Ingen steder at være

Hun nikkede lidt og kravlede stille hen til Manda, men for 1 m afstand. "Ser du. mit demon race.. De er total ligeglad med mig. Så du har ret. Det er ikke ens. Men vent og se" sagde hun og smilede muntre "Bare vent. En dag, flytter en varulv hertil. Det tror jeg på, og håber på din vejne... jeg skal bare ikke være total bange ofr dem" smilede hun gys, hvis der stod en foran hende. Men det gjorede der jo.. Men det var jo bare en rar hvalp...

Han grinede, "Jeg kan se du ikk vil se min form i varulv?" grinede han opgivende og lukkede øjnene. Han sukkede og krøllede sig mere sammen. Han rystede en smule, "Men hvis de ikk vil kendes til dig, hvorfor kan det så være du stadig eksisterer?"

"Nej nej, jeg er ikke bange for dig" skyndte hun sig at sige og lo lidt. Hun smilede lidt "for at være sammen med nogen som har den sammen væremåde. Min race og min far kunne ikke fordrage mig, fordi jeg var så flink og venligt. Som om gud havde skabt mig" sadge hun og så på ham "Derfor taler jeg med andre menesker.. Ikke i min demon race" sagde hun, og så på ham "Men, Manda. Føler du dig ensom nu... " spurgt ehun *Også selvom jeg er en demon med en le* tæntke hun

Han nikkede lidt, "ja... Fordi som jeg sagde føler jeg mig enom uden fysisk kontakt..." han tog hænderne til hovedet. "Men jeg kan jo ikk gå rundt og røre ved en hele tiden!? Jeg vil bare ikk være alene!" peb han en smule og satte sig op. Hna gemte ansigtet i knæerne, "Jeg vil ikk være alene mere... Jeg kan huske den dag jeg vågnede uden nogen hukommelse overhovedet alt for godt!"

Hun nikkede lidt. Det var svært, det kunne hun godt forstå. Hun rejste sig op og gik hen til ham og krammede ham "det gøre mig ond... at høre." hviskede hun stille. Manda, er alene. Gid hun kunne gøre noget men hvad. Hun ville ikke havde at han var ensom, og alene helt alene her.. nej, der burde være nogen ligesom ham.

Han gemte sig ind til hende, han græd en smule. "Det er ikk sjovt at ære så alene... Det kunne være en dreng der var varulv... Bare jeg ikk var alene om det...!" han knugede sig til hende. Han vidste ikk hvorfor han græd, måske ville ha bare ud med lidt af det. Han kiggede på hende, "JEg ved godt du ikk kan forstå, men vil bare have en til at lytte..." mumede han.

Hun smilede og aede hans hår "Jeg gøre det.. Som du gjorede ved mig.. Men Manda.... Jeg krydser fingre på at der kommer en varulv som dig, så du ikke er alene" sagde hun og lukkede øjnene.

"Det er heller ikk fordi jeg ikk kan gøre en til varulv..." sagde han roligt. Men sukkede og rystede på hovedet, "Jeg føler mig desperat, men vil ikk være det..." sagde han opgivende. "Måske jeg bare skulle forsvinde og finde en..."

Hun gav slip på ham og så på ahm lidt "Ser du.. Det kan du jo prøve, prøv at finde en. Nogen som dig. Det ville være en god ide" sagde hun og vidste ike hvad hun skulle sige mere. Men var han den eneste varulv her...? Nej det kan da ikke passe..!

2Eller ogs kunne jeg bare forsvinde..." han mærkede ved sit hjerte. "Jeg er ikk bange for døden..." sagde han roligt og skulle til at bore neglene ind igen. Han kiggede på hende og stoppede op, han kunne ikk byde hende at skulle igennem det her en gang til.

Hun så på ham og blev lidt skuffet. Skulle hun miste en ven.. En som var så rar, en hun frygtede men viste at han ikke så sådan nogle. "Je, jeg vil hjælpe dig med at finde varulve" sagde hun bestemt og mærkede hun rystede da hun sagde ordet.

Han rystede på hovedet, "nej jeg vil ikk have du skal se den frygt du har..." mumlede han og aede hendes kinder. "Vær sød og lov mig du ikk gør det... Jeg vil ikk have du skal opsøge din frygt..." mumlede han. Han følte sig måske lidt såret over at hører hun var bange for hans slags. Men mente at det ikk kunne være ham.

Hun nikkede lidt og så på ham "Je. Uhm. Jeg. Jeg er ikke bange for dig... Jeg syntes du er en god ven, du er som en ulv. ikke en drengebid, men en hvalp. Jeg er bare glad for jeg har mødt sådan en flinken som dig.." sagde hun og trak vejret hurtigt. HUn glemte at trække vejret da hun sagde det.

Han aede hendes kind, han krammede hende ind til sig. "Jeg ved det... Men du skal ikk gøre sådan noget for mig... Jeg vil ikk være til besvær, og jeg må vel bare stå fast..." mumlede han og gav hende et lille klem. "Det er svært at stå fast, men der er ting ingen kan give støtte til.."

