A night's work (Gabriel)

Julien nikkede og trak let på den ene skulder. Han kunne godt følge Gabriels tanke omkring det. Det ville nok føles som at miste en af sine sanser, at miste noget, der føltes som en naturlig del af sig selv.
"Probably."

Han smilede over Gabriels ord.
"None taken. Julien var gammel, men følte sig ikke gammel. I forhold til mennesker var han jo et oldtidsfund, men i forhold til dæmoner og andre væsner, kunne man sagtens sige, at han var ung. Han måtte le, da Gabriel mente, at han kunne have hjulpet ham i historie i skolen.
"As a personal encyclopedia, you imagine?" Julien rynkede kort på næsen, dog stadig smilende. "Sounds boring. School isn't that fun. Practical and educational
instructive, but boring. Well, it was when I attended Oxford. It's probably more fun today with a laptop and a cup of coffee." Han så lidt frem for sig, da han tænkte på sin tid på skolen. Dengang havde det jo været fantastisk at opleve en højere læreanstalt, og så især Oxford, men det havde været frygteligt kedeligt.

Stien tog et sving og ledte dem tilbage igennem parken. Lyden af løbende skridt kunne høres og lidt efter kom der en kondiløber løbende i mod dem og forbi dem. Selv så sent kunne man ikke undgå at møde nogen, der var grebet af denne nye trend. Julien elskede at dyrke motion, men efter at alle disse geniale apparaturer var blevet opfundet, holdt han sig til at dyrke det derhjemme. Han havde ikke noget behov for at løbe ned igennem byens gader i et par stramme bukser og et par høretelefoner i ørerne.

"Aww, don't be such a party pooper, you'd have so much fun in secondary school with a bunch of hormonal teenagers listening to Backstreet Boys" Gabriel kunne ikke lade være med at grine lidt over tanken. Han kunne næsten forestille sig Julien placeret noget så akavet på en high school med elever langt yngre end ham, i 90'erne. Det sidste var nok det, som gjorde det bedst.

"Besides you'd get to meet me as a science and math nerd, with like zero social skills, really bad humor and around two friends in total. Not much has changed, I'll admit that, but I tried" Han trak på skuldrene og så frem igen, ret betaget af sine omgivelser. Det var rart at være udenfor igen, selv hvis han igen blev udsat for kondiløbere. At tanken om at stikke en fod i vejen for dem strejfede ham, var en mindre detalje

Havde det ikke været fordi at Gabriel teknisk set var Juliens fange, så føltes det faktisk normalt. Mere normalt end så mange andre aspekter af Gabriels liv, og det kunne han godt sætte pris på alligevel. Med så mange underlige ting i sin hverdag kunne det nu være meget rart at komme væk. Det eneste problem var bare at han kunne mærke sig selv blive døsig uden rigtigt at have gjort noget. Han havde jo ikke rigtigt lavet noget fysisk krævende i lang tid, og selvom han var vampyr kunne han sagtens komme ud af form, bare ikke fysisk... håbede han. Det hvalpefedt han havde på maven behøvede ikke at vokse. Men lige nu kunne han godt mærke at han næppe ville kunne hoppe tilbage til sit normale liv fra den ene dag til den anden.

Julien rystede på hovedet over Gabriels snak om akavede teenagere og 90'erne.
"I would proberbly burn the whole thing down before lunch." Han svarede meget alvorligt, men smilede samtidigt skævt. Det var ikke ligefrem teenagere han havde mest tålmodighed med. Hvilket så var lidt sært, at han havde valgt at kaste sin interesse på Gabriel. Men han var heller ikke en typisk teenager.

"I was just about to ask, what has changed. Sounds like you're pretty much the same. Except for the vampire part." Han så lidt nysgerrigt på Gabriel. But I didn't know, you were in to science and math." Han havde på den ene side lidt svært ved at forestille sig Gabriel som den skoleglade type. Men han var så heller ikke i tvivl om, at Gabriel var intelligent under skizofrenien.

Gad vide, hvad Gabriel kunne være blevet til, hvis han havde haft de rette omstændigheder? Julien havde set mange mennesker igennem sin tid, som kunne have været blevet noget stort, hvis omstændighederne havde været med dem. Fattige, der var klogere end nogen af dem, der gik på de højere uddannelser. Folk med handicap, der mentalt var stærkere end de fleste. Nogle gange kunne man ønske, at verden var indrettet sådan, at dem der faktisk kunne, havde chancen. Alt for mange aristokrater og adelige, der sad på høje poster, de ikke kunne varetage. Julien var ikke i tvivl om, at krige kunne være undgået.

