So quiet..(xxx)

Det vil jeg glæde mig til at finde ud af min elskede. Og jeg har alt den tid du ønsker til at finde ud af det. For evigheden er min følgesvend. Og jeg er din, alt hvad jeg er og har er din og din alene. For det er kun når jeg er med dig at mit hjerte slår. Noget jeg ikke troede det kunne. Men for dig kan det. Og for dig vil det, elskede...

Han bevægede hendes hånd rundt i symbolerne så flammerne kærtegnede hendes hånd og langsomt formede flammerne sig til et billede. Det var Hazelin der stod med Connor i slotsgården og holdt om hinanden. Man kunne ikke se hvor lang tid der var gået på billedet, men det var tydeligt at der var gået lang tid. Han havde spurgt sig selv hvor han så sig selv om mange år. Og lige som nu, så han sig selv sammen med hende. En tid han aldrig ønskede skulle slutte. Og det var vidunderligt at hun havde det på samme måde.

Denne gang tog han en drue op og holdte den med tænderne, og gjorde tegn til hun skulle tage den. Han holdte fast med tænderne for at hun skulle kæmpe lidt for at få druen. Så kunne han også mærke hendes smil, da hendes læber rørte hans. Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt over deres kærlige leg inden han lagde sin hånd ind på hendes bare mave. Stadig med et bredt og varmt smil, lagde han hendes ene hånd ind på sit hjerte og sagde:

Kan du mærke hvad det fortæller dig min skat? Hvor højt jeg elsker dig og vores tid sammen aldrig må slutte

"Jeg håber da at det vil ske.. Men jeg vil helst ikke vide det, for det kan jo godt være at det ikke sker også vil jeg være trist over at vide det på forhånd. Jeg er virkelig glad for at du har det sådan med mig, at jeg kan få de ting frem i dig, helt uden at jeg selv vidste det." hviskede hun blidt.

Som Connor bevægede hendes hånd rundt i flammerne smilte hun for sig selv. Det ville han slet ikke havde kunnet, hvis han ikke havde hjulpet hende dengang. De formede sig endnu en gang til et billede, som hun betragtede med et nysgerrigt blik i de blå øjne. Hun gik lidt ud fra at han havde spurgt om hvor han så sig selv. let sukkede hun og så ham tænkende i øjnene. Hun kyssede hans kind kort, inden hun lod hovedet hvile mod hans skulder. Sammen med ham, var hun ikke i tvivl om at hun havde fundet sin eneste ene.

Han havde virkelig ændret sig sammen med hende. Efter at hun var begyndt at komme hos ham, ændrede han sig ganske langsomt. Men han havde ændret sig til det bedre, for nu var han meget mere åben overfor hende. Langsomt lænede hun sig hen og tog druen ud af hans mund. Spiste den forsigtigt inden hun smilte lidt. Det var dejligt med hans hånd mod sin mave, det gjorde hende faktisk ikke noget. Hans hjerte der bankede under hendes hånd da han lagde den mod sit hjerte, var skønt.

"Jaa det kan jeg godt mærke søde.. Jeg er sikker på at vi aldrig skal skilles, og at vi får en skøn tid sammen."

Hun var det mest kærlige væsen han nogensinde havde mødt. Ganske vist var hans hud stadig askegrå, men han var nået dertil hvor hun kunne se ham rødme lidt. Specielt da hun sagde hun var sikker på de aldrig ville skilles. Der bredte der sig et bredt og kærligt smil i det ellers så dystre ansigt. Der behøvede ikke længere være tvivl. Ikke længere noget måske. Han så dog stadig en smule undrende ud, men hvis man tænkte på at hans hjerte ikke havde banket i 400 år før han mødte hende så var det jo egentlig ikke så underligt. Det var nok det største bevis på at hans følelser var oprigtige. Specielt fordi han til at starte med havde glemt dem. Det var dog ikke noget der kom til at ske længere.

En slurk vand røg ned og hans øjne vendte tilbage til at fordybe sig i hendes. Når han så dybt i hendes øjne, var det som om han bare faldt og faldt langsomt. Dybere og dybere. Men ikke til noget dårligt sted. Men til et sted hvor der kun var Hazelin og Connor. Han kildede hende lidt for at få hende til at grine hvorefter han kyssede hendes hals og kind og til sidst mod hendes silkebløde læber. Det var et langt og lidenskabeligt kys. Da han slog sine øjne op langsomt, og så dybt i hendes. bredte der sig et stort smil. Han blev overvældet af lykke og løftede hende op i sine arme og drejede rundt med hende imens han grinte højlydt og sagde: Åh hvor er du fantastisk Hazelin! Ingen har nogensinde fået mit hjerte til at slå. Og det er kun for dig

Han bar hende ud på stranden og satte hende forsigtigt ned og tog begge hendes hænder. Han stod længe og kiggede i hendes øjne inden han kyssede hende blidt igen og spurgte: Vil det være for meget at se lidt mere af din vandkontrol? Det er endnu en del af dig der fascinerer mig min kære

Han havde ændret sig til det bedre, også selvom hun var faldet for ham inden han ændrede sig, var det rart at han havde ændret sig så hun kunne se så meget af ham. Han viste hende sine følelser nu. Smilte. Grinte. Var ikke bange for at røre ved hende. Heldigvis. Hazelin var ikke længere i tvivl.. Hun vidste de ville forblive sammen, så længe kærligheden tilladte det. Og forhåbentlig ville deres kærlighed til hinanden aldrig nogensinde holde op. Aldrig havde hun mødt en som ham. En der virkelig forstod hende, snakkede med hende som om han aldrig blev træt af det, kiggede på hende som om hun var den eneste kvinde han så.

