The Naked Truth - Lawrence

Med en mor der var alkoholiker havde der ikke været regler omkring alkohol i deres hjem. Da hendes bror så havde taget hende med væk var der kommet visse regler på nogle punkter og det var heller ikke fordi hun havde fået lov at drikke sig stiv.. det var først efter hans forsvinden at hun var endt ud i al lortet med stoffer og alkohol og det arbejde hun havde haft.

At oplyse ham at hendes ven var her var tydeligvis ikke en god ting. Hans svar gjorde det klart at han ikke just var glad for den stakkels fyr som egentlig var så flink ved hende. Lawrence kunne bare være så frustrerende. Truslen i hans stemme fik blot Cinderella til at håbe endnu mere på at han havde fri denne aften.

Han var simpelthen for stiv i den! Hun havde tydeligvis ikke formået at få ham lokket med sig ud og nu sad han med hovedet i sin telefon. Naturligvis lagde hun mærke til det men helt ærligt.. det var jo bare dans. Et suk brød hendes læber og hun dansede kort videre indtil musikken skiftede hvorved hun forlod dansegulvet igen. Folk så efter hende, en enkelt var dum nok til at række ud efter hende men hun skubbede bestemt hans hånd til side med et advarende blik hvorefter hun stoppede op foran Lawrence med armene overkors. Hun kunne se han besvaret mails "Arbejde? Det kan du da ikke mene..!" sagde hun tydeligvis utilfreds.

Som hun kom gående hen i mod ham efter at have afsluttet sin meget upassende dans, kunne han slet ikke finde ord til hvad han ville sige. Derfor ignorerede han hende for at øjeblik og kiggede fortsat blot ned io telefonen imens et kort suk kom frem på hans læber. Han lod telefonen glide ned i lommen og tog sig sammen til at kigge på hende.

"Nej jeg arbejder ikke, jeg prøver at undgå det faktum at du gør dig selv til et sex objekt..." sagde han med en irriteret, ja næsten vred stemme. Hvordan kunne hun gøre det når han vidste han ikke ville have det? han ville ikke have at andre mennesker kiggede på hende, og da slet ikke på den måde. Med den dans hun netop havde sat op var dette jo næsten uundgåeligt og Lawrence var bestemt ikke glad.

"Jeg vil ikke have andre kigger på hvad der tilhøre mig" sagde han meget alvorligt og tog fat omkring hendes håndled ret så hårdt kun for at trække hende ned i mod sig og placere et intenst kys på hendes læber som han holde et par sekunder ingen han slap hende igen: "Fat det og lær at leve med det" sagde han alvorligt og slap så ligeledes hendes håndled igen.

Han ignorerede hende de første øjeblikke hvilket gav hende indtrykket af at han var vred. Dette forvirret hende, for Hvad havde hun gjort? At han mente hende dans var uanstændig fangede hun slet ikke... en anelse vild.. men det var det hele.

Snart lagde han mobilen væk og vendte blikket mod hende. Hans ord fik hende til at glo overrasket på ham. Hvad?! Hvad fanen talte han om! Irritationen og vreden var tydelig og hun bakkede et skridt i forvirring over hans ord.

Sekunder efter fortsatte han og hun rynkede brynene. Tilhørte ham... hun havde ikke skrevet under på noget! Så hun tilhørte bestemt ikke ham! Hvilket hun netop skilte læber for at understrege da han fik fat ved hendes håndled og trak hende ind til dem. Deres læber mødtes og hun hverken kunne eller havde lyst til at bryde kysset de første øjeblikke men gjorde nu alligevel et halvhjertet forsøg efter nogle øjeblikke. Han slap hende helt og hun måtte lige få vejret i nogle øjeblikke "Jeg har ikke skrevet under på noget Lawrence, og jeg har bestemt ikke gjort noget galt! Jeg elsker opmærksomhed og at blive kigget på.. det må du lære! Indtil videre har jeg gjort alt hvad du har ønsket..gjort det for din skyld og kun fordi du betyder så meget for mig.. men du presser den altså for meget.!" hun trådte igen et skridt tilbage og gjorde en bevægelse ud i rummet der havde til hensigt at udpege alt omkring dem "Det her er mit liv.. uanset hvor mange penge du spilder på mig... er det her jeg høre til... og det vil alt og alle blive ved med at minde dig om.. du samlede mig op fra rendestenen ... hvad forventer du?!" hun var ikke vred eller irriteret... påpegede bare visse sandheder for ham som de nok burde have talt om noget før.

