A night's work (Gabriel)

Julien smilede et lille, skræmmende smil, da Gabriel begyndte at drikke. Med en nærmest kærlig bevægelse strøg han ham over håret, mens han drak.
"That's it. Good boy." Han var positivt overrasket over, at Gabriel ikke var ved at tygge hans arm af. Det fik ham til at tro lidt mere på, at sejren var i hus. Julien lod ham drikke længe, sikkert alt for længe i forhold til planen, men han stoppede ham ikke, før han begyndte at føle sig lidt let i hovedet.

"That's enough." Han trak armen væk, trådte et skridt tilbage og trak et lommetørklæde op af en lomme. Han lagde det hvide stykke stof over skrammen, der stadig blødte lidt, men ikke ret meget. Julien helede hurtigt, men ikke så hurtigt. Et sår i denne størrelse ville være et par minutter om at hele. Og blodtabet ville først være udlignet en gang i løbet af nogle timer.

Han så nysgerrig på Gabriel, der tydeligvis havde det meget bedre. Det var stadig sjovt at se, hvad en smule blod kunne gøre ved disse dyr. Han stod lidt og betragtede ham, inden han sagde noget igen.
"I would like to take these terrible shackles of you, there's no need for those anymore, are there?" Han stak lommetørklædet tilbage i lommen og hev en nøgle op i stedet. Nu kom det store øjeblik. Han ville være blottet, mens han låste håndjernene op. Døren bag ham var ikke lukket eller låst og Gabriel ville have mulighed for at gå til angreb, så snart kæderne kom af. Julien frygtede ikke for sit liv, men derfor kunne der ske grimme ting alligevel.

Han trådte hen og tog ved Gabriels hage, for at se ham i øjnene.
"I trust you now. I don't think, you would do anything stupid." Han smilede mildt til ham og slap igen.
"Besides, if you try to run, I will just inform you, that it is daytime outside. And I didn't close the blinders, so my livingroom is sunny." Han klappede ham på skulderen og rakte så op for at låse håndjernene op.

Gabriel ville nok have slået enhver anden ihjel, hvis de havde talt til ham som man ville med en hund, hvilket Julien jo egentlig gjorde... Men han var også væsentligt mere intimideret af dæmonen end han var af så mange andre - og Julien mente det jo ikke på en dårlig måde. Det var jo fordi at han havde været en god dreng. Han havde nemlig ikke bidt den hånd som fodrede ham, i den mest bogstavelige forstand.

We sound like some sort of pet.
We are some sort of pet.
Hey at least we're still alive, and we're getting blood from him, so quit complaining. We just gotta do whatever we need to, to make him not wanna kill us, and if not biting him is part of the deal, then we're not gonna bite him. I don't want to go back to getting beaten up for not being obeying him, and I'm assuming none of you want to either.

Gabriel anede ikke hvornår han havde lukket sine øjne, men han åbnede dem igen da Julien sagde at det var nok han havde fået, og han trak sig også frivilligt væk. Han var ganske vist ikke mæt, men det var nok til at han kunne holde sig kørende i et godt stykke tid. Han kunne i hvert fald formå at hele sine sår, og han kunne allerede mærke virkningerne.
Han turde ikke at håbe på mere end det, så da Julien sagde at han ville tage lænkerne af ham, fik han nærmest julelys i øjnene, og han skyndte sig at ryste på hovedet da dæmonen spurgte om der stadig var brug for dem. Det at alt hvad han havde været igennem gav pote - at manden stolede på ham, i hvert fald nok til at lade ham gå fri - det var en kæmpe ting. Gabriel ville ikke presse citronen for meget, så han ville nok vente lidt, indtil Julien kunne se at han ikke bare løb sin vej, før han spurgte om han kunne komme hjem på et tidspunkt. Om det så bare var længe nok til at få fat i noget rent tøj, eller om han fik lov til rent faktisk at gå hjem var jo så en helt anden side af sagen.

Dog var det først da Julien påpegede at det var en dårlig idé at stikke af, indså Gabriel, at det overhovedet ikke havde været intentionen at prøve at stikke af, ikke en gang før han fik at vide at solen skinnede udenfor. Han havde slet ikke overvejet det, selvom døren stod vidt åben, og Julien ville være sårbar. Nej, Gabriels første tanke havde været at han skulle gøre sig fortjent til at komme udenfor kælderen. Bare tanken om det efterlod ham mundlam - og der skulle ellers meget til.
Tanken blev dog hurtigt glemt, da dæmonen rakte op for at låse håndjernene op, og ærligt talt kunne han ikke vente til han fik blod til sine arme igen.

Julien låste håndjernene op og trådte et skridt tilbage. Selvom vampyren virkede knækket, kunne man aldrig være helt sikker. Men der skete intet. Julien smilede et oprigtigtt tilfredst smil.
"I'm proud of you. I really am."

Han gik hen og samlede et tæppe op, som han havde givet Gabriel som positiv reaktion på et tidspunkt. Tilbage ved Gabriel lagde han det om hans skuldre.
"You must be a bit cold. I know this isn't the most comfy room." Han gav hans ene skulder et klem og smilede. Hans omsorgsfulde maske var perfekt. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at han virkeligt bekymrede sig om Gabriels velbefindende. Indeni frydede han sig voldsomt meget over, at det hele så ud til at virke.

