Just out for a quiet walk (Aia)

Aia rødmede, noget, hun ikke havde prøvet så ofte før. "Jeg vil meget gerne høre din historie," sagde hun med et smil, lagde bestikket fra sig og ventede. Hun elskede historier. Hun havde ikke hørt mange af dem og de fangede hende altid.
Hun var taknemlig for, at han ville dele det med ham. Det var en personlig ting, han valgte at dele, og Aia lovede sig selv at tage hans historie med sig i graven. Hun smilede for sig selv. Hvis han var engel, ville de nok se hinanden igen til den tid.
Da Bach kom med tærten, smilede hun anerkendende til ham, han gjorde det godt. Både madlavningen, anretningen og serveringen.

Han tog sig en ordentlig slurk vand og smilede lidt forsigtigt. Han ville jo rigtig gerne fortælle det, men det var stadig noget af en historie.
"For ca 400 år siden blev jeg udvalgt af de Ægyptiske guder til at være forkæmper for deres retfærdighed hvor stor magt fulgte med. Men jeg og min kone fik et barn hvilket var forbudt. Så da guderne fandt ud af det blev jeg tvunget til at slå både min kone og søn ihjel med de evner jeg havde fået af dem... Jeg udførte ordren og forlod gudernes tjeneste. Mørke magter tog imod mig så min magt voksede og jeg blev en udød Djævel uden nogen samvittighed. De næste 400 år var jeg en af de allersstærkeste troldmænd nogensinde og gjorde frygtelige ting. I lang tid var jeg Vatikanstatens største fjende. Men de mørke magter blev fornærmede over jeg gjorde som jeg ønskede så jeg døde da de tog deres magt tilbage... Så brugte jeg 400 år i Skærsilden hvor alle mine ugerninger blev gjort ved mig... Gud lod mig genføde som Seraphim så jeg kunne hjælpe i stedet for at lade verden lide. Jeg har alle mine minder så jeg husker hvad jeg er her for. Sådan endte jeg her igen"
Han var godt klar over det var en stor mundfuld så han ventede lidt nervøs på hvad hun sagde

Aia lyttede intenst. Hun lugtede til vinen og tog en tår, mens han fortalte. Den var syrlig, men samtidig sød. Fascineret drak hun lidt videre.
Da han var færdig, så hun ham ind i øjnene. Hun ville have mere. "Sikke en fantastisk historie," sagde hun. Hun mente det fuldt ud. Det var en stor mundfuld, men hun kunne rumme det hele.
Hun havde aldrig været sammen med et andet menneske, og derfor havde hun plads til alt, hvad han ville sige.

Han blev lidt overrasket over hendes reaktion inden han selv tog en smagstår af vinen. De fleste ville synes han var tosset men han havde jo magt og styrke til at vise sandheden. Dem der troede på ham, blev som regel bange for ham.
"Det vil nogen sige ja. Guderne blev gale fordi jeg blev den sidste i rækken. Når jeg ikke gav magten tilbage, blev jeg deres sidste forkæmper. Satan blev gal fordi jeg ikke tjente ham fuldt ud. Gud lod mig genføde for at jeg kunne rette op på hvad jeg havde gjort. Seraphims bliver skabt uden samvittighed... Jeg fik mine minder og samvittighed, så min straf er lige pludselig at kunne mærke de ting jeg har gjort så jeg husker mit mål... Men jeg blev sendt tilbage for at hjælpe som jeg synes det skal gøres..."

Så smilede han varmt og venligt til hende imens han skålede.
"Og lige nu er det at nyde et rigtig dejligt måltid sammen med dig"

Aia rødmede og skålede med ham. Hun vidste ikke, hvordan man gjorde det, men fulgte Connors bevægelser. "Mener du virkelig det?" spurgte hun med blussende kinder. Hun var ikke vant til at få ros af mennesker, kun skældsord og slag.
Hun huskede engang, da hun havde forsøgt at stjæle fra en mand i byen. Han havde opdaget hende, og fordi hun blev forskrækket, nåede hun ikke at løbe, før han begyndte at kalde hende grimme ting og slå hende, indtil en politimand havde stoppet manden. Hun var kommet hjem med en masse blå mærker.
Det var efter dengang, hun var begyndt at samle plantemedicin.

