A night's work (Gabriel)

Gabriel vidste godt at Julian havde et godt tag i ham, og det var mest af alt synligt nu, hvor han nok var på sit farligste, da han havde rigeligt blod i kroppen, og havde sine knivskarpe tænder i nærheden af Juliens pulsåre, og alligevel var han blid som et lam.

Gabriel kunne sagtens have prøvet at rive dæmonens arm af eller bide et godt stykke af huden af ham, men han gjorde det ikke, for han frygtede konsekvenserne det ville have. Han var ikke i tvivl om at hvis han prøvede på noget ville han blive fanget igen - og selv hvis han ikke blev det, ville han leve i paranoia over at Julien kunne være rundt om ethvert gadehjørne efterfølgende.

Derfor trak han sig også væk, da han fik at vide at det var nok, selv hvis det ikke var helt med hans gode vilje. Men han gjorde det, og han gav også slip på Juliens arm.

"Well, I've said this like a billion times today, but thanks - again. I know it's not that comfortable to have someone suck blood out of you, 'specially not twice in a day" det sidste blev sagt med et fåret smil, mens han kørte en hånd igennem sit hår. Han prøvede virkelig at tage det roligt, men det var svært når blodrusen stadig sad i ham, og det eneste han kunne tænke på var at der jo stadig var noget mere.

"Well, I'm gonna go somewhere not here really quick, probably the basement and-uh, I would highly advice you to not follow, yeah, cool? Good night, see ya sometime soon, but not before I get this stuff under control, okay bye" og med det løb han straks ned i kælderen, for forhåbentligt at kunne få smidt noget koldt vand i blodet.

Well, that was a bit too close
Talk about inconvenient hunger
"I know. Maybe I should prompt him to not give his own blood"
Sounds like a plan

Julien nåede ikke at svare Gabriel, før han sagde, at han ville smutte ned i kælderen igen. Med løftede øjenbryn så han efter ham. Han var ikke i tvivl om, hvad der foregik, han havde kunne se det i vampyrens øjne. Selvom han havde advaret ham mod at følge efter, gik Julien nu ned af trappen og låste den lukkede dør. Ikke fordi han var bange for Gabriels blodlyst, men fordi Gabriel ikke havde tjent en åben dør endnu.
Herefter gik han op og gik i seng, stadig meget tilfreds.


Der gik et par dage, hvor Gabriel var låst inde i løbet af dagen og var ude et par timer om aftenen. Julien begyndte at lade være med at låse døren, så Gabriel selv kunne gå rundt i huset om natten. Han sov ikke særligt tungt i disse dage, så han begyndte at blive lidt træt, men han gav stadig Gabriel flere og flere friheder. Uden at lægge skjul på det, slukkede han alarmen, så døre og vinduer kunne åbnes. Stadig intet skete, Gabriel opførte sig pænt. Julien havde vrisset af ham en enkelt gang eller to, men ikke noget, der havde været alvorligt.
Dog kunne man godt mærke på ham, at hans søvn var en smule forstyrret, han begyndte at blive lidt irritabel.

Efter næsten en uge lod han terrassedøren stå på klem, som havde han glemt at lukke den ordentligt efter at have været udenfor. Herefter sagde han godnat til Gabriel og gik i seng. Eller næsten. Efter at have lukket døren til soveværelset, satte han sig ved vinduet - huset knækkede sådan, at han kunne se døren derfra.

Han gned sig lidt træt i ansigtet. Han ville egentligt hellere sove, men jo hurtigere han fik testet Gabriel igennem, jo hurtigere ville han kunne sende ham alene ud i verden. Og jo hurtigere ville han kunne få sit hjem for sig selv igen og ikke skulle være på vagt hele tiden. Det var opslidende. Og Julien var vant til at være alene.
Han kastede et blik på uret og gav sig til at stirre ud i haven, gemt en smule bag gardinet, så Gabriel ikke ville kunne se ham.

Gabriels nætter kunne bedst beskrives som banale. Udover nogle timer om aftenen, som han brugte med Julien, så var der intet at lave - i hvert fald ikke noget som Gabriel gad at tage sig til. Det at bo sammen med dæmonen blev hverdag. Det eneste gode var at dæmonen stolte mere og mere på ham, og i takt med det, fik han lidt mere frihed. Nu måtte han gerne gå rundt i huset efter hans vært var gået i seng, og hver nat blev der sat flere og flere prøvelser op for ham, for at teste om han virkelig var så god som han lod som om at han var.

Dog var Gabriel godt opmærksom på at han skulle væk hurtigst muligt, hvis han ikke skulle vikles yderligere ind i Juliens manipulation. Det var allerede så slemt at han var begyndt at savne dæmonen når han var væk i løbet af dagen, og han glemte ofte hvad han egentlig var blevet hevet igennem da han først kom hertil. Derfor havde han besluttet at det var tid nu, hvor han havde set at terrassedøren stod på klem.
Han ventede et godt stykke tid til at han mente at Julien var faldet i søvn, og sneg sig først ud i køkkenet, hvor han så lydløst som overhovedet muligt fik sneget en kniv ud af en skuffe, og skubbede klingen lidt ned i siden af hans bukser, så han kunne skjule sit meget hurtige våben under sin tanktop. Han havde ingen anden undskyldning end at han følte sig nøgen uden nogle former for våben på sig.

Han gik lidt rundt i huset, bare i tilfælde af at manden ikke helt var faldet i søvn, og undrede sig over at der var så stille, inden han bevægede sig roligt over imod terrassedøren. Han havde ikke de største planer, men ud fra hvad han kunne se indefra huset, var hans bedste bud nok at blive i nærheden af andre huse, for så kunne Julien forhåbentlig ikke slippe afsted med alt for meget. Hvis han bare kunne få noget afstand imellem dem kunne han måske godt komme væk helskindet.

