Moon //Barishan, Kajika//

Ai rødmede lidt og fik så sit hoved til at sidde normalt "heh... det er ok...den gør ikke ondt så den er ikke brækket... og desuden... det er bare lidt blod"
hun tog fat i sin sit tøj og rev at stykke af som hun så holdte op til næsen
"jeg klarer mig ok?"

Barishan smilede og rejste sig op. ’’ okay frøken ’’. Barishan stod lidt tid før han grinte igen. ’’ måske bør de passe lidt mere på hvor de går. Det ser ud til skovens træer er mere farlige en Dæmoner overfor dig var unge frøken. ’’. Barishan rakte en hånd ned mod Ai for at tilbyde at hjælpe hende op. Han vidste at mennesker ikke kunne klare nær så meget smerte som Asparaer. De havde jo ingen healings evner at gøre godt med.

Ai grinte lidt "ja men når man går og snakker sker der sjove ting ikke?" hun tog fat i hans hånd og rejste sig op "det er ikke første gang jeg for en blodtud så det er ikke så slemt igen" hun smilte venligt med sine blide øjne...

Barishan grinede sagte og nikkede. ’’ det har de så evigt ret i unge frøken. Men hvor er vi på vej hen? ’’. Barishan kiggede sig rundt omkring. Han kendte hele skoven men det her var en del han ikke var så kendt i. Han så denne skov som sit hjem og det var en af de få steder hvor han kunne finde sjælero hvor han kunne slappe af og gemme sig fra Zanes agenter uden den store frygt for de skulle finde ham og det hele ville ende i et stort blodbad som så mange gange før.

Ai stod nu op og ligesom ham kiggede hun rundt "aner det virkelig ikke..." dette var grunden til at hun tit for vild... hun holdte ikke øje med hvor hun var henne og pludselig et sted hvor hun aldrig havde været
hun grinte stille for sig selv "Jeg er faret vild i hvert fald" hun tog sig til hovedet der stadig gjorde lidt ondt efter slaget

Barishan grinede lidt og vendte sig om. ’’ det er let nok vi følger bare samme vej hjem som vi kom. Følg mig unge frøken ’’. Barishan gik samme vej tilbage. Efter lidt tid var de samme sted som de startede. Barishan smilte over sin evne til at finde vej og hans primitive måde at gøre det på. Men selv primitive ting kan virke.

Ai var fulgt efter ham hele vejen... dog en meter bag ham og i al den tid det tog havde hun holdt sig til hovedet... "Kan du så også finde hjem til min hytte... den burde ligge i øst herfra ved en lille å.." sagde hun stille og fjernede sig hånd fordi han nok ville kigge på hende nu... men hun ville ikke vise hun havde hovedpine eller det der var værre

Barishan kiggede på Ai. Faktisk vidste han meget om hvordan han skulle finde den, men han kunne se hun ikke havde det godt. ’’ jeg tror hellere vi må få dig hjem så jeg kan undersøge dem ordentligt og se om de har fået hjernerystelse frøken ’’. Barishan løftede blidt Ai op i sine arme og fløj langsomt op i luften og fløj mod øst. Han ville nu kunne se fra fugleperspektiv og kunne derved se mere og så ville han have meget let ved at finde hendes hytte.

Ai smilte venligt men det forsvandt hurtigt igen da han løftede hende op og endnu mere da han fløj op i luften... Ai havde altid fået det dårlig når hun var oppe at flyve... og det skete tit for nao drillede hende med det "undskyld me..." hun holdte sig lidt for munden
Hun kunne godt lide følelsen at flyve men det stoppede hende ikke i at blive dårlig

Barishan skyndte sig lidt mere for at komme frem. Lidt efter så han en hytte og landede blidt på jorden foran den og satte Ai ned. Det var klart at se han var i god form og veltrænet eftersom han satte hende ned uden besvær. Barishan kiggede på hende med et spørgende blik i hans krystal blå øjne. ’’ har de det godt frøken? ’’.

Ai kunne se det var sin hytte så hun skyndte sig ind på toilettet hvor hun kastede op. Ai låste aldrig rigtig sin hoveddør...fordi hun bare altid glemte det..
Ais hytte var ret stort..dog var stuen og soveværelset et men ellers var det badeværelse, køkken(lille) og en lille indgang før man rigtig kom indenfor... Der var lidt rodet og lå tøj over det hele... det hele var gamle møbler og der voksene nogle grene indenfor fra træet bag hytten, hvilket var ok smart for så kunne de bruges til at hænge ting til tørre på

Barishan stod og vente udenfor. Han var dannet og gik ikke ind i en anden persons hus uden lov eller hvis nogen var noget var i fare. Barishan satte sine arme bag ryggen og vente venligt på hun vendte tilbage og bød ham indenfor. Barishan smilede lidt usikkert da han ikke vidste hvor store hendes skader var.

