Begravet ind i mørket-Ahngel

Ahngel kiggede stille frem for sig idet han lyttede til hende med et omtåget svævende blik.
"Ahngel er heller ikke mit navn." sagde han så og kiggede imod modatte side end hvor hun var. Han havde blot givet hende sit anonyme navn, da hun var vampyr selv. Han magtede ikke hvis hun ville kunne genkende hans navn.
"Det var et kaldenavn jeg fik foræret af min moder." sagde han så, meget kort og præcist og måske endda en smule bittert.
Hans mor.

Julia gik hen til ham og satte sig ned ved ham han så ret trist ud i hovedet da han
fortalte hende det hun lagde en forsigt hånd på hans skulder den var ikke varm fra ilden bare mere kold af den."Ahngel er meget flot af et navn at være det får mig nærmest til at tænke over et eller andet. Det lyder lidt engel agtigt men også specielt mit er jo bare Julia ikke ligefrem så specielt...Men du må savne hende meget din mor ikk"spurgte hun til mens hun prøvede at løfte hans humør lidt op med et lille smil, hun tænkte selv lidt på hendes forældre dem kendte hun ikke så meget til havde kun set dem få gange.

"Husker hende knapt." sagde han så og så på hende med et tænkende udtryk. "Som jeg har sagt før, så bekymr dig ikke om det. Jeg har for længst afklaret mig hendes død." sagde han og betragtede hende stille, dog med en opmuntrende effekt. Han virkede så ligeglad med hendes død at det nærmest var uhyggeligt, men selvfølgelig er der ingen der direkte er ligeglade.
Ikke nogen han kendte. Ikke sådan.

Julia kiggede på ham mens hun trak fødderne ind til sig og kiggede på ham
men shun lyttede lidt ´tydeligt efter ham"hvordan var hun, du må da savne hende frygteligt meget, har du ikke ønsker om at genoplive hende eller noget..Ellers er hun da stadig hos dig inde i dit hoved og hjerte ikk"spurgte hun undrene med et opmuntrene smil mens hun bagefter rykkede sit blik hen på vinduet"jeg undre mig over hvorfor folk siger at de kan læse tanker, og ikke frygter døden alle dør, nogen før andre, og læse tanker er jo bare en normal vampyr evne alle vel har, jeg kan fx læse dine tanker men det ville være lusket at gøre, sjovere når du ikke ved jeg gør det"sagde hun stille og kiggede ned på hendes hænder kolde, blå, tydelig årer.

Ahngel var stille. "Hun er død og det vil jeg ikke lave om på. Hun har det bedre der." sagde han stille og betragetde roligt Julia med et tænkende blik. "Igen.. bekymr dig ikke. Hendes død var en nødvændighed, ligegyldigt hvor rædsom en sandhed det er." sagde han stille og rettede sig op imod væggen inden han så imod et af de farverige vinduer der fyldte en hel væg nærmest.
"Tanker er tanker og ingen skal røre ved mine." sagde han derefter kort og præcist. "Mit hoved er ikke et rart sted at befinde sig."

Julia tav lidt mens hun kiggede på ham hun lagde en finger for munden med et tænkene udtryk"men du har da nogle af hendes gener i dig ikk, og jeg kunne godt finde på at læse dine tanker , du kunne sikkert også finde på at læse mine, selvom de ret kedelig"sagde hun med et bredt smil.HUn kiggede direkte hen på ilden ved vinduet derfeter kiggede på på Ahngel"hvad kigger du på ilden, vinduet, og hvad tænker du på jeg vil vide det"sagde hun undren mens hun lugtede stille til luften og duften af sterin i rummet. Hun kiggede ned på hænderne en gang til"jeg husker da ikke at de var så blege"sagde hun med store øjne et meget stort, overasket blik, mon Ahngel vidste hvad hun tænkte på, gemte indeni.

"Jeg har meget få karakteristiske træk fra hende." sagde han stille. "Meget meget få." bekræftede han og rettede sig igen lidt op. Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede stille til hende da hun gjorde krav på at høre hans tanker. "Når du nu så gerne vil vide det..."
"Så vil jeg undlade at fortælle dig dem." sagde han så.
Hvad? Det var nu en meget uortodox måde at give efter for. Han havde ikke tænkt sig at lade hende trænge ind i sit hoved ligemeget hvad.

