The full moon shines(Belafont)

Belafont smiler lidt, men hjalp alligevel til, før han satte sig på knæ lidt væk. Han grinede en smule og rystede hovedet.
"Måske skulle jeg spørge dig hvad grunden var til, at du overfaldt mig lige nu?" Han løftede begge øjnbryn, og grinte en smule igen.

"Ahh , åhhh ... " hun rødmede lidt og så til siden "Mistede kontrol over min ræve form, den vil vis ha du bliv" hun små grinede "ved ikke hvorfor , men den tog over og kunne ikke stoppe den " sagde hun og så mod ham "Det må du altså meget undskylde var ikke meningen" hun små grinede stadig og blev ståene på stedet, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre,... hun vidste vis hun gik tog den over igen og sukkede , hun hen og sætte sig ved siden af ham "Håbe du overlever stanken " sagde hun og små grinede

Belafont grinede en smule.
"En hver har behov for nogen at snakke med en gang imellem, virker somom din ræve form er meget klog. Måske næsten kloger end dig?" Griner for at hvise at det var sarcasme, imens han satte sig ned ved siden af hende.
"Og overlever jeg nok, kan ikke lugte så meget alligevel.. Er kun blod min næse opfanger mest af.." Han fortsatte med at smile, og sagde så forsikrende. "Men du skal ikke være bange.. Jeg bider ikke..." Han grined en smule igen, og læner sig tilbage på hans albuer.

hun lagde en hånden på hans skuldre og smilede roligt til ham "Ved jeg du ikke gør , altså bider mig" sagde hun og så frem mod nogle træer "du virker ikke til at være ustyrelig" sagde hun roligt og smilede over det hans sagde og tog langsomt hånden til sig "Tja man siger at ræve er klog og snige mennesker ik" sagde hun og så lige ud "men vil heller følelse ensomhed end at miste igen" sagde hun "forstårligt ik" hun smilede


//men smutter i seng nu//

Belafont nikkede langsomt.
"Det gør ondt at miste.. Kan gøre ondt, for selv en vampyr.. Heh. Men altså nu er jeg jo bare en vampyr.. Hvis jeg skulle dø, ville det være en tjeneste for menneskeheden, og jeg dør ikke før jeg bliver dræbt.. Så.. Kunne trodsalt være en ven som du ikke ville miste.. For er ikke specielt intereseret i at blive dræbt..." Han løfter øjnbryndene en smule og griner lidt igen.
"Men ville ikke sige at du var dum.. Du var trodsalt forsigtig omkring mig. Hvilket man kun an sige er en god ide." Han smiler venligt, og kigger op på Melinia..

hun lyttede til hvad han sagde og det kom lidt bag på hende, han vil være hendes ven, men derefter begyndte hun at små smilede for sig selv "Ja det gøre ondt at miste meget ondt, men du har en pointe som er ret god og siger godt for dig selv" sagde hun og så mod ham og lyttede til det næste "er det ikke naturligt at være forsigtigt omkring end som dig" spurgte hun og begyndte at føle sig en smule tryg ved ham , det var sket så meget og hun var begyndte at møde folk som forstod hendes smerte, en lille smule af den selvfølgelig men det betyde meget i sig selv.... Melinia tænkt ikke lige nu så han ikke vil kunne hører det men lagde sit hovede på hans skuldre og lukkede øjne kort

Belafont grinede lidt.
"Åbenbart ikke.. Der var en Aspara som bare gik op til mig den anden dag. Hun var godt nok fuld, men vidste godt hvad jeg var. Hun spurgte om ikke hun måtte komme hjem til mig og sove, og gjorde hun så. Havde utalige chance for at tage hendes liv, og give mig selv en.. Yderst velsmagende snack. Men i mine år har jeg lært at se det på en anden måde.. Det kan godt være det vil være godt for mig i et kort øjeblik, men det ender hendes liv for evigt... Men det var langt væk fra pointen..." Belafont rystede hovedet lidt i det han var begyndt bare at side og blabre løs. "Ville egentligt bare sige at det ikke er alle der er lige forsigtige omkring min art. Faktisk vil jeg sige at nogen er dumdristige.. Er glad for at den Aspara mødte mig, og ikke en anden vampyr." Belafont grinede lidt, og kiggede på Melinia da hun lagde sit hovede på hans skulder. han smilede og kiggede lidt væk.
"Men hvad laver du ellers? Nu når du holder dig for digselv, er der vel ikke så meget at lave?" Belafont kiggede tilbage ned på hende, med sine dystre sorte øjne, men med et lille smil.