Og med det satte han af, og skubbede sig til sit yderste i håb om at Julien ikke opdagede ham før det var for sent. Vinden rev i hans hår og tøj, men han fortsatte med alt hvad han havde, konstant klar til at rive sit skjulte våben frem for i det mindste at kunne sænke dæmonen i tilfælde af at han kom for tæt på.

Julien sad ret op og ned (han var en mand, der aldrig hang, medmindre det var nødvendigt i forhold til skuespil) og ventede tålmodigt på, at Julien ville forsøge at stikke af. Han kunne høre ham liste rundt nedenunder. En gang i mellem blev der meget stille og et eller andet sagde Julien, at han faktisk ville prøve at løbe i dag. Og han fik ret.

Gabriels mørke skygge fór igennem havedøren og ind over terrassen. Hvis ikke det var fordi, at Julien blev nødt til at se, hvor han skulle tænde sin ild, havde han ladet Gabriel løbe endnu længere. Det var en pæn stor have, der var til den store villa og der var et pænt stort hegn rundt om. Men Julien ville alligevel ikke løbe en risiko ved at lade Gabriel komme for langt, han skulle sikkert nok finde en måde at smutte over hegnet på.

Så da Gabriel havde løbet nogle meter hen over græsset, viftede Julien en enkelt gang med hånden. som sidst, dukkede der en mur af ild op, som meget hurtigt omringede vampyren. Muren var højere og tykkere end sidst, da Julien jo nu skulle ned i haven først og derfor ikke kunne holde øje med den genstridige vampyr. Han rejste sig med et skuffet suk og gik ned af trappen og ud på terrassen. Han gik over mod ringen af ild.

"I'm so very dissapointed in you, boy."

Gabriels håb om at kunne slippe væk inden det var for sent var lige inden for rækkevidde, og for første gang i et godt stykke tid lod han sig selv tro på at hans flugt ville være en succes. Lige indtil han blev omringet af en mur af ild. Hvis hans hjerte ellers slog ville det nok være stoppet i det han standsede kun få millimeter fra at blive ristet.

"Shit"
We're boned
You can say that again.
"What do we do?"
Pray to all mighty deities in existence and hope they won't realize how big of a fuck-up we are
"What do we do that actually works?"
Cross our fingers and hope stabbing Julien might slow him down long enough that we can escape
"Huh. You don't usually suggest us to be violent"
We're not usually in a situation where the only other option is getting tortured.
"Point taken"

Selvom det ikke just var den bedste plan, måtte Gabriel indrømme at det var den bedste som var blevet lagt på bordet indtil videre. "No one's gonna object?" Intet svar. Så med det vendte han sig i tide til at se Julien træde ud på terrassen. Act like we'll go with him without trouble, and when he comes close- BAM. Stab him in the shoulder and run for our lives I can't believe this was my idea.

Julien stoppede udenfor ringen og så lidt på Gabriel igennem flammerne. Han var skuffet. Selvom han havde regnet med, at dette ville ske en dag.
Uden tøven gik han igennem muren af ild, der var en halv meter bred. Inde i cirklen var der ikke mere end omkring tre meter i diameter.

"I thought we could trust each other. You know, I did think you understood how this works. But apperently not." Hans skuffede og en smule vrede blik hvilede roligt på Gabriel. Han vidste ikke, at vampyren havde fundet sig et våben, og hvis han havde vidst det, havde han sikkert nok været ligeglad. Det var som om, at han alligevel ikke troede på, at Gabriel ville forsøge at skade ham.

Juliens tro på sig selv og det han havde gjort, var måske for stor. Men han havde nu heller ikke forventet, at den smule tid Gabriel havde brugt i kælderen, var nok til at knække ham helt. Han havde set folk holde til meget mere, og Gabriel, selvom han tydeligvis var en smule sindssyg, virkede nu som en rimeligt stærk ung mand.

Men det her ville kun falde dårligt ud for ham. Meget dårligt. Julien var ikke en mand, der tog forræderi særligt pænt. Og han var stadig opsat på at få et kæledyr ud af Gabriel. Så hvis det, han havde gjort ind til videre ikke var nok, så måtte han gøre noget mere. Noget værre.

Gabriel sænkede hovedet lige som en hundehvalp der fik skæld ud af sin ejer, og foldede sine hænder bag sin ryg, da Julien sagde han han havde regnet med at han forstod hvordan det her foregik. Og det gjorde han også, han havde bare håbet på at slippe væk inden det blev en permanent del af hans liv.

Da manden trådte ind i cirklen af ild, fik han dog kolde fødder. Hvis Julien fik fat i ham nu var det slemt nok, men hvis han prøvede at skade ham? Et eller andet sted havde han ikke lyst til at vide hvad der så ville ske. Men så alligevel... Han var kommet så langt allerede, og var allerede i store problemer bare efter at have prøvet på at stikke af.

Det største problem lige nu var nok ilden omkring dem. Gabriel kunne ikke vide om den ville forsvinde når Julien var såret, eller om han bare gjorde alting endnu værre end det allerede var.

"I-I'm sorry I just-" Han tog en dyb indånding for at give sig selv lidt mere mod til at sige resten af sin sætning. "You know what? No. I'm not sorry. I can't stand being holed up in your house all day and night. I'm sick and tired of being treated like- like some sort of pet, who you can manipulate into whatever you've got going on in that shitty excuse of a brain you've got. I'm not your plaything, no matter how amusing you find me or my behavior. You're just as insane as I am if not worse" snerrede han, og trak sit skjulte våben, som han kastede imod Julian, sigtet mod hans skulder, og hvis han var så heldig at ilden forsvandt? Ja så ville han løbe så langt væk som overhovedet muligt.

Julien nåede lige at tro, at han alligevel havde knækket Gabriel mere end han lige havde tænkt. Den hundehvalpe-agtige opførsel snød ham til at starte med. Et sejrssmil dukkede op på hans ansigt og hans skuffede blik blev fyldt med tilfredshed. Men da Gabriel fyrede sin lange tale af, falmede smilet og vreden begyndte at dukke op.

