Hunger can turn anyone into a beast.. ~ Khá

"Jeg ved jeg er virkelig.... Men jeg ved også hvordan det kan være svært for dig at tro.... Jeg har brugt næsten 200 år som to væsner i samme krop.... De ting jeg gjorde der....."

Så rystede han på hovedet og skubbede så tærten og øllen til side inden han smilede roligt og forklarede: "Jeg er ikke bare Engel..... Så nej jeg kan ikke lyve... Jeg kan ikke bedrage...... Det er en del af de bånd der blev lagt for min genfødsel.... Men hvis du føler du vil gå, vil jeg ikke stoppe dig... Jeg vil ikke tvinge dig til noget.... Men vid du altid er velkommen.... Jeg har hygget mig rigtig meget i dit selskab Nephthys..."

Ganske som han sagde, lod han hende gå. Men han havde ikke tænkt sig at lade det slutte der. Ganske uset ville han følge efter hende og være klar på at hjælpe hende, da han godt kunne se hvor galt det var ved at gå for hende

Hun gispede svagt, og krøb helt sammen. Hun lignede nok en afhængig der ikke havde fået noget i et stykke tid. Koldsved brudte frem på hendes pande, og gjorde blot ideen om narko større og mere logisk.

Hendes klør var fremme, længere end før. Hun knyttede sine næver, og det resulterede i at kløerne borede sig ind i hendes håndflader. Blodet dryppede ned af hendes hænder.

Efter et halvt minuts tid faldt hendes krop til ro, og hun lænede baghovedet op mod muren.

''Jeg sagde jo at tingene er bedre når det er mig der bestemmer!'' grinte hun svagt, og kørte hænderne igennem sit nu løse hår. Blodet spredte sig i penselstrøg gennem det blonde hår..

Khá fulgte med som hun virkede til at forandre sig og fangede hver eneste lille detalje både med hendes kløer og alt andet der skete. Folk trak forståeligt nok længere væk fra hende og gjorde alt hvad de kunne for at lade hende være.
Da hun så virkede til at falde til ro, gik han ind foran hende et par meter væk.

"Jeg vidste det var et spørgsmål om tid inden jeg ville møde dig.... Du er så hende der holder Nephthys i et jerngreb? Og hvad får du så ud af det? Sådan at skulle kæmpe om pladsen hele tiden? Hun kan jo åbenbart godt tøjle dig.... Hun skal bare vide hvordan.... "

Hans stemme var kold og rolig og han stod egentlig rimelig afslappet. Dog holdt han hele tiden øje med hver eneste lille detalje af hvad der skete så han var klar på hvad der kunne ske. Forhåbentlig blev det ikke nødvendigt at skifte form. Men skulle det ske havde menneskets sind en forunderlig evne til at lukke ting ude

Hun så direkte på ham. Smilet på hendes læber var ikke som Nephthys, nærmere... Psykopatisk.
''Aw, bassemand.. Prinsessen kunne ikke engang tøjle mig dengang med Zuresh. Hvorfor tror du at hun ikke vil lege? Er det fordi hun er bange for at jeg slår dig ihjel? Jeg tror hun kan lide dig, hende Nephthys.!'' Grinte hun mens hun slikkede blodet af sin ene hånd.
''Vil du smage? Diabetikerblod er altid lidt sødere efter maden!'' smilede hun mens hun rettede ryggen helt og gik hen mod ham.
Lad ham være! Menhit - du rør ham ikke!
''Prinsesse dog, har du noget du vil sige?'' grinte hun, mens hun bed sig i underlæben.

Khá fastholdt sit blik og stod roligt men klar.
"Det er kun fordi ingen har lært hende hvordan..... Og prøv du bare..... Du kan ikke slå mig ihjel...... Jeg er mere end hun kunne se.... Mere end du kan se.... Og selvom ingen af jer vil stå ved det så er du afhængig af hende... Hvis ikke det var tilfældet så havde du kontrollen helt....

Lidt pludselig blussede hans øjne op i hvide flammer imens han stod med hænderne foldet foran ham. "Kom bare Menhit...... Hvis du mener jeg er ufarlig....."
Svagt ville Nephthys kunne høre ham i sit indre. "Bare rolig det skal nok gå......"

