Ingen steder at være

Han var urolig og drejede hovedet. Han var rimelig varm, varmere end hende. Han rystede videre og mumlede nogle gange. Han peb og rystede videre. Han krøllede sig sammen, gemte sig... Han knugede sig ind til hende og hev lidt efter vejret. Han fik det varmere. Han rakte hånden op i luften, som om han rakte ud efter en. Han græd en smule.

Hun så uroligt på ham, og fik sådan en bekymret udtryk. Skulle hun virkelig vække ham, hvad nu hvis hun gjorede noget forkert igen. Hun betragte Mandas hånd og holde blidt om den *Manda, roligt nu, kan du høre mig.... Du er ikke alene* tænkte hun og gav en lille klemt i hans hånd.

Han gav respons og holdte om hendes hånd. Han gav den et lille klem og tog den til sit hjerte. han tog det mere med ro efter at have mærket hånden. Han nussede sg til hend og holdte hendes hånd uden at ville give slip så meget som et sekund. Han smilede en smule og holdte op med at græde, det var et enkelt ord der kom forbi hans læber. "Mor..." mumlede han stille.

Hun mærkede han faldt til ro og pustede ud. Da hun hørte hvad han sagde, fik hun sådan en forfærdeligt stik i siden. Nu forstod hun det. Han drømte jo om sin fortid.... Men hvorfor lider han i hans drømme, var hans fortid da meget slemt...? "Så så, Maki, jeg er her.... Men jeg er ikke din mor" sagde hun blidt og nussede ham i den anden hånd, hun vidste ikke hvornår han slap hendes venstre hånd.

Han løsnede grebet lidt om hendes hånd, fordi han var blevet roligere. Man kunne se lidt på ham han helst ikk ville give slip, men han sov jo. Han nussede sig til hende og åndede tungt, "Mor..." mumlede han igen. Han havde hørt det hun sagde, men ville bare gerne have at det var hende i noget tid. Han ville gerne forblive på det at hun ikk forlod ham.

hun smilede mildt til ham, også selvom han ikke kunne se det. Hun sukkede, gid hendes mor og far var sådan mod hende.... Hendes mor var ok flink, men inde i havde hun det. Havde at være sød, spille mor. Det var ikke noget for hende. lukkede øjnene, det var fortid, hun burde lade være med at tænke på det. Hun begynde at sove i rævesøvn. Imens hun havde en hånd på Maki's hoved, for at vise a hun er her hos ham.

Han vågnede efter lidt tid og satte sig op. Han gned øjnene og strakte sig. Han gabte stort og han havde skarpe tænder. Han kiggede på hende og smilede. Han nussede hendes kinder og kyssede hendes pande, mest for at sige tak til at hun var blevet ved ham. Han smilede barnligt og logrede med sin hale.

Hun mærkede han var vågent, men hun gad ikke at åbne øjnene. Bare sov i rævesøvn, bare lidt mere. Entil hun mærkede han nussede hende smilede hun og åbnede øjnene. Hun fnisede da hun så ham logre "Sødt" sagde hun kært og nussede hans hår, eller mest uldrede hun det.

Han satte hovedet på skrå, "Hvad er sø..." han stoppede med at snakke da hun aede ham. Han nussede sig til hendes hånd, han var blevet meget kæleglad efter sit mareridt. Ubevidst havde hans krop meget brug for at blive beroliget. Han nussede sig ind til hende, *Hvad sker der...?* tænkte han undrende. Han ville kæles mere. Hans hale lå på jorden, men spidsen logrede videre.

Hun smilede og havde lukket øjnene imens hendes hoved var skrå "At du minder om en ulveunge. Det er da sødt" sagde hun mildt og rørte blid ved hans øre. Hun kunne virkelig mærke at han var rigtig glad og vil snakke. Ligesom en ulv og en hund. Det gjorede hende glad.

Han lukkede øjnene og nussede sig mere til hendes hånd, "Undskyld... Ved ikk helt hvad der sker..." han nussede sig got ind til hende. "Måske er jeg bare kælen efter et mareridt..." Sukkede han opgivende. Han blev trygt ved hende, "Men uanset hvad... Så ka jeg, godt li det..." smilede han og havde et roligt og fredeligt udtryk i ansigtet. Han følte sig så tryg ved hende.

Hun så ned. Pludselig krammede hun ham og var tæt på at græde "Jeg, uhm. Jeg bliver nød til at fortælle dig noget. Da du sov.... Uhm måske det kan hjælpe dig" sagde hun og gav slip og så på ham, hun løftede hånden op til hans hoved og smilede "Ser du.... Dit maridt.." hun prøvede at sige det, men ventede på hvad han ville sige om det.

Han kiggede på hende og tørrede hendes øjne lidt. Hun så helt grædeklar ud, "Rolig nu... Det er intet at græe over..." sagde han roligt. Han aede hendes hoved, "men lad mig gætte, jeg sagde mor?" han lukkede det ene øje og kiggede på hende med sit gule øje. Det var lidt som om han kiggede igennem hende, men det var bare noget det føltes som om med hans øje.

