Begravet ind i mørket-Ahngel

Julia kiggede på ham med et lille smil mens hun kiggede lidt videre på ham kende han
mon dem eller til dem det ville hjælpe lidt hvis han gjorde hvis ikke måtte hun selv finde ud af hvor de havde bo sat sig nu.Hun kiggede kort ned på hendes højre hånd"jeg lagde mærke til det Ahngel, og min familie hedder Stone"sagde hun stille men også venligt efter hendes egen mening smillede hun meget i steden for at være kold og afvisende som næsten alle vampyre plejede

//Uh Du har sørme ikke meget krea idag hva XDD//

"Hvad har du lagt mærke til?" sagde Ahngel så og lagde hovedet lidt på skrå med et tænkende blik imod hende. Om det var sandfærdigt eller løgnagtigt kunne ikke høres i hans stemme eller ses i hans blik. Hvis han ville kunne han lyve skruppeløst uden at folk ville lægge mærke til det. Han smilede kort. "Stone.." sagde han så. "Jeg vil skrive mig det bag øret." sagde han så i den fortolkning af at han nok skulle huske at undersøge det. Det gjorde han altid. Trods hans væsen, så holdt han altid et løfte..

"Det med at du sagde før at du havde sagt for meget men det har du ikke det er helt tilpas
men ja min familie hedder Stone hørt om dem eller kan du gendkende navnet"spurgte hun med hovedet til den ene side men hun havde stadig sit røde blik på ham fastlåst. Julia tænkte lidt mens hun kiggede på Ahngel hans navn var delt lidt op syntes du selv*hmm gad vide om jeg mon finder det jeg søger tjaa jeg må ikke tvivle* tænkte hun kort hendes øjne minded meget om ild det kunne ligne sådan fordi de røde pupiller var stærke og udviste varme ligesom ilden.

"Indtil videre ringer der ingen klokke, men hvis de er registret, så kan jeg nemt finde dem efter lidt tid." sagde han så og lænte sig kort tilbage på bænken med et undersøgende blik ud på ingenting. Stone.. stone... stone..?
Familienavnet lød ikke særligt gammelt godt nok, men hvem var Ahngel til at afgøre det... måske var det en af de skjulte familier der havde undladet registrering på grund af personlige grunde.. Det måtte være det, men så var han nød til at tage andre midler i brug.

Julia kiggede på ham med et lille smil der lidt efter lidt forsvandt igen, hun lod håret falde ned på skulderen og hun kiggede på ham med et venligt blik det røde venlige blik.Julia savnede meget hendes forældre men hun ville først prøve at finde hendes skaber skaberen af hende, hun følte både at hun havde sit normale jeg men også en andne dek som nærmest var fanget i hende, Julia var hendes navn men hun havde altid hadet det."Ahngel tror du at min familie findes siden du ser ud til ikke at kende navnet"sagde hun med et lille smil og hovedet på skrå hun lod en finger glide hen foran hendes mund og kiggede op i loftet hvor der hang få lysekroner ned fra hun elskede lys så klare, dybe, smukke, de duftede af en dejlig aroma*hmm underligt jeg syntes ikke jeg har lagt mærke til så mange lys*tænkte hun kort

"Personligt så genkender jeg ikke navnet, men der findes også mange flere vampyrfamilier end ét sind nogensinde ville kunne holde styr på. Selv en som jeg." sagde han med et kort smil. "Men det kan muligvis blive vanskelligt at finde dem, da de åbentbart ikke er så genkendelige, men det burde være mig en snil sag at finde noget på dem, medmindre de ikke er legale i samfundet.." sagde han derefter og lagde tænkende en finger over underlæben og lod den stille kile sig igennem begge læber og sætte sig fast imellem tænderne, hvor han forsigtigt bed.

Julia kiggede på ham med et undrene udtryk kunne han virkelig finde noget på dem så det ville bluve lettere hun tænkte lidt, hun kom uheldighvis til at læse sien egne tanker, som hun næsten altid kom til når hun tænkte inde i sig selv. Sit eget stille sind."Ja hmm vidste at det ville blive svært at finde mine dem men de er jo en vigtig del for mig de slægtninge, de har jo også ledt rundt i LA efter mig, men jeg var der ikke var rejst hertil. For at finde ro til mig selv men også får at finde svar og disse nøgler til mine låse inden i mig selv, og det at have en stærk, magtfuld Vampyr med sig hjælper på problemmet syntes jeg selv"sagde hun med et smil til ham hun lugtede lidt stille til duften af sterinlyset der dryppede lidt ned på gulvet foran dem

