Just out for a quiet walk (Aia)

Han vendte sig smilende om og stod lidt afventende.
"Hvis du siger det Aia... Kom så går vi.. Så kan vi også lige sørge for lidt ekstra at spise til dem.... Du bestemmer selv om du vil sove ude i stalden men du har jo gæsteværelset i hovedbygningen du bare kan bruge hvis du vil.."

Hunnen gav et stille bjæf og hvalpene tumlede stille hen til hende imens Khá gik hen til Aia og gjorde klar til at vise dem hen til stalden. Han var rigtig glad for at kunne hjælpe dem sådan. For han havde set hvor svært de havde haft det

"Tak fordi du gør det her," mumlede hun mens de tilbage gik gennem skoven. Der gik et øjeblik før hun indså, at hun stadig var i sin løveform. Hun forvandlede sig hurtigt til sig selv igen og gøs. Det var begyndt at blive koldt, og hendes knælange kjole holdt ikke meget på varmen.
Hun gned armene mod hinanden for at prøve at få lidt varme i dem, men det hjalp ikke meget. Hendes bror kunne mærke at hun frøs og gned sig op af hendes ben for at give hende lidt varme. Med et smil klappede hun ham på hovedet.

"Det var skam så lidt Aia... Jeg er kun glad for at kunne hjælpe dig. Ingen fortjener det du har været igennem"
Der gik heller ikke længe inden Khá mærkede hun frøs efter at have forvandlet sig tilbage igen. Han lagde sin hånd på hendes skulder og sagde roligt: "Stol på mig...."
Aia var en uskyldig sjæl så ilden ville ikke bare brænde hende. Snart bredte der en hvid flamme fra hans hånd og dækkede hende fra hals og ned til hendes fødder. Ilden ville sitre lidt men varme hende ganske dejligt. Hendes bror ville heller ikke blive skadet da han bare passede på hende

Skræmt stirrede hun ned af sig selv, da ilden bredte sig på hendes krop, og et øjeblik var hun bange for, at hun ville brænde ihjel. Så kom hun i tanke om, at det jo var Connor, hun havde med at gøre, og at han ikke ville skade hende. Da ilden forsvandt følte hun sig dejlig varm igen. "Tak. Igen," mumlede hun og så ned i jorden. Hun følte lidt, at hun var til besvær og for krævende.

"Det var så lidt Aia... Jeg lovede dig jo du skulle have det godt ikke sandt?"
Han ledte Aia og de andre ind til hvad der lignede et gammelt værelse for den der styrede stalden. De kunne lige så godt bruge det da han selv styrede stalden alligevel. Så åbnede han et skab og tog en masse tæpper og nogle puder ud og lagde på gulvet. Sengen der stod der inde var allerede redt. Bagefter tændte han for varmen der inde og trådte til side så de kunne komme til.

"Sådan der... Så kan de i hvertfald ligge blødt og varmt. Du bestemmer stadig selv om du vil bruge værelset indenfor. Hvad skal de have at spise?"

"De voksne skal bare have noget kød - om det er tilberedt er ligegyldigt - samt noget vand. Ungerne har nok mere brug for mælk, sagde hun, "Og hvis det ikke er til for meget besvær vil jeg gerne sove indenfor."
Hun ville gerne være sammen med sin familie, men samtidig kunne hun godt fornemme på sin bror, at han gerne ville have lidt alene med sin flok. Og desuden havde ulvene også brug for at finde ud af alt dette nye uden en pige liggende i samme rum som dem selv, uanset om hun var familie eller ej.

Ganske kort ringede på mobilen og sagde: "Bach? Det her lyder underligt men vi har nogle særprægede gæster i stalden. Gider du komme ud med et godt fad kød og en stor skål lun mælk? Tak skal du have"

Der var alligevel lidt koldt i vejret så efter han havde lagt på, tændte han for radiatoren så der snart blev dejlig lunt der inde. Den store han gik hen til Khá og lagde poten på benet som en anerkendelse af hvad han havde gjort for dem. Snart løftede de ører da den gamle butler kom gående ind med hvad Khá havde bestilt til dem. Bach fik lidt store øjne men satte roligt tingene i nærheden af ulvene hvorefter han bukkede for Khá og sagde: "Der er serveret en kop the i den lille stue Herre..."

"Mange tak Bach.... Vi kommer lige om lidt"

Så bukkede Bach for dem begge to og gik hen mod hovedbygningen igen. Efter at have sikret sig at tingene var til at komme til, tog han en skål med frisk vand til dem også inden han kiggede på Aia og spurgte: "Skal vi komme ind så de kan få lidt fred?"

"Det lyder som en god plan," sagde hun med et smil, før hun krammede sin bror godnat. "Sørg nu for at få spist noget," sagde hun kærligt til hunnen og strøg den over hovedet. Ungerne fik lidt klap og kys, før hun gik med Connor indenfor igen.
Hun undrede sig lidt over noget, men spurgte først nu: "Hvordan har du råd til at bo her? Og så oven i købet have en butler?"
Hun var lidt bange for, hvad han ville svare, men var nødt til at få det af vide, da hun af alle mennesker vidste, at penge ikke bare dukker op af den blå luft.

Han ledte hende hen i den lille stue inden han svarede varmt og venligt: "Slottet byggede jeg med magi da jeg var..... Ja Djævel.... Nu har jeg så begyndt at bygge på det sådan lidt en gang imellem. Bach lod sin livskraft bindes til min så han lever så længe jeg gør. Det er løn nok for ham siger ham. Men jeg har tjent rigtig meget på at være Arkan Rådgiver som det hedder. Ellers har jeg investeret og handlet med magiske genstande"

Inde i den lille stue, stod der ganske rigtigt en kop lun the og et fad med nogle små sandwiches klar til dem. Khá gik hen og tændte op i pejsen så hun snart kunne få varmen. Så greb han et tæppe fra en dragkiste i hjørnet og rakte hende. "Sådan..."

Hun lyttede efter og tilføjede hver en detalje i den lille del af sin hjerne, der nu var markeret med titlen "Connor". Uden et ord tog hun imod tæppet, før hun tog en lille sandwich og spiste den. Tæppet lå nu om hendes skuldre, og hun satte sig i en sofa med et veltilpas smil. Så strejfede en ny tanke hende, og hun var nødt til at stille endnu et spørgsmål: "Connor, ved du hvad klokken er?"
Det undrede hun sig over, eftersom klokken havde været mange allerede da de mødtes, og med flyveturen og turen ud til sin bror måtte det da snart være morgen. Medmindre han som engel kunne sætte tiden i stå. Det smilede hun lidt af.

Han tænkte lidt over hendes spørgsmål og kom så i tanke om der hang et ur her inde. Det var bare sjældent han egentlig tænke over tiden når han sad her inde. Her var så fredfyldt. Så han rejste sig langsomt og gik hen til et skab og åbnede lågerne indtil en lille bar hvor uret også hang. Ganske rigtigt så var der gået nogle timer, men han havde nydt tiden.
Smilende gik han hen og strøg hende ganske kort over håret imens han sagde:

"Ja tiden er da gået stærkt..... Men det er nok fordi du er her... Slottets mure kan godt få det til at vide som om tiden står stille. Vil du gerne sove da? Klokken er ved at være otte"