Just out for a quiet walk (Aia)

"Husk en Seraphim kan ikke lyve"
Det blev sagt med et smil på læben og et blik der betød han mente det. Han mente skam hvert et ord. Dog var han stadig ikke sikker på hvorfor han ville hjælpe hende, det var bare noget han vidste han ville. Imens han snuppede et par kirsebær, tænkte han lidt over hvordan han skulle svare. Det kunne både være kort og præcist eller virkelig detaljeret. Så han valgte bare at forklare nogle grundlæggende ting
"Hvad man laver? Det kan variere rigtig meget. Det afhænger helt af hvorfor man er sendt her til. det kan være skytsengle, engle der skal straffe eller fange nogen. Nogle gange er man sendt tilbage for at hjælpe en med at få glæde og lys i sit liv igen. Jeg er Seraphim så jeg har lidt mere ansvar end de fleste andre engle. Jeg er sendt tilbage for at rette op på den ondskab jeg forårsagede, ved at gøre godt. Fælles for alle engle er at man har noget at kæmpe for på den ene eller anden måde. For eksempel at give dig en forhåbentlig god aften?"

Aia's smil nåede helt op til ørerne. "Bare rolig. Jeg har en fantastisk aften," sagde hun. Hun løj ikke, mente hvert et ord. Men hun forstod ikke helt, hvad han mente, for han havde ikke svaret på hendes spørgsmål.
"Men hvordan kan man ellers rette op på ondskab?" spurgte hun. Hun var oprigtigt interesseret og ville gerne vide alt, hvad hun kunne komme til.

Det var første gang i flere år, at hun havde en samtale med et talende væsen. Hun kunne kommunikere med dyrene, men det var ikke det samme. Og når hun endelig havde muligheden for at snakke med andre, ødelagde hun den altid, fordi hun var skræmt og vred på menneskene.

Han tænkte kort over hvordan han beskrev det bedst, hvilket ikke tog særlig lang tid. "Det kan man gøre på mange forskellige måder. Du bekæmper jo faktisk ondskab hver gang du gør noget godt. Det kan være alt fra at stoppe et mord til at give en kop kaffe til en der fryser. I mit tilfælde er det ind imellem større ting. At bekæmpe en magtfuld dæmon eller djævel. Har også skulle stoppe en vampyr der havde kontrollen over et boligkvarter. Jeg har også skulle helbrede sårede eller syge. Hvis folk virkelig ikke har en anden udvej og læger ikke kan gøre noget, kan jeg hjælpe dem. Der skal være balance i godt og ondt. Og ved at skabe lys og gode ting retter jeg på balancen. For eksempel havde det været en ond ting hvis jeg bare havde gået til modangreb på dig. Men jeg skaber noget godt ved at give dig glæde og noget at spise. Forstår du?"
Han troede på ingen måde at hun var dum, men det kunne være en stor mundfuld at tænke over hvad han lavede. Der var stadig på en af bygningerne tydelige tegn på voldsom kamp med ild. Men mærkerne var stadig friske

Hun lyttede intenst og roligt. "Det tror jeg. Du gør noget godt ved at hjælpe folk, der fortjener det," sagde hun, lidt usikkert, fordi hun ikke vidste, om det var rigtigt opfattet. Det håbede hun dog, at det var, for hun ville på ingen måde virke dum eller ignorant. Hun ville bare gerne forstå, hvad han talte om.

En kuldegysning gik igennem hende, da den ubehagelige tanke fra før kom frem igen. Og et minde kom med denne gang. Et minde, der var gemt så langt væk i hendes indre, at det for længst var glemt. Hun blev helt ør i hovedet, af at tænke på det. Men da det nu kom tilbage var det så forskrækkende og overraskende, at hun væltede ned fra stolen.

Da hun pludselig virkede lidt ør i hovedet kiggede han efter nogle tegn på hvad det kunne være. Han ville ikke presse hende til at fortælle hvad det var men det skulle nok komme hvis hun syntes. Så opdagede hans skarpe sanser at hun væltede, så nærmest hurtigere end øjet kunne opfange var han der ovre. Meget forsigtigt greb han hende så hun ikke slog sig. Han sad så hun blødt kom til at ligge op af hans overarm for at skabe det mest forsigtige fald.