Gabriel himlede med øjnene da Julien sagde at han ikke havde regnet med at han kunne lide matematik og naturvidenskab. Det var skam ikke første gang han havde hørt det, faktisk fandt de fleste det meget usandsynligt, da den slags oftest blev forbundet med intelligens, og de fleste regnede med at Gabriel var snotdum på grund af sit job og mentale tilstand. "I still like math and science, and anything within those two subjects, so that hasn't changed yet. I was actually studying to become an anesthesiologist or a surgeon, which is why I moved to Di Morga in the first place, to study abroad"

Han holdt en lille pause, for at lade alt det synke ind først. De fleste kunne nok ikke forestille sig Gabriel som en ung mand med en fremtid foran sig, i hvert fald ikke hvis de havde mødt ham efter han var blevet tortureret. Men han var trods alt kun 19 år da han blev forvandlet, og havde hele sit liv foran sig, altså udover at det var for at rede hans liv at han blev forvandlet. "I didn't get to choose what I wanted to become though, since I got turned into a vampire. I wanted to save a lot of lives and now I end a lot of lives. It's funny how life works out sometimes"

For nu mente Gabriel at det nok var rigeligt information. Julien havde hørt om det meste af hvad der var sket efter han blev vampyr og frem til han slap fri igen, men hans tid før, var ikke noget som han snakkede så meget om. Ikke fordi det var nogen hemmelighed at han kunne lide matematik, eller at han ville være anæstesilæge da han var menneske, men bare fordi at det virkede underligt at tale om. Han kunne huske ret meget efterhånden, men det føltes mere som en film han havde set for længe siden, frem for en del af hans eget liv. Han kunne kigge på billeder og pege situationen ud på billedet ud, uden problemer, men han følte ikke nostalgi eller noget andet. Det var bare fakta. Ligesom at det var fakta at han var vampyr nu.

Julian rynkede kort panden, han kunne høre på Gabriels tone, at han så det som en fornærmelse, det Julian havde sagt. Det var absolut ikke meningen.
"I have no doubt, you could have become anything you wanted to." Han betragtede Gabriels ansigt med sit normale ulæselige blik. "I know you're a lot smarter, than you seem to be at first glance."

Julian trak på skuldrene til det næste. Ja, det var ikke altid, at ting faldt ud, som man havde regnet med. Ikke at det var noget, Julien havde erfaring med. Han havde ikke haft de store planer, da han kom til jorden. Det havde været hans drivkraft til et godt liv, der havde ført ham ind i de højere klasser, hvor han hurtigt, og med hjælp af sin intelligens, havde fundet sin hylde. Han kunne ikke forestille sig at lave andet. Han befandt sig godt i en verden af forretninger og handler. Han smøg sig igennem de højere samfundslag, passede ind, hvor det var nødvendigt. Ikke at han ikke havde oplevet at ligge i rendestenen, men han var altid kommet op igen i løbet af ingen tid.

"You could still turn it around. You have a very long life in front of you. Nothing is carved in stone." Hans blik havde ikke forladt ham. "You can do other things than kill, even though you are a vampire."

Gabriel følte sig alligevel lidt stolt over Juliens ros, underligt som det lød. Det var bare blevet en ting for tiden, men det var nok også ret naturligt med hvad han havde været igennem. For hvis Julien roste ham, var det fordi han havde opført sig godt, eller at han var tilfreds med ham, mens alternativet var langt mere ubehageligt. Selvom manden fik det der ulæselige ansigtsudtryk, som han ikke var sikker på hvad betød, så sneg der stadig et smil frem på Gabriels læber igen, selvom det ikke var det største.

Det falmede dog igen da Julien fortalte at han sikkert godt kunne vende sit liv rundt. "I doubt that. I don't have the mental capacity to live a normal life again, and I don't think I'll ever be able to, not at this rate" Dog, før det kunne blive alt for dystert, kom smilet tilbage på hans læber. "Besides, this is more thrilling anyway. I might not be the protagonist of anything, but I can be the antagonist of something"

Good save there, we almost sounded depressive for a moment.
We are manic depressive, of course we sound like that every once in a while.
Doesn't make it more cool.
Mental illnesses aren't supposed to be cool.
Hell yeah they are. They're like battle scars, but in your brain. How badass is that?
"That's an unhealthy belief if I've ever heard of one"
I agree wholeheartedly.
Ugh, stop being smart, it's annoying.

Julien mente, hvad han sagde omkring Gabriel. Han kunne se potentiale i drengen, trods de psykiske problemer. Hvilket ham måske havde tænkt sig at udnytte med tiden.
Gabriels smil, da han fik ros, var bare endnu en bekræftelse af, at Julien havde fået ham overvundet. Det var yderst tilfredsstillende.