Ai tog sig til hovedet og rejste sig igen..hun rejste sig stille og vaskede sit ansigt og mund... for så at gå ud i sin stue "ehm..." hun gik så helt ud "kommer du ikke ind?" sagde hun og så på ham fra sin dør... hun tog sig til hovedet her men smilte alligevel stille "og undskyld...jeg bare lige løb"

Barishan bukkede og smilede. ’’ det gør ikke noget frøken. Jeg vil gerne komme ind frøken ’’. Barishan gik let indenfor, han så sig lidt omkring og sagde så. ’’ Flot hjem de har her frøken ’’. Efter Barishan havde set sig omkring tænkte han. * flot hytte men ikke nær så stor som min. Men der bor jo også en del folk i min hytte efterhånden.

Ai grinte stille af ham og lukkede døren "min hytte er bare en hytte... den behøver ikke være flot eller ren for at jeg kan leve i den" hun gik ind i stuen og satte sig på sin dobbeltseng der stod henne i den ene hjørne
"såeh... undskyld" hun tog sig lidt til hovedet igen

Barishan gik over og hjalp Ai ned at side. Han kiggede hende ind i øjnene og tog fat i hendes hoved. Han slap igen og nikkede et par gange. ’’ du har en hjernerystelse. Det er bedst du holder dig i ro, ingen alkohol og jeg burde være en til at holde øje med dig den første nat ’’. Barishan så lidt uroligt på Ai.

Ai smilte lidt "jeg kender ikke nogen der kan sove her i nat" svarede hun så "og jeg drikker altså ikke alkohol, medmindre nogen byder mig på det" hun lagde sig stille ned i sengen... Hun havde det som om Bari var en far for hende... og også meget bedre end hendes rigtige far "Hvorfor....er du så venlig overfor mig" hviskede hun så og lukkede sine øjne

Barishan smilede venligt. ’’ så bliver jeg og passer på dig i dag. Fordi du er en klog ung pige. Du er en af de mennesker der minder mig om hvorfor jeg kæmper og ville ofre mit liv for at beskytte jer. Det er folk som dig der minder mig om hvor meget jeg syntes om mennesker. Og så syntes jeg jeg skylder det til dine forfædre at beskytte sig ’’.

Ai smilte stille for sig selv "Tak... men jeg vil ikke have du gør det for mine forfædre... men fordi du er som en.." ai stoppede lidt og holdte en kort pause for så at gå i gang igen "far for mig..." smilet blev sødt men hun havde stadig lukket øjne som hun lå der foldet halvt sammen som en kat for at slappe af

Barishan smilede sødt. Det var faktisk på samme måde som han havde det med Dream som han havde adopteret som sin lillesøster. Selv om han mere så Dream som en datter. Barishan havde aldrig prøvet at være Guardian for et menneske før. Måske var det her det helt rigtige tidspunkt til at blive en Guardian for første gang. Barishan kiggede på Ai. ’’ hvis de ser mig sådan. Så har jeg et tilbud til dem frøken Ai. Jeg kunne blive deres Guardian ’’. Barishan tænkte slet ikke over hun sikkert ikke vidste hvad det var.

Ai åbnede sine øjne og satte sig stille op "ehm... Guardian?" hun kiggede på ham men lukkede hurtigt øjne og faldt ned at ligge igen
*mit hoved gør sindssygt ondt* hun lagde sin ene hånd på sit hoved "hvad er en guardian..?"

Barishan gik over og kiggede på Ai. ’’ jeg må hellere få dem på hospitalet hvis det bliver værre unge frøken ’’. Barishan lagde en hånd blidt på hendes pande. ’’ en Guardian er en der sværger at beskytte en anden. Beskytter den person med sin styrke, sjæl og væsen. En der passer og våger over denne person. Jeg er af den holdning at hvis jeg engang skulle blive Guardian ville jeg blive det overfor et menneske og kun tilbyde det en gang i hele mit liv hvis svaret var nej ’’.

Ai fik en trist mine "ikke hospitalet" sagde hun stille "jeg kan ikke lide at være der..." hun tog en dybindånding og satte sig op igen "hmm... så længe du ikke får slået dig selv ihjel så er jeg okay med det... og hvis jeg siger nej til at du skal beskytte mig, så er det et nej på det tidspunkt men ikke altid" hun smilte venligt til ham

Barishan sagde. ’’mig som Guardian er en det vil ligge livet på spil for mit Charge som bliver dig, hvis det bliver nødvendigt. Et par ting skal du dog vide jeg kræver. Det første er at du laver mig adoptere dig som en datter, da det på stort set alle måder er det du vil blive for mig. Det andet er at du flytter ind i min hytte hvor det vil være en del lettere at beskytte dig ’’.

Ai fik en kuldegysning og så let væk "min mor byggede denne hytte sammen med min far da de var unge..." hun sukkede lidt "jeg kan ikke flytte fra den..." hun ville ikke se på ham lige nu "min mor elskede dette sted... " ai lagde sig stille ned igen og tænkte *ellers måtte du godt* "og jeg har ikke noget i mod at du ville adoptere mig, men stadig..."