A night's work (Gabriel)

Man kunne tydeligt se lettelsen skylle ind over Gabriel, da Julien blev glad over at han undskyldte, og fortalte at han var tilgivet for det han havde gjort. Det føltes som om at han kom ind i varmen igen, sådan rigtigt, hos Julien, og det var præcist det han gerne ville. Det lille klem på hans knæ gjorde det kun bedre, og et eller andet sted var det nu meget rart at blive rost, især når alternativet var at hænge i kælderen.

Veltilfreds, lagde han sig ned på sofaen igen, og så til mens de sidste minutter af filmen trillede afsted, med en rigtig rar følelse i kroppen, efter at have gjort Julien glad, eller i hvert fald nogenlunde tilfreds. Han trak sin dyne godt op under hagen og lagde sig lidt bedre til rette. Uanset hvad Julien valgte at gøre, ville han nok blive liggende, om ikke andet så for ikke at stresse sit ben alt for meget. Så længe gik der vel heller ikke til at manden smuttede i seng igen, så det var bare med at nyde sin frihed mens han kunne.

Generelt ville Gabriel nok stadig være forsigtig omkring dæmonen, om ikke andet så for ikke at træde ham over tærene.

Julien lod blikket hvile lidt på Gabriel, inden han vendte tilbage til det sidste af filmen, som han dog ikke så, da han hans tanker beskæftigede sig med det, der lige var sket. Gabriels undskyldning havde været oprigtig, og det udtryk, der var på hans ansigt, afslørede oprigtig glæde og tilfredshed ved, at Julien havde tilgivet ham. Det gik op for Julien, hvor alvorligt dette egentligt var. Han havde gjort en ung mand afhængig af sig. Han havde egentligt ikke tænkt så meget over, hvad der skulle ske bagefter sit forsøg, måske ville han bare have sendt vampyren videre i livet. Men det kunne han vel ikke nu.

Med en let rynke i panden spekulerede han lidt over det. Han havde ikke planer om at holde vampyren i sit hjem i al evighed. Gabriel skulle have sit eget liv, men stå til rådighed for Julien. Så meget vidste han.
Rulleteksterne kom frem, og han valgte at skubbe tankerne væk for nu. Det måtte han se på hen af vejen. Han gabte dæmpet bag en hånd og så på Gabriel igen. Lige nu skulle han bare sørge for, at drengen blev ved med at føle sig tryg og blev helet.

På den ene side var det lidt specielt for Julien at blive ved med at vise ham så meget venlighed, han gav sig normalt ikke i kast med sociale relationer, andet end hvad han have behov for i forhold til arbejde. Det var ikke venner han gik op i. At han havde brugt så meget tid sammen med Gabriel var unormalt.

Julien var ikke i følelsernes vold. Ikke at han ikke havde følelser, men de kørte på lavt blus. Han kunne ikke bruge dem til noget alligevel, så det var vel mest en prioriteringssag. Som dæmon i den anden dimension var følelser ikke nødvendige, og her på jorden var de bare en forhindring. Og unyttige. Julien havde brugt det meste af sin tid på jorden blandt mennesker - og mennesker blev gamle og døde. Så hvorfor bruge energi på at lære dem at kende?

"It won't be long before bedtime. What do you want to do?"

Gabriel kunne mærke et lille smil brede sig om hans læber, mens han så slutningen. Trods sit makabre job, så elskede han alligevel en god slutning, og det at Harry blev sendt hjem med tanken om at komme tilbage gjorde ham nu meget glad. Som menneske havde han vist været ret tilbageholden overfor at læse bøgerne så vidt han huskede i hvert fald, da han trods alt ikke læste så mange fiktionsbøger dengang. Han syntes det var barnligt, og var meget mere optaget af naturvidenskab frem for fantasi. At han så var endt ud med at kunne lide dem alligevel var en anden sag.

Men nu var Gabriel ikke rigtigt hængt op på sit nørdestudie længere, og med viden om at nogle af de her væsner faktisk fandtes, blev det sjovere at se. Måske burde han sætte sig til at se resten af filmene en dag, eller sætte sig til at læse serien, når Julien enten ikke var hjemme, eller han fik lov til at tage hjem... Hvis han da fik lov til at tage hjem.

Han rynkede lidt på panden af den tanke. Dog fik Gabriel ikke lov til at tænke meget over det, før han blev spurgt om hvad han ville bruge resten af aftenen på. "I dunno. I'm probably not gonna run around the house until I'm tired, so anything is fine really. And if you need sleep now, I'll just head back to bed and get time to pass somehow. Maybe read that book you brought up to me yesterday" Han blev dog liggende, og ventede på at Julien sagde hvad han umiddelbart tænkte at de skulle gøre. Egentlig ville Gabriel helst ikke bare blive smidt tilbage i seng, men på den anden side var der ikke så meget han kunne få lavet med et brækket ben. Forhåbentlig ville det snart hele.

