Begravet ind i mørket-Ahngel

T:Midnat
O:Stole, borde, et malerie af jesus hængene midt over alteret, lys overalt næsten
V:Tåget, is nedslag, koldt
S:Domkirken
D:6/6

Julia stod lige foran maleriet af jesus og kiggede undrene på det hun troede ikke
på gud og alt det myteri hun troede på helvedet, og alt det mørke der gemte sig dernede.
Hun kunne ikke lade vær med at kigge på det korset som jesus hang på mørkt det var jo lavet af træ
hun mente at helvedet var vej til lykke, så hun troede aldrig på gud og himlen og alt dette. Julia s lange hår
hang ned over skulderen mens hun kiggede lidt ned under maleriet der stod et gylden ogl sådan et havde hun hvist aldrig spillet på før og hun havde aldrig fået tid til at gøre det, udenfor lød der is slag der ramte på ruderne men de flækkede ikke glasset på ruderne var lavet af stærkt materiale. Hun nynnede kort mens hun kiggede videre på korset, jesus, og lysende rundt om det.

Den store forport blev blæst voldomt op, så vinden fór igennem altergangen og fik endda væltet et par lys inden vinden igen rev i døren og fik den lukket med et brag.
En hurtig åbning, men tid nok til at få sig indlogeret. En høj mørk skikkelse sad på gelæneret over en af balkonerne med perfekt afbalancering. En mandsperson på de omkring tyve år. Han havde isnende marmorhvid hud og store indfangende røde øjne, som lod til at suge hver eneste tankestreg til sig. Han havde langt bølgende sort hår som slog et slag i vinden inden døren igen var lukket helt. Han duftede af kølig natur og blod. Især blod.
Hans røde øjne var ikke rettet imod hende men stille tilsat sig imod jesusskulpturen med et tænkende blik. Ulæseligt udtryk i det smukke symmetriske ansigt.

Blikket som var på maleriet blev flyttet hen mod et par lys rundt omkring alteret, hun tænkte lidt næsten ligefør hun kunne høre sine egne tanker. Hun lod en finger glide ind foran ilden mens hun kørte den igennem ilden stille det så ikke ud til at hendes finger tog meget skade af det desuden var det meget dejligt at mærke ilden, dens vamre var på en underligt måde meget dejlig.Hun fik skubbet sig selv lidt væk fra ilden og hen til oglet mens hun smillede for sig selv hun fornemmede nogen herinde ikke bare hende men nogle andre en som havde en stærk viljestyrke og lugt"hmmm magisk væsen"sagde hun stille og stoppede op foran oglet mens hun lod en finger glide ned over en hvid tangent.

Personen kiggede stadig stille rundt, med den eneste bevægelse i de blodige øjne. Han var i sit filosofiske hjørne den aften. Stilhed efter stormen. Udmattelse efter en overdådig blodrus.
Han lyttede stille til omgivelserne. havde godt hørt hende og lugtet hende. Hørt hendes årers strømmen igennem kroppen og de blide vip med øjenlågende og duftet hendes tilværelse. Hvor hun havde været. Hvad hun havde rørt og endda hvem hun havde været i nærheden af i løbet af de sidste par dage.
Noget andet hørte han også. Dem. Dem i krypterne og ude på kirkegården. De snakkede til ham og forsøgte sig på ham hele tiden.

Hendes lette, blide, stille, lette bevægelser var rolige og var på vej hen mod stolen der tod tæt ved oglet hun kunne lære sig selv at spille men det ville blive noget af en stor udfordring hun skulle på. Hendes glødende øjne var røde og udbredte en slags sorg og ensomhed, hun fjernede smillet på sig og lugtede videre til personen selvom denne person var lidt væk fra hende lugtede det tilfredtillende og meget tiltrækkende, sådan et slags magisk væsen som hende selv hun kunne ikke lig at være alene nu hvor der var andre var det meget dejligt, især en vampyr som hende selv.Hun satte sig på stolen ved oglet og lod håret falde ned på ryggen hun kiggede ned på de mange tangenter"øhm...Hmm hvor begynder jeg"sagde hun stille og lugtede til sterinlyset ved kanten af oglet så lukkede hun krot øjnene"hvad laver en vampyr inde i en kirke"spurgte hun lidt højt så denne person kunne høre hende hendes stemme var stille venlig, føllende

