Moon //Barishan, Kajika//

Barishan grinede igen og sagde venligt. '' nej, nej. Det er helt i orden. Jeg har det ofte med at falde i mit halv poetiske humør. Det er mig der undskylder unge frøken. Jeg er bare glad for jeg kan få dem til at smile. Det vigtigste for mig er at se min kone glad og at se mennesker glade og lykkelige. Jeg gør hvad jeg kan for at beskytte mennesker. Derfor betyder det meget for mig når jeg kan se de er lykkelige. Så ved jeg mit arbejde ikke har været forgæves ''.

Ai smilte sødt til ham "tak Hr. men lykkelig er ikke sjovt når man ikke har det man vil have med i det, vel?" hun så på ham og så op i himlen "du har din kone og datter eller hvad det nu var du sagde....jeg har ikke noget lige nu som jeg kan være lykkelig med udover mine venner, men det er ikke lige så sjovt"

Barishan grinede sagte med sin engel stemme. ’’ unge frøken. Deres unge sind er sjovt. Du har mere end de fleste. Ser de, du kan leve et liv i fred og ro. Finde hvad de ønsker i livet og opfylde deres mål. Livet er for deres fødder. Jeg der imod har det ikke sådan et valg. Både mig og min kone er eftersøgt af den onde konge Zane. Der er en kæmpe dusør på vores hoveder fordi vi kæmper for at gøre verden et bedre sted for alle. Jeg har ikke andet valg en at kæmpe. Alle dem jeg holder kært er i fare på grund af mig. Jeg kan ikke se de folk jeg elsker af frygt for at Zane vil jage dem. Alt er ikke hvad det ser ud til at være frøken. Livet er ikke så let for mig alligevel. En der ikke har meget er ofte en der har det godt ’’.

Ai så på ham "du lyder lidt som min grand gran gran og mange flere gran onkel jeg ikke kender navnet på... men han levede også for mange hundrede år siden..." hun smilte venligt "har læst hans dagbøger hvilket alle i min familie har skrevet..." hun så lidt rundt og tænkte "vil du være med til at gå en tur måske? her er nemlig lidt kedeligt" *Har jeg et sjovt sind??*

Barishan bukkede. ’’ det tager jeg som et stort kompliment unge frøken ’’. Barishan bukkede igen, dybere denne gang. ’’ det ville være mig en ære at eskortere dem rundt i skoven unge frøken ’’. Barishan smilede venligt og gjorde tegn til om de skulle begynde at gå. ’’ hvor boede deres mange grand onkel henne. Måske kendte jeg ham ’’.

Ai begyndte at gå med hænderne omme på ryggen "et sted i england, eller skotland... der har det meste af min familie storset boet... og ja måske... En herfra har da kendt fra min familie der hed Emily... sjovt egentlig" hun så på ham med et smil "Vi minder meget om hinanden... fpr hun ville heller ikke have noget med den royale familie at gøre... hun klædte sig ud som en bondepige og stak af... og så mødte hun Bella og de blev venner" hun grinte lidt ved tanken "...det var ca i år 14oo tallet"

Barishan smilede lidt og nikkede. ’’ jamen jeg kendte et par Emily i det royale Hoff. Jeg er selv en Ridder af England. Så har jeg kendt din familie før i tiden unge frøken. Ikke så sært jeg snakker godt med dig så. Dog brugte jeg ikke meget tid i England eller hos Hoffet men min Familie er Adler af England og af Aspara Racen ’’. Barishan grinede lidt igen. ’’ skæbnen har underlige måder at arbejde på. Det ser ud til at jeg har bond med din familie siden jeg skal møde den så mange gange og så forskellige steder i mit liv ’’.

Ai så på ham "heh... sjovt ord ikke... Skæbne?" hun kiggede ned mod sine fødder igen "man siger at skæbnen træffer ens beslutninger og dog kan man lave den om... så hvad er skæbnen egentlig rigtigt? og hvis den virkelig er så knyttende til folk, skal man så ændre den hvis man har mulighed for det?" Ai snakkede bare uden rigtig at vide hvad hun ville sige

Barishan smilede. * det er derfor jeg beskytter mennesker. De overrasker mig altid med deres ønske om viden *. Barishan nikkede et par gange. ’’ folk ser forskelligt på skæbne. Men jeg kan fortælle dig mit syn. Skæbne er den vej det er meningen din sjæl skal tage. De ting den skal opleve og opnå. Dog er det muligt at ændre den vej for sin sjæl og ændre sin skæbne hvis man er stærk nok. Men så har ens skæbnes mønster jo en anden, så man kan selv forme den vej ens skæbne skal tage ’’. Barishan smilede venligt til Ai.