Hun lod ham drikke lidt vand, og mødte hans blik kærligt. Hun elskede når han kiggede sådan på hende. Langsomt kyssede hun hans kind og grinte lidt da han begyndte at kilde hende. Vred sig ganske blidt inden hun smilte og sukkede kærligt som han kyssede hendes hals og kind. Det var nu dejligt. Kysset han startede gengælde hun kærligt og blidt. Da hun kort efter slap hans læber og mødte hans blik, kunne hun ikke lade være med at smile som han smilte til hende. Hun så forbavset på ham da han rejste sig, og hvinede så glad da han snurrede hende rundt i sine arme. Det var dejligt at høre ham grine. "Hold op.. du gør mig helt genert Connor. Jeg er så glad for du har det sådan med mig" sukkede hun glad.

Da han bar hende ud på stranden smilte hun for sig selv. Havvand gjorde hende altid i bedre humør. Som han satte hende ned så hun tænkende i hans øjne. Gengælde hans kys ømt. "Jo self.. når nu du spørger så pænt min egen, så må du gerne se lidt mere" smilte hun drilsk.

Langsomt gik hun ud til vandkanten og stilte sig så hendes bare tær blev ramt af vandet. Hun sukkede glad for sig selv. Løftede sine hænder og fik en stor søjle vand til at rejse sig foran hende, inden hun dannede en masse små stråler vand som snoede sig udenom hende, og mod Connor. Når hun rigtigt koncentrerede sig om at lege med vandet, løftede hendes hår sig om hende, ligesom den dag hun havde hjulpet pigen. Noget af vandet frøs da det ramte ham, men det var tydeligt det var hende der gjorde det.

Hvis kærlighed på nogen måde havde en pris, var det en han på alle tænkelige måder var klar til at betale når det nu var hende. Ingen pris var for høj. Ingen rejse ville være for lang. Hvis prisen for at være sammen med hende var at han skulle vandre til hans fødder faldt af, ville han uden tøven. Hun var det smukkeste han havde set. Den kærligste han nogensinde havde omfavnet. Hver gang han kærtegnede hende, var han lige ved at ryste for han ville ikke skade en skønhed så perfekt som hendes. Han var vant til at hvadend der fandt vej til hans hænder døde. Men han vidste også at han ikke havde noget at frygte.

Hendes kontrol over vandet var fantastisk at se. Det gjorde ikke at han elskede hende mere for det var ikke muligt, men ikke desto mindre et fabelagtigt syn. Hendes kontrol så yndefuld som hende selv. Det var intet mindre end perfektion og han følte sig helt beæret over at se det. Hun var guddommeligt smuk. Det var endnu mere tydeligt når hun nu var i sit element. Et perfekt sted hytten var blevet bygget til hende. Hans øjne blussede op i klare blå flammer, og flammerne brød ud fra hans ryg og formede et par vinger af flammerne. Varmen fra vingerne gjorde at han kunne lette med dem og bar ham forsigtigt hen til hende og han lod tynde snore af flammerne flette sig sammen med hende stråler af vand. Flammernes blå skær dansede i vandet og gav et magisk farvespil omkring dem da han hang i luften foran hende og kyssede hende kun som sand kærlighed kan

Hazelin virkede helt afslappet nu hvor hun fik lov at udfolde sine evner lidt. Som regel kunne havet få hende til at slappe af, og det havde derfor været ganske morsomt at Connor havde valgt netop dette sted til at ligge hendes hytte. Men hun var nu glad for det. Det var hendes eget frirum. Et sted hvor hun kunne få lov til at slappe af og være sig selv. Efter hun havde været sammen med Connor den første gang, havde hun godt fornemmet noget ved sig selv. En form for ro. Og den ro havde hun fortsat. Det var dejligt.. at gemme sig ind mod ham og glemme alt andet.

Da Connor's flammer blandede sig med vandet, åbnede hun øjnene. Et svagt smil hvilede på hendes røde læber, inden hun så op imod ham. Han havde lært hende så meget.. mere end hun nogensinde havde håbet at han kunne lære hende. Og det at de nu var sammen, var bare.. fantastisk. Intet mindre end det. Hazelin lod fortsat vandet stryge sig blidt omkring dem begge, Hun havde efterhånden god kontrol over alt der havde med vandet at gøre, så det var meget nemt for hende at kontrollere det hele. Hun tænkte nærmest ikke over det. Som han hang der foran hende, smilte hun kærligt. Hun gengælde hans kys længe og intenst, og nød følelsen af at være hans. Sammen med en hver anden, ville hun nok være bange for at han fandt sig en anden. En anden pige.. bedre end hende. Men ikke med Connor.. Connor var noget helt specielt og den kærlighed de delte, var hun sikker på ingen kunne skille ad.