Selvom Julien godt vidste, at Gabriel sloges med sit indre, fik han et glimt af noget, han ikke havde set før. En trist side, som han åbenbart holdt godt gemt. Den forsvandt så hurtigt, som den var kommet og Julien var lidt i tvivl, om han overhovedet havde set den. Så han valgte at ignorere det for nu, men lavede en mental note om, at det var noget, han skulle holde øje med.
"Well, you're right about that. Glad to hear, you see the positive side of things." Der en svag dræven i Juliens stemme, der angav en let sarkasme.

Gabriel fik det der lyttende udtryk i ansigtet, Julien efterhånden havde forbundet med hans indre stemmer og ganske rigtigt sagde han et eller andet, der var helt ude af kontekst for Julien. Selvom han var nysgerrig, valgte han ikke at spørge ind til, hvad de sagde.

Længere fremme kunne han se det grønne områdes kant og gaden han boede på. De var snart hjemme igen. Turen var gået ud over al forventning, der havde absolut ikke været nogen tegn på, at Gabriel havde så meget som tænkt tanken om at stikke af. Han holdt sig pænt ved hans side og indgik velvilligt i en længere samtale. Godt. Rigtigt godt. Det hele gik bedre end Julien havde håbet.

Gabriel smilede blot, som om at intet var sket, ret opsat på at holde sin depression nede når han var sammen med Julien. Han kunne altid være depressiv i løbet af dagen, eller mens dæmonen sov, så det var ikke fordi at han slet ikke gav sig selv lov til at være nede. Det var bare lettere at holde de negative ting nede til han på et tidspunkt fik tid til at deale ordenligt med det... Eller få et nervesammenbrud i forsøget, men hey, det var tanken der talte! Eller noget i den stil.

Dog gav han dæmonen en lille albue siden, naturligvis uden at gøre nogen skade, men bare i leg. "Hey quit your stupid sarcasm there, I'm serious about this. It's the whole 'die a hero or live long enough to become the villain'-thing that's going on here, and since dying is pretty damn not funny, I'll take alternative." Det var efterfulgt at et lille grin, så det var tydeligt at han ikke tog det særligt personligt.

Alligevel kunne Gabriel ikke lade være med at tænke over hvor rolig han var blevet i nærheden af Julien. Det var ikke særligt slemt at være sammen med ham, især ikke på det sidste. Når han ikke var vred eller ved at torturere én halvt ihjel var han faktisk ret charmerende og humoristisk, selv hvis han var lidt stiv i det. Måske var det bare for at vinde Gabriels tillid igen, eller noget i den stil, men det var nu hyggeligt nok alligevel.

Julien veg lidt under Gabriels albue. En ting ingen vidste om ham var, at han var skrækkeligt kilden. Måske en underlig ting for en dæmon, men det var han nu.
"I can relate to the not-dying as a hero, and live long as a villain. It's much more satisfying." Ikke at Julien så sig selv som en skurk, men han var absolut heller ikke en helt. Det var han nu alligevel lidt for, hm, følelsesmæssigt afstumpet til. Selvom han da gjorde noget godt. Ind i mellem.

Gruset blev til fliser, da de kom ud på vejen.
"Why did you become a hitman anyway? You're a bit scrawny." Julien sagde det sidste med et lille smil, så Gabriel kunne se, at han ikke mente noget ondt med det. Det var måske ikke lige det første, man kunne se Gabriel ty til, han så ikke ud til at have fysikken til det. Trods vampyrens styrke, han besad. Han var så lille.

Julien var ikke bare charmerende og humoristisk bare for Gabriels skyld, det var faktisk hans personlighed. Under det stive ydre, som også var en del af ham. Selvom Julien var ret rippet for de mere voldsomme følelser, var han ikke ond. Praktisk, konsekvent og med øje på det, han ville have, men ikke ond. Bare ligeglad. Måske svært at se for en som Gabriel, der havde mødt hans mere skræmmende side, som fulgte med, men Julien havde ikke nogen onde ønsker. Han var bare egoistisk og uden plads til andres behov.

Da Gabriel så at Julien veg væk fra hans albue, sagde han ikke noget, og lod også som ingenting, men det var noget han skrev sig bag øret til en anden gang. Hvad det helt præcist var, kunne han ikke sige med sikkerhed endnu, men hvis det var hvad han havde en fornemmelse af at det var, så var det noget han skulle afprøve en dag. Ikke i nærmeste fremtid, men en dag, når han ikke var så afhængelig af Juliens anerkendelse og ros, som han var nu.

