A night's work (Gabriel)

Musikken trængte ind i baglokalet, hvor Julien sad med en stak papirer. De var fyldt med tal. Trods musikken havde han ikke noget problem med at koncentrere sig, det var bare en prioritering for hans hjerne, hvad tankerne skulle dreje sig om. Han bladrede lidt frem og tilbage, kiggede på tallene, lagde lidt sammen i hovedet og kom frem til nogle resultater. Til sidst bankede han papirerne sammen og lagde dem på bordepladen med et suk.
Han havde købt natklubben for en måneds tid siden af en mand, der ikke havde haft meget forretningsmæssig sans. På en måned havde Julien og hans nye manager formået at rette op på regnskabet - meget imponerende - men tallet på bundlinjen var stadig i rødt. Ikke meget, men lidt. Julien så op på manageren, der så lidt nervøst på ham.
"Det ser godt ud, Jaques. Ikke godt nok, men godt." Han smilede et beroligende smil til manden. Julien var nok en psykopat, men derfor behøvede han jo ikke at opføre sig som en. I dette øjeblik var der brug for en beroligende ejer, der kunne opmuntre sine ansatte til at yde mere. Ikke skræmme dem til døde. Managerens skuldre sank lidt. Han havde nok været bekymret for sit job. Det var ikke nødvendigt, han var en dygtig mand.
De begyndte at snakke om forretningen, hvad der kunne gøres for at lokke flere kunder til, hvor der kunne spares og hvor der skulle bruges penge. En renovation ville blandt andet være en god idé, mente manageren. Julien gav ham frie hænder, manden vidste, hvad han snakkede om. Og hvis det gik galt.. kapital var ikke det, Julien manglede.

Efter en times tid, gik han ud i natklubben. Det var en ordentlig natklub uden strippere eller andet af den slags beskidte ting. Julien ville have en ordentlig klub uden stoffer, uden sex og med et godt ry. Med et godt ry kom man langt.
Der var fyldt rimeligt godt op, men ikke nok. Han bevægede sig op til baren og udvekslede et par ord med bartenderen, inden han fik en enkelt finger vodka, som han skyllede rent ned. Væsken brændte hele vejen ned, og han smilede til bartenderen, inden han bevægede sig hen mod udgangen. En dørmand på størrelse med et bjerg stod udenfor og sørgede for at holde ubudne gæster ude.

Julien var rig nok til at kunne have tjenere rendende efter sig hele tiden og især også til at have sin egen chauffør, men han havde en forkærlighed for at køre selv. Og selvom han havde et par tjenere derhjemme, nogen til at gøre rent, et par i køkkenet og gartnere, var han ikke specielt interesseret i at have folk til at gøre alting for sig. Han var mere interesseret i et privatliv.
Han kunne sagtens have slaver i massevis, men det sagde ham ikke noget. I stedet ansatte han folk. Sørgede for at ansætte gode folk, der var interesseret i at arbejde for ham, så fik han mest ud af det. Ikke at han ikke havde haft slaver før i tiden, der var jo den periode i USA med de sorte, hvor alle havde slaver. Han havde også ejet et slaveselskab, der sejlede sorte fra afrika til USA. Ganske indtjenende forretning!

Der var dejligt stille udenfor. Den smule tåge der var, dæmpede områdets lyde. Hans natklub var ikke den eneste herude, så der var hele tiden folk på gaden. Fulde, glade unge væsner og mennesker. En god forretning.
Han gik ned langs natklubben og drejede rundt om et hjørne ud til parkeringspladsen, hvor hans corvette holdt parkeret. En enkelt lygtepæl var gået ud og en anden blinkede på sidste vers, så der var ret mørkt på parkeringspladsen. Han rynkede panden. Det skulle han lige huske at få fikset.

Det var en stille og rolig nat efter Gabriels mening. Der havde været lidt problemer i starten med hans job for denne nat, men det havde han fået styr på nu, hvor han lå på lur på taget af en bygning foran natklubben Flashing lights, og nynnede en eller anden tilfældig melodi han havde hørt over radioen for nyligt. Han lå på maven, så han havde klart udsyn over sine omgivelser, mens tågen gjorde det næsten umuligt at se ham, og med en snigskytterriffel tæt ved sig, klar til at skyde, når hans cue kom.
Denne nat var hans mål en aspara-kvinde, som skyldte en fandens masse penge til hans nuværende arbejdsgiver. Ikke at hans arbejdsgiver sådan rigtigt havde brug for de penge, så derfor var hans mål ikke at skræmme hende, men blot at få hende ud af verden, hvilket Gabriel havde det fint med. Så meget som han elskede at skræmme folk, kunne han bedre lide at torturere information ud af dem, eller bare at dræbe dem. Nogle gange fjollede han lidt rundt med det, men det kunne han desværre ikke i aften. Han var for tæt på offentligheden til at kunne lege med den her pige.
Nej, for nu måtte han bare vente på at hun kom udenfor, for at få noget frisk luft, og så skræmme hende væk fra natklubben så han kunne slå hende ihjel. Hun var en stamkunde der, og kom der flere nætter end hun blev væk, så det var sikkert at hun var der. Egentlig ville han bare have hentet hende ud derfra, og så slå hende ihjel når han havde slæbt hende langt nok væk, men den forbandede dørvagt lod ham ikke komme forbi, selv efter han havde sagt at han var vampyr. Ingen I.D., ingen indgang. Ugh. Så han var smuttet hjem, havde hentet sin riffel, og ventede blot i stedet, og efter flere timer kom hans mål endelig ud.