hun lyttede bare til ham og kom til at smil af det "nej det okay du snakke løs, det sker ikke så tit" sagde hun og rettede sig derefter op , så hun ikke lå på hans skuldre mere, hun så mod himlen med drømmende øjne "Måske skal jeg være mere dumdristig, så mit liv ender snart" sagde hun tænksomligt og tænkt ikke over at en ved siden af sige kunne gøre det... hun vidste han ikke vil lade hendes liv .... Melinia så mod ham da han spurgte om det hvad hun lavede "Ser til sårede dyr, passer naturen her omkring, men ellers så hjælpe hvor jeg kan, selvfølgelig kun i skoven og sådan, og viser mig ikke tit for folk" sagde hun og så ned i græsset og lege med lidt med noget med en figner "Her på det sidste er mange begyndte at komme ud i skoven når de vil ha ro og fred i sindet, så hjælper jeg lidt ved at være i min ræve form , men så ensom er jeg enligt ikke" da hun sagde det kom en fritte løbe hen mod hende og kravlede op på hendes maven og lagde sig... Melinia så mod den og små grinede . hun aede "Jamen hej Inu" sagde hun og den lagde sig til at sove

Belafont kiggede på fritten, og smilte lidt.
"Det kan jeg se.." Han kiggede op på hende igen, og fjerne lidt hår fra hendes ansigt med en negl. "Du burde virkelig ikke ønske efter at dø." Han fjernede sin hånd nærmest hurtigt igen, og kløede sigselv på tiningen. "Kan godt være at evigt liv er hårdt og kan være smertefuldt, men døden er aldrig en bedre udvej. For det første er der nutildags chancen for at man kommer tilbage som undead, og det er langt fra en bedre tilværeldse" Fortalte Belafont, samtidig med at han lænede sig forover, og vilede hans arme på hans løftede knæ, og kiggede ned på jorden.

Melinia så mod ham med rolige øjne da han havde flyttede lidt på hendes hår, hun så mod ham med blid øjne og flyttede så håret bag øret , hun så frem "Kan godt være, men chance for at få fred er bare for smagfuld, vis man kan sige det med det orde" hun små grinede over sit ordvalg og så mod ham med rolige øjne "Jeg ved hvad kan ske , at man sket ikke få fred, men stadig tanken om det er fantastiske" hun så han lagde sig frem over , hun lagde en hånden på hans ryg og nærmede sig uden at tænke sig om "Er du okay, du virker pludselig så ..... " hun tænkte efter et orde "fraværende vel" hun så mod ham og virkede nu blid og omsorgsfuld

Belafont kiggede op igen, og over på Melinia. Han smilede en smule, strækkede nakken.
"Jaa.. Måske bare en smule forpustet, men ellers har jeg det fint.. Jeg tror bare jeg kom til at tænke på mine gamle dage. Dengang jeg også bare ville have det skulle slutte.. Og bare.. Dø igen.. Og denne gang endeligt.. Men jeg afstraffer migselv ved at holde mig i live." Han grinede lidt igen, og kiggede ned på jorden. "Hvorfor ender du det ik bare, når du nu virker somom du gerne vil have at det slutter? Et live er ikke så svært at miste, som det er at holde." Han blev ved med at kigge ned imens hans snakkede, kiggede kun halvt hen imod hende da han var færdig med at snakke.

hun så til siden "Jeg kan ikke dræbe mig selv, mod min folks tro" sagde hun og så væk fra ham nu, hun vil ikke se på ham "tjaa, kan jeg vel os bare gøre... men stadig kan jeg ikke, som sagt er jeg menneskelig hvor tit bliver et menneske udødelig, tro du ikke der har været mørk magi på spil , jeg valgt et evigt liv for mit folk liv, så de kunne få mad, blevet beskytte og leve " sagde hun og så væk "den eneste måde jeg kan død uden de tager skade er ved at bliv dræbt af en" sagde hun og rejste sig op, hun gik væk fra ham og vil ikke være i nærheden af nogle lige nu , hun stod mod et træ og sukkede dybt "Sorry, skulle ikke havde fortalt dig det" hun vendte sig mod ham

Belafont kiggede op igen, og satte sig op igen.
"Hvorfor dog ikke det? Du er ikke den eneste med en hård fortid.. Og det at vampyrer ikke kan føle, er forskælligt fra 'myte' til 'myte'.. De vampyrer som de lavede i helt gamle dage havde ingen følelser, nej. Men efter Rennasciancens tid begyndte de at føle, lige som menneskerne gjorde. Så jeg ved godt hvor ondt tid, i sig selv, kan gøre.."Belafont rejste sig op uden hjælp fra sine hænder. "Og så igen hvad skader det at jeg ved det? Har jo ingen måder jeg kan udnyte det på, og hvorfor ville jeg gøre det? Jeg er din ven, ikke din fjene." Belafont smilede beroligende, og klikkede sin højre hånds tommelfinger negl imod hans pegefinger negl, og gik lidt væk fra Melinia, og kiggede ned af sin dragt. Han væsede stille til sigselv, og kiggede på de mange flådser, og sukkede så.