"I have another present for you. You must be tired like hell, so I have brought you this." Han gik hen til døren og hev en madras ind. "You can sleep the day away, as they say, and then I might let you come out tonight." Han lagde madrassen i det ene hjørne. Rummet var lille, så den så stor ud.

Gabriel trak sine hænder tæt ind til sin krop så snart de var frie, lidt i frygt for at Julien ville tage den smule frihed han netop havde fået fra ham. Det ville ikke rigtigt undre ham, for Julien havde været meget skiftende med at give ham noget, og så straffe ham bagefter. Men i stedet for at blive udsat for en eller anden form for straf, blev han positivt overrasket, da han fik sit tæppe rundt om skuldrene. Han havde ikke haft så meget gavn af det i nat, men det var stadig en værdsat gave.

Det var ikke noget han var stolt af, men Gabriel begyndte faktisk at stole på at Julien mente ham det bedste. Han vidste at dæmonen var voldelig, men alligevel stolede han på ham. Og da der blev slæbt en madras ind i rummet følte han sig alt for smigret i forhold til at de ting han var blevet foræret, var ting som de fleste væsner kunne sige at de havde. Han tøffede over i hjørnet, hen til madrassen og satte sig ned i midten af det hele, da Julien var færdig med at rykke rundt på den. Han savnede nu sin egen sovesofa, men det her var klart bedre end de soveforhold han havde haft den sidste uge.

Wait, he just said we can come outside tonigt
No he said he might let us come out
Same thing!
Not really

Ærligt talt anede Gabriel ikke rigtigt hvad han havde gjort, siden Julien besluttede at han fortjente så meget i dag. Ja, han havde da også fået andre ting i løbet af ugen, men et sted og sove, samt muligheden for at komme udenfor slog klart en gammel radio og et tæppe. Måske var det derfor han følte sig sentimental? Han rømmede sig kort, for at få Juliens opmærksomhed, og så ellers op på ham. "Thank you" mumlede han så forsigtigt, som den første ting han egentlig havde sagt her til morgen. Han kæmpede lidt med om han skulle sige mere end det, og tilføjede så: "For everything." Not for the abuse, and threats though tilføjede en af stemmerne så. Amen pippede en anden.

Julien betragtede Gabriel, som han gik over og satte sig på madrassen. Han mindede ham lidt om en hund. Julien kunne ikke lade være med at smile lidt over sin egen sejr.

Endnu større blev sejrsfølelsen, da Gabriel ligefrem sagde tak. For alt endda. Han så på ham med varme i blikket.
"You're welcome. I will leave you for now. Sleep. And I will come back later." Han rakte ned og rodede lidt i Gabriels hår, inden han gik hen til døren og slukkede lyset.

"I'll leave the radio turned on, you can turn it on or off as you wish." Måske lidt af et sats. Han tvivlede på, at vampyren ville tænke på at bruge den som våben eller måske endda selvmords-løsning, men derfor var faren der alligevel. Julien ville være forberedt på lidt af hvert, når han kom tilbage igen.

Med et sidste smil lukkede Julien døren og låste den. Nok virkede det til, at vampyren ikke ville stikke af, men derfor var det dumt at udfordre skæbnen med en ulåst dør.

Han gik ovenpå, brugte dagen på arbejde, var ude af huset og kom så hjem igen.
Da solen var gået ned, gik han ned for at lukke Gabriel ud. Han tændte lyset og åbnede døren, klar til at blive overfaldet, hvis Gabriel pludseligt var kommet tilbage til sig selv igen.

Gabriel anede ikke rigtigt hvad der gik af ham, han var alt for splittet med sin mening om Julien og alt hvad han gjorde. For på den ene side var han et røvhul, som havde fanget ham, og tortureret ham, men på den anden side havde han jo også været sød overfor ham, og virkede oprigtig, selvom han stadig havde sine tvivl. Oven i det fandt han hele tiden sig selv i problemet med at han følte at dæmonen gjorde det der var bedst for ham, selvom det indebar at blive tortureret. Det var forvirrende og fortvivlende på samme tid, men han prøvede nu sit bedste for at Julien forblev glad. Om ikke andet, så bare for at slippe for at gå igennem det hele en gang til.

"See ya" sagde han så, og for første gang i et godt stykke tid, fandt et smil hans læber, hvorefter han lagde sig ned på madrassen. Han var viklet godt ind i tæppet og efter en hel uge men næsten ingen søvn, faldt han hurtigt i søvn. Normalt havde han tænkt sig om en ekstra gang inden han bare havde lagt sig til at sove, da han ofte var plaget af søvnterror, skarpt efterfulgt af angstanfald og en stærk trang til at komme ud et sted hvor der ikke var vægge omkring ham, men lige i dag var han heldig. Han sov fredfyldt og længe for en gangs skyld.