Nu var det bare at skræmme hende væk. Hun stod ikke så langt fra indgangen, så det var lidt et sats det han prøvede på. Han tog sigte i mellem hende og indgangen, som passede perfekt med at ramme et vindue, så hun ikke løb derhen, i stedet ville løbe imod parkeringspladsen. Ikke så godt som en gyde, men godt nok. Med den tanke, pressede han triggeren i bund, hvorefter et klart skud fløj ind i vinduet. Og ganske rigtigt løb hun imod parkeringspladsen. Han greb sin riffel, og tog den sele der var på, over skulderen, så den hang på hans ryg, og løb dernæst afsted i samme retning dog væsentlig hurtigere, og greb undervejs sin sorte hoodie som han havde taget af imens han ventede, så han blot havde siddet i et par sorte jeans, der blev holdt op med et sort bælte og en mørkegrå tanktop, samt sine ret ødelagt sneakers.
Gabriel sprang fra det ene tag til det andet, inden han sprang ned foran aspara pigen. Han havde slet ikke set at han havde tilskuere, da kvinden forgæves prøvede at sparke ham i ansigtet, kun for at han kunne gribe hendes fod og vælte hende. I mens hun prøvede at genvinde overblikket over situationen, greb han en pistol fra sit bælte, og placerede den lige midt på hendes pande. Hun bedte for sit liv efter han havde gjort sådan. Det fik et smil til at bryde frem på hans læber, og et kort sekund, lyste hans øjne rødt. Han trykkede triggeren i bund, og hun stoppede med at bevæge sig.

Det var med en ret tilfreds følelse i kroppen at han rettede sig op igen og skubbede pistolen tilbage i hans bælte. Han skulle til at smutte, da han kiggede op, og til sin overraskelse fik han øjenkontakt med en person, der som den eneste stod på parkeringspladsen med ham og liget.

"Well shit"

Julien hørte skuddet og lyden af den knuste rude. Med et enkelt bandeord vendte han om og gik ud på gaden igen. Han var lige ved at blive væltet af en kvinde, der styrtede forbi ham, tydeligvis skrækslagen. Der så ikke ud til at være sket noget foran natklubben bortset fra den knuste rude. Satans. Hvis det kom ud, at folk skød i mod hans natklub.. måske kvinden kunne fortælle ham, hvem der havde affyret skuddet, så han kunne få fat i synderen. Hvilket synderen ville fortryde.

Han vendte om og fulgte efter kvinden ud på parkeringspladsen igen. Overrasket stoppede han op. En eller anden havde væltet hende om på jorden og holdt en pistol mod hendes pande. Hun tiggede for sit liv, hvilket ikke hjalp, for den unge mand skød hende uden nåde.

Julien mærkede vreden stige. Så det var en eller anden knøs, der åbenbart syntes det var en god idé at skyde en af Juliens kunder på hans parkeringsplads. Han rynkede panden og gik frem mod den unge mand, ligeglad med, at han havde et våben på sig. Knøsen skulle have at vide, at man ikke forstyrrede Juliens forretning på den måde.

"Det er det forkerte sted at lege morder på, dreng."

Gabriel scannede hurtigt situationen, med en skarp vejrtrækning gennem næsen, kun for dernæst at panikke over at han ikke anede hvad det var han kunne lugte. Det lugtede af svovl, men det var ikke en djævel, og ingen andre væsner, som han havde slået ihjel før lugtede sådan. Han holdt det dog under sin facade, og så blot manden i øjnene, mens manden talte. Han brød sig ikke om at personen nærmede sig så hurtigt som han gjorde, og derfor var han klar på at trække sin pistol hvert øjeblik det skulle være, selvom han tvivlede på at det ville hjælpe ham særligt meget.
"I'm done here, don't worry, I'm not about to go on a rampage. I was just finishing up a job for my employer, no one else will get hurt if you just let me go on my way, and then we can act like none of this happened" skyndte han sig at sige, og han smed også sin hoodie for at kunne holde sine hænder op, så manden kunne se at han ikke havde nogle våben i sine hænder, og ikke ville gøre noget. At han hurtigt kunne få fat på et våben og forsvare sig selv, var jo så en mindre detalje.

Julien kneb øjnene lidt sammen og lod blikket glide over Gabriel, som han kom nærmere. Hvilket væsen var han så? På hans ord kunne Julien forstå, at han blev hyret til at slå ihjel og med den ringe fysiske størrelse.. en vampyr. En ung en, så vidt Julien kunne tyde. Hans vrede steg en smule mere. Unge vampyrer var som ukrudt. Og vilde hunde. Ikke til at styre, uregerelige og utilregnelige.

Julien stoppede ikke med at gå mod ham. Der var intet hastigt over hans skridt, men de var bestemte. I hans fine skræddersyede jakkesæt og de blankpudsede sko, så han ikke specielt farlig ud, han lignede mere end advokat på afveje. Men hans ranke holdning og intense øjne sagde noget andet end hans tøj. Han var ligeglad med, at Gabriel havde en pistol. Han kunne skyde ham, hvis han ville, Julien var ikke så let at slå ihjel. Kuglen ville smelte væk, inden den trængte langt ind i hans krop. Nok ville han bløde og nok ville han få et sår, men det ville ikke være dybere end at det ville være væk i løbet af en dags tid eller to.

Den unge mand talte engelsk og Julien slog over i samme sprog uden at tænke nærmere over det. Han havde boet både i England og i USA i længere perioder igennem sit lange ophold på jorden, så hans engelske, der havde britisk accent, var perfekt.

