Blodig afhængighed

viljen vandt tilsidst over bevidstheden og hun åbnede øjnene.. med nogle af hendes sidste kræfter hævede hun sig op i armene og vendte sig om på siden. hun grinede hæst da han spurgte..
- nej.. min nyeste yngling vil kun være ærgelig over at det ikke var hende der fik glæden over at dræbe mig.. og min bedste ven har du dræbt..
de hvide øjne var klare og hun ville ikke se på ham. igen blev hendes øjne blanke og hun lukkede dem så englen ikke skulle se det.. hun nægtede at vise sin svaghed og hun bed tænderne sammen.
igen følte hun livet løbe ud af hende i takt med blodet, der langsomt bredte sig ud over asfalten.
- du var en.. god modstander.. engel..
hun smilede halvkvalt og knyttede hænderne..

han smilte og knælede ned "og hvem er din yngling? det kan være jeg ville lave dig leve vis du fortæller det" han smilte på en creepy måde men så igen det havde han gjordt i et stykke tid mens han havde været i denn form og kæmpet han prøvede ikke at se for udmattet ud da det ville ses som en svaghed

- en.. nej, glem det! som om jeg ville fortælle det!
hun så med lynende øjne på ham, klar over hvad han ville have hende til. og det han ville have hende til.. godt nok var det fristende.. men hun havde allerede ødelagt pigens liv en gang.. og agtede ikke at gøre det igen.
- godt nok hader min yngling mig.. men jeg vil ikke fortælle dig noget og ikke ødelægge min vampyrs liv, mere end jeg allede har gjordt!
for et øjeblik var hendes stemme ikke hæs og ikke svag, men så faldt hendes skuldre lidt sammen og hun lukkede øjnene.. det var ikke første gang at hun var så svag.. og humn hadede at være svag..
hun havde bemærket englens udmattelse, men sagde ikke noget til det.. det ville hun alligevel ikke få noget ud af..

han helede lidt af såret og sagde "vr nu venlig værtsætter du hendes liv over dit? hende som ikke engang er her og hjælpe dig? skal bare bruge hendes navn du behøves ikke at fortælle mig hvor hun er" nu prøvede han at være mere venlig men han vidste også godt at han kunne dræbe hende med et enkelt huk

hun blev liggende selvom hendes sår var stoppet med at bløde, for hun ville ikke bruge kræfter på at komme op. hendes øjne var stadigt lukkede, da hun svarede.
- du har fået mit svar..
hendes stemme var ikke uvenlig, selvom hun stadig nægtede at fortælle ham noget om sin yngling.. hun huskede pigens had, da hun fandt ud af hvad vampyren havde gjordt, og kunne mærke den sorg der lå inde under. hun havde ødelagt pigens liv en gang.. det ville ikke ske igen.
så prøvede hun at rejse sig op, med rystende ben kom hun op, og så ham i øjnene. man kunne se den loyalitet der sad dybt i hende.

han rystede på hovedet af hende "så lad os starte med de lette... har din gamle yngling nogle familie eller venner eller noget lignende? nogen tæt på ham? en bedste ven eller kæreste?" han ville fjerne vær eneste person pitch havde kendt om så det var det sidste han gjorde og ligeså stille kæmpe sig op til hendes nye yngling

- ja.. det har han.. men giv mig en god grund til at fortælle dig hvem!?
hun så surt på ham og hendes stemme var.. ulæselig.. de hvide øjne var fæstet på englens lyse ansigt og hun halvt gik, halvt vaklede længere væk fra ham. hun var ikke helt tryk ved det her, og hun brød sig ikke om hans spørgsmål.
det fik hende til at føle sig ond at sladre om pitch.. hun kunne jo godt lide ham.. han var hendes bedste ven.. men hans forlovede.. grr.. det lille irriterende pigebarn gav hende altid lyst til at slå meget hårdt på et eller andet.. gerne hende..
hun rystede på hovedet, meget i tvivl om hvad hun skulle gøre..