Ahngel rettede endelig sine røde øjne imod hende med et først ulæseligt lettere udtryksløst ansigt. Han tænkte sig om i en tid. "Jeg laver hvad enhver anden må lave i en kirke." sagde han stille med en rungende og ægte stemme som slog ekko i den store vælving over deres hoveder. hans stemme var hvislende og som et vindstrøg, men alligevel forfærdelig ægte og nær, som om han heletiden hviskede en i øret.
"Jeg venter." sagde han afsluttende. Mennesker. De venter på miraklerne herinde. De vendter på ders kære bliver raske eller en tur i himmelen. Ahngel derimod. Han ventede blot på en ny nat. En ny nat og endnu en dråbe blod imod hans tunge.

Julia kiggede på personne mens lyset ved hende lyste skarpt op ved hende tangenteren hun havde hænderne på var stille og lidt støvet hun pustede lidt af støvet væk mens hun lod det sorgmodige blik vækte hen på ham han var høj, og havde mørkt hår, røde øjne"ih hvor hyggeligt at møde en vampyr herinde ligesom mig selv men det ligner nu ikke vampyre at holde til her i kirker, så mon ikke der kan være en grund til at man studere eller er i dette område, og jeg kan se du ikke lod dig genere af vejret"sagde hun stille mens hun fjernede fingerne fra tangenterne og mærkede jesus blik falde på hende*grrr jeg får det meget dårligt af at han kigger sådan på mig selvom han ikke er levende* tænkte hun. Julia hørte sine egne tanker og kiggede kort ud på det ene glasvindue hvor der var landet små is slag på.

"Jeg er ligeglad med hvor jeg burde være og ikke burde være. Her er en god rumklang og et perfekt sted at se og lytte." sagde han så og vendte blikket op imod de mange kalkmalerier med et stille åndsfraværet udtryk. Trods hans race lod det hellige ikke til at genere ham det mindste, måske følte han sig hævet over disse ting eller lignende. Han havde aldrig haft nogen tro. Han havde aldrig haft nogen at bede til. Det havde han ikke brug for i følge han selv.
"Så jeg antager at De ikke er her på grund af gudelige intentioner?" sagde han så og vendte blikket ned imod hende og ramte hendes øjne helt nøjagtigt og veg ikke fra blikket.
"Eller hvad?"

Julia kiggede lidt på ham mens hun sparkede lidt til luften med hendes fødder, hun havde ingen sko på for hun ville føle jordens kolde grund med hendes bare fødder, det havde hun haft lyst til længe og muligheden fik hun næsten aldrig, så fik hun frembragt sig selv lidt fremme på stolen ved oglet"hmm tja enlig ikke jeg evd ikke hvorfor men jeg følte bare et eller andet over denne kirke et eller andet historisk agtigt noget, jeg tror ikke på gud og alt det myteri, og det er da altid noget at vide at du er ligeglad hvor du er for det er jeg sådan set selv jeg ender altid med at være de forkerte steder på de forkerte tidspunkter"sagde hun med et suk og lod det røde blik skimme forbi nogle lys og blev fast låst på hans blik

"A-ha... Javel ja." sagde Ahngel stille og lod sin hvide hånd bevæge sig over begge mundviger med en elegant bevægelse. Det efterlod blod på hans hånd. Det var ikke langt tid siden han havde været ude at jage, så smagen sad stadig i hans mund. Han slikkede det derefter forsigtligt af med sin lettere lange tunge imod sine fingre.
"Det sker jo nu engang imellem..." sagde han tilføjende uden egentlig at køre videre i det. Hans rolige stillestående øjne var ligeså på hende. Indtil videre havde han ikke blinket én eneste gang. han havde ikke ladet sine røde øjne indspærres af hans hvide hud og lange sorte øjenvipper. Det fik ham til at virke så unaturlig på en underlig måde.