Ahngel betragtede hende stille og nikkede engang imellem for at vise at han stadig lyttede og ikke bare lod en stirreplet vokse sig større. Han vendte derefter hovedet stille og egentlig var der en lille stemme der pev i hans hoved.. En lille mødirriterende stemme der gerne ville sige: Du har da i det mindste dem.
Han skød tanken væk og betragtede hende lidt derefter med et roligt blik.
"Tja.. det viser vel bare at de ikke har opgivet dig eller lignende." sagde han så og smilede køligt derefter og vendte igen derefter blikket ud imod lysene.

Julia stirrede lidt på ham hun lagde hovedet på skrå og kiggede lidt på ilden og lidt væk hendes øjne mindede for meget om denne ild i denne situation"Ahngel jeg frygter noget som Vampyr det ens tanker jeg kan høre mine egne tanker er det enlig normalt for en vampyr eller er jeg bare en underlig slags"spurgte hun mens hun vendte sig om mod ham med et gengældt smil, hun havde ikke troet at se ham smile men det gjorde hende glad inden i at se det, hans kropsvarme måtte være kold som hendes, hans sind måtte være et rod ligesom hendes, men hans stemme var meget venligere end hendes.Hun løftede håret lidt væk fra ryggen og ind foran hendes skuldre det bløde hår, lidt koldt.

"Tanker er ofte meget flygtige.." sagde han så og bevægede igen blikket hen imod hende. Fæstnede hendes blik imod hans og lod langsomt sine øjne sive ind og sætte sig fast i hendes sind i et øjeblik. "Men.. når det er dine egne tanker, så er der ikke noget at være bange for, vel?" sagde han og lod endnu engang det meget rolige fattede smil komme igen inden han slap hende fra den trance han måske havde pågivet hende og lod igen hendes verden blive klar og personlig.
"Vær på vagt for de andre stemmer derimod."

Hun lyttede godt efter til hans ord mens hun smillede lidt til ham en der kunne opnå meget ved bare at være i rummet ved hende kunne gøre den mindste ting ved hende til at blonstre eller bare lystre lidt.Julia lagde en lille finger roligt hen til hans hår som var lidt ned i hans øjne hun fjernede det lidt væk fra hans øjne så hun kunne se hans tydelige øjne."sådan der var det enlig ikke bedre, dit lange hår de gemmer dine smukke rubin lignene øjne det en skam Ahngel meget...sådna nogle smukke skatte skal da ikke låses indefra"sagde hun med et lille kært smil på sig hun kiggede nærmere igen var hun i en underlig trance over ham og hans blik"oui du har ret men det stadig bare en minde ting i mit rodet puslespil"sagde hun og vendte blikket lidt ned men op igen

"Du siger rubiner.." sagde han stille med et tænkende blik.
"Jeg siger blod." sagde han roligt og betragtede kort de sorte lokker om hans ansigt med endnu et ulæseligt blik. "I længden er mine øjne slet ikke så smukke." sagde han stille med et tænkende blik. Hans øjne havde det med at være foranderlige i det forskellige situationer.. Men hvilke var nu det store spørgsmål. Hvad ville aftrykke foranderligheden og hvad ville det igen jage på flugt?
"Alle har vel et puslespil, men skynd dig ikke med at blive færdig med det. Det gør jo bare livet kedeligt." sagde han stille.

Hun nikkede og kiggede lidt væk fra ham mens hun strefede hans hånd lidt
og lod en hånd glide lidt ombagved hendes hoved så hun fik håret tilbage på ryggen"
Og jeg siger de ligner ild hvordan kan det være de ikke syntes at de øjne er smukke jeg
syntes de har en smuk farve mine er bare sådan lidt en kedlig trist rød, de ligner slet ikke den smukke glødende ild som dine, så bær over emd det Ahngel jeg giver dig ros..Du skal tage imod det"sagd ehun venigt og stille og kiggede hen på ham med et tænkene udtryk"hmm ja det kan godt være men uanset hvad så skal jeg finde nøglerne til mit sind hvor jeg har de låse der begravet ind i mørket. Jeg beder meget gerne om hjælp til det Ahngel, hvis du er kalr på opgaven"sagde hun med et lille smil til ham igen kunne hun læse lidt af sine egne tanker ikke hans for det ville måske gøre ham sur hvis hun gjorde.