Det var først da døren gik op at han sådan rigtigt vågnede igen, nærmest umuligt viklet ind i sit tæppe, som var trukket helt op under næsen på ham. Hvis man ikke vidste bedre, ville folk nok sige at han så uskyldig ud når han lå sådan, og stadig var i gang med at vågne. Han åbnede langsomt sine øjne, og så rundt i sine omgivelser, før hans øjne faldt på Julien. I et godt stykke tid blev han liggende, bare for at sikre sig at Julien ikke havde tænkt sig at hænge ham op i kæderne en gang til, og det hele bare havde været en joke.

Julien betragtede Gabriel, som han var ved at vågne. Han var ikke i tvivl om, at noget søvn havde gjort vampyren godt. Og heldigvis så det ikke ud til, at han havde haft energi til at lægge nogle planer om at undslippe. Sådan lige nu og her, i hvert fald.

"I hope you slept well?" Han lænede sig afslappet i mod dørkarmen. Han havde ikke skiftet tøj efter at have været ude og var stadig iklædt bukserne fra jakkesættet og en skjorte. Men han havde dog taget slipset og jakken af.
"If you would like to, you're welcome to follow me upstairs. The sun has gone down and there's dark outside."

Julien var færdig med at gøre Gabriel ondt. For nu. Hvis han skulle dumme sig, forsøge at flygte eller angribe Julien, ville han ryge direkte herned igen, blive lænket og blive torturet til kanten af døden igen. Men nu skulle Gabriel forkæles - hvis man kunne kalde normale forhold at blive forkælet - så han kunne føle, at Julien også ville ham det godt.

Julien havde ikke planer om at lade Gabriel gå endnu, det ville nok vare nogle dage, måske en uge. Han ville sikre sig, at Gabriel var hans. Så der ville komme tests. Åbne vinduer og døre, mulige våben som køkkenknive og andre genstande og ture ud i haven. Selvfølgelig ville han også irettesætte ham, når det passede ind. Men intet i forhold til, hvad han havde gået igennem

Da det ikke så ud til at Julien havde travlt med at få ham op og hænge, satte han sig roligt op, og gned sine øjne med sin håndryg. Han havde nok brug for mere søvn for at komme sig helt, men han havde lidt på fornemmelsen at det måtte vente til et senere tidspunkt. Og passende nok, kom han i tanke om at han havde fået at vide at han måske ville kunne komme ud af kælderen, hvilket vækkede ham langt bedre end noget vækkeur.

"I did, thank you" svarede han på spørgsmålet der blev stilt, som var der intet sket i mellem de to. Det gjorde det lettere at holde sandheden på afstand, både for at Gabriel kunne komme lidt videre, men også for ikke at pisse Julien af. Lige nu ville han såvidt muligt holde sig på dæmonens gode side, og kun gøre hvad der blev bedt om, for ikke at risikere at hængt op og tortureret igen. Når det hele så var kølet lidt af, kunne han nok godt få mast sine egne behov ind, men han vidste godt at der ville gå noget tid. Han skulle bevise at han havde fortjent at blive behandlet ordenligt først.

Derfor rejste han sig også forsigtigt op, og ventede på at Julien førte an. Hans ben føltes stadig bløde og gummi-agtige, men han kunne i det mindste stå på dem nu. Det gjorde dog ikke noget, for planen var ikke at prøve at løbe herfra. Det havde han prøvet en gang på parkeringspladsen, hvor han havde haft alle sine kræfter, og det var gået helt galt, så det var ikke noget han ville gentage i nærmeste fremtid.

Nej, det sikreste var at gøre Julien glad og tilfreds med hans udvikling, og få sin frihed langsomt tilbage, i takt med at dæmonen fik mere og mere tillid til ham. Han vidste godt at på den her måde, ville han nok aldrig kunne gå tilbage til at leve helt frit som før, men det var jo hans egen skyld at han var endt i den her situation, var det ikke?

Julien skubbede sig ud fra dørkarmen.
"Good. Come with me." Han vendte om og gik op af trappen. Endnu en test. Han havde ryggen mod vampyren og selvom hele hans kropsholdning var afslappet, havde han alle sanser åbne. Just in case.

Da han kom op, drejede han ned af det lille stykke gang og gik ind i stuen. Selvom Julien var ret så rig, boede han rimeligt stille og roligt. Hans hus var stort og stuen var stor, lys og åben, men han havde ikke pyntet den op med alt muligt dyrt tingeltangel. Der hang et enkelt ægte maleri på væggen og møblerne var da designermøbler, men af den mere afdæmpede og behagelige slags. Der var et stort spisebord, et sofasæt, en pejs, et pænt stort fladskærm og nogle reoler med bøger. Et par af dem var førsteudgivelser med forfatterens signatur i. Han havde flere gemt væk i sikkerhed - han havde trods alt været på jorden i en del år og havde samlet lidt af hvert sammen. Og han havde mødt mange, som i dag var højt agtede kunstnere.

Han gik hen til sofasættet og ventede på, at Gabriel var med. Han smilede til ham.
"This is my living room. Right now it is your's too. Feel at home." Han løftede en finger. "But. If you want to, you're free to take a shower. You look like you need it. And.." Han samlede noget op fra sofaen. "I bought you some new clothes. I hope it fits." Han holdt bunken med tøj frem mod Gabriel. Der var et par sweatpants, en hættetrøje, sokker, boxershorts og en tanktop. Tøj, der burde passe, Julien var ret god til øjemål, men ellers var det tøj, som kunne passe både lidt op og ned, hvis størrelsen ikke var helt rigtig.

