighed for dem - måske endda tage et bad og en lur..

"Jeg takker for din respekt Menhit......"
Han svarede hende med en lige så respektfyldt hilsen der passede til den status hun havde den gang. Der var nu et eller andet tilfredsstillende ved at bruge de gamle skikke igen, men samtidig den respekt hun egentlig også viste Nephthys ved at trække sig.

Da de var tilbage ved værelset, pegede han op af gangen på den store dobbeltdør og sagde: "Hvis i får brug for noget så er jeg der oppe..... Bare kom ind skulle det blive nødvendigt...."
Så gik han roligt op mod det store kontor

Hun smilede, da han fulgte hende tilbage på værelset. Det var som om de på en måde var taget tilbage til den tid - men de kunne både se og tale med hinanden.
Respekt? Måske var det respekt, og måske ikke. Hvem var respekten for? Nephthys eller Khá?
Hun så på ham, da han fortalte hvor hun kunne finde ham om nødvendigt. Om at hun bare skulle gå ind. Hun nikkede, gav ham et venligt smil, og forsvandt så ud på badeværelset.
HUn så sig selv i spejlet, og kort så skar hun ansigt. Hun lignede ikke sig selv - ikke sden Menhit hun kendte. Men sådan var det, og hun måtte accepterer det.
Khá var heldig, at de var blevet smeltet sammen. Han skulle ikke kæmpe med at bevare kontrollen - Nephthys var en værre kontrolfreak...
Hun tændte for bruseren, uden egentlig at tænke over at døren både til værelset og badeværelset stod pivåben.
Hun smed sit tøj, og trådte ind under bruseren, hvor hun bare stod og nød det varme vand glide over hendes hud. Hun nød lidt tiden hvor Nephthys holdte mund og bare lod hende leve. Det var tiltrængt.

Ganske kort inden hun gik ud på badeværelset, lagde han den solide hånd på hendes skulder og sagde med et roligt smil.
"Jeg ved godt at i begge to er meget velkomne..... Men det var rart at være tilbage for en stund...."
Derefter gik han ind til sig selv og kastede et kort blik over skulderen da hun smed tøjet.

Inde på kontoret, sad han ved det store Ibenholt skrivebord i den højryggede stol og kiggede på lidt forskellige papyrus-ruller han skulle have oversat fra den gang. Det fik ham også til at tænke tilbage

Menhit elskede varmen fra vandet. Jo varmere jo bedre. Det var tydeligt på hende, sådan som hun bare stod under vandet uden rigtig at gøre noget - udover bare at stå der. Hvad han havde sagt til hende før, havde hun ikke opfanget. Hvorfor, anede hun ikke.
Efter at have stået under bruseren i omkring en halv time tog hun sig sammen til at komme ud fra badet igen. Men, på trods af hendes kærlighed til varmt vand, var hun endnu mere glad for at tørre håret en smule i et håndklæde og derefter rende direkte ind i sengen og smide sig med et håndklæde om sig. Hun smilede for sig selv, da omgivelserne endelig gav mening for hende - for Menhit. Hun havde savnet de omgivelser, de følelser. Og ikke mindst, et bad og en seng! Hun løftede hovedet og så ud på gangen, hvor hun for enden kunne skimte dørene ind til hans kontor. Hun overvejede at gå ind til ham, men det ville enten kræve at hun tog tøj på, eller gå derind nøgen. Hun magtede ikke tage tøj på, ikke nu. Og at gå derind nøgen ville ødelægge meget for Nephthys, da det jo mest af alt var hendes krop. Hun prøvede at respekterer Nephthys så vidt muligt - men nogle gange kunne hendes egne behov overtage. Hun lå helt stille, lyttede efter lyde og håbede lidt at Khá selv ville dukke op på et tidspunkt.

Tiden gik uden han helt vidste hvor længe imens han egentlig bare gik og hyggede sig med at oversætte det. Det var ikke andet end simple historier så det var ikke kompliceret eller noget. Men efter et stykke tid rejste han sig for at gå ned i køkkenet og lave sig noget kaffe. På vejen der ned nynnede han den smukkeste sang på et virkelig mærkeligt sprog, et sprog der nærmest føltes varmt. Nede i køkkenet gik han roligt i gang med sin kaffe imens han lavede et flot fad med blandet frugt. Da han gik op, stoppede han ved døren til hendes værelse og spurgte:
"Er det behageligt?..... Hvis du har lyst, kan du komme med ind, med mindre du bare vil hvile"