Melinia vendte sig i mod ham og så hans blik, hun lagde hovedet på skrå "Sorry, fik dig vis til at følelse til inden nytte" sagde hun og gik hen mod ham langsomt, hun så mod ham roligt og lavede et lille suk "Men tak, du gav mig en pointen og det endt med jeg benærtede døden " sagde hun og lagde sin blød hånd mod hans kind "Så mange tak, du er en god ven, lige meget hvad du er " hun smilede roligt til ham og så ham bare i øjne , hendes blå øjne var blid og behagelig at se på ... ikke på en overende måde , bare behagelig

Belafont kiggede tilbage med sine kolde sort øjne, hvori man ikke kan se meget følelse, men han smilte venligt tilbage.
"Gør skam ikke noget frk. Jag har haft mange år at leve på, jeg kan tage det meste. Jeg er ked af det hvis jeg bare har rodet rundt i dine følelser ved at snakke med dig. Men personligt har jeg lært at ensomhed, uden nogen at snakke med, andre end dyr, er mindst lige så smertefuldt som at miste." Belafont smilede lidt bredere, og lagde hænderne ned i hans lommer..

"forvirrende min følelser , overhovedet ikke... er dig kun taknemlig" sagde hun og flyttede sin hånden "og ikke mere , det må de forstå... er heller ikke ud på mere end dette " sagde hun og smilede roligt og så mod himlen "Ja det nok rigtigt nok, men dyr kan tag en vis del af ensomheden " sagde hun og fritten kom løb hen op af hans ben og op hans skuldre og nussede hans kind, hun små grinede "han kan vis li dem " sagde hun og tog fritten af ham og den puttede sig indtil hende i lykke, hun så mod den "natur giver altid noget som man ikke forventer , hentyder os til dem" sagde hun til ham "men man skal ikke takke nej til et venskab, som man ved ik"

Belafont smilede af fritten, og kløede den blidt med en af sine, ikke skarpe, negle, da den lå ind til Melinia.
"Det er rigtigt.. Men personligt kan jeg ikke snakke med dem, så jeg fik aldrig rigtig nogen venner via naturen. Jeg var også et af dets rovdyr dengang, da jeg måtte leve af dyreblod en gang om dagen, eller menneske blod. Og så valgte jeg dyr. Da det virkede bare somom jeg kom ind i dyrenes fødekæde på toppen.. Spiste aldrig mere end nok til mig selv.. Præcis som en løve, eller ulv.." Belafont virkede ikke specielt stolt over at han samlignede sigselv med dyr, men var der han hørte hjemme.
"Men det var så lidt, det er godt at have nogen at snakke med. Også selvom jeg ikke engang kender dit navn. Mit er Belafont M.. Ja Belafont." Han smilede, og bukkede en smule.

"Jeg tror ikke naturen hader dem, da du ikke to mere end du skulle bruge og det er en del af lives gang du ved" sagde hun og smilede roligt, hun aede fritten og var faldt i soven i hendes armene "Jeg måtte den lidt til efter ham jeg elskede døde af alderdom" hun så mod fritten "Så ser den som en tegn fra ham, at jeg ikke skal være ensomhed og at han altid vil beskytte mig" hun små grinede af det og opfangede hvad hun havde sagt og så mod ham med stor øjne "Sorry det skulle jeg ikke havde sagt" hun havde set så drømmende ud da hun havde snakke som den hun elskede.... Hun begyndte at små grinede over det han sagde "Kald mig bare Melinia" sagde hun og smilede roligt

Belafont smilede til hende og nikkede en enkelt gang.
"Men hvorfor dog ikke? Skader da ikke noget at jeg ved det.. Og du har i det mindste et dyr, som kan minde dig om den du elskede.. Jeg har kun ting at minde mig om min.. Intet almindeligt dyr kan leve så længe at jeg har manglet hende.." Belafont grinede en smule, da han tydeligvis var inforstået med hendes død, og var kommet over det. Han kiggede ned på fritten, og grinede så lidt og rystede hovedet, og kiggede ud over engen.