''Hvor er det kært!'' grinte hun, en latter der tydeligvis var underholdt.
''Du tror at Nephthys er den oprindelige? Søde ven, der er noget du har misforstået!'' grinte hun, og slikkede lidt blod af sin mundvige.
''hun har ikke fortalt dig det? Hvorfor far stak af og mor skar sin egen hals over?'' hun smilede og snoede en tot hår i med hendes lillefinger. Hun elskede at skabe drama, og problemer for Nephthys. Men hun regnede som sædvanligvis ikke med at Nephthys kunne gøre noget ved det.
''Uuh, du kender mit navn. Er rygtet kommet i forkøbet? Eller husker du mig bare fra dengang?'' smilede hun, og lagde hovedet på skrå. Menhit var en ældgammel sjæl, som elskede balladen. Hendes eneste måde at leve på, var gennem et andet menneske. Og Nephthys far havde været så glad for ægyptologi, at han havde kannaliseret Menhit ned i Nephthys som spæd.
Menhit, lad nu være.. bad Nephthys stille, men Menhit smilede bare.
''Nephthys har været en slem pige dengang..!'' grinte hun livligt.

Han smilede roligt og lod hende tale men lod sig ikke mærke yderligere af det.
"Det er fordi hun er den oprindelige.... Du er ikke andet end en fortabt sjæl der ikke kan eksistere uden at skule bo i et menneske.... Du kan ikke selv..... Jeg kender dig skam fint Menhit.... Du ved også godt hvem jeg var så.... Men tro ikke det er blevet mindre gennem tiden......"

Hurtigt tog han fat ved hendes hånd og sårene blev hurtigt væk som om de aldrig havde været der. Så slap han hende igen og sagde: "Du tror det vil få mig til at se anderledes på hende bare fordi der er sket frygtelige ting? Du taler til ham der kæmpede mod Vatikan-staten alene.... Ham der handlede med sjæle som var de kun genstande.... Så som dig..... Du skal komme med noget bedre end det..... Jeg vil ikke dømme hende"

''Snuske, jeg tror du misforstår mig..!'' grinte hun roligt, inden hun så på sin hånd igen. Han helede hendes sår uden besvær - nuttet.
''Husker du hvad mit navn betyder, Khá?'' spurgte hun kælent.
''Husker du hvem jeg er?... Husker du alt det sjov vi kunne have haft?'' hun lod sin underlæbe blive fugtet af hendes tunge. Blodet farvede hendes læbe svagt rød.
''Hvis du vil tale med Nephthys så må du hellere vente til i morgen engang. Jeg tror hun er gået helt kold nu.'' grinte hun med et drilsk smil.
''Nå! Men jeg har et navn at leve op til! Ses, bassemand!'' smilede hun inden hun tog sin jakke af og afslørede den sorte bh-top og den bare mave fuldkommen. En tatovering prydede hendes ryg hele vejen hieroglyffer der indkapslede Menhit og Nephthys i én krop for evigt. Tegnene var hjemmelavet og var strukket tydeligt. Hun havde tydeligvis fået dem som spæd.

Med en hurtig og voldsom bevægelse tog han ved hendes skuldre og holdt hende mod muren imens hans øjne brændte klart med de hvide flammer. Flammer der ikke var som en hver anden ild.
"Den her ild brænder mere jo mere du har syndet...... Jeg vil lade dig gå den her gang..... Menhit..... Tænk sig at du er faldet så langt.... Din storhedstid er godt nok forbi..... Det her siger jeg kun en gang..... Hvis der sker hende noget..... Så vil der ikke være et eneste sted du vil være sikker.... Lad hende komme til mit slot i morgen så..... Og er hun der ikke..... Så vil Apophis selv ligne et englebarn ved siden af hvad jeg gør ved dig....."

Med et smil der ville indgyde frygt i de fleste, lod han noget energi flyde over i hende hvilket ville gøre at Nephthys ville stå stærkere når hun kom tilbage, men grundet hvor meget hun havde syndet, ville det gøre frygtelig ondt på Menhit.
Så slap han hende og sagde: "Menhit..... Man kan godt nok falde langt....."

Hun bed sammen i smerte, velvidende at denne smerte ikke kun påvirkede hende, men også Nephthys.
'*Er det din nyfudne samvittighed der tvinger dig til det her, eller holder du faktisk af den lille prinsesse?'' grinte hun, på trods af smerten.
''Aw, du husker! Tja, Apopis var kun sjov i et stykke tid - Ra kom altid og ødelagde morskaben!'' grinte hun, og gengældte hans frygtindgydende smil.
''Vi ses i morgen, bassemand.'' smilede hun og gav ham et luftkys, inden hun gik videre. Menhit og Nephthys delte synder, som de delte krop. Menhit gjorde intet alene, og det gjorde Nephthys heller ikke. Hun havde savnet Khá, men han var slet ikke så sjov som han havde været. Langtfra. Han var blevet et dydsmønster. Trist, at man kunne falde så langt - for at bruge hans egne ord.