Hun nikkede lidt og prøvede at smile "På en måde gjorede det mig trist, og på den anden måde gjorede det mig glad" sagde hun og synets det lyd dumt. Hun så på ham og hans gule øjne "Jeg følte på en måde i glæde over at nogen følte sig tryg, fordi jeg er her." sagde hun og smilede lidt.

Han nikkede lidt. "Øhm... Ok...?" han kiggede lidt undrende på hende. "Må jeg sprøge dig hvorfor? Altså hvorfor det gør dig glad og trist samtidig?" han satte hovedet på skrå. "Og klart man føler sig tryg ved dig, helt ærlig! Du holdte mig fra at ende i helvedet! Hvis det ikk kan gøre en tryg så ved jeg squ ikk hvad!" sagde han og åbnede armene. Han krammede hende lidt, "Jeg siger tak fordi du lod mig blive..."

Hun smilede og krammede igen, "Men, altså det er svært at forklare det.. Det gjorede mig trist, på grund af at jeg ikke er din mor. Det forpiner mig, når jeg tænker på det. Men det gjorede mig også glad, fordi, jeg følte at jeg gjorede noget, så du lige pludselig sagde mor" forklarede hun og gav slip på ham "Jeg er bare glad for du er ok" sagde hun med et kært smil.

Han aede hendes hoved, "Undskyld hvis det var dårligt..." han vuggede hende en smule. Mest for bare at holde om hende stadig. Han følte en ufattelig tryghed ved at vide hun er der. "Vil du hører noget underligt?" spurgte han om. Han kom pludselig i tanke om noget ved ham.

"Nej nej, det det gjorede mig ikke dårlig, det gjorede mig bare overrasket" sagde hun hurtigt og mærkede at han vuggede hende. Gid hendes far gjorede det ved hende. Hun gispede da han sagde pludselig noget "Uhm hvad.. Hvad er det, uhm hvis jeg må høre det" Spurgte hun usikker. Var det noget vigtig, hun skulle bare ikke være bekymret over det.

Han gav slip på hende og kravlede lidt væk, "Altså det er underligt, men hvis nu jeg sidder her ikk. Og ikk kan røre ved en, eller mærke dem. Så er jeg ensom... Jeg ved ikk hvorfor, men uden den mindste fysiske kontakt med en anden er jeg så... Ensom..." mumlede han opgivende og kiggede på hende. "Det er meget underligt, er det ikk?" han vidste godt det ikk havde med noget at gøre overhovedet. Men han ville bare høre hvad en anden synes om det.

Hun nikkede lidt "jo, det må da være skrækkeligt.." mumlede hun tænktsom. Tænkt at man ikke kan røre andre, men det ville da også være mærkeligt. Men hvis det er en man kender og man ikke kan røre personen. Er man så ensom, ensom, alene. Hvor man bare er sig selv, helt alene uden nogen.

Han rystede på hovedet, "Det er ikk sådan jeg mener! Jeg mener bare at hvis jeg ikk røre en overhovedet... SÅ føler jeg mig bare så, alene..." mumlede han og krøllede sig sammen. "jeg forstår det ikk, jeg tror lidt det er fordi jeg ogs er den eneste varulv i miles omkreds..."

Hun så på ham.. Hun forstod ham godt. Der var jo ingen varulv her i byen, en ligesom ham. Ik på væremåde, mere på racen. HUn nikkede lidt og så ned "ser du. Jeg forstår dig, det er da en underlig fornemmelse at havde eller hvad man nu kan sige det" sagde hun og løftede hans hage så han så på hende "Men tænk på de personer du møder.. Du møder jo forskelige person her. Er du ikke lykkelig. Men måske er det ikke særligt sjovt at være den eneste varulv her" sagde hun venligt.

Han rødmede en smule da hun lagde hånden under hans hage. Han drejede hoevdet væk, for at kunne skjule sin rødmen. Han sukkede, "jeg ved det ikk... Jeg er ikk lykkelig, eller ulykkelig... Jeg er bare ensom..." mumlede han og krøllede sig sammen. "Hvordan skal jeg være lykkelig når jeg er ensom, eller når min kæreste er vampyr og at vi er naturlige fjender..."

Hun fnisede lidt men stoppede "Ser du.... Altså. Hvis du føler dig ensom, så være sammen med andre menesker. Det er lidt svært at forklare, men pludselig forstår du livet. Første gang, går det ikke. Anden gang, lægger folk mærke til dig, fordi du siger ngoet. Trejde gang, forstår du hvordan det er, og du føler dig ikke ensom" sagde hun og så ned "det gjorede jeg. Min ensom var nok lidt anderledes end din" mumlede hun.

han sukkede, "Mit ensom er langt fra det samme som it..." mumlede han opgivende. "jeg kan ikk bare gå hen til folk, fordi jeg søger ikk den samme måde som dig..." mumlede han og lagde sig med et bump. "Det jeg søger er nogle af min egen slags, en varulv..." sukkede han og krøllede sig sammen. "men der er vel ting her i livet som aldrig kommer til virkelighed..." mumlede han og bed sig hårdt i læben. Han lukkede øjnene, "Jeg ville ønske jeg kunne drømme om at være sammen med varulve... Og så aldrig vågne mere..."