Julien kunne fornemme på Gabriel, at han ikke havde lyst til at komme tilbage i seng med det samme, men hvad Julien skulle foreslå, at han kunne lave, vidste han ikke. Hvad lavede man, når man kedede sig i den alder? Han var næsten ved at smile. I gamle dage satte man sig ved tællelysets skær og forsøgte at få noget arbejde fra hånden.. og i dag sad man i skærmens skær og var hjernedød. Nå, enten kunne han fortsætte med at se fjernsyn eller også kunne han komme i seng.

"You can stay here and watch some tv or read a book. Or go to bed. You have about an hour before bedtime." Han samlede fjernbetjeningen op og skiftede kanal til en af de der kanaler, der altid kørte serier døgnet rundt og lagde så fjernbetjeningen, så Gabriel kunne nå den.
"I'm gonna make myself a bit usefull, so you just let me know, what you want."

Han rejste sig og tog den nu næsten tomme skål med vindruer og den tomme flaske, inden han gik ud i køkkenet, hvor han fyldte i opvaskeren. Han havde som sagt en rengøringsdame, men hun kom kun et par gange om ugen. Selvom han kunne få nogen til at gøre alt for sig, kunne Julien ikke lide at føle sig hjælpeløs og ville helst gøre de fleste ting selv. Dem som var ligetil anyway. De større rengøringsopgaver havde han nu ikke noget i mod at betale sig fra.

Når han var færdig i køkkenet, hvilket ikke tog så lang tid, gik han ovenpå på badeværelset og gjorde klar til at gå i seng. Han ville læse lidt, inden han lagde sig, bare for at give Gabriel lidt mere tid i stuen. Så han gik ned og satte sig i sofaen igen og tog sin bog. Fjernsynet forstyrrede ham ikke.

Gabriel nikkede til hvad Julien sagde og så hvad end dæmonen havde fundet frem på fjernsynet. Selv var han ikke den største fjernsynsnarkoman, han havde for det meste sit eget stående på nyhederne, og det var kun for at få noget baggrundsstøj, så derfor var han også lidt ligeglad med hvad han så, og han fokuserede heller ikke særligt meget på det der foregik.

I stedet kunne Gabriel ikke lade være med at tænke på, hvad Julien havde sagt, om at han var blevet tilgivet og at alt forhåbentligt kunne gå tilbage til at være som det plejede før han prøvede at stikke af. Måske blev det endda bedre herfra? Han anede det ikke men han vidste at det kun kunne blive bedre end hvordan han havde det for blot en dag siden.

Måske var det derfor, at Gabriel krøb tættere på da Julien efter noget tid kom tilbage på sofaen. Det var ikke nok til at de rørte hinanden, men det var klart et tegn på tillid da han var inden for dæmonens rækkevidde, så han ikke ville kunne nå at reagere hvis han besluttede sig for at gribe fat i ham på et tidspunkt. Det var noget han ellers havde passet meget på med, især efter han først kom herhen, men nu lå han faktisk afslappet i mandens nærvær. Det var helt generelt en ret stor ting når det galt Gabriel, da han altid havde haft det svært med sociale relationer, og især når man havde tortureret ham. Men det var jo nok et ret normalt forbehold at have overfor andre.

Den time, som han havde til at være nedenunder fløj hurtigt afsted i stilhed, og klokken var nok mange når man skulle op og arbejde dagen efter. Gabriel satte sig op igen, og så afventende på Julien, velvidende om at han nok skulle tilbage i seng nu, selvom han ikke rigtigt var blevet træt endnu.

Julien skævede kort til Gabriel, da drengen krøb tættere på. Han kunne ikke helt beslutte sig for, om det var noget han brød sig om eller ej. Men han sagde ikke noget og fortsatte bare med at læse. Da Gabriel satte sig op, kastede Julien et blik på uret. Hov, tiden var løbet fra ham, som den nogle gange gjorde, når han læste.

Han lagde bogen fra sig og så på Gabriel.
"Bedtime." Han rejste sig og samlede Gabriel op, sådan at han også havde dynen med. Uden at sige mere, bar han Gabriel op til gæsteværelset og lagde ham i sengen. Han betragtede ham lidt.
"I hope you had a good time tonight. I think you have been good company." Han smilede og undertrykte et gab. Han var ved at være godt træt. "I have an early start tomorrow, but I'll give you some blood and say bye before I leave. Allright?" Med noget, der kunne minde om en kærlig bevægelse, rodede han rundt i Gabriels hår og gik over til døren.

