Just out for a quiet walk (Aia)

Aia nikkede uden at uddybe og lod sig dumpe ned på jorden over for ham. Et smil bredte sig langsomt på hendes læber, måske ville hendes idé alligevel virke. "Okay," svarede hun så. Hun så ham lidt ind i øjnene, før hun tog en dyb indånding.
Så rejste hun sig igen og satte sig midt på marken. Dyrene kiggede lidt på hende, men forsatte så med det, de havde gang i. Hun begyndte at fløjte lige så forsigtigt, det lød præcist som en fugl. Før hun vidste af det, havde hun - af gammel vane - rakt armen frem, og ikke mange sekunder senere, sad der en solsort og kiggede på hende. Hun blev ved med at fløjte, men lod den komme over i forskellige tonearter, forskellige fuglestemmer, og snart var hun omgivet af alle mulige forskellige fugle. Forsigtigt rakte hun den anden hånd ud mod solsorten, der stadig sad på hendes arm, og aede den blidt på de bløde fjer.
Da hun ikke havde mere luft til at fløjte, holdt hun op og lod fuglene selv bestemme, om de ville flyve væk eller blive. Lidt efter lidt fløj de alle sammen, den sidste var solsorten.
Med et stort smil på læberne, gik hun tilbage til Connor og satte sig på bænken. "Nå? Hvad synes du?" spurgte hun forventningsfuldt. Hun håbede inderlige, at han kunne lide det, ellers havde det været spildt.

Han sad helt stille og kiggede som unge Aia begyndte at fløjte. Selv fløjtede han kun for hyggens skyld når han arbejdede eller noget. Det var faktisk rigtig spændende at se som fuglene kom hen til hende. det var nærmest som om hun snakkede med fuglene. Den slags havde Khá alligevel ikke lært sig. det lød også rigtig godt og fuglene svarede hende nærmest. Det var specielt at se en samtale nærmest bare med musik. Da hun så satte sig ved siden af ham, smilede han stort og klappede meget stille. "Det var virkelig flot! Snakkede du med dem eller var det bare tillokkende toner? Ja den slags kan jeg godt nok ikke... Må jeg prøve at vise dig noget så? Det er dog ikke nær så specielt som det du lige viste mig"

Aia smilede, det var lykkedes for hende at imponere ham. "Begge dele. Når man bor så længe i skoven uden selskab, så lærer man at forstå alle dyrene og kommunikere med dem," sagde hun storsmilende. Hun løj ikke, hun havde brugt lang tid på at studere alle dyrene, lært deres skikke og måder at kommunikere på. Da han spurgte, om hun ville se noget, han kunne, nikkede hun kraftigt. Hvad kunne det mon være? Hun glædede sig allerede til at se det.

Med et varmt smil, holdt han sin håndflade ud i luften og kiggede på hende. "Jeg lover dig du kommer ikke til skade..."
Så dukkede en lille hvid flamme op i hans hånd og voksede indtil den fyldte hans hånd. "Denne ild former jeg selv som jeg tænker. Den brænder kun hvis jeg oprigtigt mener du har gjort noget ondt så du kan være ganske rolig..."
Langsomt ændrede flammen form indtil der sad en fugl af de hvide flammer. Så hoppede fuglen over og sad lige så stille på hendes hånd. det føltes kun lidt varmt men faktisk behageligt. Lidt efter fløj den op i luften og forsvandt. "Se.... Jeg kan få det til at ligne naturen men jeg kan ikke snakke med den og leve med den på samme måde du kan. Det er en ganske særlig gave du har der Aia.."

Aia stirrede fascineret på den lille ildfugl og betragtede den, da den fløj væk. Sikke et smukt lille væsen. Og den lignede endda en rigtig fugl! Et smil bredte sig på hendes læber, da han omtalte hendes evne som en gave. Hun rystede på hovedet og var tæt på at komme til at le.
"Tro mig, det er ikke en gave. Det kommer helt automatisk, når man er længe nok blandt dyrene og studerer de enkelte arter," sagde hun. Et lille fnis kom over hendes læber, selvom hun prøvede at holde det inde.

