Hunger can turn anyone into a beast.. ~ Khá

Menhit var træt, og ikke rigtig i humøret til at se Khá i øjnene efter deres samtale lige før. Det var som om hun prøvede at fortælle ham noget, men blev mødt med en form for barriere. Udover hendes begrænsninger med Nephthys, så gad hun ikke også begrænsninger med ham. Så, for en gangs skyld, lod hun Nephthys overtage uden det store brok. Til Nephthys store glæde - for hun havde på ingen måde haft noget at skulle have sagt i hvad Menhit havde talt med Khá om. Det var jo ikke hendes ord!

Hun hørte godt en mand falde ud på gangen, og nysgerrig som hun nu engang var, valgte hun at følge efter manden. I al sin hast, var manden smuttet ned til stalden - og Nephthys var gået med. Havde manden set hende? Hun var ærlig talt i tvivl.
Da hun opdagede at det var en hest de begge havde travlt med, holdte hun sig dog i baggrunden. Hun skulle ikke nyde noget af det bæst.

Manden havde for trvalt til at se at Nephthys fulgte efter men rakte hurtigt Connor tasken da han kom ned i stalden. Dog stod hesten ikke til at redde så Connor tog den hurtigste løsning og aflivede den. Så rejste han sig og tørrede hænderne imens han sagde koldt og roligt:
"Winston.... Tag resten af ugen fri....." Winston nikkede bange og skyndte sig at gå. Når Connor blev sådan, var der noget over ham som kun meget få havde set. Menhit var en af dem.
Han tog en stor kniv, skal hul i hestens mave og pludselig brød hans arme ud io hvide flammer. En underlig skrigende lyd kom fra hesten som den brændte til aske efter 30 sekunder. Jorden under den var rygende varm af hvad der lige var sket men det virkede som om det var nødvendigt.
Connor rejste sig og vaskede armene imens han sagde roligt, nærmest trist:
"Jeg er ked af du skulle de det der Nephthys.... Kan jeg gøre noget for dig?" Det var tydeligt på hans stemme at noget trykkede, noget han tænkte over

Nephthys havde set en del, i sit korte liv. Dette var nyt, men ikke noget hun frygtede. Hun vidste, at ligemeget om hun havde fortjent det eller ej så ville han ikke udsætte hende for det samme som hesten.
''Om du kan gøre noget for mig? Det er dig der lige har skulle tage endnu et liv.'' sagde hun, en smule skeptisk. Det var typisk andre, at udsætte deres egne behov.
''Hvad tynger dig?'' spurgte hun roligt. Det var tydeligt, at hun uden problemer kunne tilsidesætte egne følelser og behov - det var hun som oftest tvunget til.
''Og lad være med at sig, at der ikke er noget. Ud med sproget.'' sagde hun bare, og lagde armene over kors.

Han smed kort trøjen der var smurt ind i blod og nu indtørret væske fra hesten og gik så hen til et skab og tog en ren trøje.
"Jeg tog ikke et liv der..... Jeg sendte det tilbage hvor det kom fra.... Hesten var død alligevel.... Og jeg ved jo ikke hvordan du har det med at se den slags"
Så satte han sig roligt på en stol og sukkede inden håret blev kort igennem en gang.
Et stålfast men alligevel roligt blik blev rettet op mod hende igen hvorefter han begyndte at forklare hende:
"Det skrig du hørte var fra den dæmon jeg sendte tilbage til Helvede..... Der er nogle der forsøger at tilrane sig dæmonisk magt uden at kunne styre det.... Men den her var stærk så et formskift var næsten nødvendigt.... Hvis værten dør, finder dæmonen en ny vært og håber på den overlever.... Så sker den slags..."