"Presser JEG den for meget?" spurgte Lawrence og kiggede meget undrende i mod hende. Han havde lukket rummet for hende, han havde givet hende lov til at arbejde som model - dog med krav om det skulle være iklædt tøj, han var taget med hende i byen, han havde sovet i samme seng som hende. Lawrence mente bestemt han havde gjort meget for at rykke sig selv i retning af hende, og syntes ikke at hun havde gjort særligt meget.

"Jeg nægter at tage den debat her..." sagde Lawrence og kiggede alvorligt i mod hende, han ville ikke stå her og diskutere deres forhold et offenligt sted og han kunne virkeligt ikke forstå hvorfor at hun ikke bare kunne rykke sig en lille smule for ham, han kunne ikke forstå hvorfor hun ønskede den opmærksomhed - var hans ikke nok? Han ville muligvis aldrig lære at forstå det.

"Men fint, hvis det er sådan du har det" sagde Lawrence og rejste sig op for så at tømme hvad der var tilbage i hans glas: "Så må vi hellere bare stoppe det her" sagde han og hentydede til hele hans forhold, Lawrence var sur, han var skuffet og han fik endnu engang bekræftet sin teori om at det her med at være ude i byen? Det var bare slet ikke noget for ham. Lawrence kyssede hende på kinden: "Hav det godt" sagde han med den dominante og elegante tone, mest fordi at de var offenligt og han forlod så baren ganske roligt.

Pludselig var han bare mere vred og hun gloede overrasket på ham. "Det gøre du ja!" svarede hun blot stædigt og bestemt som et surt lille barn. Måske barnligt men hun havde heller aldrig stået i sådan en situation og det var alt sammen svært at forstå for hende. Hun fattede ikke hvorfor han var vred og hans svar hjalp hende virkelig ikke på vej. Mænd gloede... uanset hvor meget eller lidt hun havde på.

Pludselig lukkede han samtalen og hun rynkede brynene "Det kan du ikke mene!" hvæsede hun vredt hvor han pludselig og i en hurtig bevægelse var på benene. Hvad nu?! Hun havde ikke i sinde at gå nogen steder hvis det var hvad han troede!

Han fortsatte, ordene overraskede hende og hjertet sank i livet på hende omgående. Læberne skiltes, ikke et ord brød hendes læber dog. Udtrykket afslørede hvor forvirret hun var, og da han bare smuttede, store hun fortabt tilbage ude af stand til at få hjernen til at reagere og følge med. Han var væk... virkelig? Hun havde svært med at tro det.

Efter al den tid hvor hun virkelig havde forsøgt at skræmme ham og bede ham holde sig væk... så ... gab han bare slip? Forvirret satte hun sig ved baren og bestilte fraværende en drink. Langsomt gav hun sig til at drikke af den og sådan fortsatte det indtil hun løb tør for penge og praktisk talt blev bedt om at smutte. Hun var lettere stiv da hun bevægede sig ude på gaden og satte kursen mod sin lejlighed. At hun ikke havde nøglerne på sig havde hun glemt alt om. Hun var snart nåede gågaden og bevægede sig en anelse usikkert til bens. Så han havde skredet? Okay... hun kunne godt klare sig uden ham! Den idiot. Lysten til at ringe til ham og fortælle ham at hun ikke havde brug for ham bar stor.. hun manglede bare sin mobil. En mønttelefon på den ene side af gaden fangede hendes opmærksomhed og hun smuttede derhen på vaklende ben for at ringe til ham med de få mønter hun havde på sig. At tænke klart var ikke just hvad hun gjorde i øjeblikket.

Lawrence var mindst lige så meget ude af den som hende, og han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv eller stille op. Han kunne ikke bare tage hjem og lade som om at han aldrig havde kendt hende, og det havde han heller ikke lyst til. Han ville jo så inderligt gerne at det skulle fungere imellem dem, men fordi at de aldrig sådan rigtigt snakkede sammen, så fik de heller aldrig helt styr på hvad der var op og ned i verden.

Lawrence var gået et stykke hen i mod en taxa holdeplads, da en bar havde tiltrukket hans opmærksomhed. Et lille stille sted, stortset uden mennesker og det var her han havde valgt at bruge sin aften. Han havde nået at blive ret bedugget inden at han pludseligt lod blikket flakre ud af vinduet og han fik øje på Cindy. Han var fuld, ikke fra sans og samling, men mere end hvad der var helt normalt for ham.

