Blodig afhængighed

hans sværd ramte isblokken og fik isen til at splintre han var lidt forvirret over det hurtige modspil men var glad for endelig en ordentlig modstander han kikkede rundt efter hvor hun var gået hen uden den største succes pludseligt var hun der og før han kunne nå at gøre noget blev han sparket i maven og faldt hårdt tilbage da det ikke hvar med normal styrke han ømede sig let og kom på benene igen mens han prøvede at få vejret også selvom det gjorde ondt hvad han glad for at have en ordentlig modstander efter alle dem han havde dræbt var det, det hele værd han tog igen denne gang og prøvede at få hende til at tro han ville gøre det samme da han hurtigt hamrede hænderne mod skæftet men denne gang ingen lys før han hukkede ud efter hende

hun sprang væk og et par knive kom pludselig til syne i hendes hænder. hun kastede dem mod ham med den samme styrke som der havde ligget i hendes spark, og endnu før de havde nået deres mål fik hun fat i en brandstige som sad på et af husende, som hun hev sig op i.
fra dens rækværk satte hun af i et smidigt spring som forhåbentligt ville gøre at hun landede bag englen, længst ude mod vejen..
hun havde ikke lyst til at være længst inde i gyden, hvor hun kunne trænges op i en krog.. det var sværere herude ved vejen..
hun så sig søgende omkring efter ting hun kunne bruge som våben.. godt nok havde hun stadigt flere knive, men alligevel..

han foldede hurtigt vingerne omkring ham da hun kastede flere knive som igen bare splintrede i vingerne hvilke gjorde ondt men han bed smerten i sig han kikkede sig hurtigt omkring efter hende og så hun havde taget fat i em brændstige og hoppede væk fra rælingen han gættede på hvor hun ville lande og hukkede ud efter det sted han gættede på

i stedet for at hoppe væk, gik hun helt tæt på denne gang.. så tæt på at det ville være umådeligt svært for englen at såre hende med det store, og ret klodsede sværd.
frosten lå som et ekstra lag hud omkring hende og et par istapper formede sig i hendes hænder. de blev til en form for træstager.. bare af is i stedet for.. og uhyggeligt spidse..
dem hamrede hun mod hans mave og hans bryst, før hun satte i et langt spring væk fra englen og håbede at han ikke ville ramme hende med sværdet, hvis han havde nået og undvige hendes isstager..

da hun blev nød til at komme helt tæt på havde han gjort hans beste for at prøve at penetreta hende med sværdet som en hurtig reaktion på hendes pludselige ændring han håbbede på at det ville stoppe hende før nu nåede at ramme ham med istagerne men han fejlede igen havde han været for langsom og han var blevet ramt af istagerne han falt på hans knæ mens det blødte forfærdeligt han lukkede øjnene og startede med at hele sig selv men han åbnede øjnene kort tid efter for at kunne forsvarer sig selv i et andet andgreb fra hende

hun lænede sig op af en lygtepæl mens hun så på englen.. som han blødte og derefter helbredte sig selv..
hun havde ikke angrebet ham mens han var sårbar, for hun fandt kampen næsten direkte underholdene.. indtil videre havde hun jo klaret det ganske godt.. med et par undtagelser. et smil opstod på hendes ansigt, og spolerede lidt det kolde udtryk der ellers havde været permanet på hendes ansigt det sidste stykke tid..
hendes øjne gled over hans ansigt, og prøvede at tyde udtrykket.
- klarer du dig, engel.. jeg havde som sagt forventet noget mere af dig..

han tog og gik stille hen til hende omkring en sværd længte fra hende før han tog og hamrede hænderne mod skaftet igen og en stor lysøjle kom fra himlen igen med et blindene lys da han regnede med hun bare ville tro det var en illusion igen han tog et stormede frem denne gang med sværdet først for at prøve at ramme hende med sværdet nu hvor det værste af hans sår var helet

- arg! mine øjne!
det var næremest et råb, hun slog hænderne for øjnene og vaklede tilbage. lyset skar i hendes øjne og de gjorde ondt.. så ondt!
hun kunne mærke bevægelsen før hun mærkede sværdet der skar sig ind ind i hendes skulder. igen skar smerten igennem hende, og hun faldt på knæ.
- godt lille trik..
hendes stemme var svagere end normalt og rummede den smerte der spredte sig i hendes krop.. hun kom vaklende på benene og rimfrost dækkede igen hendes krop.