Menhit havde blot ligget der, i guderne måtte vide hvor lang tid - lige indtil Khá atter stod ved døren og hun nærmest fløj op af forskrækkelse og knugede håndklædet til sig. Hun var jo trods alt nøgen under det.
''Hvad dælen, sniger du dig nu også ind på mig?'' grinte hun, en smule flov over sin egen reaktion.
Hun smilede derefter til ham, som vidne på at hun ikke var negativ. Det gad hun ikke være.
''Giv mig lige et par sekunder til at smutte i noget tøj. Vi ved begge hvor stort et flip den lille prinsesse ville få hvis du så hendes krop uden tøj på.'' sagde hun drilsk, inden hun elegant - nærmest forførende - gik hen til døren hvor han stod, og lukkede den blidt i for næsen af ham. Hun smilede for sig selv.
Hun gik derefter hen til tasken med det tøj som han havde givet Nephthys tidligere. Opgivende måtte hun jo indrømme at det var mere praktisk end pænt i hendes forstand, hvorefter hun smuttede i bukserne, undertøjet og toppen. Hun redte det lange hvide hår tilbage og samlede det i en hestehale med en elastik hun havde om håndleddet inden hun satte hen mod døren igen for at smutte ud til ham.

Han grinede lidt og rystede på hovedet over hende inden han lidt drilsk kiggede væk.
"Du ved lige så godt som mig at du er set i langt værre situationer end dækket af et håndklæde...."
Kort snuppede han en drue inden han gjorde tegn til at gå videre. "Det har du ret i, det ville nok heller ikke være rigtigt.... Du kommer bare ind når du vil...." Han stod med et lille smil på inden han gik tilbage på kontoret og satte tingene fra sig inden han igen begyndte at få styr på skriftrullerne. For dødelige var det avanceret magi, men han havde selv været med til at skrive meget af den magi for længe siden. Nu skulle det bare oversættes så det kunne bruges af folk i nutiden

Menhit var ikke en kvinde af mange talenter, men tilsyneladende havde hun et rygte for at være en ballademager. Hvor havde Khá overhovedet begrundelsen for at kommenterer på hendes optræden normalt.
Hun slog det sog fra sig, og gik ud mod hans kontor med ret ryg - som var det hendes palads og hendes hjem fra dengang. Menhit hørte til sådan et sted som her, hundrede procent.
Hun trådte ind i hans kontor uden at banke på, og smilede lidt til ham.
"Duøh... har du nogensinde set mig.. du ved... med mindre end et håndklæde?" Spurgte hun, mest af alt for at vide hvad hun skulle sige til Nephthys hvis hun på et tidspunkt valgte at spørge.

Han kiggede op fra skriftrullerne da hun kom ind og smilede roligt. Så tog han et stykke frugt og tænkte lidt efter inden han svarede: "Jeg har set dig nøgen med ryggen da jeg skulle dømme en Med'jai der var blevet anklaget for at lure på dig og forsøg på at forgifte dig..... Der var selvfølgelig kun en dom til det... Men det er det meste jeg har set af dig.... Hva da?"

Det var underligt at tænke tilbage på den gang, da han normalt set kun kunne huske bidder af det. Men lige nu stod hans tid helt klart som om noget havde kickstartet billederne i ham. Det kunne selvfølgelig godt være det var hende da hun kendte ham tilbage fra den gang.

Hun så på ham, en smule tøvende. Hvad skulle hun sige? Hun kunne ikke bare spørge ham om han kunne lide hvad han så, eller om han ville se mere - det var jo ikke hendes krop nu. Ikke endnu i hvert fald.
Hun tog et stykke frugt og satte sig på kanten af hans skrivebord.
"Jeg savner dengang. Alt var lettere, alle forstod. Jeg var ikke en gadetøs - jeg var respekteret. Jeg havde status!.." sagde hun, en smule opgivende.
"Er det kun med'jais der kigger? Eller nyder du selv synet til tider??" Spurgte hun med et kælent smil på læben. Menhit var ikke sky, og hun elskede opmærksomheden. Hvis han så bare ville give hende den, fremfor st beskytte Nephthys dyd..

Han tænkte tilbage på den tid hvor han havde status på en helt anden måde end nu. Den gang var han frygtet men også æret. Nu var han frygtet af sine fjender og havde selvfølgelig lidt status i Himlen. Men her gjorde han hvad han kunne for at beskytte uskyldige men blev ofte kaldt et monster da det tit endte blodigt. Specielt hvis det blev nødvendigt at skifte form. Så egentlig havde hun ret i mange ting var nemmere den gang.
"På mange måder har du ret....."