Hvad Julien ikke havde forudset, var kniven, der fløj i mod hans skulder. Smerten fra da den gik ind, fik ham til at miste kontrollen over ilden for et par få sekunder og den slukkedes. Han kom med en overrasket lyd af smerte, og hans hvide skjorte blev med det samme rød af blod. Han tog sig til skulderen og så overrasket på kniven. Hvad fanden? En bølge af vrede væltede ind over ham, og han tog ved knivens skæfte og trak den ud. Den ville have været gået dybt ind og have lavet stor skade, hvis ikke det var fordi, at Julien var en ilddæmon. Som et forsvar mod våben, var hans krop lynhurtig til at varme sig selv op. Varme sig selv op til en sindssyg temperatur indvendigt.
Så da han trak kniven ud, var spidsen smeltet væk og den var ikke gået mere end et par centimeter ind. Hvis man havde kunne se såret for hans skjorte, ville man kunne se det smeltede metal løbe ud af såret og ned over hans hud uden at gøre skade.

Normalt var Julien svær at gøre rigtig vred. Han blev for det meste kun irriteret eller lettere vred, en kølig vrede, der var nem at kontrollere. Men dette.. vreden i ham var brændende, så varm som hans indre kropstemperatur. Uden at slippe kniven begyndte han at gå ind over græsplænen efter Gabriel, der ikke var forsvundet ud af syne endnu.

"Stupid move, boy." Atter en gang lod han ilden vokse frem rundt om Gabriel, nu i en meget lille cirkel, der omgang ham, så der var en armslængde af plads rundt om ham. "Very, very stupid move."

Da han så Juliens ansigt gå fra at se rimeligt tilfreds ud, til vred, var Gabriel tæt på at bakke ud af hvad han sagde. Men nu? Han kunne virkeligt ikke tro sine øjne. Det var faktisk lykkedes ham at komme videre i sin flugtplan. Problemet var så bare at planen ikke rakte længere end det her, og han havde heller ingen våben på sig længere.

Det havde dog ikke stoppet ham før, så han løb så hurtigt han kunne over imod hegnet, klar til at springe over det og komme væk da han igen blev omringet af en ring af ild. Ingen våben, ingen plan, og ærligt talt var der ikke så meget at sige eller gøre udover: "Okay now we're boned"

This was a horrible idea
It was your idea
It's still horrible, and this is proof as to why violence isn't the answer
Can we commit suicide right now by just jumping into the fire?

"Too late" mumlede han, knapt forståeligt for andres øre, da Julien nærmede sig, og han så ikke særligt glad ud. Faktisk tvivlede han på at han nogensinde havde set manden så vred.

Julien stoppede ikke, da han nåede hen til den voldsomme mur af ild, der var næret af hans vrede. Han gik i stedet igennem den og den udvidede sig til at være aflang, så han kunne stå derinde sammen med Gabriel, dog ikke mere end der kun var en armslængde imellem dem. Hvis Gabriel forsøgte at træde væk, ville han blive brændt.

Ilden lavede genskind i hans øjne, men hvis man kiggede ordentligt efter, kunne man se en ild længere inde, som om den var bag hans øjne.
"So you think this piece of metal could hurt me?" Han holdt kniven op, så Gabriel kunne se, at den manglede spidsen. Den var af rent metal, også håndtaget. Pludseligt smeltede den i Juliens hånd og det flydende metal dryppede ned på græsplænen. Hans hånd kom ikke noget til. "You were wrong."

Han gik frem og greb hurtigt Gabriel om nakken med et hårdt greb. Herefter slæbte han ham af sted, da ilden forsvandt om dem. Uden et ord slæbte han drengen hen til terrassen mod døren. På vejen trak han en lang blomsterpind af bambus op af en blomsterkumme, hvor gartneren havde plantet roser. Julien trak Gabriel ind igennem huset og ned af trappen til kælderen. Nede i det lille rum, kastede han Gabriel fra sig på gulvet og satte hurtigt en fod på lænden af ham for at holde ham nede.

"I see now, I have been too good to you." Han bukkede sig ned og trak i en bevægelse Gabriels hættetrøje og tanktop af. "I have been too nice." Uden at flytte foden fra hans lænd, vendte han sig om og trak joggingbukserne af ham. "I have given you too much." Sokkerne røg også. "I have given you the impression, that I'm a nice person."

Hårdt trak han ham på benene igen, trak ham ind i midten af rummet og greb hans håndled og løftede først hans ene arm op og smækkede den ene del af håndjernet om hans håndled. Derefter den anden.
"But I won't make that mistake again." Han slap ham, slog ham en enkelt gang i maven og gik hen til der, hvor kæden var sat fast i væggen. Med et hårdt ryg trak han i kæden, så Gabriels fødder slap gulvet og han ikke ville kunne nå det. Efter at have sat den fast igen, gik han hen og samlede pinden op, som han havde smidt fra sig.

"If you think, I treated you badly last time, you will be in for a surprise." Med sin gode arm slog han Gabriel hen over brystet med bambuspinden, der svirpede igennem luften. Han slog ham igen og igen over arme, ben, krop og fødder. Hårdt og vredt. Gabriel skulle betale for at have forsøgt at slå ham ihjel.

(( Du må lige sige til, hvis det gik lidt for stærkt eller der liiidt for meget powerplay i :b Så laver jeg det om ))

Gabriel så trodsigt op på Julien, og prøvede virkeligt ikke at se ud som om at han havde anerkendt sit tab. "No" svarede han så på hans spørgsmål, med et fnys, mens han ellers prøvede at ignorere Juliens tydelige fordel i den her kamp. "I was hoping you'd be surprised long enough for me to run for the hills, but you don't seem like you're really in on my plan. You can still fake it though, just let me go. Then I'm gonna go about doing my business and stay miles away from your business"

Tydeligvis var Julien ikke helt med på Gabriels idé, da han blev grebet om nakken og slæbt med ned i kælderen frem for at få lov til at gå. Ikke at han havde regnet med det, men hvis han ikke havde for høje forventninger kunne det være at han blev positivt overrasket. Det syntes dog ikke at være tilfældet. I stedet blev han kastet ned på gulvet, holdt nede mens den smule venlighed han var blevet vist henover det sidste stykke tid blev taget fra ham.