"Excuse you, I can be very intimidating if I feel like it" Gabriel imiterede at være fornærmet, men det var åbenlyst i sjov og leg, ligesom det meste andet han lavede lige nu. "But jokes aside it kind of just happened. When I got away from my captors I went on a killing spree and-uh the only problem was that the guy, who initially took me away from my creator, was nowhere to be found. Since I wanted revenge, I did a lot 'favors' and in turn I got information. It kinda just escalated from there" Han trak blot på skuldrene, inden han fortsatte. "I never found the guy, sadly, but now I have a well-paying job"

Efter lidt eftertanke skød han spørgsmålet tilbage imod Julien. "Now I wanna know, how does a demon end up being a business man? Is that just what your kind does? Or are you a special case? I wasn't born into all this madness with magic and stuff, so I wouldn't know"

Julien slentrede roligt af sted, mens han lyttede til Gabriels fortælling. Han havde spurgt ham om mange ting, mens han havde været i kælderen, men ikke om dette emne. At vampyren selv fortalte, overraskede ham lidt. På en positiv måde. Det måtte betyde, at han var begyndt at stole bare lidt på ham.

"Oh, I see. A very logik and natural evolvement." Der var stadig en snert af sarkasme i hans stemme, men det var nu ikke fordi, at han var nedladende eller dømmende. Selvom det måske var en underig retning at gå, kunne han sagtens se logikken i det. "A shame you didn't catch him." Han kastede et blik på ham og afholdt sig selv fra at udtale det næste, han var ved at sige. At det var meget tilfredsstillende at fange og dræbe den, der havde forvoldt en ondt. Ingen grund til at give ham idéer.

Gabriels spørgsmål fik Julien til at trække på skuldrene.
"Demons are as different as anybody else. Some become spree killers, others just settle into a calm and normal life." Han lagde hovedet lidt på skrå og så ud frem for sig. "I got here just before the French revolution. I didn't have any plans for my life here at first, but I discovered that I liked the power and wealth the aristocrats had. So I went into politics, met Napoleon and helped him clean out in the higher society. And got myself a lot of money." Han smilede skævt ved minderne. "I dabbled with politics for a while, but discovered that the business world was a lot more fun and discreete. And profitable." Han vendte blikket mod Gabriel. "I like it. It's fun to navigate and, well, I have got myself a shit load of money." Han sagde det sidste med humor i stemmen.

Gabriel rynkede lidt på næsen, da Julien sagde at det var ærgeligt at han aldrig fangede ham. Det var rigtigt nok, men alligevel så gav det ham et mål her i livet. Så længe den mand levede, så havde han noget at skulle have gjort, og hvis han fik hævnet sig på ham, hvad havde han så bagefter? Han havde sin skaber som han kunne vende tilbage til, naturligvis, men udover det så var hans job pludseligt ligegyldigt, og han ville stadig være sindssyg. "Meh, he's a loser anyway, so I don't really care at this point, unless he comes back for more of course. If he does that, well then he's just asking for it"

Dog kunne Gabriel ikke lade være med at være imponeret over Juliens liv. Det lød i hvert fald mere succesrigt end hans eget var, og også væsentligt mere spændende - men igen, han havde også levet længere. Et eller andet sted ville han gerne sige et eller andet klogt til Juliens sidste kommentar, men det kom ikke rigtigt ud sådan, og i stedet endte det med: "Wow, you could've saved me so much research-time in history class." Muligvis ikke det mest gennemtænkte, men whatever.

"Really random question, but what date is it today? I've completely lost my sense of time, but I guess doing nothing does that to you"

Julien smilede skævt. Ja, hvis Gabriels plageånd kom tilbage, ville han sikkert få sig noget af et chok. Han vidste nok ikke, at Gabriel var bevæbnet til tænderne. Så at sige.
"He would be very stupid to look you up."

Han svarede ikke på Gabriels kommentar til Juliens lille korte udgave af sin livshistorie. Den var ligesom blevet sagt en gang før.
"It's the ninth. And we're in march." Det sidste tilføjede han, da han havde haft Gabriel i mere end en måned, så det var ikke sikkert, at han vidste, at de havde skiftet måned.

Han stoppede op foran porten ind til sin ejendom og trykkede koden til lågen, der svingede op. Han ventede til at Gabriel var gået forbi ham ind og lukkede så lågen bag dem. Den lange indkørsel var let oplyst af lave lygter på begge sider. Afslappet gik Julien op af den grusbelagte indkørsel. Det var altid rart at være hjemme.

(( Sorry, det blev kort ))

Gabriel rynkede lidt på panden, ikke helt sikker på hvorfor den dato skulle være vigtig, eller rettere hvorfor den dato skulle lede op til noget vigtigt. Han forholdt sig tavst mens han inderligt prøvede at huske hvad der var så vigtigt at huske, og fulgte egentlig bare med Julien over til huset, og op til hoveddøren i tavshed.

