Kirkegården //Killer-man//

//ok^^

Zelia kneb øjne sammen og trak sig igen væk fra ham. "Du vil slå mig ihjel?" sagde hun mistroisk. "Og spøgelser er mennesker eller andre væsner der har uafsluttede ting her. Hvad nu hvis jeg ikke har det." Sagde hun vredt. Hun ville da ikke bare lade ham dræbe hende for at blive menneske?! hvad f'ck tænkte han på? nu var hun hvad hun er og bom basta.

Han så ned på jorden "jeg kan ikke li at se dig sådan der jeg kan ikke li at se dig lide under det her" hviskede han og så op på hende igen "men jeg ville heller aldrig kunne slå dig ihjel Zelia jeg elsker dig" han rejste sig op og forsvandt hvorefter han kom frem inde i en bar i byen

Zelia så op i tide til at se ham forsvinde. Hun rejste sig op og så rundt. "Killer?" hviskede hun. "KILLER!" kaldte hun højt. Hun begyndte at blive en smule hysterisk, for hvorfor skulle han bare gå? Kunne han ikke bare været blevet? Hun kaldte på ham igen med en skringer stemme "Killer!!!" Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. han var hurtigere end hende og kunne have været over alle bjerge inden hun nåede at tænke på det. Hun trampede i jorden med den ene fod og satte sig ned og krøllede sig sammen.

Killer sad ved baren og så ned i sin drink det ville få ham til at kaste op men han var ligeglad vis han ikke engang kunne trøste sin egen kæreste hvorfor så overhovedet leve hun hadede det jo han ville bare sige at der var et andet valg men hun var bare blevet sur på ham det gjorder ondt når hun var sur på ham han ville ønske han bare kunne grave sig ned i jor... DER VAR DEN han rejste sig op og løb ud i skoven og på vejen havde han stjålet en spade som han så begyndte at krave med han var hurtig og stærk så det gik rimelig hurtigt med at grave

Zelia følte sig forladt. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Så hun gjorde ingen ting. Hun lukkede af for sanserne og stirrede ud i luften. Hun ville ikke have at Killer skulle være gået. hun ville gerne have ham ved hende. Hun skulle bare lige samle sig selv helt igen, og da hun havdet fået tankerne på plads, rejste hun sig og ledte efter hans fært. Den var ret nem at finde ford hun kendte den så godt. Hun løb rundt efter hans fært og nåede hen til baren. Hun kunne lugte hans fært var stærkere væk fra baren, end hen til. Hun fulgte den og fik øje på ham med en spade i hånden og så at han var i gang med at grave. "Killer!" sagde hun lavt og glad.

Killer havde kravet et godt stort krater før han hørte hans navn og vente blikket om bag sig hvor Zelia stod "nåh" sagde han "hej" sagde han osse lidt underligt som var han trist over at hun så på ham lige nu hun virkede jo før som om hun ikke ville have ham i nærheden det var derfor han var forsvundet

Zelia løb hen og lagde rmne om ham. "Du må aldrig gøre det igen! Hører du Killer!" sagde hun og lød som en der kunne græde. "Det må du virkelig undskylde! jeg elsker dig jo og jeg ved ikke hvad der skete." sagde hun og var lidt forvirret stadigvæk. "Hvorfor kraver du?" Hun trak sig ud fra hendes omfavnelse og så ham i øjne.

Han lagde armene om hende "jeg troede at du aldrig ville se mig igen jeg måtte jo ikke engang lyde opmuntrende" sagde han trist mens han så hende kærligt i øjnene "jeg elser osse dig og undskyld" han så på krateret "jeg ville grave mig ned så du aldrig behøvede at se mig igen"

"Dumt..." Sagde hun og kyssede ham. "Hvis du skal kraves ned kraver jeg mig med ned." Sagde hun med et smil. "Du må ALDRIG forlade mig igen på den måde... lover du det?" hun lagde hovedt på hans skulder og knugede sig ind til ham.

/Havde kreasvigt...//

Han lagde armene om hende og så hende i øjnene "jeg elsker dig" hviskede han roligt mens han så hende kærligt dybt i hendes smukke øjne "jeg lover det" sagde han før han hoppede og de begge landede i hulet med hende ovenpå ham mens han så hende i øjnene

"Du er skør... Men det kan jeg li." sagde hun lavt.
"Ved du hvad klokken er?" spurgte hun pludselig. Hun så rundt i hans lille 'grav'.
*Hvorfor skulle jeg aldrig ville se ham igen? jeg havde bare et lille okay måske stort anfald. men at han ville grave sig ned? Skøre Killer.* Tænkte hun stille

Han så på sit ur "fuck" sagde han og rejste sig op og kiggede mod bjergene mens solen langsomt rejste sig "solopgang" sagde han hurtigt før han tog fat i hendes hånd og hev hende med af sted mod byen hvor han fandt et kloak dæksel hev det op og hoppede ned i sammen med hende hvorefter de landede nede i kloakken

Zelia så rundt i kloarken og rynkede på næsen. "Her stinker." sagde hun fuld af væmmelse.
"Kunne du ikke have fundet en hytte eller noget ligende?" sagde hun og holdte sig for næsen.
Hun smilte halvt til ham. Godt nok var det et gemme sted, men den stank? og så siger myterne jo ogs at vampyrende lever i kloarkerne. Men hvis de havde gjort det, ville de nok ikke have brydt sig om at bo der.