Det skulle dog ikke siges at han ikke prøvede at komme væk alligevel. Da han blev revet over til kæderne, og spændt fast igen, sparkede han utallige gange udefter Julien i håb om at få et godt spark placeret hvor som helst egentlig. Men det syntes ikke rigtigt at hjælpe, og før han kunne nå at få nogle flere spark ind, var han allerede blevet spændt fast, og luften blev slået ud af hans lunger da han fik et slag i maven.

Da Gabriel blev hevet op i kæden til et punkt hvor han ikke en gang kunne røre gulvet med sine tåspidser, kunne han ikke påstå at han havde savnet at være i den her situation. Han lyttede knapt nok til hvad der blev sagt, men han fik fat i at den her omgang ville blive værre end sidste gang.

We're so boned, it's not even funny anymore.

Han var tæt på at snerre af den stemme i hans hoved som besluttede sig for at ytre sin mening, men blev afbrudt i det at han pludseligt blev slået henover brystet. Og dernæst gik det videre til resten af hans krop. Lige nu virkede det ikke til at slagene var så meget for at skade ham, som at det bare skulle gøre ondt. Og ind i mellem kunne han heller ikke holde nogle forpinte lyde fra at slippe ud i mellem hans læber, men han prøvede at lade være med at reagere så vidt muligt.

Julien lod et sidste slag falde hen over drengens ryg og smed så pinden fra sig. Han måtte en smule overrasket konstatere, at han var lettere forpustet og havde fået sved på panden. En smule af hans vrede var blevet brugt på de hårde slag, men hans mave var stadig en hård knude. Han kørte en hånd over sit ansigt, inden han gik ind foran Gabriel. Med sammenknebne øjne betragtede han ham for et øjeblik. De røde streger talte deres eget sprog om, hvor hårdt Julien havde slået.

Han roterede sine skuldre et par gange, den ene træt efter de hårde bevægelser og den anden stadig tilskadekommen. Han begyndte at knappe skjorten op, for at se om de vante bevægelser kunne få hans vrede sind til at køle lidt af.

"I don't know what to do with you. I should burn you. Boil you from the inside and out. I have killed people for less than a knife wound." Han blev færdig med at knappe op og trak skjorten af, inden han smed den oven i bunken med Gabriels tøj. Såret var holdt op med at bløde for længst, men det ville tage nogle timer inden det var helet. Han rørte lidt ved området med fingrene. Det så ikke slemt ud. Han rettede igen blikket mod Gabriel.

"Maybe I will. Apparently you don't want to be in my house, even though I choose to be nice to you. You think I treat you like a pet. That I'm insane. Well, you don't know how crazy I can be." Han var ikke færdig med at få Gabriel til at føle smerte. Vreden sad stadig i ham og gjorde hans stemme mørk. Han gik frem og greb Gabriel om halsen og klemte til.

"Screams and pleases won't make me stop hurting you this time." Som han havde gjort flere gange før, satte han den anden hånd i mod vampyrens bryst og lod sin magi flyde. Endnu en gang ville Gabriel have det som om, at han ville blive kogt indefra. Og det ville være værre end de andre gange. Julien gik over den grænse, han normalt holdt sig til i forhold til, hvor meget han vidste de forskellige væsner kunne holde til. Og han holdt sin hånd der længe, lod smerten blive i Gabriels krop, indtil han fik stoppet sig selv og trak sig væk, inden han slog drengen ihjel.

Gabriel skulede imod Julien, da han endeligt stoppede med at slå ham, ikke særligt tilfreds over at hans plan var gået i vasken. Dog havde han det fint med en pause, for hvis han skulle være ærlig var det ikke hans drømmescenarie at blive slået gentagne gange med en bambuspind.

Alternativet til at blive slået på var dog heller ikke just et stort ønske han havde, og da Julien beskrev hvad han selv syntes at han burde gøre, frygtede Gabriel for første gang i et godt stykke tid for sit liv, sådan rigtigt. De andre gange havde han godt vidst at dæmonen havde en eller anden interesse i at holde ham i live men nu? Han tvivlede faktisk på at han ville leve længe nok til at komme udenfor igen.

Måske var det, det eneste som fik ham til ikke at svare på hvad der blev sagt, og fik ham til at sænke sit blik ned imod gulvet. Han holdt stadig sit hoved højt, men han havde virkeligt ikke lyst til at se Julien i øjnene. I hvert fald ikke før han sagde at han havde været for flink overfor ham. Det bragte Gabriels pis i kog hvis noget kunne det.

"If you think locking someone up inside your house is nice, then you're even more fucked up than I thou-" hans kommentar blev hurtigt kvalt i det at Julien tog fat om hans hals, og Gabriels umiddelbare reaktion var at prøve på at sparke manden, for selvom det endnu ikke havde givet pote, så var det den eneste form for forsvar han havde. Men det var ikke så meget frygten for at dø, for Gabriel var godt opmærksom på at han ikke ville dø så let. Det var bare underligt ikke at kunne trække vejret og han havde aldrig brudt sig om at lade være.

Men den tanke forsvandt hurtigt igen, fordi at Julien pludseligt havde sin hånd på hans bryst - en gestus han var alt for vant til, og som han vidste betød smerte. Med det samme kom hans ben i bevægelse, og prøvede ihærdigt på at få dæmonen væk, men det syntes kun at blive værre og værre. Han var i så mange smerter at han var sikker på at han ville dø, hvilket kun gjorde ham mere desperat efter at kunne trække vejret, samt sparke manden væk.