//Skal vi springe til næste dag?

Han lod hende gå og tog så hjem igen uden et ord.
Det var jo ikke nødvendigt at sove så han sad rigtig længe ude på altanen mod slotsgården og tænkte over aftenen. Menhit havde han ikke regnet med at møde igen, samtidig med sad han og tænkte over hvad der måtte være sket siden Menhit var faldet så langt fra hvad hun var en gang. Hendes kampe var altid blodige, men hun havde altid haft en majestætisk stolthed over sig.

Den efterfølgende dag, stod han og var ved at reparere på staldbygningen der skulle have skiftet nogle stolper ud. Egentlig var det bare for at holde sig i gang men han havde på ingen måde glemt hvad der skete aftenen før

Menhit havde nydt friheden lidt for meget, og Nephthys var derfor vågnet op ved siden af en fremmed mand. Hun bed sammen, og skyndte sig at tage sit tøj på igen inden hun forlod lejligheden. Det var aldrig behageligt at vågne efter en nat med Menhit bag roret.
Slap aaaaf... Der er ikke sket noget din tosse. grinte Menhit, mens Nephthys forlod bygningen.
''Please, sig mig at du brugte beskyttelse den her gang!?'' sukkede Nephthys for sig selv, men som altid var Menhit af den gamle skole.
Niks! Du kender mig da!.
Nephthys sukkede stille, mens hun bevægede sig ned af gaden. Hendes skuldre sved voldsomt, og hele hendes krop var træt. Blodrester sad på hendes tøj. Hvor fuld havde den mand været da han tog hende med hjem?

Åh ja! Connor vil have at du tager ud til ham i dag.
''Menhit, jeg sværger! Hvis du også har lavet noget med ham så-''
Slap nu af! Han vil bare være sikker på at du er okay. Ellers kommer han og giver MIG en røvfuld! Og du ved hvordan du har det bagefter så! klagede Menhit, og Nephthys sukkede bare.

Så, iført samme tøj som aftenen før begav hun sig afsted mod det slot Connor havde talt om. Det tog ikke lang tid, før hun faktisk stod ved indgangen til grunden, og tog en dyb indånding.
''Du bliver på din plads, Menhit. Jeg gider ikke ballade i dag!'' sukkede Nephthys, træt efter nattens roderi. Hun begav sig ind på grunden, og fulgte ellers bare lyden hen til det eneste der virkede levende: stalden.
''Connor?'' kaldte hun, i en forsigtig og tøvende tone.

Han havde mærket hende komme men sagde ikke noget før hun selv gjorde sig bemærket. Så lagde han hammeren fra sig og tørrede sin pande inden han roligt kom hen til hende og sagde: "Godmorgen Nephthys..... Det er nok overflødigt at spørge om du har sovet godt..... Jeg har sørget for noget at spise... Bare rolig jeg har sørget for at din diabetes ikke bliver et problem......"

Så viste han hende hen til en smukt udskåret pavillion midt i slotsgården hvor der stod lidt af hvert lækkert mad. Inden han satte sig, rakte han hende en sportstaske med undertøj, jeans og en top der mindede lidt om den hun allerede havde på.
"Jeg kender Menhit så tænkte sådan noget kunne blive nødvendigt..... Hvordan har du det?"

Hun så på ham, en smule tøvende. Allerede nu opførte han sig som om de havde kendt hinanden længe - så den tøven hun udviste var udelukkende i forvirring.
Havde hun nogensinde nævnt sin diabetes for ham?.. Ved navn..? Hun huskede det faktisk ikke.
HUn fulgte med ham, og satte sig over for ham i pavillionen. Hun så sig lidt omkring, en smule forbløffet over grunden. Hun havde altid troet at det var et forladt slot, men.. Oh well, det var vel ligemeget.
''Jeg har det sådan set fint, udover at jeg er lidt øm i skuldrene..'' sagde hun med et lille smil. En smil der vidnede om at hun ikke vidste at han havde haft et sammenstød med Menhit.
''Hvor kender du Menhit fra?'' spurgte hun, en smule nysgerrigt - uden så meget som at ænse maden. Hun var vant til ikke at spise hver dag - så efter måltidet i går aftes var hun forsat ikke specielt sulten.
Tasken med tøj nikkede hun blot for, da han måtte have regnet ud at Menhit var en ballademager.