Han kunne ikke lade være med at grine lidt og forklarede hende så hvordan det rent faktisk hang sammen den gang for ham.
"Før jeg blev udvalgt, havde jeg ikke en jordisk chance for at komme i nærheden af dig... Og da jeg blev udvalgt var jeg jo egentlig død så jeg kunne ikke nyde synet.... Men det ville jeg jo nok hvis jeg kunne"

Hun smilede til ham, inden hun sukkede for sig selv.
"Dengang ville jeg have elsket en mand som dig. Udseendet, statussen... magten." Sagde hun og tog en bid af det stykke frugt hun havde i hånden.
"Men nu... nu er det ikke mig der bestemmer. Jeg ville elske at mærke din krop op af min, hele natten. Den hud mod min, falde i søvn i dine arme. Problemet er bare, når Nephthys så vågner.. det ville være så forkert..." sagde hun bare og så sig lidt rundt. Hun vidste godt at hun og Nephthys havde en aftale sex var ikke forbudt, men der var regler. Og en af dem var at så længe de begge havde noget for fyren så var han OFF limits. Og Menhit kendte ikke til nephthys følelser omkring Connor. Så hun måtte jo lade være.

Han trak lidt på skuldrene og smilede lidt. "Tja..... Det var jo alt sammen ting jeg ikke måtte..... Det var jo det der bragte mig i problemer med guderne den gang.... Min søn....."
Så tog han en tår kaffe imens han lagde skriftrullerne til side og så lidt eftertænksom ud. Hun var jo ligefrem og direkte, kunne han forstå på hendes ord så der skete vel heller ikke noget ved han spurgte hende direkte:
"Det er som ofte det store problem ved at være to der deler den samme krop.... Derfor blev Connor og Khá hurtigt til et væsen.... Selvom jeg stadig skifter til min sande skikkelse for at føle mig mere..... Fri..... Men egentlig Menhit.... Hvornår.... Fik du øjne for Khá?.... Jeg er jo ikke helt den samme mere men man tænker jo stadig tilbage...."

Hun smilede over hans spørgsmål - for hun kendte ikke selv svaret. Hvornår? Det var et godt spørgsmål.
"Jeg har altid været bådet psykisk og fysisk tiltrukket af dig. Udseendet spiller en meget lille rolle efterhånden hos mig. Dengang du stiftede familie.. jeg tror bare jeg var misundelig. Jeg kommer aldrig til det. Guderne har godt nok ingen magt over mig mere - men Nephthys... hun ville aldrig tillade mig det." Sagde hun og tog endnu en bid af frugten i hendes hånd.
"Jeg har sovet, siden du blev... ja, siden du forsvandt hjemmefra. Jeg har ikke gidet være aktiv. Prinsessens far tvang mig ind i en krop, og til at vågne. Hun kan ikke styre hendes krop som jeg kan. Hun tror hun er vild og forsvarsløs. Hun skulle bare vide hvad hun kan i en seng.." sukkede hun, en smule længselsfuldt. Hun savnede fysisk intimitet. Hun savnede sin gamle krop - den havde haft former og farve. Dette... en blegselleri var mere spændende..

Han kiggede dog lidt ned og satte sig selv på kanten af skrivebordet med et dybt suk. "Familien var lidt en formalitet..... Det var først for sent jeg fandt ud af jeg ikke måtte få børn..... Barnet kunne være født med min magt..... Så familie har aldrig bragt mig så meget andet end sorg...."
Imens hun fortalte så lyttede han meget da det jo var om noget han ikke kendte til om hende. Og der var alligevel en interesse han ikke lige kunne definere.
"Hvorfor ikke hjælpe hende med det?.....I vil måske kunne opnå en større.... Samhørighed hvis du nu viste hende hvilken stolt og smuk kvinde du var.... Så kunne det jo også være du fik det bedre i hende?"

Hun rystede på hovedet, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun følte sig på en måde opgivende. Hun havde engang været tæt på en familie, men hun var blevet tvunget til at opgive det.
''Hvordan er det nu, for dig?.. Må du stifte familie nu? Sådan, rigtigt..?'' spurgte hun og rettede på en tot vildfarent hår.
hvorfor spørger du ham dog om dét!? spurgte Nephthys pludseligt - som om hun havde lyttet til det hele undervejs. Menhit valgte at lade være med at svare hende. Kunne Khá se at Nephthys talte? Måske.. Menhit håbede det ikke.
''Jeg tænker at hun på et tidspunkt burde se hvordan tingene var dengang.. Men, ikke nu.'' sagde hun roligt, afslappet.