"jeg bor her" sagde han roligt og hev hende med sig af sted af en af sidderne de løb i 5 minutter selv med deres vampyr fart før de nåede et virkelig skarpt venstre sving hvor han mumlede "Zazui The Assassin" hvorefter en hemmelig dør åbnede sig som han løb ind af og døren lukkede sig efter dem det var et lille rum ca 2 gange 2 der var et skab et bord med 2 stole og en seng

Zelia så rundt. "Du bor her... Ikke derude..." Sagde hun og pegede mod den hemmelige dør.
"men okay... fedt..." hun studerede hans bosted. Hun gik hen og lod fingerne glide hen over møblerne. "Her er ret fedt faktisk..." sagde hun og så på ham med et lille smil. "hvordan fandt du det her sted?"

"jeg lavede det" sagde han roligt "med gammel kinesisk magi" han smilede og lagde sig i sengen sengen var en ½ persons seng nok til at de begge kunne ligge der mens han så på hende roligt med et smil før han så hen på skabet derefter bordet på bordet stod der et fotoalbum som han hurtigt tog og gemte under puden

Zelia gik hen og satte sig på sengekanten. "Må jeg se det?" spurgte hun lavt og hentydede til fotoalbummet. "Jeg vil gerne se det." Sagde hun og kærtegnede hans kind.
Hun så på ham med bedende øjne for hun ville gerne se det. Især hvis det var billeder fra hans familie.

"det er bare" han sukkede dybt han kunne ikke nægte hende hun var for vidunderlig han satte sig op og hev det frem igen før han åbnede den det første var et billede af en blond pige hvor der stod nedenunder 'første forelskelse' han bladrede videre hvorefter en med rødt hår kom 'anden forelskelse' han bladrede videre igen og den samme pige kom med 3 børn foran hvor der stod 'giftede mig med hende' han bladrede videre hvorefter at de alle lå døde 'slog dem ihjel' han bladrede igen et billede af Di Morga kom 'flyttede' stod der han bladrede igen hvor der kom et billede af en blonde pige igen 'Kaileen første forelskelse i Di Morga' han bladrede igen hvorefter et billede af hende siddende og græde 'mistede hende på grund af min forbandelse' han bladrede igen et dobbelt billede af en pige ved navn Alena 'anden forelskelse forvandlede hende til vampyr og forlod hende' og derefter et sted hvor der intet billede var men underskriften lød 'Zelia min eneste ene' hvorefter han lukkede det igen uden at vise det sidste billede

Zelia smilte og lagde armen om ham og nussede hans arm. Hun kyssede ham stille. "Du har vist haft meget smerte i dit kærligheds liv, hva?" sagde hun stille. "Jeg er ked af at du skulle slå dem ihjel, eller ikke i teorien, fordi hvis du ikke havde, havde vi ikke været her nu. men jeg er ked af det på dine vejne." hun smilte lidt og kyssede hans kind.

"tja vis alt det der ikke var sket så ville jeg aldrig have mærket følelserne for dig skat" sagde han og åbnede fotoalbumet igen på det sidste billede en dreng på ca 5 med en mand og en kvinde bag ham stod og kiggede livløst på ham mens et lille smil kom frem "det mig og mine forældre på min 5 års fødselsdag" hviskede han og lagde en arm om hende "jeg har altid gerne ville hænge billederne op på væggende men har ikke haft tid"

"Jeg skal nok hjælpe dig med det." sagde hun med et smil. Hun lænede sig ind imod ham.
"Og du havde nok ikke opdaget følelserne hvis ikke det var på grund af min evne." sagde hun trist ved mindet om det. "Du må virkelig undskylde at jeg gjorde det." hviskede hun.

"vis du ikke havde gjort det ville du være død" sagde han roligt og meget trist "jeg er glad for du har gjort det skat det gav mig et spark" han smilede "imellem benene" sagde han drillende "jeg mener nu får jeg aldrig brugt den ting igen" lige nu var han kun drillende men han syntes det var sjovt at sige

"Heey!" sagde hun og puffede til ham. Hun lagde sig udmattet ned på sengen.
"Ved du hvad? Jeg havde ikke behøvet at bruge evnen hvis du ikke havde troed jeg ville skade Malika." sagde hun og sukkede stille.

"hun er min bass spiller jeg måtte tjekke hun var okay" sagde han og lagde sig ned ved siden af hende mens han så på hende "Da jeg så en vampyr der troede jeg at du måske ville bide hende" sagde han trist mens han fortsat så hende i øjnene "men jeg er glad for jeg ikke slog dig ihjel"