Ingen steder at være

T: Solen er lige gået ned, såe... Aften
S: Legepladsen(xD)
V: Mørkt, med varm temperatur og nymåne
O: Nobody, stranden er fyldt?:P

Manda sad ved legepladsen, han havde været der i kort tid. Han var 'overtaget' af sine barnlige instinkter og vidste på en måde ikk selv han var der. Han sad i en sandkasse og kiggede rundt, der var ingen. Men han måtte vel bare vente på at nogen nok ville komme og sige noget til ham. Han lagde sig med et bump og sukkede, "Jeg keder mig!" brokkede han sig og sparkede barnligt med benene. Han lagde sig på maven og fik sin hale frem, den logrede en smule. Han bemærkede den ikk og kiggede på sin hånd, "Du er ved at blive kedelig..." sagde han til sig selv.

En vindstød... Endnu et.. Og entil, Ting chan åbnede øjnene og så sig omkring. Havde hun været her, så længe.? Hun så op og gispede, self. Nymåne, det måtte være derfor. Brisen virkede uroligt, mon hvorfor...? Hun så på sin sorte le, hun nussede den stille. Nogen var her, som gjorede hende bange... Hvem og hvad mon det var for et væsent. Hun gys, bare det ikke var det væsen hun frygtede.

Han satte sig op da alle de underlige vindstød kom, "Hvad var det?" han kiggede rundt og så TIn. Han smielde glad og var hurtigt henne ved hende, han smilede. "Hej!" sagde han glad og hans hale logrede. "Du blev kaldt Tin af mig ikk?" smilede han drillende og lagde sig ned.

Hun så bange på ham.. Men genkendede ham "Jamens Nihao Manda" sagde hun venligt og havede hånden på hans hoved, og nussede hans hår, som han var en hund "Tin.. Ej hvor sødt, hmm hvad mon jeg skal kalde dig" sagde hun tænktsom, men blev dog varm inde i. Over han sagde Tin til hende. Hun smilede for sig selv, ingen grund til at være bange.

Han nussede hovedet til hendes hånd og hans hale logrede mere. Han nussede sig ind til hende og fik et barnligt smil. "Det må du om, bare ikk kalde mig hund... Det kan jeg ikk li..." sagde han roligt og lå roligt ved hende. Hun var varm og tryggende at være ved.

Hun smilede og tænkte sig om.. Noget inde i hende frygtede ham, og månen. Men hun forstod ikke hvad det var, hun skulle være bange for ham. "Manda, hvad syntes du til uhm Maki.." spurgte hun roligt og pludselig var der noget der puffede hende ved skuldrene. Hun så sig bagover og der stod jo hendes sorte le. Hun smilede til den, men nu kunne hun huske det.. Varulv.. men hun kunne da ikke være bange for Manda, han var da ikke sådan en.

//kunne ike finde på noget -.-//

han smielde, "Du skal aldrig være bange for månen imens jeg er der. JEg har et segl der gør jeg intet kan i fulmåne." han lagde sig ved hende og havde hovedet på hendes skød. Hans hale logreede videre og han smilede. "maki lyder fint..." sagde han glad.

//Nurh...xD
Det er ogs ok, håbede faktisk du vile tage det? :D

Hun så utroligt inponerret på ham "Kan du læse tanker.. Nej hvor fedt" sagde hun stolt. Det gad hun godt. Hun rødmede sig lidt af at hun burde være bange for ham.. Leen faldt ned og lå fladt på jorden. Hun nussede hans hoved og sagde muntre "godt at høre du kunne lide navnet" Hun følede sig frem i hans hår. Hvor var hans øre henne...?

//puha godt^^//

//Skal lige spise, svarer bagefter

//sees^^//

Han smilede og kiggede på hende, "Du er da lidt tosset..." smilede han.
"Vent... Bare glem det..." grinede han lidt og nussede sig til hende. Hans øre havde altid været der, de var bare lidt svære at se fordi de havde samme farve som hans hår.

