Just out for a quiet walk (Aia)

Han smilede af hendes kommentar og sukkede kort inden han kom med svar. Hun var ung endnu og hvordan skulle hun også have noget begreb om hvor lang tid engle normalt var på jorden.
"Der går meget lang tid endnu Aia. Det er ikke en gang sikkert jeg skal til Himlen igen. Lige nu ser det ud til jeg skal være her for altid. Men jo lad os flyve en tur. Bare rolig jeg taber dig ikke"

Ganske forsigtigt tog han hende op i sine arme og satte fra på jorden. Inden længe fløj de højt oppe i luften og hen over skoven ved bjergene. Selvom de var rimelig højt oppe så var der ikke koldt på grund af ham. Selvom han brugte de store vinger, mærkedes det som om de svævede roligt. Han ville jo ikke flyve hurtigt.
"Hvad synes du?"

Aia var lidt overvældet over, at han bare løftede hende op. Hun vidste godt, at hun ikke var helt let og undrede sig over Connors styrke. Først var hun lidt for bange til at se ned, men da hun gjorde det, udstødte hun et lille, fornøjet hvin.
Hun kunne se skoven og bjergene, stjernerne på himlen og hele den verden, hun havde levet i. Længe havde hun drømt om at flyve, men hun havde aldrig forestillet sig, at det ville føles så ubeskriveligt. "Det... Det er fantastisk," mumlede hun, mens hun ledte efter steder hun kunne genkende.

Han smilede lidt forsigtigt over hun fornøjede sig sådan over flyveturen, hvilket selvfølgelig var dejligt. Hun kunne opleve den sande grund til at han ind imellem fløj. Her oppe var hele verdens problemer ikke mere end et fjernt minde. Her kunne man være helt alene med sine tanker.
Langsomt fløj han højere op og sagde: "Lad os flyve gennem skyerne?"
Ikke længe efter fløj de helt oppe i skyerne som om skyerne blev svøbt omkring dem. Hun skulle dog have lov til at opleve noget ganske særligt, så han fløj højere endnu. Snart kom de ud af skyerne og hun kunne se stjernehimlen helt klart. Og stjernerne virkede også lidt større her oppe. Han vidste dog godt de ikke kunne blive her oppe for længe da luften var meget tynd for hende.
"Hvad synes du?"

Aia kunne sagtens mærke, at luften heroppe var tynd, men det gjorde hende ikke så meget. Himlen over hende var fuld af stjerner, så fuld af lys. "Det er virkelig fantastisk," mumlede hun og lagde hovedet tilbage.
Hun begyndte at grine, så hendes mave gjorde helt ondt. "Jeg havde aldrig troet, jeg ville kunne se min verden for oven. Og jeg har da aldrig forestillet mig, at en engel skulle sørge for det," lo hun.

Han spredte vingerne lidt mere og lod dem bære dem så de bare svævede. Hvilket var overraskende nemt i den her tynde luft.
det var skønt at høre hende grine og nyde hele den oplevelse.
Dog kunne han ikke helt selv lade være med at grine sammen med hende. Nok fordi hun havde det så godt lige nu. Nok virkede det som en lille ting for nogen at se stjerner, men hendes liv havde fået et lyspunkt mere.
"Jeg havde heller aldrig forestillet mig at jeg skulle bruge denne aften sådan her, men det er nu slet ikke så tosset. Der er en helt særlig ro her oppe. Vil du se noget endnu mere specielt?"

Aia havde lukket øjnene og nydt den lette fornemmelse, og hun blev helt overrasket over hans spørgsmål. Hun hævede det ene øjenbryn og så på Connor. "Selvfølgelig?" sagde hun. Det var lidt underligt at forestille sig, at noget kunne være mere fantastisk.
Stjernerne var så smukke, nattehimlen bag dem stod perfekt i kontrast til dem. Selvom luften var tynd gjorde det ikke noget, for her var så smukt.

