Come to the Dark Side..

Kajika skrig da han tog fat i hende og da han trak hende ned på madrassen faldt hun på ryggen direkte foran ham og lå bare der og så på hans fare truende blik der stille viste at han var alvorlig og han ikke sagde det i sjov hun gøs lidt ved tanken om at spise de små killinger hun egenlig var begyndt at holde af hvor fra i starten at de bare var temmelig mærkelig at se på men dog nuttede og lidt ulækre når de slikkede med den hårde ru tunge der var helt tynd og mærkes som sandpapir, Hun betragtede ,ma´lakel med øjnene helt åbne da hun stille røg ned mod madrassen svævede hendesa hår til siden og man kunne se han virkelig havde chokeret hende denne gang stille fik hun noget på gled ved læberne uden at græde sagde hun"jeg..... tror .... eller ved.... at ..... Zann på en måde er død..... men ? okay jeg bliver os spiser noget" hun så stille på ma´lakel og sagde"du kan virkelig lide killingerne jeg vidste det de gir dig kærlighed og omvendt du har noget godt i dig Ma´lakel du ikke ond mere som før du faktisk omtrandt som ?? velarian bare med en lille splint i siden og et arrigt temperaman" hun grinte kært og tog det lidt i sig igen efter som han sikkert ville gå amok men i hendes hoved var han sød nu og slet ikke farlig... og han elskede endda noget sine kilinger det kunne ikke blive bedre

Ma'lakel tog hårdt fat om Kajika's hage og vendte hende hurtigt imod hans ansigt. Han så på hende med vanvid i øjne som om hun lige havde givet ham den største og mest gennemtrængne lussing en kvinde nogensinde havde givet ham. Han knurrede højlydt af hende imens han viste sine skarpe bæst-agtige tænder. Hans grønne øjne slog stille over i det røde som Kajika havde set i hende selv, bare dette røde sad i yderkanten af Ma'lakels øjenfarve som om han beherskede sig for ikke at miste besindelsen og rive hende fra hinanden! Han råbte af hende i vrede, i raseri over hendes ord!

,, Du kan lige våge på at sammenligne mig med din lille stik-i-rend dreng! Hvis du ikke havde grædt som et lille hjælpeløst barn ved hans skulder fordi du intet aner om forhold, om kærlighed, om noget som helst, dit dumme lille får, så ville Zane stadig være i live!! Der var absolut ingen grund til at han skulle dø! Zann den åndssvage svag pisser var jo dum som en dør, han sprang i favnen på døden som gad han virkelig ikke leve mere, det var hans egen skyld, fatter du det ikke?! DU burde ikke tænke på den stodder, hans arrogance ledte ham til hans død! Men først og fremmest døde han fordi du var så fandens uduelig, og ikke kunne klare dig selv, så du blev nød til at plapre løs til den dumme mørk hud!"

Derefter forsvandt det røde i hans øjne og Ma'lakel's hånd der ellers havde haft så hårdt fat i Kajika's hage at det ville give røde mærker ude på hendes hud. Trak vejret hurtigt og tungt som om han lige havde løbet et marton. Han så over på hende, mere følelses kold end nogensinde før.

,, Sammenlign mig ikke....", dyb vejr trækning: ,, Sammenlign mig ikke med den orm!"

Kajika stivnede i det han tog fat i hende så hårdt som aldrig før og da hun så på ham og hans vandvid i øjnene skræmte det hende lidt men ikke særlig meget, men det ramte hende dybt inden i og et eller andet knækkede over inde i hende.... hun var følsom nok i forvejen men alt det han lukkede ud der det var for meget for hende, hun fik stille næse blod i det han slap hende og man kunne se næseblodet der stile flød ned. Hun tog sig til næsen og så på ham i det en tåre var ved at løbe ned af hendes kind, og man kunne se hvordan hendes krop gik fra demon til normal form, ved øjnene. Hun rejste sig hurtigt op i det hun nærmest var kraglede over i væggen over at ha været så knust af hans ord, og løb ned af trapperne om hun havde fået noget at spise eller ej var hun ligeglad med hun ville ikke mere se ma´lakel eller nogen som helst, hun tog forlovelses ringen af og begyndte at græde i det hun ikke ville bære den mere hun ville ikke ses af nogen, hun løb ned af trapperne så hurtigt hun kunne men snublede ved den nederste, kilingerne så på hende i det, det røde viste sig og man kunne se hun forvandlede sig nu. den lille grå stribet så på hende og gik mod hende i det hun fik sig rejst op igen og så på den, men ville ej skade den. hun tog den blidt op og lagde den hen til de andre søde killinger og sagde"Det syndt at i har sådan en mor som ham" hun så mod trapperne og løb mod døren såret og knust over aldrig at kunne due til noget og at alt var taget fra hende på grund af hende

// Arghs, Slår Ma'lakel i baghovedet...

