frankrig-en ny dag på arbejdtet(Ahngel)

Ahngel greb puden med en hurtig bevægelse og kastede den irriteret tilbage. "Heh! Jamen jeg er også glad for at kunne prale med at vade rundt med hans ansigt." sagde han meget bittert og skulle til at gå ligefør hun spurgte igen. "Ja.. jeg har ladet min første gå fri fra mine indhegninger og fundet endnu en til at beskytte." sagde han.
Han drejede igen om og så imod udgangen.

"hvorfor lod du ikke bare den vampyr drikke mig, du kunne ligevel være ligeglad"sagde hun, hun rejste sig op, nu havde hun ingen steder at sove, hun ville ikke sove i stuen, hun sy det var uhyggeligt for rummet var meget stort, hun kunne bedere lide sit lille kammer, hun vendte ryggen til Ahngel"jeg kan huske at du ikke var glad for det, men som du sagde på et tidspunkt er du ikke den samme Ahngel som jeg kendte en gang"sagde hun

.

"Det er jeg ikke. Jeg tøver længere ikke og jeg er ikke længere usikker på hvad jeg gør er unaturligt. Jeg er en vampyr og intet menneske. Jeg bliver aldrig menneske og vil aldrig kunne nå det. Jeg æder mennesker. Det er naturlov. De slagter hundredevis af kvæg og svin hver dag og vi... vi spiser et menneske eller to om dagen." sagde han så.
"Jeg hjalp dig fordi jeg ingen grund har til at dræbe dig." sagde han.
"Og fordi mit folk ikke skal tro at jeg er til at koste rundt med."

hun fik ud i køkknet og fandt en spand som hun fyldte med lidt vand og sæbe, hun gik ind i stuen igen"jeg skal gøre mit arbejde færdig"sagde hun, hun kiggede på ham"du var mine eneste ven, men dem har du vel behøv for længere kan jeg gætte mig til"sagde hun så og gik ind på sit værelse og begyndte at vaske gulvet rent for blod, det tog noget tid får hun var færdig, hun gik ud i køkkenet med spanden, men hun tabte den ud over selv"fedt"sagde hun lidt surt

.

Ahngel kom ind til hende og betragtede vandet på gulvet. "Du ved. Jeg bliver ikke den store ondskab bare fordi jeg nu er voksen." sagde han og betragtede vandet. Ingen ilt. Ergo.. dødt vand. Han holdt hånden op over det, idet det samede lig fra gulvet og faldt tilbage i spanden. "Det er ikke fair at manipulere med de følelser jeg endnu har Mekeyla. Det er lettere..."
"Usportsligt."

hun smed et tyndt stykke stof hen til ham, med et mærke på som betyder skam"kan du se det bind, det skal jeg bare når familien er hjemme over mine øjne, ingen kan lide dem, Ahngel du var min eneste ven, men det kan jeg se det er du ikke mere"sagde hun, hun tog spande og hældte vandet ud, hun gik ind på sit værelse og skiftede til noget tørt tøj før hu gik ud til ham igen

.

.

Ahngel kiggede opgivende på hende. "Der er gået mange år Mekeyla. Jeg er anderledes og ligeså er du." sagde han så med et opgivende udtryk.
"Hvis du ville kunne du finde venner." sagde han så. "Det burde ikke være en svær opgave for dig. Kunne du blive venner med en som jeg, så kan du med alle." sagde han.

hun kiggede på ham"du forstår ingenting! ingen kan lide mine øjne, kun væsner og undskyld jeg siger det der er onde og har knad i låget!"sagde hun, hun havde tåre i øjne, hun gik ind på sit værelse, hun låste døren, hun med sig på snegen og græd ned i puden, hun var meget ked af det, hun havde fået aff vide siden hun gik ud af skolen, at hendes øjne var grimme og følelsesløse og ingen ville havde hende på grund af det.

Ahngel sukkede opgivende. "Når du opsætter sådan en scene giver du mig lyst til at gå igen." sagde han men blev dog stille. "Og tro mig, hvis øjne var hvad der afskrækkede folk havde jeg aldrig haft nogle venner overhovedet." sagde han og drejede om imod udgangen. Tsk. Øjne kunne ikke være skyld i sådan noget. Det var jo utænkeligt.

med et lød der et bump ind i væggen, det var to af Ahngels vampyre om havde hammeret hende ind i væggen, hun så bange på dem, hun kunne ikke komme fri, de ville ikke havde hende i nærheden af Angel igen, ellers ville der ikke være meget blod tilbage i hende, den ene duftede til hende og sagde til den anden at hun duftede godt og sikkert osse smagte godt, hun kiggede på dem og de slikkede sig om munden, de sagde begge to at hun havde gjort dem sultene og de kunne godt deles om hende, hun skulle til at råbe op, men hun blev holdt hårdt for munden

//Må logge//

//øv, kom igen senere//

.