Han rejste sig roligt op og tømte den whiskey der stod på hans bord, for så at smide 50 euro på bordet og forlod så stedet, han trådte ud af døren hvor at Cindy stod omkring ti meter væk. Hans slips var bundet op og hang blot om hans nakke, men udover det sad hans tøj præcist som det normalt ville gøre og i noget tid stod han bare og stirrede hen i mod hende: "Følger du efter mig?" fik han spurgte med sin lettere beruset stemme, at hun fulgte efter ham var måske en kende urealistisk eftersom han havde siddet inde på baren i to timer.

Stemmen der lød var Lawrence' men fordi hun selv var stiv troede hun af en eller anden grund at han havde taget telefonen selvom hun ikke havde ringede han op endnu. "Følger efter dig?! Du er en kæmpe idiot som jeg ikke vil se igen! Det er den eneste grund til at jeg ringer til dig!" Svarede hun højrøstet. Hun var bare så vred og sårede over at han var skredet fra hende på den måde. At han var stiv havde hun slet ikke fangede op på.. og heller ikke at han stod lidt fra hende i levende live.

Hun var helt fra den og ventede heller ikke på svar inden hun lagde røre væk og trampede Væk fra telefonboksen mens hun tørrede nogle tårer væk fra kinderne med en hidsig bevægelse.

Som hun gik væk fra telefon boksen gik Lawrence over p den modsatte siden af vejen til hvor hun var og spærrede hende vejen: "Mig? En idiot?" sagde han som overraskede ordene ham meget, det var ikke ofte at folk talte sådan til ham. Han lagde derfor også blot hovedet på skrå som han roligt betragtede hende. Han så sig selv som mange ting, men idiot var ikke en af dem.

"Hvad fanden regnede du med?" sagde Lawrence, man kunne tydeligt høre på hans stemme at han havde drukket, ligesom at han kunne fornemme på hende at hun havde drukket. Han sukkede kort for sig selv og lod en hånd glide frustreret gennem sit hår.

Hvad dælen skulle han sige? Sandheden var jo at han elskede hende, men hun udfordrede ham bare på lidt for mange områder af livet og han kunne slet ikke finde ud af hvad der var frem og tilbage. Han ville bare gerne være sammen med hende, men han kunne mærke sin jealosi tage over så snart han så hende gøre sig til på den måde, og det kunne han slet ikke få sig selv til at leve med.

Pludselig dukkede han op foran hende og hun for sammen i chok. Hvordan fanden var han dukkede op her?! Hun havde lige talt i telefon med ham! Magisk eller hvad? Hun tog sig sammen og slog armene overkors mens hun sendte ham et uimponeret blik og nikkede distræt mens hun skulede ad ham. Behøvede hun at svare?

Han fortsatte og hævede det ene bryn "At du tog mig med hjem og gav mig smæk!" røg det lettere frustreret ud af hende til svar. Vent... det havde hun ikke ment på den måde. Eller hvad? Hun gloede et langt øjeblik på ham inden hun trampede forbi ham for at undgå at få et svar. Hvad fanden lavede han her igen? Hun var for ør i hovedet til helt at kunne finde rundt i det.

Lawrence kiggede chokeret på hende som hendes ord faldt, og han rullede let med øjnene, hvilket han ellers sjældent gjorde. Men han var bare frusteret og forvirret: "Og så vil du vel have at andre kigger på imens?" snappede han irriteret og kiggede i mod hende. Det værste var jo at han elskede hende og han var så urimeligt tiltrukket af hende. Men det var svært, fordi de var så forskellige.

Lawrence trådte let hen i mod hende: "Du skulle bare vide hvor meget jeg har lyst til det, men ikke når jeg har drukket" sagde Lawrence og rystede på hovedet en smule voldsommere end hvad en ædru person ville gøre det, men han kunne bare ikke. Han ville ikke stå i en situation hvor at han ikke kunne kontrollere sig selv, fordi han ikke ønskede at skade hende.

Lige nu sejlede hans verden bare og han vidste ikke hvad der var op og ned. Han mærkede bare vrede, frustration og... Var det måske kærlighed?