Han fløj lidt længere ind mod byen dog stadig over skydækket. Så hængte han lige pludselig stille og nikkede ned mod byen. Gennem det tynde skydække, kunne man se alle lysene fra byen. Nærmest som om de rent faktisk dansede rundt i skyerne. Meget langsomt drejede han rundt så hun samtidig kunne se op på stjernehimlen også. Det ville se ud som om de var i en kæmpestor kugle med dansende lys overalt.
"Kan du se?... Der er aldrig nogensinde helt mørkt... Man skal bare vide hvor man kigger hen... Jeg har altid holdt meget af når lysene danser rundt og stjernerne er stille. Som om de er publikum i livets teater"

Hun så sig fascineret omkring. Han havde ret. Det var aldrig helt mørkt. Heller ikke når vinterens mørke overtog landet. "Jeg mangler ord," sagde hun lavt, bange for at bryde magien omkring dem. Hun nød virkelig at flyve rundt med ham, og hun ønskede, at det aldrig skulle stoppe. Det hele var så fascinerende og ubeskriveligt, at det fik hende til at tænke over alt muligt, hun ikke havde tænkt over i flere år.

Han fløj rundt i et stykke tid så hun kunne få lov til at absorbere alle sanseindtrykkene her oppe. Selv luften var så ren som man overhovedet kunne forestille sig. Den var dog en anelse kold men ikke noget man kunne mærke når man nu var så tæt på ham. Dog var han meget nøje med at mærke efter om hun blev for sløv af den tynde luft her. Hele fornemmelsen fik ham til at tænke tilbage på når han fortalte eventyr til lille Matthew. Matthew havde været meget klog af sin alder og elskede de mange historier der var om stjernerne. De fik ham altid til at smile.

"Du siger bare til når det er på tide at komme ned igen"

Selv om luften var tynd og kold, frøs hun ikke. Han var dejlig varm, og oplevelsen var fantastisk. Hun smilede lidt af det han sagde. "Så siger jeg aldrig til," sagde hun og betragtede byen. Hun havde været der et par gange før, men hun undgik den som regel. Hvordan kunne den være så smuk? Lysene i husene, så så ubeskriveligt varme og indbydende ud, og gadelygternes blide skær var en rar kontrast til det hårde lys fra husene. "Er du ofte heroppe?" spurgte hun så lavt, at hun var i tvivl om, at han hørte hende.

Han kunne ikke lade være med at grine lavt over hendes kommentar.
"det vil jeg tage som en kompliment. Men før eller siden bliver vi nok nødt til det jo. Men lad os nyde det lige nu"
Roligt og langsomt fløj han hen over parken og videre hen over skoven hvor han første gang hilste på hende. Her oppe fra lignede det jo nærmest et mørkt tæppe. Det så helt fremfyldt ud der nede men de fløj jo også højt oppe endnu.
"Det kommer an på hvor travlt jeg har. Men jeg gør hvad jeg kan for at komme her op så ofte så muligt. Det er som om stedet har en helt særlig magi..."

Aia smilede og nikkede. "Det har det også. Magien kaldes 'natur, der ikke er udnyttet'," forklarede hun. For hende var det ligemeget, hvad andre tænkte, det var sådan hun selv tænkte. Og så måtte alle de andre have deres egen mening.
Det var nok det eneste, hun rigtigt troede på. At der var magi i naturen, men kun så længe, den ikke blev udnyttet. I samme sekund, nogen fældede en del af skoven, eller dræbte dyr uden grund, forsvandt magien.

Han nikkede anerkendende af hendes måde at tænke på. Det var overraskende tæt på at være helt rigtigt. "Det er faktisk en rigtig god måde at se på tingene. Der er magi overalt. Det kommer bare an på hvor man kigger hen. Og magi kan jo være mange forskellige ting..."