Efter en forsigtig latter, kiggede han hen i det store rum og svarede:
"Det er skam en særlig gave. Jeg har levet i over 400 år nu og jeg kan stadig ikke snakke med fugle. Eller andre dyr for den sags skyld. Jeg har et par heste ude i stalden hvor vi respekterer hinanden men jeg kan ikke snakke med dem. En ting er at forstå dyrs adfærd. En helt anden ting er at forstå dem som du gør. Der må du aldrig undervurdere dig selv Aia. Jeg har snakket og kæmpet mod nogle af de meste magtfulde troldmænd nogensinde... Men jeg har aldrig nogensinde mødt en der kan snakke med fugle. Der var dog en enkelt der havde trænet sin papegøje til at bede om te og kage"
Han kunne til nøds berolige dyr med en rolig fremtoning, men ligefrem at snakke med dem? Det var nok ikke noget han lærte

Aia rystede på hovedet og begyndte at le. "Tak, det vil jeg huske," sagde hun og så ned på sine hænder. Hun begyndte at le igen, da det han havde sagt, var blevet bearbejdet i hendes hoved. Så kom hun i tanke om, at han ikke vidste, hvad hun grinede af. Hurtigt hold hun op med at grine. "Det må du undskylde. Det er bare fordi, det er umuligt at tale med dyr. Jeg kommunikerer kun med dem," forklarede hun med store øjne og håbede, han forstod.

Han kiggede undrende på hende men stadig med et smil på læben. Det kunne godt være de så forskelligt på nogle ting, de var jo også fra vidt forskellige opvækster. Det lod det i hvertfald til.
"Det kan godt være man ikke bruger ord direkte. Men er det ikke bare dyrenes sprog? Jeg har været utrolig mange steder, nogle mere rare end andre... Og samtaler kan variere meget. Jeg har set folk snakke sammen ved at kigge på hinanden. Nogle væsner taler endda ved at kæmpe imod hinanden. Selv engle's sprog er toner og lyde. Selvom himlens sande sprog ikke må tales her nede"
Det var underligt på en god måde at udveksle erfaringer på den her måde. De kunne lære rigtig meget af hinanden

Hun lyttede opmærksomt og nikkede, mens han fortalte. Han havde ret. Hun havde set dyr kæmpe, bare fordi det var deres måde at tale på. Men alligevel rystede hun på hovedet, da han var færdig. "Jeg tror ikke, du forstår det," sagde hun. Hun ville ikke få ham til at føle sig dum, men det han sagde, var altså ikke rigtigt. "Vi er bygget som mennesker, har lært at tale som mennesker. Altså er vi mennesker. Dyrene er byggede og har lært at tale som de er skabt. Altså vil de aldrig kunne tale med os, og vi vil aldrig kunne tale med dem. Men vi vil kunne kommunikere med dem," forsatte hun.
Det var i hvert fald sådan, hun havde lært det, og hun havde boet blandt dem og kunne kommunikere med dem på et plan, der nærmest var uvirkeligt. Men hun talte aldrig med dyrene. De forstod kun hendes bevægelser, mens hun forstod både deres lyde og bevægelser.

Han lyttede meget interesseret når hun fortalte sin måde at se tingene på. Hun var vis af sin alder det herskede der ingen tvivl om. Han smilede varmt og nikkede lidt. "Man kan godt høre vi ser på tingene med forskellige øjne. Når man bliver genfødt, ser man rigtig mange minder. Også minder fra verdens fødsel. Det var dyrene der lærte mennesket at tale. Men sproget? Ja det var mennesket der opfandt det. Men om det er tale, kropssprog eller andet er jo også ligegyldigt. det unikke består i man kan forstå hinanden ikke sandt?