Efter kysset, strøg hun hans kind let. Hun smilte og lod hovedet glide en anelse på skrå. "Kan vi tage hjem til dig? Jeg tror haven trænger til at blive passet" hviskede hun blidt. Hun havde et ømt punkt for den have, og hun nød at bruge timerne derinde, ikk fordi hun altid lavede noget, men mere fordi der var så fredfyldt.

Selvfølgelig kan vi det elskede. Så længe du forstår at slottet også er dit hjem.

Khá sendte en flamme til himmels der dannede hans "våbenskjold". Indtil kareten kom, tog Connor hende i sine arme og dansede med hende på stranden. Imens de dansede rundt, sang han han "Point of No Return" for hende, en sang der havde fået stor betydning for ham. For den forklarede godt hans følelser overfor Hazelin. Der var ingen vej tilbage. Nu var det bare de to. Han ønskede heller ikke at der var nogen vej tilbage. Han kunne se fremad. Og der så han sig selv med Hazelin. Den perfekte kvinde der havde erobret hans hjerte.

Ikke længe efter kom kareten og han hjalp hende ind og satte sig selv. Han løftede hende op og satte hende på sit skød, og lagde sine arme omkring hende. Hans hænder kærtegnede op af hendes mave og bryster imens han kyssede hendes hals og bed hende til i øret hvor han forsigtigt hviskede: Du må undskylde mig, men kan slet ikke lade være. For Jeg elsker dig mere end jeg troede muligt.

Tilbage i slotsgården hjalp hende ned elegant og bukkede for hende og kyssede hendes hånd. Med hende ved hans side gik han roligt gennem slottets gange. Han holdt blidt om hende og gik langsomt da han stadig fortabte sig i hendes skønhed. Da de nåede døren til haven sagde han blidt: Du må lige have mig undskyldt elskede jeg skal lige hente noget til dig på mit kontor. Jeg kommer ind til dig i haven om lidt

Han holdt om hende og kyssede hende langt og inderligt inden han begav sig mod sit kontor. Ovre på den anden side af gangen stod en dør på klem. Skulle hun kigge der ind, ville hun se hvad der nemmest beskrives som et trofærum. Der var mange genstande fra forskellige dele af verden og forskellige tider. Alt fra sølvsværd til hjelme eller urteposer, kranier eller skriftruller. Midt på den bagerste væg hang der et gammelt kors af træ. Det var udskåret som var det taget fra en italiensk landsby.

"Det ved jeg godt det er.. Og jeg føler mig også hjemme der sammen med dig"

Hazelin så langsomt mod himlen og betragtede tænkende himlen som hans våbenskjold kom frem. Det var nu ganske pænt. Da han så tog om hende og begyndte at danse, fulgte hun ham smilende. Sangen kendte hun godt, og den var virkelig sød. Især når den nu kom fra ham. Han virkede så afslappet sammen med hende, som om hun virkelig havde formået at bringe ham en smule lys, i hans mørke hverdag. Det havde aldrig generet hende at han boede sådan et skummelt sted, tværtimod. Hun nød at udforske værelserne og gå rundt på gangene. Selvom Bach stadig skræmte hende en smule. Men det skulle sådan nogle vist gøre.

Karaten der kom kørende kunne være taget ud af en gammel film, men hun kunne så godt li det.. det hele virkede så gammeldags, så romantisk på en måde. Da hun blev hjulpet ind satte hun sig,. Ventede på at han kom ind, og grinte så en smule da han trak hende over på hans skød. Men stoppede ham nu ikke. De ting han gjorde fik hende til at smile. "Jeg har heller ikk bedt dig om at lade være vel?" hviskede hun kærligt.

Slottet kom frem efter et stykke tid, og da hun igen var ude i slotsgården sammen med ham, sukkede hun blidt. Hun kyssede hans kind og fulgte tænkende med ham indenfor. Da han sagde at han lige skulle noget, smilte hun blidt og så efter ham da han gik. "Det iorden.. jeg venter bare på dig her" svarede hun mildt, og strøg håret om bag sit ene øre.

Den svagt åbne dør fangede hendes opmærksomhed. Han havde dog sagt at hun helst ikke måtte gå ind i andre end de rum han viste hende. Men som altid vandt nysgerrigheden over hende. Hun åbnede tøvende døren og gik ind midt i rummet. Betragtede tingene. Korset fik hende til at blive helt stiv. Hun mærkede en velkendt fornemmelse og lukkede øjnene, det hele begyndte at gå galt nu, og hun kunne ikke stoppe det.. det var for svært. Hendes negle blev igen en smule længere af is, og øjnene en smule mere mørkeblå.

