Skyggen for en rød måne. (Ailince.)

//Jeg er overbevist om at det her er dit eget værk.//

Ahngel betragtede hende roligt. En kort ironisk maske af sadistisk underholdning malede sig på hans ansigt. "Aha. javel ja." sagde han med en antydning af opgivelse i stemmen. Han så kort ud til siden idet han tænkte sig lidt om. Af en eller anden grund fuldkommen ulæseligt.
Han lod sin hånd glide ind og få fat på hendes idet han stille tog den ud fra hans trøje og gav den et ømt kys på håndryggen. "Tror du virkelig at jeg er så pokkers nem?" sagde han. "Naiv?"

Hun hævet øjenbryn og smile tilfreds "Meget mere sjovt" sagde hun og i stedet for at gå væk nærmede hun ham ... hvad vil hun .. hvad var hun ud på og da hun stod helt tæt på hans krop igen stod han op af væggen , hun fik sin hånd fri og gled den over hans kind, den var blød og genkendelig, Helt kaldt Ailince men kold... hun så på ham "du gjorder som jeg forventede" hun nærmede hans ansigt, med sin og så på ham med forførende øjne

Ahngel hævede kort et øjenbryn. Han ville egentlig sige det samme til hende men undlod det. Han ville ikke til at tage det op. "Hvad vil du opnå, Ailince?" sagde han så.. "At flamme mig op igen? At bevise noget, eller..." sagde han tænkende og lagde hovedet på skrå med et sadistisk dyrisk smil. "...At gøre din petit-ami jaloux?" sagde han så og betragtede hende endnu roligt. Han virkede ikke blufærdig over hendes berøring som han havde gjort som barn. Tværdigmod..

//kom nu ahngel//

//Twi. Brug pm i stedet for det der.//

Ailince så på ham nu med nogle øjne han aldrig havde set før , hun virkede vred meget vred , hun gav ham en lussing og det var af alle hendes kæfter, med sin nye vampyr kæfter "Du holder bare mund" hun flyttet sig baglæns, hun virkede som om hun kæmpe mod en personlig split, hun havde i langt tid slog ham , men hvorfor vil hun dog slog en rigtigt god ven... hun sad nu i hjørn og hvæset af ham... , vreden stig stadig i hende... hun kunne ikke styr sig selv ... og pludselig så hun mod ham igen, hendes blik var iskold "Ingen af ting" hun havde had til ham i stemmende


//Twilight ,, stop nu med at skrive til folk på den måde , har sagt to gang nu til dig skriv til dem PM ///

Ahngel kiggede derefter stille på hende. Et smil bredte sig stille. "Hmm..? Det var godt." sagde han og lod en hånd stryge igennem sit hår for at fjerne det fra de røde øjne. "Jeg havde lige troet du var gået fuldkommen tabt." sagde han så og stak derefter hænderne i lommen.
Han lænte sig op ad væggen og lod sig stille glide ned i siddende position. Han mærkede sig meget kort på kinden med et lidt ligegyldigt suk. "Alors.. pokker tage mine gode maneer." sagde han med et opgivende blik på hende. Han lod dog ikke til at have fortrudt noget. Hun havde dufte over sig.. fra andre mænd.. nogen måtte jo lade det sive ind før eller senere.

Ahngel betragtede hende stille. Han sagde ikke noget i en god tid, men sad bare og kiggede filofoferende på hende. Han rettede sig kort op da hun var færdig med sin lille predken.
"Jeg forstår godt at du må have had til Lucifer. og jeg" sagde han så. "Men prøv for pokker at indse at det ikke var mig der slog dig ihjel. Lucifer gjorde.. og hans bevidsthed er død." sagde han og lænte sig en smule tilbage. "Må jeg spørge.. er at stoppe dig fra at være din kæreste utro at blande sig, eller ville du være mere tilfreds hvis jeg havde givet efter?"
"Jeg troede at du prioriterede på troskab... frem for alt."

Ahngel betragtede hende idet et smil kom frem. Et genkendeligt smil. Rent faktisk en smule lyst og med en snært af munterhed. "Det var så lidt.. det er trods alt hvad jeg helst vil." sagde han og betragtede hende lidt. Underligt. Hans øjne havde i det ene smil bevæget sig fra dyb dyrisk rød til selv samme isblå. Endnu noget at genkende.. denne farve.. "beskytte, oui?" sagde han så og smilede endnu engang roligt til hende.

Ahngel smilte kort og betragtede hende. "Stinker og stinker." sagde han roligt idet han lugtede det ret klart. Menneske var vel menneske.. eller.. dæmoner? Han sagde dog ikke noget til det.
"Det er ikke så slemt." sagde han. "Det varer nok ikke længe for de lyster aftager sig igen." sagde han tænkende og betragtede hende imens hans øjne roligt blev røde igen.

Ahngel kiggede på hende som om han ikke ante det overhovedet. "Alors.. det var dig der tog med med herhen? Forvendt ikke at jeg kender til det." sagde han og vendte blikket lidt rundt. "Hvor er vi overhovedet for at være helt præcis." han så derefter hen på kassen og rejste sig for at kigge med.

Ahngel betragtede hende stille og lyttede til melodien med et tænkende udtryk.
Hans røde øjne flakkede kort væk da han fandt sig selv blive døsig af den stille melodi.
"Underligt hvordan det hele er endt her." sagde han så og knejsede nakken og lod baghovedet støtte op imod væggen.
Han var derefter stille... tænkende imens han stille lyttede til hende og melodien. Hans ene hånd gled ned over højre håndled og tog fat om det. Der lød et lille klir, som kæder der rasler eller penge der støder imod hinanden.

"Ja jeg er okay." sagde han stille og kiggede fortsat op i loftet i en rum tid. Derefter satte han sig normalt igen og kiggede hen imod hende med et stille tænkende blik.
"Måske har det her hus engang tilhørt din familie? Mange franske familier har også huse i de franske kolonier og forladte byer, som denne.. det ville ikke være mig en overraskelse hvis de havde en residens her også." sagde han og rettede kort på skjorteærmet for derefter igen at ligge de indsugende røde øjne imod hende.
"Har de det?"

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå og bevægede sig hen til hende og betragtede billedet lidt. "Mhm.. måske." sagde han så. "Men du skal huske at forholde dig kritisk. Billeder kan lyve og ligeså kan ord." sagde han og så på hende. "Læg ikke din lid i dette billeder, selvom jeg udmærket forstår at det må være fristende." sagde han så og kiggede kort op.
"Men selvfølgelig må muligheden heller ikke udelukkes." sagde han derefter og lagde tænkende en finger hen over sin underlæbe.

Ailince så på ham med et roligt blik og smilede "Så klog, siger altid det rette og det jeg vil hører" sagde hun og så på ham med et tænkende blik "Jeg ved at ham fyr på billede er min mors eneste kærlighed" sagde hun og smilede til Ahngel "har mødt ham nemlig" sagde hun og så ned i kassen igen , hun lignede et lille barn på vej på i en alt for stor kasse , ret kært at se på

Ahngel kiggede tænkende på hende og derefter ned på kassen med endnu et undrende blik. Viden. Viden var hans eneste rigtige skat. Penge betød nærmest intet for ham.. det gjorde det ikke for mange vampyrer på hans linje. Der var viden noget af det eneste.. Man sugede bøgerne tørre, som man gjorde ved de mennesker man tømte.
"Så du har mødt ham...."