Hun skulede af ham ved hans svar "I modsætning til dig jeg er skide ligeglad med hvad folk mener om enhver bevægelse jeg foretager mig! Så ja Lawrence, hvis jeg har lyst til smæk ude på gaden ... så får jeg det ud på gaden og så kan folk sige hvad de vil!" svarede hun frustreret og tydeligvis stiv. Hun kom ganske enkelt fra et miljø hvor pressen ikke havde stor interesse, at den slags handlinger betød mere når hun var sammen med denne mand, havde hun ikke opfanget.

Han stillede sig i vejen for hende da hun var på vej væk og hendes blik fløj op til hans hvor deres blikke mødtes. Hun bed tænderne irriteret sammen. "Nåh men det kan også være ligegyldigt. . For du skred jo fra mig.." svarede hun bare med armene overkors og et hårdt blik mod ham. Hvor havde hun lyst til at droppe attituden og overfalde ham i stedet... vælte ham om lige der og bare putte sig ind til ham.

Hvad hun følte anede hun ikke, men det var en god blanding af vrede, frustration og forvirring.

Lawrence kiggede i mod hende og sukkede så dybt: "Hør jeg ved ikke hvad du vil. Det er fint du kommer fra et andet miljø, men jeg kan ikke leve med det på den måde. Jeg er et meget privat menneske og det må du acceptere, jeg kan ikke gå på kompromi" sagde han så alvorligt han nu engang kunne med alkohol sejlende rundt i blodet, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så fuld, men han var dog stadig vred på hende og accepterede stadig ikke hendes opførsel.

"Ja fordi at din opførsel var helt... Urimelig" sagde han og gik langsomt tættere på hende, egentligt gad han heller ikke skændes lige nu, men lige gyldigt hvor fuld Lawrence var, så var der altid en smule fornuft tilbage der holde ham i skak og lige nu kunne han ikke komme sig over det faktum hvordan hun havde danset rundt inde på baren.

"Jeg kan bare ikke, okay?" sagde han helt roligt og spørgende, med en silkeblød stemme inden han lagde en hånd på hendes kind og langsomt lænede sig ned for at placere et silkeblødt kys på hendes læber, som var han bange for at hun gik i stykker.

Hun snerpede læberne sammen ved hans svar og surmulede bare endnu mere. Barnligt? Måske, men hun var godt stiv så det havde hun al ret til. Hans ord frustreret hende noget då meget! For hvorfor kunne hun ikke være ligeglad? ! Havde hun været mindre stiv og mere klar i hovedet havde hun nok godt kunne se fornuften i hans ord, men det var ikke tilfældet. "Det siger du ikke! Jeg opdagede slet ikke hvor overdrevet privat du var da du forbød mig at nærme mig dit værelse" svarede hun med et fnys.

"Jeg dansede" svarede hun hidsigt. Urimelig opførsel?! Hvad fanden talte han om! Hun havde da bare danset for fanden. Han overdrev sgu for meget og det var skide irriterende.

Blikket blev fjernet fra ham som han sagde han bare ikke kunne og hun så væk mens hun overvejede hvad der var at sige eller gøre. Hun var ikke noget barn han bare kunne irettesætte eller skælde ud efter for godt befindende. Pludselig trådte han nærmere og rørte ved hende. Åh nej! Blikket blev vendt mod ham og hun kunne tydeligt se han intention. Sekunder inden deres læber ramte hinandens lagde hun sin ene hånd mod hans bryst og trådte et skridt væk mens hun rystede dæmpede på hovedet. "Jeg tror det er bedst hvis du lader være...det har været en lang dag.." sagde hun blot. Hun havde virkelig ikke lyst til at afvise ham, men det var hvad hun følte sig tvunget til lige nu.

Lawrence sukkede dybt, han vidste ikke hvad præcist han skulle sige til hende da hun trådte væk:" Vil du så i det mindste sove på dit værelse? Så kan vi tale sammen i morgen" sagde han roligt, han ville ikke når de begge var fulde og ingen af dem havde ret meget fornuft imellem ørene, han ville derfor hellere bare vente. Han sukkede kort for sig selv og afventede hende.

Hans problem var jo at han faktisk elskede hende, for havde hun nu været som enhver anden tøs han havde fundet sig, så havde han været fuldkommen ligeglad, men det var svært for ham at være ligeglad, samtidig med at han jo kæmpede med sine grænser: "Please?" spurgte han roligt: "Jeg skal nok holde fingrene for mig selv" sagde han og tog hænderne op på siden af hovedet.