Nu havde han i hvert fald været der et godt stykke tid, det var helt sikkert, over en måned, hvilken faktisk var overraskende. Det føltes både som om at det var i går han stødte ind i Julien på parkeringspladsen, men samtidig også som om at han havde været hjemme hos dæmonen i flere år. Men det var ikke det, som nagede ham. Det var datoen, som han prøvede at huske.

Does everyone else in this head really need help to remember this?
Remember what?
Have we really reached a new low in our sanity?
What are you talking about?
I'm impressed and disappointed at the same time to be honest
Just tell us already, god!
Jeez you're all idiots. Of course tomorrow is...

"... My birthday" mumlede han så, overvejende, og smagte lidt på ordene. "Tomorrow, March 10th is my birthday" tilføjede han så, mest for sig selv, og for at smage lidt på ordene. Af åbenlyse årsager var det ikke noget han fejrede - han havde ikke vennerne til at fejre det med, og oven i det, var det ikke noget han havde sat vægt på som vampyr... Og så havde han muligvis glemt det sådan helt generelt, at han havde en fødselsdag efter 15 års hård tortur. "I can't believe I forgot that, wow that's just... Wait that means-"

Yup, we're turning 37 tomorrow.
That's so weird though.
"I don't like the sound of turning 37, it sounds like walking into a midlife crisis"
That's part of growing up.
At least it's not puberty all over again
Touché

Julien var også tavs, mens de gik op til huset. Han forsøgte at gennemskue, om Gabriel var tavs, fordi han ikke havde noget at sige eller om han var ked af at komme tilbage til huset. Men det så mere ud til, at han var ved at spekulere på noget.
Oppe ved høveddøren, fandt Julien nøglen frem og låste op. Indenfor, da han var ved at tage jakken af, sagde Gabriel noget. Godt nok lød det til at være henvendt til stemmerne i hans hoved og ikke til Julien.

Fødselsdag? Han skød øjenbrynene i vejret. Gabriel virkede meget chokeret over tanken om sin fødselsdag. Det var åbenbart noget, han havde glemt. Julien betragtede ham lidt, inden han langsomt hang sin jakke på plads.
"It's your birthday tomorrow?"

Hvis det var drengens fødselsdag - Julien ville altid kalde Gabriel for en dreng, han var jo stadig en lille ung vampyr med et drenget udseende - kunne det være, at Julien skulle gøre lidt ud af dagen. Han havde jo fri, så han havde tid til at finde på noget. Egentligt var han totalt ligeglad, men det ville være en god måde at gøre noget godt for Gabriel. Igen, med manipulation for øje. Julien havde ikke en fødselsdag, i hvert fald ikke noget, der kunne passes ind i denne verden. Han anede egentligt ikke, hvor gammel han var som dæmon. Men det var jo heller ikke vigtigt.

"Well yeah, apparently it is" svarede Gabriel blot, selv lidt overrasket over sin åbenbaring, mens han fulgte med indenfor. Det var nok ikke en stor ting for Julien, som jo havde været på jorden i mange år, og eksisteret endnu længere, men for Gabriel, som faktisk ikke havde kunne huske sin fødselsdato før nu? Det gjorde det hele lidt vigtigere. Ikke at han havde tænkt sig at gøre noget ud af det selv, for det gad han absolut ikke, og han regnede heller ikke med at Julien gjorde det, men hver gang han huskede små normale ting fra sit liv, føltes det som noget langt større.

Han skubbede sine sko af igen, faktisk lidt lettet over at være indenfor hos Julien igen. Ikke at han ikke havde kunne lide at være udenfor, det havde været fantastisk at komme ud, men det var bare... rart at være i vante omgivelser igen. Det var nok bare hans angst der snakkede der, eller også så havde han bare affundet sig med at bo sammen med dæmonen, eller måske en god blanding.

"Are you going to bed now? Or are you gonna stay up for a few more hours?" Gabriel så afventende på Julien, med hovedet lidt på skrå. Hans tidsfornemmelse var stadig ikke helt god, så hvad klokken var, kunne han aldrig helt finde ud af, men han vidste at Juliens døgnrytme var hvad der styrede hans aktiviteter om natten. Derfor var det blevet en vane at spørge hvornår manden gik i seng, så han vidste hvor meget tid han havde til at rumstere rundt i huset, uden at skulle være fuldstændigt lydløs. Det var noget han hurtigt havde vænnet sig til ret hurtigt, selv før han prøvede at stikke af.

