Skyggen for en rød måne. (Ailince.)

Sted: La plage
Tid: midt om natten
Vejr: stjerne klart, fuldmåne
Omgivelser: ingen
Dato: 5/5

Månen var sået op over havet og havde for en gangs skyld et rødt skær over sig. En såkaldt blodmåne. Den havde Ahngel ikke set noget til i mange år, og huskede at der fuglte en legende med det.. Den havde han dog i midlertiden glemt. Han sad nu på søen med sine endnu rødere øjne imod månen, som gengav den hypnotiske glans. Ahngels lange sorte hår bølgede kort ned af hans ryg og strejfede akkurart det hvide sand, som også fik et rødt skær over månens lys. Som en solopgang om natten. Det lagde Ahngel dog ikke mærke til. Han huskede ikke solen mere. Han huskede ikke dag. Han huskede ikke de farver der var om dagen, eller solbeskindet sne. Han lukkede kort de indtagende øjne og lod en rulle af mystik glide hen over ham. Han åbnede dem igen og så imod horisonten med et filosoferende blik.
Han havde smidt skoene og sad og gravede sine fødder ned igennem de fine sand, som et barn måske ville have gjort. 'Se mig, mine fødder er blevet spist af stranden' .. latter.. familier. Mennesker ialt. Ahngel betragtede sin bevægelse i en tid. Sikke et tidspilde..?

Ahngel kiggede atter frem for sig da en af hans indåndinger var anderledes end de andre. "Hvorfor gemmer du dig, Ailince?" sagde han så stille og kiggede ikke bag sig for at se på hende. Han kunne lugte det. Lugte en andens vampyrblod rende i hendes årer. Han sukkede kort for sig selv. Atter var hun besmittet, huh?
Han vendte endelig sig rundt og lod øjnene falde på hendes. Hans formørknede indsugende blik havde et meget udtryksløst udseende. "Endnu engang er ridderen stået for fald." mumlede han derefter og betragtede hende lidt. "Det begynder at ligne en cirkel, Ailince." sagde han så dunkelt til hende men lod dog en smule medlidenhed med hende slippe ud. Hun led jo på grund af hendes sult. Hun udløste den ikke..

Ahngel betragtede hende idet hun trådte ud. Så på hendes anderledes skabning. Hun havde været rødhåret i den tid han havde kendt hende og ikke set det anderledes, men han lod ikke til at have noget direkte imod det. Han smilte meget kort og indtagende idet han kiggede op på månen. Det var det. "Det fortalte du mig også dengang." sagde han blot og vendte blikket imod hende, hvori hans eget bølgende sorte hår blev vidertaget af den rolige vind. Han betragtede hende studerende, med omhug og uden udtryk for hvad han tænkte. Et usselt lille smil blev trukket på mundvigen inden han nikkede til hende.
"Du bør smile mere." sagde han så, selvom han forstod hendes tristhed. Ikke fordi han syntes hun burde være glad, men fordi han bedst kunne lide at se på hende når hun smilte. Han havde altid syntes hun var ugennemsnitlig køn, men specielt når hun smilte. Han havde altid misundet hende det smil.

//kommer igen om en 30 min XD///

Ahngel betragtede hende roligt men sagde ikke noget da hun bad ham om at slå hende ud. Han rystede på hovedet. "Elskede lille Ailince. Har du helt glemt det?" sagde han og smilede roligt til hende. Han rettede sig op og tog hende ind til sig så hendes mund var ved hans nakke. "Kontrakten løber begge veje, husker du nok." hviskede han beroligende til hende. "Bid mig, hvis du gerne vil være klarere i hovedet. Du ved selv at du ikke kan modstå det, så hvorfor ikkelade det gå ud over mig i stedet for skolebørn du finder på din hjemvej." sagde han så og betragtede ligeså hendes hals med omhug, dog med et mere kontrolleret skær i de indtagende røde øjne. Han lod kort sin lange tunge glide hen over sit øverste tandsæt idet hans tænder formerede sig i et skummelt smil, som var ellers skjult for omverdenen.
"Bid mig." sagde han igen. "Sug mig tør som galdt det dit liv."