Han ville gerne finde ud af disse ting, han ville gerne forklare hende om værelset. Men ikke i fuld tilstand. Det skulle gøres rigtigt hvis det nogensinde skulle gøres.

Hun var så fristet til at svare nej, men undgik det af en eller anden sær grund. Normalt havde hun ikke meget mellem ørene af fornuft når hun var stiv. Hendes blik mod ham var tydeligvis usikkert og snart fortsatte han. Det var omkring her at hun kom i tanke om at hun havde efterladt sine ting hjemme hos ham. "Fint, mine nøgler ligger også hjemme hos dig" svarede hun som var det den eneste grund til at hun gik med til det.

At sandheden var en anden vidste han muligvis ikke. Hun ville gerne tilbringe al tiden sammen med ham, problemet var bare at han aldrig gav hende plads. Han traf altid beslutningerne for hende og det var i længden belastende. Hun var ikke vant til at man bare tog alle beslutninger for hende på den måde. Bastian var hård, men selv han gav hende en form for frihed. Hun skar en grimasse, tænk at sammenligne ham med Bastian.. De to var overhoved ikke ens!

Lawrence nikkede roligt og nikkede så i retning af den store vej så han kunne få fat i en taxa, og der gik da heller ikke mange sekunder før en sort bil holde hen ved siden af dem. Det var en meget underlig stemning der var imellem dem og Lawrence kunne slet ikke forene sig med tanken om at de teknisk set var gået fra hinanden - eller at han teknisk set havde sagt at de burde stoppe deres såkaldte forhold. Men det var svært for ham, fordi han holde meget af hende.

Som taxaen stoppede ude foran det store hus, steg Lawrence roligt ud og betalte chaufføren for turen. Han gik roligt op i mod huset: "Nå men.. Du må sove godt" sagde han en smule tøvende som han åbnede døren og trådte ind i gangen, Lawrence var dog ret så sikker på han ikke kunne sove.

Han tænkte på alle de ting de burde få snakket om og det faktum at han måske ville miste hende fordi at der var ting han ikke kunne få sig selv til at acceptere og leve med.

Snart sad de i taxaen som kørte dem mod det store hus. Hun var tavs under hele turen og undgik endda at se mod ham. Man kunne roligt kalde det for akavet tavshed men hun var både træt, såret, vred og sti og ærlig talt døssede hun også hen mens de kørte.

Da bilen stoppede op vågnede hun med et sæt. Snart kravlede hun ud af taxaen og fulgte med ind i huset. Stadig tavs. Det lignede hende ikke at forblive tavs så længe og da slet ikke når hun var stiv. Til hans ord nikkede hun bare uden at svare og gik ind i stuen, fangede sin taske og ting inden hun gik ovenpå til sit værelse. Et langt øjeblik overvejede hun et bad, men kom fra det. I stedet satte hun sig på sengen og gloede ude i luften i flere minutter inden hun smed tøjet og gik ind for at skylle munden. Eftersmagen af alkohol var ulækker.

Da hun igen kravlede op i sengen, var hun en evighed om at falde i søvn, og det var ikke uden at vande høns til at starte med. Hun græd ellers så sjældent! I løbet af natten vågnede hun flere gange og til sidst lå hun helt vågen og gloede ud i luften klokken var lidt over 3 og hun var halvt ædru. Hun følte sig godt fortabt, ikke just en behagelig følelse. Hun skubbede dynen til side og bevægede sig rastløs rundt i værelset da det blev uudholdeligt stoppede hun op ved vide, kastede et blik derude og åbnede det. Vingerne blev foldede ud som hun svævede helt nøgen ned mod haven. I flere øjeblikke kredsede hun rundt om det blanke vand, inden hun skjulte vingerne igen og sprang i vandet. Øjeblikke efter kom hun op til overfladen efter luft og gned vand ud af øjnene.

Lawrence kunne heller ikke sove, han var ret så hurtig ædru, men det var egentligt ganske typisk ham. Han skulle bare lige ligge i sengen et par timer, også var alt okay. Da klokken var halv fire bevægede Lawrence sig udenfor. Det var stadig mørkt, men i det varme sommervejr kunne man nærmest fornemme at lyset snart ville dukke frem. Han havde sorte trænings bukser på og havde taget en t-shirt på, for at holde varmen.