Hvor var den henne? Han havde så meget papirarbejde rundt omkring at en skriftrulle hurtigt blev væk. Arkane tekster lå i store stakke, og bøger om alt hvad et mørkt hjerte kunne begære stod i reoler tre gange så høj som ham selv. Det tog dog ikke særlig længe inden at han fandt den rulle han kom her ind efter. Det var en rulle hvor en børnetegning var på. Den var lavet med en gammel fjerpen men det var tydeligt at den var lavet med barnehånd. Han havde kun hjulpet Matthew en lille smule med at lave den. Det var en tegning af Matthew på en gynge, og Connor var tegnet med store muskler og kastede rundt med ild i luften. En typisk tegning af en dreng der synes far er sej. Han stod kortvarigt og mindedes den lykkelige tid, inden han blev revet tilbage til virkeligheden af en underlig kold fornemmelse ned af ryggen. Noget var galt et eller andet sted.

Han rullede rullen sammen og gik med rimelig hastige skridt ned mod haven og kiggede ind. Der var hun ikke. Han vendte sig om og så at døren til trofæ-rummet var gledet åbent og så Hazelin stå og stirre på korset som var hun frosset i tiden. Med en varm stemme sagde han:

Hazelin elskede? Er du okay?

Det gjorde så forfærdeligt ondt på hende.. Fordi hun ikke kunne stoppe det hele. Den anden side af hende var nu brudt ud fuldstændig og alt hun kunne var at se til. Nærmest som stod hun ved siden af. Hun opdagede også godt da Connor kort efter stod bag hende. Men der var intet hun kunne gøre ved det. Det var ikke til at stoppe hende selv.

Hans stemme brød stilheden, og Hazelin vendte sig ganske langsomt om mod ham. Det blev tydeligt at hun ikke længere var sig selv, at hun ikke havde kontrol over det hun gjorde. Men selvom hendes indre Hazel prøvede at gøre hvad hun kunne for at bryde ud, og forhindre den ydre Hazel i at gøre noget, kunne hun ikke. Ganske svagt smilte hun og lod kort de mørke øjne glide en omgang rundt i rummet, det virkede lidt som om hun vurderede hvor hun egentlig befandt sig.

Ganske langsomt rystede hun på hovedet og grinte ganske svagt. "Neij.. Hun er ikke okay" svarede hun roligt og lod hovedet glide på skrå. Det blev tydeligt at det var en helt anden person han havde med at gøre, en person som han ikke ville have opdaget før, ikke før nu. Men eftersom at De stadig var samme person, ville det blive svært at skille dem ad. Langsomt så hun ned på sine hænder med de skarpe issyle og så så legende op mod ham.

En nyfunden vrede boblede op i Connor. Han var godt klar over at det ikke længere var hans elskede Hazelin han stod overfor, så derfor bevægede han sig over og blev den gamle Khá. Han havde stadig sine oprigtige følelser overfor Hazelin og ganske som han havde sagt skyede han ingen midler mod dem der stod imellem ham og hans elskede Hazelin. De klare grønne øjne forsvandt tilbage og de røde orber sad der endnu en gang.

Han tænkte dybt inde i sig selv imens han kiggede på hende: "Bare rolig min elskede jeg skal nok få dig tilbage.... bare rolig... Mit hjerte banker stadig for dig og ingen anden..."

De røbe orber blussede op og øjenhulerne blev fyldt med den Arkane Flamme. Han var fuldstændig ligeglad med om han kunne skade hendes skikkelse. Det kunne han selv gøre noget ved bagefter. Hans hænder blev dækket af flammerne og når han talte, kunne man se det blå skær fra hans indre.

Med faste langsomme skridt gik han hen imod hende, og med en ældgammel ondskab rungede hans stemme: Det var ikke dig jeg talte til Heks. Jeg talte til min elskede... og jeg vil på det kraftigste anbefale dig at lade hende komme tilbage i stedet for jeg selv skal hente hende..

Hazelin grinte let og så ham roligt i øjnene. Hun virkede ikke videre bange for ham, men når alt kom til alt, havde hun vel heller ingen grund til det, når nu hun var i kroppen hos den han elskede. Derfor blev hun også stående da han kom hen imod hende. En kort skælven i hendes ene hånd, viste at Hazelin virkelig gjorde sit bedste for at fjerne denne onde del. Men det var også det eneste der lige var at se på hende, som viste det.

Da han nu stod under en mester fra hende, rev hun ham på kinden med de lange issyle i en hurtig bevægelse og trådte lidt væk. "Du undervurdere mig er jeg bange for min kære.. Ser du, vi deler jo krop.. Så hvis nu jeg dræber kroppen, så dræber jeg jo oz hende.. Ikk?" smilte hun roligt og så udfordrende på ham.

Hun trådte endnu et skridt væk fra ham og hvilede sylene ind mod sin egen mave. For at indikere at hvis han kom tættere på ville hun gøre det. Den onde del var ikke bange for at dø, desuden havde hun jo på en måde været død siden Connor hjalp hende.

Hvor er du dog naiv! Jeg vil aldrig skade Hazelin men jeg kan love dig for at jeg vil skade dig. Kroppen er ikke andet end en skal. En skal jeg kan knuse og bygge igen hvis det er det der passer mig. Du burde bruge dem der på at forsvare dig selv i stedet for at forsøge på en tom trudsel.