Ma'lakel sidder bare tilbage og gør ingenting. Han rejser sig ikke, han siger ikke noget, han trækker bare vejret og ser væk. Hans ord var værre end nogen fysisk smerte han nogensinde kunne påføre hende, det var han udmærket klar over... men det var sandheden! Og sandheden var ond, og smertelig, den var unådig! Han forstod godt hun løb, men væmmedes ved tanken om at hun sikkert græd som en stukken gris. Men han var blevet vred, rasende over at hun sammenlignede ham med den... den... åndssvage lille spytklat af en sort elver! Han var ikke som den stupide nar, hvis han ikke havde gjort noget så... Han forstod det simpelthen ikke, han forstod ingenting! Intet gav mening! Han tog sig til hovedet som han fik styr på sin vejr trækning.

,, Fanden tage hende..", sagde han til sig selv bagefter.
Han rejste sig op og gik ud af værelset og ned af trappen til killingerne der alle stod og miavede ulykkeligt op af døren. Han vidste ikke hvad han havde forventet at finde dernede. Hun var løbet, selvfølgelig var hun det, det lille skræmte dådyr. Men han undrede sig over hvorhen, kunne hun holde hendes og den åndssvage dæmon's lejlighed ud nu? Han satte sig ned på trappen(det nederste trin) og killingerne kom løbene hen til ham. Alle sammen fortvivlede over hvor hans "ven" var blevet af. Ma'lakel sad med albuerne på knæ'erne og hænderne på hovedet imens killingerne klatrede på ham og nussede sig op af ham; måske for at trøste?

kajika løb alt hvad hun kunne i mens hun var i fuld forvandlings form og græd men efter noget tid stoppede hun op og begyndte i alt vrede at slå til en mur, efter noget tid nogne minutter kunne man høre knogler der stille tog skade og blodet fra knoerne der var blevet skidt op af den sandpapirs agtige væg, hun bed sig hårdt i underlæben og skrig i mens ved vært stød og da der lød et ovenlig knæk kunne hun mærke hendes hånd havde taget skade fra til blodt til brækkede, hun græd og tog om den med smerte i blikket og tænkte*det var min skyld alt sammen!!! min skyld hvorfor er..... det sådan hvorfor skal jeg være skyld i alt dette og malakel hader mig men jeg har heller aldrig kunne li ham!!! aldrig..... tror jeg nok .... men nu kan jeg slet ikke han .... han...* hun bed sandheden i sig og forvandlede sig til sig selv i det hun opdagede noget meget besynderligt, hun så den grå stribede kat komme rande mod hende, den havde i alt hast sat af efter hende gennem døren da hun åbnede den og nået at komme ud inden hun nået at stoppe den i det. hun så på den og tog den stille op i sig og hendes hale kom frem så den kunne lege med den, den miauvet og piv stille i det den ikke forstod hvor de andre var eller hvorfor hun var her udenfor. Hun sukkede stille og tog noget om sin arm fra sit tøj der var revet lidt i, og bandt det om armen som en slynge i det hun tog katten op og nussede den mens hun gik hjem til malakel med den

Ma'lakel sad bare for enden af trappen og tænkte, overvejede hvad han nu skulle gøre. Planerne var døde med Zane, og for at de skulle fungere igen krævede det at han måtte finde en måde at få den forbandede elver vækket til live, men på den anden side, han ville vække noget han ikke selv kunne slå ihjel. Og det kunne godt være Zann var død i processen men i det mindste fik han ham, han nakkede ham imens Ma'lakel bare stod og så på som en forvirret tilskuer. Men han havde ikke set pointen i at ødelægge hans egne planer. Og hvem vidste hvem der nu kom til at styre byen? Han sukkede dybt imens han lænede hovedet tilbage imens killingerne enten bed i hans tøj, lå på ham, eller legede om ham som var han deres egen lille private tøjdyr. Men så opdagede Ma'lakel at der manglede en. Der var kun 15?! Og der skulle være 16! Han gled ned på knæ og så fabrilsk rundt omkring imens han ledte efter den grå. Han rejste sig og gik ind i stuen for at lede imens han sagde:

,, Hvor er du, mis?! Hvor er du?? Hey, jeg bliver snart vred! HVOR HELVEDE ER DU!!"

døren lød stille et knirk og man kunne se alle killingerne løb der over, døren blev hurtigt smækkede i og man kunne høre dem miauve og kradse op af nogen læder støvler, kajika stod der i sin meget let på klædte demon form med halen drejende om sig selv og så ned på killingerne med et let smil ikke et ondt men et blidt og den grå lå blidt i hendes ene arm(På armen) mens hun aede den med den halv brækkede arm selv om smerten var der var det dog synd for den vis den ikke fik lidt aen og sådan lidt nussen her og der i mens den jo skulle vente med at se sin familie, hun så stille rundt og forvandlede sig tilbage og det lange blonde hår faldt smukt ved hendes ansigt og flagrede i det hun sagde"ma´lakel.... eller mester... eller hvad jeg nu skal sige" hun så rundt og gik stille med bar fødder ind i stuen iført den lidt store grå tshirt der hang ned om hendes skuldre og afslørede hendes bh streg, og så kunne man se de lyse blå jeans shorts der stille havde et sort belte i sig. hun kiggede på malakel lettere nervøs og sagde"den smuttede ud af døren efter mig det var ikke med vilje at den skulle smutte ud altså jeg gjorde virkelig alt for den ikke tog med mig men den fulgte mig hele vejen" hun havde den stadig ved armen mens man kunne se blodet stille dryppe fra knoerne

Ma'lakel vendte sig og tog killingen ud af favnen på hende som en vred andemor der havde fået stjålet en af sine ællinger. Han pusse nussede ikke om den, men man kunne se på hans ellers neutrale ansigt at han var lettet. den lille killing Miavede over imod Dådyret, som om den var tilfreds med at blive taget. Ma'lakel vendte den og så den i øjne. Den havde næsten lige så grønne dyriske øjne som Ma'lakel selv men dens gik en lille smule mere over i det gullige end hans. Han knurrede af den, og den stak halen ind mellem benene og holdt op med at miave. Derefter stod han med den i favnen og lod sine to fingre glide forsigtigt ned langs dens pels, det var det sære ved ham, han aede dem aldrig med mere end to fingre.
Killingen puttede sig ind til ham og først der fik Ma'lakel ører for Dådyret, lidt som om priotrede killingerne over hende. Han så ikke på hende men på hendes hånd der ikke så særlig god ud. Han rakte hurtigt ud efter den raske og trak hende derefter tilbage op af trappen sjovt nok med killingen denne gang. De andre vraldtede misundeligt med men kunne ikke komme op af trappen.

,, Dumme tøs!", var det eneste han sagde til hende imens han slæbte hende med op på første igen, og skubbede hende ned på madrassen.
Derefter satte han den grå ned, og begyndte at rode i nogle kasser, imens han mumlede bandeord på bedste vis.

kajika så undrende på ham da han endelig stod der og tog den lille grå, hun så på ham og sagde"Hmmm.... nå men det var da så lidt tror jeg så går jeg da bare igen og jamen det var så ldit at komme tilbage med din elskede grå killing" hun sukkede da hun skulle til at gå mærkede hun et ryg i den raske arm og skrig stille fra sig som en piven da han hev hende med sig og sagde"hey ! stop.... arghhhh malakel slip mig" hun så mod ham og fulgte stille med op af trapperne med store skidt dog lidt klumset og kunne se på ham han ikke var særlig glad men dog var han os lidt neutral for en gangs skyld og mærkeligere han havde sin elskede killing med, hun rystede på hovedet i det hun gav et skrig"Argh!!" fra sig uskyldige toner fyldte rummet i skriget og hun landede smukt på madreassen og så stille på ham i det hun sagde"malakel det lige meget jeg tager bare hjem og finder noget eller på arbejde jeg vil ikke mere ha din hjælp efter som jeg irritere dig så meget og har gjordt dit og dat forkert"
Hun bed sig stille i underlæben i det hun lå på madreassen og rejste sig stille op eller satte sig rettere sagt og så mod ham i det hun fik sig vendt på alle 3 fordi hun kunne ikke bruge sin ene arm og ville til at rejse sig op og gå