"I'm gonna lock the door. If yoy need anything, feel free to call out. Goodnight." Han lukkede døren, låste den og gik ned til sit eget soveværelse, hvor han gik i seng. Inden han faldt i søvn, gennemgik han tiden, han havde brugt med Gabriel, i tankerne. Han kunne ikke andet end at fryde sig over, at vampyren tydeligvis så ham som.. ja, som hvad? Sin ven? Herre? Julien vidste det ikke, men det blik, som han så på ham med, var som at se en hundehvalp kigge på sin ejer.
Selvom det glædede ham, var der stadig en lille stemme i hans baghoved, der spurgte, hvad han egentligt havde gang i?

Gabriel følte sig lidt som et barn, når han blev båret rundt på, uden nogle problemer, og især når han også havde en dyne med sig... men alligevel var han okay med det. Nok fordi han stadig lige skulle komme sig igen efter alt han havde været igennem, og også fordi det var Julien. Deres forhold til hinanden gik ret meget på at dæmonen var den stærkeste af de to, og at Gabriel bare måtte finde en måde at deale med hvad end han blev udsat for, eller bedt om så godt han nu kunne.

Da Gabriel blev lagt ned på sengen, trak han dynen godt op over sig igen, velvidende om at han nok ikke kom op og lave noget før hans ben var helet igen. Han trykkede sit hoved lidt op imod Juliens hånd da han blev rodet i håret, med et lille smil om sine læber. "Yeah, that sounds great" mumlede han, ret tilfreds med tanken om at få noget blod. Der var nok ikke meget, som skulle til for at fremskynde processen med sit ben, og resten af det sår han havde rundt omkring. Han så ikke helt godt ud endnu. "Good night"

Og så var han alene igen. Det var heldigvis ikke så slemt, for han kunne bevæge sig frit nu - eller nogenlunde frit. Han var stadig låst inde i et rum, men det var stadig væsentligt bedre end kælderen, med langt bedre forhold.

Julien fortsatte med at give Gabriel et halvt glas blod morgen og aften det næste stykke tid. Han kunne lige så godt lade Gabriel drikke direkte fra kilden, men Julien kunne godt lide at styre, hvor meget vampyren fik.
Som dagene gik, gav Julien igen Gabriel mere og mere frihed. Han fik lov til at rende rundt i huset som han ville om natten, døren blev ikke låst om dagen, og han lod ham endda møde sin rengøringskone, der kom et par gange om ugen. Han havde også givet ham en mp3-afspiller, så han havde noget at lytte til, når han var alene.

Efter et par uges tid, havde Julien besluttet, at han stolede nok på vampyren til at tage ham med ud på en gåtur. Det var en klar, lun aften, perfekt til en gåtur ned af gaden og rundt i det grønne område, der lå længere nede af vejen.

Julien gik op ovenpå og bankede på døren ind til det, der nu var Gabriels værelse. Han havde for det meste behandlet drengen med almindelig venlighed, selvom han havde sat sin egen vilje igennem, når der var behov for det. Men der havde ikke været nogen episoder, hvor Julien havde måtte blive grov på nogen måde. Hvis han brugte et en smule vredt tonefald, var Gabriel faldet ind på plads igen. Det var godt. Julien var meget tilfreds.

Han var selv ved at vænne sig til at have ham i huset hele tiden. Det havde holdt hårdt efter nogle dage, efter han havde ladet ham komme ud af kælderen, Julien var alt for vant til at være alene. Men heldigvis havde han kunne sende Gabriel op på værelset, hvis han havde haft behov for det, men ellers larmede drengen heller ikke så meget.

Gabriel opførte sig ordenligt - eller så ordenligt som han nu kunne, når han var sammen med Julien. En gang i mellem fik han trykket lidt på nogle knapper, som nok ikke burde trykkes på, men hvis Julien så meget som snerrede af ham, så bakkede han tilbage og undgik at gøre det igen. Ellers havde han fået lov til at være sig selv lidt mere, med sit eget værelse, og egen underholdning. Der var intet af det, som slog hvad han normalt lavede i sin fritid, men uden sin bærbar eller mobil, måtte han klare sig med hvad han havde.

For tiden var han begyndt at læse igen. Det var ikke noget han gjorde sig voldsomt i før, men med så meget tid på sine hænder, var det et ret godt tidsfordriv. Han var gået glip af mange ting de sidste 17 år, så det var en ret god måde at få samlet op, selvom han i forvejen havde været ret god til at tilpasse sig.
Og lige nu, sad han og læste den bog, som Julien for et stykke tid havde bragt ind til ham, i sengen, samtidig med at han hørte musik. Han sad ovenpå sin dyne for at undgå at blive fristet til at falde i søvn, da han ellers bare ville være vågen hele dagen, og kede sig ihjel. Selvfølgelig vidste han godt at han bare kunne gå ud, for solen var gået ned, men han havde været ret fanget af handlingen, så det var bare ikke sket.