Med et blink blev hendes hænder omgivet af flammerne og flammerne i hans hænder dannede nu to slanger der snoede sig op af hans arme. og en meter ud fra hans hænder. Hvis hun skulle bruge issylene til noget som helst kom det til at være at koncentrere sig om de ikke skulle smelte under flammernes varme. Varmen var kun om istapperne men med bare én tanke ville hendes hænder også mærke varmen. Slangerne sprang ned og bed sig fast i hendes ankler i den tid det tog at blinke.

Stadig med faste skridt gik han mod hende og vreden boblede rundt i ham og hans ord blev mere og mere frygtindgydende. Ganske vist var det ham, men der var ikke et eneste spor tilbage af "Connor" tilbage i hans stemme da han næsten hvæste: Du skal komme en helt del mere forberedt hvis du skal have skyggen af en chance i mit eget hjem! Prøv endelig at se hvad der sker hvis du så meget som tænker på at hindre mig fra at se min Hazelin igen. Så håber jeg inderligt du har en voldsom smertetærskel for jeg vil nyde at minde dig om at Hazelin er min!

"Er du sikker? hvis du ikke er forsigtigt, kunne jeg måske finde på at dræbe hende før du får mulighed for at redde hende? og det vil du vel ikke have? din lille kæreste vil alligevel ikke kunne blive sammen med dig, for jeg har tilfældigvis sørget for at hendes familie ved hun er her"

Hazelin betragtede flammerne som de dukkede op om hendes hænder. Et kort skær af frygt viste sig, og fortalte ham at denne onde side, havde problemer med flammer. Præcis som Hazelin havde haft inden han hjalp hende. Som isen smeltede af hendes fingre, kunne hun ikke fastholde den, pågrund af frygten for flammerne. Måske man kunne finde på noget på den måde. Svagt prøvede hun at børste flammerne væk, og så vredt mod ham.

Han kom nærmere hvilket fik hende til at trække sig helt op til væggen. Og frygten for ilden fik hende til at miste kontrollen, så den rigtige Hazelin kom frem. Udmattet fordi hun havde prøvet at komme fri så længe, men glad for at se ham. Hun satte sig langsomt op af væggen, og bed sig hårdt i læben. Var tydeligvis meget ked af at have gået imod det han havde sagt, og at han havde været nød til at se hende sådan.

Vreden var et frygteligt syn for en hver. For han smilte samtidig. Når han blev så rasende, var der ikke skyggen af samvittighed i ham. Han stod næsten hen over hende som et monster der ville nyde et bytte lammet af frygt. Men han så snart at det var hans elskede Hazelin der var tilbage. Hun sad sammenkrøbet op af væggen og det gik også op for ham, at brandmærkerne på hendes ankler og hendes forbrændte hænder og ikke mindste hendes skam. Ved det syn, brændte gløden i hans øjne ud og det var de klare grønne øjne der igen sad der. Han sprang nærmest ned og tog hende ind til sig og med hende i armene kyssede han hende i panden og hviskede blidt:

Jeg er så ked af det elskede, jeg var nødt til det.... Jeg... Troede jeg var ved at miste min Hazelin... Jeg.... Jeg må rette op på det her!

Han løftede hende op i sine arme og det sidste han gjorde inden han gik var at sætte korset i flammer. Med hende i armene løb han op til deres gemakker og lagde hende i silkelagnerne. Med brændmærkerne på hendes ankler ville det være for svært for hende at gå.

Stol på mig min engel. Jeg skal nok rette op på det her. Du skal nok blive rask igen. Hvad end der gør dig ondt skal jeg nok rette op på....

Han vidste godt det ville blive farligt, da det var skader han selv have forårsaget og der var ingen betaling, men han så det som en straf for at have gjort det ved den eneste person der elskede ham. For skaderne fra de Arkane Flammer kunne være frygtelige. Han stillede sig for enden af sengen og tog en dyb indånding. Da han åndede ud var det de klare blå flammer der virkede tunge som tåge der kom ud af hans mund. Flammerne lagde sig ved hendes ankler og hænder. Det ville gøre ondt på hende til at starte på men fysisk set var det ingenting i forhold til hvad han udsatte sig selv for lige nu. Hans hænder brød ud i flammer og det samme med hans ankler. Man kunne lugte at flammerne brændte ham og det var et øredøvende skrig der brød fra ham. Det var et smerteskrig der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på selv gamle Bach. Flammerne kravlede ind i hendes sår og man kunne nu se det var en kamp for ham at holde sig gående. Smerterne fik ham til at ryste i kramper imens man kunne høre ham råbe at hun skulle blive hvor hun var. Da flammerne var kravlet helt ind i hendes sår, var hendes sår væk, og det røg stadig fra Connor de steder hvor flammerne havde været. Langtsomt stavrede han hen til sengekanten og satte sig ved siden af hende. Han tog blidt hendes ene hånd og kiggede kærligt dybt i hendes øjne hvor han sagde med en svag rysten i stemmen:

Bare rolig min skat.... J.. jeg klarede den. Du..... Det var for dig... Min k... kærl... kærlighed til dig er evig....