//Sorry jeg bare sådan smuttede igår, min comp har sit eget liv, og lukker randomly ned heletiden. :/

Ma'lakel knurrede utilfreds af hendes ord og kunne mærke han skulle til at gøre det igen. Til at gå amok og lade raseriet overtage så der væltede ord ud af munden på ham, han egentlig ikke ville sige. Han fandt nogle forbindinger og en saks samt et meget gammelt spænde til at holde det hele samlet. En dæmon uden helende kræfter blev nød til at tage sine forholds regler ellers ville det gå galt på et eller andet tidspunkt, så derfor havde han de ting. Han satte sig over ved siden af hende og tog hendes hånd til sig. Blidt for ikke at gøre skade på de knogler hun selv havde knust.

,, Dumme møg tøs, du kan sku' heller ikke andet end at gå i vejen for dig selv!"
Efter han har mumlet de ord og begynder at ligge hånden i forbindingen ser han ud til faktisk at være meget koncentreret, også selvom forbindingen ser ligeså rodet ud som den hun havde på foden i asien.
,, Hey, tøs.."
Siger han lidt lavt, imens killingen sidder og vifter med poterne imod forbindingen fordi den tror de leger!
,, Hvis jeg ikke kunne lide dig, havde jeg dræbt dig dengang... har dit lille tomme hoved aldrig tænkt på det?!"

kajika så stille væk fra ham og sukkede i det hun piv lidt men inden i sig selv da han tog hendes arm til sig og lukkede øjnene sammen og sagde"Jeg undskyld.... jeg ikke den mest klogeste pige... i verden eller en ond demon men vis du er såå..... så utilfreds så...." hun sukkede stille og kiggede på den lille killing med et sødt smil og nussede den med den raske hånd i det hun så mod Malakel og stille bed sig i underlæben i det han strammede forbindingen og satte spænde tingen i.
Kajika tog sig stille til armen og så på ham mens hun stille sukkede da han sagde alt det om hende det kørte bare i hendes hoved igen og igen men da han sagde tøs til hende så hun lettere misfornøjet fordi hun havde faktisk vendet sig til at blive kaldt for dådyr, hun syntes det var et mega sødt kælenavn han havde givet hende men da han sagde det til hende rødmede hun let men vidste han var ond og sagde"Det...... tak tror jeg nok?? det var sødt af dig.... at sige" hun tog sig stille til den ødelagte hånd og så mod ham og ville helst undgå øjen kontakt

Han sad stille og stirrede på hende. I modsætningen til hende prøvede han at få øjenkontakt, det var en god måde at se på folk når de løgn eller havde urene tanker. Hans øjne hvilede på hende i en god del tid, men fjernede sig lidt efter og han så mod killingen.

,, Hvad har du tænkt dig at gøre, Dådyr? Vil du bare vade hjem til lejligheden fuld af minder og græde dig selv ihjel indtil solen står op? Eller vil du mande dig op og tage med mig på en lille quest?"

Han sagde det med sådan en stille mørk stemme som om det gjorde ondt på ham at snakke normalt til hende!

kajika så stille på ham og sagde med lidt kolde ord efter hun var blevet angrebet af ham det meste af dagen"Nå bekymre du dig da nu om mig eller mine følser om jeg er ked..... jeg græder ikke..... tror jeg da ikke" hun kunne mærke tårene igen og vendte siden til ham og fumlede lidt med de følses løse finger og sagde"Hmmm.... undskyld jeg mente ikke det første jeg sagde det .... det sødt af dig at prøve at tale pænt til mig og sådan.... men nej jeg vil ikke tage hjem igen..... men ? hvad for en quest er det så??"

Ma'lakel var ved at brække sig over den måde han behandlede hende på, han kunne ikke fordrage sin egen "høflighed", og vidste ærlig taget heller ikke hvorfor han var sådan over for møg ungen- måske, var det det samme som med killingerne? Hun er ensom, og han ligeså. De manglede begge to nogle, selvom Ma'lakel i hvert fald ikke ville indrømme det. Han tog den lille grå killingen imens han krydsede bene og sad som en slags munk i et budda tempel, med killingen der lå sig til rette på skødet af ham.