''Så, du er sådan bekymret for hvordan jeg ville håndtere at se dig sådan? Herregud da også!'' sukkede hun og satte sig pladask foran ham i skrædderstilling.
Det var tydeligt at hun var lidt ligeglad med hvordan han så ud og hvad han gjorde - så længe det ikke gik udover hende.
''Så, er det dæmonen der tynger dig? Eller din frygt for min reaktion?'' spurgte hun roligt, mens hun legede lidt med sit hår. Hun kunne mest af alt minde om en lillesøster lige nu.
''Du er så meget mere sexet med blod på trøjen. Gad vide om det er det Menhit finder så tiltalende ved dig..'' grinte hun roligt. Hun vidste godt at Menhit ville flå hende for at sige det - men alligevel.

"Nej jeg er bekymret for at det her bliver værre..... For hvis det er nødvendigt for mig at skifte form for at stoppe det... Så er det ved at være slemt.... Eller også er det bare fordi det er nemmere i nutiden"
Han kunne ikke lade være med at grine højt over hendes ord, men det var tydeligt at latteren på ingen måde var nedladende.
"Ja det er vist første gang nogen har sagt sådan til mig..... At blod gjorde mig mere sexet.... Ja så skulle du nødigt se noget af mit arbejde fra et par år tilbage eller mere... Det var et forfærdeligt svineri.... Dem i arenaen kom sig vist aldrig helt.... Ups..."
Han kunne ikke lade være med at tænke lidt over det men valgte jo kun at se det som en god ting at hun virkede mere afslappet.
"Tja hun har altid haft noget med blod.... Der var en hær der aldrig kom sig efter hun besøgte dem, kun iført to sværd"

''Jeg er sådan set ligeglad med dit udseende.'' sagde hun roligt med et skuldertræk.
''Jeg ville knalde dig til enhver tid.'' sagde hun med et lille smil. Smilet kunne tolkes som enten drillesygt eller lokkende - alt efter hvad man selv var i humør til.
''Menhit er... Well - jeg tror hun har nydt sin storhedstid til fulde.'' smilede hun med endnu et skuldertræk. Det var egentlig sjovt. Efter at have læst så meget om Menhit, om hendes storhedstid, så var Nephthys stadig ikke imponeret. Det var... kedeligt.
''Well, lidt blod har aldrig skadet nogen. Hverken i sengen eller nogle andre steder.'' grinte hun roligt.

"Tro mig det er ikke alle der har det sådan..... Jeg har sågar haft folk der forsøgte at tage mine vinger..... Men jeg vil da tage det som en god ting..."
Hendes næste ord fik ham alligevel til at få lidt store øjne. "Knalde ligefrem? Det var nyt..... Pas på ellers ender jeg med at tage dig på ordet...."
Han nikkede så til hendes ord og tog sig lidt ømt til nakken og strakte sig lidt inden han tog noget af det vand der stod.
"Det kan man roligt sige.... Eller det tror jeg da hun gjorde.... Jeg hørte kun historierne og så noget af det selv. Men jeg ved hun kunne være meget værre end hvad jeg så en gang imellem. Det skal jeg ikke kunne sige, har aldrig prøvet det"

Hun så roligt på ham. Et lille smil bredte sig på hendes læbe, da han truede med at tage hende på ordet. Eller, blot at tage hende. Truslen var fristende.
''Menhit er... eller, rettere sagt. Hun var, meget grænseoverskridende. På trods af hendes mange år på bagen, så har hun simpelthen valgt at ødelægge mit liv.'' sagde hun med et stille suk.
''Den eneste mand jeg har stolet på.. Hun myrdede ham.'' sagde hun bare. Hun virkede kold og ligeglad. Det var noget tid siden, og hun havde for længst opgivet at straffe Menhit for det.
''Hun fik ham til at tro at hun var mig... Jeg havde jo ikke fortalt ham om hende. Hun ventede til han lå og sov ved siden af hende, og...'' hun rystede på hovedet.
''Han var ikke en god mand... Langtfra.. Men han var alt jeg havde.'' sagde hun stille, og så lidt ned i sit eget skød.
''Siden da har vi lavet en tydelig aftale.. Vi holder os væk fra intimitet... Specielt hvis den anden part har noget for en mand. Respekt, kan man velsagtens kalde det.'' sagde hun bare.

