Nyt land, nyt venskab?(Hirato=Privat)

Han smilede til hende og prikkede hende på næsen.
"Lad mig lære dig noget Kajika-chan..." sagde han så og så hende i øjnene.
"For at finde ud af ting her i livet, og for at leve det rigtigt, skal man følge sit hjerte. Lige meget hvad det siger, så har det ret. Hjertet er en portal for følelser, og det er derfor det vigtigste råd jeg kan give dig. Følg dit hjerte. Hvis det går for hurtigt, så er vi bare venner. Det er helt okay søde." sagde han og strøg hende over håret.
"Jeg mener det. Føl dig ikke presset til noget som helst søde"

Kajika stivnede inden i og fik på en måde flashback fra da Velarian havde sagt til hende de samme ord næsten med at hun skulle følge hendes hjerte og det var det eneste rigtig man kunne gøre og være sikker på i livet det var vis man følgede sit hjerte. hun rødmede let og tog sig stille på kinden i det hun betragtede hans funklende øjne og sagde"Okay Hirato-san jeg tror mit hjerte siger jeg skal vente så... vente og se tiden an"

Han nikkede en smule skuffet.
"Venskab. Det er også et godt valg. Jeg forstår dig godt." sagde han og smilede til hende.
Han så sig om i stuen og kiggede så på Kajika igen.
"Hvad så, Kajika-chan.. noget du gerne vil vide?" spurgte han.

Hun smilede og lænte sig stille og blidt op af ham i det hun gabte blidt og sagde"Hmm nej ikke rigtig jo?, kender du landet der hedder DI morga??? du ved byens centrum hedder Terra og det meget stort og har alt muligt man kan lave og se?" hun kiggede lidt på ham og ventede spændt på svar men hun stille nussede ham i håret og sagde"ja det er vel et godt valg?"

Han rødmede da hun kom så tæt på, og endnu mere da hun nussede ham i håret!
"Jeg har hørt om Di Morga. Der skulle være virkelig smukt... jeg vil gerne dertil en dag." sagde han og kunne ikke lade være med at lægge en arm om hende.
"Jah.. det er et godt valg Kajika-chan. Følg altid dit hjerte."
Han smilede til hende.

kajika rødmede let og var helt genert og rørt i det hun ikke vidste hvad hun skulle sige angående det med hun skulle følge hendes hjerte, men hun vidste skam hvad hun skulle sige angående det med Di morga"ååårh virkelig? eller ja det er faktisk utrolig smukt og jeg har boet der en gang men det gik lidt i kage alt det der skete blandt veninder og venner så jeg ja? tog tilbage til min mor for at få en lille pause??; fra alle de problemer"

Hans blik blev lidt alvorligt og han gav hendes skulder et blidt klem.
"Det nytter ikke at flygte fra problemer, Kajika. Problemer skal løses. Se dem i øjnene, vis problemerne at du er stærkere end de er, og løs dem. Jeg skal nok hjælpe dig hvis det er."
Han smilede igen.

kajika sukkede og sagde"det ene problem slog sig selv ihjel foran mine øjne kan jeg huske nu men jeg kan ikke huske hvem han var.... bare han tog sit liv og sagde jeg ..... jeg ikke var mig selv mere eller noget i den stil.... men det vel okay nu? jeg er jo mig selv" hun grinte sødt og prikkede ham blidt på næsen i det hun prøvede stille at kilde ham for sjov

Han så alvorligt på hende.
"Problemer forsvinder nogen gange ad sig selv..." sagde jam så, men blev afbrudt af hendes kilderi. Han faldt om af grin.
"AAHAHA! KA-KAJIKA NEJ! HAHAHAAH!"
Så trak han hende ned til sig, og meningen med det var at han ville kilde igen, men han hev lidt for hårdt, og ved et uheld, mødtes deres læber.

Kajika grinte og sagde"ååårh Jo! jeg kilder dig tiger basse" hun prikkede ham blidt på maven i det hun lukkede øjnene og smilede rigtig kært i det han trak hende ned til sig havde hun armene ind til kroppen og åbnede øjnene helt chokeret over at deres læber mødtes og kunne overhovedet ikke bevæge sig hun var næsten som et stiv bræt i mens hendes hår gled smukt og blidt ned af hans skulder os og fik det til at kilde

Han rykkede lidt på sig da hendes hår kildede hans skulder. Så rødmede han så stærkt som aldrig før, og løftede hende op så deres læber ikke mødtes.
"Undskyld Kajika! Det må du virkelig undskylde, det var ikke meningen!" plaprede han nervøst.
Det var i sig selv komisk det der var sket, og det var egentlig også sødt!

Kajika tog sig hurtigt for læberne i det de blev fjernet fra hinanden og så sad hun der og vidste ikke hvad hun dog skulle sige eller gør, hun var bare helt mundlam og man kunne bare se den røde nuance over hendes kinder sprede sig og hun sad bare der over uskyldigt i det hendes store hvide dugnede vinger sprang ud for første gang siden hun blev engel igen så der kom blod ud på siderne af hans vægge og gulvet i det, man kunne tolke det som en slags..... kommen! (haha) hun så på ham flovt og mærkede smerten"arg... undskyld det var ikke med vilje jeg skal nok du ved tøre det op og sådan"

Han gjorde store øjne. Han var ligeglad med blodet. Hvor var hun dog helt ufatteligt smuk!
"TAg dig ikke af det søde.. det gør ikke noget. Jeg.. har aldrig set englevinger før... de er meget smukke... Er du okay?" sagde han helt chokeret.
Han vidste ikke helt hvad han skulle gore.

