Masque //Asmamix :D //

"Jeg har ikke altid ret." sagde han så med en ret bestemt tone og kørte kort sin hånd igennem håret for at fjerne de irriterende sorte lokker fra ansigtet. Et irriteret suk kom fra ham. Han var træt af at se ud som han gjorde.. det var tydeligt. Han kiggede derefter på Asma med et stille udtryk.
"Altid... altid..." gentog han i sit eget tonefald og lagde roligt sin hånd på hendes hoved og strøg den igennem hendes hår uden at snitte hende med sine dødbringende negle. Han smilte stille.

Asma lo, mens hans hånd gled igennem hendes hår.
Hendes øjne smilte, det gjord de altid når hun var i nærheden af Ahngel.
"Men, men, ikke altid!" sagde hun, og lukkede sine øjne. Bare sådan forsjovt.

"Er det et væddemål?" sagde Ahngel så nærmest hviskende og betragtede hende stille. Han kunne liugeså godt bruge sin evighed på et eller andet, kunne han ikke.
Hun ville også leve så længe som hendes psyke ville holde ud og hendes krop ville holde til. Gad vide hvad hun ønskede at bruge denne evighed til.

Asma grinte, og rørte hans pande.
"Hvem ved?" sagde hun, og kunne ikke lade være med at grine endnu engang. Hun skjulte sit ansigt med hendes hænder. Hun rystede på hovedet, og kunne stadig mærke Ahngels slike-bløde hånd. Hun smilte stille for sig selv.
"Ahngel, vil du ikke hjælpe mig med at finde bogen? Jeg vil nemlig vise dig noget" mumlede hun, og så op.

Ahngel nikkede da han alerede havde regnet ud at hun havde forlagt den et eller andet sted. "Jo selvfølgelig." sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå imens han betragtede hende.
*Idiot.. lad dig ikke tæmme...* Ahngel spærrede kort øjnene op da den langtidssovende stemme atter kom frem i hans baghoved.

Asma så på Ahngel. Hun så hvordan han med et spærrede øjnene op.
Hun anede ikke hvad det var, men mon ikke det var noget hun sagde forkert?
Eller den måde hun sagde det på? Hun nikkede bare mens hun stadig så på ham.
Turde ikke rigtig spørg hvad der var galt, men alligevel..?
"Tak Ahngel, du er en kammerat" sagde hun, stadig med blikket på ham.

"Eh?" Ahngel bevægede blikket hen på hende som om han først ikke havde hørt efter, men lod sit røde blik nedtones roligt igen inden han stille nikkede. "Hvad har man venner til." sagde han roligt, dog som et retorisk spørgsmål. Han lyttede stille.. der var ikke noget.
Ahngel rettede sig kort op og betragtede hende stille. Den akavede stilhed ophobede sig stille og for en gangs skyld var stilheden ikke en befrielse for ham. Som når man bare venter på at blive forskrækket. En forfærdelig følelse fo rat høre den stemme igen.

"Ja" smilte Asma og så på Ahngel"hvad har man venner til"
Hun gabte stille, og hendes øjne var ikke så kraftige som før.
"Jeg har et vidunderlig billed du skal se, du vil måske ikke tro dine øjne, men det er sandt nok. Billedet er af dig, som en meget lille dreng. Og ved den side står Lucy og jeg. Jeg kan selv ikke huske hvornår billedet blev taget, eller for den her sags skyld, hvem har taget det" sagde Asma, og så ned. Hun legede med sine pegefingre og smilte ned til dem. Billedet var seriøst vidunderlig, faktisk var vidunderligt, underdrevet..det var ubeskreveligt, det billed hun havde. Og hun vidste at hun ikke kunne beholde det, det var det Lucy havde skrevet.

Ahngel smilte stille til hende og nikkede. "Jeg glæder mig til at se det." sagde han så og betragtede hende i en tid. Rart at se hende smile. Det var alt han ville ha fra hende. Et enkelt lille smil. Det var nok.. eller. Næsten nok.
Han kiggede kort ned og tænkte sig om. "Asma.. jeg ønsker ikke at du skal komme ud for ulykker og skader som din død." sagde han så.
"Derfor har jeg tænkt mig lidt om og.. hvis du er interesseret, så kan jeg udgive dig beskyttelse igennem gammel vampyrmagi. Brudekontrakten. Det vil gøre dig til min blodbrud." sagde han så og kiggede nu alvorligt på hende.

Asma så på ham. Forvirret og kunne ikke rigtig forstår ham. Hun havde hørt om blodbrud før. Men hvofor? Hun var der ikke i fare så længe hun kan huske det.
"Ahngel, hvad er der? Jeg har da ikke brug for beskyttelse, der er da ikke en der er efter mig, så længe jeg kan huske det?" hun grinte, og rystede på hovedet.
Hun var helt væk. Hvad mente han nu? Var der en der vil tage hende til livs? Eller var Ahngel bare, blivet overbeskyttetende?

"Jeg vil bare sige at tilbudet er der." sagde han så og lod blikket falde tænkende og nærmest undvægende ud til siden. Han tænkte helt sikkert på noget, men ville ikke lade det falde for langt ud. "Du er næsten lige kommet til og det her sted er ikke nært så venligt stemt som frankrig eller det gamle skoleområde. Her vil mindst halvdelen af indbyggerne gerne komme dig til livs hvis det var." sagde han og sænkede skuldrene.
"Jeg var vel et glimrende eksempel.." sagde han så og vendte igen de røde øjne imod hende. Han mente det og han skammede sig over at havde lagt sin jagt imod hende.

"Ahngel, sådan noget på du ikke sige" Asma lød bønfaldende og tog Ahngels hænder i sin. Hun kunne se at han mente det. Og Asma vidste at han havde ret.
"Du er ikke som dem derude, det ved jeg!"