Hendes bevægelser var blide og rolige men hun kunne ikke få sig selv til at give slip
på hendes røde blik på ham det var nærmest frosent fast i alt evighed hans øjne med hendes, hans blik mod hendes det var sådan det var. Julia s hår lod falde lidt ned voer hendes skuldre mens hun prøvede at fjerne blikket fra denne højskikkelse person og hen mod nogle lys"ja det giver jeg dig ret i men det var nu godt at hun gad komme forbi en tur her ved kirken gætter på at du ved hvordan man spiller på sådan et ogl for jeg aner det ikke jeg r helt væk der er bare et eller andet over det som gør at eg kan lig det"sagde hun og gik stille hen til maleriet og lidt hen til oglet bagefter*hmmm hvide og sorte tangenter*tænkte hun en kort stund

Ahngel fjernde endelig sit blik fra hendes og lod det glide hen over tangenterne. "jamen selvfølgelig gør jeg det." sagde han så og satte af fra balkonen for så at forsvinde i den klare luft, som om han var et spøgelse eller lignende. Det var han dog ikke. Bare hurtigere end et øje kunne opfange. Han dukkede kort tid derefter op ikke langt fra hende og kiggede på tangenterne med et tænkende blik. Hans endelige højde var nu optimal. Han var virkelig umådelig høj og tynd, dog maskulin på sin helt egen måde. Brede skuldre, men ikke så han så sært proportioneret ud. Han lignede ikke en bodybuilder på nogen måde, men der var en glød af supernaturalle styrker. Han satte sig derefter på taburetten foran ogelet og lagde hænderne ned over tangenterne.

Det røde bik løftede sig fra ham kort og lidt ned på hendes ene hånd kold og hvid som resten af hendes hud, hun undslap et lille smil og kiggede hen på ham igen og ned på de tangenter hun vidste overhovedet ikke hvordan hun skulle spille elller hvor hun skulle ligge hendes fingre henne så hun håbede på at denne person ville hjælpe hende"hvad er dit navn enlig"spurgte hun det spørgsmål var gemt dybt inde i hendes hoved lige siden hun mædte ham hun undrede meget over det og derfor spurgte hun også"tror du at du kan lærer mig at spille"spurgte hun stille men venligt.Julia s hår hang løst ned over ryggen og hun kiggede kort på hans øjne*vidste det røde kolde* tænkte hun kort

Ahngel vendte kort blikket op på hende. "Du kan kalde mig Ahngel." sagde han, da han egentlig ikke havde lyst til at komme frem med sit fornemme royale navn. Nogengange gad han det simpelthen bare ikke. "Det tager tid at lære dig at spille uden noder dertil, men der er egentlig ikke så meget at lære." sagde han og betragtede hende i en tid. "For hver node er der et bogstav eller et tal som er lig med en af tangenterne." sagde han og trykkede på en der var nogenlunde i midten. "G." sagde han derefter. Derefter trykkede han på fire mere og fik en lille del ud af et klassisk stykke.

Julia kiggede fornøjet på hans fingre og bevægelserne han lavede kort på tangenterne på oglet hun vidste ikke meget til musik kun sådan noget trist sorgmodigt noget. Hun lod det røde blik vende sig mens hun fik kommet lidt tæt ind på Ahngel så hun lige netop kunne følge lidt bedre med i det han lavede"hmm det ser meget indviklet ud men også lidt let ok så skal der læres hvis det er iorden hmm noder...Hmm skal man bruger sådna nogle dertil er der ikke nogle herinde i kirken et sted tror du ikke Ahngel..Og mit navn er Julia efternavnet stone et nvan er er stolt af men er du ikke stolr over dit eget"spurget hun spørgende mens hun kiggede igen ned på tangenterne der vaqr nogle hvide og nogle sorte det var de to farver de havde.Is slagene kunne høres på ruderne udenfor vejret var blevet trist og gråt

