The full moon shines(Belafont)

Melinia små smilede og så mod ham , hun løftede sin hånd langsom og lagde den på hans kind, hun nussede blidt og så mod ham roligt "Så meget smerte og ensomhed du har, det er værre end mit" sagde hun og så mod himlen og stoppede med at nussede men holdet stadig hånden der "du ser nok sådan på det fordi du fik taget det fra dig tro jeg" sagde hun og så stille mod himlen og lagde sin hånden på hans skuldre "jeg ser de dødelig lever livet helt ud og derfor gør nogle ting som vi udødelig ikke kunne finde på" sagde hun

Belafont rystede en smule på skulderne og kiggede tilbage på Melinia.
"Har du måske ret i. Men jeg har også haft flere år at komme over det med." Han grinede en smule igen. "Men ja gør de vel. De har jo også travlt. De har jo ikke mere end højst hunrede år at bruge af.. Og så er de også heldige hvis de når så meget." Belafont fortsatte med at smile til Melinia, og lagde en hånd på hendes hånd som var på hans skulder. "Nogen som os, har noget længere tid at løbe på."

Der kom et suk fra hende "Ja og nogle af os stopper ikke før nogle dræber os" sagde hun og mærkede hans hånd på sin , hun tog den til sig, det bliv for kærligt ... hun lagde sig ned i det høje græs og nyd vinden mod sin hud "Ja vi har længer tid, derfor nyder vi tit os alle de ting som mennesker ikke ser , tingen omkring end, omgivelserne " sagde hun og smilede sødt, hun lukkede øjne i og mærkede varmende i sin krop , var balance "men som sagt skal der være balance i alt " kom ud af hendes læber, de bevægede lidt ikke meget når hun snakkede

Belafont grinede lidt, og kiggede væk igen.
"Balance.. I de fleste ting, ja de skal have balance. Men min race har ingen balance. Vi er et chaos.. Dyr har balance.. Hvilket faktisk gør os til noget helt tredje. Man kan aldrig regne med en vampyr." Belafont kigger ned på Melinia, med et lidt lumkst smil, inden han griner, og kigger væk igen, og hviler hans hænder i hans flåsede buksers lommer. men vi ser en masse som de ikke gør.. Husker en masse.. Som de let har glemt.. Både gode og.. Dårlige ting.."

"det ikke sandt, der os balance i vampyr" hun åbnede øjne og så mod ham med sin blå øjne, det var blide "I følelser os kærlighed, i benætter det bare" sagde hun og smilede , hun løftede sin hånden og smilede "lig din hånden på min, så ser du selv " sagde hun roligt... hun havde en blød, varm og meget kvindlig hånd, hun så mod ham... hendes duft var gammel men stadig opførte hun sig ikke helt sådan mere, "Mennesker husker os, men de ser anderledes på tingen end du gør"

Belafont kigger ned på Melinia, og så på hendes hånd. Han smiler og knæler ned ved siden af Melinia, og ligger sin hånd i hendes, ikke helt med på hvad der ventede ham, eller hvad hun ville.
"Gør de uden tvivl. Jeg kigger tit på ting i en bredere forstand. Gør for det meeste kun ting hvis det har vidergående konsekvenser.." Han smiler og kigger på deres hænder.

"Hm" sagde hun og mærkede hans kolde hånden mod sin varm "Vi så forskellige" sagde hun pludselig og kom til at se på ham med et trist blik "Sorry " hun tog hånden til sig vildt hurtigt derefter "Jep jeg kan er med siger du er iskold" sagde hun med en drillende tone, om hun ment hans hjerte eller krop, vidste man ikke , hun små grinede "virkede som hun havde fået det svar hun ledet efter" hun lukkede øjne i igen og fik et minde pludselig , men hun smilede bare, det var ikke et behageligt minde , men det betyde meget for hende

Belafont rystede hovedet, og fik hans øre til at lade være med at læse hendes tanker, og derved høre mindet, opfattede kun at hun fik et. Han kiggede væk, og rejste sig med et grin.
"Jaa kold er jeg.. Men vil ikke sige jeg er iskold.. Dræber for eksempelt næsten aldrig... Og jeg hjælper da også andre.." Han kiggede end på jorden, og så over på Melinia. "Nogen gange ville jeg måske endda ønske at jeg var iskold.. Ville være meget nemmere sådan.. Kun skulle tænke på sig selv." Han rystede en smule på skulderne og kiggede væk igen med et lille grin.

