The Naked Truth - Lawrence

"Lære hinanden at kende?" sagde han en smule tøvende, som var han ikke helt sikker på hvad hun forventede af ham. De kendte da hinanden så ganske udemærket: "Vi kender jo hinanden, vi har bare ikke enige om grænser" sagde han roligt og kiggede i mod hende i håb om at hun før eller siden ville forstå hvad det var han talte om.

"Og jeg har alle dage været dårlig til folk der ikke lystre..." sagde han blot, de var jo nødt til at finde en mellemvej hvis de nogensinde skulle kunne finde ud af noget, og Lawrence ville ikke miste hende - men han ville heller ikke miste sig selv. Det var svært for ham. 

Han satte sig i sofaen og smilede let da hun slog sine vinger omkring sig, så smuk eller romantisk var han desværre ikke bygget. Røde øjne kunne han klare, og alverdens former - det kunne han også klare. Men vinger? Desværre ikke noget en dæmon fik æren af at få.

Hun betragtede ham et langt øjeblik inden hun rystede på hovedet nærmest igen opgivende bevægelse. "Vi kender ikke hinanden godt nok...Derfor har vi de her problemer.. Derfor vil jeg ikke flytte ind hos dig " svarede hun, det sidste var dæmpede og mest for sig selv end sagt til ham.

Hun rynkede på sine bryn da han fortsatte "Hvad er det då du siger? Alt det her kan kun gå en vej Lawrence.. det ved du..." hårdt at sige, men det var den smertefulde sandhed de måtte de i øjnene. Han havde hjulpet hende og hun var jam evigt taknemlig og betalte ham gerne det hele igen når hun lige fandt sig et job... men mere var der vidst ikke at gøre ved det. Ved dem...

At vinger var noget hans race ikke fik, ja det vidste hun jo ikke helt. Hun vidste i grunden ikke så meget om den overnaturlig verden. Ikke som sådan. Og gammel var hun jo heller ikke. Selv ikke for en udødelig at være. "En af os må vel træffe beslutningen hvor lidt vi begge ønsker det. Og hvis du ikke føler dig stærk nok, eller ikke ønsker det... så gøre jeg det lige her og nu.." der var vel ikke mere at tale om.. De blev gang på gang enige om at de var for forskellige. "Jeg pakker mine ting med det samme" nok det var sent, men det var bedre end at vente og så kunne de begge få fred i sjælen eller hvad man kunne sige. Beslutsomt rejste hun sig op, og gik igen ovenpå til 'sit' værelse.

Lawrence rynkede på panden: "Hvad?" sagde han overrasket: "Bare sådan uden videre? Er det hvad jeg betyder for dig?" spurgte han en smule irriteret, han betød ikke mere end at hun bare ville smide det hele på jorden. Godt nok havde han gjort det inde i byen for ikke så mange timer siden, men han havde været frustreret og forvirret og han havde ikke vidst hvad han skulle gøre eller sige.

"Jeg er ikke klar til at give op, okay?" sagde han bare, han ville ikke og han kunne ikke. Hvis det sluttede nu, jamen.. Så var det jo slut: "Hvorfor kan du ikke bare acceptere mine grænser, ligesom at jeg acceptere dine?" spurgte han. Han kunne slet ikke forstå de ord han sagde.

Desuden så ville det alligevel bare ende galt hvis han gav slip på hende, for han kunne ikke. Og når han ikke kunne så endte han heller ikke med at gøre det. Han endte med at opsøge hende igen, han vidste det. Så hvorfor overhovedet slutte det?

"Nej det er ikke hvad du betyder for mig Lawrence, men jeg ved ganske enkelt ikke hvad jeg skal stille op! Vi kan ikke enes, du kan ikke klare mine grænser og jeg kan ikke klare din kontrolmani" svarede hun højt og vredt. Hvad krævede han lige af hende?! Hun anede ikke hvad hun skulle stille op, hvad hun skulle gøre.