"Jeg bruger helst ikke mit navn over normale samtaler. Kun derhjemme tiltales jeg med mit rigtige navn." sagde han og nikkede og havde stadig ingen lyst til at slippe det ud, forudsat hun kunne genkende navnet, hvilket nok bare ville føres til æresfrygt eller lignende. Var hun vampyr af høj rang ville hun kunne genkende Ahngels rigtige navn og hans vigtige erhverv for vampyrene. Han havde ikke i sinde at lade mange vampyrer høre sit ægte navn, nej. "Jeg tror ikke at de lader noderne blive her om natten, nej." sagde han og rystede kort på hovedet.

Julia kiggede på ham og havde lagt en finger på en af tangenterne men det endte med at fingeren pludselig sat sig fast imellem en hvid tangent og en sort en hun sagde ikke noget , kun det triste sorgagtigt blik afslørede havd hun sagde og føltet"av!"jamrede hun kort mens hun prøvede at trække sin finger ud men det var lidt besværligt når tangenterne var så tæt på hinanden"Gir du en hjælpende hånd, jeg tror du skjuler meget inde i dig selv du ikke vil komme frem med, og måske kan du jo være en ægte og ikke en falsk vampyr"sagde hun med et lille frembragt nok med nakken*hmm hvorfor er jeg så klodset en vampyr må ikke være klodset det passer bare ikke ind det sikkert min mors eller faes gener eller noget*tænkte hun kort

Ahngel betragtede hende stille imens hun talte om sandhed og falskehed, men sagde ikke noget til det, men lagde sin hånd ind over hendes og tog blidt fat om fingeren. Hans hånd var afsindig kold og glat som var hans hud lavet af hvid bøjeligt marmor. Han gav tangenterne lidt modstand og fik hendes finger fri uden egentlig at have anstrenget sig over det. "Det gjorde vel ikke ondt." sagde han så og slap stille hendes hånd igen og rettede sig op for stille at betragte hende igen. "Ægte vampyr og falsk vampyr? Den eneste falske vampyr ville være hvis et menneske pludselig ville lege blodsuger. Dem der ikke ved hvad det indebærer, men ønsker sig det alligevel, for så derefter at fortryde bitterligt."

Julia kiggede på ham med et smil mens hun nikkede hun lyttede roligtr og godt efter og kiggede på fingren den havde få mærker fordi den var sat fast men det generede hende ikke"ja tror jeg...Den har det hvist godt nok og nej det gjorde ikke ondt jeg mærker sjældent smerte så det gjorde ikke ondt mange tak for hjælpen"sagde hun stille men venligt mens hun kiggede kort på de to sterinlys overfor dem tæt ved siden af hinanden de stod ovenpå oglets kant"wow så smukt en glød og gnist"sagde hun stille og havde næsten helt lyst til at røre den"man skal ku kende sine grænser og trang til blod en ægte vampyr kan også skelne mellem rigtigt og forkert og ægte og falsk"sagde hun bagefter med et nik og syntes at det at han rørte hendes finger var rart af den følelse.

Ahngel nikkede og kiggede kort på de to flammer med et tænkende blik. Ild. Han kiggede derefter på hende igen med et tænkende udtryk. "Så.. hvor længe har De befundet Dem i Terre?" sagde han så og lagde hovedet en smule på skrå, hvorefter hans hår langsomt blev taget af tyngden og bevægede sig ned over hans skuldre, som om hver eneste sorte tot havde liv i sig og bevægede sig som slanger ind over hinanden for så at sidde stille igen.
Hans røde øjne lå stille på hende og havde egentlig mere et skær af en dulmende dyb farve, som størknet blod. Det afspejlede til hans sindstilstand.

