A night's work (Gabriel)

Gabriel rynkede på panden. Ville Julien vide hvad stemmerne i hans hoved sagde? Var det seriøst noget han gerne ville høre?

Yes he does, now tell him he looked better in suit
No homo though

Gabriel ventede lidt - han vidste at de ikke ville stoppe den der, han kendte stemmerne i sit hoved alt for godt efterhånden. De havde trods alt været der så længe han kunne huske. Ikke at han kunne huske så langt tilbage, men det var en mindre detalje.

... Maybe a little homo

Jup, der var det. "They're uh... Discussing your taste in clothing? Kinda? I'm not sure what to make of their conversation to be honest, between you and me, they're a little out there" Rude. Han trak på skuldrene så godt han kunne, inden han ellers afventede Juliens respons til det han fortalte.
Han blev dog lidt skuffet da Julien sagde at han ikke ville lave en deal, og dernæst en smule utilfreds da han manden pludselig havde en flamme i sin hånd. Jamen så var de vel tilbage til start. Måske skulle han bare være begyndt og snakke noget mere da han fik chancen tidligere. "I'm too cute to deal with this bullshit" brummede han. "Anyway, what are you? You're obviously not a vampire, or a werewolf, or angel, or any weak woodland creature. But you're not a devil either, you don't smell as... ashy as they do. Are you some sort of mixed breed kind-of-thing? I don't even know how I would go about killing you if I got the chance"

Julien betragtede ham, mens han ventede på Gabriels svar. Hans tøjstil ligefrem? Endnu et smil over Gabriel brød frem. Julien kunne ikke huske, hvornår han sidst havde moret sig så meget.
"I see. I hope I should be flattered."

Han legede lidt med ilden i sin hånd, kørte fingrene igennem den og gjorde den mindre og større. Det var ikke noget han tænkte nærmere over. Ilden gjorde ham ikke noget.
Han rejste sig og gik de par skridt, der var i mellem dem. Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede skævt.

"You haven't guessed? I'm a demon. A fire demon." Han knyttede hånden, så ilden gik ud. Herefter satte han hånden på Gabriels bryst og lod sin anden evne tage over. Huden og kødet under hans hånd ville pludseligt begyndte at blive varmt, selvom Juliens hånd ville beholde samme temperatur. Julien vidste, hvor langt han kunne gå uden at ødelægge noget eller efterlade permanente mærker - og han gik lige til kanten, så varmen ville være ekstrem. Lidt som at blive brændt af et stykke glødende stykke metal indefra.

"I think it's time for your lesson now."

"I've never met a demon before - hell I didn't even know they existed. That'd actually be kind of cool, if it wasn't so damn terrifying and is it me or is it getting a little hot in here? Are you doing a thing right now?" Gabriel holdt sin mund efter lidt tid, hvorefter han indså at jep, det blev varmt - meget varmt endda. Hans vejrtrækning rystede, og hans øjne var knebet hårdt sammen. Han anede ikke hvor langt Julien ville tage det - og hvem sagde at han overhovedet ville holde ham i live? Det gjorde manden godt nok selv, men var der noget Gabriel havde lært ret hurtigt i sit liv som vampyr, så var det at man aldrig kunne stole på andre.

Det var nok derfor at han trods sit bedste forsøg på at virke ligeglad, prøvede at sparke Julien, og at han vred sig for at komme væk fra hans hånd. Han var ikke fan af at blive brændt, og ærligt talt fik han nogle lidt for voldsomme flashbacks til at blive efterladt udenfor når solen var ved at stå op, kun får at blive bragt indenfor få sekunder inden han formentlig ville være blevet brændt i lyset.
Men han græd ikke. Han skreg ikke. Der kom ganske vist en forpint klynken fra ham, men ikke noget voldsomt i forhold til hvad der egentlig skete med hans krop. Han havde ikke råd til at vise sig som svag for Julien - og absolut ikke så hurtigt. Han skulle ikke tro at Gabriel ville falde fra hinanden med det samme, uanset hvor ubehageligt det var at blive revet tilbage til en tid hvor tortur havde været det eneste at se frem til, fordi resten af tiden blev brugt i fuld isolation fra sine omgivelser.

Julien svarede ikke Gabriel. I stedet så han lidt nysgerrigt på ham, som han brændte ham. Han undgik uden problemer Gabriels spark, og selvom vampyren vred sig, holdt Julien roligt hånden på hans bryst. At vampyren ikke var ved at skrige sine lunger ud, var meget imponerende. Ingen tvivl om, at han var vant til at lide under stor smerte.

Han holdt hånden på hans bryst i et lille minut, inden han slap ham igen. Der var et rødt mærke, der hvor hans hånd havde været, men det ville forsvinde igen. Julien trådte tilbage med et lille skævt smil.
"Impressive. No screaming." Han fik et lidt ærgerligt udtryk i ansigtet. "That's too bad. You know I was planning on making you scream. I guess I just have to up my game a bit."

Som om det hele var en smule kedeligt, kastede han et blik på sit armbåndsur.
"I have some work to do. I probably work to much, but that's how it is, when you want to be a business owner." Han rakte ud og klappede blidt Gabriel på kinden. "You just stay here. Be a good boy."