Han gik ned i mod søen som var i haven, der var helt stille men som han kom tættere på kunne han høre plask og han stoppede op for at lytte. Han fik næsten et chok da han så hendes ansigt dukke op fra vandet: "Hvad.. Hvad laver du her?" spurgte han chokeret og kiggede sig omkring som forventede han at der var flere mennesker.

Hans hår sad en smule ud til alle sider, og han vidste ikke hvad han skulle sige. Dette var meget akavet for ham, og bestemt ikke sådan han havde forventet af en god nat skulle være sluttet. Han ønskede ikke de var uvenner, men måske de bare måtte indse at de ikke var gode for hinanden.

At se ham her var bestemt heller ikke hvad hun havde forventede. Hun bemærkede ham egentlig heller ikke før hans stemme brød stilheden omkring dem hvortil hun næsten for sammen. Blikket vendte hun straks mod ham. "Jeg bader..." svarede hun som var han for dum til at se det. Hun svømmede hen til bredden og kom op af vandet. Hvorfor var det at alting virkede så... akavet?

Et suk brød hendes læber "Så... Du ville droppe mig? Så meget for al den plader om at du elskede mig... jeg troede næsten på det.." brød hun tavsheden med. Hendes sårede stolthed kom nu til udtryk i en mere ædru tilstand. Det kolde vand havde gjort hende mere klar i hovedet og hun forsøgte nu at såre ham som han havde såret hende.

Det skulle have været en dejlig aften med hygge og vidunderligt elskov bagefter.. i stedet for havde han været så snerpet! Der var ingen tvivl om at hun var vred, armene der hvilede overkors og det generelle udtryk sagde det hele!

Lawrence satte sig roligt ned på græsset foran søren og gjorde tegn til at hun skulle komme og sætte sig, okay ja. De var nødt til at snakke og han kunne godt fornemme at hun ligesom åbnede for at det skulle være nu, men well... Det var måske også meget fornuftigt, frem for at vente: "Jeg elsker dig, det er ikke løgn" sagde Lawrence og kiggede roligt i mod hende, det var bestemt ikke løgn og ting som det, ville han aldrig nogensinde kunne lyve om.

Lawrence vidste ikke hvad han skulle sige, for han følte så meget lige nu at det forvirrede ham: "Men den del af mig der handler om kontrol, den kan jeg altså ikke bare slippe" sagde han og rystede på hovedet. Han kunne ikke forholde sig til at andre kiggede på hende, han kunne ikke lide tanken om at folk måske havde seksuelle tanker om hende, han vidste trods alt hvordan mænd var da han selv var en af slagsen.

"Jeg vil bare gerne... Ja jeg ved det ikke. Måske er vi bare alt for forskellige" sagde han i et dybt suk. Det va rhårdt at sige, men dog var det sandhed.

Han gentog de tre ord og hun betragtede ham fra sin stående stilling omkring fire meter væk. Et stædigt udtryk var at finde i hendes blik et langt øjeblik inden hun sukkede og satte sig overfor ham nu med knap en meter mellem dem. Hun troede ikke på det, altså at han elskede hende. Det havde hun bare svært ved at tro selvom hun vidste det ikke var følelser han delte ud af til alle og enhver.

Han fortsatte og hun var selv tavs mens han fik luftede ud for sine tanker og dragede en konklusion til sidst. Et fnys brød hendes læber "Er det måske ikke hvad jeg hele tiden har sagt?" hun havde fra første øjeblik bedt ham lade hende være i fred! Understregede de var for forskellige men næ nej... Han lyttede jo aldrig!

Det gjorde ondt at høre ham sige dette, hellere at han bare havde ladet hende gå sin vej. Hun var så vant til svigt, det her var derfor ikke nyt, men det gjorde afsindigt ondt alligevel... mere end det plejede. Et svagt gisp brød hendes læber det knugede i brystet som erkendelsen ramte hende. Det var slut? Åh gode Gud, det var virkelig slut!

Lawrence rullede med øjnene: "Forventer du at have en voksen samtale med den der attitude?" spurgte han, hun virkede så sur, snoppet og fraværende. Som prøvede hun at spille smart overfor ham: "Drop attituden okay?" sagde han bare, han var træt af at hun lige nu satte en facade op hvor hun forsøgte at spille tough, især fordi at Lawrence faktisk gjorde det forsøg på ikke at gøre det samme. For ham var det nemmest bare at vifte folk væk når man var såret.