Hun rynkede på brynene endnu engang ved hans ord. "Det er lettere sagt end gjort! Du kan ikke bare kræve jeg acceptere dine grænser! Du betyder meget for mig men du begrænser mig... og.. jeg er blevet svigtet nok af mange.. jeg tørre ikke og vil ikke lade det nå et punkt hvor du kan skuffe mig, blive træt af mig eller noget i den retning" svarede hun inden hun vendte ryggen til ham igen.

Hun havde virkelig svært ved at accepter at han skulle komme til at betyde så meget for hende. Han elskede hende havde han sagt, hun turde bare ikke tro på det
... kunne ikke. For hvem vil dog elske en som hende?

Lawrence kiggede i mod hende: "Cindy, jeg er ikke ude på at svigte dig. Jeg er ude på at få det her til at fungere" sagde han blot, han ønskede at de skulle fungere, men lige nu vidste han ikke hvad hun ønskede. Hun virkede nærmest fjentlig og han vidste ikke noget som helst: "Jeg prøver ikke at begrænse dig. Men forstå at jeg også har mine problemer" sagde han i et suk og rystede let på hovedet.

Lawrence vidste ikke hvad der var op og ned på nogen ting mere, han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv: "Hvad vil du have jeg skal gøre?" sagde han frustreret og med en helt svag stemme.

Han ville bare gerne være sammen med hende, han ville bare gerne at de kunne fungere og lige nu havde han absolut ingen idé om hvad hun tænkte, for de ord der kom ud af hendes mund forvirrede ham. MÅske fordi at hun var lige så forvirret som han var.

Nok hørte hun hans ord men hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle eller burde svare. Et suk brød hendes læber og hun vente sig mod ham. Han havde problemer? Ja det vidste hun jo godt men, det var ikke nogen hun kunne hjælpe ham med hvilket blot gjorde hende mere hjælpeløs...eller gav hende den følelse. Snart spurgte han om hvad hun ønskede han skulle gøre og hun trak på skuldrene "Jeg ved det ikke... jeg ved det virkelig ikke..." svarede hun ærligt og så undskyldende mod ham. I sidste ende var var de lige gode om det her lort de var endt i.

Hun strøg hånden denne det våde hår og sukkede endnu engang. Hun satte sig ved siden af ham på sofaen og lod sit blik finde hans. "Jeg er bare bange for at jeg begynder at kede dig.. at mine problemer og fejl bliver for meget for dig.." fortsatte hun nervøst. Hun frygtede ærlig talt for at hvis hun gjorde som han sagde og han så droppede hende, at hun vil stå alene og fortabt uden ham. Hun kunne ikke få ind i sit lille hoved at han ikke havde i sinde at droppe hende.

Lawrence sukkede: "Du keder mig ikke.." sagde han: "Lad være med at bekymre dig om at være god nok" sagde han stille: "Du er nok, også for mig. Jeg kan bare ikke acceptere at du udstiller dig selv. Jeg har givet slip på så meget kontrol og den lille smule jeg har tilbage den kan jeg ikke slippe nu" sagde han, han kunne bare ikke. Måske han kunne med tiden, men han var ikke klar til det.

Han håbede bare sådan at de kunne fungere og han ville gøre næsten alt, han havde bare brug for tid inden at det ville gå helt galt. Han sukkede og tog kærligt fat omkring hendes hånd som hun satte sig ved siden af ham: "Hvad vil du have?" spurgte han igen, som forventede han at hun havde en magisk løsning.

Han ville købe månen til hende hvis han kunne, han ville gøre hvad som helst. Han ville kysse og kramme hende til verdens ende: "Jeg vil være i et forhold hvis det er hvad du vil, jeg vil præsentere dig som min kæreste. Jeg er ligeglad" sagde han og mærkede hvordan ordene næsten gjorde ondt, men han vidste han også måtte ofre sig for sagen.

Hun nikkede langsomt. Hun vidste skam godt at hun strammede den, men ærlig talt var hun frustreret og i vildrede. "Jeg skal nok gøre mit bedste, du må bare minde mig om det af og til.." svarede hun efter noget tid i tavshed. Hun anede ikke hvad hun ellers skulle sige.

"Jeg vil bare have dig" svarede hun da han tog hendes hånd. Hun mød berøringen ud over alle grænser og ville gerne mærke ham tættere, men det var vigtigt at de fik talt om det her.