"You are not done here, boy. You shot out my window and killed a customer. In my parking lot. You are in deep trouble. You will have to pay for that." Om lidt ville han være fremme ved den unge mand. Hvad han ville med ham, vidste han ikke endnu. Først og fremmest skulle han betale for en ny rude, men Julien havde lyst til at give ham en lærestreg over resten.

Gabriel tog et lille skridt tilbage da manden begyndte at snakke igen, og sagde at han skulle betale for vinduet der blev smadret - hvilket gav fin mening... Men det ville gøre det her ojb ligegyldigt, da han så skulle betale hele sin løn til det, og det havde han ikke tænkt sig. Ikke at han ligefrem brugte særligt mange penge - han havde 3 forskellige outfits, spiste ikke mad, boede i en billig lejlighed og den lejlighed gad han ikke engang at møblere ordenligt - og til de små omkostninger han havde, så havde han mere end rigeligt penge til overs. Men det var mere idéen i det han ikke kunne lide.

"Talk to my employer about that, I just did what he payed me to do, which makes this whole thing his problem. I killed the chick who owed him money, and now I'm gonna head home and tell him to deal with this, okay? No need to make it difficult" sagde han, og lod sin ene hånd glide ned, klar til at trække sin pistol hvert øjeblik det skulle være, i tilfælde af at manden skulle komme for tæt på, eller begyndte at opføre sig truende.

Julien fortsatte sin rolige, men faste, gang mod den unge vampyr. Hans øjne spillede vredt i det svage lys.

"Oh, you think I only meant money? Oh no. You will have to pay. You just pissed me off." Juliens stemme var rolig og dæmpet, men der var en kulde over den, som afslørede hans indre jeg. Det der kolde indre, som ikke alle vidste, at han havde. Han var god til at putte en maske på, der passede til enhver situation. Smilende, venlig, barsk, vred. Hvad som helst. Men denne lille vampyr, der tydeligvis ikke havde tænkt sig at tage ansvar for sine egne handlinger, fortjente ikke en maske. Han havde gjort Julien vred - en stor fejl, hvilket vampyren ville finde ud af inden så længe.

"You can keep your hand away from that toy, boy, it won't do you any good." Julien var næsten henne ved Gabriel, kun få skridt væk. I det han gik forbi liget knipsede han med fingrene og der gik ild i det. Ikke bare lidt, men meget og i løbet af ikke mange minutter ville det være brændt helt væk, som havde det aldrig været der. Det ville kun efterlade en sort sodet plet på asfalten. Så ville politiet i det mindste ikke have det at bekymre sig om. Julien var ligeglad med den døde, om hun havde haft familie eller ej eller om nogen ville lede efter hende. De ville ikke kunne finde rester af hende, alt ville brænde væk.

Han rakte en arm frem mod vampyren, for at tag ved hans skulder, stadig ikke bekymret for selvforsvar. Knøsen var en del mindre end Julien og Julien var noget stærkere end han så ud. Og en del ældre og vant til at slås, end man skulle tro fra hans afpudsede udseende.

Gabriel måtte indrømme at hans indre panik kun blev forværret da manden brændte liget uden videre, og nu begyndte man godt at kunne se det på ham, da han sænkede sit hoved en smule og bøjede lidt i knæene for at virke mindre, og ikke særligt truende. Ganske vist var han sindssyg og utilregnelig, men han var ikke dum. Den her mand kunne slå ham ihjel hvis det var det han ville, så at spille lille var nok det bedste han kunne gøre. At gøre ham endnu mere vred, ved at stille sig op imod ham var en dårlig idé, så meget kunne selv han godt se.

We're dead
We're doomed
We're gonna die

"Wowowowowow, no need to do anything drastic alright? You seem like a reasonable person, and I don't like having my life threatened, so we can probably figure out something that'll make both of us equally satisfied. Starting out with, don't light me on fire, then I won't scream at the top of my lungs for help, 'aight?" sagde han og tog et par skridt tilbage, for at få noget afstand på. "Now that that's out of the way, we can take this discussion in a orderly fashion- that is if you catch me, see ya" hans talestrøm var hurtig, og da han var færdig løb han alt hvad han kunne for at slippe væk fra manden som potentielt kunne finde på at slå ham ihjel.

Julien følte en let tilfreds ved at se, at den unge vampyr endeligt fandt ud af, at Julien var en trussel. Hans fysiske reaktion ved at virke mindre var som at se et byttedyr. Julien fulgte roligt med, da den anden begyndte at bakke, mens han lyttede til hans talestrøm.

Da han løb, sukkede Julien. Troede han selv på det? Han lod ham løbe lidt, inden han viftede med hånden og en mur af ild dukkede op foran Gabriel. Muren ville hurtigt trække sig hele vejen rundt om ham, så han ikke kunne komme nogen steder. Julien gik derhen og så på den fangede vampyr igennem de høje flammer.

"If you scream, I'll burn you to a crisp. Slow." Han lagde hovedet lidt på skrå og kneb øjnene sammen. Han havde lyst til at brænde vampyren af, langsomt. Han tog det ikke pænt, at han havde forstyrret hans forretning, måske skræmt kunder væk og givet stedet, og måske endda ham selv, et dårligt ry. I det mindste var der ikke længere noget lig, der kunne skabe dårlig presse.
Men det mere sadistiske jeg dukkede op i Julien. Han kunne godt tænke sig at straffe ham.

"What kind of hitman are you? A rentable one or with one master?" Hvis knøsen havde en fast herre, ville Julien gerne vide hvem, så han kunne sende denne et budskab om, at han ikke tog det særligt pænt, at man dræbte folk i nærheden af hans ejendomme. Hvis ikke, var det lige meget. Gabriel ville lide lige meget hvad.