"Måske ikke. Jeg har grund til at ønske dig i live." sagde han. "Men det.. er også en af de eneste forskelle der er." sagde han så og betragtede stille hendes hænder.
"Bebrejd mig ikke jeg er overbeskyttende... Jeg kan ikke gøre for det." sagde han stille derefter og lod stille sin egen hånd holde om hendes. han ville mærke varme hænder, men vidste det aldrig ville være muligt.

"Men..men..Ahngel" sagde hun og klemte hans hænder.
"Hvem er det? Fortæl, sig det nu!" begyndte Asma hysterisk. Hun kunne ikke lide det her. Hun kunne ikke lide at se Ahngel sådan her.

Ahngel lagde stille en kølig hånd på hendes kind med et beroligende blik. Han smilede stille til hende. Køligt, men ikke koldt. "Tag det roligt Asma... Alt jeg ber dig om er at passe på dig selv, når jeg ikke er der." sagde han så.
"Og lad vær med at fortælle mig at jeg skal slippe de tanker." sagde han så. "Du ved godt at jeg hellere vil bruge resten af mit liv i jernjomfruen end at lade dig gå usikkert." sagde han så og sendte hende et lettere strengt blik. Ikke vredt, men i tegn på at han altså mente det her alvorligt.

Asma åbnede munden, men der kom ikke lyd ud. Han mente det altså?
"Ahngel jeg vil være din brud. Din blodbrud" sagde hun og nikkede bestemt. Der var et eller andet. Men hvad det var vidste hun ikke nu. Når Ahngel var såddan, var der altid et eller andet på spil. Men hvem har sagt noget til ham? Hvem har tvunget, ham i et hjørne?

Ahngel kiggede på hende og så rent faktisk overrasket ud over hendes bemærkning. Hans blik fortonede sig til det mere normale, men dog stadig usikkert. "Er du sikker?" sagde han så. Han ønskede det virkelig og ville ikke opgive det bare sådan, men igen. At skulle sætte det op imod Asmas egen vilje var han ikke i stand til.
Han kiggede afventende på hende og tænkte sig om.

"Ja jeg er!" sagde hun og nikkede. Asma tog hendes hænder og holdte om hans kinden.
"Se mig i øjnene" sagde hun stille og så på ham.

Ahngel kiggede på hendes beslutsomhed og smilede imponeret til hende. "Så er vi vel enige.." sagde han så og nikkede en enkelt gang. "Du skal have noget af mit blod så." sagde han og betragtede hende stille derfra. Hans blod.. Lucys blod.. Rahmielles blod og.. Lucifers. Han havde taget lidt fra hver af dem i sin tid. Rahmielle drak han tør. Lucy var så han kunne slippe væk og Lucifer da alfahanstatussen skulle overgives.

"B...blod? Mig?" stammede hun og satte sig til rette. Hun så på ham, som om hun ikke troede på hvad han sagde.
"Drikke?"

"Nej.. give." sagde han så og lænede sig frem imod hende med et tænkende blik inden han stille lukkede øjnene. En beskyttelse så fysisk at han kun havde tænkt over den ved sine nærmeste. "Pardon." sagde han så inden han lagde armene om hende og lod kæben åbnes om hendes hals inden han sank sine tænder blidt i hendes nakke. Det gjorde ondt selve stikket, men så snart processen ville vende, så ville det ikke gøre ondt på hende. Han sugede ikke.. Han havde førinden vendt processen ved at bryde sin egen blodåre og nu løb hans blod ned i hendes årer i stedet for at tage hendes blod.

Asma lukkede øjnene. Det gjord ondt, men ikke sådan at hun vil skrige. Hun havde selv valgt det. Og nu da hun tænker over det, var Lucy så ikke Lucifers blodbrud? Eller var det nu Rahmielle...eller var det noget andet? Mange tanker fløj igennem Asmas hoved.
Hun vil ikke tænke på blod nu. Nej hun vil ikke tænke på at Ahngel sad og bed hende. Hun fremkaldt en lille smil..

Ahngel lod sine kæber slippe omrking hende, men havde stadig armene om hende. Det var endnu ikke færdiggjort. "Dans l'ancienne. Je m'assois sur le conseil. Je, Lucifer Mort De Sang le treizième, ici-bas pour moi, une violation du sang des deux parties désir." sagde han hvislende som en hymme og rettede sig op. "Pour son sang, je serai son protecteur."
"Son épée." sagde han og løftede hendes hånd og lod sit højre øjes øjenvipper gå imod håndryggen. "Son bouclier." sagde han og gjorde ligeså på hendes pande. "Son ange gardien des ténèbres." Afsluttede han. Hans øjne blev meget kort fuldkommen isblå, inden han blinkede for første gang i lang tid og lod dem blive røde igen.

Asma havde åbnet sine øjne. Hun havde ikke fattet nogen af ordene. Hun var jo ikke så god til Fransk mere da Lucy ike var her mere.
Hun så på Ahngel. Det gjord ikke ondt..hvad var der sket?
"Er vi nu..?" hun så på ham. Hans øjne var isblå lige før, hvad var der nu?
Asma føltes sig dum, men alligvel vil hun ikke vide noget.

Ahngel nikkede. "Ja vi er." sagde han så. "Rent fysisk vil du ikke kunne mærke forskel i hviletilstand, men det bliver betydeligt hvis du en dag kommer ud for fatale begivenheder." sagde han tænkende. Han var glad for at det var overstået nu.
Mere eller mindre. Hun ville nok ikke bryde sig om selve hagen ved det, men hvis Ahngel var diskret ville hun alligevel ikke mærke til den. Tværdigmod.