Hans ord kom bag på hende hvortil hun så overrasket på ham. Ville han virkelig gøre det?! "Hvad? Nej... ikke hvis du ikke vil og det er under alle omstændigheder lidt for tidligt" svarede hun hurtigt og klemte om hans hånd. Hun slap grebet om hans ene hånd og strøg blidt hans kind. "Undskyld jeg er så tankeløs" tilføjede hun dæmpede.

Lawrence sukkede: "Hvad vil du så have?" spurgte han: "Hvis vi intet ændre, så lander vi jo her igen" sagde han. Han ville gerne ændre sig, han ville gerne gøre noget for at hun var glad og lykkelig og han ville gerne gøre noget for at de to bare kunne være glade. Noget var jo nødt til at ske, noget var jo nødt til at ændre sig.

Lawrence sukkede og tog kort fat omkring den hånd som nu var ved hans kind for at stoppe hende, de var ikke færdigt med at snakke, og de var nødt til at snakke. Han ønskede ikke at det hele gik galt igen, han ønskede bare at tingene blev stille og roligt.

Lawrence kiggede i mod hende, han elskede hende højt: "Elsker du mig?" spurgte han roligt, ikke sikker på hvor hun mon stod henne i forhold til ham.

Hun anede ikke helt hvad de kunne gøre anderledes, hvad kunne de gøre? "Jamen jeg ved det ikke.." svarede hun mens hun bed sig i underlæben og overvejede sit svar. Snart stoppede han hendes hånd og hun lod den falde igen.

Maven trak sig sammen ved hans spørgsmål og blikket fandt hans. Gjorde hun? Hun vidste det ikke, ville ikke vide eller erkende det for hvad nu hvis han skred fra hende? Den eneste mand hun havde elskede på nogen måde var skredet.. det ønskede hun ikke skulle gentage sig.

"Jeg er bange for at jeg i alt fald er begyndt på det..." svarede hun dæmpede og tydeligvis usikkert.

Lawrence kiggede roligt på hende og nikkede så: "Jeg ved det heller ikke. Kan du acceptere ikke at udstille dig selv offenligt?" spurgte han roligt: "Kan du acceptere jeg har grænser?" spurgte han ligeledes, han vidste ikke hvor de ellers skulle starte fra, et eller andet måtte de jo ændre hvis det hele skulle gå.

"Ligesom jeg acceptere din fortid, det faktum at medierne snakker og det faktum at rummet samler støv?" sagde han for bare at remse nogen af de ting op han selv mente han accepterede, han var meget forstående når det kom til hende - mere end nogensinde før. Men alle havde vel en grænse og denne her grænse, den var bare for meget.

"Jeg ønsker ikke at svigte dig. Men det her er svært og indviklet..." sagde han blot, faktisk havde han aldrig følt sig mere forvirret. Ikke engang med Madison og hun havde ellers også forvirret ham en del i starten fordi hun var den første der sådan rigtigt åbnede hans hjerte.

Hun overvejede hans ord, og nikkede derefter langsomt efter nogle øjeblikke. "Jeg vil gøre mit bedste" svarede hun ærligt om end en anelse tøvende, for hun vidste det ikke ville blive let..men intet var let med ham. Desuden rensede han også op hvad han gav afkald på og accepteret. Det gav vel et klart signal om at han elskede hende, eller at hun betød nok for ham til at han gav afkald på alt det. Hvorfor skulle han ellers diskutere det her med hende, han kunne let finde en anden.

Hun nikkede forstående "Jeg ved det, det gøre jeg virkelig og det er heller ikke let for mig.. men som dig vil jeg virkelig gerne det her" sagde hun ærligt og strammede grebet om hans hånd. Lysten til at stoppe denne samtale var stor men den måtte tages... det var hun klar over.

Lawrence nikkede roligt for sig selv: "Jeg... ja jeg ved ikke hvad mere jeg skal sige" sagde han roligt og lænede sig frem for at kysse hendes pande: "Undskyld jeg var en kold skid" sagde han blot og hentydede naturligvis til baren de havde været på. Dog havde Lawrence sine momenter hvor han var en kold skid og han havde momenter hvor alt bare var en smule latterligt. Tiden på baren havde nok været en af dem.