Hans stemme var blød som smør og rolig som en klippe.
"Hvad skete der? Hvis du vil fortælle mig det selvfølgelig... Vil du ind og ligge lidt ned så du kan komme til hægterne igen? Vi kan også bare sidde her lidt hvis du hellere vil det? Bare tag dig din tid søde Aia.."
Hun skulle helst mærke roen han havde over sig

Aia svarede ikke. Blev bare siddende op af hans arm. Hun var stadigvæk halvt inde i mindet og hørte kun, hvad han sagde, som en lyd langt fra hvor hun var.
Da mindet var overstået, rystede hun af ængstelse. Hendes anelse havde været rigtig. "Kan... Kan vi ikke bare sidde her lidt?" sagde hun stammende og udmattet. Mindet havde været hårdt, og hun var nødt til at samle tankerne lidt for at få styr på sig selv.
"Du nævnte tidligere, at min slags bliver kaldt navajo. Hvor vidste du det fra? Er der andre navajoer i området?" spurgte hun anstrengt. Det krævede meget luft at tale lige nu, og hun knapt nok få vejret. Hun lænede sig ind mod hans arm og lukkede øjnene. Hun havde det som om hun skulle besvime.

"Selvfølgelig... Lige så længe du skal bruge det..."
Så rettede han en lille smule på sig så hun kunne sidde mere afslappet imens han hvilede sin hånd på hendes skulder så hun sad roligt. Det var godt hun kunne finde lidt ro på den her måde og det var jo faktisk rimelig hyggeligt.
"Hvor jeg ved det fra? Der er nogle enkelte i området. Selv har jeg kun mødt to. Men har jeg stadig alt min viden fra da jeg var Djævel.... Så det var ikke så svært at regne ud du var Navajo. Og jeg kan jo se folk for hvad de virkelig er. Men det er første gang jeg blev angrebet af en Navajo jeg senere spiste middag med"
Det sidste blev sagt en smule drilsk for at lette stemningen lidt så hendes tanker kunne komme til at falde til ro. Han ville i hvertfald gøre alt hvad han kunne.
"Du må sige til hvis det bliver koldt... Vinden i borggården kan godt blive kold så sent.."

Aia lod en lille latter komme over sine læber, det var tiltrængt at grine, men også svært, når man næsten ikke havde noget luft i lungerne. "Det er... også første gang... jeg har angrebet en dæmon.. eller engelting. det må... du undskylde," sagde hun, stadig udmattet.
Hun mærkede hans arm omkring sig og faldt mere til ro. Hun havde intet at frygte. Og hun kom nok ikke til at fryse, for han var dejlig varm.
Hun havde nok at tænke på i forhold til mindet. Tænk, at det var sådan, det var sket. Men hun kunne ikke få sig selv til at tro på, at det var sandt.

Han kunne ikke helt lade være med at grine da hun sagde noget, men sådan set fordi det var sjovt. "Dæmon--- Engelting? Det må jeg huske. Det er første gang jeg er blevet kaldt det.. Men faktisk ret sjovt Aia, den vil jeg prøve at bruge en gang imellem. Jeg tænkte på.... Vil du fortælle mig om det minde på et tidspunkt? Du virker til nærmest at have opdaget et minde du troede væk. Og gætter mig ikke til det er et godt minde?"
Roligt nussede han hendes arm så hun skulle mærke hun var helt tryg. Hun var et af de sikreste steder i byen lige nu.

Hun lukkede øjnene og nød hans nusning på armen. "Det var... noget med... en af mine søskende," begyndte hun. Hun måtte anstrenge sig for at tale og havde svært ved at formulere sig. "Altså en af ulvene. Min 'mor'... mistede en unge... da jeg var ti," forsatte hun. Det var hårdt for hende at tale om, emnet berørte hende meget.

Han gav hendes arm et forsigtigt klem for at vise hende at alt nok skulle gå. Men det var også meget tydeligt at hun var stærkt berørt af det. Det var godt det hjalp en smule at han nussede hendes arm, så det blev han roligt ved med. Hun virkede til at have brug for trygheden.
"Jeg vil gerne høre det... Men kun hvis du synes jeg skal høre det... Jeg ved hvor ondt det gør at miste en af sine kære så tæt på... Så jeg forstår..."
Det var vigtigt for ham at hun vidste han forstod. Det kunne gøre situationen meget nemmere at håndtere hvis man kunne snakke med en der havde været ude for det samme. Men det var lige så vigtigt for ham at hun ikke fortalte hvis ikke hun ville fortælle

Hun krympede sig under hans berøring, men da han aede hende igen, faldt hun til ro. "Min 'bror'... døde, mens jeg så på. Jeg nåede... aldrig at se, hvad der dræbte ham... Jeg hørte hans skrig, men da jeg vendte mig, var det for sent... Alt, jeg så, var et kæmpestort væsen... med grå hud og sorte kåber med ildrøde symboler på... Nu ved jeg... hvad det var...," hun anstrengte sig for at sige det, men da det endelig var ude, var det dejligt for hende. Det var rart at få ud, efter at hun havde gemt på det i fire år.

