Kirkegården //Killer-man//

"Jeg er bare usikker over om du bare valgte mig fordi jeg er vampyr og ikke fordi du elsker mig. altså du sagde jo at du ikke måtte være sammen med en du selv havde forvandlet."
Zelia så ned i jorden. "Nej undskyld jeg sagde det!" sagde hun og skamte sig

//Killer???//

Han så ned og begyndte at tale "skat det er forkert dog ikke helt forkert" sagde han trist "jeg forelskede mig engang i en pige et menneske men ser du i min klan må man ikke forelske sig i mennesker det skal være en vampyr" han så op på hende "så jeg tænkte at vis jeg forvandlede hende ville det ordne alt dog da jeg forvandlede hende kom jeg i tanke om en anden lov man må ikke komme sammen med den man forvandler" han lukkede øjnene "mit allerede døde hjerte var knust indtil jeg mødte dig" han åbnede dem igen "jeg faldt for dig ikke kun på grund af din evne men fordi jeg virkelig elskede dig" han så hende i øjnene "smerten fra det andet tab var væk i det øjeblik jeg så dig jeg elsker dig Zelia mere end jeg har elsket nogen før"

"Undskyld" Sagde Zelia lavt og samtidigt en smule hysterisk.
"Det er jeg ked af Killer. Og jeg ved godt det var fokert at bruge min evne." Hun var helt ude af sig selv lige nu, hun rejste sig og rystede halvt imens hun gik i cirkeler rundt og til sidst løb hun sin vej. men kom dog tilbage igen med et lille smil på læben. Ikke et af hendes egne smil, hun var ikke sig selv, nej, hun var den hysteriske dræber nu. Hun ville flå alt der var i nærheden i stykker, selv Killer, hvis hun kunne komme til det.

"Hvad er der Zelia" spurgte han undrende mens han rejste sig *et dræberblik hmm hysterisk? over hvad?* tænkte han efter at have læst hendes tanker mens han tog en kniv frem bag sin ryg klar til et modangreb vis hun angreb ham dog ville han ikke skade hende han havde bare kniven fremme for at snitte en nerve han vidste præcis hvor var og var nem at komme til den ville lamme hele hendes krop på millisekunder så dette ville ikke være svært

Zelia smilte ondt af ham.
Da hun skulle til at angribe ham faldt hun sammen i et lille skrig.
Så begyndte hun at hulke. Hvis hun havde været menneske havde tårende strømmet ned af hendes kinder.
Hun sad stille med hovedt begravet i sine hænder og græd uden tårer

Killer smed kniven og kastede sig på knæ foran hende og hev hendes blik op på hans ansigt "hvad er der skatter" spurgte han panisk og hev hende ind til sit bryst og vuggede hende blidt for at berolige hende mens han kyssede hendes hovedbund et par gange han var ragene ligeglad med om hun ville flænse ham nu eller om det var et nummer han kunne bare ikke li at se en han elskede så højt som hende til at græde uden tåre

Zelia prøvede at skubbe ham væk, dog uden held "Hold dig fra mig.... jeg er et uhyrer" græd hun stille men opgav så at prøve at få ham væk.
Nu sad hun bare og græd stille mod hans bryst.

"nej du ikke et udyr" sagde han roligt og vuggede hende videre "du er en person jeg vil gå i døden for men hvorfor blev du så hysterisk" spurgte han og holdte hende stadig han havde kun fat om nakken på hende hendes arme var frie til at skade ham så meget hun ville han var ligeglad han nægtede at give slip på hende han elskede hende han ville ikke have hun fik dårlig samvittighed over at have dræbt nogen uden at det var med vilje

Stille og roligt blev Zelia sig selv igen og lagde armne om ham og knugede hende ind til ham.
"Undskyld! Undskyld undskyld undskyld!" sagde hun og følte sig en smule utilpas.
"Det var slet ikke meningen at du skulle se den side af mig" Hviskede hun.

"det var godt skat" sagde han roligt "det var godt at kende endnu en side af dig gid jeg kunne vise dig mine" hviskede han mens han lagde sig ned så hun lå ovenpå ham mens han så hende i øjnene med et roligt blik og smil "skat jeg vil vide alt om dig lige meget hvor hårdt hvor drabeligt eller hvor dumt det er" sagde han roligt og så fast på hende med et smil

Zelia undvidte hans blik og så ned i græsset.
"Det var bare......... al det had jeg havde..... jeg har undertrykket det så længe... det ville bare ikke mere... og tanken om at du havde en anden må have udløst det hele. Jeg er ked af at du skulle se det" hun talte lidt i gåder men stadig i sammen hæng.