Hun nikkede og vidste ingen tåre.. "Men, tæntk du tudet at komme ned til og tale med Selvest manden med leen. bare på grund af mig. Jeg vil ønske jeg kunne gøre igen" sagde hun. "Du du hjalp mig, også selvom vi ikke rigtig vidste meget om hinanden. Du skulle til at ofre dit liv. Jeg vil bare gøre noget for at hjælpe dig" hviskede hun "Du er min ven..." halv hviskede hun, men man kunne lidt høre det.

//skal logge, ses i morgen... Måske. Godnat//

Han kiggede på hende, "Du kan praktisk talt sige jeg danser med døden..." sagde han opgivende. Han aede hendes kinder og bagefter hovedet, "Jeg kan gøre det igen, men du må love ikk at gøre noget så stupidt... Det er for farlig for dig..." sagde han og bed sig i læben. "Men hvis du vil, skal jeg nok prøve at gøre det igen?"

Nu så hun stift op "Nej nej, det gøre du bare ikke. Du ender jo bare med at være en grillet ulv" sagde hun bange. Hvis hun kendte hendes far ret, hadet han at nå man kommer hele tiden ud til hans sted. Det havde hun gjort mange gange, men hver gang var han væk "Manda. Du.... Jeg vil hjælpe dig.. Du hjalp mig, så er det min tur. Men jeg vil ikke finde Varulve, jeg vil uhm hjælpe dig" hun syntes det lød dumt...

Han nikkede, "ok så skal jeg nok lade være..." han viste hænderne som var han ved at blive fanget at politiet. "Jeg skal nok gøre hvad du siger..." han aede hende hoved. "Du behøver ikk hjælpe mig... Det er ikk dit problem..." smilede han til hende. "Som jeg sagde kan ikk alle hjælpe en, jeg kan ikk hjælpes med det her... Jeg tror det bliver min egen opgave at klare det..." sukkede han. Han kom til at tænke på sin kæreste, "Min kæreste slog mig garanteret ogs ihjel hvis jeg forlod det her sted..." mumlede han til sig selv.

Hun så drilsk på ham "Tehe, uha. Så du skal være her" hun droppede at drille og sagde "Vent, på at der kommer en her i byen. Eller bare er tæt på. Bare vent" sadge hun og rejste isg op og gik hen til nogle af gyngerne for at tænke *Ok.. Hvor kan man finde varulve henne.. Uf, han er slet ikke osm de varulve som jeg mødte den gang, gad vide hvordan jeg overlevede. Nej. EN plan. OK. Uhm varuvle lever i skove. Eller floder* Hun sad helt fordybet i sine tanker. Hun tænkte nemlig på en plan.

Han grinede og rejste sig. Han gik hen og aede hendes hoved blidt. "Varulve er faktisk aldrig i skove, kun for at jage..." sagde han roligt. Han gik om bag hende og skubbede hende blidt. "Floder er et godt bud, men det er mere når der er fuldmåne vi er der..." sagde han roligt. Han vidste jo alt hvad hun tænkte på. "Du er ikk så god en planlægger når du knap ved noget om det du søger efter..." grined ehan og skubbede hende stadig på gyngen. "Men du skal altså ikk blande dig, det er mit problem... Ikk dit..." han vidste godt hvorfor hun ville gøre det for ham. "Altså det jeg gjorde for dig, du behøver ikk skal gengælde det..."

Hun blev helt bleg.... Hun havde self glemt at han kunne tanke læse "Undskyld, men jeg laver en stradegi. Jeg ved ikke så meget om dem, fordi jeg undgår dem. Men Maki" hun drejde hoved og så på ham "Jeg skal nok lade være.... men jeg vil bare hjælpe dig. Jeg vil lytte til dig, når du har nogle ting du vil ud med. Jeg vil hjælpe dig så godt jeg kan. Du lyttede til mig, og hjalp mig. Og det, det vil jeg gerne give gengæld" sadge hun smilede kært til ham.

Han nikkede lidt, "Jamen hør nu på mig Tin... Det enste du kan hjælpe mig med er at lytte hvis jeg vil tale med en..." mumlede han og satte sig ved gyngen ved siden af. "Du skal ikk... Kan ikk hjælpe mig med mere end det..." sagde han roligt. Han gyngede en smule selv og fløjtede. "Der er ting i verden man ikk kan alene, men der er ogs ting man er nødt til at gøre alene..."

Hun nikkede og en brise skubbede manda. Det var hende som styrrede brisen "Ok. Har forstået, ind i min dumme hjerne" Sagde hun bestemt "Skal nok lade være med at planlægge noget" mumlede hun uskyldigt og så ned. Hun skulle ikke bekymre sig, hvor dumt var det. Hun kan jo ikke gøre ngoet, det har han ret i. Måske skulle hun bare lade være med at være så bekymret for andre.

Han kiggede på hende og stoppede med at gynge, "Men du ved..." han hang lidt med hovedet. "Nogle gange er det rart..." han smilede og kiggede på hende. "Nogle gange er det rart at vide nogle er bekymret og vil hjælpe..." smilede han glad. Han følte en varme af det, men ville ikk sige noget. Han kiggede på himlen, "Hvis jeg nogensinde skulle have brug for hjælp var du nok en af de første jeg gik til hjælp hos..."