Hun rystede lidt på hovedet, var ikke helt enig. "Intet er ligegyldigt, når det gælder kommunikation. En lille bevægelse kan gøre, at det man siger, har en helt anden betydning. Det er også kropssproget, der fortæller os, om andre lyver. I dyreverdenen er det værre. En lille, forkert bevægelse kan fornærme modparten, og derved har modparten en grund til at angribe," fortalte hun. Selv havde hun oplevet det mange gange, da hun var mindre og ikke forstod dyrenes sprog. Ofte var hun kommet i kamp med forskellige rovdyr, og et langt ar ned af hendes ryg var beviset. Det lange ar var faktisk lavet af et utalt af mindre ar, og Aia kunne historierne for hver og et af dem. Hendes hukommelse var utrolig god.

En meget kort men nærmest anerkendende latter kom fra ham inden han lænede hovedet lidt tilbage og sagde: "Ja det kan jeg kun være med på det der... De krige jeg har været med i, er altid blevet startet fordi man ikke forstår hinanden. Alle krige hvor jeg har kæmpet... Men jeg tror du misforstod mig før Aia. Jeg mener ikke det er ligegyldigt med kommunikation. Der er så mange forskellige måder at kommunikere på, men det vigtige er jo man kan forstå hinanden. På den ene eller anden måde. Hmm... Hvordan har du det egentlig med heste?"

Hun nikkede og smilede. "Det kan du have ret i," sagde hun. Hun forstod ham godt, alligevel var der ting, hun var uenig i, men hun orkede ikke at forklare det. Uden at ligge mærke til det, var hun begyndt at tænke, og hun var holdt op med at høre rigtigt efter. For hende var der så meget at tænke på, derfor var hun lidt langsom om at opfatte hans spørgsmål.
"Hvad? Åh, det må du undskylde, jeg tror, jeg faldt hen i mine egne tanker. Men heste har jeg det fint med," sagde hun, en anelse flovt. Hun havde prøvet at tæmme nogen af de vilde heste, hvilket havde været svært, men til sidst var det lykkedes. Desværre var hendes prægtige ridedyr død efteråret forinden.

Han lagde godt mærke til hun faldt hen i egne tanker, så han lod som ingenting. Der var ingen grund til hun blev flov over det. Da hun så svarede på hans spørgsmål, smilede han venligt og rejste sig. "Så har jeg noget du måske kan hjælpe mig med... Kom så skal du se.."
Så ledte han hende udenfor og over i hvad der tydeligvis var en stor flot staldbygning. Bagerst i bygningen var der en indhegning med en stor flot hvid hingst. Men den var tydeligvis oprevet og meget vild.
Lidt bedrøvet nærmest, lænede han sig ind mod lågen og kiggede.
"Det her er Stormhov... Han har i lang tid være 'legetøj' for vampyrer. De har givet ham deres blod og taget noget af hans bare for sjovs skyld... Jeg har kunnet hele hans krop.... Men ellers kan jeg kun helbrede minder... Så jeg har ikke kunnet helbrede hans 'sind'. Den eneste der kan komme til ham lige nu er mig og det er kun fordi jeg har helbredt ham. Måske kan du gøre noget?"

Hun fulgte efter ham og glædede sig til at se, hvad der skulle ske. Staldbygningen, de gik ind i, var meget kunstnerisk lavet. Da han stoppede og fortalte om hesten, sank hjertet i livet på hende. Hun havde lidt håbet på, at de skulle ud at ride, men da han bad om hendes hjælp, blev hun helt rørt. "Jeg kan i hvert fald forsøge," sagde hun, før hun tog en dyb indånding og gik ind af lågen.
Hesten stejlede og lagde ørene tilbage, men Aia begyndte langsomt at sige som en hest. Hingsten trippede stadig nervøst, mens hun langsomt bevægede sig frem, stadig med små vrinskelyde, for hun forsigtigt lagde en hånd på dens mule. "Sådan ja. Der er ikke noget at være bange for," sagde hun beroligende og begyndte langsomt at ae hesten ned langs halsen og hen over ryggen. Så smilede hun ud til Connor. "Er det okay, hvis jeg prøver noget?" spurgte hun, stadig med en hånd på hestens ryg.