Julien tog stolen og trak den ud i gangen, inden han låste døren bag sig op gik ovenpå. Selvom han godt kunne bruge mere tid med vampyren lige nu, havde han ikke travlt. Normalt ville han bruge nogle timer på at have det sjovt og så smide hvad end der var tilbage af hans offer ud på gaden igen, men den her vampyr havde vakt hans interesse. Han kunne ikke lige sætte en finger på hvorfor, men det var heller ikke noget, han ville spekulere så meget over. Hvad han ville med ham, vidste han heller ikke. Men mon ikke, at han kunne finde på noget?

Gabriels vejrtrækning var tung, og stadig rystende da Julien flyttede sin hånd, og da han igen så op på manden, var hans blik knivskarpt. Hvis blikke kunne dræbe, så havde dæmonen allerede været begravet 6 fod under jorden. Men nej, han stod der stadig, 100% levende, og ikke særligt begravet. Nogle gange ville Gabriel virkeligt ønske at han havde nogle mere brugbare evner. Især i sådanne situationer.

Han havde intet at sige til Julien, da manden sagde at han måtte oppe sig lidt, og senere at han ville gå op og få noget kontorarbejde ordnet. Han vidste godt at hvis han sagde noget nu, ville hele situationen blive forværret. Så ville nogen nok spørge, kunne situationen blive værre end den allerede var? Og svaret var ja. Absolut. Den her mand havde en af hans største svagheder som en evne han frit kunne bruge, og det blev kun værre fra nu af, fordi at Gabriel var for stolt til at give op igen. Han var blevet ødelagt før, og han havde formået at samle sig selv nogenlunde sammen igen efterfølgende - eller i hvert fald nok til at han ikke var en kæmpe bunke paranoia og selvmordstanker længere. Derfor fik den her dæmon ikke bare lov til at skille ham ad igen, for han havde ingen idé om, om han kunne klare at gå igennem det en gang til.
Men for nu, kunne han godt holde humøret nogenlunde oppe. Det ville blive sværere jo længere tid Julien var væk, det vidste han godt, for ingen klarede sig godt når de var fuldt isoleret fra omverdenen. Men han kunne nogle tricks til ikke at gå helt nedenom og hjem.

Så da Julien gik igen, var det Gabriels tur til at holde sine tanker på andet end at panikke. "Primtal" brummede han til sig selv med et lille nik, hvorefter han roligt begyndte at opremse de primtal han kunne huske fra en ende af. Var det underholdende? Nej. Var det fedt at gøre? Nej. Men det gav ham noget at fokusere på. Han vidste godt at ensomheden ville ramme ham på et tidspunkt, og at han var særligt udsat når det kom til stykket, men på den her måde kunne han holde sin sindssyge på afstand, bare lidt endnu.

Julien gav sig god tid med sit arbejde. Der var ikke super meget, der skulle laves. Et par opkald, nogle regnskaber, der skulle kigges igennem og papirer, der skulle underskrives.
Han lavede sig en god frokost og brugte lidt mere tid på avisen. Det var godt at holde sig opdateret.

Til sidst overvejede han, hvad han så skulle lave. Måske han skulle smutte et tur i sit eget lille motionsrum. Han kunne godt lide at motionere og det holdt en i god form. Et lille smil spillede om hans læber. Måske sandsækken skulle have en pause i dag, han havde en ganske udmærket boksebold nede i kælderen. Det kunne være, at han skulle gå ned og se, om vampyren stadig var i live.

Han tog sin ring af og lagde den på bordet. Ingen grund til at skade fingrene mere end højest nødvendigt. Herefter gik han ned i kælderen og låste sig ind i rummet igen.
"Are you ready for another round?" Han betragtede vampyren. Han havde en fornemmelse af, at han skulle være lidt forsigtig. Mentalt virkede vampyren ikke særligt holdbar, og Julien ville alligevel ikke skubbe ham ud over kanten. Han burde vel lige finde ud af, hvad han kunne gøre ved ham.
Det gik op for ham, at Gabriel nok hørte stemmer, fordi han ikke havde det godt med ensomhed. Det gav Julien en idé til noget, han kunne gøre senere.

"You should let me know, if you have had enough at some point. Then I'll consider taking a break." Han strakte og bukkede sine fingre lidt for at varme dem op, mens han så Gabriel i øjnene med et køligt, smilende blik.

Et godt stykke inde i at have opremset primtal havde Gabriel givet op på at finde flere. Han kunne de fleste op til 1000, men derefter begyndte det at blive svært at huske dem. Så han lod være. I stedet nynnede han nu sange, som han kunne huske hans tidligere 'fangevogtere' havde spillet mange gange mens de havde været i gang med ham. Han huskede ikke teksten på de fleste af dem, men det var noget han kunne koncentrere sig om, så han kunne ignorere det store tumult der foregik i hans hoved.