Gabriel fulgte lydigt med Julien, men holdt alligevel en god afstand fra ham, bare for at kunne få en chance for at reagere i tilfælde af at manden skiftede mening og udbrød 'just kidding!' inden han ville blive slæbt tilbage ned i kælderen. Han anede ikke hvor han havde ham, og nogle gange skiftede han bare ud af det blå, ligesom han havde gjort her til morgen, hvor han pludseligt havde besluttet at belønne Gabriel, i stedet for at fortsætte med at bruge ham som levende boksepude.

Men nej, de fortsatte op af trappen og væk fra kælderen, hvilket nok var noget af det mest befriende Gabriel nogensinde havde oplevet. Og da han så sig om, var det egentlig ikke langt fra hvordan han regnede med at der ville se ud. Han havde godt tænkt at Julien næppe boede i et gammelt hus taget direkte ud af en gyserfilm, men nok nærmere boede et pænt sted, for at folk ikke skulle mistænke ham for at være psykopat. Lidt ligesom han gjorde med sit udseende faktisk. "Nice place ya got" kommenterede han henkastet, dog føltes det underligt at sige taget betragtning af at han havde været i bygningen i en uge.

Gabriel fulgte i halen på Julien, da han ikke rigtigt turde at gå for langt væk, i tilfælde af at dæmonen mistog det som at han prøvede at stikke af, og besluttede sig for at det var nok eventyr for i nat. Men nej, han fortalte at han bare skulle lade som om at han var hjemme og at hvis han ville kunne han tage et bad. I det han nævnte det, følte han sig egentlig ekstra ulækker i sit eget skind. Han havde koldsved overalt på kroppen, blod på armene, og den smule tøj han havde på klistrede til hans hud. Alt i alt følte han sig bare ikke særligt godt tilpas, og at tage et bad var absolut på listen over ting han gerne ville. Og rent tøj var også på listen, så Julien havde i hvert fald gået sig en ret tilfreds Gabriel ud af det her.

"Wow that's... that's really nice of you. Thanks" sagde han så, tydeligvis overrasket over hvordan tingene forløb sig. Han var også en anelse mistroisk, for det hele kunne sådan set tages fra ham i løbet af få minutter. Men for nu ville han tage hvad han fik, og få det bedste han kunne ud af Juliens gode humør så længe det nu varede.

Julien betragtede hans ansigtsudtryk og var tilfreds med det han så.
"You deserve it." Han pegede mod døren de var kommet fra. "Let me show you the bathroom." Han gik forbi ham, ud i gangen og ned til en dør, der ledte ind til et badeværelse. Det var bare et gæstebadeværelse, men der var en brusekabine, toilet og vask. Og gulvvarme. Han slog ud med armen, for at vise, at han måtte gå ind.

Da Gabriel var gået forbi ham, stoppede Julien op og fangede hans blik.
"You don't have to act, like I'm suddently gonna drag you down there again. As long as you behave and don't piss me off, there's not gonna happen anything." Hans blik blev hårdt. "But you can count on, if you do something stupid, you'll regret it." Han holdt hans blik et øjeblik, inden hans ansigt igen blev venligt.

"Enjoy your bath. I'll be in the living room when you're done." Han lukkede døren derud til og gik ind i stuen. Puh. Det gik jo meget bedre end forventet. Et lettere sadistisk smil spillede om hans læber. Det havde været sjovt at knække ham. Spillet var ikke forbi endnu, han havde stadig en fornemmelse af, at når Gabriel var kommet sig noget mere, at han så ville prøve at bryde fri. Ikke at han ville komme langt med det.

Han havde stadig ingen anelse om, hvad han skulle bruge knægten til. Men at have magten over ham var næsten nok. Han ville nok lade ham fare ud i verden og lave det, han nu havde lyst til - eller næsten i hvert fald. Julien havde ikke planer om at skulle være hans chef i forhold til vampyrens lille hobby med at lege lejemorder, men han ville nok holde lidt øje med, hvem han blev hyret til at slå ihjel eller andet. Det ville jo være surt, hvis det var en person, Julien havde brug for.
Det ville sikkert blive sjovt at have Gabriel som kæledyr. Julien var sikker på, at der nok skulle komme gnidninger hen af vejen, om det så bare var Gabriel der dummede sig ved uheld. Det første stykke tid ville Julien nok kræve, at vampyren havde Juliens hjem som base. Bare så han kunne holde øje med ham.
En del af Gabriels opgaver ville nok komme til at bestå i at følge Julien rundt som en tjener. Til de mindre vigtige møder og den slags. Som sagt, et lille kæledyr. En lille hund, der fulgte sin ejer rundt.

Julien satte sig med et tilfreds suk i sofaen og tændte for fjernsynet uden alt for meget lyd, så han kunne høre, hvis Gabriel lavede ballade. Det eneste problem frem over ville være, at Gabriel var nataktiv og Julien skulle passe sin døgnrytme. Men her om vinteren gik solen heldigvis relativt tidligt ned, så de havde da et par timer til at "lære hinanden at kende".