Ahngel smilede bredt og lettere dystert da hun påpegede han var ond. Han troede ikke på ondskab eller godhed længere. Han troede kun på selvopfattelse og næstekærlighed hvis de endelig var noget. Hvem kunne vudere hvad der var ondest. At skubbe en barnevogn ud i trafikken eller suge en ældre kvinde tør for livsblod for at leve. Menneskene... de er hvad de ville kalde dem der dømmer. De tror at alt kan undgås... og tænker overhovedet ikke på at man skal leve. En vampyr æder et menneske i løbet af to til tre dage, hvorimod menneskene slagter hundredevis af dyr hver eneste dag. Hvem kan definere ondskab? Ahngel lod hende suge til sig alt hun ville og lod hende endda holde om hende uden han stivnede ved berøring. Det var noget andet med Ailince. Han følte dog stadigvæk at hun var en af de eneste der nogensinde havde været i stand til at røre ham uden at han faldt tilbage med et højlydt hvæs.

Ahngel smilte kort for sig selv. "Du kan ikke dræbe mig, så bekymr dig ikke om det, og med hensyn til hvem du ellers har dræbt, så vær helt rolig. Det vil aftage med tiden og du vil kunne styre det bedre." sagde han så og fandt det egentlig en undelrig følelse at skulle gå dette igennem igen. Han huskede den første gang hun.. vent. Hunblev jo menneske igen? Ahngel så undrende op på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Hvordan kunne hun egentlig have gjort det til at starte med. "I alfald, så er det helt naturligt." sagde han så og betragtede hende i en tid.

Ahngel grinte kort men med lukket mund. Han ville ikke være hånlig. Han smilede stille til hende. "Nøden lærer flagermus at jage." sagde han så. "Du skal nok få alt på plads." sagde han så. "Du er trods alt en af dem der har haft det mest stålfaste sind." sagde han så med en let antydning af misundelse i stemmen. "Jamen.. så må vi vel jage?" sagde han og lod sine tænder fremvises i et meget makabert smil idet han hviskede det stille til hende. Han lagde hovedet lidt på skrå da. Nu hvor Ailince havde mørkt hår mindede hun endnu mere... han smilte kort for sig selv inden han betragtede sin højre arm i en meget kort tidsperiode. Tænk at de tanker skulle vælde tilbage. Han lod en elegant bevægelse støtte imod sandet, hvorefter han rejste sig, som var der ingen tyngdekraft om ham. Han vendte sig imod hende og lod månen danne ham, så han lignede en skygge imod det røde lys. Kun hans sugende røde øjne stod klare i mørket. "Skal vi?" sagde han så og rakte hende en marmorhvid hånd.

Ailince lagde sin kridhvid men blød øjne i hans og kom op at stå "Du sammenligne mig lige med Lucy igen" påpegende hun og gik forbi ham og over i noget græs hvor hun vendt sig mod ham "Så må jeg vel lære" hun stod der og smilede venlige til ham, men vist ikke sine spise tænder , men du kunne se lidt af dem men ikke meget , hun var en sand skønhed og mere end det meget smuk og tiltrækkende, det perfekt at brug til at opfangende nogle mænd som hun kunne sug "Ja har et rolige sind" sagde hun og ventede på ham "du langsom Ahngel" sagde hun og skulle lige til at kalde ham AHn... dette gav mindre tilbage... men den gang var det mere skyldt hvad de havde været, "Du smuk som altid, men skulle vi ikke jage " spurgte hun , med en lidt drillende tone... hun smilet skævt til ham med et dyriske blik

Ahngel hvæste meget kort inden han fortsatte hen til hende og begyndte at gå imod byen. Han rynkede kort på næsen og kiggede væk. "Hold op med at læse mine tanker..." sagde han så, men rystede afvigend epå hovedet derefter. Hun kunne jo ikke gøre for det. "Du minder mig om hende ja.." sagde han og vendte derefter hans øjne imod hende igen. "Men jeg sammenligner ikke." sagde han ret fats som om det var en pointe han ville ha fastsømmet. Hun var ikke som Lucy, og hun skulle aldrig blive det. Ahngel kiggede frem igen med endnu et dystert tænkende blik.

"Nej tænk så , de lyster du må havde haft til hende" sagde hun drillende og sukkede over hans sur tone i stemmen "slap af, jeg kan ikke styr det i nu, vær glad for jeg ikke styre din tanker i stedet" sagde hun og kiggede mod ham og stod pludselig ved siden af ham og kiggede mod byen, duften af mennesker var over det hele... men hun kunne styr sig beder nu da hun havde for tilfredsstillet sit blod behov... men hun skulle lære dette og det vil være en ære at lære det fra Ahngel... hendes følelser til ham var så meget forandret hun så dette som en ære og som noget største hun så op til Ahngel , hun sukkede dybt "hvor ting har forandre sig" men hun lyd glad da hun sagde det lavt. en mand så mod Ailince og hun blikkede med det ene øjen og han var solgt det modne hende... tydeligt at mærkede hun var nye vampyr... spænding styrede hende inden i mellem

