Skyggen for en rød måne. (Ailince.)

Ahngel betragtede det stille. "Umiddelbart ville jeg sige at det tilhøre en form for kristen sekt eller lignende, da duen symbolisere helligånden, hvorimod rosen symbolisere smerten og kærligheden. En form for scarification måske.. at opleve gud igennem smerte i form af at piske sig selv eller udgyde sit eget blod." sagde han så.
"Det er bare underligt.. det er det modsatte af hvad Mort De sangs ældre våbenmærke så ud. En ravn og en blødende lilje." sagde han så.
"Måske jægere."

//Mange tak til Da vinci mysteriet for disse meget random facts :D //

"Ah.." mumlede han kort og nikkede. Hendes familie havde aldrig kunnet lide vampyrer. Eller bare ham. Sikke et døve. Han huskede tydeligt hendes fætter og resten af den skeptiske familie ved det første møde. Dengang Ailince spidede ham med pælen.. det metal som nu var indsmædet omkring mærket.

"Den tanke bliver du sikkert træt af i længden." sagde han med et suk. "Når din krop er fuldkommen færdig med at vokse om meget få år, så vil du ikke kunne forandre sig rent udsendsmæssigt. Dit hår vil ikke kunne klippes kort og dine krop vil ikke ændre størrelse ligemeget hvad." sagde han. "Forandring vil kun ske hvis du ikke drikker blod.. og ja.. heh. det er sgu ikke et kønt syn." sagde han.

Ailince så på ham og små grinede "Tja , så må jeg ikke blive tyg inden" sagde hun og gjorder lidt grin med det "Bare rolige, skal nok være forsigtigt er jeg ikke altid det" sagde hun blidt og lagde en hånden på hans skuldre da hun gik forbi ham "Men betyde os min krop stadig forandre sig, det vel godt" sagde hun og vendte sig mod ham og smilede blidt, hendes menneskelighed var der stadig selvom hun havde skønheden og udseende som en vampyr, hun havde set blid personlighed og smil ..

Ahngel nikkede til hende. "Ja indtil videre." sagde han og smilte stille. Han fandt hende heldig om at hun nu var oplyst. Han lignede stadig sig selv fra dengang det hele var gået galt. Dengang hans sanitet havde været knækket som en spejl.
Han mærkede kort Ange De Fer pirre sit højre håndled.. Han rørte roligt ærmet der dækkede det med et stille ulæseligt blik.

Ailince så på hans blik mod hans hånden "har du os den stadig" sagde hun og gik hentil ham, hun løftede op i hans ærme for at selv at se efter og som hun forventede var det der stadig, hun gled sin kolde hånd over det, men på en blid måske, hun sukkede "os mig" hun vidste sin armen, samme ar , men ikke lige så tydeligt da hun ikke var meninges skulle rammens , hun slap hans hånd og gik lidt væk "Sorry, dårlige vane " sagde hun og små´grinte

Ahngel kiggede overrasket på hende da hun løftede op i hans ærme. Der var ikke hvad man sådan lige ville tro. En mærkelig metallisk tingest med kæder og pigge der gik ind under hans hud og blev et med hans røde blodårer og knogler under det døde kød. I midten sad en lås formet i noget meget bekendt. Croix de Lucy. Hans elskede sølvkors, som han aldrig havde lagt til side uanset hvad.
Ahngel kiggede kort på det. Indenunder alt dette sølv og mekanik var tatooveringen stadigvæk.

det er denne her ^^ Kalder den Ange de fer.
https://2img.net/r/ihimizer/i/angedefer.jpg/

Ailince stod nu og kiggede på ham og nu over og tog hans hånd igen, Ailince havde kun aret tilbage fra det, da hun ikke var meningen skulle rammens , hun kiggede på hans armen "Det ser voldsommere ud en jeg huskede det" sagde hun og holdet stadig hans arm, hun så på ham med sine blide øjne "Tja. man husker ikke altid rigtigt vel" sagde hun og små grinte

Ahngel smilte kort. "Selvfølgelig. Denne fik jeg først på senere." sagde han så og brettede igen ærmest ned med et koldt blik til tingesten. Had. Lutter had til dette stykke skrot. Og så var det endda hende der havde påsat det. Hvorfor også hende.
Han så derefter på hende igen med et roligt smil. "Underligt du stadig har det. Jeg er jo for længst blevet en del af lucifer." sagde han og mindedes kort tilbage da han tømte Lucifers årer med had og grædighed.