Gabriel tøffede blot med Julien, stadig med en hvis afstand, indtil de nåede badeværelset, hvor han stoppede lidt op over hvad dæmonen sagde. Han havde ikke regnet med at det var så åbenlyst at han holdt afstand til manden... Men han ville nok stadig holde afstand, om ikke andet så fordi hans mening om dæmonen var splittet. Han vidste ikke rigtigt om han kunne forstå hvorfor manden gjorde det, og at han var enig med ham om at det han fik var noget han havde fortjent, eller om han helst bare ville flå alle Juliens indre organer ud igennem hans mund.

Dog svarede han ikke, men nikkede bare kort, inden han fortsatte ind på badeværelset. Han havde godt regnet ud hvordan det her ville foregå, og forhåbentlig ville han kunne komme igennem det næste stykke tid uden at pisse Julien for meget af. Og godt som han tænkte det, skiftede dæmonen fuldstændigt igen til sin venlige facade, som Gabriel et eller andet sted håbede var bare halvt ægte. Hvis Julien bare kunne lide ham en smule var der da en chance for at det ikke var de aller mindste ting, som fik ham i problemer.

"Thanks, again" mumlede han, og da døren blev lukket, låste han den bag Julien. Han var ganske vist blevet kidnappet, men lidt privatliv måtte man vel have. Og derefter pillede han sit sved-gennemblødte tøj af sin krop og tog sig et ret langt, varmt bad, hvor han meget grundigt fik skrubbet sin krop ren, og tjekkede alle sårene han havde. Ganske vist kunne de ikke blive betændte, men han ville helst have at alting groede ordenligt sammen.
Da Gabriel endeligt fik tøj på, følte han sig som fornyet. Han var stadig øm i kroppen, og alting var ikke helet helt endnu, men han var på vej imod at få det bedre. Tøjet var passede egentlig fint på ham, måske var det lidt stort i det, men det var også sådan han foretrak det, så det var ikke noget han klagede over.

Lige så roligt fandt han sin vej tilbage ind i stuen, dog ikke før han lige havde fået sig et bedre kig på sine omgivelser, bare lige hurtigt, så han havde en idé om hvordan alting så ud. Forhåbentlig fandt han en vej ud på et tidspunkt, om Julien så gav ham det frivilligt, eller han måtte løbe risikoen ved at stikke af. Men for nu gik han bare ind, og ventede lidt halv-akavet på at dæmonen sagde et eller andet - om han skulle gå tilbage i kælderen, eller om der var fri leg i huset for i nat.

Julien fulgte halvvejs med i en film. Det var utroligt at se, hvor meget denne verden havde flyttet sig teknisk. Fra de første slørede billeder til nu, hvor billederne næsten var mere skarpe end virkeligheden. Selvom han havde været med hvert skridt af vejen for rigtigt mange opfindelser, var han stadigt imponeret. Mennesker var utroligt ressourcefulde.

Han hørte døren gå til badeværelset, men Gabriel kom ikke med det samme. Julien havde låst alt, hvad der kunne låses og havde sat alarmen til, så han ville vide, om Gabriel åbnede noget. Men der skete ikke noget og vampyren kom ind i stuen lidt efter.

Julien klappede på sofaen med en flad hånd uden at se på ham.
"Come and sit down. Relax." Han ventede til Gabriel havde sat sig, inden han kiggede på ham. Det var som at se et nyt men.. en ny vampyr. Det havde klædt ham at få et bad. Og hjulpet en del på lugten.

"There's a couple of hours until I am going to bed. You decide if you want to stay up here until then or if you want to go down to your room and sleep." Juliens stemme var helt normal, som havde han en helt normal samtale med en helt normal person.

Gabriel rynkede lidt på panden, men gjorde som Julien sagde, og satte sig i sofaen ved hans side. Men i det han satte sig, følte han sig rastløs. Han havde været lukket inde i en kælder i flere dage, hvor han ikke havde fået nogle former for sanselige indtryk, udover når Julien besluttede sig for at genere ham. Men nu sad han her, udenfor kælderen, og havde egentlig mere eller mindre frie tøjler, så længe han blev indenfor - og hvad lavede han så? Sad foran et fjernsyn og så en eller anden film film, som han ikke engang kendte navnet på, og ikke kunne forstå, fordi han ikke havde fået starten med.

"Is it okay if I have a look around the house? I'm feeling kind of restless" spurgte han så efter lidt tid, og vendte sine øjne imod Julien. Hele situationen føltes alt for normal i forhold til hvad han havde været igennem, og hvis han skulle sidde stille i den tid han nu havde udenfor det lille rum i kælderen, så ville han ende med at bide sit eget ben af i frustration.

Julien var ikke akavet ved, at Gabriel sad der. Det var dog kun halvdelen af hans opmærksomhed, der var på filmen, da han også holdt øje med Gabriel.
Da Gabriel spurgte, om han måtte gå på opdagelse, så Julien lidt tænksomt på ham, mens han overvejede det. Hvad kunne der ske ved det? Som sagt var alarmen sat til og alt var låst. Og ingen sagde, at Julien ikke kunne rejse sig og holde lidt øje med ham.