Enkelte tårer sneg sig ned af Gabriels kinder, da det her var meget værre end hvad Julien ellers havde udsat ham for. Det her slog klart at få flået sine lemmer af, led for led, da han vidste at det her ville han kunne dø af. Han kunne ikke dø af blodmangel eller traumer, men det her ville kunne dræbe ham, hvis Julien valgte at gøre det.
Og mens han drastisk nåede sin grænse for hvad hans krop kunne, blev hans bevægelser svagere og svagere. Han var sikker på at han allerede var en død mand, men pludseligt stoppede det hele, og han blev givet slip på. Han gispede efter vejret, som en fisk på land, på grænsen til at hyperventilere i sin panik, og med god grund. Hans hud var rød og irriteret, især omkring hans bryst, mave og led, hvor huden ikke var særligt tyk, og man kunne fornemme at der var dannet vabler under hans hud. Det gjorde ondt at trække vejret - alt gjorde ondt for at være ærlig - og hvis der var et tidspunkt han ville ønske han var død, så var det nu.

Julien trak vejret en smule hurtigt, da adrenalinen pumpede igennem hans årer og trangen til at gøre det af med vampyren sled i ham. Hans overkrop glinsede let af sved. Han kørte en hånd over sit hår, får at få et par løse totter på plads. Med et fraværende udtryk i øjnene, lod han blikket glide over Gabriel. Det havde været for meget. Alt for tæt på. Julien vurderede, at Gabriel nok skulle overleve, han burde være stærk nok. Men det havde været i sidste øjeblik, at han havde stoppet sig selv.

Han vendte rundt og så ind i muren, mens han forsøgte at få hold på sig selv. Det skræmte ham lidt, at han havde været så tæt på at miste besindelsen. Hans hænder rystede, og han tog et par dybe indåndinger, inden han igen vendte sig mod Gabriel igen. Det meste af det aggressive vrede var forsvundet, men Julien var stadig vred. Gabriel ville ikke slippe let for dette. Julien ville mishandle ham, til Gabriel tiggede ham om at dø. Og så ville han starte forfra, men begynde med at give ham ting igen. Starte med at gøre ham afhængig af Juliens nåde.

Der var intet mildt over Juliens blik, ingen medlidenhed, selvom vampyren tydeligvis var i store smerter.
"This is what happens, when you make me angry." Han så lidt på ham, inden han gik hen og samlede madrassen op. Han kylede den ned af gangen udenfor døren. "You wont be needing this. Or this." Han trak stikket ud på radioen og smed den ned på madrassen. Han samlede også tæppe og tøj op og smed det ud.

"I hope you feel comfortable in your own company. You will get a lot of silent time to think about, what you've done." Han gjorde ikke mine til at sænke ham ned, så han kunne nå jorden og tage trækket af skuldrene. Det var slut med at være sød for nu.

Gabriels vejrtrækning blev gradvist roligere i takt med at chokket fik sat sig, og hans krop begyndte med at hele, men den var stadig svag og rystende. Alting gjorde ondt lige nu - det var slemt nok at blive efterladt i solen eller næsten at blive brændt levende, men det her var inde i hans krop. Han havde været ved at brænde op, men indefra, og lige nu kunne han sagtens mærke det. Alt gjorde ondt, lige fra at trække vejret til at bevæge sine ben.

Derfor hang han stille mens Julien tog de ting han havde fået henover den tid han var blevet holdt her. Den del gjorde også lidt ondt, men mest fordi at han vidste at hvis han overlevede det her, ville han skulle starte forfra med at vinde Juliens tiltro, og det ville nok gå væsentligt mere langsomt efter det her.

Men da han Julien tog en af Gabriels lidt vigtigere ting, nemlig den radio han var blevet givet som noget af det første, indså han godt at denne her gang ville det blive langt sværere. Nu ville det ikke kun blive fysisk hårdere, men også psykisk, når han blev efterladt alene i kælderen uden nogle former for distrahering fra hans egne tanker. Hvis man skulle knække Gabriel var isolation klart den hurtigste vej.

Julien vidste udmærket godt, at det at tage radioen væk, var en risiko i forhold til Gabriels psyke. Lige nu var han stort set ligeglad, men selvfølgelig ville han give vampyren radioen tilbage. På et tidspunkt. Lige nu skulle han lære, at man ikke forsøgte at stikke Julien ned uden at blive straffet.

Efter at have betragtet ham i nogle minutter, var hans puls faldet og han havde fået lidt mere styr på sig selv. Han rystede på hovedet og gik de par skridt hen til Gabriel, hvor han rakte ud og tog ved om hans hage, inden han løftede hans ansigt, så han kunne se ham i øjnene.
"Look what you did. Everything was good and you ruined it. I'm so dissapointed." Hans ansigt fortrak sig kort i afsky, inden han slap ham igen og gik hen til døren.

"I hope you'll learn something from this." Han lukkede døren bag sig, låste den og slukkede lyset, inden han med trætte skridt gik ovenpå. Klokken var alt for mange, og han havde mange ting, han skulle næste dag. I det mindste ville han sove godt, nu hvor han ikke skulle være opmærksom på Gabriel.


Han kiggede ikke ned til Gabriel før næste eftermiddag, da han var færdig med dagens arbejde. Selvom vreden var blevet til den normale kølige vrede, der normalt herskede i Julien, blev hans behandling af ham ikke blidere. Han lod ham hænge i kæden uden at tage ham ned. Han brugte ham som boksebold, slog ham i ansigtet, skar i ham, brændte ham med glohedt metal, smed iskoldt vand på ham, smadrede hans knæ, tændte ild under ham og andre smertefulde ting. Det var ikke fantasi, Julien havde for lidt af, med alle sine år på bagen, havde han set mange former for tortur igennem tiden. Han sørgede dog for, at det ikke var værre, end at Gabriel ville kunne hele uden varige mén.

Behandlingen tog flere dage. Julien lod ham hænge i mørket og i stilheden, når han ikke slog på ham. Han pressede det så meget han kunne, både i forhold til Gabriels fysik og psyke.
Han ville have Gabriel så tæt på kanten, som overhovedet muligt og derefter bygge ham op fra bunden.