Gabriel stoppede ikke da han hørte låsen til døren gå op, men nynnede blot videre med lukkede øjne. Han stod på tåspidser for at give sine håndled og arme en lille smule fred - for det tog altså kræfter fra ham når hans krop konstant skulle hele de slidsår, som håndhjernene var begyndt at give ham, for ikke at nævne alt det pres, som blev lagt på hans arme når han bare hang der, som en eller anden abe. Mentalt gav Gabriel sig selv et spark i røven for ikke at have drukket blod lige inden han tog ud og arbejdede.
Han åbnede dog sine øjne da Julien sagde noget til ham, og hans nynnen døde også langsomt ud. "Not really" svarede han blot på spørgsmålet, og han lagde hovedet en anelse på skrå. "But I have a feeling that my opinion doesn't really matter, so get it over with. All this music from the 40's won't sing itself"

Et grin lød dog fra ham da Julien sagde at han bare skulle sige til hvis det blev for meget. "Had enough? Please, this is nothing compared to what I've already been through before" han vidste godt at han lige så godt kunne have bedt dæmonen om at give alt hvad han havde, men nogle timer i isolation var ingenting. Han havde prøvet at gå flere dage uden kontakt fra andre og se det var ulideligt.


// den sang han nynner: https://www.youtube.com/watch?v=j_AUXVdXOnI //

Julien genkendte sangen, som Gabriel nynnede. Han havde trods alt levet igennem den periode. Han gik hen til ham og lagde hovedet lidt på skrå.

"Well, no, I'm just being a bit polite." Han smilede til ham og lod første næveslag ramme ham i maven. Selvom man måske kunne føle for Gabriel og hans snak om torturen i sin fortid, var Julien ret ligeglad. Han skulle nok få fjernet lidt af den kæphøjhed som Gabriel lagde for dagen. Han havde ikke travlt.

Slaget var hårdt, men Julien havde meget mere styrke end det. Han ville heller ikke ødelægge ham helt, selvom det fysiske nok skulle hele igen. Hvad var det sjove i det? Især når han var så spændende i forvejen.
Han var nok klar over, at det ikke ville blive let at få knækket Gabriel i forhold til smerte. Den der lektion, som han ville give ham, havde efterhånden udvidet sig til at blive en lyst til at få så meget ud af ham som muligt. Hvis det bare havde været lektionen, ville Gabriel havde været på fri fod igen - døden nær, skadet og behandlet uden nåde, men i live. Uheldigt for Gabriel havde Julien fået andre planer, der ville tage noget tid.

Han lod ikke næste slag falde med det samme.
"Sound like you have been unlucky. Who had it in for you?" Han var stadig nysgerrig og havde lyst til at vide mere.

Alt luften blev hurtigt slået ud af Gabriel, og han krøb igen sammen per automatik, hvilket til gengæld lagde pres på hans arme igen. Han skulede op mod Julian med et blik, som uden tvivl var fyldt med had overfor dæmonen. "You have a pretty fucked up sense when it comes to politeness then" snerrede han. Han havde ganske vist været flink tidligere, og havde leget med når han blev udspurgt, men nu var Gabriel færdig med at være sjov og underholdende, ligesom Julien tydeligvis var færdig med at være flink.

I take back what I said earlier, he looks like shit no matter what he wears
I agree, what a jackass

"No one did" svarede han så, mens han rettede sig ud igen. Ganske vist gad han ikke at lege med længere, men hvis han talte kunne han måske udsætte det næste slag bare lidt endnu. "Personal stuff happened between me and someone else, some guy got mad and I was the one he took out his anger on" Det var en meget formildet form af hvad der faktisk skete, men alt hvad han sagde var sandt. De fleste anede dog ikke præcist hvor personligt det der skete var, og efter den forklaring ville de nok misforstå situationen som et trekantsdrama. Hvilket også var rigtigt nok, bare ikke med den slags følelser folk nok regnede med ville være indblandet.

Julien lyttede til, hvad han sagde. Jaså. Så Gabriel var bare kommet i klemme i noget, som måske ikke skulle være gået ud over ham. Ærgerligt for ham. Det lød ikke til, at hvem end der havde haft fat i ham, havde været specielt behagelige. Julien var heller ikke ligefrem behagelig, men han satte dog stregen et sted. Man skulle vel også være rimelig.

"So I was right. You're just a unlucky fellow." Han slog ham igen, denne gang med den anden hånd. Ja, lige nu var han ikke flink. Det ville komme senere. Han ville lege med Gabriel, forvirre ham. Gabriels hadefulde blik gjorde Julien tilfreds. Han fik lidt af det, han ville have ud af Gabriel.

"If you hadn't shot out my window and killed someone at my parking lot, you wouldn't have to be my punching bag." Han slog ham to gange hurtigt, et slag med hver næve. "And unfortunatly for you, I was there. Unlucky you again." Han gav ham endnu et hårdt slag, denne gang et slag nedefra, hvilket burde tømme hans lunger for luft.

"I'm pretty reasonable. If I should say so." Han strøg en vildfaren lok hår tilbage over hovedet og smilede til Gabriel. "If you wasn't so damn interesting, I would just have beaten you to a pulp and kicked you out. But you sparked my curiosity. Just bad luck for you." Han gik et par skridt væk, så Gabriel kunne sunde sig lidt.