Ailince gys over hans minde og flyttede sig lidt væk "Puha , tak for det minde" sagde hun og så på hans "Ja , jeg gøre det da jeg var den eneste som kunne gøre det dengang , vis " sagde hun og så smilede til ham, hun havde ikke noget i mod at huske mindre , men der var nogle ting hun holdet stadig til sig selv, men det gjorder heller ikke noget "Du heldig" sagde hun og sad i vinduet "Sjovt, har altid set op til dig selv om du være min kæreste" hun små grinede

Ahngel kiggede kort på hende. "Minder er minder. jeg kan ikke gøre for at du kan se dem." sagde han så. "Du har altid set op til mig, huh?" sagde han så og kiggede kort væk. Det ville hun sikkert ikke hvis hun havde set ham imens han var.. ja..
Ahngel satte sig lidt op og smilede til hende. "Jeg har altid misundet dig." sagde han så og kiggede på hende.

"Men du havde et." sagde han så og kiggede på hende. Han rettede sig op og så på hende inden han stille vendte sit blik ud igennem rummet. "Du kunne grine højlydt og være kærlig imod alle uden det giver et stik igennem dig." sagde han så. "Frem for alt, så misunder jeg at du har været et menneske." sagde han så. Han tav kort. "Misundede.. Misundede.." rettede han sig selv.

Ailince så på ham , med stor øjne "Ahngel" sagde hun og smilede så blidt, det var sandt, meget varmere end hun normalt smilede, hun så til siden "Men hvad fik jeg som betalle for at være menneske, Ahngel , du ved godt hvor meget smerte jeg oplevede og endte til sidste med ikke kunne føle den " hun så på ham med trist øjne , hun rejste sig og lagde en hånden på hans skuldre og krammende ham derefter, hun var så blid og venlige mod ham, hun hviskede derefter "undskylde for aldrig så det, kan du tilgive mig" hun lagde sin hovedet mod hans ryg

Ahngel mærkede hende imod sig og kiggede kort ned, men med tænkende nærmest stirrende øjne. "Ingen så det.. og det var meningen.. det skulle ikke ud før til aller sidst." sagde han så og rettede sig lidt op og strøg kort hendes hår.
"Ikke før det gik galt." mimede han lydløst og kiggede ud i rummet.

Ahngel smilede kort til hende og nikkede. "Bare fordi vi ikke længere er elskende, så betyder det ikke at jeg ikke elsker dig mere. Det er bare på en anden måde." sagde han så og betragtede hende i en tid. At elske.. et svært ord for ham at forholde sig til og uddybe. Han kendte til kærlighed og havde haft det med mange, men ikke på den måde, som når menneske gifter sig..

Hun smilede over hans tanker , og begyndte at grinede "Tja det var da sjovt, så vi to" hun så mod ham og rakt tunge "Og det med at gifte sig er bare mig siger , betyder ikke andre end den anden må " sagde hun og små grinte stadig over hans tanker "kan godt være du har viden , men der har du ikke" sagde hun og så ned mod kassen "jeg ved det og sagde det stadig"

Ahngel himmelvendte opgivende de røde øjne og kiggede derefter på hende igen.
"Som du nok allerede har erfaret er fuldblods ikke så forfærdelig nære med deres følelser. Jeg ved mere om det end de fleste af os." sagde han så og sukkede kort og lænte sig tilbage imod væggen endnu engang.

hun så på ham med hendes røde øjne "Ja , er du vel, du har haft en kæreste jo" sagde hun og så på ham og smilede "Men jeg forstå stadig ikke du faldt for et menneske" hun var hård mod sig selv lige nu og fandt en dagbog , men hendes mors navn på Ina . "hm" sagde hun og sætte sig over ved siden af ham mens hun åbnede den, hun så mod ham "vi bliver snart fjender Ahngel" sagde hun

Ahngel kiggede roligt på hende men undlod at svare på hendes undring over det med mennsker og forhold. "Hvorfor tror du vi bliver fkender?" sagde han så og kiggede stille på hende med et tænkende blik. Han rettede kort på sit ærme og lænte sig tilbage imod væggen for at kigge stille op i loftet igen med et tænkende blik. Lige nu var der ingen tanker at hente eller følelser at opsnappe. Det var alt sammen barikaderet og låst væk.

"Kender" sagde hun spørgende og så på hans tommen blik, hun tog sige ikke rigtigt af det, hun var blevet mere modne og at hun ikke havde ret til at blande sig så meget mere, "hm, ved jeg ikke, har aldrig tænkt over det" svarede hun og læst første sidde i bogen, hun smilede blidt over se sin mors håndskrift, og der var os billede af hende , og to drengen, hun lignede helt vildt sin mor lige nu og hendes hår hjælpe på det, den næste sidde var der et billede af hende mor og Lucy, hun så på det og læsset skiften ved siden af "hm " sagde hun bare, de bare samme uniform ,