"Well.. I don't see the harm in that. You're gonna be here for a while." Han drejede sig i sofaen, så han kunne se ordentligt på ham. Der var en advarsel i hans blik. "Don't touch anything. I'll keep an eye on you, so don't try to run away. You won't get far." Hans blik veg ikke fra ham. "Remember what happend last time you tried to run." En flamme dukkede op hans hånd, bare så Gabriel ikke var i tvivl om, at Julien var alvorlig.

(( Også kort xD ))

Et smil brød frem på Gabriels læber, da han fik lov til at se sig omkring - endelig ville han have noget at lave! Men godt som han skulle til at rejse sig, kom der en tilføjelse som sendte et gys ned af hans nakke. Oh jo, han kunne sagtens huske sidst han prøvede at løbe. Han var knapt nået nogle meter før en væg af ild havde stoppet ham, trængt ham op i en krog uden noget valg om hvad hans skæbne ville blive. Og han havde en idé om at hvis han prøvede på det igen, ville han blive hængt op i kælderen i længere tid end tidligere. Han sank en klump, inden han svarede.

"Got it. No touching, and no running away. Easy peasy lemon squeezy" Og med det rejste han sig op og gik på opdagelse i huset, denne gang med mere tid end tidligere. Han var lidt af en snushane når det kom til andre folks beboelser, og hvordan der så ud sagde ofte meget om personen. Bare ved at gå ind i Gabriels egen lejlighed var der rigeligt information at hente. Men Julien skjulte sig selv rigtig godt, og umiddelbart kunne han ikke rigtigt finde noget voldsomt personligt hængende fremme.

I et godt stykke tid rendte Gabriel rundt og undersøgte sine omgivelser, og selvfølgelig holdt han nallerne for sig selv. Han åbnede ikke nogle døre som stod lukkede, og kiggede ikke i nogle skuffer eller noget andet. Så da han endeligt var færdig med sine opdagelser, stoppede han ved et vindue. Han åbnede det ikke, han prøvede ikke en gang at tjekke om der var nogle former for lås på eller noget, han stod der bare lidt, og kiggede udenfor, lidt ligesom en kat, der holdt øje med hvad der foregik omkring deres hjem.

Julien lod Gabriel bruge så meget tid, han overhovedet ville. Han kunne kun høre Gabriels stille skridt - ikke noget der blevet åbnet, ikke nogen håndtag der klikkede og ingen alarm, der gik i gang. Perfekt. Han sad og smilede lidt for sig selv. Enten var vampyrens skræmt til døde eller også var han ved at være fanget i Juliens net af smerte og godhed. Og selvom vampyren virkede bange, virkede han ikke så skrækslagen, at han kun opførte sig pænt af den grund.

Julien strakte sig tilfredst, som en kat, der havde fået fløde, og rejste sig så. Han gik ud i køkkenet, kiggede ind i køleskabet og hev en lille bøtte yoghurt ud. Efter at have flået låget af og fundet en ske i en skuffe, gik han ud for at finde Gabriel.

Gabriel stod ved vinduet inde i et gæsteværelse. Det så ikke ud til, at han var ved at overveje at åbne det eller gøre andre desperate forsøg på at komme ud. Han stod der bare. Julien lænede sig op af dørkarmen og spiste en skefuld yoghurt, mens han betragtede ham.

"Did you find anything interesting?" Der var ikke andet end nysgerrighed i hans stemme. Gad vide, hvad en som Gabriel ville få ud af Juliens hjem? Det var blottet for personlige ting og kunne næste lige så godt være en udstilling i et møbelmagasin. Julien efterlod aldrig noget, som kunne forbindes med ham.
Han havde som sagt lidt ting af værdi, som maleriet og nogle bøger, og han havde en enkelt mappe med billeder og avisudklip, der strakte sig så langt tilbage, det kunne. Ellers havde han intet af personlig affektionsværdi. Hvorfor skulle han? Om nogle år ville han alligevel tage videre og starte forfra et eller andet sted. Med et nyt navn og et nyt image.
Her i Di Morga var der ikke nogen, der ville løfte et øjenbryn over, at han ikke blev ældre, så måske han ville blive længe her. Men ude i blandt menneskene, der kunne han kun opretholde en facade i et vist stykke tid.

Han så nysgerrigt på Gabriel, mens han fortsatte med at spise af yoghurten.

Gabriel havde faktisk ikke lagt mærke til at Julien var dukket op, men virkede alligevel ikke voldsomt overrasket da han sagde noget. Han fortsatte blot med at se ud af vinduet. "Not really. You're pretty good at hiding your personal life, even in your own home" brummede han, inden han endeligt vendte sig imod dæmonen, med rynket pande.

"And I couldn't help but wonder, do you have anyone close to you? You don't have to answer if you don't wanna, of course, but I'm just a little curious. Even I have a few people close to me, as much as I hate to admit it" Seelie og Jupiter var nok de to tætteste han havde. Seelie var oplagt, hun var hans skaber og han så hende som en moderlig figure i sit liv - han ville nok bruge sig selv som menneskeligt skjold for at beskytte hende. Jupiter var straks værre, men han var vel en form for legekammerat i Gabriels øjne. En legekammerat med knive, som utallige gange havde prøvet at jage en træpæl igennem hans hjerte, men stadig en "ven," som han om ikke andet ville skubbe af vejen hvis der blev skudt efter ham. Deres venskab var kompliceret.