"Unlucky is an understa-" Gabriel nåede ikke at færdiggøre sin sætning før Julien igen slog ham og et kort øjeblik overvejede han på det kraftigste at sparke manden i løgene, bare for at få en lille smule hævn. Men før han kunne føre sin plan ud i livet snakkede manden igen, og han fik to slag mere efterfølgende. Han snakkede igen, og der kom et til slag, denne gang nok til at slå luften ud af Gabriels lunger.

"If I wasn't tied up, I would scratch out your eyes and force you to eat them you absolute piece of shit" snerrede han efter at have sundet sig lidt. Han rev og sled i kæderne igen, denne gang nok til at de borede sig igennem hans hud, og blod gled ned af hans overarme. Det var dumt at blive sur, det vidste han godt. Han opbrugte dyrebar energi til ingen verdens nytte, men selv han havde ikke uendelig tålmodighed.

This is stupid
Fuck off, we're actually getting mad for once
We shouldn't try to make him more mad
Who cares, he's an asshat anyway
We should preserve our energy instead, so we can heal properly

"Shut. Up" snerrede han, alt for vred til at deale med stemmerne.

Julien smilede, da der endeligt kom en ordentlig reaktion fra vampyren. Så han kunne godt blive vred. Han hævede øjenbrynene ved Gabriels trussel.

"Should I be scared now?" Han betragtede Gabriels vrede med en smule morskab. Men vampyren havde sagt noget grimt, hvilket Julien ikke kunne lade gå forbi. Han kunne nok regne ud, at det sidste var rettet mod stemmerne i hans hoved, men det var lige meget.

Med et hurtigt skridt var han henne ved ham igen, skubbede til ham, så han snurede rundt, og lod så en næve ramme ham i ryggen, lige der hvor der sad en nyre.
"You should ..." Han slog igen. "... watch your language ..." Endnu et slag. "... boy." Han slog en sidste gang, denne gang en smule hårdere. Han trådte væk igen, så han stadig stod bag Gabriel. Fraværende gned han sine fingre. At slå på en krop uden handsker kunne potentielt brække fingre, hvilket var derfor, at han holdt sig til de bløde områder.

"Maybe I should teach you some manners." Han lagde hovedet lidt på skrå. Knægten var tydeligvis ikke ret tryg ved ild. Hm. Med en håndbevægelse tændte han for en omgang ild under Gabriels fødder. Hvis Gabriel trak benene op, kunne han undgå at blive brændt, men der ville være en god varme et stykke over ilden.
"Watch your feet."

Gabriel knurrede af Julien, tydeligvis ikke i humør til at pjatte rundt længere. Hans kongeblå øjne skiftede til en blodrød farve, og det var tydeligt at hvis man ikke passede på, så risikerede man at blive bidt. Alt det næste, som skete, gik dog for hurtigt til at han bare lige kunne følge med, da han blev vendt rundt og dernæst slået på ryggen. Først et slag, så to, som blev til tre og et sidste slag til at pointere hvad han havde sagt. Ikke at Gabriel som sådan havde hørt efter, han havde travlt med at forsøge på at sparke sin hæl ind i Juliens skinneben for at få ham væk. Det var stik imod alt hvad han ellers havde sagt til sig selv at han ville gøre, for det hjalp ham ikke ligefrem med at komme fri, men lige nu var han ligeglad.

Altså indtil der var ild under ham. Så skyndte han sig at trække sine fødder op til sig - dog ikke uden et forpint støn, i det at håndjernene gravede sig ind i de åbne sår han lige selv havde lavet. Men varmen ramte ham nu stadig, og selvom det nok ikke kunne dræbe ham, kunne man godt se at hans hud blev irriteret af det.

Gabriel skulede imod Julien, og prøvede nu at få endnu et spark ind imod ham. Det ville naturligvis ikke blive særligt hårdt, da han ikke havde noget fodfæste, men det stoppede ham nu ikke i at ville gøre skade på manden.

Julien kunne ikke lade være med at le, da Gabriel snurede rundt, så han kunne se, at hans øjne havde skiftet farve. Sparket mod ham blokerede han let med armen og skubbede så til ham, så han snurrede rundt i kæden, rundt og rundt over ilden.

"Aww. Someone is mad." Han rystede overbærende på hovedet, gik et par skridt baglæns og lænede sig så afslappet op af væggen med armene over kors. Han var ikke i tvivl om, at det gjorde ondt på vampyren at hænge der. Blodet løb fra de åbne sår, og han kunne forestille sig, at huden på vampyrens bare fødder følte sig ret svitset.

"I'll put out the fire, if you ask nicely." Julien havde ikke nogen forventning om, at det skete. På et eller andet tidspunkt måtte Gabriel vel blive så træt i armene og resten af kroppen, at han blev nødt til at sænke fødderne igen. Og så kunne det være, at der ville ske noget. Om det så bare var, at han ville skrige. Julien kunne ikke selv blive brændt, men han havde set alt for mange mennesker lide i ilden og det så ikke behageligt ud.