"Det var da pokkers som hun er poppulær blandt jer huh?" mumlede Ahngel der nu stod henne i hjørnet af værelset med et tænkende, dog iskoldt blik imod vampyrene. "Er jeg virkelig tvunget til at straffe min egen æt i dette hus? Det er lavt." mumlede han stille og gik derhen. Han kiggede kort på Mekeyla. "Egentligt så er der ingen lov der forbyder jer i at æde hende, men.." sagde han stille og rettede blikket imod dem igen. "..som i nok kan lugte har jeg allerede gjort krav på hende som mit bytte." sagde han skarpt og tog rundt om hagen med en nærmest kærlig bevægelse og kiggede ind i vampyrens øjne og hviskede derefter. "..I ønsker ikke at sætte jer op imod mig.."
Han kiggede kort ned ad vampyren med et tænkende blik. "Sovt. Hvis jeg ville, kunne jeg få din egen hånd til at rive dit hjerte ud og forære det til mig..." sagde han og kiggede igen vampyrene i øjnene. "Forsvind."

de slap hende igen, hun faldte ned og sidde på gulvet, hun så vredt på Ahngel da de var væk"dit bytte!"sagde hun vredt og gik ud af værelset og smækkede døren hårdt i efter sig så den næsten gik i stykker, hun ville ikke være noget bytte*hellere begraves levende*tænkte hun vredt for sig selv, hun mente det hun tænkte og alligevel ikke

Ahngel sukkede kort og dukkede igen op ikke langt fra hende. "Ah tag da ikke sådan på vej. Jeg har da ikke tænkt mig at æde dig." sagde han så og rettede sig lidt op imod den væg han stod ved. Han betragtede hende køligt med et stille smil. "Hellere være bytte for en mæt og ligeglad vampyr end de to, som i princippet egentlig havde al god ret til at æde dig. De ville endda dele med hinanden. Hvor beundringsværdigt og miljøvenligt, synes du ikke?" sagde han med et lusket smil.

hun sagde ikke noget til det, hun satte sig i sofaen, hun havde taget en guitar med, hun begyndte at spille, lidt efter begyndte hun osse at synge i starten viste man ikke hvem den var om, det var første da hun kom til omkvædet hvor hun sang Ahngel, sangen handlede om hvor meget hun elskede ham, hvor meget hendes hjerte var ved at sprænge når han ikke var nær hende og hvor mange gange hendes hjerte måtte slå et slag over hver gang han var nær hende, hun sang det i stedet for at sige det, hun viste ikke om han havde det på samme måde.

Ahngel stod stille og betragtede hende nærmest overrasket. Havde hun lige.. erklæret sin kærlighed til ham? Ahngel betragtede hende stille med et roligt tænkende udtryk idet han kort lod de røde øjne lægges over i den modsatte ende af lokalet. Han lyttede stille, men hans udtryk skiftede ikke rigtigt. Han tænkte sig åbentbart meget om lige nu.
Han vendte igen blikket imod hende. Hvofor havde han ikke opfanget det noget før?

hun stoppede igen da sangen var slut, hun gik hen for at sætte sin guitar på plads igen, hun viste ikke om han havde det på samme måde, men det troede hun ikke, hun gik stille forbi ham og op på sit værelse, hun satte sig på en stol der stod foran vinduet, hun kiggede ud på den flotte sorte nat med månen og stjerner


//undskyld dette sene svar var på en hyttetur til blokhus og havde ingen computer eller net//

.

Ahngel bevægede sig ikke i en tid. Endnu engang var dette sket. Endnu engang havde en faldet under et kærligt blik. Han vendte sig om og gik op ad trappen for at følge hendes luft. han stod nu i dørkarmen. "Mekeyla.." sagde han. "Hvorfor gør du det imod dig selv. Efter al den tid uden kontakt kan du da ikke være forelsket i mig." sagde han opgivende.