Hvis Gabriels hjerte havde virket havde han nok fået et hjertestop i det at en mur af ild pludseligt omringede ham - og mange dumme ting havde han gjort i sit liv, men at dø fordi at han prøvede at hoppe igennem ild som vampyr var ikke en ting han havde lyst til at tilføje til den liste. Hans vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere mens hans øjne søgte efter en vej ud af den her situation. Han havde ikke tænkt sig at dø, ikke endnu.
Juliens stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, og han vendte sig hurtigt imod stemmen. Måske havde flugt ikke været den bedste plan han nogensinde havde haft - men hvad fanden skulle han ellers gøre? Noget sagde ham at Julien ikke var en person med en så svag psyke at Gabriel bare kunne overtage hans krop, og han kunne ikke få sig selv til at bevare øjenkontakt længe nok til at kunne få manden til at hallucinere lige så voldsomt som han selv gjorde.

I hans panik tog det ham et ekstra sekund at forstå hvad der blev sagt, og han kunne først ikke helt finde ordene frem i sin mund. "I- uh I'm a mercenary. I work for whoever pays me the most" svarede han så, tydeligvis i panik over sin mulige død inden for nærmeste fremtid. Han havde ikke været så skræmt siden han slap fri fra sine kidnappere, og han havde svoret aldrig at lade sig selv fange på den måde, men det hjalp ham ikke lige nu. Der var ingen vej ud, og at være lukket inde på denne måde fik hans hoved til at snurre og stemmerne til at blive så højtråbende at han knapt kunne høre ildens knitren omkring ham. "No need to do anything drastic though- as I said I'm not killing anymore people around here, I'll get my employer to replace the window before tomorrow evening and everything will be fine, right? So if you just let me go, I'm gonna head home and remember to not take any jobs that leads me anywhere near you - yup that sounds like a good plan- a great plan actually- in fact that is the most brilliant plan to ever come out of my head"

Julien trådte tættere på ilden. Normale mennesker ville føle varmen alt for meget, men han var jo ikke et normalt menneske, vel? Han kunne tydeligt se panikken i vampyrens ansigt. Godt. Selvom han var vred, kunne han ikke forhindre et lille smil spille om sine læber. Han rystede langsomt på hovedet.

"You don't get it, do you? You're not getting out of here." Han stak en hånd ind i ilden og så på flammerne, der slikkede op af hans hud. Selv ikke hans tøj blev påvirket, hvilket skyldtes han evner. Brugte han dem ikke, ville tøjet brænde op. Men det ville være en skam, han kunne godt lide dette jakkesæt.
"You'll regret your decision to shoot someone tonight." Han trådte igennem muren af flammer, så han stod inde i cirklen sammen med Gabriel. Ilden blev genspejlet i hans øjne, der koldt stirrede på Gabriel. Hvad skulle han gøre ved denne sølle vampyr? Det ville komme meget an på vampyrens reaktion på Juliens nærhed. Men han ville ikke slå ham ihjel med det samme, hvis han i det hele taget skulle dø. Det ville være kedeligt.

Det var ikke altid, at Julien var morderisk, faktisk opførte han sig for det meste pænt. Han havde udryddet en del konkurrenter igennem tiden. Politikere, der var besværlige. Folk, der stod i vejen. Det var bare en del af hans stræben efter at være en del af eliten. Få, hvad han ville have.
Men en gang i mellem fik hans sadistiske jeg overtaget, og hvis den rigtige person trykkede på de rigtige knapper, kunne han godt finde på at få sig et lille legetøj. Få afreageret lidt.

Denne unge vampyr var uheldig. Julien havde noget i mod de unge vampyrer, med deres brasen frem, ustyrlige lyster og tro på, at de kunne det hele. Mangel på respekt for stærkere væsner som ham selv. Han havde gjort verden fri for flere igennem tiden.

Lige nu afhang alt af Gabriels reaktion. Ville han gå til angreb? Bede for sit liv? Forsøge sin lykke igennem ilden?

Gabriel tog et skridt tilbage og kunne sagtens mærke varmen fra flammerne om ad sin ryg, kun skjult en smule af hans riffel. Han anede ikke hvordan han skulle slippe ud. Hvis han prøvede at hoppe igennem flammerne var der stor sandsynlighed for at han døde bare af det. Men måske var det bedre end at lade manden gøre hvad han havde tænkt sig. Gabriel havde i hvert fald ikke tænk sig at blive tortur-offer igen i nærmeste fremtid, om han så skulle begå selvmord for at undgå det.

Oh now you agree with me to kill yourself. That's rich.

Gabriel skulle til at svare igen, men lukkede hurtigt munden da han godt vidste at hvad han havde tænkt sig at sige nok ikke ville blive særligt populært hos dæmonen. 'No no, it wasn't you I was telling to shut up, it was the voices in my head.' Den ville han nok ikke hoppe på, uanset hvor sindssyg Gabriel så end var.
"Look, it was really not my intention for anything happening other than that girl dying. I'm sure we can figure something out I'll- I can probably get some dirty work off of your hands, right? I'll do it for free, a-and we can work it out from there, just- get the fire down, and I won't run anywhere- I don't work that well under pressure- or you can just keep it up, that's fine too, just don't do anything drastic there are people who will search for me, believe it or not, and if they get to you- well that'd be a mess that you might wanna avoid - not that I'm threatening you I just- can vampires faint from lack of blood to the head, because I'm feeling light-headed- actually I'll shut up now" Han snakkede nok for hurtigt til at han var forståelig, og halvdelen af det blev afbrudt af en ny tankestrøm, som overtog hans fokus. Lige nu sagde han bare alt hvad han tænkte i håb om at et eller andet ville fange mandens interesse og stoppe ham i at dræbe ham.