Julia lyttede roligt til hans ord der kom ud fra hans mund mens hun lagde hovedet lidt tæt på hans "hmm men vil du ikke afsløre hvad du tænker på bare en tanke jeg vil vide det, for hvis du tænker et eller andet...Måske med at jeg er kedelig, grim, alt for stille, vampyr fake eller noget vil jeg gerne vide det selvom man aldrig kan være perfekt der vil altid være fejl ved os alle har jeg ikke ret Ahngel"spurgte hun med et bredt smil til ham mens hun lagde hovedet lidt tilbage mens hun lukkede øjnene hendes hals var fri duften fra hende den dejlige, friske duft kunne lugtes nu hvor halsen var bar, men hun var ligeglad hun føltet lidt at Ahngel ikke var en der tog fat det same han så en bar hals*hmm jeg er så facineret af hans tanker jeg vil vide hvad de bygger på* tænkte hun kort

Ahngel kiggede stille på hende med endnu et lukket blik. "Jeg tænker ikke dårligt om dig." sagde han så. "..og perfektion er et uopnåeligt mål. Er der rigtige ting på det ydre er der for det meste megen uro i det indre og omvendt." sagde han så. "Jeg vil blæse på om perfektion er noget der skal nævnes ofte.. jeg ved blot at ingen jeg har mødt er perfekte og ligeledes er jeg ej heller det mindste tæt på det." sagde han stille.
Ahngel var, som mange andre vampyrer, utrolig velskabt rent fysisk, men så mentalt igen.. så megen ubalance og så meget skrøbelighed. Hans sind var ustabilt og ligeså var hans sanitet.

Julia smillede bredt så tænderne stak ud fra munvigene mens hun lagde hovedet på skrå og lod håret falde ned over skulderne mens hun kiggede på ham"men hvad tænker du så på har jeg tilladelse til at vide det"spurgte hun med et venligt blik op på ham hun frosede sig serlv fast på hans øjne et øjeblik"wow dybe, smukke igen hvorfor kan jeg ikke fjerne mit blik fra dine øjne de så klare, smukke. Ja ingen er perfekte jeg glad for den jeg er..selvom jeg undrer mig over hvad jeg er en vampyr, lidt underlig. Du Ahngel burde smile noget mer dine ansigts træk blivere mere tydelige så"sagde hun og lagde en hånd over hans hoved mens hun lod dne glide ned over nogle hårtotter mens hun snorede det blidt rundt om hendes finger*kan han læse tanker* tænkte hun stille

Ahngel kiggede atter stille på hende og sænkede blikket en anelse. "Jeg er nok bare ikke typen der tit smiler." sagde han så, lidt ligegyldigt idet han rettede sig lidt op da han mente at hendes berøringer havde taget et for højt plan. Hun var for tæt på hans tindinger.
"Og.. mine tanker igen. De bliver desværre hvor de er for nu. Lukket inde." sagde han så, men sendte hende dog et kort smil da han ikke ville lægge hende fuldkommen ned. Han undgik at svare på det med hans øjne. Han havde aldrig selv set dem, så.. hvordan skulle han kunne tale ud fra det?

Julia kiggede på ham mens hun fjernede hånden fra at røre ved hans hår så kiggede hun lidt på det ogl som stod alene i en krog mens hun smillede tilbage til Ahngel"kan du spille på ogl Ahngel eller er du ligesom mig nybegynder"spurgte hun med et lille prik i siden på ham mens hun rejste sig op og gik hen til det"det ser meget smukt ud formen, tangenterne, og de to starinlys"sagde hun og lavede een kort bevægelse med venstre hånd over det hun havde kun lige spillet lidt på det da hun mødte Ahngel andet havde hun ikke nået.Men måske var det meget let at spille på måske var det svært hun kunne godt lig at kigge på det hendes røde blik med oglets gyldne sider var unikke.