Julien sagde ikke mere omkring Gabriels fødselsdag. Som sagt var fødselsdage ikke noget Julien gik op i, men han kunne nu godt forestille sig, at det kunne være meget trist som dødelig, hvis der ikke var nogen til at fejre den. Nu var Gabriel ikke dødelig, men han var heller ikke gammel nok som vampyr til, at det kunne være helt lige meget. Gættede Julien i hvert fald på.

Han kørte en hånd over sit hår for at sørge for, at det sad som det skulle og var næsten på vej ind i huset, da Gabriel spurgte, om han snart skulle i seng. Julien så på sit armbåndsur.
"Well, I can sleep in tomorrow, so that depends. If you want to, we can watch a movie or something. Either that or I'll grab a book." At se film med Gabriel var ved at blive en ting, det havde været en let måde at underholde ham på, og Julien havde ikke noget i mod at slappe af foran fjernsynet. At Gabriel sad ved siden af i sofaen var heller ikke specielt slemt. Måske endda en smule hyggeligt.

Selvom Gabriel var en stille gæst, der tog hensyn til sin vært, kunne Julien godt mærke, at han glædede sig til at få ham ud af huset. Han var altså ikke vant til at have nogen om sig det meste af tiden, og selvom Gabriel brugte dagen på sit værelse, var han der stadig. Heldigvis ville det nok ikke vare alt for længe inden Julien ville slippe ham løs.

Gabriel stod lidt og overvejede sine valg. "Alright, movies it is" sagde han så med et bestemt nik. "I'm gonna go fetch some stuff upstairs, but you can just pick a movie, I don't really care what we watch. Except horror movies. They're stupid" og med det smuttede han op på sit værelse.

Da han var derinde, trak han sin hættetrøje af igen, og erstattede den med sin dyne, som han lagde henover sit hoved og ryg, som en barnlig efterligning af en kappe. Derefter greb han sin hovedpude og skulle til at gå, da han ved nærmere eftertanke trak sine sokker af, og smed dem over på sengen.
Nu var han klar til at se film, uden at han ville ende med at svede et helt ocean frem i Juliens stue. Manden kunne sagtens varme et rum op uden at bruge sine evner, og som en person der ikke var helt god med varme, og faktisk foretrak køligere temperaturer, kunne det nogle gange være ulideligt at sidde ved siden af ham i længere tid.

Hurtigt smuttede Gabriel nedenunder igen, med sin dyne over sig og sin pude i armene, ret tilfreds med hvordan det hele spillede ud for ham i dag. Han var kommet udenfor, han havde formået at huske noget, som han ellers havde glemt alt om, nemlig sin fødselsdag, og nu fik han lov til at se film. Alt i alt en meget tilfredsstillende aften for ham, taget i betragtning af situationen han var i... Dog måtte han indrømme at han håbede på snart at komme hjem. Det var fysisk og mentalt udmattende at være sammen med andre så meget for en så asocial person som Gabriel... men mest af alt savnede han bare de vante omgivelser hjemme hos sig selv, for slet ikke at tale om friheden til at udføre sit job igen.

Julien så efter Gabriel, da han styrtede op af trappen, hvorefter han sukkede dæmpet. Han gik ind og tændte for fjernsynet. Han var som sådan også ligeglad med, hvilken film de så, men havde fået en fornemmelse af, at Gabriel godt kunne lide de mere eventyrlige. Han fandt en eller anden tilfældig og gik så ud i køkkenet efter en vand og en appelsin.

Hans tanker bevægede sig rundt om emnet fødselsdag og hvor meget, han skulle gøre ud af det for Gabriels skyld. Samtidigt havde han en idé til en form for gave. Han gik ind i sofaen og satte sig igen.
At Gabriel syntes der var varmt omkring ham, havde han sikkert ret i. Juliens kropstemperatur var lidt højere end andre væsners, men luften omkring ham blev varmet en smule op af hans udstråling. Det var nu ikke noget, han selv lagde mærke til, sjovt nok.

Han så op, da Gabriel kom ned igen - nu pakket ind i sin dyne og med hovedpuden i favnen. Julien kunne ikke selv finde på at tage sin dyne ned i sofaen, den hørte til i hans seng, men han havde ikke noget i mod, at drengen tog sin med ned. Det så ud til, at han kunne lide at være pakket ind i den. Sikkert en form for tryghed. Nok derfor Julien ikke havde et behov for det, han havde ikke brug for at være pakket ind, for at føle sig tryg. Han var aldrig utryg, angst var ikke noget, han var bekendt med. Selvomfølgelig kunne han blive skræmt under de rette omstændigheder, men det skete ikke så ofte.

"Are you ready?" Han samlede fjernbetjeningen op og så spørgende på ham.

