Just out for a quiet walk (Aia)

Aia tog imod servietten og tørrede sine øjne, hvilket tog hende et par sekunder, for de blev ved med at løbe. Da hun var færdig, lagde hun servietten på bordet efter at have krøllet den sammen. Hun smilede lidt, hun havde et spørgsmål til Connor, men hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle stille det. Skidt med det. Jeg spørger ham bare ligeud! tænkte hun. Det tog hende kun et split sekund at finde ud af at formulere det.
"Er her andre dyr end heste og dyrene i haven?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde undret sig lidt over det, men spurgte først nu. Det var en underlig ting ved hende. Hun undrede sig over noget, men spurgte først ind til det senere.

Det var godt hun var begyndt at smile igen. Hun havde været igennem nok i sit liv, så hun skulle have lov at være glad hos ham. Bare det at hun stolede så meget på ham, var faktisk rigtig flot af hende.
Da hun spurgte ind til om han havde flere dyr, måtte han lige tænke sig om. Kæledyr som sådan havde han jo ikke rigtig.
"Om der er flere dyr? Øhhh ikke jeg ejer eller noget. Der boede et par ulve i skovstykket lige her ude. De kom desværre galt afsted... Ellers er det nærmeste vist at et par ugler har slået sig ned i slotstårnet omme i baghaven. Jeg havde faktisk også et par jakaler en gang"
At have et egentlig kæledyr, var ikke noget han havde tænkt over. Han var jo altid ude og lave noget eller kæmpe. Han havde jo egentlig tiden men var aldrig kommet videre med ideen

Da Connor nævnte de to ulve, gik Aia nærmest i chok. Det eneste sekund var der et kæmpe smil på hendes læber, det næste var hendes ansigt som frosset til is. Kunne det være... Nej, det måtte det ikke være. "Hvordan så ulvene ud?" hviskede Aia åndeløs. Hendes intuition sagde hende, at det, hun håbede var løgn, var sandt. Det ville hun ikke kunne bære. Hun ville ikke kunne bære at miste mere. Hvis det var, hvad hun troede, ville hun aldrig kunne stoppe med at være ked af det.

Han undrede sig noget over hendes reaktion men det tog ham ikke lang tid at regne ud det var hendes fortid der blev berørt der. Derfor overvejede han meget nøje hvordan han skulle svare hende. Der var jo ingen grund til at rive op i gamle sår hvis man kunne undgå det.
"Hvordan de så ud? Hannen var majestætisk og stor. I månelyset så det ud som om hans pels var lavet af sølv. Hun var hvid som sne og havde helt krystalblå øjne. De tog sig altid meget kærligt af hinanden og han beskyttede hende med alt han havde. Jeg fandt desværre aldrig ud af mere om dem så ham kaldte jeg T'kashi og hende kaldte jeg for Luna...."

Det var to ulve der altid havde fanget hans opmærksomhed. Der havde altid været noget specielt over dem, men da han jo nærmest var ondskaben selv så kunne han aldrig kommet tæt på. En eneste gang efter han var vendt tilbage, havde T'kashi ladet Khá helbrede Luna. Hun var blevet overfaldet imens T'kashi var ude og jage.
"Det kan faktisk være.... At de er der endnu? De kommer tilbage en gang imellem"

Et smil bredte sig på hendes læber. "Det er min bror og hans mage," sagde hun, mens smilet stadig forsatte helt vejen op til hendes øjne. Hun havde ikke set sin bror i et års tid, selvom han boede så tæt på. Det med skaden vidste hun ikke noget om, men på den anden side vidste hendes bror heller ikke særlig meget om hendes dygtighed med plantemedicin. Da han sagde, at de måske var der endnu, smilede hun endnu mere, og Aia besluttede sig for at besøge dem snarest muligt. Hun savnede sin bror meget, og måske kunne han fortælle noget nyt om deres forældre. Det håbede hun.