Dog så han op, da han hørte nogle bank imod døren, og tog en af høretelefonerne ud af sit øre. "You can just come in" kaldte han så, inden han vendte sine øjne ned for at finde et godt sted at stoppe, så han ikke faldt helt ud af hvad der foregik.

Julien åbnede døren, da Gabriel gav lov til, at han kunne komme ind. Ikke at han behøvede at banke på og få lov, men bare fordi at han ikke behøvede, betød det ikke, at han ikke kunne udvise en smule høflighed.
Han blev stående i døren og betragtede Gabriel, der åbenbart havde lidt svært evd at slippe bogen. Det var også en god bog (( Det er btw, Stephen Kings "Relvolvermanden", første del af serien "Det Mørke Tårn" - den er værd at læse, den serie! )).

Da Gabriel var nærværende igen, smilede Julien lidt.
"I was wondering, if you would like to go outside and take a walk with me. The night is pretty lovely." Han løftede Gabriels gamle sneakers op. "I even remebered where I put these." Han kastede dem hen, så de landede på sengen.

Julien regnede stærkt med, at Gabriel sagde ja. Han kunne ikke selv forestille sig, at være lukket inde i et hus så længe, som Gabriel havde været. Det måtte være noget, der kunne gøre enhver sindssyg. Julien lagde hovedet lidt på skrå. Apropos sindssyg, han havde ikke hørt noget om Gabriels stemmer i lang tid.

Gabriel var heldigvis nået til slutningen af et kapitel, så det passede meget fint at han hurtigt fik afsluttet et godt sted, og sat sit bogmærke ved det nye kapitel. Han lagde bogen over på sengebordet og tog også den anden høretelefon ud af sit øre, så Julien nu havde hans fulde opmærksomhed.

We're nerds.
It's been so quiet, I almost thought you were gone. Should've known that was too good to be true.
I don't have a choice, we're both a part of our head. And also, I wanted to make sure we know how lame this is, because we're reading. For fun. It's horrible.

Lige de to stemmer havde været ret fraværende det sidste stykke tid, men nu var de tilbage. Det var mest skyggerne, som hviskede og hans depression, som styrede hans adfærd. De havde overdøvet hans normale samtalepartnere, og på det sidste havde han næsten glemt han havde dem. Han var stadig ikke helt sikker på om han brød sig om at de lige så langsomt var begyndt at gå tilbage til at kommentere på hans liv.

Shhh, I think Julien's saying something important

Gabriel så lidt på skoene, som var blevet kastet hen til ham, med rynket pande, som om at han slet ikke genkendte begrebet af sko. Det var naturligvis ikke tilfældet, men sko betød at man skulle udenfor, og da det sev ind, kunne han ikke lade være med at smile. "Uh sure, when are we going? Is it like right now, or do you have something to finish first?" skyndte han sig at spørge bare for at være sikker. Han vidste godt at det var arbejde først, Gabriel bagefter for Julien, så han var blevet vant til at tjekke op på hvad der skulle ske, så han vidste om det var nu eller om en times tid.

Julien betragtede Gabriel, mens det fes ind at han skulle med udenfor. Smilet på hans læber fik Julien til at smile. Det var åbenbart noget, der virkede.

"I'm done for today. Actually, I have nothing work-related the next couple of days. It's time for a real weekend." Julien kunne godt mærke, at han havde brug for et par dages afslapning. Nogle gange kørte det lidt af sporet for ham i forhold til arbejde. Efter så mange år burde han havde lært at slappe lidt af, men han kunne ret hurtigt blive urolig, hvis der ikke var noget at lave. Men med Gabriel som logerende, var der jo noget at lave, så mon ikke det gik. Og han havde brug for at få sovet noget mere og lade sig hjerne få en pause. Der havde ikke været meget tid til at slappe af med Gabriel i huset oveni.

Selvom Julien var dæmon, havde han alligevel nogle ret menneskelige behov, f.eks. som regelmæssig søvn, mad og alt det andet, der hørte med til at have en krop og en fungerende hjerne. At han helt sikkert kunne klare sig meget længere end et menneske uden nogen af delene, var det da rarest at lytte til kroppens behov. Lige meget, hvad det var.

"So, are you coming or am I gonna be all alone?" Han vendte sig halvt i døren og så på ham med løftede øjenbryn og et spørgende udtryk i ansigtet.