Han blev lidt tavs da hun fortalte om hvad der var sket med hendes bror. Kunne det?.... Var det..... Taget i betragtning af hvordan hun lige pludselige reagerede på det billede kunne det næsten kun være....
Efter et lille stykke tid, spurgte han forsigtigt med lidt skam i stemmen:
"Brugte han en klar blå ild?.... Var det ham på billedet?.... Var det.... Mig?"
En del af ham håbede på det ikke var ham, men det kunne næsten kun være ham. Hun havde heldigvis vedtaget at han var en ganske anden nu. Ellers ville hun jo ikke sidde så roligt nu.
"Hvordan kan jeg gøre det godt igen?..... Ligemeget hvad det måtte være..."

Aia rystede på hovedet og lukkede øjnene. "Jeg ved det ikke. Og ærligt talt har jeg ikke lyst til at gennemleve mindet igen," begyndte hun. Hun havde omsider fået vejret helt, og hendes hænder søgte efter medaljonen. En kold brise ramte hende, selvom hun var indenfor, og fik øje på et lille hul i pavillonen, hvor natteluften kunne komme ind.
"HVIS det var dig, så behøver du ikke gøre det godt igen. Det gjorde ondt at miste ham, men du kunne jo ikke gøre for det. Du var jo sat til at være sådan, du ville det jo ikke. Jeg må indrømme, at jeg er lidt vred, men det er fire år siden nu, og såret er begyndt at hele. Men husk, at det også sagtens kunne være en anden," forsatte hun, nok mest for at berolige ham, men også for at berolige sig selv.

Det gav en god følelse indeni at hun kunne se tingene på den måde. En del af hans forbandelse var jo netop at han ikke havde nogen samvittighed den gang. Den gang var han jo en af de mest ondskabsfulde væsner man kunne tænke sig til. Heldigvis var han et helt andet væsen nu.
Imens han sad stille og nussede hendes arm, fik han sig en lidt pludselig ide. "Hvad siger du til at se min søns have? Når det er skal jeg selvfølgelig nok forklare hvorfor jeg kalder den det. Da jeg var det væsen, var den have det eneste sted hvor der var liv på slottet. Jeg tror faktisk du vil kunne lide det. Jeg brugte rigtig meget magi på at skabe det sted"
Det var også det bedste sted for ham at gå hen hvis hele verden skulle lidt på afstand. Sådan kunne alle jo få det

Aia nød hans blide nusseri og nikkede. "Ja, jeg vil meget gerne se din søns have. Men først om et øjeblik," sagde hun, mens hun lukkede øjnene og lænede sig op af hans arm. Hun nød varmen fra ham og havde ikke lyst til at rejse sig, før det var nødvendigt.
"Tusind tak," mumlede hun, stadig med lukkede øjne. Hun håbede inderligt, at han forstod, hvad hun takkede ham for. Det ville ødelægge det lidt, hvis hun var nødt til at forklare det.

Med et venligt smil, nikkede han og tænkte lidt. Han kunne ikke helt bestemme sig for om verden var et værre sted end han først havde antaget. Hun virkede i hvertfald til at have været nogle frygtelige ting igennem. Og at han måske havde været skyld i en af dem. Det gjorde det selvfølgelig kun tilliden mere speciel at hun stolede på ham som nu. Ingen havde jo bebrejdet hende hvis hun var løbet skrigende væk eller forsøgt at hævne broderen
"Det var skam så lidt Aia..."

Aia smilede, stadig med lukkede øjne. Godt hun ikke behøvede at forklare ham det. Hun smilede indvendigt, var ved at være træt. Hun frigjorde sig af hans varme arm. "Skal vi se på haven?" spurgte hun og glattede sin kjole. Hun kunne ikke holde ud at sidde stille mere, havde brug for at komme ud. Selvom det havde været rart at sidde op ad hans arm og mærket varmen og det blide nusseri. Det var første gang nogensinde, at folk havde behandlet hende ordenligt.

"Jo lad os det"
Han rejste sig op med hende og gik indenfor, hvilket nok virkede underligt når det var en have man skulle se. Så ledte han hende ovenpå og hen til en dør hvor man svagt kunne ane solskin under døren. Inden han låste dem ind, kiggede han smilende på hende og sagde: "Her inde er alt fredet. Ikke noget med at spise noget eller nogen"
Det var stadig med et drilsk blik i øjnene men han mente det skam. Så åbnede han døren ind til et utrolig syn. Der var lyst og solen skinnede der inde. Det var et stort græsareal med buske, træer og frugtbuske og træer. Over alt kunne man se dyr af forskellig art. Hjorte, kaniner, fugle. Ja alt hvad man kunne forestille sig ved en frodig eng. Midt i det hele var der et kæmpetræ med en mindeplade nedenunder. Rummet var sjovt nok meget større end man kunne forestille sig set uden fra.
Han rakte armen der ind og sagde: "Frugt er ok.... Se dig omkring"

