The full moon shines(Belafont)

"nej må give dig ret i de ting" sagde hun og så mod loftet "nutidens mennesker er ikke særlig , menneskelig , vis man kan sige det, de tager tinge forgivet og alle de ting, gjorder man ikke få 100 år siden og slet ikke den gang du var menneske"sagde hun og så han drømmende blik for sig stadig "måtte havde været en dejlig tid, gid jeg kunne havde set den" sagde hun og tænkte hun de ting han havde sagt

Belafont grinede en smule, og kiggede over på Melinia.
"Det var også en smuk tid.. Den var også hård. Det var for eksempelt ikke nemt at være kvinde i den tid, er jeg ret sikker på... De.. Korsætter... Kan jeg virkelig ikke forstille mig er specielt behageligt, der var utalige gange at kvinder besvimede i mine dansetimer, pågrund af det tøj deres forældre havde puttet de stakels piger i..." Han rystede hovedet lidt med et grin, i det han tænkte tilbage.

hun gys lidt "ja okay, puha godt det ikke var mig " sagde hun og små grinede "men det siges os pigerne vendt sig til dem og de så utrolig kønne ud i det" sagde hun og små smilede, hun så mod ham "måtte os havde været underholde for jer mænd, også lysten art " sagde hun drillende og rakt tunge kort , hun smilede derefter sødt

Belafont grinede, og smilte bredt. Han nikkede så en smule
"Meget sandt.. Kvinder var utruligt smukke i kjolerne dengang.. Deres krop var. Men der skal mere til for at være fuldent smuk, end en smal talje, og stor barm..." Han grinte igen, og lagde sine hænder på sit baghovede, og lænede helt tilbage.
"Men det var så også noget andet når det kom til en mands lyst og behov dengang... Det var et meget støre tabu, end det er nu..." Han nikkede en enkelt gang, og vrikkede lidt med foden.

"Ja, har set deres kjole den gang, de er smukke kjolerne, og tænk at man kunne komme i dem, kan forstå pigerne havde sværet ved at trække vejret til tider" sagde hun og smilede sødt... hun så mod ham og små grinede
"Ja det har os bare forandre sig meget i de 100 år jeg har livet , så det må være mere end den gang" hun tænkte lidt da det hun havde sagt lyd til forvirrende "Hvad jeg meninger er at på de få år jeg har levet er det sket så meget, så der må havde sket mere mens hun har" sagde hun sødt

Belafont smilede og nikkede.
"Har der også, men de sidste tohundrede år har jeg ikke fulgt med.. Der har jeg sidtet alene med en ven.. Holdt os væk fra alting." Sagde han med en lættere dyster tone. "Men før det skete der også meget. Var næsten svært at følge med nogle gange. Er også derfor at det var svært at komme ind i Terre igen.. Efter at have være gemt væk.. I så lang tid." Han smilte lidt igen, og lænede sig længere tilbage.

"Åh forståligt , men du skal bare være dig selv, det rarste at være i nærheden af os for dig selv, små man en veninde siger, gør hvad man lyster efter, og vis den modsætte ikke kan li det, så finder du kun ud af det på den måde... hun var en klog person, men lige der var hun altså farlig, gøre hvad man lyster efter ,det var ubehageligt for den modsætte , men hun har nok ret, hvordan ved man det før man prøver ik" hun små grinede og så mod loftet "Sorry , snakke vis lidt få meget selv"

Belafont lagde hovedet lidt på skrå, og grinede så lidt.
"Jeg er for det meste migselv.. Hvem skulle jeg ellers være?" Sagde han og spredte armende, med et løft på skulderen og grinede lidt igen. "Men forstår godt hvad du mener..

hun små grinede "Det var da godt du gjorder" sagde hun og små smilede
"Gjorder jeg selv ikke der" hun små grinede af sig selv "med alle det kluderi og alt det" sagde hun og lagde hånden for munden og små grinede igen... der gik lidt tid mens hendes blide latter ramt rummet, hun så mod ham og var holdet op...
"du ved hvad jeg ment, det med maskerne, på et tidspunkt rammer det hårdt tilbage og du kender ikke forskel på masken og dit rigtigt jeg , ex..." sagde hun og smilede roligt

Belafont grinte lidt.
"Ja det kan være farligt at leje med ens egne følelser, og at forfalske dem. Så igen, at jeg sagde jeg var mig selv, ville vel egentligt være en løgn.. Jeg er en vampyr.. Et uhyre.. Et monster.. Men jeg holder mine tænder bag læberne, og sætter en 'maske' op, hvor i jeg siger jeg er normal. At jeg ikke lugter folks blod som det første.. At folks blod ikke er det eneste jeg kan lugte, når jeg er i samme rum som dem.. Nej 'masker' kan også være gode at have på." Sagde han lavmelt, og smilte så lidt, med et enkelt grin.