"Så du bliver resten af natten?" spurgte han roligt og kiggede i mod hende, imens han let klemte fat omkring hendes hånd. Han var glad for at der var en smule ro på igen, og mest af alt at de faktisk havde vent til de var ædru. Det her var aldrig gået godt i fuldskab.

Lawrence elskede hende, og hvis hun ikke mente de skulle starte et forhold endnu, så var det også okay for ham. Hun skulle bare vide at han ikke ville ønske andre og han ikke var interesseret i at finde andre. Hun var alt han ønskede, og han følte også at han aldrig nogensinde behøvede andre end hende.

Hun smilede svagt. Kold skid var ikke nyt for hende. Øjnene gled i da han kyssede hende på panden, derefter smilede hun igen op til ham. "Tænk ikke på det.. har oplevet værre ting" svarede hun sandfærdigt.

Hun nikkede igen "Det gøre jeg vel..." svarede hun og følte faktisk at hun havde det bedre end hun havde haft før. Sært Som tingene var endt rimelig fint taget situationen i betragtning. Heldigvis! Hun klemte om hans hånd igen og puttede sig ind til ham dog uden at røre eller noget i den retning.

Det var sært at nogen faktisk holdt af hende og bekymrede sig om hende. Ting hun måtte vende sig til. Det var forvirrende, men også dejligt og gav en sær følelse i maven som var helt by og ukendt fra hende.

Han smilede kort og lagde en arm omkring hende da hun puttede sig: "Lad os gå op, så sover jeg sammen med dig i nat" sagde han som en hentydning til at de kunne sove oppe på hendes værelse, hans værelse var stadig låst. Men han ville gerne sove sammen med hende i nat, han ville gerne udvikle et forhold med hende. Hun havde fra startet ønsket mere, og det ville han gerne give hende hvis det gjorde en forskel for dem.

Han smilede roligt til hende som han lagde sit hoved over hendes og lukkede øjnene i et suk, lykkelig for at deres forhold ikke var sluttet endnu, det havde han virkelgit frygtet og han havde været overbevist om at hun ville vende ham ryggen før eller siden. Men han havde jo endnu lov til at blive overrasket.

"Jeg har jo trods alt aflyst alle aftaler i morgen" sagde han med et lille grin, det havde han jo gjort allerede inden deres bytur. HAn rejste sig op og hev hende med op.

Åh hvor var tanken om at falde i søvn i hans arme så ganske vidunderlig i øjeblikket og hun var meget glad for hans forslag. Klokken var trods alt mange og det var langt fra dag endnu om end sommeren gjorde at det var ved at lysne udenfor. "Okay.." hun viste godt at hans værelse stadig var forbudt område... mon hvor længe ville det vare sådan.

Nåh ja! Hun havde glemt alt om at han havde aflyst arbejdet den følgende dag men mindet fik hende til at vende blikket op mod ham og et smil spredte sig over hendes læber. "Du... lovede mig en tur i kælderen..." mindede hun ham om. Ja hun havde ikke glemt det, og hun ville gerne give sig for ham og vide ham at det her betød noget for hende.

Snart rejste han sig og trak hende med dig, og naturligvis fulgte hun villigt med ovenpå til hendes værelse. Hendes tøj lå lidt overalt og hun rødmede svagt. Jup, hun var et rodehoved!

"Det må blive i morgen" sagde han i et roligt smil: "Du skal sove nu" sagde han stille og gik roligt ovenpå til værelset, hun havde jo selv ikke ligefrem tøj på og han smed derfor selv sine bukser og sin t-shirt så han kun havde bokseshorts på. Han var meget træt, og også meget lykkelig over at hun faktisk gerne ville være sammen med ham.

Han lagde sig under dynen og krammede hende ind til sig og kyssede så hendes pande: "Jeg er glad for at vi fik snakket, jeg ville alligevel ende med at jagte dig hvis du skred" sagde han roligt og smilede så let for sig selv, han var meget glad for alt lige nu.