Julien lod vampyren plapre løs, som han nu ville. Intet kunne få Julien til at ændre beslutning om, hvad han ville med ham. Han gik endnu et skridt frem mod ham, så han stod med mindre end en armslængde imellem dem.
"Has anyone ever told you, that you talk too much?" Uden forvarsel lod han en knyttet næve flyve mod vampyrens hoved, hårdt nok til at det ville slå ham ud i første slag. Ildens slukkedes med det samme, så vampyren ikke ville blive brændt, da han væltede bagover.

Uden problemer samlede Julien ham op og slæbte ham med over til sin bil, hvor han dumpede ham i det lille bagagerum, dog uden de to skydevåben (og hvis han fandt andre våben). Han børstede lidt skidt af jakken til sit jakkesæt og satte sig ind bag rettet. Bilen startede med en dæmpet spinden og han trillede ud af parkeringspladsen. Der var en fin køretur hjem til hans villa i det fine villakvarter. Han var ikke bange for, at vampyren ville vågne, inden han nåede frem.

Hjemme parkerede han i den store garage, hvor der også stod en mere praktisk SUV end den lille smarte corvette, han kørte i nu. Han åbnede bagagerummet, slæbte Gabriel ud og løftede ham ind i huset, hvor han åbnede en dør og gik ned af en trappe til en kælder. Her havde han lavet sig sin egen lille celle. Man vidste aldrig, hvornår man fik brug for sådan en. Den havde ikke været i brug endnu, så længe havde han heller ikke boet i Di Morga endnu.

Han smed Gabriel midt på gulvet, inden han rodede lidt rundt med nogle kæder. Han trak hvad end vampyren havde af tøj på overkroppen af, så var det nemmere at komme til, når han en gang vågnede. Og derefter smækkede han nogle af de typisk gamle håndjern med kæder i om vampyrens håndled, inden han trak i kæden, der hang igennem en ring i loftet, hvilket trak Gabriel op fra gulvet. Julien satte kæden fast, så Gabriels fødder lige nøjagtigt kunne nå gulvet.

Han stod lidt og så på sit værk. Når vampyren en gang ville vågne, ville han ikke have mulighed for at komme væk. Og han ville nok have ondt i armene af at hænge sådan. Julien strakte sig med et gab og kiggede på sit armbåndsur. Klokken var mange. Måske det ville være en god idé med noget søvn.

Han var stadig vred, men hans vrede var ikke eksplosiv. Den var langvarig. Så at hygge sig med Gabriel dagen efter ville ikke være et problem.
Efter at have sikret sig, at kæden sad fast, slukkede han for lyset og låste døren, inden han gik op af trappen og gik i seng.

Gabriel nåede ikke at dukke sig, da der kom en knytnæve imod hans ansigt, men blev i stedet effektivt slået ud, trods hvor mange kræfter der egentlig skulle til at slå en vampyr ud. Så da hans øjne langsomt åbnede sig igen var det kun naturligt at han havde en knaldende hovedpine, og derfor lukkede han dem hurtigt igen. "Ugh, my heeeeeaaaaad" klynkede han og skulle til at gnide sit ansigt med sin hånd, men blev stoppet af noget. Han prøvede igen og blev denne gang mødt af metallisk klirren. Endeligt åbnede han sine øjne, og slog blikket op imod hans hænder, som nu var fanget i et par håndhjern.. "This is great. Fantastic actually. You've outdone yourself this time, buddy. Keep up the good job" mumlede han til sig selv mens han kiggede rundt i lokalet efter en ide om hvor han var, og måske endda hvorfor.

We pissed off a guy who can use fire as an ability, in case you forgot
"Oh yeah. I remember that"
Great, do you also remember that fire is our weakness?
"I know, but he hasn't killed us yet. If we're lucky he wants something from us, that he can't get if we're dead"
You're insane, you know that?
"Sure I am, what's your point?"

Imens han snakkede hev han lidt i lænkerne for at se hvor meget de kunne holde til. De var stærke, men ingen kæde var stærkere end sit svageste led. I dette tilfælde måtte det være loftet, som ringen der holdt kæden sad fast it. Så uden yderligere omtanke løftede han sig selv op fra jorden, og efter lidt svingen rundt med meget smidige bevægelser fik han sine fødder placeret mod loftet og begyndte ellers at hive og slide i kæderne for at se om han kunne få ringen eller loftet til at give efter. Han var trods alt vampyr så noget måtte han vel kunne gøre.

Julien havde sovet godt. Det var sjældent at han ikke havde en rolig søvn. Da vækkeuret ringede, stod han op og have en almindelig morgen. Gik i bad, spiste morgenmad og læste lidt i avisen. Han havde morgnerne for sig selv. De få tjenestefolk han havde, kom først senere på dagen, men han ville nok bede dem tage en fridag i dag, så han kunne hygge sig lidt med vampyren. Uforstyrret.
Endeligt strækkede han sig lidt dovent og rejste sig. Han havde taget afslappet tøj på, da han ikke havde nogle møder i dag og bare skulle arbejde hjemmefra. Et par cowboybukser, en skjorte og et par behagelige sko.