Han fik lidt store øjne og nikkede anerkendende til hende. "Jeg synes godt jeg har kunnet se deres styrke i dig Aia... Kom jeg vil vise dig noget..."
Han trak hende nærmest med op på hans store kontor og rodede i nogle skuffer. "Efter jeg helbredte hende, tog jeg billeder der ude en gang i mellem for at sikre de begge havde det godt. Han jagede selv de ulve væk der angreb hende, men han lod mig heldigvis hele hendes sår. Ellers havde hun nok ikke klaret den. Han er stadig meget forsigtig dog... Ah her er de!"

Så rakte han hende en 3-4 billeder med T'Kashi og Luna på. På det billede der blev bedst, stod T'Kashi og kiggede ud over det hele som om det var hans, imens Luna lå ved siden af og hvilede sig. Luna så ud som om hun var med hvalpe. Hvis man havde forstand på den slags. "Det billede var det sidste jeg tog. Det er et par måneder gammelt nu"

Med et smil tog Aia imod billedet. Minderne væltede ind over hende, da hun så sin brors stolte skikkelse. Han havde ikke ændret sig meget siden sidst, altid så stolt og stærk. "Jeg kan huske dengang han bare var en lille pelsklump," mumlede hun for sig selv, mens hun rørte det sted på billedet, hvor ulvens kind var.
Så så hun på magen. De krystalblå øjne stirrede ud på hende fra fotografiet og pelsen var ren som nyfalden sne. Aia havde ikke mødt hende så mange gange, men var med det samme blevet fascineret af hende. Med den skønhed var det ikke så sært, at hendes bror beskyttede sin mage for alt i verden.
"I kuldet var der fire hanner og to piger og så selvfølgelig mig. Men han var altid min ynglings," sagde hun. Tårerne pressede på, men hun gjorde sit yderste for at holde dem tilbage. Heldigvis var det glædestårer denne gang.

Det var en underlig men god fornemmelse at se hvor rørt hun blev over at se billederne. Det virkede faktisk som om det var noget hun havde trængt til, som om hun kunne lægge nogle dårlige følelser bag sig. Roligt lagde han hånden på hendes skulder og gav den et forsigtigt klem.
"Du kan bare beholde billedet hvis du vil?...."

Så fik han en lidt pludselig ide men det var måske noget der kunne hjælpe hende yderligere. Det var selvfølgelig ikke sikkert hun ville, men hun skulle som minimum have muligheden.
"Hey Aia? Hvad siger du til vi tager ud og besøger dem? Det er ved at være tid de er her igen. Jeg kan vise dig nøjagtigt hvor de viser sig henne"

"Det vil jeg gerne, hvis jeg må," sagde hun med et smil, stadigvæk ikke helt revet væk fra tankerne og minderne om sin bror. Forsigtigt foldede hun det sammen og puttede det ned i sin ene lange støvle - der opbevarede hun altid mindre ting, hun skulle have med rundt - mens han formulerede tilbudet om at tage ud at hilse på dem.
Aia's hjerte steg helt op i halsen. "Mener du virkelig det? Åh, du er bare den bedste!" udbrød hun, lagde armene om halsen på ham og krammede ham, som om hun aldrig ville give slip igen.

Han smilede venligt og varmt imens han lod hende kramme lige så længe hun havde lyst. Der var nu altså noget særligt over at kunne give andre sådan en glæde. "Jeg er bare rigtig glad for at kunne hjælpe dig Aia... Kom... De er vist der ude nu... Vi må hellere skynde os lidt"
Så gik han ud sammen med hende og meddelte kort Bach at han skulle ud til skovestykket en tur, men kom tilbage inden så længe. De måtte gå et okay godt stykke, men ikke noget problem at klare. Snart kunne man se hen til kanten af skoven hvor han så lige pludselig stoppede op. Meget stille pegede han og hviskede:
"Se?.... Der er de....."
Et godt stykke henne kunne man se hunnen der lå og hvilede sig tydeligvis efter lige at have spist. Den majestætiske han sad og vågede over skovstykket og over hunnen. Så fangede den deres duft og kiggede i retning af dem. Khá blev siddende og sagde smilende:
"Gå hen og sig hej til din familie...."