Hun åbnede det ene øjne og så mod ham "du så mit minde ik" sagde hun og fik et minde frem i sit hovedet for at være efter ham, dette minde var vildt sorgligt , du kunne mærkede Melinia sorg, hendes smerte og hende kærlighed til denne gammel mand, som helt klart var hendes elskede, hans ord sidste ord, Melinia elskede, tag væk fra vores folk, de ser ikke dem i virkeligheden , kun dit offerring, Melinia elske ikke andre end mig, han død i disse ord, han var selvviske og ond ved at sige disse ord, hun vidste at Belafont så dem , hun vil bare se hvor kold han enligt var... hun følte nemlig han ikke var kold i hjerte med uden på

Belafont fik nærmest en kuldegysning da han fik mindet nærmest tvunget ind. han kiggede ned på Melinia, med en let trist mine.
"Er jeg ked af.." Han kigger væk igen. "Men hvis jeg må sige min mening, burde du ikke lytte til ham.. Ikke låse dig selv fast i et minde." Belafont havede at sige det, da han vidste det sikkert ikke hjalp, tvertimod. Han sukkede lidt, og fumlede rundt med sine fingre nede i hans lommer.

hun så mod ham og nu begyndte at smilede sandt, hun så mod ham med blid øjne og kom til at grinede over ham "Sorry ,sorry" sagde hun og små grinede vider, der gik lidt tid hvor man kun hørte hendes blidt latter omkring dem...
Melinia stoppede enlig og så mod ham "Så du har et godt hjerte, vidste dig det for at se hvordan du tog den , det må du undskylde , ment ikke du skulle havde medligheden med mig eller noget ... vil bare undersøge det" sagde hun , hun havde udnyttede sit minde , men på en måde os ham, hun så mod ham med rolige , men blide øjne

Belafont smilede og kiggede ned imod hende igen, nød hendes later.
"Gør ikke noget Melinia. Ville nok have hørt det selvom du ikke havde villet det.. Jeg har mistet controlen over min tankelæsning efter mange år alene, og kun kunne snakke med en ven igennem tankerne." Han rystede på skuldrene en smule, og kiggede ind i hendes blide øjne med hans egne mørke. "Men er glad for at du siger jeg har et godt hjerte.." Han kiggede væk igen. "Er ikke sikker på om jeg helst ville have det, eller slet intent.." Han rystede lidt på skuldrene igen.

hun små smilede stadig "det ikke noget man beder om at ha, eller få, det noget man har eller ikke har" sagde hun og så mod ham roligt "Man kan lægge en maske på hvem man er , skal jeg vis dig hvad jeg menige med maske, men det betyder ikke man er masken " sagde hun og sætte sig op roligt "Jeg har oplevet mange selvviske personer, men ham jeg elskede var nok mest, det betyder ikke at han os var sød og venlig , men han var slem da han bliv gammel, men jeg elskede ham stadig" hun sukkede nu og rejste sig op og gik hentil ham "Vil du se en maske som man kan bære,"

Belafont smilede og nikkede. "Har også selv mødt mange selviske mennesker igennem min tid.. Mensker er det desværde tit." Han rystede en smule på skuldrene og kiggede på Melinia. Han nikkede igen.
"Jeg tror at jeg har forstået, men vil da gerne se hvordan du vil vise det." Han grinede lidt, og kiggede på Melinia, og tog en hånd ud af kommen, og kløede sig på brystkassen med en negl.

Hun så mod ham og kom til at grinede "Jamen du forstå , det var det, men kan godt" sagde hun og så mod ham og sukkede dybt "du bed selv om som det" sagde hun og lukkede øjne kort og åbnede dem igen hun så mod ham med nu nogle iskolde øjne, hendes holdning og udstålring var lige glad og hadefuld "Nåh hvad vil de " sagde hun med en iskold stemmende som kunne fryse et menneske til is vis man kunne det

Belafont grinede lidt og rystede hovedet.
"Er du skræmende god til... Men klæder dig ikke lige så meget som dit blide dig." Han smilede venligt, og kigged eind i Melinias øjne, og nu var begge deres øjne nærmest lige kolde, men Belafonts var bare det per natur.

hun sukkede dybt "Tak , man vender sig til det " hun gik hentil han nu og stod ret tæt på og lagde en hånden på hans kind og så i hans kolde øjne og smilede "Jeg håber en dag af se en lille smule blidhed i dine øjne" sagde hun og nussede hans kind en enkel gang og flyttede hånden, hun så himlen og kiggede mod ham "Vil du med" spurgte hun og begyndte at gå hen mod der hun boede , i sin hyttede , stoppede og vendt mod han for at se om han kom med

Belafont grinede en smule.
"Blidhed er desværde ikke til mine døde øjne.. Det hører sig til jer som stadig lever." Han griner lidt igen, og nikker så, og følger med Melinia, vhor en hun nu går hen.
"Hm. Sjovt at jeg aldrig har set dit hjem i den tid jeg har boet i skoven... Har jeg alligevel i et godt stykke tid."