Han kom med en kort latter og smilede stort over hendes ord. Igen var det tydeligt at det ikke var for at nedgøre hende. Connor var en af de mænd hvor man aldrig tvivlede på hvad han sagde. Det kunne ganske enkelt ses på ham. "Ja selvfølgelig mener jeg det. Nok er nogle af vores ord udpræget negative, men jeg hygger mig rigtig meget med at snakke med dig. Jeg havde faktisk overvejet at senere skulle vi se skovstykket fra oven. Mine vinger kan uden problemer bære os, men det ser vi bare på. Jeg håber da også du hygger dig Aia?"

Selvfølgelig skulle hun da have et kompliment når han nu syntes det var sådan det forholdt sig. Han kunne hygge sig i godt selskab og lægge ansvaret fra sig for en stund. "Den sidste gæst jeg havde, forsøgte at stjæle mit blod fordi jeg kan helbrede stort set alt"

Aia smilede af hans latter. Rart, at høre ham grine. "Jeg vil meget gerne se skoven fra oven. Og bare rolig, jeg hygger mig skam," sagde hun.
Hun havde altid drømt om at se sin verden fra oven. Misundelsen på fugle var stor, og hun mærkede en længsel, hver gang hun så dem flyve sydpå om efteråret.
Hun lo, da han fortalte om sin sidste gæst, men indså så, at han ikke lavede sjov. "Mener du virkelig det?" spurgte hun så, en anelse overrasket og overrumplet. Tænk, at nogen kunne være så ond.

Han gjorde et par stykker tærte klar til dem på nogle små tallerkener og slikke sig kort om munden da han var så glad for tærten. "Fantastisk, så kan vi lige få dessert og lade maden falde på plads så flyver vi. Men har ikke noget jeg kan bære dig i så håber du kan leve med at ligge i mine arme når vi flyver"
Hans smil blev lidt mindre men forsvandt ikke helt da hun spurgte til hans tidligere gæst. "Ja desværre. det lykkedes ham dog ikke. Der er nogen der mener de kan kopiere min evne til at helbrede fra mit blod. Jeg kan helbrede alt bortset fra døden ved at lægge min hånd på hvor skaden er. det er åbenbart i høj kurs. Men jeg er heldigvis sejlivet" Det sidste blev sagt med et glimt i øjet

Aia smilede, da hun så glimtet i hans øjne. Hun var glad for, at han stolede på hende og nød hendes selskab, lige så meget som hun nød hans.
Hun tog en af de to tallerkener og smilede. "Det er da kun godt. Tænk, hvis du havde mistet livet," sagde hun halvt alvorligt og halvt i spøg. Hun vidste ikke engang selv, hvilket af dem det egentlig var.
Hun glædede sig til flyveturen, men var ikke sikker på, at hun ville være i hans arme. Hun var nogenlunde tryg ved ham, men ikke helt. Hun havde ingen anelse om, hvad en engel kunne finde på.

Han tog en dejlig bid tærte og lukkede øjnene inden han rullede med øjnene på en måde så man ikke var i tvivl om det var fordi han kunne lide tærten.
"Jeg plejer at joke med at de vil ikke kunne få ram på mig alligevel. Jeg er jo sådan set død to gange allerede men her er jeg jo. Noget andet er... Jeg kom til at tænke på en ting...Har du nogle spørgsmål til 'flyveturen'? Jeg sværger ved mine vinger at det er sikkert, men derfor kan du jo sagtens have spørgsmål"
Endnu en bid tærte røg ned inden han blinkede til hende og tog lidt vand.
"Seraphims kan alligevel ikke lyve"