Fem dage efter at have fanget ham i haven, gik han ned af trappen igen. Han var begyndt at håbe, at Gabriel var kommet så langt ud som han kunne. At han snart ville tigge ham om at dø, for der var ikke langt igen.
Selvom det ikke skulle ske, havde Julien besluttet sig for, at han blev nødt til at give vampyren blod. Inden hans krop gav op. Han ville ikke slå ham ihjel, det var ikke planen. Men Julien havde trukket den og det var med en smule bankende hjerte, at han åbnede døren. Ville vampyren hænge død i kæden?

Efter den behandling han havde fået, kunne man ikke sige at Gabriel havde det særligt godt, hverken fysisk eller psykisk. Det var slemt nok at blive brugt som levende boksebold, stegt over åben ild og få smadret flere af sine knogler over flere omgange, samtidig med at han ikke fik noget blod, og dermed ikke kunne opretholde sin naturligt hurtige healingsevne. Men at han det meste af tiden var alene uden nogle former for sanselige stimuli var mindst lige så slemt.

Når Julien var hjemme prøvede han at lytte efter hvor han var i huset, så han havde noget virkeligt at fokusere på, frem for stemmerne i sit hoved, eller sine voksende vrangforestillinger. Men når Julien ikke var hjemme, eller at han lå og sov om natten, var Gabriel på egen hånd, og her måtte han selv finde på måder til at holde sig i virkeligheden. Det var svært når skyggerne i rummet syntes at bevæge sig tættere på ham for hvert minut der gik, og når stemmerne hele tiden prøvede at overbevise ham om at de var virkelige. Derfor tog han meget uortodokse metoder i brug for at holde sig selv nogenlunde normal.

En af de ting han gjorde var at sige "It's not real, they're not real" om og om igen, eller nogle gange skifte over til bare at lave lyde med sin stemme, for at kunne høre noget, som han vidste måtte være virkeligt. Nogle gange overdøvede stemmerne ham alligevel, men han blev ved. En anden ting var at han brugte sin venstre hånds pegefingernegl til at glide henover sin højre hånds håndryg for at have en eller anden form for taktil stimulation som han kunne fokusere på.
Ikke at det hjalp særligt meget, for i de sidste to dage ænsede Gabriel knapt nok Julien når han kom ind af døren, og det var først når manden havde prøvet at få hans opmærksomhed flere gange at han indså at han ikke var alene mere. Og selv der tvivlede han stærkt på at Julien var virkelig.

Men nu var det blevet sværere for ham at sige ting til sig selv, for hans stemme var så hæs at den føltes som sandpapir. Hans negl kørte stadig over hans håndryg, i ren muskelhukommelse, men den var efterhånden rimeligt blodig at se på, og der var ikke ret meget tvivl om at han var for langt ude til bare at komme sig igen.
Igen var han nået til det stadie hvor han var benet, hans hud syntes næsten at være gennemsigtig og mørke render lå henunder hans øjne. Denne gang havde han dog mange flere sår, som stadig var åbne især omkring håndledene, samt mørke mærker og hans ene ben så mere end bare lidt skævt ud efter at hans knæ var blevet knust, og ikke rettet ud så det kunne vokse ordenligt sammen.

Hans øjne stirrede målrettet imod et eller andet punkt på væggen foran ham, uden at blinke en eneste gang, og havde det ikke været for hans svage vejrtrækning, kunne han være et ret overbevisende lig.

Julien kunne lettet konstatere, at Gabriel stadig var i live. Måske det var på tide at stoppe med den grove vold. Han gik hen og klaskede Gabriel lidt på kinden. Vampyren havde været meget svær at komme i kontakt med de sidste par dage, men i dag havde Julien et trick i ærmet. I den ene hånd havde han nemlig et glas halvt fyldt op med blod. Man kunne stadig se det røde nye ar på hans ene underarm.

"Hey, Gabriel. Wake up." Han så ind i Gabriels øjne. Faktisk var det lige før, at han var bekymret. Han ville virkeligt ikke slå ham ihjel, og han ville heller ikke køre Gabriel så langt ud, at han mistede den sidste rest af sin forstand. Der var ikke meget liv i drengen, og Julien var næsten ved at bande over sig selv. Men også kun næsten. Måske han havde været lidt for hård? Det ville tiden vise.

Han stillede glasset på jorden og gik hen for at løsne kæden. Han gjorde som sidst, sørgede for at Gabriels arme blev i hovedhøjde, når han sad på jorden. Han gik tilbage og tog glasset og satte sig på hug foran vampyren.

"I have something for you. Wanna eat? Open up, then." Han tog ved Gabriels hage og løftede hans hoved lidt op, inden han satte glasset for munden af ham og vippede det, så Gabriel kunne drikke.

Hvis denne behandling ikke havde knækket ham, så kunne Julien lige så godt stoppe. Men nu ville han langsomt, én ting af gangen, være sød ved ham. Lige nu var det blod og en længere kæde. Og han havde på fornemmelsen, at det ville være en rigtig god idé at sætte radioen til igen. Næste gang var det nok mere blod og måske et tæppe. Og bagefter madrassen. Små skridt. Det var nok ikke nødvendigt med mere smerte, ensomheden hernede måtte næsten være nok.

Gabriel trak en grimasse da han mærkede Juliens hånd imod sin kind, og så et øjeblik meget disorienteret ud. Han stoppede med at rive sig selv i hånden da han hørte Juliens stemme trænge igennem hans ellers ret overbefolkede hoved, og undrede sig lidt over manglen af smerte i sit ansigt. Enten så prøvede dæmonen ikke at gøre skade på ham, eller også var Gabriel begyndt at blive lammet. Eller også var han allerede død, hvem vidste?