Han tog en tår kaffe efter de havde sat sig og sukkede roligt. Selvom her var ensomt, så var der dejlig fremfyldt.
"Jeg kender hende tilbage fra da jeg blev skabt som det væsen jeg var en gang..... Hun var ikke sådan den gang..... Stadig blodig bevares..... Men aldrig bare for blodets skyld... Hendes kampe endte altid blodigt men det var aldrig meningsløse kampe..... På mange måder er hun hvad jeg var.... Hun skal altid have en menneskelig vært.... Hun er en sjæl ældre end jeg... Og hun kunne godt genkende mig ved navnet i hvertfald...."
Så tog han et billede og lagde foran hende. På det var en høj skikkelse klædt i sorte kåber med askegrå og indsunken askegrå hud. I stedet for øjne havde skikkelsen to glødende røde orber.
"Sådan så jeg ud den gang....."

''Så, du forstår på en måde hende?..'' spurgte hun nysgerrigt. Hun valgte med vilje at lade være med at se på billedet. Hvem folk var engang var aldrig vigtigt. Det var hvem de var nu, der betød noget.

''Hvad skete der i går, Connor?..'' spurgte hun stille, inden hun rakte ind over bordet og tog hans kaffe for at tage en tår af den. Pivet var hun ikke, når det kom til at dele kropsvæsker - selvom Menhit tog det til et helt nyt niveau.

''Menhit er... Ja, hun er hvad hun er. Når krig ikke længere er en blodig affære for hende så må hun jo for udløb på andre måder.. En navajo var ikke den dårligste løsning.'' sagde hun bare med et skuldertræk.

"Det kan man roligt sige...... Hun har været meget begejstret for nogle af de ting jeg har gjort førhen......"

Han smilede bare roligt som hun tog og smagte på hans kaffe hvorefter han tænkte over hvordan han lige skulle svare. Der var vel egentlig ikke nogen grund til at ligge fingre imellem så det gjorde han heller ikke.
"Hun tog over.... Genkendte mig og forklarede mig hvordan hun ville ud og more sig... Jeg brændte hende lidt men helbredte dig lidt så du ikke var så hårdt ramt i dag"

Så trak han på skuldrene og nikkede af hendes ord.
"Ja hun skal åbenbart nok finde blod på den ene eller anden måde"

''Så længe hun ikke skader dem jeg holder af, så har jeg intet imod hendes umoralske opførsel. Nogle piger vil bare gerne havde det sjovt.'' sagde hun blot, med et lille smil.

''Men jeg advarer dig Connor. Rør hende ikke. Lige meget hvor meget du tror at du gør mig en tjeneste - så lad hende være.'' sagde hun alvorligt. Det var tydeligt, at efter 21 år med Menhit, så var hun ikke villig til at gå på kompromis når det kom til deres fælles sikkerhed.

''Så, du har også været en rigtig bisse førhen, hva'?'' sagde hun med et drilsk smil. Trods alt, så var Nephthys intet dydsmønster selv..

"Hun ved udemærket godt hvorfor jeg er tilbage..... Så så længe hun ikke kommer i vejen for det, så bliver der heller ikke noget problem.... Men ser jeg det..... Jeg kan ikke lade uskyldige lide.... Jeg vd godt at jeg ikke kan stoppe alt for jeg kan ikke være alle steder på en gang... Men jeg stopper det hvor jeg er... Som regel"

Han grinede lidt af hendes ord og tog en bid brød inden han lænede sig lidt mere tilbage i stolen.
"En bisse? Det er nok en underdrivelse af dimensioner.... Der er vel en grund til jeg var på Vatikanets sorte liste i ca 300 år.... De bliver frygtelig mopsede når man kæmper mod dem og de ikke kan stoppe mig.... Så de fik sig også et chok da jeg kom tilbage"

Det var faktisk rart bare at sidde og sludre lidt mere afslappet

Hun smilede over hans ord, men tydeligvis var hun stadig en smule oppe på mærkerne. Hun stolede ikke 100% på ham, ikke endnu. Hun vidste ikke hvorfor, men hun skulle nok finde ud af det.

''Jeg foretrækker at underdrive. Overdrivelse kan virke så... Overdrevent.'' sagde hun med et drilsk smil.
Hun tog et stykke brød, uden egentlig at tænke for meget over det.
''Har du mobbet vertikanet? Så kan jeg da godt forstå de ikke kan lide dig!'' grinte hun roligt.

''Hun lader til at have en svaghed for dig.. Ved du hvorfor?'' spurgte Nephthys tøvende. Menhit var ikke en blød type - så hvorfor blev hun det omkring Connor?

''Jeg undskylder min åbenlyse nysgerrighed.. Det er bare.. Nyt, at nogen faktisk kender Menhit.'' sagde hun stille.