Melinia så mod ham og smilede "Hvorfor siger folk altid de forstå, men man glemmer folk oplever forskelligt " sagde hun og så mod fritten, hun aede den og vidste ikke helt hvad hun sagde og hvorfor, men det var jo sandt , men hun smilede til ham "er glad du forstå lidt, men stadig trist over du skulle oplevede det tab, men du finder en ene dag , som du vil elskede højere end hende... det kommer før du ved det og en dag mister du os det .... sorry er lidt sort ser liger nu" hun små grinede og så mod ham "Men tak", hun aede hans kind "Og så du ved det , er jeg ikke bange for dig , overhovedet , så du kan altid for lidt blod hos mig" hun hentyd til flaskerne hun havde ikke hendes krop

Belafont smilede tilbage.
"Er rigtigt.. men jeg tvivler på at jeg finder nogen, i det a jeg ikke leder efter det, Melinia.. Tabet er hårdt, og gider ikke smerten mere.. Holder mig fra mennesker, og bliver for det meste kun venner med andre udødelige. Så jeg prøver mit bedste at holde mig fra at miste sådan igen.. Og det skal du ikke undskylde, jeg har været dyster som du, nok i længere tid end du endnu har levet." Belafont smilede, og tog en hånd op af lommen, og kørte den venligt over Melinias hård.
"Og mange tak, men jeg søger for det meste ikke blod, andet end når jeg tager fra hospitalets blodposer.. Har en aftale med en ven der.. Men igen mange tak for tilbudet." Han smilede, og nikkede taknemligt.

"Men vis de en dag har brug for det, så find mig bare , vis de gang " sagde hun og smilede roligt , hun så mod himlen igen og lukkede øjne kort og tænkt over hvad han havde sagt det sammen som hende , hun sukkede dybt "ved godt dette ikke skal komme ud af min munden af alle, men man hat godt af at måde dødelig menneske, som ikke tænke på de ting som vi gør, det sundt en gang i mellem, og det er også derfor vi forelsker os i dem, fordi de sker godt på livet, gør vi ikke" sagde hun og så mod ham, hun mærkede hans hånd og tog fast i den , hun så mod ham og gled en figner over hans håndflade "Overveje det, at møde en dødelig" sagde hun og smilede

Belafont kiggede ned på hendes hånd, og så op på hende. Han smilede og grinede en enkelt gang.
"Er lidt mindre svært for dig, Melinia. At snakke med de dødelige. Mine instincter ser dem som bytte nogen gange.. Også selvom at jeg ikke vil det. Er ikke et valg jeg har. Jeg har bare lært at ignorere den søde duft, og smukke syn af blød hud." Han køre blidt en negl over Melinias hals, men trak den hurtigt tilbage. "Det kommer vel med alderen.. Men jeg har også været ude og møde dødelige.. Det er bare svært at tage deres syn på livet seriøst, når man selv fik så brat og dyster en afslytning på ens eget." Belafont smilede, og rystede en smule på skuldrene.

hun mærkede hans finger mod sin hals, nej det var en negl, hun sad bare helt stille og havde ikke noget i mod han gjorder det og hun så mod ham "Så ser du ikke på dem , som de væsner de er, men som dine offer, det forkert på en punkt synes jeg" sagde hun og så til siden "At forbud en sådan en ting, men stadig kan jeg godt forstå de gøre det sir" hun tænkt lidt over svaret hun vil give ham .....
Der var stille længe da hun igen kiggede på ham "Du har selv slette de ting fra dig selv, glemt dem væk, frygten for at blevet såret og at mist, du ved hvor sårbar dødelige er, derfor tænker du på dem som du gør, har jeg ikke ret" sagde hun og så mod ham med nu nogle blid øjne, hun tog sin hånden væk fra hans først nu ... hun virkede rolige og ikke bange for ham overhovedet...

Belafont smilede en smule, og kiggede ud over engen igen.
"Vi glemer aldrig.. Kan ikke slette min hukomelse. Aldrig glemme hvad jeg har set.. Men jeg mente heller ikke at jeg bare ser dem som offre." Han kigger tilbage på Melinia. "Det ville jeg gøre.. Men ikke mere.. Mente at jeg ikke kan tage det seriøst at de ser så lyst op livet.. Da det virker for mig somom, at et almindeligt menneskeliv bare er et forlænget tomt smil, som så bliver slukket i det man dør, og tilbage er et tomt ansigtsudtryk, eller en trist mine, hvis mam bliver revet ud af sin fredelige søvn.. Som mig.." Belafont kiggede ned på Melinia igen, og griner lidt. "Er ikke fordi jeg er den mest humorristiske at snakke med lige nu, var?" Han ryster hovedet en smule, og kigger væk igen.