Masque //Asmamix :D //

Asma kunne ikke lade være med at grine. Hun skimmede stedet de var. De var selvfølgelig i en krikegård. Men her var så fredlig. Selvom der sikkert var andre, ja så var det da hyggeligt-
"Ahngel..jeg er glad for du ikke afviste mig" sagde Asma, lidt mere alvorlig. Hendes stemme lød stille og tænksom.

"Afvist?" sagde han så og kiggede igen underligt. "Hvorfor skulle jeg ha gjort det.. og hvornår?" sagde han så og betragtede hende meget studerende og havde egentlig ikke den ringeste anelse om hvad det helt konkret var hun talte om.
Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende stadig.

"Jamen..det" stammede hun. Det lignede hende bare så meget. Hakkede i vejret sætning.
"Nu..d..da du..argh glem det" sagde hun og fægtede med sine hænder.
Det lignede hende selvfølgelig, hun kunne ikke sige mere, når Ahngel spurgte hende. Når han spurgte hende om noget, ja så var hun ikke til at kende mere.

Ahngel kiggede opgivende på hende. Han kunne ikke rigtig kapere når folk ikke færdiggjorde deres sætninger, hvilket mange af en eller anden grund gjorde i hans nærvær.
"Vil du ikke godt være sød at færdiggøre dine sætninger?" sagde han så med en smule overbærende irritation i stemmen, selvom han nu ikke var konkret irriteret på hende overhovedet.

Asma satte sig op igen. Hun trak vejret lang ind til lungere, bare for at tænke på sine ord.
"Jo, da du holdte mig i den der jernanfgreb..så var der etr lille sekund jeg var usikker" sagde hun og så ned på sine fingere"et sekund, der sagde at du vil bide mig. Jeg troede du vidste hvem jeg var, men det.." Asma vente sin hoved væk, fordi hendes tænder var sammenbidte.

Ahngel kiggede lidt overrasket på hende og vendte derefter blikket. han havde faktisk tænkt sig at bide hende lige der. Godt han ikke var nået så langt. Det mindede ham om at han endnu ikke havde fået jaget i nat. Han bøjede træt hovedet et øjeblik.
"Ah ja.. omkring det.. pardon. Jeg er ikke så sparende som jeg var dengang." sagde han. han drak praktisk talt næsten hver dag nu.

Asma så på ham og smilte skævt.
"Ikke undskylde, just smile" sagde hun og lag sit hoved på skrå. Hvis det skulle siges rigtig, så var hun på en måde kommet tætter på Ahngel. Mere ind før faktisk. Der var selvfølgelig ingen problemer i det, men nu skulle der sættes stopper for alt det her. For Ahngel, var trods alt hende bedsteven.

Ahngel kiggede stille ud i luften og mærkede kort sine få blåviolette blodåre blive en smule synlige igennem den ny lettere transparante hvide hud, samtidig med at øjnene flammede kort op. En bivirkning ved at være for tæt på en engel, men han kunne nu sagtens styre det som det var nu. Han havde kontrol nu. Ihvertfald mere end han havde før.
Han vendte derefter de røde øjne imod hende med et tænkende blik. "Har du egentligt fundet ud af noget siden vi sidst sås.. med hensyn til bogen?"

Asma lag mærke til hans blodåre. Men sagde ikke mere til det.
"Ja, faktisk. Men det var noget jeg ikke havde regnet med. Noget underligt, du vil sikkert ikke tro det, men din mor, Rahmielle, var indblandt i det. Og for ikke at tale om min mor!"
Asmas øjne lyste op. Nu vil hun med et, fortælle Ahngel alt! Hun havde jo så meget at sige.

Ahngel nikkede. "Rahmielle var også medlem af Croix 4 ja..." sagde han så og betragtede hende. "Rahmielle var en engel som dig selv." sagde han så. Det! Det var et af leddene. Ahngels mor var egentlig en engel og ikke en vampyr. "Hun er en af grundende til at jeg fik Ange de Fer på." sagde han så. "Man må ikke æde en ærkeengel." sagde han så derefter. Han stirrede nærmest ud i luften og huskede nærmest det hele. Det værelse på Point Du Lac så stadig ud som det gjorde den nat. Det havde været lukket i flere år.