Han grinede lidt som en bid mere røg ned og tog så en mundfuld kaffe. Det var noget underligt at sidde og snakke så afslappet sådan om de ting han havde gjort før men det var jo unægtelig en del af hvem han var.
"Nogen vil sige lidt mere end at mobbe... Jeg brændte næsten Vatikanet ned til fordi jeg ville have en artefakt. Den sidste ting jeg gjorde inden jeg forsvandt igen var at tage en Kardinals sjæl. Så da jeg så kom tilbage og erklærede at jeg var genfødt, måtte vi lige op og toppes en gang mere...."

"Hmm.... Menhit har altid respekteret magt og at man gør det nødvendige ligemeget hvad... Og så blev vi jo begge 'født' på en måde så vi aldrig kunne være helt os selv... Jeg var bare heldig at nå et sted hvor karret og jeg smeltede sammen til et væsen. Så på mange måder har vi været igennem det samme... Og Menhit var en af de få der ikke ville af med mig da jeg..... Brød med guderne....."

Han grinede varmt og smilede til hende inden han snuppede en drue.
"Du skal ikke undskylde.... Jeg forstår skam"

Nephthys var lettere udmattet, og vidste godt at det ville indhente hende før eller senere.
Men som altid, så kunne søvn vente når andre indtryk var tilgængelige.
''Connor, jeg tror ikke du forstår. Jeg tror at Menhit faktisk-''
Du vover på dét! hvæsede Menhit i baggrunden, og Nephthys stoppede brat sin tale. Det var en klar og tydelig aftale mellem Nephthys og Menhit, de respekterede hinandens følelsesliv. Specielt efter dengang med Percy.

''Okay, vi prøver på en anden måde. Har der nogensinde været mere end blot respekt mellem jer to?'' spurgte Nephthys, og hun kunne straks mærke hvordan Menhit grummede sig ved tankerne om det svar Connor kunne finde på at komme med.

Hun tog endnu en tår af hans kaffe - hvorfor hun ikke lige skænkede til sig selv forstod ingen vel. Derefter spiste hun lidt mere af sit brød, afventende på svar.

"I Såfald har hun aldrig nævnt det for mig.... Jeg var jo egentlig skabt som et væsen blotlagt for alle følelser udover vrede og retfærdighed... Men karret havde jo...."
Så hældte han lidt mere kaffe op i hvad der nærmest var blevet deres kop hvorefter han tog en tår og satte den så ned foran hende igen.

Så kiggede han undrende på hende og satte sig nærmest lidt frem på stolen hvorefter han spurgte hende:
"Vent.... Menhit har aldrig fortalt dig hvad guderne gjorde for at jeg valgte at bryde med dem har hun?"

Menhits sans for drama ville have fået hende til det men måske netop det Nephthys spurgte ind til gjorde at hun havde ladet være? Måske var Menhit slet ikke faldet så langt

Hun så på ham, en smule tøvende. Bryde med guderne? Menhit havde egentlig aldrig fortalt hvem hun var, så Nephthys vidste intet.
"Menhit og jeg deler ikke følelsesliv med hinanden.. af ren respekt over for hinanden." Sagde Nephthys roligt. Hun tog endnu en tår kaffe og sukkede så kort. Mest af alt fordi tiderne mellem hun havde adgang til kaffe var lange. Kaffe var en luksusgode når man end ikke have noget sted at sove normalt.

"Så, hvad skete der? Dengang du brudte med guderne?" Spurgte hun en smule nysgerrigt. Menhit lod ikke til at ville tale om det, så Nephthys måtte søge svar hos ham selv. Hvilket nok også var det mest passende.

Det gik så stille op for hende af Menhit måske havde haft mere end respekt i sinde dengang de havde kendt hinanden. Men, som Menhit selv havde sagt så mange gange: kærlighed var en luksusgode som hverken hun eller Nephthys havde råd tid. De havde jo ikke engang råd til medicin!

Han tog et par druer imens han sukkede dybt og tænkte over hvordan han lige skulle svare. Alt efter hvor godt hun huskede, ville det nok påvirke Menhit.
"Fordi..... Karret havde en kone.... Vi fik et barn sammen hvilket var forbudt når man bar væsnet Khá..... Så de gav mig ordren om at dræbe både min kone og min søn.... Og jeg udførte den som det sidste jeg nogensinde gjorde i deres tjeneste.... Derfor forbandede de mig til altid at have den udøde skikkelse på det billede....."

Man kunne tydeligt se at det ikke var noget han fortalte til alle eller specielt tit og med god grund. Menhit havde alle dage ment man skulle være stolt over hvad man havde og at man skulle leve livet som man selv syntes. Så derfor var hun også blevet meget forarget over gudernes dom den gang