,, Jeg er ligeglad med dine følelser, de rager mig en fjer, og det samme gør du... men jeg ved efterhånden noget om dig lille Dådyr, du er ikke særlig svær at se igennem i modsætningen til så mange andre. Og jou du vil græde..."
Han ser ned på killingen der ligger på ryggen og spinder imens han aer den på maven.
,, for intet væsen er skabt til at være alene.. og du møg tøs, om du vil indse det eller ej.. er helt og aldeles alene nu!"

//Med det hopper jeg lige ned i brugsen ^__^.. be right back!

hun så på malakel og hans ord gjorde det ikke bedre i det han kaldte hende møgtøs igen og sagde hun var helt alene kom hendes hånd svævende mod hans kind og der lød et over døende "klask" da hun ramte hans kind med helt flad hånd og så ham direkte i øjnene nu meget vred og såret i det hun rejste sig op og sagde"jeg har ikke brug for dig Malakel du kan hygge dig med dine killinger!.... jeg har ikke brug for andre end mig selv jeg ødelægger jo alligevel alt som du siger"

Hun klemte en tåre i det hun havde rejst sig og stod nu med ryggen til ham såret og følte at han nærmest bare havde stukket hende i hjertet, hendes forlovelses ring bar hun ej og hun var helt færdig med at lade andre kalde hende hvad de ville eller sige hvad de ville hun ville ikke finde sig i det mere, hun skulle vise dem vis de var så utilfreds med hendes tilstede værelse så skred hun bare hun var ikke afhængig af nogen som han var for de killinger. Hun sukkede stille og gik ud på gangen uden et ord og ned af trapperne langsomt mens hun mærkede væggen mod hendes side og stille lod sig gå ned af trapperne bedrøvet og vidste alt han sagde var sandt og hun var os nysgerrig efter at vide mere om malakel eller at finde ud af hvilken quest det var han ville med hende i skoven og hvor var hun dog os bare ensom og alene. Ma´lakel havde ret i alt.... hun var ensom hun var alene nu ligesom ham hun ville ikke tag hjem men det var altid koldt om aften og hun kunne ende med der gik betændelse i sit sår ved armen vis hun ikke var indefor, og fik det ranset vær 4 time.

Ma'lakel tog lussingen i sig, han mærkede det knap nok da den bidende sitrende smerte kom fra den. Det varme røde mærke gik lige så stille væk men smerten hang ved i noget tid, ligesom hendes ord da hun igen var forsvundet. Han sukkede og så ned på den lille grå der igen var forvirret over hvad der var sket. Han satte den fra sig og gik op for at tage det mad ud af mikroovnene der forlængst var blevet færdig; nudler i en lille kop ting. Han satte sig og begyndte at spise, selvom han ikke brød sig om maden overhovedet! Han ville hellere ud og finde en kvinde eller et andet væsen han kunne flå fra hinanden og mæske sig i. Men han var træt.. så forbandet træt af alt og alle. Dådyret, der ikke ville se sandheden om sig selv i øjne, hændelsen med hel-dæmonen og sortelverne. Det hele kunne gå ad helved til for nu, ville han bare sove!
Efter han havde spist, rejste han sig ikke for at gå efter hende men lagde sig ned på madrassen på ryggen og førte hænderne op bagved hovedet. Han lod tankerne strejfe imens den lille bløde boldt der havde lagt sig på hans mave, gav varme. Han lukkede øjne imens han lyttede, og ventede på at falde hen.

kajika gik ikke ud af døren men så på alle de andre killinger og sukkede dybt i det hun fandt en ødelagt madrasse bagved et bord der var smidt over den og lagde sig stille på den mens hun sukkede det var ikke aften i nu det var knap nok blevet midt på dagen men stadig så skulle hun jo ikke glæde sig for hurtigt, det var som om alle dagene var vendt op og ned og hun var alene nu og igen kunne li hende mere som ven og hun var alene, de andre killinger gik hen til hende og lagde sig ved hendes mave og krop mens de spandt, hun smilede og lukkede blidt øjnene for bare at ville åbne dem igen når det var blevet midnat og så bare snige sig væk fra selveste landet hun savnede på en måde asien og på en måde ikke hun savnet alt hun havde været igennem og agtede at blive engel igen nu efter som alt dette var sket efter hun var blevet en demon og rigtig utiltrækkende og meget frastødende åbenbart

Ma'lakel faldt i søvn lidt efter. Og sov tungt oven på, han snorkede ikke eller lavede nogen larm. Kun engang imellem gav ham brummende knurrende lyde som en hund der lå i sin kurv og sov.