We're not dead. We can't die from hunger. We can only die in the sun or if we're impaled by a stake

Nå ja. Han var vampyr og derfor næsten udødelig. Hvordan kunne han glemme det? Inden han nåede at falde tilbage i sin fraværende sindstilstand, blev han dog sænket ned på gulvet, nok til at han kunne sidde ned og slappe lidt af i sine arme. Men med god grund var han stadig mistroisk over hvad der foregik. Alligevel sagde han intet og gjorde heller ikke noget som kunne tyde på at han helt var der endnu.

Da Juliens hånd igen nærmede sig Gabriels ansigt, veg han dog tilbage, forberedt på at få endnu et slag i ansigtet, kun for at det var hans hage som blev taget fat i. Hvad der blev sagt virkede tåget for Gabriel, men det virkede til at han prøvede at fodre ham.

Probably so he can beat us up again pippede en stemme bagerst i hans hoved. Det kunne jo sagtens være det, så Gabriel lukkede sine læber sammen, og uanset hvor fristende det var at have blod lige foran næsen på ham, så ville han ikke hænges op og tæskes igen. Frygten var tydelig i hans øjne og han prøvede også svagt at trække sig væk fra glasset for at understrege at han absolut ikke ville have blod. Han ville ikke hele bare for at Julien kunne få det bedre med at slå på ham. Hvis han absolut skulle blive holdt under jorden sådan her, ville han hellere være ved et punkt hvor han knapt kunne røre sin krop, end at kunne mærke hver enkelt slag.

Julien tog bedre ved om Gabriels hage og rynkede panden. Han havde regnet med, at Gabriel ville kaste sig over blodet, udsultet og parat til at få noget hjælp med at hele. Frygten i drengens øjne fik det til at gå op for Julien, at han var bange for at pinslerne ville fortsætte. Han slap hans hage og overvejede, hvad han skulle gøre. Tvinge ham til at drikke? Måske.

Julien rakte ud og strøg Gabriel over kinden med en blid bevægelse.
"Gabriel. I'm not gonna hurt you anymore. I'm not angry. I want you to get better. Do you understand?" Han så ind i hans øjne med et bekymret blik, der næsten var oprigtigt. Uden at han havde lagt mærke til det, var der alligevel et eller andet, der havde rykket sig inde i ham. Selvom han havde behandlet Gabriel uden nåde, og sikkert kunne fortsætte sådan, var han alligevel.. mildt stemt.. overfor ham. Hvis man kunne kalde det det. Men det var ikke noget, Julien lagde mærke til. Det ville være meget ulig ham, at føle medlidenhed med nogen.

Han kærtegnede Gabriels kind igen, inden han tog glasset.
"Please drink. I don't want you to suffer anymore." Han tog igen ved Gabriels hage og satte igen glasset mod hans læber.

Et eller andet sted ville Gabriel helst bare lukke ørene overfor alt hvad der kom ud af munden på Julien. Manden var manipulerende og havde slæbt ham igennem et helvede to gange nu... Men alligevel trak det lidt i Gabriel, da han blev nusset på kinden og Julien sagde at han ikke var sur mere. Han var jo flink nok, når han ikke var sur, og de havde faktisk fundet godt ud af det med hinanden... Men det var bare to vidt forskellige sider, og den ene af dem skræmte ham.

Tøvende så Gabriel op på Julien, som så oprigtigt bekymret ud, med et meget svært valg foran sig. Ville han rådne væk i en kælder resten af sit liv, eller få det bedre, men risikere at dæmonen blev vred igen, og måske hev ham igennem det hele en gang til bare for underholdningens skyld?

Maybe we can go back to how it was before we tried to run away. Y'know when we got more freedom and were kind-of-friends with Julien.
Yeah, it wasn't that bad. We just have to do what Julien wants us to do. And right now he wants us to drink blood and get better. That's not too shabby to go about doing.

Gabriel havde aldrig været god til at tage valg, som ville ændre hans liv. Han var et væsen der fandt tryghed i faste rammer, som han kendte. Og lige nu var de faste rammer i hans liv blevet flået i stykker efter at han blev fanget af Julien på parkeringspladsen for hvad der føltes som flere år siden, men nok nærmere var nogle uger. Nu skulle han tage et valg som ville ændre hans udødelige liv for altid.

Han anede ikke om dette var det rette valg at tage, men da han igen fik sat glasset med blodet for læberne, åbnede han nok op til at han kunne drikke det. Han hev svagt i håndjernene for selv at kunne tage glasset, men selvfølgelig kunne han ikke bare komme fri. Havde han kunne det, ville han have gjort det for lang tid siden. Så i stedet drak han blodet i stilhed, indtil der ikke var mere tilbage, og lod blodet have sin virkning på hans krop. Det ville ikke kunne få ham tilbage i perfekt form med det lille glas blod, men det var nok til at begynde hans fysiske helingsprocess. Så var det bare hans psykiske helbred der manglede noget hjælp til at bygge sig selv op igen.

Julien smilede mildt, da Gabriel endeligt drak. Det var godt. Gabriel havde valgt livet. Og vagt at tro på Julien. Et skridt i den rigtige retning, i forhold til Juliens ønske om at gøre Gabriel til.. ja, hans trofaste lille kæledyr. Selvom det var brutalt, var det alligevel et spændende eksperiment for Julien. Han havde aldrig gjort det før, men han havde nu heller aldrig mødt en som Gabriel før.
Han håbede lidt på, at selvom han ville blive underlagt Julien, at Gabriel ville få noget af sit kække jeg tilbage. Det var.. sjovt.

"Good boy. That's good." Hans tommelfinger kærtegnede Gabriels kind, mens Gabriel drak blodet. Da glasset var tomt, tog Julien det og slap ham. Han lod blikket glide over Gabriel. Han skulle have meget mere blod, men ikke nu. Desværre var der nok en ting, som Julien følte, at han blev nødt til at gøre. Hvilket kunne ødelægge den meget spinkle forbindelse, han lige havde lavet med Gabriel. Han tøvede lidt, men valgte så at få det gjort.