Ai så lidt ned "og nogle gange ville man ønske skæbnen aldrig havde ramt det sted" hun sukkede dybt og så på ham, et lille smil kom frem på hendes læbe "... Min mor døde da jeg var 3, og det var sådan set min egen skyld..." det hun sagde startede i normal snak men udformede sig så i en hvisken da hun kom til 'og'...
"jeg legede og desværre kom jeg til at lege med noget farligt... som ild der satte sig i gardinet..
min mor var gået i seng i stedet for ind til byen fordi hun havde hovedpine... hun kunne intet høre og der var ikke rigtig nogen der viste hun var derinde for min far troede hun var taget til byen som hun plejede... han koncentrerede sig kun om at få mig og mine ældre søskende ud af huset g væk..." hun kiggede lidt ned "efter det...fandt vi ud af min mor var brændt inde, og død af kvælning fra røgen"

Barishan satte en hånd på skulderen af Ai og kiggede på hende med hans beroligende krystal blå øjne. ’’ nogle gange sker ting man ikke kan ændre. Det var ikke din skyld. Jeg er sikker på at deres mor ikke giver dig skylden men bare er glad for du er i live. Hun våger over dig og glæder sig ved at se hvilken smuk ung kvinde de er blevet. Den oplevelse har været med til at forme den de er og har ændret din skæbne. Du er stærk det kan jeg se ’’. Barishan smilede venligt igen.

Ai kiggede lidt flovt ned i jorden "jeg er altså ikke så smuk" et lille smil kom frem på hendes læber igen "selvom der er mange der siger det, betyder det ikke at i har ret" hun rakte tunge af Bari og smilte sødt bagefter
Hun viste godt det med hendes mor og var glad for det, men skylden fulgte stadig hendes vej

Barishan grinede sagte igen. Hver gang han grinede lød det næsten for godt til at være sandt. Hans grin ville kunne få de fleste til at smelte foran ham. ’’ jeg ser alle mennesker som smukke. Når man er en Aspara og er omringet af oversmukke væsner har man det med at se det smukke som det indre. Så når jeg siger smuk mener jeg du har en god personlighed. Undskyld. Jeg snakker normalt ikke med så mange mennesker frøken. Så min måde at udtrykke mig på er måske ikke helt så tydelig som den burde være ’’. Barishan bukkede hovedet for at vise han skammede sig.

Ai grinede sødt af ham og tog sig til maven og mens "heh... min personlighed... kan du så også fortælle hvordan den er, eller skal jeg selv sige noget" hun grinte mens hun talte så han ville garanteret snart sige hvad til hende...
Ai så på ham og rødmede lidt "det er snyd du er så smuk både inde og ude" sagde hun så stille da hendes grin døde

Barishans smil forsvandt og han kiggede ned mod jorden. ’’ jeg har ikke et smukt indre frøken. En persons ydre kan sagtens snyde. Jeg har dræbt flere væsner end hvad god er. Jeg har jaget Dæmoner og set dem bede om nåde før jeg dræbte dem. Jeg har gjort forfærdelige ting i mit liv for at gøre verden et mere sikkert og godt sted at live i. Men det har sin pris at gøre det. Jeg er en morder der har fjernet livsgløden fra så mange onde væsner. Selv om de var onde så retfærdiggøre det ikke mine handlinger. Desuden gjorde jeg det ikke kun for jer mennesker også for at mit had til Dæmoner. Jeg er ikke en god person unge frøken. Mine drømme er jaget af min samvittighed ’’. Barishan så op mod himlen og sukkede lidt.

Ai kiggede lidt ned "Det er ikke din fortid der gør dig til den du er nu, og til den du kan blive... men om hvordan du er overfor de personen du møder... For mig er du smuk inde og uden på ligemeget hvor mange skrækkelige ting du fortæller mig...." hun stoppede og og så på ham "mange tror ikke på mig når jeg siger dette... men om du har slået tusindevis ihjel ligemeget art... rammer mig ikke lige så hårdt som man skulle tro... for ser du...folk dør hvert sekundt der går alligevel... dog har de minder fra det... men en dag skal man dø, helt... men minder fra andre personer vil altid leve videre...ik?"

