Sin nye kone (Zelia=privat)

Han smilede dog havde han en underlig lyst til at flytte sig fra hende da hun maste ham mere ned mod hende hun lød jo som om hun var ved at blive kvalt han ville ikke have hun blev kvalt han smilede og lagde en arm under hendes hoved da de lå på siden mens han lagde en hånd på hendes lår og nussede blidt

Zelia trak sig helt ind til ham og lagde hovedt på hans hals/skulder. Hendes hænder lagde hun på hans ryg og nussede ham. "Er du okay?" spurgte hun. Det hun mente med det var om han havde det okay med at hun hade opført sig sådan, lagt op til det, også bare nærmest skubbet ham væk. Hun ville jo ikke såre ham, hun ville bare gerne have ham så tæt på sig som muligt, holde om ham, nyde hans nærvær uden at det var sex.

Han smilede meget mens han nussede hendes ryg blidt og tænkte på hvor meget han elskede hende "selvfølgelig er jeg okay skat jeg elsker dig jo" sagde han smilende mens han nussede hende videre og tænkte på at hun nok aldrig blev klar men på den anden side elskede han hende jo så hvorfor skulle han bekymre sig om det

Zelia så på ham med et bekymret udtryk. "Jeg SKAL blive klar... jeg elsker dig og vil gerne give dig det." Sagde hun og kyssede ham kort på kinden. "Det må du love mig aldrig at glemme, jeg bliver klar... snart" sagde hun bestem. Hun ville blive klar. Hun var det bare ikke nu, nu havde hun lovet ham at de skulle, en dag, og hun havde tænkt sig at holde hvad hun lovede ham. For han var ikke den eneste hun havde lovet at blive klar, hun havde lovet sig selv at blive klar så hun kunne give ham det som hun vidste han inderst inde ville have.

Han så overrasket på hende "Zelia det er okay skat jeg elsker dig bare dit nærvær og din kærlighed er nok for mig" hviskede han dog kom et smil frem over det "det er der ingen der har gjort før for mig" sagde han smilende før han kyssede hende blidt

Zelia rystede på hovedt. "Nej.. det ikke godt nok... Jeg holder hvad jeg lover, og nu har jeg lovet dig det. Og altså det vi lavede før-laver nu er jo mere end jeg tillod den gang jeg var med til din koncert. Se? jeg gør fremskridt" sagde hun stolt og kærtegnede hans mave og ryg imens hendes ene fod nussede hans ben.

Han smilede roligt og så ned af hende "jeg har aldrig vidst din krop var så smuk" hviskede han og spredte benene lidt før han satte dem sammen igen med hendes ben mellem dem mens han rykkede sig helt tæt på hende med et kærligt smil

Zelia så ned af hans krop og lo. "Jeg må sige jeg blev skuffet. Jeg havde vist lidt for store forventniger." hun kyssede ham og legede med hans hår. "Det passer ikke... Jeg har ALTID vidst at du var smuk. Både som person og i udseende. Altid" hviskede hun i hans øre og på ned på deres ben. Hun vidste hvorfor han gjorde det. Hun klemte sig ind til ham og sukkede lykkeligt.

Han smilede roligt mens han nussede hende roligt og smilede mere lykkelig end nogensinde "du har gjort mig til den lykkeligste mand i hele verdenen Zelia" hviskede han "lov mig vi aldrig skilles" hviskede han mens han kyssede hendes pande blidt og kærligt

Zelia lo og stak en hånd i vejret. "Jeg, Zelia Zazui, lover ved min egen død at jeg aldrig vil skilles fra min mand Killer." hun lgde hånden ned igen og nussede ham på maven. "Er du nu tilfreds? jeg elsker dig og du ved det meget bedere end jeg gør... ved et enkelt blik ved du alt hvad jeg tænker, alt hvad jeg føler og alle mine hemmelighedder... Du ved at jeg elsker dig. Jeg fatter bare ikke det var så svært at sige i starten... og nu er de mine tre mest brugte ord: Jeg elsker dig." hun lo igen og begravede hovedt i hans skulder.

Han smilede "hej du var bange for jeg ville forlade dig det øjeblik du sagde ordene det er forstående og undskyld jeg satte så meget pres på du skulle sige det" hviskede han roligt mens han nussede hendes ryg videre "Zazui er du glad for at hedde det" spurgte han

Zelia smilte og nikkede. "Så længe du hedder det vil jeg hedde det." sagde hun og grinte. "Forkortelse af mit navn: Z.Z " hun klukkede let og kyssede ham på kæben. "Det var ikke okay. Jeg stolede ikke på dig og det var forkerkt." hun så ned og lukkede øjne. Tænkte på hans forpinte ansigtsudtryk når hun ikke ville sige at hun elskede ham. "Men du vidste at jeg elskede dig selvom jeg ikke sagde det, gjorde du ikk?" hun så tvilende på ham med bedende øjne.

"jo jeg vidste det" sagde han roligt og så hende i øjnene "men ikke ved at læse hendes tanker men ved at se på dig jeg kunne se det på dig" hviskede han roligt mens han smilede kærligt

Zelia kyssede ham på kinden. "Men jeg sagde det ikke." hun så skamfyldt ned. "Først tvinger jeg dig til at elske mig og bagefter ville jeg ikke fortælle dig at jeg elskede dig... Jeg føler mig som et monster... for nu, vi ligger her og jeg opmuntrede dig til det og alligevel stikker jeg halen mellem benne som den kryster jeg er." hunrystede på hovedt og lukkede øjne i skam.