denne gang var der ikke noget elegant ved det han gad ikke sit normale ritual nu tog han bare og hukkede nådeløst med alt hans styrke mod hende flere gange da han kunne styrre sværdet men meget elegance da det var hans og faktisk ret let han ville af med hende og det var nu han hukkede og hukkede mod der hvor han havde set hende dække sig af frost

sårene der spredte sig på hendes krop, fik hende til at falde på knæ igen af smerte..
- hvad får du ud af at dræbe mig? tilfredstillelse?
hun så op på ham uden kulde i blikket, og så næsten undrende ud. men så trak hun på skuldrene og den samme mørke aura fra før begyndte at pulsere kraftigt omkring hende igen. hun begyndte først at helbrede såret i skuldrene.. det tog en del på hendes energi, og selvom hun var blevet en bedre helbreder på det sidste, så havde hun stadig lidt besvær med det..

"hævn" svarede han med sin vrede stemme og da hun gik igang med den sorte aura igen kunne det ikke gå for langsomt med at samle alle sine kræfter og svinge sværdet oppe fra ned nu hvor han igen regnede med at hun ville bruge isblokken han var ikke sikker på hvormeget kamp mere han kunne klarer og han var gået i basærk så han ville først stoppe med at kæmpe når han faldt om død eller udmattet eller hans modstander var død for føderne af ham

hun kastede sig til side stadigt med lukkede øjne, og viste at hun ikke var lige så fokuseret som sidste gang.. hun var langt mere opmærksom nu, og det havde vist sig at være klogt..
hun lå nu på siden med auraen omkring sig stadigvæk.. hun spærrede kort efter øjnene op, og kom op igen, selvom hendes krop protesterede kraftigt.
- hævn!? for hvad?? hvad har jeg gjordt dig? jeg har langt større grund til at hævne mig på dig, end omvendt..
hun så irriteret på ham og vinden førte kulden omkring hende overmod ham. et spyd kom til syne i hendes hænder igen.. denne gang var det stærkere.. meget stærkere og smukkere.. på en iskold måde.

han tog et skridt frem og hukkede med sværdet fra siden så næsten uanset hvad hun gjorde ville han ramme medmindre hun blokkede igen som hun havde vist sig god til en værdig modstander han tog ikke og brugte mere energi på at snakke nu tog han og brugte alle hans krafter på at dræbe hende hele 100 procent istedet for det han havde gjordt før

hun tvang spydet til siden og blokerede hans slag, selvom det var så hårdt at en lang revne løb igennem spydet. hun forstærkede det igen og drev det modhans maveregion med håb om at ramme. hun kunne se at han ikke ville spilde mere tid, og at han nu bare ville slå hende ihjel, uden nærmere omsvøb.
vampyren skar irriteret tænder som hun bakkede tilbage, længere væk fra den rasende engel. hendes skridt var hurtige og det var tydeligt at hun var nervøs over raseriet der strømmede fra englen foran hende..
de hvide øjne ledte efter en vej til at slippe hurtigt væk.. der var masser af veje, men englen ville for nemt indhente hende med de store vinger.. det irriterede hende grænseløst.

han trak hurtigt sværdet tilbage og parærede hends slag med spydet han viste ikke hvorlang tid denne kamp ville foregå men han var glad for at der var en vampyr som endelig gad at give en ordentlig kamp "du en god modstander" sagde han før han hurtigt tog at slog med sværdret lodret ned fra den modsatte side af hendes spyd

- tak.. kan kun sige det samme om dig.
hun talte ud igennem de sammenbidte tænder og hun måtte igen springe tilsiden for ikke at blive ramt..
- men gider du ikke lige forklare det med hævn!?
hun så med et løftet øjenbryn på ham, og cirklede rundt om ham mens hun talte. hun var ret interesseret i svaret for hun kunne rigtigt se nogen grund til at de sloges, bortset fra raceforskellene, og i hendes verden var det ikke helt nok.
hun holdt spydet op foran sig og var næsten overrasket over at det holdt.. hun måtte være blevet bedre til at lave dem solide.
et øjeblik så hun ned på spyden, undrene, men trak så på skuldrene og rettede sin opmærksomhed mod englen igen.