Det var efterhånden på tide at han landede igen selvom det var fantastisk her oppe. På vej ned dykkede han så de fløj rimelig hurtigt så hun kunne få sig et dejligt sus i maven. Kort efter landede han ganske forsigtigt i slotsgården igen og satte hende stille ned. Vingerne forsvandt igen imens han sagde: "Sådan... Det var da en god tur?"

Hun nikkede forstående. Det havde han helt ret i. Aia blev helt skuffet, da han begyndte at lægge an til landing, men nød dog den sidste, hurtige tur på vej ned. Hun syntes, det havde været alt for kortvarigt.
"Det var helt fantastisk," sagde hun smilende. Smilet kunne slet ikke tørres af hendes ansigt, da hun forsatte: "Hvor længe var vi egentlig deroppe?"
Det spørgsmål havde plaget hende lidt, nu var hun nødt til at spørge.

Med et varmt smil, nikkede han venligt og sagde: "Jeg er rigtig glad for at du har nydt turen. Jeg synes selv det var en rigtig dejlig flyvetur faktisk. Det er ved at være noget tid siden jeg har gjort det"
Ved hendes næste spørgsmål kiggede han op mod slotsbygningen til det gamle ur. Det havde nu altid gået som det skulle.
"Så vidt jeg kan se, har vi vist fløjet rundt en lidt over en time. Det er godt nok ved at være sent.."
Tiden fløj jo afsted når man hyggede sig sådan

Aia så op på det store ur og undrede sig. En time. De havde kun været deroppe i en time! Det havde føltes som meget længere.
Hun nikkede til Connor med et smil. "Det kan du have ret i. Men jeg er ikke træt," sagde hun, en anelse trodsigt, fordi hun troede, han mente, hun skulle i seng. Klokken havde allerede været mange, da hun forlod sin hule, og hun syntes ikke, det her var noget særligt. Hun plejede at sove det meste af dagen, fordi hendes bytte var sløvest om natten og derfor nemmere at jage der.

Hendes ord kunne ikke helt undgå at få ham til at grine lidt inden han tog noget at drikke fra bordet af. Så smilede han til hende og satte glasset igen.
"Der er heller ingen der siger du skal i seng eller noget. Det er jeg ikke herre over. Jeg sover stort set ikke selv. Typisk fordi jeg har travlt"
Travlheden var heldigvis ved at stilne af igen. Det var faktisk som om ondskaben skulle have sig et pusterum. Hvilket heller ikke generede ham. Så mange aktive af hans art var der jo heller ikke i området

Aia smilede og rødmede, lidt flov over det hun havde antaget. Hun tog selv et glas fra bordet og tømte det i en slurk, før hun stillede det tilbage igen. "Jeg sover heller ikke så meget. Om dagen må jeg holde kødædere væk fra mit territorium og om natten jager jeg. Men det gør mig faktisk ikke det store," sagde hun, det sidste nok mest til sige selv.
Så smilede hun og så Connor i øjnene. "Hvad har du travlt med?" hun var altid nysgerrig, selvom hun ikke ville være det og gjorde sit bedste for at holde den væk.

Han satte sig afslappet ned og tog et saftigt æble. Så nødvendigt var det ikke men man kunne altid bruge et lækkert stykke frugt. For det meste spiste han også fordi han kunne lide det og ikke fordi det var direkte nødvendigt.
"Åh der er lidt af hvert faktisk. Nogle gange bekæmper jeg ondskabm andre gange holder jeg styr på magiske skrifter så de ikke ender i forkerte hænder. Det er godt nok mest at se hvad for nogen af dem der er rigtige eller også skal der bare orden på dem. Og Seraphimer sover åbenbart ikke særlig meget. Jeg gør i hvertfald ikke. Jeg skal åbenbart altid være på vagt"