Han kunne mærke et svagt skift i energierne så han kunne til dels regne ud at Nephthys var vågnet.
"Det er jeg selv herre over nu.... Jeg blev genskabt med min menneskelighed i behold og det er i følge Gud den største gave mennesket fik.... Deres frihed.... Så han må ikke bestemme over mig så længe jeg ikke arbejder mod Ham.... Familie er mit eget valg.... Men...."
Han smilede lidt og tømte sin kaffe inden han strakte sig lidt. "Det er jo noget i selv må beslutte....."
Han svarede bevidst på en måde så de måtte tænke over det sammen

Hans måde at sige tingene på, fik hende på et eller andet punkt til at boble lidt under overfladen. Hun forstod ikke, hvad lavede det 'men' i slutningen af hans sætning - det føltes jo bare som om han holdte hende hen med det..!
''Jeg tror på et eller andet punkt, at det er mig der skal accepterer at jeg lever i denne krop og denne tid - og ikke hende der skal accepterer at jeg er fra en anden tid end hende.'' sagde hun så, inden hun spiste den sidste del af frugten.
''Jeg tror hellere jeg må komme videre egentlig... Så vidt jeg ved, så ville Nephthys smutte dengang i to talte om hendes medicin.'' sagde hun så, og rejste sig fra bordet.
''jeg skal forresten nok tale med hende om at begynde at tage sin medicin. Det er jo trods alt også min krop det går ud over!'' sagde hun, med et lille drilsk smil, inden hun gik forbi ham, i et passende langtsom tempo - i tilfældet af at han ville noget med hende - inden hun bevægede sig mod kontorets døre ud til gangen igen

Inden hun passerede ham helt, strejfede han hendes lænd og hviskede på en måde der var drilsk på en måde man nok aldrig havde hørt Khá gøre:
"Hvis det er sådan Menhit affinder sig med det.... Men troede aldrig du ville acceptere mindre.... Måske tager jeg fejl?...." Så blinkede han til hende og satte sig hen i sin stol igen velvidende at hende og Nephthys havde en del at drøfte, hvor han så langsomt hældte en kop kaffe mere op.
"Ja det er jo jeres begges...... Så hvorfor ikke hjælpe hinanden med at få det bedste ud af det?..... Jeg tror nu nok i kan mødes..... På en gylden middelvej... Så behøvede i jo heller ikke passe så meget på overfor hinanden....."
Det var meget intentionelt at han lød så drilsk

Det var tydeligt, at hun ikke forstod hans ord. Hun var ikke sikker på hvad han talte om, og hvordan han mente at ordene hang sammen. Måske var hun overtræt? Hun svarede ham ikke rigtigt, da hun forlod kontoret for at smutte tilbage til det værelse han havde lånt Nephthys og Menhit. Hun lukkede døren efter sig, men låste den ikke - det fandt hun ikke passende i hans hjem.
Hun lukkede øjnene og lænede sig lidt op af døren. Hvad havde de rodet sig ud i? Hun var nødt til at samle tankerne - bare en smule. Khá, eller Connor - som Nephthys kendte ham som, var jo ikke noget for hende. På den anden side, hvem var egentlig det? Det var ikke noget Menhit skulle blande sig i - det var Nephthys krop.
Hun kunne ikke blive der... Men han havde snakket med hende om hvor ensomt der kunne være, og at folk bare skred. Kunne hun overhovedet tillade sig at overveje at smutte?
Nej, det kunne hun vel ikke...

Hun sukkede og gled ned og sidde, mens hun gned sig lidt i ansigtet. Mon ikke der fandtes en måde.. En ting der kunne gøre alt nemmere - undtagen døden..?
Hun begyndte stille at nynne en gammel vuggevise fra dengang Nephthys var spæd. Bare for at slappe af.

Han sagde eller gjorde ikke rigtig noget men lod hende gå da hun ville på sit værelse. Selvom hun måske ikke så sådan på det selv så var det hendes værelse. Hun kunne gøre som hun ville men hun skulle selv have lov til at opdage det. Hvis han påtvang hende det ville hun ikke se det som gæstfrihed alligevel.
Efter at have siddet lidt kunne han høre en vrinsken i det fjerne så han gik ned til stalden lidt hurtigt imens hun ville kunne høre ham ude på gangen: "Hvad nu?.... Bare det ikke er en til....."

En af dem der kom og hjalp til viste ham ind i stalden hvor en stærkt medtaget hingst gik amok i sin boks. "Han blev fundet ude ved havet Herre..... Jeg ved ikke hvad der er sket...."
Det var tydeligt at det ikke var en naturlig ild der havde brændt den men derimod noget meget værre. "Winston.... Hent min taske på kontoret! "
Så vendte han blikket mod hingsten igen der var sort som natten bortset fra nogle frygtelige væskende sår. "Såå..... Rolig..... Du er sikker nu...."
Winston faldte på gangen, på vej ud med tasken igen