''Jeg tror at hun ser sig som min beskytter. Latterligt egentlig..'' sukkede hun.

Han sad meget afslappet med sit vand men det var stadig tydeligt hvordan han lyttede meget nøje efter hvad hun sagde, for han var reelt set interesseret.
"Jeg vil ikke retfærdiggøre hvad hun har gjort eller ikke gjort.... Den Menhit jeg kendte, var fra en anden tid men jeg er overbevist om hun er der endnu.... Selvom det kan være svært at se.... Men jeg tror du har ret i hun prøver at beskytte dig... Som du selv sagde, var han jo åbenbart ikke en god mand... Så man kan måske sætte spørgsmål ved måden men intentionen var nok god...."

Af grunde han ikke lige tænkte over, satte han sig ned på gulvet til hende og sagde:
"Hvordan finder i så ud af hvad der er ok? Altså når i skiftes på den måde? "

HUn så på ham, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun kunne ikke helt tolke om det var fordi han ville noget - enten med hende eller med Menhit - eller om han var oprigtig nysgerrig bare.
''Vi har en fast aftale. Vi blander os ikke i den andens intime liv. Vi taler jævnligt om det. Det er... det er bare at lukke af, når nu hun er igang selv..'' sagde hun med et skuldertræk.
''Vi har bare lidt svært ved at blive enige når det kommer bestemte personer... Om hvem af os der har lov... Om nogen overhovedet skal have lov...'' sagde hun med et lille smil.
''Så med dig for eksempel.''

Han så lidt tænkende ud men fulgte med i hvad hun sagde, for han havde på en måde stået i samme situation. En del af ham var nysgerrig om hvor meget Menhit egentlig havde fortalt hende om den gang Khá og hende kendte hinanden? Om hvad han gjorde, eller hvordan de så på hinanden.
"Jeg kan på en måde forstå jer..... Den gang jeg stod i samme situation, var den slags ikke aktuelt da min fysiske krop jo var død.... Og det var svært at tyde om det var følelser når det omhandlede Khá... Jeg var jo skabt til ikke at føle overhovedet andet end vrede og had. Sådan blev det dog ikke...."

Han strakte sig kort og trak så lidt på skuldrenen hvorefter han sukkede og sagde: "Jeg vil være ærlig at sige jeg var heller ikke forberedt på at møde Menhit igen.... Men hvad er i så blevet enige om?"

Hun så på ham, hvorefter hun så lidt ned igen. Hun vidste ikke helt, om hun faktisk ville fortælle ham at de ikke var blevet enige. Hun var lidt... tøvende.
''Hun nægter at tale med mig om det.'' sagde hun bare, inden hun gned sit ansigt.
''Hun vil ikke rigtig tale med mig omkring dig..'' sukkede hun og så på ham igen.
''Jeg tror lidt at hun forventer at få førsteretten til dig.. Hun har afskrevet mig totalt. Og i to kender jo hinanden. Så, jeg kan ikke se hvorfor det skulle være anderledes?..'' sagde hun bare, inden hun så lidt rundt.
Hun ville gerne tale med ham om, at hun fysisk var tiltrukket af ham - men det virkede forkert i forbindelse med Menhit

Han sukkede lidt inden han tog sig kort til panden over hendes ord. Fra hendes side kunne han jo godt forstå det, for Menhit havde en tendens til at ville have sin vilje.
Efter lige kort at have tænkt over det, strøg han hånden gennem håret og sagde:
"Hun er en bestemt dame, det er rigtigt.... Samtidig kender hun mig jo fra den gang hvor jeg var et omvandrende lig.... Hør.... Der er ikke noget der hedder at have førsteretten til nogen.... Det kan godt være Menhit ser sådan på det men sådan hænger verden ikke sammen.... Og hun burde også vide taget i betragtning af hun agtede mig meget den gang, at jeg er mere end bare en ting.... Lige som du er Nephthys.... Man kan vinde en persons hengivenhed, men man har aldrig ret til den...."