Melinia så ned bordet og der kom må letter fra hende, man kunne ikke se hendes ansigt , men var måske også godt
"Sorry , sorry" sagde hun og lagde hånden over munden, mens hun små grinede, hun vendte nu ansigt mod ham og en tår faldt ned fordi hun havde grinet så meget "Sorry" sagde hun igen og træk vejret dybt, men hjælp ikke "det .... kommer.... ikke.... bag.... på..... mig " grinede hun frem og så mod ham ... ikke overraske med morer sig over det

Belafont grinede og rystede lidt på hovedet med et smil.
"Hvad er det der er så sjovt?" Sagde han og blev ved med at smile. Han lagde sin højre fod over på sit venstre knæ. Han vidste ikke helt hvad han havde sagt som var sjovt, men han nød at lytte til Melinias latter, så han var glad for at han gjorde det.

hun små grinede stadig og så ned mod bordet... den tår faldt igen
"Aww.......awwww.....awww" grinede hun frem , det gjorder lidt ondt nu og der gik lidt tid hvor hun grinede og hendes blid latter var i rummet og mellem , dem ... hun træk vejret dybt og så mod ham "det var bare det du sagde, eller den måde du sagde det på" sagde hun og små grinede ved tanken
"Jeg ved du er hvad du er.... men betydere ikke du ikke lyster efter det" sagde hun og smilede blidt
"men du kan ikke holde det skyldt for evigt, det var det jeg ment, en dag slipper det løs mod en og det gør ikke noget at den person er mig, det var det jeg ment"

Belafont smilede halvt, og grinede lidt, og lænede sig frem over, med sine albuer på sine knæ.
"Nej Melinia, ville ikke være okay.. Da 'jeg' er et monster.. Og den jeg gemmer bag en maske vil ikke have andet fra dig, eller nogen andre for den sags skyld, end jeres blod.. Jeg blev forvandlet til et monster da jeg blev bidt.. Kan takke de sekshundrede år, for at jeg har fået bygget en kraftig maske op." Sagde han, stadigt med et halv smil, og kiggede ned. "Men.. Det vilde nu være dejligt ikke at have behov for en maske.." Han grined een enkelt gang, og kiggede op igen.

Melinia så mod ham med rolige øjne , hun lagde en hånd på hans skuldre
"Bare rolige, du kommer ikke til at bide mig, kommer ikke dig i smag" sagde hun og så mod himlen roligt "Jeg mener, jeg smager ikke som et menneske , men bitter som en ræv" hun rakte tung til ham og små grinede "Så kan godt tab masken omkring mig, plus " hun kastede en flaske med blod til ham "dette kan hjælpe dig og det ikke mit " sagde hun og skær ansigt, da han havde smagt det "En jeg kendes , som var elsket af vampyr, begrund af hendes blod"
Melinia så mod vinduet derefter og tilbage mod ham

Belafont tog imod flasken, men gav den venligt tilbage, og rystede på hovedet med et smil.
"Du forstår mig ikke Melinia.. Hvis ikke jeg kontrolere mig selv, så dræber jeg ikke kun for blod.. Jeg dræbte min mester som ungling, inden jeg var færdig med at modtage hans blod.. Uden ham blev jeg til en dræber, der gjorde det fordi de bevægede sig.. Som en kat der ikke kan lade være med at slås imod snoren.. Den ved den ikke for noget ud af det, men gør det stadigt.. Instincter.." Sagde han, og grinede lidt, i det han lænede sig tilbage. "Der er kun mig som jeg er nu.. Det andet skal ikke frem.. Jeg vil ikke være et tankeløst monster" Sagde han en smule dystert..

Hun gav ham den tilbage i hans øjne "Vis du en dag har brug for det, for en sikker grund" sagde hun og flettede hans figner omkring flasken , hun smilede til ham og gik hen til et skab og vidste et køleskab, der var blod derinde på flaske , hun små grinede "Tænkt det kunne blive nyttet end da" sagde hun og lukkede den "Jeg forstå mere end du tror" hun smilede blidt ....
Melinia så mod væggen kort og der efter mod ham