Gabriel tøffede ind i stuen og satte sig på sofaen, i modsatte side af hvor Julien plejede at sidde, med sin dyne om sig, og lagde puden op af armlænet. Han lagde sig ned, nærmest i en form for liggende fosterstilling, med benene trukket helt up til sig, indhyldet af dynen, og med sit hoved hvilende op af armlænet.
Det var mere eller mindre blevet fast for ham at gøre sådan efter at Julien først havde taget ham med ned i stuen, mens hans ben stadig var brækket, men han blev gradvist mere og mere afslappet i mandens nærvær. Han var ikke ligeså opmærksom på at holde sig ovre på 'sin side' af sofaen - dog var han ikke ligeglad nok til at stikke sine fødder for tæt på Julien - og det var da også sket et par gange nu at han var faldet i søvn på sofaen, selvom dæmonen også var der.

Da Gabriel blev spurgt om han var klar, nikkede han, efterfulgt af et lavt "Hell yeah" og han vendte sine øjne imod fjernsynet. Han anede ikke hvad det var de skulle se, men han var okay med det meste. Det var en måde at få tiden til at gå, hvilket Gabriel ikke havde noget imod. Alle dage syntes at smelte sammen til en triviel bunke af kedsomhed og diverse film, som han ellers aldrig havde haft tid til.

You know what I miss? Guns. I miss all of our guns.
Where did that come from?
I don't know, I just... Guns.
But why?
Because there's a limit to how many movies I wanna watch
True. I don't even know how many movies we've watched at this point.
Me neither, but it's too damn many.
They've gotten better with the effects though.
True that. Remember jaws 3? Those effects man.

Gabriel fnøs, og kunne ikke holde et smil tilbage ved tanken de effekter. Det var en af de film han desværre havde æren af at kunne huske fra sit menneskeliv - men måske var det også for det bedste, for så behøvede han ikke at se den igen.

Julien så filmen med Gabriel og gik derefter i seng og lod vampyren have natten for sig selv, som han plejede. Han havde lidt planer for dagen efter og fortalte Gabriel, at han ville tage et smut ned i byen.
Nu hvor han ikke havde noget at lave i forhold til arbejde, eller i hvert fald valgte at holde et par dages fri, kunne han nå et par ting, som han ikke lige havde haft tid til til hverdag. Han var ikke ret god til at holde fri, men han kunne godt mærke, at han havde brug for at slappe lidt af i et par dage. Han var afhængig af sit arbejde, men det kunne også blive for meget af det gode. Selvom han var en dæmon, kunne han sagtens få stress. Hans krop var ikke meget anderledes end et menneskes, hvis man så bort fra temperaturen og den hurtige heling. Den var stadig sårbar for psykisk og fysisk stress.

Derhjemme slappede han også af, brugte lidt tid i sit motionscenter, sad og læste og lavede nogle andre småting. Han forkælede sig selv med en god frokost og havde også købt ind til en god aftensmad. Igen, selvom han kunne få folk til at gøre det hele for sig, havde han ikke noget i mod de små dagligdags opgaver som indkøb, let oprydning og madlavning. Han var en udmærket kok, men han var også meget glad for mad. Hvilket man dog ikke kunne se på hans lange smalle krop.

Han regnede med, at Gabriel selv ville komme ned som han plejede, når solen gik ned, så han gik ikke op for at vække ham.

Når Gabriel kom ned, ville han opdage, at Julien havde sat en vase med et par almindelige billige franske og engelske papirsflag på spisebordet, sammen med en aflang pakke på længde med en underarm. Det var ikke ligefrem en stor fødselsdagsfest, men sikkert mere end hvad Gabriel havde regnet med. Julien gjorde det stadig af ren manipulation, han var fuldstændig ligeglad med drengens fødselsdag. Selvom det måske var lidt specielt at holde nogens fødselsdag. Han gjorde sig ikke i den slags, medmindre det havde et formål, f.eks. for at holde forretningskontakter glade og tilfredse.

Gabriel havde selv set et par film - og faldet i søvn halvvejs igennem den sidste - inden han smuttede i seng igen. Eller rettere løb i seng igen, for han vågnede til at solen var ved at stå op. Men da han så var nået derop, lagde han sig ned og fik for en gangs skyld sovet i mere end et par timer. Måske var det den friske luft, eller det at han fik lov til at få brugt noget energi udenfor, som havde gjort det, men da han vågnede igen var solen på vej ned, og det var kun nogle minutter han skulle have til at gå inden han kunne komme ud.

Efterhånden var hans fødselsdag glemt igen, da det ikke var noget han lagde så stor vægt på længere. Måske var det en undskyldning til at være lidt mere lunefuld, men det var vist også det. Derfor blev han mere end bare lidt forvirret, da han kom nedenunder og så at der var pyntet med flag, og at der stod en gave på bordet.