"Ja, ja! Hun var medlem af det der, Croix 4! Og det underlige var at min mor også var det! De var engler ja, men det der Croix 4, jeg forstår det stadig ikke. Selvom Lucy, havde skrevet flere sider om det, manglede hun stadig det vigtigste grundlag" Asma bed sig på fingerespidsen, men hun genvandt billederene. Bogen, der flød sin vej. Skrevet der blev slettet, og det værste af alt. Smykket som var blevet taget.

"Jamen jeg kan muligvis hjælpe dig med at forstå Croix 4 bedre, men det kræver spørgsmål at svare på." sagde han så og betragtede hende stille. Selv var han jo medlem nu. Tvunget ganske vidst, men i længden var det hans egen fortjeneste. han ville aldrig fortryde hvad han havde gjort dengang. Han ville ikke være som han var hvis han ikke havde lavet den aftale med dem.. og desuden. Så stod han allerede for dom. Han var jo selv en af dem som organisationen egentlig skulle udryde.

"Okay, lad mig se" Asma rejste sig op, og gik frem og tilbage, med fingerspidsen i munden.
"For det første, hvem grundlag Croix 4? Hvor mange medlemer er der? Er det forskellig racer indblandt? Og hvis ja, hvilken racer? Hvad laver man i Croix 4? Og Lucifer? Er han der også?" sluttede Asma og bøjede sig ned. Hun så på Ahngel med store øjne. Hun havde naturligvis flere spørgsmål, men de her var vigtigst.

Ahngel kiggede opgivende på hende og sukkede. Så mange på en gang.
"Croix 4 er en organisation til fordel for den ubalancerede sammenflettede skæbne der er omrking os. Vores job er at tage os af disse som laver uorden i skæbnerne, ergo FatalDestiiins. Disse går ind og får events til at ske, som ikke var meningen i det hele taget.. Ligesom Rahmielle og Lucys død." sagde han og holdt en kort pause. "Organisationen består umiddelbart af engle og engleafstamninger, som jeg selv. Stort set alle af de ikke jordlige engle er en del af det og beskytter dem som skal bevares. Skytsengle. Der falder mit job også indunder. Jeg beskytter dem som skal bevares og leder efter Fataldestiiinen her i Terre." han kløede sig kort på halsen. Lucifer? Hun spurgte om Lucifer.
"Lucifer har ikke noget med det at gøre og jeg ved ikke hvem der har grundlagt det."

"Så du er altså allerede medlem" sagde hun og så skuffet ud.
"Ergo FatalDestiiins, javel ja, nu forstår jeg det straks bedre" sagde hunog tog fingeren ud af munden. Hun nikkede og mumlede lidt.
"Min mor, der stod noget om hende, at hun var medlem af Croix 4, selvom hun forsvandt kort tid efter Rahmielles død, så er der stadig noget. For hvornår blev du medlem? Så meget, jag kan huske Lucy skrev, så stod der at alle var hård føre, det vil sige voksne?"

"Mere eller mindre. Jeg blev medlem lige inden jeg blev alfahan." sagde han lettere irriteret. han havde åbentbart ikke lyst til direkte at være med i organisationen, men nu han var bundet, kunne han ikke gøre så meget ved det. Desuden skulle han færdiggøre Lucy og Rahmielles bud. Det var trods alt han selv som ødelagde det.. Mere eller mindre. Ahngel sukkede lydløst og betragtede stille Asma.

Asma hævede sine øjnebryn.
"Så du er ligepludselig alfahan?" sagde hun og kiggede nærmer på Ahngel"og det ved jeg først nu?" hun kunne ikke lade være med at slå Ahngel på skuldren"gud, dreng!"

Ahngel kiggede lidt overrasket på hende. "Har jeg glemt at sige det?" sagde han så og lagde hovedet på skrå. Han var sådan set ligeglad med hendes lille slag. han mærkede det knapt alligevel.
Han tog sig kort til panden. "Mhm. Det beklager jeg, men ja det er jeg."