Han faldt om på sengen ved siden af hende helt livløs. Han var dog ikke død for hun ville kunne mærke at hans stadig rygende hånd, klemte om hendes

Da Hazelin omsider kom til sig selv, bemærkede hun en skærende smerte i sine ankler og sine hænder. Hun så langsomt ned på dem og gispede forskrækket over udseendet. De så meget forbrændte ud, og selvom hun godt havde været klar over hvad der foregik, havde hun ikke opdaget smerten før nu. Langsomt så hun op på ham. Hun havde en smule tåre i øjnene fordi det virkelig gjorde forfærdeligt ondt på hende. Det virkede som om at han opdagede at hun var sig selv igen, for kort efter var han henne ved hende og holdt hende tæt ind mod sig. Hun lukkede svagt øjnene da han kyssede hendes pande.

"Du må ikke undskylde.. jeg ved det godt.. det okay.. det gør bare virkelig ondt.. Du mister mig aldrig min skat" hviskede hun smilende.

Idet han tog hende op i sine arme gav hun sig en smule fordi det gjorde ondt. Hun sagde dog ikke noget, for hun vidste at han var ked af at have påført hende smerte, hun vidste dog også at det havde været nødvendigt. Det var nu sikkert godt at han bar hende, hun var ikke helt sikker på at hun kunne gå.

"Ikk gør dig selv ondt igen.. Vil du ikke nok lade være Connor.. jeg skal nok klare den.. Jeg ber dig, jeg kan ikk holde ud at se dig have ondt.."

Hun mærkede at han lagde hende på sengen og så ham i øjnene. Vidste allerede godt hvad han havde tænkt sig, og hun brød sig virkelig ikke om det. Hadede at se ham have ondt pågrund af hende. Og af denne grund, gjorde hun hvad hun kunne for at kæmpe imod hans magi, hun nåede bare først at reagere da han var færdig med at fjerene sårene fra hendes ankler. Desværre var han alt for stærk for hende, og det lykkedes hende knapt nok at stoppe ham. Det eneste der var tilbage da han var færdig, var en svagt ar rundt om begge håndled. Da han faldt om på sengen ved hende, så hun stille på ham og strøg ham svagt på armen. Hun rejste sig tøvende og forsvandt kort, inden hun kom tilbage med en skål køligt vand og en klud. Forsigtigt duppede hun hans sår med det.

"Jeg sagde jo du skulle lade være.. hvorfor vil du ikke høre på mig.."

Et godt stykke tid efter, begyndte han stille at røre på sig igen. Han havde ingen fornemmelse over tiden men ville tro at det var omkring et par timer. Han ømmede sig lidt og et stort smil bredte sig over hans læber da det første der mødte ham, var hendes duft. Det var stadig lige så berusende som første gang hun kyssede ham. Hans øjne åbnede sig langsomt og den særlige glød han fik i øjnene over at se hende, var ganske tydelig. Han var udemærket godt klar over at det hun havde set ske var et ganske frygteligt syn, men han kunne ikke lade være med at smile over hun sad og passede ham. Det var der ingen der havde gjort før hende.

Han satte sig langsomt op og holdt hende tæt indtil sig og sagde med en smule sorg i stemmen: Jeg er så ked af du skulle se mig sådan igen. Jeg ved udemærket godt du ikke ville have det, men jeg forårsagede dine skader så det var min straf. Det er det der sker hvis ikke der er en offergave.... Jeg tog min straf, og gjorde bod på jeg havde skadet det smukkeste mit liv nogensinde er velsignet med. Jeg har en idé min skat!

Han smed hende ned på sengen og lagde sig ovenpå hende, imens han kyssede hende langt og inderligt. Så skyndte han sig at hente en halskæde han havde i sit skrivebord. Den var prydet med 10 sorte perler. Han hang dem om halsen af hende og kyssede hendes hals.

Nærmest glad sagde han til hende: Du skal bære den halskæde når vi er tættest hinanden. Og skulle det nogensinde blive nødvendigt at gøre den her slags, skal du brække en perle af. Det vil jeg acceptere som en offergave. Så kommer du ikke til at se mig sådan igen.

Han smed sig ned på sengen og hev hende halvt hen over sig og lod hans negle glide ned over hendes ryg imens han kyssede hendes hals og kind. Han kærtegnede fast hendes lår og bed hende let i læben og sagde meget autoritært men alligevel med lidt humor:

Og så kan hun bare lige prøve på at tage min Hazelin fra mig igen. Du er for evigt min, såvel som jeg er din min elskede

Hazelin blev hos ham mens han var bevidstløs og sørgede for at han ikke var for varm. Hun duppede ham jævnligt med kluden, alt imens hun holdt øje med hvordan han havde det. Hun var ked af at se ham sådan, det var ikke specielt rart. Men det var rart at han ville gøre så meget for at passe på hende, det kunne hun ikke lyve sig fra. Da han rørte på sig smilte hun lettet for sig selv, og så ned mod ham. Det var rart at han rørte lidt mere på sig, hun havde været så bekymret for at han var komme slemt til skade og ikke ville vågne igen. Hans smil kunne stadig gøre hende helt varm indeni, og især fordi han smilte over hende.

