A night's work (Gabriel)

Julien fortsatte med at mumle beroligende til ham, mens han græd ud. Med en stille bevægelse blev han også ved med at stryge ham over håret. For at fuldende illusionen af, at han faktisk holdt af ham. Denne situation havde Juien ikke prøvet mere end et par gange før i sit lange liv, og det havde været med en kvinde, der faktisk havde stået hans hjerte nær. Men han følte sig ikke akavet. Bare beregnende. Imens spekulerede han over, hvad han skulle gøre nu, for at få Gabriel til at stole endnu mere på ham. Måske det ville være en god idé at tage et stort skridt, i stedet for de små, han havde planlagt.

Til sidst sad han bare med Gabriel holdt ind i mod sig. Det var åbenbart, hvad drengen havde brug for. Det undrede ikke Julien, ikke efter den behandling, han havde fået. Men der var noget, der sagde ham, at det ikke kun var de sidste par uger, han græd over. Hvad han havde fået ud af ham i forhold til hans fortid, regnede han med, at der måtte være mange indestængte følelser, der skulle ud.

Efter lidt tid, skubbede Julien Gabriel lidt ud fra sig og så på ham med et mildt blik.
"Are you feeling a bit better?"

Gabriel var stadig ret rystet efter alt hvad der var sket, men det var beroligende at få lov til at sidde med Julien og blive nusset i håret. Det mindede ham om noget han svagt kunne huske at Seelie ville gøre når han fik angstanfald som menneske og hun var der til at opdage det. Han var altid flov over det bagefter, så de talte aldrig om det efterfølgende, og forhåbentlig var det ikke noget som Julien ville gnide i hans ansigt når det her en gang var overstået.

Men for nu koncentrerede han sig bare om at trække vejret og ikke falde tilbage i at græde over at han savnede sin skaber. Det var næsten lige så slemt som at indrømme at man ville have sin mor, for at være ærlig, og det var ikke noget han ville dele med nogen som ikke var hende.

Da Julien skubbede Gabriel lidt ud fra sig, lød et lille snøft fra ham, inden han nikkede. Han mødte ikke Juliens øjne, da han egentlig var lidt flov over at have grædt sit hjerte ud foran manden, men han var nu alligevel taknemlig over at der ikke blev gjort noget stort ud af det. "Thanks" mumlede han, en anelse hæst, og rømmede sig lidt efterfølgende, i håb om at det kunne gøre hans tørre hals bare lidt god igen.

Julien smilede til ham og gned fingeren over hans kind, for at tørre de sidste rester efter tårer bort.
"Good." Han så lidt tænksomt på ham. Jo, han kunne vist godt tage det store skridt.
"I'm gonna go upstairs for a moment. Don't worry, I'll be right back. Allright?" Han slap ham helt og rejste sig. Med et beroligende smil, gik han ud af rummet uden at lukke døren bag sig.

Ovenpå rumsterede han lidt rundt, inden han kom ned igen. Han havde nøglen til håndjernene i hånden og låste op for dem.
"Let's see." Han bukkede sig ned og samlede forsigtigt Gabriel op uden at flytte for meget på det brækkede ben. Siden det ikke var helet endnu, regnede Julien med, at Gabriel ikke havde fået nok blod. Det skulle han heller ikke endnu. Det måtte vente.

Julien var overnaturligt stærk og Gabriel vejede ingenting, så han bar ham uden problemer op af trappen til stuen og derefter op til førstesalen. Her gik han ind i et gæsteværelse, hvor sengen var redt op. Her lagde han forsigtigt Gabriel i sengen uden at tage hensyn til, at drengen var ulækker efter at have hængt i kælderen i så lang tid. Skidt med det, sengetøj kunne vaskes. Eller nyt kunne købes. Han flyttede lidt på puden bag Gabriels nakke og sørgede for, at hans ben lå i en rimelig position.

"I want you to sleep. This is your room. Don't worry about anything. Sleep and get better." Han strøg ham igen over håret.

Et eller andet sted burde Gabriel nok være bange for hvad Julien havde i ærmet. Det ville ikke være første gang at han blev efterladt for at Julien kunne finde noget at banke ham med. Men han var for træt og udmattet til at panikke. Det eneste han var lidt nervøs for, var at blive efterladt fuldstændigt, og at dæmonen ikke kom tilbage efter ham, selvom han havde sagt at han kom tilbage. Lige nu var der ikke så meget andet at gøre end at vente og se hvad der ville ske.

Og sandt som det var blevet sagt kom Julien tilbage efter lidt tid hvor han havde rodet rundt med nogle ting åbenbart. I mellemtiden havde Gabriel lukket øjnene, for træt til at holde dem åbne når han nu fik en mulighed for at sidde ned og få bare lidt blod til sine arme. Dog åbnede han dem igen da han hørte et klik og hans arme faldt ned i skødet på ham.

Gabriel skulle til at sige et eller andet - sikkert tak for at han fik sine arme igen - men før han nåede det blev han samlet op af Julien og bragt ovenpå, hvor han blev lagt i en seng. Han skar en grimasse da hans ben blev rettet på, men ellers sagde han ikke noget, og lod Julien om at gøre hvad han nu end havde tænkt sig.

Og åbenbart var planen at sove, hvilket Gabriel ikke havde tænkt sig at klage over. Han havde kun en lille ting han gerne ville tilføje. "Can you stay a bit? I don't wanna be alone again just yet" mumlede han, med en lille smule glød i kinderne. Han hadede at være afhængig af andre, og følte sig ret svag når han ikke engang kunne håndtere at være alene... Men lige nu var det hvad han havde brug for, og det vidste han godt. Hvis Julien sagde nej, så var det det, og han ville ikke spørge om mere, men han håbede lidt at han ikke bare blev efterladt.