Barishan smilede lidt. ’’ vise ord. Dog er det ikke så let at tænke sådan når du ser ned på en person der sidder og tigger om nåde på sine grædende ben. Når man ved man bliver nød til at dræbe dem for at redde flere liv. Hvordan lysten til at dræbe dem er der ’’. Barishan kiggede mod himlen igen. ’’ men du har vel ret i at alle skal dø. Selv jeg vil dø en dag. Mine handlinger vil blive husket. Af nogle som gode og af andre som onde, det vigtigste er at live i nuet og tænke på fremtiden ’’. Barishan smilede og kigge Ai i øjnene.

Ai smilte lidt "hmm... folk sys normalt jeg er naiv når jeg tænker sådan... når jeg tror på sådan noget..." hun så ind i hans øjne da han så ind i hendes "tro... mig jeg ved ikke hvordan det er men en dag finder jeg garanteret ud af det.." hun sukkede lidt "ligemeget hvordan du lever dit liv kan du ikke gå uden onde tanker... selv jeg har haft lyst til at slå en ihjel... selv min fætter har slået......" Ai stoppede mit i sætningen og begyndte at gå

Barishan fulgte med. ’’ jeg forstår ’’. Sagde han stille og roligt. Han forstod hende selv om hun ikke fuldførte sin sætning, hun havde ikke brug for at sige mere om det emne. Barishan var lidt overrasket over han havde åbnet sig så meget overfor et menneske men faktisk var han glad for det. Det her var faktisk det stærkeste bånd han havde haft med en menneske siden middelalderen. Han nød faktisk deres samtale.

Ai kiggede lidt ned mens hun gik "min fætter slå sin egen tvilling søster ihjel og begik derefter selvmord.... Han var ellers det smukkeste menneske nogensinde... både inde og ude men han levede med en forbandelse han ikke selv viste...." hun så tilbage over skulderen på ham "Han var skizofren.. og stemmerne sagde det til ham... at han skulle dræbe hende... og nu er han en dødsengel... " hun sukkede lidt "han burde have været en engel... hvis det ikke var for den latterlige sygdom"

Barishan nikkede. ’’ det er ikke altid man kan vinde over den ondskab man har i sig, lige meget hvad aspekt den viser sig i. Være det en sygdom eller noget andet. Jeg frygter selv mørket i min sjæl. Den evige kamp mellem det gode og det onde er også en kamp man skal kæmpe inden i sig selv. Udfaldet er ikke altid det det som man troede. Nogle folk er stærkere eller svagere i sindet en man havde troet de ville være ’’.

Ai kiggede på sine venstre hånd mens hun gik "hm... ondskab..." hun sukkede dybt. *Undskyld Nao... i told... but i had to* hun smilte lidt for sig slev og holdte ikke øje med hvor hun gik, hvilket fik hende til at gå ind i et træ "av..." Ai faldt bagover ned mod jorden i mens hun tog sig til hovedet der lide havde ramt hård mod træet...

Barishan satte sig på et knæ og satte en hånd på hendes hoved. Han havde utrolig bløde hænder. Han kiggede på hende med et uroligt blik. ’’ er de okay frøken Ai. De er ikke kommet til skade er de? ’’. Barishan duftede stadigvæk af en frisk skovbrise nu hvor han var lidt tættere på og det var klart at se hans hud var ren og blød. Hans gule hår bevægede sig selv om der ingen vind var.

Ai holdte sig om næsen og kunne mærke blodet løbe derfra "nej jeg klarer mig" sagde hun stille og smilte lidt, men stadig med hånden hvor den var *Wow han er ufattelig blød* hun satte sig stille op og sørgede for ikke at fjerne sin hånd

Barishan fjernede hendes hår fra hendes ansigt så hun ikke fik blod i det. ’’ læn hovedet tilbage så jeg kan se om din næse er brækket. Bare rolig efter alle mine år på slagmarken er jeg lige så godt trænet som en læge ’’. Barishan løftede langsomt hendes hoved tilbage for at sørge for blodet ikke løb hurtigt. Så rørte han let hendes næse for at se om den var brækket.