Han stod i første omgang bare og betragtede hende som hun prøvede at berolige hesten. Dog stod han klar for Stormhov havde allerede skadet en del der havde gjort forsøget. Der gik egentlig ikke så længe inden Stormhov faldt til ro og Connor's nysgerrighed steg yderligere. Hun var jo vant til naturen men det her var alligevel imponerende. det tog selvfølgelig lige lidt tid men meget hurtigere end han egentlig havde forventet.
Da hun så spurgte ham, kneb han kort øjnene sammen som om han tænkte over situationen. Han var dog lidt skeptisk men nysgerrigheden vandt dog til sidst. "Ja selvfølgelig. Stormhov lader til at kunne lide dig. Hvad har du tænkt dig?"
Så stod han tavs og ventede på hvad der kunne ske. han ville jo selvfølgelig Stormhov det bedste

Aia smilede med et glimt i øjet. "Vent og se," svarede hun bare, før hun beroligede Stormhov yderligere, for at være sikker på, at han var helt tryg. Så tog hun godt fat i hingstens man og svang sig op på hestens ryg. Først trippede den lidt, uvant over vægten på ryggen, men da Aia begyndte at vrinske som en hest, faldt han til ro.
Glimtet i hendes øjne blev klarere, da hingsten blev rolig igen. "Er du med på det her?" hviskede hun til hesten, der vrinskede glad som svar. Så lænede hun sig let frem og klemte blidt med benene, hvilket fik Stormhov til at sætte i løb. Let og elegant sprang hesten over lågen, så langt væk fra Connor som muligt, og forsatte ud af stalden. Hun red lidt rundt på gårdspladsen og red så ind i stalden igen, hvor hingsten let og elegant sprang tilbage i sin indhegning.
Aia lod sig glide ned og klappede den let på halsen og gik ud af lågen igen. "Nu gælder det bare om at give ham en masse gode oplevelser med mennesker," sagde hun, mens hun ventede på hans reaktion.

Det her skulle nok blive spændende tænkte han for sig selv. Men hvad end hun gjorde lod jo til at virke. Connor smilede overrasket da hun let som ingenting svingede sig op på Stormhov, der selvfølgelig var lidt overrasket. Det var ellers kun Connor der kunne. Smilet voksede og blev til en høj og varm latter som de sprang over lågen og ud i slotsgården. Det var skønt at se Stormhov være glad og stolt igen.
Da de så vendte tilbage igen, stod han helt roligt med hænderne i lommen og smilede.
"Det må jeg sige Aia.... Jeg bliver ikk nemt imponeret.... Men det er jeg nu. Han skal nok få en tilværelse der er ham værdig... Jeg er rigtig glad for du har hjulpet ham så meget. Hvordan kan jeg betale dig tilbage?"

Aia smilede og klappede Stormhov, der var kommet hen til lågen. Han var nu helt rolig og ville gerne have en masse opmærksomhed. Men da Connor så spurgte, hvordan han kunne betale tilbage, holdt hun op med at klappe hesten. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik, før hun gik hen til ham, så hun stod lidt fra ham, men stadig tæt på ham. "Tro mig, det har du allerede gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden, der har været så god ved mig," sagde hun alvorligt.

Han kiggede ned på hende og smilede venligt, lige efter han havde nikket til Stormhov. "Jeg behandler dig jo bare som du fortjener? Jeg ved godt verden ikke altid har haft samme indstilling men derfor behøver jeg ikke behandle dig på samme måde jo"
Han fik faktisk en ide til hvordan han kunne give tilbage. Det var faktisk ganske åbenlyst. Imens han gik ud mod slotsgården med hende, sagde han: "Jeg fik en idé... Hvis dig eller nogen anden i din familie bliver skadet eller syge på en måde så skovens urter ikke er nok... Så enten bring dem til mig eller send bud efter mig... Det eneste jeg ikke kan helbrede er Døden..."
Så spredte han de store flotte vinger og sagde: "Jeg havde vist lovet dig noget?"