Aia lagde hovedet på skrå og lyttede. "Hvad mener du? Er du i fare?" spurgte hun. Hendes moderlige gen var stærkt, og når det først var trådt i kraft, var det svært at fjerne det igen. Hun ønskede ikke, at der skulle ske Connor noget. Nu havde hun endelig fået en ven, og hun ville ikke miste den igen. Hun havde allerede mistet for meget.
Ufrivilligt drejede hendes tanker over det gamle ulvepar, der havde overladt hulen til hende. Hvor mon de var nu? Det var længe siden hun havde set dem. Men hvis de var væk, ville hendes søskende da have fortalt det, ikke? Hun havde så mange spørgsmål og lovede sig selv at få svar på den alle, når hun så sine søskende næste gang.

Han tænkte lidt over hvordan han skulle svare på hendes spørgsmål. For han ville ikke gøre hende urolig men han skulle samtidig være ærlig. Det var naturligt for ham at være det. Så ganske kort efter, besluttede han sig og svarede:
"Nej jeg er ikke altid i fare. Men jeg er sendt tilbage til jorden for at ondskaben ikke vipper balancen. Så jeg skal altid være på vagt for om der sker noget. Det er.... Det er lige som rovdyr! Man er altid på vagt for hvad der sker på ens terretorium. Man passer på det"
Han brugte en referance han var sikker på hun kunne relatere til. Det ville måske også overbevise hende om at han ikke var i fare hele tiden

//Undskyld, jeg først svarer nu. Sommerferien her hos mig er meget kaotisk//

Aia nikkede interesseret. Hun kunne godt forholde sig til det med rovdyrene og territorium, men hendes moderlige instinkt sad for dybt i hende til at hun bare kunne lade emnet falde. Uden at tænke over det, styrtede hun over til ham og omfavnede ham. Tårerne trillede hende ned af kinderne, mens hun hviskede: "Du må ikke forlade mig,"
Ordene kom fra ingenting, men hun havde brug for at få dem sagt og da det først var sket, fortrød hun ingenting. Hun havde brug for Connor. Hun havde brug for at have nogen at tale med.

//Det er helt ok, det skal du ikke tænke på :) Håber da du nyder ferien//

Han blev lidt overrasket over at hun lige pludselig for hen og omfavnede ham. Han kiggede ned på lille Aia der holdt sig tæt ind på hans brystkasse. Højdeforskellen var tydelig. Stille og roligt begyndte han at stryge hende over håret imens han hviskede tilbage:
"Shhh bare rolig... Jeg går ingen steder... Du kan altid komme til mig Aia.... Det lover jeg..."
Det var tydeligt hvor lidt folk havde været der for hende. De havde jo slet ikke været der. Hun måtte ofte have stået med fornemmelsen af at være alene. Det skulle hun ikke mere. Han havde besluttet sig for at sørge for hende. Altid havde hun et sted at være. Aldrig skulle hun gå sulten i seng. Hun skulle ikke være alene

"Tak," hviskede Aia. Tårerne trillede hende stadig ned af kinderne, da hun trak sig væk igen. "Nu har jeg gjort din bluse helt våd. Det må du undskylde," mumlede hun og tørrede tårerne væk med bagsiden af hånden.
Tænk, at han ikke ville forlade hende. Hun kunne ikke fatte, at hun nu måske havde en at være hos, en at snakke med. Og hun ville altid kunne komme til ham. Tænk at have en som Connor så tæt på. Det var en helt ny følelse for hende og hun nød den.

Han smilede lidt som han tørrede hendes tårer forsigtigt væk med en finger. "Det skal du ikke tænke på, det tørrer igen. Ellers har jeg så rigeligt andre. Kom lad os få tørret de øjne.."
Lidt hurtigt kiggede han sig omkring og snuppede en serviet fra bordet og rakte den til hende.
På sin vis kunne han godt sæte sig ind i at være så alene. Eller i hvertfald at føle sig så alene. Havde Bach ikke været der så havde han virkelig følt sig alene. det var jo faktisk sjældent at han fik gæster