han trak på skuldrene "vil ikke til at få dig ind i et smerte, helbrede stadie sår jeg siger det simpelt... du fortæller mig hvor hun er jeg heler dig helt lader dig gå og så kan du vel... drikke hendes blod eller noget i den stil når jeg er færdig med hende... hvordan lyder det?" hans tone var nu gået hen og blevet neutrals mens han kikkede ventene på luciel at svare

- jeg ved jo for satan ikke hvor hun er! tror du at se stoler på mig!?
hendes latter var vantro og hun så på ham med et blik der næsten sagde er-du-sindsyg?jeg-er-jo-vampyr!
- pigebarnet kender mig.. hun ved hvad jeg kan og at jeg ikke viger tilbage for at slås! så tror du selv at de vil fortælle mig hvor de bor!?
hendes stemme var kold, og hun rystede på hovedet, over ham.. han virkede næsten naiv?
- og du vil bare lade mig gå? det har jeg af en eller anden grund svært ved at tro på..
hun gik ikke længere tilbage, rettede sig bare op og så på englen, med noget der næsten lignede træthed i øjnene. hun slog ud med hånden..
- okay hvis vi nu springer alt det over med hvor du prøver at lokke navnet på min yngling ud af mig.. hvad sker der så??
hun så appelerende på ham, med et løftet øjenbryn.

han sukkede af hende "tja uanset hvad der sker overlever du... og skal bare bruge din gamle ynglings familie medlem eller hvadend det ers navn så finder jeg selv adressen eller spore hende ned" han kikkede på hende igen og ventede hendes svar men sagde "og du har mit ord på du overlever" han brugte lidt flere af sine kræfter på at hele hende han tog også at gik ud af engle form så han ikke virkede så fare truende

luciels øjne blev store da hun mærkede såret i maven heele, men hurtigt vendte det lettere mistænksomme blik i hendes øjne tilbage.
- dit ord!? hvordan skulle jeg, en vampyr, kunne stole på en engels ord!? og ligemeget hvad du siger skal du ikke forvente at jeg nogenside fortæller dig min ynlings navn.. og du skal ikke engang prøve på at læse mine tanker...
luciel blev stående hvor hun stod, med sin sønderflåede t-shirt og de også ret hullede bukser. da hun så ned på dem sukkede hun, og mumlede et eller andet. men hun smilede alligevel da hun kiggede op.. blikket på hendes tøj havde mindet hende om noget.. noget med pitch.. hendes smil var lidt sørgmodigt, men det forsvandt langsomt op blev erstattet af noget der lignede nysgerrighed.
hun gik tøvende et par skridt tættere på ham, stadigt smilende og med armene over kors..
- engel.. vil du nu fortælle dit navn? nu hvor vi ikke forsøger at myrde hinanaden..
i den sidste sætning kunne man høre lidt af ironien som hun rummede.. hun ville rigtigt gerne have hans navn.. det var irriterende hele tiden at tale med en hun ikke kendte navnet på.. og så bare måtte kalde ham engel..

han kiggede på hende og tænkte "hmm" han ventede kort mens han tænkte over at han havde brug for et nyt sæt tøj "jeg fortæller dig mit navn vis du foræller mig et af de navne jeg ville have af vide" han kryssede armene og kiggede på hende "og kan jeg få min pistol igen? tak"

- du sælger det ret dyrt, synes jeg..
hun grinede til ham.. men det var svært at se hvad det grin indeholdt.. det kunne både være had, og vrede, men samtidig også drilleri og glæde..
men indeni kunne luc mærke irritationen vælde op i sig, og hun krydsede armene ligesom ham og så vurdrende og irritation en var nu svær at skjule i de hvide øjne.
- godt.. hvad er det for et navn du gerne vil have? pitch kærestes navn?
hun var ret sikker på svaret, m,en spurgte alligevel.. dels bare for at irritere og dels for at være helt sikker på hvad han ville have.. hun ville kun give ham lige præcis hvad han ville have og ikke mere! gerne mindre, hvis hun kunne finde på en undskyldning.. en god en ville være bedst, men hun kunne også sagtens tage til takke med en af de mindre gode..