Aia smilede og takkede ham for sit venlige tilbud, det skulle nok blive brugbart, men hun lovede sig selv aldrig at misbruge den tillid og godhed, han lige havde vist hende. Hun ønskede ikke at ødelægge kontakten til den første person, der havde holdt hende ud.
Hun stirrede lidt på hans vinger, da han foldede dem ud, og uden at tænke over, hvor uforskammet det var, rørte hun forsigtigt ved dem. De var som fuglefjer, bare blødere. "Hvad er de lavet af?" spurgte hun nysgerrigt og forsatte med at røre ved dem. Hun kunne ikke blive enig med sig selv om det. Det lignede fuglefjer, men det var så mange gange blødere.

Han spredte vingerne lidt mere så hun bedre kunne se dem. Som Seraphim havde man et meget stort vingefang. Connor havde et vingefang på lidt under 5 meter.
Han sagde heller ikke noget til at hun rørte dem. Det var jo forståeligt at hun var nysgerrig.
"De er lavet af samme energi som jeg bruger til mine evner. Så de kan være bløde som en sky, men også skarpe som knive hvis jeg har dem fremme når jeg kæmper. det har heldigvis ikke rigtig været nødvendigt endnu. Men ellers virker de ca som fuglevinger. Bare meget stærkere. En mand for mange hundreder år siden sagde, at en Engels vinger skulle være så stærke de kunne bære Englen tilbage til Himlen"

Hun nikkede interesseret og følte mere på vingerne. Lige nu var de bløde. Det var underligt at tænke på, at de kunne blive skarpe, hvis han ønskede det. "Det tror jeg gerne" sagde hun og mærkede igen på de fjeragtigt vinger. "Men er det egentligt sandt! Skal de kunne bringe dig tilbage til himlen?" spurgte hun. Det ville være fantastisk, hvis de kunne, men det ville jo også betyde, at han ville forlade hende på et tidspunkt, og det ønskede hun ikke. Nu havde hun endelig fundet en, der gerne ville have hendes selskab.

Han smilede venligt til hende imens hun igen mærkede på de store vinger. Da hun så spurgte om han skulle til Himlen igen, sukkede han og kiggede op. For han vidste ikke helt hvordan han skulle svare på det. Hans situation var jo noget unik i forhold til andre Seraphimer.
"Jeg ved det faktisk ikke... jeg ved bare jeg er blevet sendt tilbage for at rette op på de ting jeg gjorde og så gøre hvad jeg kan i kampen så det onde ikke vinder... Men jeg tænker heller ikke så meget over det.. Jeg vil hellere være her nede hvor jeg kan gøre en forskel. Jeg kan jo ikke dø af alder så der er jo masser af tid til at gøre meget mere.... Jeg kan jo også meget godt lide det her nede"
Selvom verden ikke altid var et godt sted at være så var der jo meget der var værd at kæmpe for. det var også det han sagde til sig selv

Aia smilede, men hun følte sig trist. "Jeg håber, det varer længe, før du tager tilbage til himlen. Nu har vi jo lige mødt hinanden og det ville være surt, hvis du allerede skulle væk igen," sagde hun smilende. Hun forsøgte virkelig ikke at vise sine følelser, for hun vidste jo ikke, hvordan han ville reagere.
For at komme væk fra det sørgelige emne igen spurgte hun: "Skal vi ikke tage en flyvetur?" spørgsmålet var så pludseligt og ligeud, at hun selv blev overrasket over, at det var kommet fra hendes mund. Normalt sagde hun ikke ting, der ikke var bare lidt gennemtænkte, og hun blev overrasket over, hvor dejligt det var at sige tingene ligeud. I sit stille sind besluttede hun, at hun ville gøre sådan fremover.