Lige nu stod han bare i stilhed og betragtede vampyren, der blev ristet. Alt efter, hvad Gabriel nu gjorde, ville Julien enten fortsætte med at straffe ham eller også ville han gøre noget godt for ham. Som ros for et 'pretty please' eller et skrig.

Gabriel blev kun mere rasende, som Julien legede med han temperament. "Fuck you" snerrede han, da han blev bedt om at spørge pænt. Han havde måske ikke særligt høje standarder over for sig selv - beskidte tricks var hans forte og stolthed var ikke noget han gik så højt op i - men han havde ikke tænkt sig at bede Julien om at slukke ilden, og hvis han gjorde det, ville det langt fra blive på en pæn måde.

Det betød dog ikke at det ikke var hårdt. Hans håndled sved og han havde umenneskeligt ondt i både arme og skuldre fordi de havde været i omtrent den samme position i flere timer nu. Oven i det kunne han mærke hvordan huden på undersiden af hans fødder begyndte at få vabler af varmen, det var begyndt at sprede sig til oversiden, samt resten af hans ben, og det ville kun blive værre jo længere han hang på den her måde.
Gabriels vejrtrækning blev hurtigere, og han prøvede at vride sig, som om at det ville stoppe alt hvad der foregik omkring ham, men det hjalp tydeligvis ikke. Hans tæer var krummet og alle muskler i hans krop var anspændt.

We should just ask him to take it out, he might actually do it
"No"
This is just about the most uncomfortable thing we've been through in a long time, so we should just get it over with
"No"
So this is how we're gonna go? By getting slowly burned up in the basement of af demon?
"NO"
Then get over yourself

Gabriel frygtede døden mere end han ville indrømme. Han jokede ofte med døden som var det ingenting, og han tog selv andres liv, men han havde prøvet det en gang før, og der gjorde det helvedes ondt. Og det ville nok kun blive værre når man blev brændt langsomt for andres underholdning. Bare tanken gjorde hans øjne våde, og han prøvede derfor at trække sig længere op i lænkerne. Det lykkedes også lidt, indtil at hans arme gav efter i løbet af ingenting, og han derfor kom til at banke sin ene fod direkte ned i ilden. Og lige i det, der skreg han. Tårene løb ned af hans kinder for han havde aldrig oplevet noget lignende. Han var aldrig blevet tortureret med noget som kunne dræbe ham, og lige der, indså han det først rigtigt.
"Please-please PLEASE make it stop" han følte at han bedte for sit liv, selvom han godt vidste at Julien ikke havde tænkt sig bare at dræbe ham ud af ingenting. Han havde selv sagt det. Gabriel havde vækket hans interesse. Om det så var en god eller en dårlig ting, var noget helt andet.

Julien betragtede bare Gabriel, mens han vred sig, hev sig op og generelt forsøgte at undgå ilden. Selvom Julien var sadistisk, var det ikke en voldsom tilfredsstillelse, han fik ud af det. Det var ikke noget, der tændte ham eller gav ham nydelse, men han var heller ikke kold over for det. Han kunne lide det, han kunne lide at have den magt over andres liv. Men noralt var det ikke et behov, der skulle tilfredsstilles. Det var som at give sig selv et stykke kage, når man var på slankekur. Spise en bid af noget fantastisk, der ville blive kvalmende i længden. En godbid.

Han vidste, at vampyren kunne hele igen, så at han kom til skade var ikke af den helt store betydning. Hvis han havde været menneske eller et andet så svagt et væsen, havde Julien måske ikke fyret så meget op for varmen.

Endeligt skete der noget. Efter et mislykket forsøg på at holde sig over ilden, brændte han sig. Og skreg. I det øjeblik han sagde please, slukkede Julien for ilden. Der var intet varme tilbage, gulvet var uberørt og det var kun resterne af heden, der var i luften og Gabriels tøj.

"What a good boy. Was that so hard?" Han gik frem, lagde en hånd på Gabriels kind og tørrede en tåre væk med tommelfingeren. Han havde et lidt mere mildt udtryk i øjnene - altså, bare som facade. "Do you want me to lower you down? Take the pain away from your arms?" Hans stemme var dæmpet og behagelig. Nu var det på tide at give Gabriel noget. Vise ham, at han havde været dygtig ved at bede pænt om.

Til at starte med veg Gabriel væk fra Juliens hånd, da den først var på vej mod hans ansigt, men blev positivt overrasket da den blidt lagde sig over hans kind og der blev tørret en tåre væk derfra. Og da han så op på dæmonens ansigt, og fandt et langt mildere ansigtsudtryk klikkede de i hans hoved. Han kendte alt til den her form for opførsel, for når det kom til stykket havde han selv brugt den et par gange på sine ofre. Og alligevel, selvom han vidste hvad der ville ske når han faldt i, og selvom han burde være klog nok til at stoppe manden inden det gik for vidt, gjorde han det ikke.

For efter at være gået i shock-tilstand var enhver form for trøst velkommen, selv hvis det var fra manden, som havde fået ham til at gå i shock til at starte med. Gabriel vidste godt hvad han havde gang i da han blev rost, men alligevel nikkede han forsigtigt da han blev tilbudt at komme ned på gulvet igen. Hans øjne gik tilbage fra at være blodrøde til kongeblå, hvilket nok var den største indikator at han var faldet i.