Aia fulgte efter, en smule nervøs, men også spændt. Hun skulle se sin bror igen. Glæden sad allerede i hende. Tænk, at han havde boet så tæt på, og hun aldrig havde opdaget det. Hun lavede en note til sig selv om at prøve at bevæge sig uden for sit territorium noget oftere.
Da de kom ud i skoven igen, og Aia fik øje på ulvene, spændte hver en muskel i hendes krop. Hvad nu, hvis han ikke kunne huske hende? Så ville hun højst sandsynligt dø.
Med rystende ben bevægede hun sig tættere på ulvene. Hannen knurrede lidt af hende, og da det skete, sank hun ned på knæ, godt ti meter fra ulvene, med hovedet bukket. "Rolig, bror. Det er mig. Du behøver ikke føle dig truet," hviskede hun, knap nok hørligt. Alligevel vidste hun, at ulven havde hørt hende. Den rejste sig og bevægede sig langsomt hen imod hende. Man kunne se hver en muskel i dens krop. Den var virkelig et majestætisk væsen. Da ulven nåede hende, puffede den blidt til hende med sin våde snude, og først der vovede Aia at kigge op. Øjnene, der mødte hendes, var så velkendte, at hun slog armene om ulven uden at tænke på konsekvenserne. Ulven blev først overrasket, men lod så den fjortenårige pige kramme sig.

Khá sad helt stille og betragtede hvordan hun bevægede sig tættere på og hvor rolig hun holdt sig. Det var et fascinerende syn at se. Hannens knurren forventede han næsten men holdt sig stadig helt rolig. Man kunne ikke andet end at få en varm følelse af tæt familie når man så hende kramme den så majestætiske ulv. En følelse han selv tit savnede. Ingen blev hos ham i længere tid. Selv efter han var vendt tilbage var den eneste der altid var der, Bach. Alessa var der selvfølgelig også men hendes pligter holdt hende væk længe af gangen.

Den store han hvilede hovedet på hendes skulder som hun krammede ham, men snart klynkede han og drejede hovedet hen mod hunnen. Fra hendes mave kunne man høre en serie af små klynk. Hunnen var afkræftet og havde en underlig sort farve i øjnene og de 3 hvalpe havde svært ved at blive varme. Hannen rejste sig langsomt og gnubbede hvalpene med snuden.

Forsigtigt gik Aia over til hunnen og satte sig foran hende. "Er det i orden hvis jeg...?" spurgte hun lidt forsigtigt, men et enkelt blik fra ulven sagde hende, at hun bare kunne gøre det. Helt roligt tog hun en af ulveungerne op. Den var iskold, men ellers så der ikke ud til at være noget galt med den. Blidt aede hun den over pelsen, mens hun fortvivlet stirrede på Connor. "Kan du ikke hjælpe moderen?" spurgte hun bedende. Der var noget galt med hende, men ikke alvorligt nok til at hun kunne dø af det. Endnu.
Ulveungen peb og skubbede sig længere ind mod hende for at få varme. Snart fulgte de andre efter. Hun kunne næsten ikke sidde med dem, men hun gjorde sig bedste. Hun ville aldrig kunne nænne at skubbe dem væk.
En lille idé tog form i hendes baghoved, hvorefter hun rejste sig - ulveungerne brummede utilfredst - for at forvandle sig. Snart stod en stor løvinde samme sted, som hun havde stået kort forinden. Hun lagde sig ned og ventede på at ulveungerne skulle opdage, at hun stadig var sig selv. Det gik heldigvis hurtigt, og snart lå de helt op af hende i hendes varme pels.

Khá sagde ikke en lyd og bevægede sig ikke overhovedet før hun selv spurgte ham om han ville hjælpe. Så nikkede han forsigtigt og tog et par skridt tættere på hvorefter han ventede til den majestætiske han nikkede hen mod ungernes syge mor. Lidt fascineret stoppede han dog op og så hende blive til den løvinde der nu holdt ungerne varme. Det stod klart da han kom hen til hende at der skulle handles hurtigt.
Khá knælede for hende og hans øjne begyndte snart at gløde klar gyldent. Den store han gik tættere på og knurrede men et enkelt blik fra Khá fik ham til at bakke tilbage. Kort efter havde Khá også fundet problemet. Hvad end der havde såret hende havde dæmonblod i sig og fik overført noget til hende inden hannen fik dem slået væk.