Forsigtigt lod hun sig gemme ind imod ham og smilte ganske svagt. "Jeg tilgiver dig.. Men jeg bryder mig stadig ikke om det.. Jeg kan ikke li du skader dig selv på den måde, bare fordi jeg har været dum.. Det var jo min egen skyld, så det havde været helt okay.." hviskede hun ganske stille og strøg ham langsomt over armen. Hun bed sig svagt i læben. Så nysgerrigt på ham da han nævnte sin ide.

Svagt gispede hun da han smed hende ned på sengen, og grinte svagt for sig selv. Gengælde hans kys kærligt. De blå øjne fulgte ham efterfølgende da han gik hen til sit skrivebord og hentede hen halskæde. Forbavset så hun på ham som han hængte den om halsen på hende og smilte lidt genert.

"Må jeg ikke bære den hele tiden da? Og det lyder som en meget god ide, at du ikke skal gøre den slags lige foreløbeligt. Det gør mig lidt mere rolig ved det hele" sagde hun forsigtigt og smilte lidt til ham. Hun elskede ham utroligt højt, så det var meget hårdt at se ham have så ondt.

Hazelin lod sig blive hevet op på ham, og strøg ham ganske stille over kinden. Hun sukkede blidt for sig selv. Svagt skælvede hun da hans negl gled ned af hendes ryg, det kildede en smule, men på en dejlig måde. Langsomt lukkede hun øjnene som han kyssede hendes hals.

"Kan du fjerne hende? jeg vil helst ikke have der sker sådan noget igen.. Uanset hvordan du kan, er det fint nok.. Og ja.. jeg er din og du er min"

Han nød bare at være hendes. Sådan som de begge lå og bare nød hinanden lige nu. Det var stadig som første gang hun holdte om ham. Han kom også med et rigtigt stort smil, da hun skælvede ved hans berøring. Han elskede hendes suk, når det var behageligt. Som sød musik var det. For det kunne høres det var ægte. Derfor kunne han heller ikke helt lade være med at blive ved. Sådan som hun lå halvt oven på ham, lod han sin finger vandre fra hendes kind, ned af halsen og ned over hendes fyldige bryster hvor den legede lidt inden den fortsatte ned af hende mave og ned af låret.

Han sukkede dybt inden han med et lidt bekymret smil kiggede på hende og sagde: Du er godt klar over hvad du beder om min elskede? Jeg kan fjerne hende da hun er i dit sind som en sygdom, men det bliver deet kraftigste jeg hidtil har gjort. Og jeg skal bruge en offergave fra dig og her er halskæden ikke tilstrækkeligt. For dig vil jeg uendeligt gerne gøre det, men offergaven er nødvendigt for ellers vil det slå mig ihjel. Men jeg lover dig hun skal nok blive fjernet fra dit sind min skat. Lad os nyde hinanden imens du tænker dig til en offergave. Jeg får brug for alt min styrke... Jeg elsker dig Hazelin

Han ville gøre alt for hun fik det godt og det forblev sådan sammen med ham. For hun var hans elskede Hazelin

Hazelin sukkede blidt for sig selv. Hun elskede ham.. elskede at kunne slappe af i hans selskab, uden at skulle frygte så meget andet. Han passede på hende, og hun følte sig tryg hos ham. Det var virkelig dejligt når han rørte ved hende, mest fordi hun kunne mærke at han nød det ligeså meget som hende selv. Det virkede heldigvis som om at han havde det på samme måde som hende, med hensyn til de følelser og tanker hun havde. De blå øjne hvilede blidt ind i hans, og hun smilte lidt for sig selv. Det kunne ikke blive bedre nu.

Hans ord fik hende til at tænke. Hun satte sig ganske langsomt op og lod hovedet glide en anelse på skrå. Tænkende strøg hun hånden gennem sit hår, og så frem for sig. "Hvad hvis mit offer er at jeg aldrig vil elske en anden? At jeg binder mig til dig, så mit hjerte ikke kan banke for andre?" spurgte hun ganske langsomt og så ham stille i øjnene. Langsomt gemte hun sig ind mod ham, og sukkede en smule for sig selv. Hun elskede ham.. Og ville ikke have at der skete ham noget, og slet ikke fordi at hendes dårlige side havde fundet vej frem igen. Det var for skræmmende at tænke på. At hun kunne skade ham.

Stille strøg hun hans arm. Det var dejligt at ligge hos ham.

Det er den højeste pris man kan betale min elskede. Det vil kunne gøre det så mere end rigeligt. Men jeg bliver nødt til at advare dig. Det bliver den frygteligste smerte du nogensinde vil komme til at føle og den bliver værre for mig. Grundet dit offer vil jeg ikke dø af det. Og du kommer nok til at pleje mig bagefter. Men lad os nyde hinanden. Når solen går ned igen, vil jeg gå i gang. Og når den står op igen, vil hun være væk for altid. Så vil du være fri af hende for evigt....