Gabriel lod sine fødder komme ned og røre gulvet igen, selvom de var ømme, og for at være ærlig var han ikke helt sikker på om han kunne holde sig selv oppe, hvis Julien rent faktisk lod ham komme fri. Han havde på kort tid brændt alt for mange kræfter af i forhold til hvor længe siden det var at han havde drukket noget blod. Derudover havde hans sidste adrenalinsus taget den resterende energi fra ham og nu føltes hele hans krop slatten og gummi-agtig.

Julien frydede sig over Gabriels tydelige overgivelse. Det virkede. Han lagde hovedet lidt på skrå uden at fjerne sin hånd fra hans kind, stadig med det milde udtryk i ansigtet.
"Then I will. But you have to promise that you'll behave. Or else we start over again. Allright?"

Han slap ham og gik hen til der, hvor kæden var sat fast i væggen. Han løsnede den og sænkede langsomt Gabriel ned. Han gav ham dog ikke mere kæde, end at hans hænder blev i hovedhøjde, når han sad på jorden. Ingen grund til at give ham så meget snor, at han ville kunne lave ting, han ikke måtte. Han satte kæden fast igen og betragtede den unge vampyr.

Han skulle være opmærksom på, hvornår vampyren havde brug for blod. Han skulle helst holdes i live. Men ind til videre viste han ikke tegn på den helt store mangel, så Julien havde ikke tænkt sig at give ham noget endnu. Det skulle nok komme.

"See, wasn't that better? Just because you said please. Now you learned the magic word." Han smilede. Han ville lade Gabriel have så meget kæde for nu. Lade ham komme sig og få en pause natten over. Give ham en smule tryghed, om man ville.

Gabriels vejrtrækning rystede stadig, og der var ingen tvivl om at han stadig var i store smerter, men tårerne var stoppet nu, og sårene var langsomt begyndt at hele. Det gik hurtigere end for et menneske, men i forhold til at han kunne hele fra et skudsår i panden i løbet af en eftermiddag, så gik det langsomt. Uanset hvad, så nikkede han til Juliens spørgsmål - han skulle nok opføre sig pænt. Eller i hvert fald pænere end han havde tidligere. Når han var kommet sig igen, og blærene på hans fødder var blevet til sårskorpe skulle han nok være irriterende igen, men han ville nok holde sig fra at reagere som tidligere, om ikke andet så bare for at undgå at den her situation gentog sig.

Det viste sig dog at Gabriels villighed gav pote, da han blev sænket ned på jorden igen. Han formåede at blive stående, trods hvor ondt hans fødder gjorde, men det var nok kun på grund af hvor køligt gulvet var for hans stakkels hud. Og da han så ned kunne han godt forstå hvorfor det havde gjort så ondt. Han havde brændsår overalt på sine fødder, og et godt stykke op af hans ben. Nogle af dem var der stadig blære på, andre var allerede sprunget, og lækkede nu noget klam væske. Hvis han ikke havde set så meget værre havde han nok brækket sig af synet.

Dog satte han sig ned efter lidt tid, og selvom hans arme igen blev holdt oppe, var det langt fra lige så meget, og nøj, hvor var han glad for det. Han rullede lidt med sine skuldre for at løsne op på nogle af de spændinger, som var dukket op, og hvis Julien ikke havde sagt noget, havde han nok glemt at manden stadig var der.

Gabriel så op på ham, men gengældte ikke smilet. Han var stadig ved sine fulde fem - nå ja, eller næsten i hvert fald - og han kunne stadig godt se Juliens intentioner, så helt forblændet var han ikke ligefrem. Desværre kunne han også godt se, at han nok ville falde offer for det alligevel, for Julien spillede det her spil lidt for godt. Gabriel brød sig virkelig ikke om det.

Julien bukkede i benene og hvilede underarmene på knæene, mens han kiggede undersøgende på Gabriel. Der var langt endnu, det kunne han godt se, men bare det, at Gabriel havde sagt ja tak og be' om var et godt stykke af vejen. Han kunne ikke holde et kort, frydefuldt smil tilbage. Han gled dog hurtigt tilbage i sit kølige, næsten-venlige ansigtsudtryk.

"I'm gonna leave you alone for now. Let you recover. I wouldn't like ending up killing you." Han lagde hovedet lidt på skrå. "But I have the feeling, that you don't like to be alone. I can't do anything about that, I can't have you running around in my home, can I? You'll just scare my cleaning lady." Der var lidt humor i hans stemme. "But I do have a little present for you. Wait here."

Han rejste sig igen og forlod rummet uden at lukke døren. Han gik ovenpå og åbnede et skab, hvor han havde nogle ting, han aldrig brugte alligevel. Der var den. Han hev en gammel radio ud og gik nedenunder igen. Han stak stikket i en stikkontakt uden for døren ind til det rum, han havde Gabriel i og tændte for radioen.