"Og du... Har ikke tænkt dig at stoppe med at danse rundt foran fremmede mennesker?" spurgte han, det her var en deal breaker for ham, han kunne bare ikke leve med den... Måde hun var i blandt fremmede. Han kunne ikke lide at andre kiggede på hende: "Er det ikke nok at jeg kigger på dig? Du vil bare have at alle mænd står og savler?" sagde han irriteret.

Han kunne slet ikke forstå det, det var heller aldrig et problem han før havde haft med nogen. For kvinder mente altid at Lawrence var nok i sig selv, men måske det var fordi at hun ikke var nede i rummet som de andre og hans værelse var hun også langt fra. Selvom at Lawrence elskede hende, så var værelset bare... Lukket landskab.

Hun gjorde netop det han normalt gjorde når han var såret! Lod som om det ikke rørte hende og at hun var bedretjent uden ham. Sandheden var en anden, der viste hun, på den anden side ville hun ikke holde på han hvis han ikke gad hende... dertil havde hun for store værdighed. Læberne blev snerpede sammen utilfredst og hun sukkede opgivende uden at svare men bare se mere utilfreds ud.

Var han ikke nok for hende? Ville hun have at alle andre også gloede på hende? Hun vidste det egentlig ikke, men når han fremsatte det sådan måtte han vel have ret. Hun trak på skuldrene. "Jeg kan bare godt lide opmærksomheden, det er den eneste form for opmærksomhed jeg kender.. det eneste jeg er god til" svarede hun ærligt. Et suk brød hendes læber, det var vel end ikke et svar på hans spørgsmål.

"Du er bare for kontrollerende Lawrence... jeg er slet ikke vant til alt den form for kontrol.." forsøgte hun endnu engang at forklar. Han forstod det tydeligvis ikke og det undrede hende heller ikke... De var så forskellige. En brise gled over områder, hun gøs. Hendes fugtig hud og krop var ved at tørre.. håret var dog stadig drivvådt men dækkede fint for brysterne.

Lawrence sukkede og kiggede i mod hende: "Det er ikke det eneste du er god til. Hør jeg har allerede givet mig meget, du arbejdet stadig som model. Please bare giv mig tid" sagde han og kiggede på hende, naturligvis havde han ikke lyst til at gå fra hende, men han havde jo heller ikke lyst til bare at leve sådan at de hele tiden endte i denne situation. Han var frustreret og vidste ikke hvad der var op og ned.

"Skal vi ikke gå ind?" spurgte han da hun gøs, han havde jo ikke engang selv tøj nok på til at kunne tilbyde hende noget der ville hjælpe. Han var egentligt glad for at de snakkede nu for han ville bare have tænkt hele natten alligevel, han følte sig ikke træt. Han følte sig bare frustreret og forundret over hele verden lige nu.

"Og jeg er ikke vant til ikke at være i kontrol. Jeg har aldrig haft sådan et forhold her før" sagde han og pegede fra hende og til sig selv: "Jeg er ikke vant til at folk er uenige eller stiller spørgsmål. De sidder når jeg siger det, og de stopper med at danse når jeg siger det" sagde han, det var meget uvant for ham: "Det er hvem jeg er" sagde han roligt.

Giv ham tid? Hvor lang tid? Hun tvivlede ærlig talt at han ville forandre sig på dette punkt. På den anden side skulle hun måske også give sig lidt. Derfor sukkede hun "Jeg er dårlig til at vurdere situationer... vi må tale mere sammen ... lære hinanden at kende" svarede hun dæmpede og pillede ved en græsstrå.

Det var køligt men hun var vant til at fryse så det bemærkede hun knap nok. I stedet rørte hendes evner en anelse på sig hvor det flimrede i fingerspidserne og en mælkebøtte foldede sig ud. Ved hans ord om at gå indenfor nikkede hun og rejste sig tavst hvor de fulgtes indenfor sammen.

Han fortsatte og hun lyttede tavst, ville ønske hun kunne fortælle ham at hun ville gøre alt for at de blev sammen. "Jeg ved det, men jeg har alle dage været dårlig til at lystre.." svarede hun med et suk inden hun krøb sammen i sofaen og foldede vingerne ud og slog dem omkring sig så hun var indhyldede i hvidt fjer.