"Ros..." mumlede han stille. Han rystede kort på hovedet.
"Jeg vil gerne hjælpe dig, med hvad jeg end ville kunne byde på, men regn ikke med at jeg vil kunne gøre noget specielt med hensyn til din families forsvinding." sagde han så. "Er de uregistrerede må der ledes manuelt efter dem." sagde han derefter med et roligt udtryk. Han bevægede meget kort sin pegefinger hen over sine egne øjenvipper med et undrende udtryk. Endnu en af hans vaner. En af de måder man kunne se hvad der bevægede sig under hans skal, hvis man altså genkendte dem.

Hun løftede sit røde blik op til loftet mens hun tænkte lidt på hendes familie, der
var mange stemmer inden i hendes hoved der sagde at hun skulle give slip på søgen af dem
og en anden stemme der sagde at hun skulle blive ved til det sidste. Julia sukkede dybt mens hendes udtryk i øjnene blev kolde, dystert, ensomme"hmm det et spørgsmål der kræver en løsning for at finde, men jeg vil søge lavt og højt gøre hvad der skal til. Jeg vil enda hjælpe dig med at finde din familie Ahngel hvis det er"sagde hun med et venligt smil mens hun kiggede hen på ham hun lagde hovedet på skrå så hun så ham fra en andne synsvinkel varmen inde i kirken var kold, og der var så stille næsten helt afslappende at være herinde.

"Jeg ved hvor min familie er, men de er umulige at finde." sagde han så og smilte stille til hende. "Tænk ikke på mine relationer. Jeg klarer mig uden familie.. det har jeg gjort i mange år efterhånden." sagde han og nikkede derefter til hende. "Sæt hellere højere prioritet på din egen søgen. Min bliver ikke fuldent i det her liv." sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå og kiggede ud imod den modsatte side og betragetde i en tid de farverige kirkevinduer med forskellige indgraveringer og billeder og lyse farver, som indprintede sig permanent i ens hoved derefter.

Julia kiggede hen på ham med et lille hevet blik mens hun så vendte sig mod ham helt
overasket nok over det han sagde"virkelig det mener du ikke vel..Alle har da en familie som de ønsker at se igen eller savner, men det lidt underligt tror at du ikke kan gå på din søgen efter din familie..Hmm ej nu det heller ikke sådan at jeg ikke vil snage eller noget jeg bare bekymret lidt ikke andet såmen"sagde hun med et lille smil og nik til ham mens hun kiggede rundt i kirkens rum mange arealer, store og små både indenfor og nok også udenfor. Julia lagde en lille finger foran munden*hmm lang tid siden jeg sidste drak blod* tænkte hun kort

"Den eneste måde jeg ville kunne se min familie igen er ved at tage mit eget liv." sagde han stille. "Og det er ikke engang en sikkerhed." sagde han så og rettede sig op og kiggede kort på et af lysene, som nærmest med det samme slukkede sig og sprudlede efter en tid igen op i en flamme.
"Og jeg kan ikke slutte her endnu. Jeg har stadig mange år at gå igennem før jeg river mit hjerte ud af brystet." sagde han så og vendte blikket imod hende. Hans blik osede af virkelighed. Han talte ikke om sit liv som mange gjorde. Et vampyrliv der skulle vare for evigt. Han var klar over at han aldrig ville kunne holde evigheden ud. Han ønskede at dø når han ikke længere havde noget at gøre og hvis andre ikke gjorde det for ham, var han villig til selv at bryde sin brystkasse med sine klør og forære den pumpende kerne til den, hvis hjerte han havde vundet.

Julia gik et skridt tættere på ham hvorfor skulle hun blive væk fra ham hans temme, liv, fortællinger om ham selv og meget andet hun kunne ikke få sig selv til at gå væk, så hun stod nogle centimeter fra ham og tog hans afblegede høre hånd mens hun lagde den op til hans hjerte"Ahngel det må du altså ikke gøre, jeg bliver lidt trist til mode når du siger det jeg ved du har været meget igennem det lyder det til..Men..du må ikke tro det du må ikke lade dine klør skære hul på dit bryst jeg lover at stoppe dig hvis du vil gøre det.."sagde hun stille og løftede blikket op på ham lige ind i hans øjne"dit kolde hjerte skal blive inde i din krop Ahngel det der det høre til.Jeg undskylder for at snakke løs om dig når jeg ikke engang ved ret meget om dig, og efter at vi næsten lige har mødt hinanden føler je bare noget..noget stærk ved dig ved os et eller andet.. underligt noget"sagde hun og kiggede ind på hans bryst mens hun blinkede kort med øjnene.