Han tog hendes hånd og flettede fingre med hende hvorefter han smilede og kyssede hende kort hvorefter han så på hende "se på mig skat" sagde han og nussede hendes lår blidt "du er ikke en kryster" hviskede han roligt "du har aldrig været det"

"Jov jeg er. Jeg... Du ved det jo... det er jo dig det går ud over. Tror du ikke at jeg godt ved hvorfor du har taget mit ben imellem dine? jeg er jo ikke helt dum vel? jeg lyster dig og bagefter trækker jeg mig!" hun så ikke på ham men pressede hovedt mod hans skulder og hulkede. "Jeg er ikke så god som du tror... du har set mig blive vred på dig, jeg har lige bedt dig om at finde ud af om jeg må blive lejemorder ligesom dig. Jeg starter det, jeg slutter det. fortæl mig lige at det ikke er det samme som et monster." hun hulkede svagt og klemte hans skuldre med fingrene.

"ZELIA" råbte han og tog hende lidt ud af hende så hun kunne se at han så såret ud "nej jeg tog dit ben mellem mine fordi jeg elsker det når jeg ligger sammen med nogen specielt dig" han sukkede dybt "ja du blev vred på mig det fint nok skat der er intet sket af det men vis du bliver ved med at nedtale dig selv på ting som er ligegyldige så er det mig som bliver vred"

Zelia trak sig væk fra ham og rejste sig. "Så bliv vred." sagde hun bare bestemt og satte sig ned på gulvet foran sengen med ryggen til ham og med sine arme rundt om benene. "du llige så godt som jeg at jeg ikke er perfekt. Alle de her ting er kommet op fordi jeg har haft for meget tid til at tænke siden vi blev gift. Jeg elsker dig Killer og jeg vil aldrig gå fra dig... det har bare set for meget af mig og min personlighed til at jeg kan tilgive mig selv. Jeg så dit ansigt da jeg ikke fortalte at jeg elskede dig. Jeg så dit ansigt da du talte om dit liv før mig. Du tror jeg gør dig lykkelig!" sagde hun til sidst opgivende.

Han rejste sig op og gik hen og satte sig bag hende "det gør du" sagde han og lagde armene om hende "elskede Zelia du gør mig lykkelig jeg mener det" hviskede han trist over hun kunne finde på at sige sådan noget som at han kun troede han vidste det "skat jeg taler om mine børn dem er jeg kede af over at havde slået ihjel" sagde han roligt "men du fylder tomrummet skat jeg elsker dig og du gør mig virkelig lykkelig mere end nogen anden i hele verdenen har gjort"

Zelia så ikke på ham og sagde ikke noget. Hun tog dynen og viklede sig rundt om sig og gik langsomt ud af lokalet med følelses løse øjne. "Undskyld Killer-Man" sagde hun og gik ind i stuen og satte sig i sofaen, rystende og i chok. Hun lagde en hånd på hendes mave og sukkede trist. *Hvis bare jeg ikke var blevet så sur på ham. Han vil mig kun godt...* tænkte hun og lagde sig ned på sofaen og lukkede øjne.

Han rejste sig op og gik ud i stuen "skat hold nu op med det her" sagde han og gik hen og lagde sig ved hende "hold nu op med at være sådan skat jeg elsker dig det var ikke meningen du skulle blive ked" hviskede han trist hvorefter han lagde en arm om hende før han rystede svagt som om han grad

Zelia så op på ham da han begyndte at ryste. "Græder du skat? åh for satan!" hun lagde armne om ham og knugede ham ind til sig. "Åååh for helved. Jeg har aldrig set dig græde før" sagde hun og satte sig op. Hun havde hans hoved i skødet, hun havde stadig dynen om sig, og hun nussede ham i håret. "Det jeg ked af Killer... Kan du tilgive mig?" hun bøjede sig ned og kyssede ham på kinden.

Han smilede "selvfølgelig kan jeg tilgive dig" hviskede han og tog hendes hånd hvorefter han smilede "men udover det er jeg ikke en baby som har brug for at sidde på min mors skød" han smilede og satte sig op hvorefter han så på hende og kyssede hendes kind blidt

Zelia gik helt i black-out da han sagde det. Hun sad bare og stirrede ud i luften. hun rystede stille og hendes øjne viste tydeligt at hun var i chok. Hun trak vejret urelgmæssigt. Hun var ikke i stand til at sige noget. *DU skulle BARE hælde SALT i SÅRET!?* tænkte hun uden at kigge på ham. HUn bed tænderne hårdt sammen og rejste sig. Hun gik ind og tog tøj på med et fjernt udtryk i øjne. Da hun kom ud fra værelset tog hun en jakke på og gik hen imod døren. *Har brug for at tænke, du må gerne komme med, men det op til dig* tænkte hun og gik uden for og satte sig på en træstup, stadig med et fjernt blik i øjne.

Han valgte at følge efter hende han kom ud til hende og satte sig ved siden af hende før han lagde en arm om hende og så på hende "hvad er der" spurgte han før han kom i tanke om det med barnet "ej undskyld skat det var ikke med vilje" hviskede han trist og fjernede armen og så ned