Ahngel kiggede kort væk. "Mine tanker er allerede tilhørende noget andet." sagde han til hendes bemærkning om at kontrollere ham. Måske havde han en skrøbelig mentalitet, men den var velbevogtet og svært tilgængelig, men igen.. hvis noget destruerende trængte ind, kunne det resultere til at han synkede ned i sindsyge... igen. Ahngel sukkede kort inden han så imod byen som hende. Han duftede det også. Det var over det hele.. og nu da hun havde drukket af ham ville han det endnu mere. Hans røde øjne snævrede sig ind og lyste op, inden det det der burde være hvidt tonede sig ned i sort og hans blodårer om øjnene blev synligtgjorte og mørkviolette. Et lille hint til monsteret inden i ham. Hans blodtørst.

Ailince så mod ham og hans blodtrøstig øjne "hvad dit offer type" spurgte hun og lod lidt mærkeligt det kom fra en x kæreste... men det var ikke sådan det skulle forstå mere som hun kunne hjælpe ham med at finde en til ham... Hun så manden flygte efter hende "Jeg har fundet en mandlig Ahngel vis du er interessent" hun pegede mod manden bag dem , som tydeligt flygte efter dem... Ailince så mod ham "du har nok ret... men sagde det bare" forklar hun og virkede blid, hun så lige ud med sin røde øjne... duften af mennesker var voldsom nu

"Jeg har min egen favorit." sagde Ahngel med et blidt, dog skruppeløst og sadistisk smil til hende. "Bare sørg for dig, så finder jeg min.." sagde han og smilte endnu engang med de lange tænder trykkende på hans underlæbe. Han drejede derefter om og så imod en gyde med et dystert grin.
Han var væk. Accelereret hurtigere end øjnene kunne formå at se på noget som helst tidspunkt. Han var nu i gyden, trykkende en kvinde ind imod muren. Hun var i midten af tredverne og i en sølle forfatning. Arrene på hendes arms pulshåre afslørede det hele. Stofmisbruger af værste skuffe. Hjemløs og alene og kunne nu dø prise sig lykkelig for at blive holdt i en mands arme imens. Ahngel trykkede munden imod hendes hals og lod kæberne lukke sig om hendes påvirkede blod. Han sugede aggressivt til sig,imens kvinden kom med et støn i en blanding af smerte og falsk tryghed. Lullet ind i en trancelignende tilstand af blot hans røde blik.

Ahngel lod endelig sine kæber fjernes fra kvindens livløse krop, da hendes blod endelig havde sluppet op. Ekstasen fra det stoffyldte blod var stor og blændende. Han smil voksede sig bredt og sadistisk imens han så på blodet der flød fra hans hals og ned på offeret der lå i hans arme. Han knejsede nakken og lod hende falde til jorden. Han havde presset hende. Tømt hende for hver eneste lille dråbe hun havde i sig. En høj rungende metallisk latter skød igennem luften, som lyden fra en uhyggelig elguitar ude af rytme. Han himlede med øjnene idet han mærkede stoffet omkredse ham i hendes blod. Fylde ham og gjorde ekstasen så meget sødere og fyldigere. I sådanne øjeblikke var han væk. Et sted sov han inden under den sataniske mandsperson der nu dominerede hans krop. Lutter impulser og blodrus. Han rejste sig op og betragtede offeret med et bredt, nærmest skadefro smil. Et kuldegys skød igennem ham. Blodet var mere end bare blod.. det var krydret.. lige til at blive mere afhængig af..

Ahngel gengaldte grinet ligeså bare meget mere dystert og rent faktisk alvorligt på samme tid. "Åh lad folk komme til. Der er sikkert flere af hendes slags her. Junkier... alkoholikere.." sagde han dystert og smilede bredt. Hans øjne var så formørknedes at kun en enkelt oplyst rød iris var synlig. Som sagt.. Når noget trængte ind.. begyndte det at ødelægge indtil rusen var overstået.
Hans øjne fór imod en anden ende af byen. Han slikkede sig en del over munden, der stadig var fyldt med blod. Han smilte derefter til hende og placerede en kold finger foran hendes mund idet han ville tysse hendes ord. "Nogengange må man bare.. give efter.." sagde han så og nikkede til hende, stadig med sin sadistiske rus på fuld tryk. Egentlig var han helst fri for at drikke af dem. De gjorde noget ved ham, men han havde sine konkrete grunde.
"Lad os finde flere.." sagde han så og vendte igen sine pænt syge øjne imod hende endnu engang. Kunne han drikke mere efter at have tømt et helt menneske til sidste dråbe.

//skal spise//