Så begyndte han at stryge hende ganske blidt ned af ryggen og sagde: "Ssshhhh.... Det skal nok gå... Det er snart overstået...." Det ville blive hårdt da hun havde gået med det et stykke tid, men heldigvis var det ikke gået over i ungerne. Han lagde sin ene hånd stille mod hendes hals og den anden hånd ved hendes hjerte. Meget kort efter begyndte hans krop at gløde gyldent og lyset begyndte at glide over i hende. Nok var Khá meget magtfuld men dæmonisk energi der havde fået lov at stadfæste sig var ingen spøg. Han rystede af hvor ondt det gjorde men man kunne se hvordan hun slappede mere af og fik det bedre.

Lidt efter forsvandt det gyldne lys og hun rejste sig og var helt frisk igen. Imens hun gik hen og nussede sine unger, sad Khá og sundede sig. Den store han gik hen og ville hjælpe ham op

//Undskyld for den lange svartid, har skulle indfinde mig i skolen igen efter sommerferien//

Aia studerede ham, mens han heldbredte moderen og bagefter sundede sig. "Hvad er der galt med hende?" spurgte hun, uden at tænke over at det måtte være underligt at snakke med en løve. Hvis hun havde kunne, ville hun være gået over til ham og forsøgt at muntre ham op, men ungerne havde brug for varme, og han så ud til at klare sig. Håbede hun.
Hun så sig lidt omkring, og fik øje på dét, hun søgte...

Han rejste sig med hjælp fra den majestætiske han og gik stille hen til hende. Imens han satte sig ved hende og ungerne begyndte hans øjne at gløde gyldent igen imens han kiggedepå de søde unger.
"De ulve der angreb hende havde dæmonblod i sig hvilket blev overført da hun blev såret... Hun har kæmpet mod virkningen på hendes sind, men det havde sat sig i hendes krop. Jeg må lige...."
De to store ulve kom gående hen og satte sig lige ved Aia og knurrede kort af Khá som han lagde hånden på en af ungerne imens han studerede dem alle nøje.
Så forsvandt det gyldne lys fra hans øjne og han smilede roligt til dem alle sammen.
"Det var heldigt.... Den dæmoniske energi er ikke gået over i nogle af ungerne"

//Det er helt ok:)//

//Jeg er simpelthen så ked af det. Der sker bare utroligt meget i mit liv lige nu, så svartiden er ret lang. Det må du virkelig undskylde//

Aia åndede lettet op. Hverken ungerne eller moderen ville dø. Det var godt nyt. "Tak," mumlede hun, mens hun gnubbede en af ungerne.
Med et enkelt blik fik hun kommunikeret til sin bror, hvad hun ønskede at få ham til. Med en lille snerren i retningen af Connor rejste den sig for at hente den plante, Aia havde bedt om. Hannen lagde den ved siden af Connor og satte sig så igen. "Tyg på et af bladene. Planten styrker både sind og krop," forklarede hun med et smil.

//Du behøver skam ikke undskylde :) Tag dig den tid du skal bruge og svar når du har overskuddet :) Jeg går ingen steder:)//

Khá satte sig roligt til rette ved siden af Aia og lagde sine hænder så Hannen kunne se han ikke ville gøre dem noget. Hunnen snuste kort til Khá's hånd og slikkede den kort. Der efter var det som om Hannen accepterede ham. Hvad end Aia havde sagt til ham så virkede det også. Den stolte han lagde planten på Khá's hånd og ventede. Stillede tyggede Khá planten og nød den beroligende effekt.
Så kiggede Khá smilende på Aia og sagde:
"Jeg er glad for at kunne hjælpe Aia.... Sig til ham at ham, hende, ungerne og dig er under min beskyttelse her i skoven... Du er altid velkommen Aia...."