"What kind of music do you like?" Han drejede lidt på knappen. Der var ikke den bedste modtagelse nede i kælderen, så der var ikke så meget at vælge imellem. Han fandt en kanal, der gik rimeligt klart igennem. "Oh, this one works. Hope you like this new modern noice." Det var bare en almindelig popkanal.

Han stillede radioen ved døren og så med et smil på Gabriel. "Still alone, but not in silence. Would that work for you or should I take it with me again?"

Gabriel slog øjnene væk fra Julien i det at han kom ned på gulvet til ham. Egentlig var det her nok det mest optimale tidspunkt at forsøge at dræbe ham - han var tæt nok på til at Gabriel ville kunne bide hans stemmebånd ud, og hvis han var heldig, ville manden forbløde. Men nej, han blev siddende hvor han var, og stirrede uinteresseret i en tråd på sine bukser i stedet.

Kommentaren om at der var en gave til ham, fik dog Gabriel til at rynke på panden. Hans øjne fulgte dæmonen op ad trappen, og han blev præcist hvor han var, indtil han var tilbage igen. En radio. Det var det han havde fået. Hans ansigt viste hverken skuffelse eller glæde ved dette, for han følte ikke rigtigt nogle af delene. Det var bedre end at få flere slag, der var altid det, og han ville ikke sidde alene i stilheden. Støjen var dog forfærdelig. Den gjorde nogle af kanalerne ubrugelige, og kradsede på hans trommehinder. Men i det mindste var det ikke stilhed.

Indtil videre havde han ikke sagt et ord efter han var kommet ned, og det var ikke før han blev truet med at få sin baggrundsstøj taget fra sig at han brød sin stilhed. "I... I would like it, if you let it be here" sagde han så, kun lige højt nok til at det ville kunne høres. Og selvom han hadede det, kom der en lille tilføjelse et par sekunder senere, som nok ville glæde Julien. "Please"

Julien smilede, så man kunne se hans tænder, hvilket han ikke gjorde så ofte.
"Good boy." Han lød lidt lige som hvis han roste en hund. "Maybe I can make a pet out of you after all."

Han skubbede radioen lidt til siden, så han kunne lukke døren over ledningen.
"I'll see you later." Han lukkede døren og lod lyset være tændt. Det ville sikkert ikke være en problem i forhold til søvn til vampyren. De var jo trods alt vant til at sove om dagen.

Han ville ikke komme ned til Gabriel før dagen efter. Der ville han hive Gabriel op at hænge i kæden igen og fortsætte med at slå på ham. Mishandle ham til Gabriel skreg igen eller sagde please. Og så stoppe smerterne og give ham et eller andet. Rose ham og gøre tingene mere behagelige for ham. Han ville skifte i mellem intervallerne af de forskellige ting. Lade ham slappe af i kort tid og starte forfra. Lade ham slappe af i længere tid, men gøre pinslerne større. Sådan ville han fortsætte over de næste par dage.
Men han ville også passe godt på, at han ikke knækkede hans psyke totalt. Ikke skubbe ham ud i sindssygen, men blot presse ham til at underlægge sig Julien.

På tredjedagen gik han ned af trappen igen. Han havde blot en t-shirt og et par cowboybukser og behagelige sko på. Med en dæmpet fløjten låste han døren op. Han havde ladet Gabriel hænge i kæden hele natten. Radioen kørte stadig, så han trak stikket ud, da han åbnede døren.

"Good morning sunshine!" Han smilede stort, da han gik ind.

(( Og jeg tænker straks på denne scene: https://www.youtube.com/watch?v=SvPj_WgbsMY xD ))

Gabriel var ikke på kanten til sindssyge, som han ellers havde regnet med. Ikke at sige at han havde det perfekt, for der var da lidt psykiske kriser angående hans tilfangetagelse, men han vidste da stadig hvem han var, og han var ikke gået helt i selvsving. Han vidste endda hvad dag og dato det var, takket være den radio Julien havde stilt ned til ham.

Man kunne ikke sige det samme om ham rent fysisk. Den var lidt værre. Hans hud var langt blegere end den ellers havde været, hvilket var bedrift i sig selv, og den syntes nærmest at være gennemskinnelig, da man svagt kunne fornemme hans blodåre næsten overalt på hans krop, dom var dækket i et tyndt lag koldsved. Han var mørk under øjnene, som om han ikke havde sovet i flere uger, og man var begyndt at kunne se hans knogler under huden. Derudover var sårene omkring hans håndled, og endda nogle af dem på hans fødder endnu ikke helet. Han havde mærker på sin overkrop, som burde være forsvundet for flere dage siden, men hans tilsyneladende magiske helingsevne var nærmest forsvundet. Alt sammen fordi han endnu ikke havde set en eneste dråbe af blod, som ikke var hans eget.

Alt i alt var han et makabert syn, som de fleste nok havde fået det dårligt af at se. Og ærligt talt, var han på grænsen til ikke at kunne mere. Selvom det gjorde ondt at hænge i sine arme på den måde han gjorde, havde han simpelthen ikke energien til at holde sig oppe. Men da døren ind til lokalet gik op, var der da et lyspunkt i hans ellers elendige tilstand.