Aia smagte prøvende på den lune tærte. Da den let syrlige, men lækre, smag bredte sig på hendes tunge, hengav hun sig til nydelse. Fantastisk, tænkte hun.
"Jeg har ingen spørgsmål lige umiddelbart. Jeg stoler på, at du passer på mig," sagde hun forsigtigt. Hun var ikke sikker på, hvordan han ville reagere, men hun kunne ikke formulere sig anderledes, selvom hun ønskede det.
Hun tog en tår vand og nød den kølige effekt, det havde på hendes hals og mave, før hun tog et stykke tærte mere. Den var i sandhed perfekt.

Han drak en smule mere vand inden han smilede tilbage til hende og og tog en bid tærte. Det var skønt at hun også kunne lide tærten. Det hjalp altid med et godt stykke tærte til en rolig stemning. Sådan valgte han i hvertfald at se på det. Det var neutralt og der var ikke noget pres på nogen af parterne, man kunne bare nyde tærten og slappe af.
"Det kan være det kommer, så spørger du endelig bare. Jamen det er jeg glad for du gør. Jeg er godt klar over det kan være lidt overvældende så det betyder meget for mig. Jamen vi flyver bare når du synes du er klar. Men det er nu en god tærte"

Han ville naturligvis passe på hende, ellers ville han jo aldrig flyve med hende. Det var ikke fordi han var nervøs for det, men han fløj ikke rigtig med folk ellers. De skulle være noget særligt eller påvirke ham positivt før han ville overveje det. Og det havde hun jo gjort kunne man sige

Aia smilede og nikkede. "Jeg er helt enig," sagde hun og tog en bid tærte mere. Det var noget af det lækreste, hun nogensinde havde fået.
Hun indså, at hun var løbet tør for tærte og skyndte sig at tage et stykke til, den var for god til, at man bare kunne lade den stå.
"Du behøver selvfølgelig ikke svare, hvis du ikke vil, men hvordan var din søn?" spurgte hun forsigtigt. Og hun mente det. Hun var nysgerrig, men hvis han ikke ville tale om det, ville hun acceptere det og lade være med at spørge igen.

Connor smilede endnu mere ved synet af hun tog endnu mere tærte. Så var det nemlig ikke kun ham der havde den trang. Så han tog sig også et ordentligt stykke mere og smagte på det. Som fjollet tanke så var han overbevist om en gang imellem at han var sendt tilbage for tærtens skyld. I hans hoved var den himlen værdig.
Da hun så spurgte ind til hans søn, reagerede han overraskende positivt. Det var faktisk dejligt at kunne snakke frit om hans søn
"Det vil jeg skam hellere end gerne. Lille Matthew var... En energibombe. Altid i godt humør og altid ude på spilopper. Og han var meget begavet. Selv da jeg.... Ja.... Der forstod Matthew hvorfor det skete så han bebrejdede mig intet... Han nåede kun at blive 3 år gammel... Men jeg vælger at se som han var langt mere vis end jeg var eller nogensinde bliver... Jeg var en meget stolt far. Hans mor derimod...."

Aia lyttede interesseret til hans fortælling og lod det hele sætte sig fast i hendes fantastiske hukommelse, så hun havde det til en anden gang.
Da han stoppede, kiggede hun på ham med store øjne. "Hvad skete der så? Hvorfor var hans mor ikke stolt?" spurgte hun. Hun mente, hun havde forstået, hvad Connor havde gjort, men ville gerne høre, hvad der skete med moren.
Hvordan kunne hun ikke være stolt af en lille, begavet og vis energibombe? Aia var vokset op med den slags, og hun kunne ikke være andet end stolt, når hendes "søskende" viste deres evner.