Ahngel betragtede hende stille idet hun rørte hans brystkasse. Han lyttede stille med et roligt blik og så på hende.
"Ingen vampyr kan udholde evigheden og ingen vampyr vil kunne se den. Der er en ende alle steder. Enten bliver de slået ihjel, tager selvmord eller går fra forstanden fuldkommen. Jeg vil ikke lade slip på min ære ved at lade en simpel jæger afslutte mig og jeg har ikke tænkt mig at gå fra forstanden." sagde han så.
"Men bare rolig. Jeg har ikke tænkt mig at dø i den nærmeste fremtid." sagde han derefter og smilte meget stille. Hun ville nok ikke engang være til stede den dag?

Julia strøg en hånd voer hans hoved stille, helt uden følelse mens hun
smillede tilbage kort"jægere kan ikke få ramt på dig det tror jeg heller ikke på, hmm bare jeg mon ville være stærk nok til at klare de jægere der er jo også nogle dursørjægere et sted derude, uden vi ligger mærke til dem.Men jeg ved at du ikke vil død og heller ikke tage dit eget liv jeg vil holde et lille øje åbent efter det tror jeg, hvis det skulle gå hen og ske man kan aldrig vide hvad fremtiden bygger på kan man vel Ahngel"spurgte hun med et lille prik i hans pande et hurtigt et med hendes kolde finger neglene ikke så lange pg spidse at de gjorde hul på huden men bare et stille lille prik selvom han virkede kold og fjern Ahngel så havde hun underligt nok lyst til at prikke ham lidt for oplevelsens skyld og lidt for sjov.

Ahngel rullede kort med øjnene. Hvorfor havde alle den holdning til hans ide om at dø som alle andre? Han havde ikke de ideer om at blive en stor og mægtig vampyr og leve for evigt. Det første havde han allerede opnået med stor succes, men at leve evigt lyder såå..
Kedeligt og ensformet? Han ville gerne se mere end hvad der var for hans nuværende krops rækkevider. Han ville væk en dag.
"Tja.. nu får vi jo at se." sagde han med et dystert smil. Han havde ikke føjet sig. Det var klart som blæk at han ikke ændrede holdning bare fordi hun havde bedt ham om det.
Ingen kunne bestemme over ham og ingen kunne sig nej.

Julia smillede lidt og gik lidt væk fra ham hen til det nærmeste glasvindue og kiggede ud
hun lagde en hånd på ruden og åndede lidt derpå mens hun skrev lev dit liv fuldt ud"Alle væsner og mennesker dør når tiden er inde, på nær spøgelser de er jo døde"sagde hun med et bredt smil så den ene nåle spidse tand stak ud fra. Hun lod blikket falde tilbage på Ahngel"har du enlig slægtninge Ahngel"spurgte hun undren men lidt stille og venligt hun kiggde igen ud af ruden der stod to lys på hver side på karmen af vindues ramme.HUn nød at stire igennem ilden og bare være i nærheden af den den oplyste det korte areal som hun var ved.

"Ikke brødre og søstre hvis det er det du tror. Jeg er det sidste skud i Mort De Sang slægten. Jeg skal føre det videre, så nej. Ikke endnu." sagde han og rystede kort på hovedet inden han betragtede ruden stille. Ånde. Varm ånde imod en kold rude får molekylderne til at udskilles fra den vibrerende varme luft og påsætte sig den kolde genstand som trækker imod sig.
Ahngel trak kort på skuldrene og vendte blikket væk. Varme kulde..
Hvorfor skulle det gøre en forskel?
"Hvad med dig?"

Hun tænkte kort hvorefter at hun lod blikket falde hen på ham med et smil
så lagde hun hovedet til siden og vendte sig mod ilden for igen at ville stirre på den, dens varme og yndefulde glød var facinerende for hende"Ja men stadig er de et puslespil at finde en brik til et sted, en anden brik til et andet sted og det er underligt..Hader når jeg ikke kan hjælpe til"sagde hun og satte sig ned under vinduet med en hånd over ilden hun mærkede varmen og stirrede lidt rundt indtil hun stoppede blikkets vej hen på Ahngel igen"Hvorfor hedder du enlig Ahngel det lyder så fransk agtigt"sagde hun med hovedet på skrå og et lille smil på sig.De glødende øjne matchede nu farven på ilden og gløderne fra den