Han havde naturligvis ikke tænkt sig at nævne nogle navne - for ærligt talt ville han ikke risikere at de to kom i farer på grund af ham - men de var der stadig. "You just seem like the kind of guy who could probably get it all if you just set your mind to it" blev så tilføjet efter lidt tids overvejen, og det var sandt nok.

Julien trak på skulderen og spiste videre.
"I don't see why I should. I'm not especially sentimental."

Gabriels næste spørgsmål fik Julien til at se lidt tænksomt på ham. Det varede lidt inden han svarede. Julien havde altid været alene, han havde ikke knyttet sig til nogen. Kun en enkelt gang var der en, som var kommet hans hjerte nær, men hun havde været et almindeligt menneske, og han havde måtte se hende visne bort, mens han selv forblev ung. Siden havde han ikke tilladt sig selv, at have følelser for nogen. Så meget, som han nu kunne føle. Julien var ikke ren psykopat, han havde følelser, det var bare.. minimale.

Hvad skulle han svare Gabriel? Skulle han svare? Det kunne han vel lige så godt. Han svarede på det med en stemme, et blik og en kropsholdning, der viste, at han ikke var påvirket af hverken spørgsmålet eller svaret. Han mente ikke selv, at han havde brug for nogen i sit liv. Men selvom han ikke selv kunne føle det, var han ensom. Han vidste det bare ikke.

"There's nobody in my life. I live too long and I move around a lot. And I don't care. I don't feel the need to make friends and family." Han skrabede rundt i bægret og stak den sidste skefuld i munden. Gabriels sidste ord fik ham til at smile skævt.
"I can get anything I want. No problem there."

"How old are ya? You don't seem like an old geezer, but looks can be deceiving around here" Nu var det så småt bare begyndt at blive hyggesnak for Gabriel. En mulighed for at lære Julien lidt bedre at kende. På det sidste havde al information været ensidig, da det var Gabriel som enten frivilligt fortalte om sig selv, eller blev tvunget til det. Men nu virkede det som om at de var lidt mere på lige fod. Selvfølgelig var han ikke så dum at tro at de var ligemænd, men nu hang han ikke nede i kælderen mere, og det gav ham lidt mere mod til at spørge ind til Juliens liv.

Det øjeblik han så bare det mindste irriteret ud ville han dog stikke halen mellem benene og vige tilbage fra samtalen. Hvis han skulle ende ud med at blive straffet igen, så skulle det ikke være fordi at han var for nysgerrig. Generelt ville han nok lade Julien bestemme hvad der var okay og ikke okay at snakke om, i hvert fald lidt endnu. Han ville nok ende med at blive for kæphøj på et tidspunkt, men det ville ikke blive den første nat ude af kælderen.

Gabriel kunne ikke lade være med at smile lidt da Julien svarede på at han absolut kunne få hvad han ville. "No surprise there" sagde han så med et lille grin, og lænede sig lidt op af vindueskarmen. Hvis han prøvede at ignorere alt hvad der var sket de sidste par dage, følte han sig faktisk ret tilpas, nu hvor Julien behandlede ham pænt. Han kunne godt vende sig til det her.

Julien stillede skeen i en bøtten og lod armen hænge ned langs siden. Den anden puttede han i bukselommen. Han så kort ud i luften, mens han tænkte.
"Well, I arrived in this dimension in 1752. So that would be around 264 years. Before that.. I have no idea. Time is a funny thing." Han så igen på Gabriel. "Im a bit older, than I look. My papers usually say between 30 and 35." Han smilede skævt over dette og betragtede Gabriel.

Han havde fået vampyrens alder ud af ham på et eller andet tidspunkt nede i kælderen, så han havde ikke noget at spørge om i forhold til det. At han alligevel havde været 19, da han blev bidt, havde overrasket Julien lidt. Han så yngre ud. Spinkel og lille. Det havde dog ikke afholdt Julien i at være grov i kælderen. Men han havde jo også kunne holde til det, ikke?

Han kastede et blik på sit armbåndsur. Tiden gik og klokken var snart ved at være mange. Det ville ikke vare længe, inden vampyren skulle tilbage i kælderen. Julien regnede ikke med, at han skulle sove dernede for evigt, men indtil han var sikker på, at han ikke ville vende tilbage til sit gamle jeg, ville Gabriel skulle finde sig i at sove under jorden. Han overvejede kort noget, inden han så på Gabriel med et venligt og lidt mildt udtryk.
"Are you still hungry?"

Gabriel lyttede overvejende til hvad Julien fortalte ham, faktisk ikke så overrasket over at han var så gammel. Han virkede som en person der var væsentligt ældre end han så ud. Det med at han havde erfaringen som sagde at han levede for længe til at have nære forhold, og at han flyttede rundt hele tiden havde været en ret stor indikator, men oven i det virkede han bare... ældre? Ikke som at han opførte sig som en 80-årig mand - selvom tanken om Julien med en rollator der råbte af folk som trådte på hans græsplæne var underholdende - men nærmere at han bare virkede som om han havde rigeligt med livserfarring, hvilket han sagtens kunne respektere.