Aia fulgte efter ham, undrede sig over, hvorfor de skulle indenfor, når de skulle se haven. Hun underede sig også over sollystet, der kom ud under døren. Hvad var det her for et sted?
Hans vittighed vakte glæde i hende, og et smil bredte sig på hendes læber. Hun mærkede sommerfugle i maven, da han satte nøglen i låsen og lukkede dem ind. Hendes mund stod på vid gab.
Tænk, at noget kunne være så smukt! Blomster, dyr og planter hun sjældent så, gik rundt herinde. Forbløffet trådte hun indenfor, lidt usikker på, om gulvet ville forsvinde under hende. Men det gjorde det ikke.
Hun forsatte helt ind og så sig prøvende omkring.
Så fik hun en lille idé. "Hvordan er dyrene her overfor fremmede?" spurgte hun og klappede forsigtigt et træ, der havde slået faste rødder i jorden under sig.

Han stod med hænderne i lommen der inde og betragtede egentlig bare hendes begejstring. Det var stadig nyt for ham at kunne gå rundt her inde uden at ting var fjendtlige eller planterne døde langsomt. Sådan havde det jo været da han var Djævel. Det var stadig hans magi der havde skabt stedet og nu havde dyrene også accepteret ham.
Han rakte hånden ud og en kronhjort kom hen og bukkede hovedet for ham. Imens han klappede den, smilede han stort og sukkede. Der var en helt særlig fred over det her sted.
"De har det fint med fremmede. De ved de er sikre så længe jeg er her. Men hvad tænker du på Aia?"
Han måtte se sig skyldig i at være nysgerrig om hvorfor hun spurgte. Men han kunne genkende blikket om at have fået en idé

Aia's skuldre sank lidt sammen, men smilet veg ikke fra hendes ansigt eller øjne. Hendes idé ville ikke virke. "Jeg havde bare fået en idé, men den kommer ikke til at virke," sagde hun, en anelse skuffet.
Uden nogen dybdegående forklaring, forsatte hun hen til det store træ i midten af rummet og fik først der øje på mindepladen. Hun stirrede lidt på den og fik helt tårer i øjnene. "Den er for din søn, ikke?" spurgte hun, mens en enkelt tåre gled ned af hendes kind. Hun håbede inderligt, at han ikke havde set den og skyndte sig at tørre den væk med bagsiden af hånden.

"Jeg vil meget gerne høre din idé" Med rolige skridt gik han hen til mindepladen og lagde hånden stille der på. Der stod også med flotte bogstaver 'Matthew McAndrews... Min Søn'
"Jo det er nemlig for ham..... Jeg gemte hans aske og lagde det ved træets rod da jeg lavede rummet... Så er det som om han stadig er her på en måde..."
Han havde udemærket set hendes tåre men sagde ikke noget til den før hun tørrede den væk. Så kiggede han også roligt ned på hende og sagde meget stille: "Det er ok at fælde en tåre... Det gør jeg indimellem selv nu hvor jeg kan græde igen... Man kan alle komme til at savne nogen man holder af. Derfor din tåre kom?"

Aia så ned på mindepladen. "Det var bare en dum idé, jeg troede kunne imponere dig. Men det er lige meget nu," mumlede hun. Hun havde sådan håbet på, at hun kunne imponere ham, efter alt, de havde fortalt hinanden. Men hun syntes, idéen var dum og barnlig.
Hun studerede pladen nærmere, satte sig på hug og følte på bogstaverne. De var kolde og hårde som metal, men bogstaverne form var så varm og blød, at hun blev helt forvirret. "Både og. Ikke for nogen, men for noget," svarede hun ham og tørrede endnu en tåre væk fra ansigtet.
Hele haven her var jo lavet af magi. Teknisk set eksisterede den jo ikke. Men den var smukkere, end den smukkeste natur hun havde set i flere år og fik hende derfor til at længes efter et sted, der ikke længere eksisterede.

"Et bestemt sted måske? Det kan have lige så stor betydning som personerne der"
Så gik han hen til en bænk og satte sig roligt. "Kan nu godt lide det her sted... Det eneste magi jeg har brugt her er for at det virker større og så sollyset. Ellers er det hele fuldstændig som et normalt stykke natur. Kronhjorten er det eneste af dyrene der bare sådan kommer hen til mig. De andre kan godt men er fuldstændig normale. det er ganske normale dyr. Der er intet magisk over dem. Når jeg fodrer dem, spiser de ikke før jeg er gået langt nok væk. Det virker også hvis jeg sidder stille på den her bænk. Så vis mig din ide"
Han havde gjort rigtig meget ud af det skulle være så tæt på naturen som muligt. Ikke nogle magiske dyr eller noget. Bare naturen som den er. Sådan kunne Matthew lide det.