"Ja nu ved jeg det" sagde Asma og surmulede forsjovt.
"Husk ikke undskylde, juts smile" lo hun stille. Hun elskede at sige den sætning.
Men Asma kunne ikke slippe nordet ´Ergo FatalDestiiins´. Ahngel, satte altid ting og sager gang i hendes hoved. Men det var Asma taknemlig for, for det minede hende om livet før. Hun vidste naturligvis ikke hvorfor, men Ahngel havde sikkert svaret.
"Men, den bedste ting jeg fik vide i bogen..ved du hvad det var?" spurgte Asma Ahngel og så drømmende ud. Den minde havde gjort Asma så stærk. Eller de ord Lucy havde skrevet. De var så magiske og så, perfekte. Det minede om at være i himmlen når man læste de ord hun havde skrevet til Ahngek og hende. Lucy var en engel i Asmas hoved. Og det var hun sikkert. Hvor hun var nu, vidste Asma ikke..men mon Ahngel ikke vidste lidt af det? Men han kan naturligvis ikke huske det, men pyt, hun overlevde vel.
Asma vil prale af Lucy! For altid.

Ahngel rystede på hovedet og betragtede hende lidt. "Som sagt har jeg aldrig været i stand til at kunne forstå de ord der var deri, men hvad var det?" sagde han og betragtede hende afventende med et stillestående udtryk.
Han rystede kort på hovedet. Den usle lille bog havde virkelig en stor betydning for det hele havde den ikke? Ahngel nikkede for sig selv og kiggede derfter på himlen i et øjeblik.

Asma smilte.
"De bedste personer i verden, jeg hidtil har set, er to elsklige væsner. Ahngel og Asma, mine børn, mit.." Asma gik i stå. Det var som om, at hun læste op fra en bog. Men hun kunne ikke fortsætte, det gjord ondt, at huske det. Bogen var alligevel væk, hun kunne aldrig passe på noget. Mens tårene tril, tænkte hun på det sidste ord: ´mit hjerte, mine øjne og mine hænder. Jeg håber de vil holde sammen, uanset hvad de må kommer ud for. Asma og Ahngel, må jeres vej blive lys, og mødes en skønne dag´.

Ahngels kolde pegefinger strøg sig under hendes øje for at fjerne tåren. Han kiggede stille på hende. Hende. Den eneste som i lang tid kendte til ham. Hun var af alle den person der kendte mest til ham af alle, og alligevel følte han at han ikke kendte ligeså meget til hende.
Han huskede nu den aften hvor Lucy havde bedt ham om at tale med hende. Det var den aften han havde fået Croix De Lucy.. Hun var meget syg. Den aften Lucifer havde boret sine klør ind igennem Ahngels tynde tindinger. Ahngel lukkede kort øjnene. Efter al den tid, havde han stadig et meget stort had.. imod alt det, som han senere skulle blive.

Asma smilte bare og lo stille.
"Men, det hele føltes som en drøm. Jeg vil ønske at det passede med det der, at vores veje mødes" sagde hun, og tog hurtigt hans hånd inden han fjernde den"tror du på det?" spurgte hun ham, og så dirkete inde i hans øjne.

"Tro er noget jeg ikke kender meget til. Jeg har aldrig været religiøs..." sagde han så og så på hende. "Men.. siden folk som os eksistere, så hvorfor ikke tro på så meget andet?" sagde han. Han smilede kort. Meget kort.
"Du får Lucy at se igen.. tro mig." sagde han så. "Det med.. at hun var tæt på Rahmielle.. giver meget mere mening nu."

Asma så på Ahngel og kom til at slippe hans hånd. Hun var forvirret, men vil ikke stille spørgsmåler nu.
"Ja, du har som altid ret engel" sagde hun, og smilte stort. Selvfølgelig havde han ret. Sådan var Ahngel, og det bedste ved det, var at han ikke kunne læse tanker.
"Altid, altid" drillede hun og vippede med hovedet.