Han lagde sig ned ved siden af hende og kiggede dybt i hendes øjne imens hans negl langsomt gled ned af hendes ryg. Hans hånd vandrede blidt op af hendes ben imens han kyssede hendes hals og kind. Hånden kørte blidt mellem hendes ben og op af hendes hofte imens han inderligt trykkede sine læber mod hendes. Han lod sin tunge vandre op af hendes hals hvorefter han bed hende forsigtigt i øret og trak hende fast ind til sig og nød hver enkelt berøring. Hendes sagte stønnen var en sød musik. En symfoni af kærlighed og begær ved hver enkelt berøring fra dem. Nok var der et voldsomt ritual i vente, men lige nu ville han bare nyde hende og lade hende nyde ham. Lige nu var der kun dem i hele verden

Som dagene og ugerne gik, fandt hun sig tydeligt meget hjemme hos ham. Hun havde spurgt om lov til at sove hos ham, selvom han havde givet hende et værelse. Det var ikke som sådan fordi hun ikke kunne li værelset, for det var utroligt smukt, og hun var glad for at han havde givet hende et, men når hun sov sammen med ham, var hun bare mere afslappet. også selvom han ikke sov.

Denne dag havde han haft noget arbejde, og derfor havde hun valgt at sidde inde i haven, og ordne nogle flere blomster. Hun kunne godt li at sørge for det hele inde i haven, og når han så kom og kiggede blev hun altid glad.

Hun havde en mørkeblå sommerkjole på med tynde stropper. Den var stram om overkroppen, og løs indtil knæene. Ingen sko dog, det var hun ikke i humør til. Det lyse hår sad i en stram knold med et mørkt bånd, og hun havde stadig halskæden på fra ham. Lige nu sad hun med fødderne i det kølige vand der var i søen. Det var dejligt.

Det var noget tid siden ritualet var sket. Det virkede efter hensigten, men Connor var glad for han aldrig skulle udsætte hende for så voldsom smerte igen. Nok var samvittighed ikke hans største problem, men bare tanken om at såre hende på nogen måde var forfærdelig. Men hun var kommet sig fint og det var det vigtigste.

Hun sov efterhånden mere inde ved ham, end på sit eget værelse. Det passede Connor fint da han havde det allerbedst med hende i sine arme. Når hun lå i hans favn, havde han en indre ro ulig nogen anden. Han omtalte det også som "deres gemakker" nu

Han havde arbejdet hele dagen med de gamle skrifter og havde fået orden på dem og besluttede sig for at se til sin engel. Efter ritualet var hans hud kun lys grå.

Han listede forsigtigt ind i haven for at overraske hende. Han ville prøve noget nyt for at se hvordan hun reagerede så han havde taget en gammeldags hvid skjorte på i stedet for den sorte ærkemagerkåbe. Han stod og betragtede hende. Han fik næsten tårer i øjnene ved tanken om at hun var hans. Sådan som hun sad der i hendes blå sommerkjole. Som en smuk blomst ingen nogensinde ville gøre fortræd. Han listede hen og kyssede hendes kind og sagde: Hvor ser du fortryllende ud min elskede

Hazelin havde egentlig ikke haft så meget imod smerten, hun havde lært at udholde ting, men hun havde været meget udmattet efter det. Dog ikke nok til at hun ikke kunne pleje ham, han betød meget mere end hende selv. Han havde været så trist over den smerte han havde forvoldt hende, men hun var glad for at de havde gjort det.

Han virkede heldigvis ikke til at have noget imod hun sov inde hos ham, faktisk var han begyndt at kalde det for deres gemakker, hvilket gjorde hende utroligt glad. Det var bare rart at sove hos ham.

Ændringen ved ham efter ritualet havde været meget tydelig, mest fordi hans hud næsten ikke var grå mere.

Hazelin mærkede godt at han kom ind i haven. Hendes evner gjorde at hun også registrerede rystelser i jorden, og hans skridt var så velkendte i hendes hoved nu. Da han kom nærmere hende, smilte hun svagt for sig selv. Hun lukkede kort øjnene da han kyssede hendes kind, inden hun så op på ham. Rejste sig langsomt og lod armene hvile om hans nakke. Hun grinte ganske svagt og trak på skuldrene. "Det jo oz dig der har givet mig kjolen" hviskede hun legende.

Han holdt hendes hænder og trådte et skridt tilbage. Så op og ned af hende imens hans ansigt var fyldt af et stort og varmt smil. Hun var.... perfekt.... Intet mindre end... Hun var hans Rosas Inter Spinas. Hjertevarm, Smuk, Kærlig.
Intet ord passede bedre på hende. Jo at hun var hans.

Jeg kan slet ikke få øjnene fra dig elskede. Noget så perfekt som det jeg ser for mig nu, findes ikke. Jeg fortryder på intet tidspunkt min tid med dig. Jeg ville til gengæld forbande mig selv hvis ikke jeg lukkede dig ind i mit ellers tomme hjerte. Jeg har set Isis selv og hendes skønhed ville blegne ved blot et enkelt blik på dig.

Han lagde sine arme om livet på hende og trak hende helt ind til sig inden han kyssede hende ganske blidt. Hans hænder gled langsomt ned af hendes ryg og hvilte på hendes hofter inden han sagde: Ha ha det kan der være noget om, men du er stadig guddommelig smuk uden den

Han sagde det drillende inden han løftede hende op så hun kunne slå benene om ham, inden han kyssede hende igen