Connor rømmede sig lige en gang og ringede efter Bach på en mobil. "Bach? Må jeg bede om mit gamle billede tak?"
Så lagde han på og kiggede lidt alvorligt på hende. Efter lige kort at have drejet ordene, sagde han: "Problemet var ikke Matthew... det var sådan set mig... At være gudernes redskab i retfærdighed gjorde at mine evner var specielle.... Jeg skulle skifte form til dette...."
Bach kom ud med et billede hvorpå der var hvad der lignede et lig med langt sort hår. Huden var askegrå og indsunken og der var et par glødende røde orber hvor der en gang var øjne. Skikkelsen var klædt i lange sorte kåber med glødende symboler på. Efter at have holdt billedet lidt, skyndte Bach sig ind med det igen nok for at skåne Connor

"Når jeg skulle kæmpe i gudernes navn skiftede jeg form til det du så på billedet.. Matthews mor var bange for at Matthew ville komme til at se sådan ud... Efter at have forladt gudernes tjeneste efter.... Ja så forbandede de mig til at se sådan ud. Indtil for et lille havlt år siden så jeg stadig sådan ud. Så Matthews mor var egentlig bange for den side af mig..."

Aia så tryllebundet på billedet. Det var skræmmende, men hun kunne ikke få øjnene fra det, og da Bach gik med det, følte hun ikke, det havde varet længe nok.
Der var noget, der undrede hende, men hun var lidt bange for at spørge. Hun ville ikke gøre ham vred. En dyb indånding gav hende modet til at spørge.
"Når du var i den form, var du så... Du ved... Anderledes?" spurgte hun forsigtigt. Hun greb automatisk om medaljonen, spændt på at høre hans svar.

Han kiggede i første omgang lidt undrende da hun sukkede lidt dybt, men det gik hurtigt over efter hendes spørsgmål. Først kiggede han lidt ned som om han skammede sig over det hvilket han også gjorde. Han kiggede op igen og smilede lidt forsigtigt for at vise han ikke var sur over hendes spørgsmål.
"Ja... Ja det blev jeg.... Når jeg var i den form.... Så havde jeg ingen positive følelser eller samvittighed... Hvis der var en farlig forbryder i en, havde jeg ikke noget problem med at brænde den ned til grunden for at være sikker på han ikke slap væk... Da jeg blev forbandet til at være i den skikkelse hele tiden, blev det værre... De måder jeg torturerede folk.... Straffede dem... Det var ting man hørte om i mareridt. For et par hundreder år siden ville jeg have en bestemt artefakt fra Vatikanet så jeg angreb dem... På et tidspunkt holder man op med at tælle døde..."
Han måtte lige tage sig en tår vand for lige at sunde sig.
"Det er faktisk underligt dejligt at fortælle om det søde Aia"

Aia lyttede opmærksomt og tænkte grundigt over, hvad han havde sagt. Hun tog en tår vand, mens han stadig fortalte.
Tænk, at han havde slået så mange mennesker ihjel. Uskyldige mennesker. Men det var jo ikke hans skyld. Han var blevet skabt til at være sådan, han havde ikke selv valgt det. Det kan umuligt være rart ikke at have nogen positive følelser tænkte hun.
Hun rødmede, da han sagde det sidste. "Synes du virkelig?" spurgte hun, mens hun mærkede varmen i kinderne. Hun havde oplevet den flere gange i løbet af aftenen, end hun havde i resten af sit liv.

Det gav utrolig mange blandede følelser at fortælle det hele igen. Specielt fordi han kunne mærke hvor voldsomt han havde såret verden. Hvor mange uskyldige der havde mistet livet fordi han havde et mål han ville nå. Selvom han var Seraphim, var det dejligt at få snakket om det. En del af hans straf, var jo netop at han havde sit menneskelige jeg. Men det gjorde selvfølgelig også at han havde en hel del mere frihed end sine artsfæller.