Hun mærkede noget varmt og blødt. Et fnis lyd fra hende, endelig havde hun fundet ørene... Hun mærkede dem og nussede dem. De var dejlige varme, men også kolde. Ting chan smilede for sig "Du minder mig om en hvalp, måske en lille ulve unge" sagde hun mildt.

Han grinede lidt og nussede sig til hendes hånd, "Du er varm..." sagde han glad og lagde sig til rette. Han faldte en smule i søvn og krøllede sig sammen. "Du er ogs tryggende..." sagde han og nussede sig til hende.

Hun smilede men en varm, meget varm og kraftig brise ramte dem begge to. Hun så sig tilbage og så sin sorte le. Den havde en lilla aura, men Ting chan var ikke bange "Neej, er du misunderlig" grinede hun lavt for at ikke vække Maki. Hun rakte den ene hånd mod leen og greb om den og nussede sin kind mod dens skarpe kniv *Så så, rolig nu. Han er ikke farlig, og han er en god ven* tænkte hun og den lilla aura forsvandt.

Han drejede hovedet en smule og sov videre, "mmmmm..." mumlede han og nussede sig til hende igen. Han sov roligt og tungt, men rystede en smule og tog hænderne til hovedet.

Hun og leen så ned på Manda. De mærkede noget, på Manda. Noger uroligt. Ting sp forundret ud, drømte han..? Hun lagde forsigtig en hånd på hans pande for at mærke om han havde det varm eller kold, siden han nu rystede. Leen faldt ned over Manda, imens den prøvede at finde noget som måske den kunne hjælpe. Hun så lidt uroligt på Manda.

Han havde en lidt varm pande, det var et mareridt. Han led meget af mareridt og fik knap sovet. Han drejede sig en smuel uroligt og peb, "Ik-ik mere...!" sagde han og knyttede hænderne ved hovedet. Han krøllede sig sammen.

//skal lige spise, kommer igen ^^//

//Kay...^^

Hun gispede og så på ham. Ik mere af hvad..? Hvad talte han om..? Hun tænkte så det knagede og rakte ud efter noget. Pludselig fik hun en vand boblen ud af det blå og trak vejret dybt og holde boblen hen over hoved på Manda og lukkede øjnene *Tilgiv mig* tænkte hun og gav slip på boblen, den lande lige oven over manda's ansigt og sprang. Små vand dråber strømmede ind i hans ansigt. Hun håbede på han ville vågne op.

Han vågnede med et sæt og satte sig op. Han hostede og hev efter vejret, han kiggede på hende. "Hv-hv-hvad skulle d-det til for!?" sagde han. Han var gået i chok, som alle normalt gør af at å vand i hovedet når man sov. Han rystede og hostede lidt igen.

Hun sukkede og så på ham "Ik noget.. Du blev bare helt uroligt da du sov... Det var den bedste måde at vække dig.. Self ikke i chok" mumlede hun lavt og bukkede "Tilgiv mig, men syntes bare du skulle vågne" hviskede hun. Hun kunne nemlig ikke lide når nogen sov uroligt, fordi så led de. Onde drømme kan virke virkelige.

Han sukkede, "Det har været sådan i flere år..." sukkede han og bed sig i læben. "Jeg drømmer om min fortid, men jeg kan aldrig huske dem..."

Hun så ned og stønnede lidt, hun brugte jo bare en lille smule af vandets kraft "Hmm sikke dog en fortid. Du virkede som om du havde ondt" sagde hun og så på ham "Men er du ok..." spurgte hun og leen faldt ned i jorden. Alt det virkede så utroligt mærkeligt.. Kunne han ikke huske noget fra hans fortid.

Han nikkede, "jeg har det fint, søvnmangel er det eneste jeg lider af. Men det går nok..." sagde han roligt og kiggede på leen. Han tog den og kiggede på den, "Hmm..." sagde han undrende. Den var nærmest levende, han gav den til hende. "Og nej jeg kan ikk min fortid..."