Hun så på ham, velvidende at han mente hende godt når han fortalte om hvordan han så tingene. Bare synd at det ikke hang sådan sammen hos hende og Menhit.
''Se på det sådan her... Menhit og jeg er søstre. Tvillinger, om du vil. Det skulle ikke undre mig, om vi begge har et eller andet for dig - men respekten skal være der. Og eftersom hun har gjort det meget tydeligt at hun er vild med dig, så skal jeg nok lade være med at blande mig for meget.'' sagde hun roligt, med et varmt smil. Meget kunne man sige om Nephthys, men hun respekterede andre når grunden var der.
''Når det så er sagt, så skylder hun mig en del efterhånden. Måske skulle jeg begynde at indfrie den gæld.'' grinte hun for sig selv. Om han forstod hende, vidste hun ikke.

Han lyttede selvfølgelig roligt efter hvad hun sagde og nikkede af hendes ord. Egentlig gav det meget god mening, han kunne jo sådan set godt relatere til det. Bortset fra at i lang lang tid, havde Khá bare overtaget.
Der gik jo mange år inden ham og Connor indgik en aftale der sluttede med at de fusionerede.

Så grinede han lidt og strøg hånden gennem det tykke hår og sagde:
"Ja det kunne jeg forestille mig.... Men må nok indrømme at det er svært at se jeres gensidige respekt hvis man ikke lige ved hvad der foregår. Men det er måske en del af charmen?"

Hun smilede, inden hun rejste sig og gik helt hen foran ham.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, klart og tydeligt bed hun sig lidt i læben.
''Charmen er, at du aldrig ved hvem det er du er sammen med. Uvisheden.'' hviskede hun direkte ind i hans øre, efter hun havde bukket sig ned så hendes brystparti var lige ud foran hans ansigt.
''men det ville en god dreng som dig vel ikke kende noget til..'' drillede hun kælent, inden hun gjorde an til at trække sig lidt væk igen. Hun vidste, at han kunne se forskel på hende og Menhit. Menhit var den eneste der kaldte ham Khá af de to.

Han smilede bare roligt og rejste sig op lige foran hende så hun stod nærmest med ansigtet mod hans brystkasse.
"En god dreng?.... Jeg tror du skal prøve at snakke med Menhit om de ting jeg har gjort.... Der er en grund til at selv efter min genfødsel så formede mine evner og ikke mindste mine vinger sig som de gjorde.... Det sker ikke hvis man er en god dreng......"
Så blinkede han ned til hende da han unægteligt var noget højere.
"Og ja de er rigtig flotte...."

Hun smilede for sig selv, velvidende at han nok ikke var langt fra at overgive sig. Mon Menhit ville godkende det?
Hun så op på ham, da han unægteligt var højere end hende - hvilket klædte ham ret godt - og løftede et øjenbryn.
''Nå, men... Jeg må hellere..'' sagde hun med et drillende smil.
''Medmindre du er frisk på en tur i høet?'' sagde hun og blinkede drilsk til ham. Naturligvis mente hun det bogstaveligt. Hun afslørede et par halvskarpe hjørnetænder, der mindede om en vampyrs - dog var det blot et trade fra hendes race.
Mon ikke den mund kunne bruges på noget mere... fornuftigt?

Han grinede lidt og bukkede sig lidt så de kom mere i øjenhøjde hvorefter han sagde ligeledes drilsk:
"Du har virkelig ikke snakket med hende hva? Jeg er langt fra som stort set alle andre mænd i byen. Det kræver noget mere end en blottet kavalergang og spørge om jeg vil have en tur i høet. Det var en af de ting jeg blev æret for før.... Så på det punkt kan man vel godt sige jeg er en god dreng som du så fint kalder det?"