Jep, det var blevet en ting. Når ens hverdag bestod af isolation, med kun en radio til at fylde stilheden, så var alle former for selvskab velkomne. Så selvom det var hårdt, løftede han hovedet, og kiggede op på Julien. Da han prøvede at svare på hilsnen var alt, der slap ud af ham dog en tør hosten, som fik ham til efterfølgende at hive efter vejret. Yup, bare endnu en god dag i Juliens kælder.

Julien så på det sølle skrog, der hang i kæden foran ham. Gabriel lignede et lig. Et lig, der havde været dødt i et par dage. Det var altid noget af et syn, når en vampyr var ved at sulte ihjel.

Julien satte et medlidende ansigtsudtryk op og gik hen til Gabriel.
"Dear boy, you look like shit." Han lagde en finger under hans hage og skubbede hans hoved lidt op, så han kunne se ham i øjnene. I dag var det tidspunktet, hvor det måtte briste eller bære. Eller tage ham en uge oveni for at knække drengen. Han håbede vampyren havde fået nok. Selvom det var morsomt at banke ham et par gange om dagen, var det alligevel ved at være kedsommeligt.

Han smilede et blidt og trøstende smil.
"I am going to do something for you. Something nice. No more pain. No more chains and loneliness. Doesn't that sound lovely?" Han hev en lommekniv op af baglommen og åbnede den. Bladet skinnede i lyset. "I have grown very fond of you, you know. You'e a sweet kid. And I want to do this for you." Alt hvad han sagde, var nøje planlagt til at give indtrykket af, at han virkeligt var blevet glad for drengen. Julien holdt ikke af nogen. Men han var stadig fascineret af Gabriel. Han var en sær størrelse og ville være interessant at have omkring sig. Som et forsøg. Et lille kæledyr.

Han så lidt på kniven og smilede så til Gabriel. Han holdt sin ene arm frem og satte kniven mod huden. Uden en lyd skar han en cirka fem centimeter lang rift op af indersiden af underarmen uden at ramme nogen af de store blodårer. Men han blødte en del. Herefter trådte han hen ved siden af Gabriel og løftede sin arm op til hans ansigt.
"Drink, dear boy. Get well. Get strong."

Det var ikke første gang, at en vampyr ville drikke af hans blod. Der var engang én, der havde fortalt ham, at hans blod smagte en smule røget. Det skulle Julien ikke kunne svare på og han gættede på, at Gabriel ville være ret ligeglad.

De fleste var nok blevet fornærmet over at få at vide at de lignede lort, men ærligt talt kunne Gabriel ikke være mere enig. Det var meget få, som kunne se godt ud i en sådan tilstand. Derfor fik det også et svagt fnys ud af ham.

Julien fik dog hans fulde opmærksomhed, da han begyndte at snakke om at han ville gøre noget godt for ham. Og da han uddybede hvad det var, fik Gabriel forhåbninger, hvilket ikke var godt. Han var stadig ikke dum, han vidste stadig godt hvad der skete, og han var stadig ved at falde i med begge ben. For han vidste jo egentlig godt at det ikke bare ville være fint nu, og at han bare gik fri uden videre. Men alligevel, så faldt han for Juliens smigrene ord om at han holdt af ham og at det var grunden til at han ville gøre noget godt.

Selv da kniven kom frem, trak han sig ikke længere væk i frygt for at blive stukket ned, for Julien havde efterhånden fået banket det ind i ham, at når han blev straffet, var det fordi at det var Gabriel der havde gjort noget skidt. Og han vidste at han ikke havde gjort noget forkert imens Julien havde været der. Så derfor så han bare til, mens han afventede mandens næste træk.

Dog var det ikke det han havde regnet med, men han ville ikke klage. Der blev pludseligt tændt et lys i hans øjne, som ikke havde været der i et stykke tid, i det at lugten af blod nåede ham, og som om at han havde fået fornyet energi, hev han i lænkerne for at komme tættere på. Ikke at det lykkedes, men han lignede nu stadig et lille barn juleaften, som så alle gaverne under træet. Bare en væsentligt mere grusom version.
Gabriel vidste dog godt at han skulle passe på. Trods hvor venlig Julien virkede, så skulle han ikke gøre noget forkert, for frygten for at blive straffet opvejede lysten til blod. Så da han åbnede munden omkring såret, bed han ikke ned, for at få mere. Han slikkede blot blodet væk, fra såret, og drak ellers veltilfreds det blod han fik serveret med lukkede øjne. Og virkningerne var hurtige. Mærkerne på hans krop forsvandt gradvist, og han kunne mærke at sårene også var i gang med at hele. Hans hud fik også mere farve i takt med hvor meget mere blod han fik lov til at drikke. Smagen kunne ærligt talt rage ham, for lige nu var han ellers sikker på at der ikke fandtes noget bedre end det, som han drak. Derfor havde han tænkt sig at blive ved så længe Julien lod ham, eller indtil såret lukkede. Efter det måtte han bare håbe at han fik lov til at gå ud og jage så han kunne få gjort op for manglen af blod i sin kost.