// Og så skal jeg lige hører, vil Kajika vågne og stikke af, eller blive og finde ud af hvad det er for en quest Ma'lakel vil slæbe hende med på?

Hmmmm måske ;P hun er jo lige blevet single og er helt alene :( hun er jooo meget såret og sårbar overfor en vær der snakker til hende eller rør hende//


kajika vågnede senere hen på aften i det hun hørte den stille rolige brummen oven fra og sukkede med et let blik så hun på alle de små sovende killinger der stille vågnede og piv efter mad de havde intet mere og kajika vidste jo ikek hvor maden var sp hun begav sig stille til at kragle på alle 4 som en kat selv og ledte i hans under skuffer efter deres mad mena hun stille bed det i sig alle hans ord et efter et og sagde"sådan er det vel han har ret og sådan er det...." hun nikkede til sig selv i at hun ville gør den Quest han havde uanset om hun ville eller ej

Ma'lakel lå fortsat og sov tungt, og drømte om dejlige ting (hvilket vil sige, vold, mord , osv.). Kajika ville ikke finde noget mad nedenunder, efter hvad hun havde set har Ma'lakel alt maden ovenpå der hvor han sover. Han er sikkert bange for at rotter og alskens kravl skal gnave sig vej ind til det og æde af det da han ikke lige har haft penge til selv at købe det så han har nok stjålet det eller på anden måde fået fat i det.
I Ma'lakel's drøm stod han overfor sig selv, der var indhyllet i blå flammer og talte til ham på et sprog han ikke forstod: "han" rullede næsten hvert ord med tungen, gjorde dem uforståelige og sære. Han så ned af sig og kunne se blod fra en masse engle der lå for hans fødder. Han løftede et øjenbryn af det og så op imod den blå flamme skikkelsen. Og så begyndte det at gøre ondt. Overalt! En brændende ufattelig smerte, der fik hans hud til at krølle sig og han opdagede hvad det var det udgjorde denne smerte; ild! Han brændte!
I en hurtig bevægelse der fik den lille grå kat til at vågne og hoppe væk fra ham, satte Ma'lakel sig op hans vejr trækning tung og hans øjne røde som blod. Han tog sig til hovedet og prøvede at få styr på sig selv!

kajika lukkede stille skabene i det hun listede oven på og stille så rundt mens hun ledte rundt der oppe efter maden men da hun ikke kunne finde det i de andre rum var der jo kun et rum hun kunne søge mere inde i og det var der hvor malakel stille lå og sov sig langt væk i drømme land, hun sukkede stille i det hun ikke var sikker på om hun skulle snige sig der ind og andet var os om han vågnede pludselig og fandt hende rodende i hans ring men hun havde jo rodet i alt det andet og ikke nok med det de stakkels killinger der nede der var ved at dø af sult fordi det var så sultende og piv og ville alligevel snart vågne ham vis det var og han have sovet i virkelig lang tid.

Kajika listede stille ind i hans værelse mens hendes lange smukke bølgende blonde hår lå ned af hendes ryg blidt og glat mens det bevægede sig elegant i hendes bevægelser i det hun gik ned i knæ fløj det stille op i luften og ned på ryggen igen i det hun sad der på alle 4 og åbnede stille og lydløs et skab med ryggen/røven til ham og før hun vidste af det hørte hun katten hoppe ned fra ham og så sig over skuldren og så en mega! scary malakel med røde øjne og man kunne bare se hadet i hans øjne og ikke nok med det hvor dyrisk han var, hun lukkede stille skabet og sagde med et kejtede smil"øøøøh godaften malakel??"