Gabriel sad bare lidt, mens indbyggerne i hans hoved summede over hvad han lige var blevet informeret om. You should probably say something before he goes back on his word mindede en af stemmerne ham om. "Oh yeah, sure, uh I'll come, no problem" skyndte han sig så at spytte ud, hvorefter han begyndte at tage sine godt slidte sneakers på.

Smooth.
Yeah, smooth like sandpaper

Hurtigt kom Gabriel på benene, greb sin hoodie, der lå henover fodenden af sengen og kom over til Juliens side, tydeligvis begejstret over tanken om at komme udenfor. Om det så bare var to sekunder og han var tvunget til at holde Julien i hånden, ville det være rart at få lov til at se noget andet end indersiden af den her bygning. Ikke at det ikke var pænt eller noget, men det var begrænset hvor meget energi han kunne bruge derinde, og hvor længe han kunne underholde sig selv uden at komme i problemer med dæmonen.

"Alright, I'm ready to go sagde han, efter at have fået sin hoodie på, og lynet den halvvejs op.

Julien ventede tålmodigt på, at Gabriel fik skoene på og kom hen til ham.
"Good." Han vendte om og gik ned af gangen og hen til trappen. Han havde selv taget sko på, inden han gik op, så han nøjedes med at gribe en jakke. Efter at tage taget den på, greb han sine nøgler og så på Gabriel. "Let's go."

Han åbnede døren for ham og lod ham gå ud først, hvorefter han fulgte efter og låste døren bag dem. Han satte ikke alarmen til, så længe skulle de heller ikke være væk. Efter at have lagt nøglerne i lommen, begyndte han at gå ned af indkørslen, der gik ind foran det store hus. Det var ikke det største, mest fancy hus på gaden, men det lå lidt tilbage trukket fra vejen og havde en stor have rundtom, der var omgivet af en mur. Julien værdsatte sit privatliv og havde sjældent nogen form for gæster. Møder i forbindelse med arbejde blev holdt alle andre steder. At Gabriel havde fået lov til at rende frit rundt med mulighed for at se hele Juliens hjem, havde været lidt af en test for Julien, men det gik.

Huset var pænt og så ældre ud udefra end indefra. Julien havde fået det totalrenoveret, da han havde købt det. Han havde pengene til at leve i luksus, så hans hjem kunne lige så godt være behageligt og lækkert, selvom det ikke var et palads. Det havde han absolut heller ikke behov for, faktisk var det lidt for stort i forhold til, at han var alene. Men han kunne nu godt lide det. Han havde boet både mere eller mindre prangende end nu.

Han gik ned af indkørslen og ud til porten, der var lukket. Han trykkede en kode på en konsol og en lille dør ved siden af den store gitterport gik op.
"Ready to come all the way outside?" Han undlod at advare ham om, hvad der ville ske, hvis han stak af, for han havde en fornemmelse af, at det ikke ville blive aktuelt. Han havde absolut ikke set nogen spor af trodsighed eller tanker om flugt i drengen, siden han tog ham op af kælderen igen.

Det var første gang Gabriel fik et kig på ydersiden af huset, hvis man ikke talte hans mislykkede flugtforsøg med, og han måtte indrømme at Julien boede et ret hyggeligt sted. Det var i hvert fald bedre end den lejlighed han selv boede i... men der skulle så heller ikke så meget til. Han ville i hvert fald ikke have gættet at der boede nogen psykopat her.

Dog veg Gabriel ikke alt for langt fra Juliens side, af to årsager. 1, han ville ikke risikere at Julien troede han prøvede at stikke af igen, og 2, han havde aldrig været i det her område før. Om man troede det eller ej, så var Gabriel tryghedsnarkoman, og han bevægede sig sjældent et nyt sted hen, før han havde gennemtjekket det hjemmefra, så han vidste hvad han kunne forvente, så det at være et sted han ikke kendte, var en anelse skræmmende.

Men lige nu var det fint nok. Han ville hellere være et sted han ikke kendte, end at blive indenfor i Juliens hus for evigt. Derfor tøffede han blot med Julien over til porten, og ventede på at kunne komme et stykke væk fra huset for en gangs skyld. Julien havde jo taget fri, så hvem vidste, hvis han opførte sig eksemplarisk kunne det være han fik lov til at komme ud igen næste nat.

Julien smækkede lågen i bag dem og begyndte at gå ned af gaden. Nogle huse lå næsten ud til vejen, andre gemt godt væk som Juliens. Der var som altid stille i kvarteret. Man kunne høre en enkelt hund langt væk, sikkert en vagthund, der reagerede på et eller andet.
Duggen var faldet og alting duftede i den friske luft. Julien kunne godt lide at gå tur, når mørket var faldet, der var en dejlig ro over verden.