Julia kiggede på flammerne mens hun satte sig på den stol der stod ind til oglets kant, sådna lidt væk fra kanten så der var en smulle luft mellemrum mellem kanten og oglet hun kiggede beundrene på ilden og hen på ham"mig hmm et godt stykke tid vel talet må være lidt kendt indtil videre men hvad med dig, og er du interseret i at fortælle lidt om hvilke tanker du har om dette sted og dit liv"spurgte hun undrene hun ville ikke snage men han gjorde hende en smule nysgerig efter at vide mer, og hun havde jo heller ikke mødt andre vampyre end ham, så derfor var hun nød til at vide noget om ham "du behøver ikke hvis du ikke vil men det ville være en god mulighed for at have nogen at betro sig til"sagde hun med et nik det triste blik forholdt sig låst fast på flammerne nogle gnister kom frem og ramte hende på hånden hun mærkede det men sagde ikke noget lod bare ilden lavede et lille mærke på hånden.

"Jeg har været her i nogle måneder nu." sagde han så og kiggede let ind i ilden, som genspejlede sig i hans røde øjne som flammede sig gyldent op i takt til ilden. "Jeg kom her fra Frankrig for at arbejde." sagde han så og begyndte så småt at pille ved stoffet om sit højre håndled med et tænkende blik. "Før fandt jeg ikke byen som noget særligt, men nu har jeg fundet værdier heri, så jeg er ikke direkte ubekvem ved at have residens her, selvom man godt kan komme til at savne de fransktalende aristrokrater og det udsøgte franske cuisine*" sagde han derefter og vendte blikket hen på hende igen.

*cuisine betyder køkken

Julia nikkede hun forstod ham godt hun savnede tit sit eget hjem og havde selv fået det meget godt her det havde mange muligheder, døre som åbnede sig for hende, venner hun kunne stole på og mange andre ting"Jaså så du kommer fra Frankrig, der må være meget travlt derhenne mylrende flokke, menensker på arbejde, og vmapyre der jager, og til alt hvad der måtte være i Frankrig du er heldig jeg ville ønske jeg havde et bedre kendskab til mit hjemsted men det har jeg ikke. Og hvad mener du med værdier gode eller dårlige værdier"spurgte hun med hovedet på skrå og et lettere sænket blik men hun fordrejede det hen på ham og vendte sig på stolen så hun var vendt med hele sin krop mod ham"du lyder ellers meget interesant mon ikke du har nogle porter i dit liv du skal have åbnet eller nogle någler der skal findes"sagde hun med et lille opmuntrene smil

"Jeg har nærmest ikke andet." sagde han til hendes sidste bemærkning for bare at starte der. "Jeg ser kun noget til menneskene når jeg er uden for palæet eller jager, så de er ikke mit store problem, men mere vampyrene. Franske vampyrer er grådige og svære at holde styr på og opkvotere." sagde han så. "Det er derfor jeg ikke kan blive her i lang tid ad gangen. Jeg må hjem et par gange om året for at holde styr på det hele." sagde han opgivende og jog en hvid hånd igennem sit lange sorte hår med en elegant tænkende bevægelse.
"Og med hensyn til værdier.. så gode. Helt bestemt gode." sagde han og smilede roligt. Stadig lukket, men det var dog et smil. Et stille hemmelighedsfuldt smil.

Julia smillede lidt det var ikke meget men stadig lidt hun kiggede på hans udseende hvid hud, kolde dybe øjne, klør af negle agtigt, og et fredfyldt ansigt hun kiggede på ham og tog hans hånd hen mod ilden"undskyld...Kan du mærke ilden"spurgte hun for hun kunne ikke særlig mærke den kun lidt ikke helt det var meget undrene og mystisk*jeg er virelig en mystisk en*tænkte hun med et suk hun havde lige taget fast i hans hånd uden at vide hvorfor det var bare en refleks af sig selv nærmest"ah ha javel ja men har du familien levende eller døende eller hvordan det glæder mig da at se du kan smile mange vampyre smiler ikke aldrig faktisk"sagde hun med hovedet på skrå og et kortvarigt suk hun forstod dem aldrig at smile var da en meget god ting det vidste bare at man var glad.