Han var mest af alt også bare lettet, han var meget lettet over at de to stadig var sammen og han var meget glad for at hun elskede ham eller bare var i nærheden af at elske ham, ligesom han faktisk elskede hende - eller det troede han da ihvertfald at han gjorde, hun var jo fantastisk.

Hun nikkede samtykkende, ja det fik vente! For nu ville det være skønt at falde i søvn i hans arme, føle hans varme mod sin kolde hud og nyde hans skønne duft. "Jeg er også virkelig træt.." hun skulle nok falde hurtigt i søvn, det var hun ikke i tvivl om.

Hun kravlede op i sengen og hurtigt under dynen. Lawrence fulgte straks efter og hun puttede sig ind til ham og nød godt af hans skønne og varme krop. Et suk brød hendes læber af nydelse over fornemmelsen af ham. "Er det nu jeg skal spille kostbar og nyde godt af at du jagter mig?" svarede hun en anelse kækt. Det var egentlig ikke til at tro at han virkelig sagde det der... ville han mon gøre alvor af det hvis et var tilfældet.

Hun trykkede læberne mod hans bryst og vendte sig om på siden for at slå armene om ham. Det var utroligt som han kunne få hende til at føle og det gjorde hun alene ved at få skubbede en flig af sin vrede bort. "Tak fordi du er så tålmodig.." hviskede hun dæmpede.

Lawrence kom med et kortfattet grin: "Nej" svarede han dog kort og alvorligt, han syntes bestemt ikke han skulle jagte rundt efter hende, for før eller siden ville han jo også blive træt af det. Han ville ikke jagte en pige forevigt hvis ingenting ændrede sig. Hvis de ikke var kommet frem til noget, han han da nok heller ikke taget beslutningen om at kæmpe videre for deres såkaldte forhold.

"Jamen i lige måde da" sagde han roligt, hun var jo mindst lige så tålmodig med hans dårlige sider: "Sov" sagde Lawrence roligt og krammede hende ind til sig inden han selv lod sig hengive til søvnen... Han var også utroligt træt.

***

Lidt over otte vågnede Lawrence, stadig med sine arme omkring Cindy og han gabte kort for sig selv inden han lænede sig frem og kyssede hendes pande, næse og til sidst mund. Han følte sig så dejlig udhvilet og det var helt forfriskende at vide man ikke havde arbejde der skulle gøres.

Hun smilede skævt ved hans svar og trykkede sig ind til ham. Snart fik hun en kommando om at sove og hun lystrede. Øjnene gled i, og hun faldt hen i en dyb og rolig i søvn. Hvad var bedre end at sove i hans arme? Intet, og hvor var det dejligt at de havde snakkede ud om tingene.

Hun var noget af en sover og derfor vågnede hun ikke af sig selv. Som han vågnede og gav sig til at kysse hende lidt bevægede hun på sig. Hun vendte sig om på ryggen kun for at få hans læber mod sine hvortil hun åbnede øjnene i forundring og overraskelse. Hun glippede med øjnene men slog armene rundt om hans hals da hun vågnede rigtigt op. Hvor var det skønt at vågne op her.. og se.. hun var nøgen og han havde ikke så meget på!

"Godmorgen Mr. Watson" lød hendes stemme drillende og nappede ham i underlæben. Hun lod fingrene glide ned over hans ryg, nød fornemmelsen af hans muskulatur under fingrene og slap et suk over læberne.

Han smilede let som hun vågnede op og lagde sig halvt over hende: "Godmorgen" sagde han med en næsten hviskende stemme og han kyssede hende så dybt og langsomt: "Det er altid en ære at vågne op ved siden af dig" sagde han drillende og lod sin næse gnide sig let i mod hendes. Han var stadig inderligt lykkelig for at de endnu engang var vågnet op sammen.

Han mærkede tydeligt sin erektion vokse og presse i mod hendes hofte, det var vel kun morgen en gang om dagen og Lawrence følte nærmest han havde drømt om hende hele natten. Han kyssede roligt hendes hals, hun var nøgen og det var meget fristende, og han havde ligeledes selv kun bokseshorts på.