Han slentrede af sted med hænderne i lommerne og skævede til Gabriel.
"How's your head?" Han hentydede til stemmerne. Det var ikke noget, han havde spurgt ind til længe, men hans nysgerrighed omkring det var ikke faldet. Han fandt det meget besynderligt og interessant, især fordi der lod til at være flere.

Han havde før mødt tossede folk, psykiske sygdomme var mere udbredt end man lige skulle tro, men der var noget andet over Gabriel. Måske den måde, han svarede tilbage på, brugte dem som samtalepartnere. Julien kunne ikke helt forklare det, men interessant var det nu. Hvis ikke han havde fundet Gabriel interessant, havde han ikke beholdt ham og givet ham den behandling, han havde. Om det så var godt eller skidt for Gabriel, det kunne man så diskutere.

Gabriel rynkede lidt på panden, da han blev spurgt om hvordan det gik med hans hoved. Han havde ikke slået det for nyligt, så han måtte gå ud fra at han mente i forhold til stemmerne og andre mentale problemer. Julien havde trods alt vist en interesse overfor Gabriels underligt skruede sammen verden.

"It's fine, a little crowded, but all-together it's not too bad. I've had worse" svarede han så med et skuldertræk. "Gotta admit it was going a little crazy for a while though. Schizophrenia ain't nothing to mess with." Han havde ikke de store problemer med at indrømme at han var psykisk syg. Det var ikke en samtale-starter, men hvis det blev bragt op, kunne han godt indrømme det. Ikke helt den del med at han havde angst eller en svær depression, for den var knapt så lige til at gribe an, men han ville da godt indrømme at han var skizofren og led af vrangforestillinger på en daglig basis.

Der var bare ikke rigtigt nogen god måde at bringe angst og depression op, og det var nok også derfor at Gabriel ikke rigtigt snakkede om det med hverken Julien eller nogen andre, selvom manden selv havde været vidne til et af hans angstanfald, sidst de var nede i kælderen.

"Why are you so interested in what's going on in my head though? The normal response I get it people freaking out about it" spurgte han så, oprigtigt nysgerrig. Det var et godt stykke tid siden han havde haft modet til at spørge Julien om hans intentioner eller tanker, da han havde været rimeligt rystet for at sige det mildt.

Julien betragtede ham, som de gik. At Gabriel ikke havde noget i mod at indrømme, at han havde en sygdom, var forfriskende. Alt for mange levede i benægtelse. Julien vidste ikke, at Gabriel også sloges med en depression og angst, selvom han havde set angsten - men hvem ville ikke få angst lukket nede i en kælder med en psykopat, der torturede en?
Angst og depression var ikke nær så spændende som skizofreni, men Julien ville nu nok have været meget interesseret i at vide, hvad begge dele kom af.

"I can imagine that. It's probably not an easy thing to handle." Som svar til Gabriels spørgsmål trak Julien let på skuldrene. "I don't know. I find it a bit peculiar. Also the way you handle it." Hans blik mødte kort Gabriels, inden han så frem for sig igen. De nærmede sig det grønne område. "I don't see, why I should freak out." Han måtte smile. "Maybe people freak out, because you tend to try to kill them, hm?" Han regnede med, at Gabriels samtaler med sig selv ikke stoppede, når han var i gang med det, han kaldte sit arbejde.

Julien drejede ind af en sti, der ledte ind i et grønt område, en park, om man ville. Der var større græsplæner, grupper af træer og længere nede en smule skov. På grund af det område de var i, var det ret sikkert at rende rundt hernede om natten. Og selvom det ikke var, var Julien ikke bekymret. Han kunne passe på sig selv.

"You mean talking back at them? I dunno why I do it. They're just there, and their voices are just as clear as yours is. No weird echoing or anything. I have no idea what's real and what's not at this point, so I try to respond to whatever I hear" Gabriel trak på skuldrene, mens han så sig omkring.

"Besides, they get really annoying when I try to ignore them"
Excuse you?
We do not get annoying!
"And now they're disagreeing because they don't think they're annoying. It's like having an all-knowing and jealous romantic partner who get really heated about everything you do, except there are no benefits at all."
We come with plenty benefits.
"Like what?"
We... are there no matter what you're doing?
"Ugh gross"

Gabriel rystede på hovedet og lyttede ellers til hvad Julien havde at sige, og så meget fornærmet ud da det blev hentydet at folk blev skræmte fordi han prøvede at dræbe dem. "I don't always kill people you know" sagde han og skød sin underlæbe frem. "Anyway, according to my medical record, I was schizophrenic even as a human, and although my memories are pretty vague by now, I do know that a lot of people thought it was freaky, and avoided me when it got out"

Da de nåede ud ved en lille park, kunne Gabriel ikke lade være med et smile lidt. Det var rart at være udenfor, og få frisk luft. Faktisk nød han at tøffe rundt med Julien herude. Manden var sjov at snakke med når han ikke var sur, og det var nemt at snakke med ham. Han vidste ikke om han ville kalde ham en ven, men han var i hvert fald ikke en bekendt eller en fjende nu. Han var bare en sær snegl, som faktisk kunne være ret sjov at være sammen med, hvis man ellers forstod hvad han var for en, og var på hans gode side.