Hun smilede så godt hun kunne i sin løve skikkelse. "Tak. Det betyder så uendeligt meget for mig. Og angående det med, at jeg skulle fortælle min familie det, har du selv lige gjort det," sagde hun drillende. Hun løj ikke, ulvene havde lært at genkende tonefaldet i hendes stemme, og forstod derfor på en måde menneskets måde at tale på.
Blidt puffede hun en unge, der havde lagt sig lidt dårligt på hendes mave, lidt væk.

Den majestætiske han gik lidt pludseligt roligt ind mod skoven som om han ville hente et eller andet. Khá satte sig lidt tættere på Aia og lagde hånden på hvor skulderen ville være og smilede varmt.
"Det var så uendelig lidt Aia. Jeg sagde jo altid ville være i dit liv. Så det vil jeg selvfølgelig være... Ahhh jeg kan se at jeg har meget at lære om dyrenes verden endnu. Det må du hjælpe med, jeg vil jo gerne lære"
Snart kom den store han tilbage med et stykke hare mellem tænderne og lagde det foran Khá. Det var som om den store han ville anerkende Khá ved at dele sin mad med ham

Aia smilede og nikkede, hun ville gerne lære ham alt, hvad hun vidste. Hun nød hans selskab og måde at være på og havde på fornemmelsen, at hun aldrig ville glemme denne aften.
Da den store hanulv kom tilbage med harestykket, lo Aia, men holdt hurtigt op, da hun tænkte at det var for unaturligt at en løve lo. "Det er hans måde at sige tak på," smilede hun. I hjertet mærkede hun, hvor glad hun var for, at de kom godt ud af det med hinanden.

Lige pludselig fik Khá endnu en ide der kunne hjælpe dem allesammen, såfremt de ønskede det. Det var godt at se Aia så glad igen. Khá spiste lidt af kødet imens han fortalte:
"Jeg takker også meget... Jeg tænkte på... Hvis det nogensinde skulle blive nødvendigt på grund af vejr eller et eller andet.... Så kan de bare ligge sig ind i den gamle staldbygning i gården? Der er lunt og afsondret og så de kan ligge blødt? Så har de i hvertfald muligheden hvis det er?"


Nogle gange kunne det hjælpe bare at vide man havde muligheden. Alle kunne jo blive trængt på grund af forskellige ting og Khá ville gerne hjælpe dem

Den store hanulv gav et lille bjæf i retningen af Aia, som lo. "Ja bror, jeg bryder mig heller ikke om at blive omtalt i tredjeperson, når jeg står lige ved siden af," lo hun med et glimt i øjet. Et lille stød gik igennem hende, da en af ungerne bevægede sig ved hendes mave, og det fik hende til at spinde. "De vil meget gerne låne stalden," sagde hun blidt til Connor. Sikke fantastisk han var, sådan både at passe på en helt fremmed pige og hendes ulvefamilie.

Han rejste sig stille og roligt og så rundt på de to ulve, ungerne og Aia der lå der og tog sig så godt af dem. Det var meget tydeligt at se det bånd der var mellem dem alle sammen. Et sådan bånd kunne han godt savne en gang imellem. Som Seraphim blev livet meget hurtigt ensomt. Der var ikke særlig mange der ville være i nærheden ret længe af gangen når de opdagede hvor farligt det indimellem kunne være.
Khá sænkede hovedet lidt og vendte sig mod slottet igen og sagde stille: "Nå... Jeg vil gå hjem igen og lade jer få lidt alenetid... Du ved jo hvor jeg er når det er Aia..."

Forbavset kom hun på benene så hurtigt, at ungerne blev helt forskrækkede. "Det er der ingen grund til! De kan gå med og sove i stalden som du foreslog, og så kan jeg også sove der, hvis jeg må for dig selvfølgelig. Jeg vil ikke have den her aften til at ende så hurtigt," sagde hun, mens ulveungerne krøb ind under hendes mave.
Det havde været den bedste aften i hele hendes liv og hun ville ikke have den til at ende med en afsked. Så hellere et godnat, når tiden kom.