Ma'lakel så ikke over på hende, han trak bare vejret meget hurtigt og kunne stille se at hans venstre arm stille gik i brand. Den begyndte ustyrligt at sprede store blå alt ædende flammer der satte ild til væggen! Hans røde øjne gik ikke væk denne gang de blev ved i meget længere tid og Ma'lakel måtte anstrenge sig kunne man se for ikke at miste sig selv til noget der varmere ondt, og mere ukontrollabelt end ham selv normalt. Han kneb øjne hårdt sammen imens han koncentrerede sig, og stille begyndte flammerne igen at dø ud, selv ilden der var igen med at æde træ væggen op lige ved siden af ham døde som om det var lige meget om de sad på ham eller ej.
Små sved perler lå på hans pande og efter han havde kæmpet for at at få styr på sig selv åbnede han endelig øjnede øjne der igen var de grønne ulve-agtige øjne, som Dådyret havde set så mange gange før. Han sad i noget tid og bare prøvede at få styr på sin vejrtrækning og faldte ned på madrassen igen. Killingen sad op af Kajika, rædselslagen for hvad den lige havde set, og peb ulykkeligt!
Halv-dæmonen's tatovering gav et øjeblik et meget svagt lys fra sig som om den blinkede over til Dådyret et kort øjeblik.

,, Hva..", dyb vejrtrækning. ,, hva' helved.. laver du her?!", spurgte han efter lidt tid hvor han bare havde lagt og fået vejret en lille smule igen.

kajika tog stille den grå stribet op og fik halen frem som en lille kat selv og strøg den over håret i det hun så mod ham og sagde"du har skræmt den lile grå se nu den er helt ulykkelig og skræmt helt bange og færdig over at ha set det Malakel" hun gik tæt på ham nu og han kunne gør hvad han ville med hende lige nu, men hun var ligeglad han skulle trøste sin lille killing, hun holdte blidt den grå ud til ham stille så den ikke blev bange og sagde"jeg tager i mod dit tlbud jeg vil med glæde sove her i nat eller dag og lave den quest med dig men først skal du sige undskyld til din lille killing den er mega bange og skræmt og vis du ikke ordner det nu ender det med den ikke vil snakke med dig mere eller spise" hun havde set det før ved en tiger bare og det så forfærdeligt ud når dyrene blev bange for deres ejer.

Kajika så stille på de dyriske øjne og så alvorlig og ærlig ud nu i det hun sagde uskyldigt"Jeg forstår det du syntes om mig og ja jeg er en fiasko og alt det andet du har sagt har været min fejl ja...." hun sukkede og sagde"Men undskyld alt.... og jeg vil lytte til dig nu frem over"

Ma'lakel lå og så på hende og for første gang så det ud som om Ma'lakel var overrasket over det hun sagde og ikke allerede havde regnet det hele ud. Hans grønne øjne stirrede ind i hendes som var an væk i sin egen verden og skulle lige vende alt det hun havde sagt. Han satte sig op foran hende, og tog killingen. Det at hun var tæt på gav ham lidt til at knurre en lille smule; han brød sig egentlig ikke om det. Men, så alligevel.
Han nussede killingen som rystede, og peb. Han satte hovedet ned til den og slikkede den på hovedet som et rigtigt dyr ville gøre ved sin unge. en lille smule frastødende for Dådyret måske, men Ma'lakel så ud til at være ret ligeglad. Den lille killingen begyndte lige så stille at slappe mere af alt imens Ma'lakel hviskede ord til den som var for svage og stille til at Dådyret ville kunne høre det selvom hun sad så tæt på dem. Det ende med at killingen spandt og nussede sig op af ham igen, og Ma'lakel så over på Dådyret:

,, Du er ikke dum, Dådyr. Du er bare ung og naiv...".
Det betød på Ma'lakel sprog: Tak, men det var ikke til at vide om Kajika tog det på den måde.

kajika så stille flovt på ham og strøg sit hår om bagved øret og sagde stille men dog lidt nervøst"tak tror jeg...." hun så på killingen der stille spandt igen og smilede lykkeligt over at se han gjorde det og sagde"Mester hvad.... var det for en Quest vi eller jeg skulle gør... fordi jeg klar til det jeg klar til alt egenlig jeg har intet rigtig at tabe jo andet end mit liv " hun så stille på ham og kunne ikke fatte at dette var denne malakel hun havde mødt første gang da de så hinanden ham der løbe efter hende med pistolen og ikke ville give hende nåde men skyde hende eller ham i asien der spiste menneske foran hende
og bare tanken om det igen gav hende stille kvalme i de thun os tænkte på ham og hende i badet og hun fik røde kinder meget endda og hun kunne ikke rigtig se op på ham men smilede stadig inden i af hans tak