Med et rundstykke i hånden gik han ned i kælderen, hvor han låste op for døren ind til Gabriels lille celle. Han så på vampyren, der var vågnet op til dåd.
"Oh, you're awake. Did you have a comfy night?" Han trak en stol ind fra gangen og satte sig, med benene over kors, så han kunne betragte ham. Tænksomt tyggede han på en bid af rundstykket. Hans vrede fra dagen før var kølet af, men han havde stadig planer om at give vampyren en lærestreg. Selvfølgelig skulle han overleve, så han kunne tage ud og sprede ordet om, at det var dumt at pisse på Juliens territorium. Så at sige.

"You know, I haven't quite decided what to do with you yet." Han sank det sidste af rundstykket og lagde hænderne bag nakken. "You really did screw up last night."

Gabriel hev og sled i kæderne i håb om at kunne rive ringen fri med ren styrke, men det syntes ikke rigtigt at fungere, trods at han brugte både ben- og armmuskler til at rive i den. Et kort øjeblik overvejede han om han kunne sparke et hul i loftet, men inden den tanke fik for meget opmærksomhed hørte han en person - som han umiddelbart tænkte ville være hans kidnapper - komme tættere på. Han stoppede dog ikke med at prøve at slippe fri, manden skulle ikke tro at han bare kunne fange ham, uden at han ville forsøge sig at stikke af. Han havde gjort det før og han kunne sagtens gøre det igen. Han var praktisk talt udbryder konge efterhånden.

Gabriel vendte dog hovedet imod manden, da han blev spurgt om noget. "Comfy is not the word I would use to describe being chained up by some guy, but sure, if you're into that kind of thing I guess it'd be 'comfy'" brummede han, og gav et ekstra hårdt ryk i sine lænker efterfølgende.
"Kill me, that's what I'd do. Then you wouldn't have to listen to me sassing you when you try to torture me in a way that I deem weak. I've been in this situation before, and the worst you could do is to make my descent into madness a lil' more interesting" svarede han blot, som var det en helt normal samtale at føre. Man kunne roligt sige at nu, hvor der ikke var flammer omkring ham som truede hans liv, så var han mere i sit es, og klar til at genere folk.

What are we doing
Is he on my side now?
Nono, it's not often we sass people like this, let's keep going

"Anyway, keeping me alive would be more torturing of you than me. I might not fuck you up physically, but I can talk you insane- or more insane I guess. Gotta be a little cray-cray if you tie random people up in your house for shits and giggles" Endeligt lod han sig falde ned igen, og så på Julien med et hævet øjenbryn og et lille smil om læberne.

Oh, I get what we're doing. We're gonna piss him off, so he'll keep torturing us, instead of killing us, which gives us more time to plan our escape
"Bingo" mumlede han, næppe højt nok til at Julien kunne høre ham.
We're totally awesome.
"I know"
We don't like getting tortured though
Shut up, you're ruining the moment

Julien gjorde ikke noget for at forhindre Gabriel i at rykke i lænker eller andet. Han burde ikke være stærk nok til at kunne ødelægge noget af det.
Han lyttede til Gabriels lange snak. Det han sagde, fik Julien til at le. Lidt overraskende, for der skulle ofte meget til. I hvert fald for at få ham til at le oprigtigt. Han rystede på hovedet over sin fange.

"You're a bit weird. I like that. Not the usual goof of a young, stupid vampire." Han tog sine arme ned og lænede sig lidt frem med et nysgerrigt blik. "You know, most people would beg me not to turn the heat up." Han rejste sig og gik hen til den unge mand, mens han så ham i øjnene.
"I wasn't really planning to kill you. That's a bit boring. But do you really want to die?" Han greb fat i vampyrens hår og trak hans hoved bagover uden at slippe hans blik med sit. "I could make that happen." Selvom vampyren forsøgte at være smart, hidsede han ikke Julien op. Han kunne godt gennemskue Gabriels snak som et forsvar. Og hvad han sagde, var sikkert sandt. Julien var nok en smule sindssyg, hvad kunne ellers forklare situationen?

Han lod en finger glide ned over Gabriels kind. Om han ville skade Gabriel nu eller bare lade ham hænge hernede de næste par dage, ville være helt op til Gabriel og hans reaktion.
"I could make you die a horrible painful agonizing death, burning slow over a fire. Nobody would hear your screams down here."

Gabriel rynkede lidt på panden af hvad manden sagde. Det var ikke ligefrem hans mening at få Julien til at kunne lide ham, faktisk var det stik modsat det han prøvede på, men han valgte ikke at kommentere på det. Hvis det holdt ham i live, så måtte fyren kunne lide ham lige så tosset han ville. Det næste havde han dog ikke noget imod at kommentere på. "I'm not most people, in case ya didn't notice big guy"

Han reagerede knapt på at der blev grebet fat i hans hår, og tvang sig selv til at se manden i øjnene, trods risikoen for at han ikke kunne styre sin evne. Han brød sig ikke som sådan om at blive nusset på kinden, da det ikke rigtigt hørte hjemme til at blive tortureret efter hans mening, men han prøvede at lade være med at reagere. Manden skulle ikke vide hvor ubekvem en sådan situation gjorde ham.
"Thank you, that is a very nice offer, but I'm gonna decline for now. I was taught not to accept goodies from strangers and my mother didn't raise me to die at the hands of some random dude on a parking lot" svarede han blot, stadig med et smil om sine læber. "Besides I don't even know your name, so I wouldn't know who to haunt when I return as a ghost to get revenge or something. Isn't that what usually happens? I become a ghost and have to find a ghost whisperer to avenge me? If not, I feel like the media is lying to me"

Julien betragtede vampyrens øjne. Ingen tvivl om, at vampyren havde en eller anden magi tilknyttet øjenkontakt, Julien kunne mærke et eller andet begynde at prikke. Men om så ung en vampyr gjorde det med vilje eller ej, var ikke til at vide.