Han havde aldrig bare takket ja fordi muligheden var der så på det punkt var han stadig den samme. Så måtte hun jo blive sur eller forhåbentlig respektere det

Hun lyttede til hans ord, og mærkede først et kort stik af skuffelse. Derefter, så hun ham direkte i øjnene og smilede roligt.
''Modtaget, klart og tydeligt.'' sagde hun, med sit sædvanlige skæve smil. Det var naturligvis akavet for hende nu, men hun valgte at lade det ligge. En afvisning var hvad det var. Man kunne ikke forvente andet.
''Men, så vil jeg da se at komme videre.'' sagde hun med samme smil som før - et smil der vidnede om at hans ord var feset ind. Hun var ikke god nok. Forståeligt.
Hun bakkede, med hænderne placeret bag ryggen, indtil hun var uden for hans rækkevidde. Derefter vendte hun om på hælen og begyndte at gå ud af stalden. Der var ingen grund til at de to skulle glo på hinanden lige nu, sådan som hun havde presset på med ham.

Han satte sig roligt igen og smilede mod hende inden han strakte sig en gang og sagde: "Jeg har ingen intention om at skuffe dig eller noget.... Men det ligger måske bare til mit væsen.... Der skal være mere end bare en invitation.... Du er yderst tiltalende.... Men jeg vil ikke lyve..... Accepterer du selv bare et 'En tur i høet?' "

Han sagde ikke yderligere og lod hende gå som hun nu syntes hun havde brug for. Ganske vist var han ofte for ærligt så nogle blev sårede eller skuffede men han havde bragt for mange ofre til bare at sige ja.
Det var tider som nu hvor han savnede de gamle tider i Ægypten

Hun stoppede kort op, og så tilbage på ham.
''Jeg er vant til at jeg ikke har noget valg. Så, når jeg faktisk har det, så er jeg ikke så kræsen.'' sagde hun bare, med et skuldertræk. Han troede vel ikke at hun ikke havde gennemtænkt det? Hun sukkede for sig selv. Oh well, et nej er et nej.
''Vi ses senere Connor.. Jeg tror jeg har brug for lidt afreagering..'' sagde hun, med et lille smil. Et smil for at prøve at bevise at hun ikke var såret.
Derefter vendte hun sig om igen og gik roligt videre.

Han smilede bare til hende, nikkede en gang og satte sig ind til skrivebordet igen hvor han sad og kiggede på billeder fra en Ægyptisk udgravning. For andre ville det bare ligne en udgravning. men hvis man kendte til væsnet Khá så var det der han blev ophøjet til at bære Khá den gang.
Ganske vist var han genfødt med et formål men hele hans erindring var jo blevet bevaret så han kunne stadig se tilbage.
Og nogle ting var bare på en helt anden måde den gang.

Han sad bare og nød mindernes vandring et stykke tid inden han gik ud og smed trøjen hvorefter han gik i gang med Tai Chi i borggården

Nephthys var en kvinde der på mange måder gemte sig langt væk. Få så hendes rigtige følelser, hendes dybeste og inderste. Menhit var en undtagelse. At Connor havde tilbudt hende at bruge værelset hos ham var generøst, men det var som om de havde talt fuldkommen forbi hinanden. Hun troede oprindeligt at det var det han havde været ude efter - en at dele seng med. Men nej, hun havde taget fejl og lignede nu en kæmpe idiot.
Hun var begyndt at gå, parat til at forlade hans grund - udelukkende fordi hun skammede sig over sin opførsel og hans reaktion. Hun bed sammen, en smule frustreret. Hun kunne vel have sagt sig selv at han ikke var interesseret i hende. Hvorfor skulle han være det?..
Men langt var hun ikke nået, før hun en smule frustreret satte sig pladask ned. Hun lagde sig derefter på ryggen - midt på stien - og så op på himlen. Hvad var klokken ved at være?...
Hun rystede på hovedet af sig selv. Latterlige lille pigebarn.