"Jeg er ikke nybegynder ihvertfald." sagde han stille. Det man kaldte det han spilelde var sjældent hvad de moderne folk kaldte musik dog. Og med et instrument så voldsomt og højt, kunne det få en sommerdag til at bringe tordenvejr. Han så stille på tangenterne. Sorte og hvide der afspejlede det der kunne røres, men så var der jo også hele konstruktionen. Gylden og farverig.. og dog kunne kun det dystre ydre røres med nænsomme fingre hvorimod den fine konstruktion ville blive plettet af et simpelt håndtryk. Mere skulle der ikke til. Ahngel tav kort og betragtede hende lidt. Hvad havde hun for.
"Nybegynder er blot en startende mester." sagde han stille og smilte roligt.

Hun kiggede på ham med et lille blik der roligt mens hun tænkte lidt"hmm tror du at vi kan finde ud af at spille på det her ogl det ser så indviklet ud"sagde hun med et undren udtryk i øjnene og håret lidt hængene løst ned over skulderne. Julia så på Ahngel med et roligt bredt smil helt uden at vise de nåle lignene tænder"Har du så spillet og rørt ve et ogl før"spurgte hun venligt mens hun gled en hånd forsigt, blit hen over tangenterne mens hendes udtryk blev henholdshvis til et stille, trist et. Hun havde mange tanker kørende rundt i hovedet og det var ikke altid let at holde styr på dem alle sammen.

Ahngels lange fingre bevægede sig kort hen over tangenterne uden at trykke på dem. Han trykkede en enkelt lav tone ned og lyttede til orgelets høje efterligning derfra. Han lod kort fingrende danse hen over dem i et par sekunder og fremkaldte en lille melodi, som noget der voksede og bredte sin lyd fra alle verdens vinde.
"Det burde ikke være et problem." sagde han stille og fjernede hånden igen inden han rettede sig op. Han havde været nød til at bukkse sig lidt for at nå tangenterne i første omgang.
"Prøv dig frem."

Julia kiggede ned på tangenterne som om de et kort øjeblik faldte ind i hendes pupiller, så hun næsten kunne være helt pist væk et kort øjeblik. Hun rystede på hovedet og kiggede tilbage på Ahngel. Hun tog hans hånd stille"vil du ikke hjælpe, jeg laver sikkert en hel masse fejl det kan ikke undgås"sagde hun med et lille smil der bredte sig over læben.Hun rørte to tangenter og lyttede lidt til hvordan det lød fingerne strøg over fler af de hvide, men også af de sorte det mindede lidt om skak lidt der var brækkerne også sorte og hvide"Man kan spille mange smukke, blide, triste, og hårde melodier herpå"sagde hun og låste sig fast på oglet med sit blik, og fingerne.

"Jeg kan lære dig det basiske, men at spille skal du selv lære." sagde han stille. "Musik ligger ikke i teknik og lærdom men i fingrene." sagde han stille. "Bare prøv at spille lidt uden motiv og se hvordan det former sig." sagde han stille og lagde hovedet på skrå.
"Der behøver ikke være en melodi endnu... den kommer hen ad vejen." sagde han så og betragtede tangenterne lidt igen inden han veg blikket tilbage imod den lange altergang i kirken. Gud.. fatisme.
Han så derefter op på støtten af den korsfæstede Jesu. Igennem hele hans liv var det der hans største smerte og det slog ham ihjel. Ville det være guddommeligt at overleve det?

Julia kiggede på ham mens hun nikkede og lyttede til hans ord mens hun lod fingerne passere en, derefter to af tangenterne både nogle hvide og sorte, så begyndte hun at spille på dem der kom en stille, smuk melodi ud af oglets top, mens hun spillede videre hun spillede kun lidt og øvede sig lidt mer på det"Ahngel vil du ikke gøre den glæde at spille emd det ville være trist hvis du stod forstenet der på altergulvet, mens dit blik skimte rundt på jesus, karet"sagde hun med et lille smil til ham mens hun spillede videre og forsøgte at holde melodien smukt, blid, stille, hun kunne føle og mærke at lyden rummede hele korkens indre det ydre kunne kun høres kort og lidt fjern

Ahngel betragtede hende stille og satte sig ved siden af med et tænkende blik på tangenterne inden han satte fingrene derpå og lod tonerne glide ind i hendes musik. Dog mere dystre, som en sommerfugle med en brækket vinge eller en mørk sky der voksede sig større. Var det ham eller var det bare den ende han sad i ved orgelet var uvist. Ihvertfald. Mørke og lys skabte balance og neutralitet.
"Du bør ikke bekymre dig om min tilværelse. Den bliver ikke meget anderledes af at jeg spiller på orgel." sagde han stille og slog på nogle ekstra toner med en stille bevægelse i de hvide fingre.