"Mmh.. Det er altid rart at vågne op i smukt selskab" sagde han og betragtede hende kort som han lod en hånd glide ned og tage fat omkring hendes ene bryst inden han igen kyssede hendes læber ganske roligt. Han kunne stadig ikke fatte de var endt med at blive sammen, for han var så sikker på at det denne gang ville være slut.

Hun smilede som han lagde sig halvt ind over hende og nussede ham blidt over ryggen. "I lige måde, jeg må indrømme at jeg sover bedre med dig i sengen" sagde hun med et skævt smil og mødte hans blik. Det var en ganske speciel følelse at vågne op hos ham.

Han pressede sin krop mod hendes og sukkede nydende da hun mærkede hans erektion presse sig mod hendes hofte. Hun sagde da aldrig nej til morgen-sex med ham... aldrig!

Hans læber fortsatte ned over hendes hals og hun strakte den villigt for ham. Han fortsatte ned over hendes krop og lukkede hånden om hendes ene bryst. Hun bed sig svagt i underlæben og skød brystet frem mod ham inden han læber atter fandt hendes.

Blidt trak hun i ham, pressede kroppen mod hans og slog benene rundt om livet på ham. "Det er altid skønt at vågne op i lækkert selskab" svarede hun kækt igen og sagt så dæmpede mod hans læber.

Lawrence smilede roligt for sig selv, han var ikke sikker på om det var klogt af dem at fortsætte forholdet, men han var skide ligeglad - for han elskede hende og han ønskede at være sammen med hende - intet mere og intet mindre.

Som hun lagde benene om ham smilede han let og han pressede sit underliv i mod hende bare for at drille hende og han kyssede så blidt hendes læber, han var ligeglad med rummet når han bare kunne få hende. Han trak sine bokseshorts ned med sin ene hånd og holde sig oppe med sin vægt på den anden: "Tilfreds?" smilede han drillene.

Han skød sine hofter i mod hende så han trængte ind i hende i en rolig bevægelse og han stønnede så let, morgensex var uden tvivl også en af de bedste ting som LAwrence vidste - når det var med hende. For normalt var det ikke nødvendigvis noget han syntes var helt fantastisk.

Hvad der var klogt tænkte hun ikke på, hun ville have ham, være sammen med ham og helst så længe som muligt. Hvor længe det så ville være anede hun ikke. Hun kunne stadig ikke fatte at han havde så dybe følelser for hende, og hun holdt sig gerne til ham det næste lange stykke tid.

Snart skubbede han boksershortsene af hvortil hun var yderst tilfreds. Hvorfor skulle hun dog ikke være det når han smed det sidste smule stof der holdt dem fra hinanden? "Næsten..." svarede hun blidt og med et underholdt smil om læberne, hun ville nok først være helt tilfreds når han fuldendte det her og endnu engang skubbede hende over kanten.

Snart pressede han underlivet mod hende, og trængte langsomt og sødmefuldt ind i hende. Hun bed sig i underlæben, strammede sit greb om ham og mødte ham halvejes mens et tungt støn brød hendes læber. "Langsomt... jeg vil gerne mærke dig.." hviskede hun åndeløs. Det var helt tosset hvor syg efter at mærke ham hun var.

Lawrence smilede roligt for sig selv, han elskede hende virkeligt højt og han kunne slet ikke forstå at han var blevet velsignet med så skønt et menneske som hende. Han kyssede hende roligt imens han langsomt bevægede sine hofter i dybe og inderlige bevægelser. 

Lawrence fortsatte og minutterne gik hurtigt. Hans hofter kom op, ned, og fra side til side imens han rolige pirrede hende og hver eneste gang langsomt lod sig fylde i hende. Han stønnede let og mærkede hvordan han begyndte at svede ganske langsomt, åh sikke dog et held at han havde taget fri fra arbejde i dag. Lawrence begyndte roligt at sætte farten op fordi at han kunne mærke at hans klimax.

Han bevægede sig hurtigt og pressede ned i mod hende imens hans læber fra blot en centimet fra hendes hals imens han roligt mærkede hvordan hans udløsning kom før han forventede den.