Julien lyttede interesseret til den halve samtale, Gabriel havde med sig selv og kunne ikke lade være med at le en smule. Han rystede let på hovedet.
"That must be confusing. Not knowing what is real or not." Det måtte være meget forvirrende. Julien kunne ikke forestille sig ikke at kunne stole på sit eget sind. Hans skarphed, intelligens og hurtige tænkning var essentielt i forhold til alt det, han lavede. Han egen sikkerhed. At han altid kunne analysere de situationer, han stødte ind i, havde reddet ham mange gange.
"I couldn't imagine not to trust my mind."

Gruset knasede under hans fine sko, som de gik igennem parken. Der var fantastisk stille. Det var, hvad han elskede ved dette kvarter. Fra at være gået fra 1700-tallets stilhed til det nye årtusindes evige mekaniske larm, havde han nogle gange svært ved at finde ro. Hvis ikke det var fordi, at han nød at være en del af verden og var afhængig af at være i gang hele tiden, kunne han sagtens have været flyttet langt ud i ingenting og leve sit liv der. I ro. Han havde ikke noget behov for at være social, hvilket man jo også tydeligt kunne se på hans ensomme liv udenfor arbejdet.

"Well, most people have problems to relate and understand something they haven't tried. New and unknown things scare them." Han talte af erfaring. "You should have seen the faces of people the first time they saw a flying machine." Han havde selv været meget fascineret. Desværre havde han ikke været i USA, da den første flyvetur med brødrene Wright var sket og skrevet ind i historien. Men igen havde menneskets fantasi og opfindsomhed overtrumfet logikken igen.

Gabriel så op på Julien, mens han snakkede, fokuserende på at kigge på hans næse frem for hans øjne, og trak på skuldrene da manden sagde at han ikke kunne forestille sig hvordan det var, ikke at kunne stole på sig selv på den måde. "I dunno, it's something you get used to, and sometimes it's actually pretty helpful. They say things that I probably wouldn't realize without them, and it's kept me alive on more than one occasion. I could live without the hallucinations though, that shit is just plain out horrible" Han skar en grimasse for at understrege det han sagde, inden han igen vendte sine øjne imod sine omgivelser.

Det var egentlig lang tid siden at han havde været udenfor og bare gået rundt, uden nogen egentlig plan om hvad han skulle. Som så mange andre, havde han ofte travlt når han gik udenfor sikkerheden af sit hjem, og hvis han ikke havde travlt, jamen så gik han ikke udenfor. Han var blevet så vant til at leve i en larmende by, med vindue op til en stor vej, så det var rart ikke at være udsat for det længere.

Et lille smil fandt sin vej til hans læber, da Julien fortsatte med at snakke. på en eller anden måde virkede beroligende at få at vide af Julien, at folk generelt bare ikke kunne lide ting de ikke forstod. Og han kunne da heller ikke lade være med at fnise lidt ved tanken om folks reaktion første gang de så en flyvemaskine. "I get why'd they'd be horrified of that, but it's kind of funny considering that it's a fairly normal way to travel now. People are weird"

Julien rynkede kort panden over, hvad Gabriel sagde. Han havde ikke problemer med at tro, at stemmerne kunne komme frem med ting, som Gabriel ikke så. De var jo højest sandsynligt en del af hans underbevidsthed og underbevidstheden havde en tendens til at fange meget mere end en selv. Stadig nysgerrig over Gabriels sind, kunne Julien ikke lade være med at spørge til hans hallucinationer.
"May I ask, what you see?"

Selvom det var en lun aften, var der ikke specielt varmt, men Julien frøs ikke. Hans indre temperatur var en del varmere end et menneske, og han kunne sagtens tage lave temperaturer. Han regnede med, at hvis Gabriel frøs i sin hættetrøje, at han ville sige til.
"I don't know if people are weird. Human kind has a short life expectancy. Generetions change so fast, the humans living now have no idea what is was like not to be able to fly. Or how not to have electricity, running water or sanitary conditions in hospitals." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Oh well, the people living in the rich part of the world anyway."