Det betød dog ikke at Gabriel ikke ville drille ham lidt med det. "Wow, and sometimes I feel like I'm old" sagde han så med et grin. Men det var jo rigtigt nok. Man blev 'gammel' tidligere og tidligere i det her samfund, og hvis han havde fortsat sit liv som menneske, ville han nok være gået igennem en midtvejskrise når han nåede den alder han havde nu.

Juliens næste spørgsmål var dog ikke noget Gabriel havde været så forberedt på, hvilket godt kunne ses. Hans smil faldt en smule, og han rynkede også lidt på panden. Var det et trick-spørgsmål? "A bit, I guess?" svarede han så, inden han rystede den bekymrede mine fra sig igen. "I'm a young boy, so I'm still growing - or so I'd like to believe. Probably not gonna happen, but if I get above 1.7 metres I'm not gonna complain, y'know?" han trak på skuldrene med sit smil tilbage på sine læber.

Julien havde levet i mange år, men følte sig ikke gammel som sådan. Han havde ufatteligt mange år foran sig endnu. Indtil der var nogen, der fik det gjort af med ham eller han døde af alderdom. Hvis det kunne lade sig gøre.

Julien var i godt humør og havde ikke noget i mod Gabriels lidt flabede svar. Julien hyggede sig med at snakke med ham. Han var.. speciel. Og selvm Julien sikkert virkede lidt stiv i det, havde han humor.
"Just you wait. You can begin to talk old when you pass 100 years."

Han skubbede sig ud fra dørkarmen, da Gabriel sagde, at han stadig var lidt sulten. Og han lo ved Gabriels næste ord. Han havde en rap mund, den unge mand. Så længe den ikke var for flabet eller provokerende, kunne Julien godt lide det.
"You are a bit short."

Han gik over til Gabriel, mens han knappede sit skjorteærme op og foldede det op af armen.
"You have been such a good boy this evening. You deserve to eat." Han stak den blottede underarm frem. "I'm lazy and don't want to go get a knife. You can just take a bite." Han så roligt og afventende på ham. Så længe Gabriel ikke bed en luns af ham, var Julien ikke bekymret.

Gabriel var godt tilfreds over at hans jokes faldt i god jord hos Julien. Han måtte indrømme at han var lidt nervøs, men nu hvor manden selv legede med, var det ikke ligeså nervepirrende. Han måtte bare træde forsigtigt. "Hey, at least I'm adorable enough to wear it! I have fooled tons of people into thinking that I'm some sort of pure child of god just by batting these babies at them" Gabriel lavede en gestus mod sine øjne, og som demonstration, lavede han sit perfekte hundehvalpe blik, komplet med sin underlæbe skudt en lille smule frem og en hånd under sin hage til at fremhæve. Det forsvandt dog lige så hurtigt som det blev lavet, da han lagde sine arme over kors.

Gabriel var dog ikke helt sikker på om han skulle tage imod Juliens tilbud, for det der med blod var virkeligt ikke hans stærke side. Han havde en tendens til at ikke lade folk overleve hans bid, og han havde på fornemmelsen at hvis han fuckede op så ville Julien ikke være særligt tilfreds med ham. Men så igen, han anede ikke hvornår han næste gang fik en mulighed for at få noget næring... Og hvis der gik lige så længe som sidst, så ville han hellere tage chancen nu, end at misse den.

Med den tanke placerede Gabriel en hånd lige under Juliens albue, og en over hans håndled, inden han lænede sig frem og langsomt bed igennem dæmonens hud. Han var meget omhyggelig med ikke at bide for dybt, men heller ikke så lidt at han ikke fik noget ud af det, selvom det var svært, og alt i hans krop skreg at han bare skulle gøre hvad der passede ham. Men ærligt talt, var han mere bange for Juliens vrede end sine egne instinkter, så han holdt sig selv i skindet.

Julien hævede øjenbrynene over Gabriels utroligt nuttede udseende. Ja, det kunne sikkert godt snyde folk.

Hans øjne fulgte Gabriel, da han lænede sig frem og bed i Juliens arm. Han fortrak ikke en muskel, da smerten fra de to spidse tænder, der gik igennem hans hud, skød igennem hans nerver. Der var et sært tilfredst blik i hans øjne, som Gabriel drak hans blod. Det var så nemt. En lille hundehvalp, der logrede, når den fik en godbid.

Selvom det, at han fodrede Gabriel to gange på en dag, sikkert betød, at Gabriel ville få for meget energi de næste par dage, ville Julien være sikker på, at Gabriel kom sig helt efter de sidste mange dages fysiske belastning. Hvis Gabriel ville træde over stregen den kommende stykke tid, ja, så måtte han jo bare rettes ind igen. Det var ikke noget problem. Julien sagde ikke nej til noget motion og uddeling af smerte.

Han lod Gabriel drikke i et stykke tid, men stoppede ham noget før sidst. Ingen grund til at miste for meget blod to gange på en dag.
"That's just fine, you can stop now."