Julia spillede videre hun endte så med at gå hen i hans tone og melodi som hun ret godt syntes om og kunne lig"hvor er det smukt vi ret gode til det her..Og Ahngel jeg bekymre mig netop om dig"sagde hun med et lille blik ned uden at se hen på ham hun ville holde konsentrationen. Men shun langsomt begyndte at nynne med på melodien næsten som om hun kendte den. Udtrykket i øjnene skiftes, sindet fri for al den blødhed, og smukhed der lå gemt.Hun smillede bredt"det lyder rigtig godt det længe siden jeg har spillet på et ogl megte lang tid siden min mor havde engang et hun elskede at spille på det, hun plejede at spille en melodi for mig da jeg var lille"sagde hun trist

Ahngel nikkede blot og sagde ikke noget til hendes kommentar. Når det kom til familie og forældre havde han ofte ikke meget at sige fra sig selv af. Han spillede stille videre og holdt blikket nede på tangenterne og fulgte stille hænderne der trykkede de sorte negle ned imod både sorte og hvide tangenter, der gav forskellige dystre toner.
Endelig kiggede han på hende igen med et tænkende blik.
Han sagde endnu ikke noget, hvilket fik ham til at virke så forfærdelig fjerne, som var han ikke til stede overhovedet.

Julia kiggede på ham lidt uden han vidste det hun kunne bruge lidt tid på at kigge på ham, uden han lige præcis vidste at hun gjorde det. Hun endte så med at glemme hvor hun nåede til og det at hun faktisk spillede så hun fik fingerne i klemme"åh ups"sagde hun med et lille grimasse der enlig ikke vidste smerte hun så pluselig noget blod komme til syne mellem tangenterne og hendes fingre"jeg er klodset..."sagde hun og kiggede ned på tangenterne hun havde et sorgmodigt ansigtudtryk lidt, det kunne ingen fjerne kun et smil kunne brydde frem på hendes hvide læber de ligblege læber.*han er stadig mystisk, jeg stadig låst fast på ham, og jeg klodset*tænkte hun kort med et suk og mærkede blodet sive ind mellem fler tangente

Ahngel kiggede stille på blodet inden han stille lod sine fingre glide hen over hendes hånd og tage fat i den og lade fingeren komme fri med en rolig, dog fast bevægelse der gik opad.
"Du er uheldig.." sagde han stille og så på hende med et roligt smil. Ikke meget varmt, men alligevel.
Han så lidt på hendes finger med et tænkende blik. Hans øjne glødede kort op. "Mhm.. det burde heale hurtigt." sagde han og slap den stille og vendte blikket ned imod tangenten hvor der nu var lidt blod.

Julia kiggede på ham hans smil nåede underligt helt ind til hende, mens hun kiggede på sin finger og smillede lidt"Merci Ahngel.. Men jeg følte nu ikke så meget som lidt af den smerte jeg fik jeg er bare klodset og uhelig meget, og jeg ved slet ikke hvorfor jeg er det...Er det meget underligt..Men nu ved jeg også at du kan heale det"sagde hun og kiggede ned på hendes hånd og fingerne blodet var væk og hun kiggede ud i luften lidt"jeg står i gæld til dig"sagde hun kort og roligt men også lidt venligt i stemmen, hendes øjne vendte sig rundt lidt til den ene side mens det var et meget roligt, stille blik der kom frem det blik sagde ikke meget og Julia lagde ikke meget i det.

"Nej.." sagde han stille og vendte blikket imod hende.
"Du har ingen gæld til mig." sagde han så og vendte blikket ned imod tangenterne igen. Han lod kort fingeren køre over tre tangenter der sad ved hinandens sider udenn at trykke derpå. Først bagefter lod han en enkelt af tangenterne blive trykket ned og lade orgelet tude det ud. Han kunne bedre lide piano end orgel.. det ville han altid kunne. Orgelæet så så majestætisk ud, men havde en som han nok aldrig ville bryde sig om. Alt for høj og støjende. Den levede ikke op til sit udseende.