Kajika tog hånden for ansigtet med åben mund og tænkte*Hvorfor skulle det dog ske..... hvad sker der med mig igen... hvorfor sker det vær gang jeg..... vær gang jeg !? bliver engel igen hvorfor skulle det os lige ske foran ham og alt det blod og årh jeg bliver svimmel...* hun rødmede og så på ham med de blide klare krystal blå øjne der glimtede i hans lys skær og sagde"ja... det tror jeg" hun lignede en gudinde med hendes Aspara udseende/Engle vinger og uskyldige og rene udstråling gjorde det hendes aura og duft fantastisk hun lignede en gudinde og hendes duft var utrolig nu....

Hendes duft ramte ham som en forhammer ud af den blå luft.
"Wow..." sagde han. Han havde utroligt svært ved at styre sig lige nu; Han havde den største lyst til at tage om hende og kysse hende på munden. Han kæmpede imod og vandt kun kampen fordi han så at hun var svimmel.
Han tog fat i hendes arm.
"Er du sikker på at du er okay Kajika?" spurgte han bekymret.

kajika tog sig til hovedet og sagde"det bare alt .... alt det blod det gør mig virkelig du ved svimmel og skidt tilpas jeg kan virkelig ikke tåle at se blod egenlig og der er så meget på væggene" hun rødmede i det hun stille sagde"ååååårh" hun faldt om i hans arme i nogen få minutter i sin besvimelse over blodet der gled ned af væggene stille

Han greb hende og løftede hende op.
"Kajika..." hviskede hen og strøg hende blidt over kinden.
Hirato bar hende over til sovepladsen og lagde hende i de bløde puder og tæpper.
Så hentede han en blød, våd klud og tørrede blodet af hende.
Derefter tørrede han blodet af gulvet og væggene.
*Jeg håber hun er okay... og jeg håber hun snart forvandler sig tilbage, for den duft der... jeg kan snart ikke lade være med at kysse hende!* tænkte han nervøst mens han skrubbede.

Kajika vågnede stille og så på ham med helt klare glimtende øjne nu og strøg blidt det blonde hår til siden i det hun satte sig lidt op ved hjælp med at støtte med albuerne i jorden og så mod ham"hvor er du dog bare nuttede Hirato-san! tak, fordi du vil skrubbe det af for min skyld og ååårh hvor er din seng dejlige" hun rødmede og rullede sig blidt i hans seng og krammede nuttede hans dyne tæpper

Han skubbede det sidste blod af og vendte sig mod hende. Han havde et nervøst udtryk i øjnene.
"Kajika jeg.. du.. hør.. du... slå vingerne ind.. jeg.. arh!!" sagde han, og gik hen til hende. Han knælede ned ved hende, og blidt fat i hendes skuldre, og kyssede hende på munden.
*Den duft! Og de læber! Jeg.. Hvad er det dog jeg laver!?* tænkte han.
Han slap hende og faldt på halen.

kajika så op mod ham i det hun nikkede stille og sad der på knæ stille med hans tæppedyne foran sit bryst knugede mellem fingerne hængende og sagde med et fortvivlede og nervøst blik mod ham da han vendte sig lettere alvorligt mod hende på en måde og samtidig tydligt nervøs"Ja? Hirato-san hvaaaa...." hun kunne ikke nå at sige hvad er der fordi han kyssede hende i det hun skulle sige det og da han kyssede hende men slap hende så hurtigt igen som han havde kysset hende, rødmede hun mega og vingerne faldt stille mod jorden som var de blevet slappe. og hun kiggede bare mod ham helt overrasket og tog sig til underlæben med fingerne og sagde"Hirato...."

Han så bare på hende med skammen i øjnene.
"Jeg... jeg... undskyld Kajika, jeg..." han kunne ikke sige mere.
Han sad bare der og kiggede på hende.
*Det gjorde jeg bare ikke! Hirato! Respekter hende din idiot!!* tænkte han skamfuldt.

Kajika viftede fabrilsk med armene som om de var af gele og sagde"nej nej ! nej.... det gør intet virkelig Hirato-san det gør skam intet det kan ske for en vær.... jeg ved det mit udseende og duft der sådan lokker det min forbandelse at være så smuk og duftende desværre" hun sukkede og roede sig flovt i håret mens hun bed tænderne sammen og så mod gulvet og så mod ham med et smil på silkelæberne

Han så på hende.
"Det var ikke kun det, Kajika... Det var dit hjerte. Jeg kunne mærke det... jeg kunne mærke hvordan du er. Spørg mig ikke hvordan for jeg ved det ikke..." sagde han og så skamfuldt ned i gulvet.
Han havde ikke kun gjort det på grund af hendes udseende og duft.

Kajika tog blidt under hans hage og gjorde så han så hende drekte i øjnene i det hun rødmede let og sagde"Hmmm virkelig Hirato-san fordi jeg tror heller ikke du ville bedømme kun ud fra udseende selv om jeg er utrolig smuk ser du sikkert igennem mig, og det er sjældent der nogen der kan det??" hun rødmede i det hun blidt gav ham et kys på kinden og slog vingerne ind i ryggen langsomt

"Jeg.. ser ikke efter skønhed. Jeg ser efter det indre... det ægte skønhed" sagde han og smilede nu til hende.
Han strøg hende over kinden, og selvom han havde lyst til at kysse hende, lod han være.
"Og du er så smuk indeni at det er helt ubeskriveligt." sagde han og så hende dybt i øjnene.