"måske efter jeg har dit hoved!" hvorefter han tog og samlede alt sin styrke og drejede også med hele kroppen og gav endu et hårdt slag han var ikke glad, han havde det ikke godt og han vidste dette ville tage dage for ham at regenerarer da han ikke var den bedste til det og hun havde givet ham mange ar

hun greb hurtigt med begge hænder om spydet og blokerede angrebet.. eller prøvede på det.. for selvom sværdet ikke ramte hende, blev den unge vampyr sendt flere meter tilbage af slaget.. resterne af isspydet lå som skinnende skår rundt omkring hende, og hun kom vaklende på benene.
englen var alligevel ikke så svag som hun havde troet og hun rullede igen med skuldrene for at få musklerne i hendes skuldre til at blive lidt smidigere igen, for det voldsomme stød havde gjordt dem lidt stive og svære at arbejde med.
hun så vagtsomt på englen, og hendes stemme var skarp, men med en gnist af moskab, da hun talte..
- engel, jag har bevist at jeg ikke giver mig lige så let som min yngling.. så forvent ikke at det bliver dig der får mit hovede..

han grinte og sagde "det er det rare ved det" hvorefter han gik frem af med sværdet parat til at hukke hende ned når han nåede tættere på han gad ikke at bruge vingerne for så ville hun kunne gøre ham skade da han nåede tæt nok på hende vil han hukke lodt mod hende nu hvor hendes spyd var væk

hun veg ikke længere tilbage og ventede til at han var helt tæt på og satte så i et højt sprig over ham, og vendte sig med det samme da hun ramte jorden igen.. nu med to lange knive i hånden.. næsten lange nok til at blive kaldt korte sværd.
hun huggede med oppefra ned imod hans ryg, og prøvede på den måde at nærmest nagle hans vinger til ryggen, samtidig med bare at såre ham og måske på den måde ende kampen.. hun ønskede ikke at dræbe ham,.. endnu.. regnede med at han godt ville kunne overleve det, men måske alligevel ikke fortsætte kampen..

han så forundret da hun hoppede og før han kunne nå at vende sig, hvilke også var for hans eget bedste splintrede sværdene i hans vinger men det gjorde stadig lidt ondt på ham han vendte sig om og rystede på hovedet "mine vinger er min rustning" sagde han mens han atter engang hukkede ud efter hende

hun bandede stygt og kastede sig sammenkrummet væk fra ham.
dumme engel! kunne han ikke se at dette her var nyttesløst! de kom ingen vejne, de var ligebyrdige..
hun rystede irriteret på hovedet og rejste sig helt op igen. hun stillede sig i en defensiv stilling og opbyggede en masse kraft i kroppen, klar til at udløse den.. både som beskyttelse, men afgjordt også som angreb.
de måtte se at få gjordt dette færdigt! de udmattede bare hinanden, og kom ingen vejne.. hvilket hun var ved at være trær af.. luciel var utålmodig af natur og dette her.. det var trættende.. og tog alt for lang tid!

han smilte til hende og sagde "den sidste smerte" det lød lidt tildfældigt indtil han tog og lavede en bevægelse med hånden og hun ville få stor smerte i kroppen (ikke sammen som med den lange rite men bare et kort spjæt) hvor kort efter han hukkede med alt sin kræft efter hende mens han endu engang brugte hele kroppen til at svinge sværdet

hun nåede ikke engang at skrige da smerten ramte hende.. den var alt for hurtigt væk igen, men selv med alt den energi hun havde samlet, klar til at udløse, nåede hun kun at udløse knap en trediedel.. slet ikke nok til et ordenligt forsvar.. kun til en mur af tynd is, som stoppede slaget en lille smugle. hun havde hænderne strakt frem for at udløse energien, da sværdet ramte..
denne gang skreg hun, kort.. så bed hun sig i læben og kun en kort knurren forlod hendes læber. hun faldt først på knæ, også svigtede kræfterne hende og hun faldt ned på maven, mens blodet dannede en pøl omkring hende.
hendes øjne var opsærrede og hun kryttede sine hænder.. irriteret over sin langsomme reaktion, mens smerten langsomt sløvede hendes tanker.
hun ville ikke dø! ville ikke! det var alt for tidligt! for tidligt.. tidligt.. langsomt svandt hendes bevidsthed ind.. og bevidstløsheden tog over..
hun kunne ikke gøre noget ved det.. hun kunne ikke tage mere smerte.. eller hendes krop kunne ikke og nu begyndte den at lukke ned.. hendes vilje var det eneste der stadigt kæmpede imod bevidstløsheden..
alt den splintrede is, der lå omkring dem, begyndte langsomt at smelte som hendes bevidsthed svandt..

han så meget overrasket at hans kamp havde virket han stod bare og stirrede og var ikke sikker på hvad han skulle gøre med lidt håb kunne det være hun overlevede han havde de egendligt dårligt med at lade den eneste værdige modstander dø han sagde "nogle som jeg skal informere om din død?" da han havde intet til at hjælpe hende med