Melinia forsætte med at gå "det derfor jeg sagde håber end dag jeg ser blidhed i dem" sagde hun og forsætte med at gå hende af skoven, hun gik igennem en masse træer og var normalt ikke den vej folk vil gå , hun så må ham og smilede "fordi du har ved hvor den er" sagde hun og gik nu inden gennem så tætte træer at det eneste som kunne hjælpe ham ved at finde vej var hendes duft, hun gik normalt , ikke langsomt eller ikke hurtigt, hun gik nu ud i en åbning der lå en lille gammel hytte og en sø... meget smuk og ren sø.... der var blomster og træer omkring , voksne på naturs måde, hun gik hen til hytte "Her bor jeg " sagde hun og åbnede døren , ulåst den kunne ikke låst , hun holdet døren for ham

Belafont fulgte efter Melinia, og magrede sig forbi nogen af træerne, og fulgte Melinias duft. Han rynkede næsen en smule med et bredt smil. han nød den lettere nostalgiske duft. Minede ham om gamle dage. Han kiggede på hytten da de ankom, og så ned på søen. han grinede lidt, og fulgte efter hende ind i hytten, og kiggede rundt.
"Rigtig nok, men jeg troede efterhånden at jeg kendte det helle i skoven.. Men det her sted har jeg dog ikke set."

hun smilede "Tænkt jeg nok" sagde hun og lukkede efter ham, de var komme inden i et hytte delt i tre rum , et vor man sov , et hvor køkkenet/stuen var og et til badeværelse ... næsten alle møbel var af træ , der var en pejse ... hun gik hen til delen af køkkenet og så mod ham "kan jeg bryde på te" spurgte hun og sætte noget vand over og tog en kop frem, men vendte med nummer to, om han skulle ha... Melinia sad på huk med hovedet inden i et skab... hun virkede så kvindlige , ikke som nutiden , men som en som var blevet opdraget til at holde hus og familie

Belafont smilede og nikkede imens han svarede. "Jo tak." Han observerede Melinia i alt hvad hun gjorde. Han smilede og rystede hovedet, da hun endnu engang mindede ham så meget om gamle dage. han kiggede rundt i hytten, og smilede af hvor simpelt det var. Ikke fyldt til renden med samler objecter som hans eget hjem. han rystede hovedet, og ønskede en smule at han ikke var så besat af at samle ting.
Belafont satte sig ned i en stol, og kiggede ud imod Melinia igen.

Melinia smilede og hældt te op i kopperne og gik hen til ham med den på bordet, hun gav ham den "Her" sagde hun og så på ham og små smilede "Minde jeg dig nu om de gode gammel dage " spurgte hun om , hun havde en blid men rar stemmende, hun sætte sig på stolen foran ham og drik lidt af te, hun havde sat sukker på bordet, vis han skulle ha de , hun så mod ham og smilede lidt

Belafont grinede lidt, og nikkede en enkelt gang som tak, og tog teen, og lænede sig tilbage. Han tog en stor slurk af den, uden det varme vand så ud til at berøre ham.
"Det gør du.. Ja.. Er længe siden jeg har set et kvinde som dig.. Nutildags har alle så travlt, og alle skal nå alt.. Ikke nogen som tager sig af hjemmet, som kvinderne plejede i gamle dage.." Belafont grinede lidt, og tog en slurk mere.
"Pluds alle de falske parfymer nutildages, er intet i nærheden af din duft.. Den nostalgiske duft.." Han vinkede en smule med sit øjnbryn.

Melinia så mod ham mens han drak og så forskel tydeligt "Hmm , jeg er opfoster til det, men er meget mere nymodne end jeg har været" sagde hun og små smilede for sig selv "Men nyder er være i huset, selvom der ikke nogle at holde hus få" sagde hun og små grinede "Måske skulle jeg blive huspige måske" sagde hun for sig selv, "det kunne være hyggeligt, så møder jeg os mennesker" sagde hun og drik lidt af sin te, da han sagde den med hendes duft så hun mod ham og sætte teen ned og begyndte at små grinede "SÅ jeg dufter gammeldags tryghed artigt " sagde hun og så på hans øjenbryn og grinede lidt mere "men tak "