Han kunne sagtens ane den røde farve der begyndte at præge hendes kinder, men det fik kun ham til at smile endnu mere.
"Ja selvfølgelig mener jeg det. Vi kan jo alle have brug for at tale om tingene en gang i mellem og du er jo rigtig dejlig at bruge tid sammen med"
Han mente jo hvert et ord så selvfølgelig skulle hun da høre hans mening

Aia's kinder blev mere røde, end hun havde troet muligt. Det her var så nyt for hende, men også utroligt rart. Tænk, at hun virkelig havde nogen at snakke med.
En pludselig fornemmelse fik hende til at fare sammen. Nej. Det kan det ikke være! tænkte hun strengt af sig selv. Nervøst trommede hun med fingrene på bordet, mens hun så sig omkring. Det kunne ikke være rigtigt. Det MÅTTE ikke være rigtigt. Men hvis det var, ville det overgå hendes vildeste fantasi.
Med den hånd, der ikke trommede på bordet, greb hun fat om sin medaljon og holdt så stramt om den, at hendes knoer blev hvide.

Han blev noget undrende over hendes pludselige reaktion men fastholdt dog sit stille smil. Her var trygt og sikkert og det skulle hun kunne mærke på ham. Nok kunne han se folks sande væsen men han kunne dog ikke læse tanker. Han skubbede sin egen tallerken til side så lagde så roligt begge sine hænder på bordet så de var helt synlige. Hendes selskab var dejligt så han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for hun skulle falde til ro. Han så hende dybt i øjnene hvis hun lod ham, men hvis ikke kiggede han bare roligt på hende. Man kunne læse meget på øjnene men hvis ikke hun ønskede øjenkontakt så skulle hun heller ikke tvinges.
"Fik jeg sagt noget forkert? Hvis det er tilfældet så beklager jeg rigtig meget. Jeg synes bare du fortjener at høre hvad jeg synes... Kan jeg gøre noget eller hjælpe dig så tiden stadig er dejlig her?"
Han havde en helt utrolig ro over sig men var klar til at gøre det der skulle til

Aia skubbede den ubehagelige tanke væk. Det kunne ikke være sandt. "Nej, det var ikke noget du sagde. Det er bare... Nogen gange løber min fantasi af med mig," sagde hun og fremtvang et lille smil. Hun så ind i hans grønne øjne, og smilet blev ægte.
"Kan vi tale om noget andet?" spurgte hun indtrængende. Hun ville gerne væk fra emnet, der så åbenlyst plagede hende.
Det var bare min fantasi... Ikke noget realistisk... tænkte hun, mest for at berolige sig selv.

Han vidste så udemærket der var mere end hun gav udtryk for, men hun skulle nok fortælle ham det når hun mente hun var klar til det. Og hvis ikke hun blev det så var det sådan det skulle være. Han smilede varmt tilbage og sagde med en stemme fyldt af lige så meget varme:
"Hvis du på noget tidspunkt skulle få lyst eller trang til at sige det til mig så vil jeg meget gerne høre det. Jeg siger ikke jeg kan, men jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig... Og skulle du nogensinde få brug for et sted at være måske bare for en stund, så vil mine døre altid stå åben for dig. Det virker måske mærkeligt jeg bare sådan tilbyder det.... Men jeg ser mere i dig end resten af verden måske har gjort.."
Så tog han og hældte lidt kildevand op til dem begge to og stillede en skål frugt på bordet. Der var lidt til en hver smag. Alt fra Kirsebær, til jordbær og æbler. "Selvfølgelig Aia"

Aia fik tårer i øjnene over hans rørende ord. Tænk, at han var så venlig. Og hvis han virkelig mente, hvad han sagde, var det den bedste dag i hendes liv. Hun tørrede øjnene med bagsiden af hånden, før hun tog et jordbær. Den velkendte, søde smag var forfriskende. Hun tog også en slurk vand, bare for at smøre halsen, der ellers var godt på vej til at snøre sig sammen.
"Hvad laver man, når man er engel?" spurgte hun. Hun havde brug for at skifte emne, især efter et glimt fra et minde var poppet op i hendes hoved. Men det gjorde ikke hendes spørgsmål mindre vigtigt for hende. Hun var oprigtigt interesseret i alt, hvad hun kunne lære.