"Zelia fat det skat jeg er ligeglad jeg undskylder jeg var forelsket i en anden men det var jo osse før jeg mødte dig" sagde han fast og så vredt på hende "at du holder en hel side hemmeligt for mig er sådan set værre end at jeg har været forelsket i en anden engang"

Zelia løftede blikket, såret.
"Det var ikke min mening. Jeg troede den var væk. Killer... jeg ville ikke have holdt det hemmeligt hvis jeg vidste den stadig var det." hun så på ham og kunne ikke li den måde han så på hende.

Killer rystede på hovedet og smilede mens han så hende i øjnene "skat det gør intet" sagde han roligt og kyssede hende på hendes dejlige og vidunderlige læber lidt før han slap igen "skat jeg elsker dig og selv vis du havde sådan en side før i tiden skal du altså fortælle mig sådan noget jeg har ikke en anden skat jeg har kun dig og jeg vil ikke bytte dig for noget"

Zelia sukkede og kunne ikke modstå hans kys.
Hun lagde hovdet ned på hans bryst og ønskede at hun kunne falde i søvn her i hans favn. Men hun vidste at der kun fandtes en dag fra man blev forvandlet til men blev revet i stykker og brændt, når man var vampyr.
Hun sukkede tungt og trygt

//Logger nu.//

Killer så hende roligt i øjnene mens han holdt hende stramt ind til sig han hørte hvad hun tænkte og så trist ned på hende "Zelia jeg ville aldrig lade nogen som helst dræbe dig" sagde han roligt mens han nussede hendes ryg videre og så fortsat på hende med et roligt og lykkeligt smil "jeg elsker dig jo så meget at jeg ville ofre mit eget liv for dit liv" han kyssede hendes hovedbund og nussede hende videre

Hun kiggede forvirret på ham. "Hvem har sagt at nogle vil dræbe mig?" spurgte hun nervøst.
"Jeg ved da godt at min Killer ikke vil lade folk gøre mig noget..." Hun tøvede og overvejede om han ville lade folk gøre hende fortræd. "Men i hvertfald, så tænkte jeg jo bare at det ville være rart at kunne sove igen... ikke andet." Hun smilte mildt og kyssede ham kort.

Han nød det lidt "vi kan altid ligge oss og slappe helt af" sagde han roligt mens han så på hende "du tænkte at der kun var en dag mellem idag og når du ville blive revet i stykker og brændt vis der er nogen som prøver det bare prøver det skat så er de dødsens hurtigere end de kan sige undskyld" han lagde sig ned igen med et smil "man ved aldrig hvad vrede gør mod oss vampyrer"

Zelia grinte lidt af det han sagde. "Vrede er noget mærkeligt noget." sagde hun og lå ved siden af ham. Hun kyssede blidt hans hals og lagde hovedt på hans skulder.
*Man siger at ingen er perfekt. Han er ingen. Så han må være perfekt.* tænkte hun med et smil på læberne. og lyttede til den stille fulgesang

Killer smilede meget glad *jeg ligger her med den perfekte pige det er helt utroligt og det bedste er at det er uden noget frækt eller klamt det er kun hende og mig og dejlige kys intet andet dejlig hygge osse dog ikke på den måde* han smilede lykkeligt hun var i sandhed hans vidunderlige prinsesse ingen anden kunne erstatte det hun gjorder ved ham når de lå sammen

Zelia læste hans tanker og smilte. "Åh Killer... du ved godt at du er mere perfekt end jeg er." sagde hun leende og kyssede ham på munden. For hende betød det intet om de ikke var sammen rent fysisk men bare det at han ville være der sammen med hende gjorde hende lykkelig.
"Jeg..." hun besluttede sig for at sige det. "Jeg elsker dig, Killer." hviskede hun i hans øre.

Killer så overrasket på hende over at hun lige havde sagt det uden han havde bedt hende om det eller noget før en smil bredte sig og han hviskede tilbage "jeg elsker osse dig mere end noget andet" før han kyssede hendes kraveben en enkel gang før han nussede hendes ryg med hans frie hånd og så hende i øjnene før han begyndte at synge igen denne gang en player sang dog var det ikke meningen i hele betydningen det var kun det at hun gjorder ham crazy efter love fra hende ikke sensuelt men følelsesmæssigt

https://www.youtube.com/watch?v=LFKGumJxz4U&feature=related

Zelia smilte til ham og kyssede ham så han ikke kunne synge.
Hun lagde armne om ham og knugede sig ind til ham. "Killer? når nu jeg har sagt 'ja' ikk? Hvornår? og hvordan? altså jeg er jo i teorien ikke gammel nok..." hun lød trist og holdte godt fast på ham.