"Dear Gabriel. I have to do something not so nice. But it is not because I want to hurt you." I'm very sorry about this." Med en hurtig bevægelse flyttede han på Gabriel, så han kunne tage ved hans ben og uden advarsel knækkede han det på plads. Nok bedre at brække det op igen, så det kunne hele ordentligt, end at det måske kom til at sidde skævt. Han var faktisk ikke helt sikker på, om en vampyrs led og knogler ville rette sig selv ud fra sådan en skade. Han plejede ikke at blive længe nok til at se helingsprocessen, når han havde haft en vampyr mellem hænderne.

Juliens blide berøring på Gabriels kind var faktisk... rar. Selvom han stadig tvivlede på at han havde truffet det rigtige valg, og stadig var ret bange for Julien, kunne han ikke komme udenom at alle former for fysisk nærvær, som ikke skadede ham, var mere end velkomment. Gabriel foretrak at sidde alene i sin lejlighed og se film eller spille på sin computer, og når han endelig var sammen med folk var det sjældent behageligt for dem... Men efter det han havde været igennem havde han desperat brug for at blive passet på, bare indtil han var kommet sig lidt igen. Og eftersom han tvivlede på at han fik lov til at komme hjem til Seelie i nærmeste fremtid, måtte han tage hvad han fik fra Julien.

Det næste var dog virkeligt at teste Gabriels spinkle tiltro til ham. Et såret hyl lød fra hans læber og han prøvede desperat at få noget afstand imellem dem, både ved at skubbe sig selv væk, men også at prøve at skubbe Julien fra sig med sit raske ben. Han var ikke typen der græd meget, især ikke over et brækket ben, men der gled nu alligevel tårer ned af hans kinder og han trak vejret hurtigt på grænsen til at hyperventilere. Var det hele bare et trick? Skulle han direkte tilbage i det helvede han havde været igennem? Ville dæmonen ikke lade ham få bare et øjeblik til at hele de sår han allerede have? Julien sagde godt nok at det ikke var for at gøre ham ondt, men hvis han ikke ville gøre Gabriel ondt skulle han måske lade være med at brække hans ben?

"Please, please, just leave me alone" peb han, svagt tydeligvis endnu mere skræmt end før. "I don't want to do this anymore, I don't want to be here anymore. I don't want to heal if you're just gonna torture me again" for første gang i den tid han havde været her, knækkede hans ellers stærke forsvar, som havde afholdt ham fra at blive for følelsesmæssigt involveret i situationen. Der var blevet lavet store huller i det over flere omgange, men nu kunne det ikke holde længere og han brød sammen. Han græd faktisk rigtigt. Det var ikke bare et par tårer der blev fældet og en svag piven. Han hulkede og gispede efter vejret, og hvis man var i tvivl om at han var bange, så var det malet henover hans ansigt.

Julien var faktisk ked af at brække hans ben. Men det måtte bare være sådan. Han lod Gabriel sprælle så meget, han ville og lod ham skubbe sig væk.
Selvom det var, hvad han havde ventet på, blev han alligevel overrasket over, at Gabriel endeligt gik i spåner. Og han blev egentligt også lidt overrasket over sig selv, for selvom det selvfølgelig var en del af det han skulle, for at få Gabriel til at blive afhængig af ham, påvirkede det ham på et eller andet niveau alligevel, det der skete.

Han tøvede lidt, men rakte så ud og trak Gabriel ind til sig og lagde armene om ham, også selvom Gabriel (sikkert nok) strittede i mod. Roligt holdt han ham fast ind til sig og begyndte at mumle beroligende til ham.
"I'm not gonna hurt you anymore. I don't want to do that. I like you. I want you to be safe and happy. But you made me so angry. You hurt me and I had to hurt you. But it's over now." Han strøg ham over håret og så lidt ud i luften.

Der var noget galt med det hele. Og det foruroligede Julien lidt, at han havde det sådan. Det var ikke meningen, at han skulle føle noget for den her dreng. Og det gjorde han heller ikke. Julien følte ikke noget. Med den kolde tanke, skubbede han alt, hvad der bare mindede om milde tanker og følelser væk. Som han havde gjort før. Han ville bruge Gabriel. Vampyren var hans lille eksperiment og det var det. Et eksperiment. Som en laboratorierotte, han skulle have til at gå igennem en labyrint for at få osten.

Selvom han blev kold igen, ændrede hans kærlige behandling af Gabriel sig ikke.
"Schh. Get it all out. Just cry. I won't hurt you anymore."

Gabriel strittede imod til at starte med, da Julien prøvede at holde ham ind imod sig, men med begge arme holdt fast i kæder og det ene ben brækket, var det lettere sagt end gjort. Da han fandt ud af at der ikke skete noget, og at dæmonen faktisk prøvede at berolige ham, stoppede hans sprælleri gradvist, og blev erstattet af gråd.

Gabriels hænder hang hjælpeløst i kæderne mens han græd så det gav et ryk i hans krop hver gang et hulk lød fra ham. Nu hvor han var i gang kunne han slet ikke få sig selv til at stoppe. Det var ikke bare det her han græd over, det var lidt en blanding af alt muligt. Tilbageholdte følelser, shock efter de ting han havde været igennem de sidste par år, og en afreaktion på at være blevet tortureret af en mand, som han faktisk var begyndt at stole på, på en underlig måde.

Der gik noget tid, men det lykkedes Gabriel at stoppe med at tude sine øjne ud. I stedet sad han bare, men hovedet imod Juliens bryst og snøftede lidt mens han lyttede til dæmonens hjertebanken. En gang i mellem rykkede det lidt i ham når han lige var nødt til at gispe svagt efter vejret, men ellers var han stille igen. Gabriel var fuldstændigt udmattet, både efter ikke rigtigt at kunne sove henover det sidste stykke tid, men også fordi hans krop var i gang med at hele, og han havde fået sig en ordenlig tudetur. Han ville nok benægte alt om at have grædt sådan foran Julien senere hen, men lige nu havde hans stolthed intet at skulle have sagt.