Hans ord fik igen Julien til at le. Sikke en mund, der var på denne unge mand. Han slap hans hår.
"So that's a no, then. Oh well. Then we're just gonna have some fun." Han slog hårdt Gabriel en enkelt gang i maven med en knyttet næve, inden han vendte ryggen i mod ham og gik tilbage til stolen, hvor han satte sig. Her lagde han benene over kors og betragtede Gabriel med et spekulativt blik, mens han fraværende pillede lidt ved sin signaturring.

"You want to know my name? My name is Julien Bonaparte." Han smilede skævt. "For the moment anyway." Han slog ud med hånden. "Now you know something about me, I want to know something about you. Your name. Where you're from. Your biggest secret." Julien var blevet en smule nysgerrig. Og han var nysgerrig, når han fik en mus imellem hænderne. Når man havde levet så længe, som han havde, kunne der være langt i mellem mere spændende eksistenser. Og der var et eller andet over den her unge vampyr, som sagde, at han ikke var normal.

Selvom han havde taget lidt interesse i Gabriel, betød det ikke, at han fik lov at slippe. Men man kunne vel godt føre lidt civiliseret samtale, ikke? Medmindre Gabriel ikke svarede, så måtte Julien jo tvinge svarene ud af ham.

Gabriel vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige eller gøre da Julien begyndte at grine. Grinte han af ham, eller med ham? Who knows, men han valgte i hvert fald ikke at grine med. Han var trods alt stadig blevet kidnappet og bundet fast til loftet med lænker. Han kunne ikke regne med at manden ikke havde noget i baghånden, og godt som han tænkte det, blev det bekræftet af en knytnæve i maven. Automatisk krummede han sig sammen, så han hang i luften med sine ben trukket op til sig. "Ouch- what the hell was that for? I know you wanna torture me and stuff, but that's just mean" brummede han, tydeligvis utilfreds, mens han betragtede Julien sætte sig ned overfor ham.
Det hele var dog hurtigt glemt da han fik svar på sit tidligere... spørgsmål? Kunne det kategoriseres som et spørgsmål? Uanset hvad fik han svar, så det var fint nok. Nu vidste han da i det mindste hvem han var blevet fanget af. Så var det bare at finde ud af hvor han var, og hvordan han kunne komme ud. Men selvfølgelig blev svaret efterfulgt af spørgsmål til ham selv, noget han ikke brød sig så meget om. Dog svarede han alligevel.

"My name is Gabriel Moreau - yes, I'm named after the angel, I know it's funny" startede han op, og han rullede med øjnene til sidst. De fleste fandt det hylende morsomt at et væsen som ham var opkaldt efter en engel, men sådan var det bare, og han havde ikke tænkt sig at skifte navn.
"I live in England, and I don't believe in keeping secrets. They're gonna get found out anyway, so I might as well give them up willingly, and make a joke out of it. But I can tell you something that might be of your interest" Han rettede sig op igen så hans fødder igen nåede gulvet, med et grin om sine læber. "I've been tortured so much that I barely remember my time as a human, and my memories up until around two years ago are pretty vague. You can kill my human family as much as you want, and I won't give a single fuck about it, 'cause I don't know those people. I don't keep friends around, because of my job, and also I'm pretty fucking crazy, so I don't want friends around. I have great conversation-partners in my head alone"

That's probably the sweetest thing we've ever said about us
True, but maybe we shouldn't have told him. He might just view it as a challenge
And there you go again, ruining the mood
"You know what, just unremember that last part. My conversation partners are shit. I should probably get some real friends."
Rude

Julien lyttede interesseret. Normalt var han ikke så interesseret i sine ofre, men vampyren her var vist noget for sig selv. Lille og så ikke ud af meget, men han kunne vist holde til en del mere end hvad han så ud til at kunne. Og alt det, der væltede ud af munden på ham.

At han hed Gabriel, var ikke noget Julien fandt morsomt. At et navn var hængt op på en bestemt type race eller en bestemt person var fjollet. Julien havde selv opkaldt sig efter Napoleon Bonaparte, fordi han havde kendt manden. Lettere sindssyg, men en fortrindelig strateg. Og et eller andet skulle man finde på.

At Gabriel var fra England var ikke overraskende, hans sprog afslørede ham ret så meget.
Da Gabriel fortalte om sin baggrund, sit manglende hukommelse og mængden af tortur satte Julien et skuffet ansigtsudtryk op.
"Then I guess torturing you wouldn't be as fun as I hoped." Han tænkte lidt over et svar til resten. At knægten var blevet tortureret så meget, rørte ham ikke. Hvorfor skulle det? Julien havde næsten altid haft magten over sig selv. Undtagen den ene gang.. han skubbede et minde væk fra sine tanker og lagde hovedet lidt på skrå.
"Very interesting  story. A completely crazy vampire with guns, running around killing people. Where is your master in all this?" Han lagde sine hænder om knæet, der lå over det andet ben.

Gabriel vidste ikke helt om det hele spillede ud på en måde som var god for ham. Julien havde tydeligvis mistet interesse i bare at torturere ham, hvis det han sagde var noget man kunnge gå ud fra, men betød det så at Gabriel var en død mand, som hang på de sidste tråde i sit liv? Han anede det ikke. Han kendte godt den slags personer, som gjorde det her mod folk; man blev ikke holdt i live, hvis der ikke var noget i det for dem. Om det var underholdning i form af at man blev tortureret for deres underholdning, eller fordi de ville have noget andet fra en var en helt anden ting.
Men han kunne ikke placere hvor Julien var henne, grundet den forbandet gode maske, som holdt mandens tanker fra Gabriel. Så for en gangs skyld holdt Gabriel sin mund og lod det ligge. Altså indtil han blev spurgt om noget, for så var det Juliens egen skyld at vampyren plaprede løs.