Han skævede til Gabriel. Vampyren var ung. Han ville ikke forstå det lige nu, men når han havde levet et par hundrede år, ville han se den menneskelige race som Julien. Fascinerende, men kortlivede. En kilde til evig forundring, men også noget, der susede forbi så hurtigt, at man næsten ikke kunne nå at kende dem.
260 år var ikke længe, men længe nok til at have set så meget. Så stor en udvikling. På en måde skræmte det Julien, at alting gik så hurtigt for menneskeracen, men samtidigt var det spændende at se, hvor det bar hen. Hans eneste ærgelse var, at menneskeracen var så destruktiv. Alting døde under deres marcherende fødder, rettet mod fremtiden.

"It depends on a lot, mostly my mental health" Gabriel sparkede til en sten på jorden og så den glide et godt stykke væk, inden han fortsatte. "Sometimes, when I'm feeling fine, it's just small things, like I'll see something moving in the corner of my eye, but when I turn to look there's nothing there." Han sparkede til stenen igen da de nåede over til den igen. "Other times I'll see shadows become weird creatures, that try to reach me, and they whisper all kinds of weird things." Han sparkede stenen en tredje gang og denne gang havnede den i græsset, hvor Gabriel ikke kunne se den mere. "But when it's really bad, people around me become monsters, and it feels like they're clawing at me, and try to rip me apart even though they aren't touching me. I hear them yelling things at me, and I can usually smell them too. I usually stay at home when it gets that bad"

Gabriel fortalte det ikke for at få medlidenhed, eller opmærksomhed fra Julien, men blot for at fortælle ham hvad der egentlig skete i hovedet på ham. Manden var jo nysgerrig, og han vidste alligevel allerede at Gabriel var sindssyg, så der ville ikke ske noget nyt af at han fortalte om sine hallucinationer. Det ville bare give et indblik i den lille verden han levede i til dagligt.

"I rest my case: people are weird" Gabriel nikkede for at understrege hvad han sagde, tydeligvis ikke tæt på at ændre mening om det. Men alle var lidt underlige alligevel, så det var ikke noget nogen skulle tage personligt.

Julien fulgte stenen med øjnene, mens Gabriel fortalte.
"It sounds uncomfortable. And scary." Julien gav ikke Gabriel medlidenhed, det var bare en konklusion. Det lød skræmmende. Det måtte være svært at leve med, selvom Gabriel lød til at være vant til det. Men det var vel et bevis på, at selvom han havde de psykiske problemer, var stærkere end man lige skulle forvente. At han gik her ved siden af Julien og virkede næsten helt normal. Han var ikke i tvivl om, at andre sikkert ville være røget på den lukkede med de problemer.

"Incredible you can live with it." Han sendte Gabriel et smil og et blik, der udviste respekt for det. Han drejede af ned af en anden sti, der gik ind i mellem nogle træer. Det var nu alligevel ganske hyggeligt at gå her og have en samtale med Gabriel. Det var ikke noget, han gjorde ofte. Eller nogensinde. Han gik altid alene. Hvilket ikke gjorde noget, han kunne godt lide at være alene med sine tanker. Han var vant til at være alene.

"Well. I agree." Selvfølgelig var folk underlige.
Julien kiggede efter en ugle, der fløj lydløst ind over dem. Dyr var nemmere at forstå end mennesker, de var mere beregnelige. For det meste. Man kunne oftest forudse deres reaktion, hvor mennesker kunne reagere helt anderledes end man regnede med.

Gabriel trak på skuldrene, da Julien sagde at det lød ubehageligt og uhyggeligt. Det havde han ret i, men efterhånden som Gabriel blev en del af en ny verden, så blev de ting mere og mere normale i forhold til alt omkring ham. Han anede ikke om hans hallucinationer havde været lige så slemme, da han var et menneske, men han regnede med at han ikke havde taget det lige så pænt den gang, hvis det var så slemt som nu. Dog så han op på Julien igen, da han tilføjede at det var utroligt at han kunne leve med det. "It's not that bad once you get used to it. I think I'd be more scared if it disappeared completely"

Faktisk anede Gabriel ikke om han altid ville have det på den her måde, eller om det blev bedre, så langt var han slet ikke nået. Han havde endnu ikke helt mærket hvad det ville sige at være udødelig, i hvert fald ikke når det kom til alder. Hans alder var stadig menneskelig, ganske vist ikke i forhold til hans udseende, men det var ikke noget som folk ville hæve et øjenbryn over, hvis de ikke vidste hvordan han så ud.

"It's easy to forget how old you actually are - no offence. I can't really wrap my head around the fact that you've been able to see some of the first planes in real life, or that you've actually been around for world war 1 and 2. We should've met when I was still in school, or something. You could've helped me with my history homework" Det sidste blev tilføjet som en joke, hvilket også var tydeligt. Han tvivlede på at de to ville have lagt et øje på hinanden i mere end to sekunder hvis de havde mødtes dengang.