"What's going on?"
Did you already forget?
"Forget what?"
Uhh, it's our birthday??
"Oh yeah, I remember that. I didn't expect Julien to do anything about it though. He doesn't seem like the sentimental person."
He's a pretty nice guy sometimes, so just enjoy it.
Maybe we should.

Julien var i køkkenet, da Gabriel kom ned igen, i færd med at lave noget let, men god aftensmad. Han vaskede sine hænder og var ved at tørre dem af, da han hørte Gabriels lille snak med sig selv. Den fik ham til at smile skævt. Han hang håndklædet på plads og gik ind i spisestuen, der hang sammen med dagligstuen.
"I don't have to be sentimental to buy you a present. Happy birthday." Han blev stående i døren. "I'm in the middle of making dinner. I hope you can wait a bit with opening your present. You could join me in the kitchen."

Han betragtede ham lidt, inden han gik tilbage i køkkenet. Maden var næsten færdig, han skulle bare stege en oksekødsbøf. Han tændte for panden og rørte lidt i saucen. Han var faktisk lidt spændt på, hvad Gabriel ville sige til sin gave. Gaver. Det var ikke alt, der var lagt frem på bordet.

Han vendte sig mod Gabriel, mens han ventede på, at panden blev varm.
"Did you sleep well?" Åh, han glædede sig stadig til at få Gabriel videre i verden. Den evige venlige interesse i drengen var trættende og kedelig. Han brugte for meget energi på at virke interesseret i ham. Men han ville ikke vise sin ligegyldighed endnu, det var stadig vigtigt, at Gabriel var overbevist om, at Julien faktisk bekymrede sig for ham. Så han ikke begyndte at få forkerte tanker om frihed.

Gabriel var tydeligvis ret skeptisk omkring konceptet om at han fik en gave, og så også meget tøvende på pakken, inden han fulgte med Julien ud i køkkenet. Han anede ikke hvad manden havde fundet på, og var egentlig ikke helt sikker på om det var noget han havde lyst til at se. Uanset hvor venlig Julien var, så havde han jo set en langt mere makaber side af ham, og et eller andet sted var Gabriel urolig over hvad han mon kunne finde på at smide i en kasse og pakke ind.

Maybe it's something small, like a stuffed animal, who knows? He does see us as a kid.
Maybe it's an actual stuffed animal - y'know a dead one with stuffing. That'd be kinda cool.
He doesn't seem like the type of person who would do that kind of thing.
I hope it's a stuffed puppy.
Eugh, gross.

Gabriel rynkede på næsen ved tanken om at få en død hundehvalp, inden han blev bragt ud af den indre samtale af et spørgsmål. "Oh- uh, yeah, I actually slept through the entire day. I guess fresh air does that to you" svarede han, inden han tøffede over for at se hvad Julien lavede af mad.
Selv var han ikke helt vild med normal mad - og han var heller ikke en af de sofistikerede vampyrer, som tilberedte måltider med blod. Han havde tvunget sig selv igennem noget mad ind i mellem, i forbindelse med sit job, eller i forbindelse med at han havde brugt sin evne, en eller anden havde fundet hans livløse krop, og de havde så fodret ham grundigt da han vågnede for at være sikker på at han ikke faldt om igen. Hver gang var det dog endt med en tur ud og brække sig efterfølgende, da hans mave ikke rigtigt kunne fordøje maden, og det egentlig bare gjorde ham dårlig.

Julien havde end ikke spurgt Gabriel, om han ville have mad. Han havde endnu ikke mødt en vampyr, der fik noget ud af rigtig mad. Noget med den døde krop, der ikke havde brug for at forbrænde. Så han regnede ikke med, at Gabriel ville have noget at spise. Andet end blod.
Panden blev varm og han smed det fine stykke kød på.

"Yes, fresh air is a miracle to make you tired." Han sagde ikke mere, men var i stedet opmærksom på sin bøf, der ikke fik ret mange minutter. Da den var færdig, lavede han sig en tallerken med de kogte grøntsager, kartoflerne, sovsen og bøffen. Med tallerken, bestik og serviet gik han ind og satte sig ved spisebordet. Gabriel havde ikke været interesseret i at deltage i Juliens måltider, så han regnede ikke med, at han fulgte med. Han gav sig god tid til at spise og nyde sin mad. Da han var færdig, gik han ud i køkkenet med servicen og gik ind i stuen.

"Do you want to open your present now?" Han så spørgende på Gabriel, inden han gik tilbage og satte sig ved bordet. Det var egentligt ikke så meget et spørgsmål som en ordrer, men han regnede ikke med, at Gabriel ikke var interesseret i sin gave.