"You're asking an awful lot of questions" mumlede han til at starte med, tydeligvis en lille smule tøvende omkring alt det her. Udover at blive truet med flammer, at han var blevet hevet fat i, og senere slået i maven, havde Julien ikke rigtigt gjort ham noget. Det var underligt, og han brød sig ikke besynderligt meget om det.
"But you're looking right at him. I might have employers, and I might do the dirty work for other's but the deals I make are always on my conditions, because I'm not taking orders unless I feel like it. So I'm pretty much my own master. I will work for one guy one day and the next I might kill him, because an enemy of his pays me more to do so" Han trak på skuldrene og lagde så hovedet på skrå.

"Now, I think that's enough about me. What are you after? You just said it yourself, torturing me won't be funny, because you can't break a mind that's already broken and yet... You're not really acting like you're about to kill me, which is fine with me, gotta be honest, but what's the catch?" Det var nok hvad han var mest interesseret i lige nu. Og bagefter ville han nok gerne vide en masse andet, men først ville han vide hvad Juliens plan var for ham.

Juliens blik var stadig tænksomt. Han havde et lille smil siddende i den ene mundvig. Vampyren morede ham. Nå, så han var sin egen herre? Julien havde nu været interesseret i hans skaber, men det lød ikke til, at han var inde i billedet. Julien kunne ikke lide vampyrer. Der var for mange, der ikke tog ansvar for deres handlinger og tog sig af sine afkom.
"I see."

Han trak på den ene skulder ved vampyrens spørgsmål.
"I never intented to kill you. Maltreat you maybe. Give you a lesson. You did just kill a person in my parking lot. I dissaprove of you almost destroing my night club's reputation. I hate loosing customers." Han lænede sig afslappet tilbage og vippede lidt med foden. "But you are a curious creature. So I would like to learn a bit about you, before giving you the lesson I mentioned."

Han var nysgerrig. Men han havde stadig lyst til at give vampyren en lektion, også selvom det måske ikke var så effektivt, siden han åbenbart var vant til det. Oh well, Julien havde et par ting i baghånden. De fleste reagerede ikke så godt på at blive kogt indefra.
Det var ikke fordi han så det som decideret underholdning. Jo, det var da altid sjovt at skabe lidt smerte, men han var ikke som nogle, der ikke kunne styre det. Hans tanker rørte kort sin med-dæmon, hvis bo han lige havde ordnet, efter at dæmonen var blevet dræbt af en af den kendte Zuresh' tjenere. Han havde haft slaver blot for at kunne torturere folk til døde.
Julien havde altid en grund til at lade folk lide. For eksempel som nu, hvor han ville afstraffe vampyren for noget, han havde gjort.

I lige Gabriels tilfælde havde han en skaber i sit liv, som elskede ham og nok gerne ville have passet på ham og sørget for at han ikke blev for vild, men grundet personlige problemer mellem hende og hendes egen skaber, var han blevet fjernet fra hende, og tortureret - hvilket havde formet ham til at være som han nu var. Han havde for nyligt genetableret kontakten, og selvom han ikke huskede hende så godt fra før han blev kidnappet, så var båndet i mellem de to lige så stærk som mellem mor og barn. Men det hjalp jo ikke på hans 'opdragelse' som vampyr, og generelt lod hun ham få sin vilje. Det var dog ikke noget han havde tænkt sig at fortælle Julien i nærmeste fremtid.

"I already apologized for that, why can't we just let bygones be bygones" brummede han utilfredst. "The way I see it there are two ways to go about this. Either you do your little stunt here, and I still won't learn my lesson because I'm about as stubborn as a mule. Or you can let me down, and we can talk about some kind of agreement that you benefit from, somehow. I know what I would choose"

We would choose the first option
Yeah, we might be good with words, but torturing is more fun
"You two can just stick your opinions up your asses, I'm trying to make a deal"
Gabriel indså ikke rigtigt at han talte med sig selv før det allerede var sket, og da han endelig opdagede det, grinte han nervøst. "Wow, uh, sorry, that was a little weird. Remember I said I had conversational partners in my head? Yeah, that was to them, not you"

Julien lod to fingre glide ned over sit ansigt på hver side af munden og ud af hagen, for at antyde, at han tænkte over vampyrens ord. Han vidste ikke lige, hvad han skulle bruge vampyren til, Julien brugte normalt ikke lejemordere til noget. Privatdetektiver var ofte mere effektive, folk havde det så dårligt med at få eksponeret hemmeligheder.
Og han ville stadig gerne lade vampyren lide lidt.

Gabriels udbrud fik ham til at hæve begge øjenbryn og den efterfølgende kommentar fik ham til at le igen.
"Peculiar. I'm curious. What are they saying?"

Som svar på det andet, han sagde, trak han igen på den ene skulder.
"But I'm not making any deal with you. Seems like you are in the wrong position to negotiate. I'm set on trying to learn you something. I'm just trying to figure out, what to do with you. I got the feeling you weren't to comfterble about fire." Han løftede en hånd og holdt håndfladen opad. En flamme dukkede op ud af ingenting. Han så lidt spekulativt på den. "Should I burn you? Or just use you as punching bag. I need some exercise."