Julien hævede øjenbrynene over hans spørgsmål, men var ikke overrasket. At ensomhed var Gabriels svage punkt havde været tydeligt fra dag et af. Stadig med et mildt smil om læberne, nikkede han.
"Of cause. Just give me a second." Han gik ud af rummet og ned i stuen, hvor han gik hen og så på en af bogreolerne. Det tog ikke lang tid at spotte den bog, han havde haft i tankerne, og han gik ovenpå igen. Tilbage på værelset, trak han en stol hen til sengen og satte sig med benene over kors og bogen i hånden.

"I'm not usually a fan of this kind of genre, but this writer is pretty good. I like his imagination." Han slog op på første side og så lidt på Gabriel, inden han begyndte at læse højt.
"The man in black fled across the desert and the gunslinger followed ..." Hans stemme var god til oplæsning, rolig og klar.

Så han sad der, i et rum med vinduer dækket af tunge tæpper, så solen ikke kunne skinne ind, og læste en historie op for en ung vampyr, han havde mishandlet i dagevis. En lidt brat ændring og måske ikke det mest spændende han kunne lave, men det gik nok. Han skulle jo bare sørge for, at Gabriel faldt i søvn.

Mens Julien var væk, rykkede Gabriel dyne og pude omkring så han kunne ligge sammenkrøbet på i hvad der mest af alt lignede en rede. Det var egentlig sådan han foretrak at sove, da han let kunne trække dynen over hovedet og fuldstændigt forsvinde i hvad der nu bare lignede en rodet seng. Det gjorde han dog ikke endnu. Hans ansigt fra næsen og på stadig var synlig, så når Julien kom tilbage, ville han kunne se op på ham og tjekke at han stadig var der hvis han havde brug for det.

Gabriel blev positivt overrasket, da Julien begyndte at læse op fra en bog. Det var egentlig ikke så meget det han havde regnet med, men han ville ikke klage. Dæmonen var faktisk en rigtig god oplæser og der gik ikke særligt lang tid fra han begyndte at læse til at Gabriel faldt i søvn. Men så igen, han havde alligevel også været igennem meget på det sidste, og søvn var ikke noget han havde fået nok af.

Måske burde han have været mere tvivlsom når det kom til Julien, men ærligt talt var Gabriel nået til et punkt hvor han var for træt til at kæmpe imod. Det var bare lettere når han opførte sig ordenligt og dæmonen var tilfreds med det, så det var nok bare planen fra nu af og indtil han tog et nyt standpunkt... Men han ville i hvert fald ikke forsøge at stikke af i nærmeste fremtid.

Julien læste videre, indtil han var sikker på, at Gabriel var faldet i søvn. Herefter sad han lidt og betragtede den dreng, han havde taget med ind i sit hjem. Det havde været en lang process, der ikke var færdig endnu. Men han var kommet langt i at gøre vampyren afhængig af sig, han havde kunne se det i Gabriels øjne.

Det var ikke normalt, at Julien stillede spørgsmål ved sine egne handlinger eller indskydelser, og det var heller ikke fordi, at han var usikker på, om det han havde gjort var rimeligt eller ej. Men han var ikke som nogle af sine artsfæller, der kunne mishandle livet ud af alt de så. Han havde en del af de sadistiske tendenser, det ville han ikke benægte, og han stod heller ikke tilbage for at udøve vold mod andre, men det var ikke det, han havde mest behov for.
At se Gabriel sove, gjorde ham lidt urolig. Han så næsten helt uskyldig ud. Men Julien måtte huske sig selv på, hvorfor det var, at han havde taget Gabriel med hjem.

Han sad lidt i sine egne tanker, der var lidt svære at rede ud, inden han rejste sig, lagde bogen på natbordet og gik hen til døren. Han kastede et sidste blik på Gabriel, inden han tog nøglen fra døren, slukkede lyset og lukkede døren og låste den udefra. Lige nu havde han lyst til at tage et koldt bad og gå ned i motionsrummet og få pulsen op.


Julien lod Gabriel sove i en tolv timer, inden han låste sig selv ind på værelset igen. Han havde endnu et halvt fyldt glas med blod med, så Gabriel kunne hele endnu mere. Julien vidste godt, at der nok skulle en del mere til end de par deciliter, som han gav ham, men ingen grund til at få det hele overstået for hurtigt.

Han gik hen og satte sig på stolen ved siden af sengen og stillede glasset på natbordet, inden han rørte ved dynen, hvor Gabriel nok var gemt under.
"Gabriel? Are yoy awake?"

Gabriel måtte indrømme at det havde gjort ham godt med lidt søvn, især for hans ben. Det var endnu ikke helet fuldstændigt, men det var godt på vej, og de fleste af hans sår havde i hvert fald lukket sig nu. Han havde dog en forfærdelig hovedpine og hans krop var stadig øm, så helt godt var det heller ikke, men det var stadig bedre.

Lige nu lå han begravet under dynen med kun sin ene fod stikkende ud derfra, og prøvede at tage sig sammen til at vågne op igen. Men sådan som han havde det, var det virkeligt ikke det mest indbydende, og hvis han kunne havde han lagt sig til at sove igen. Det var bare ikke tilfældet, så han måtte deale med sin forfærdelige tilstand i stedet. Ugh.

Alligevel bevægede han sig ikke da han hørte døren blive låst op og åbnet, og gav heller ikke nogle livsignaler fra sig. Det var først da han mærkede Juliens hånd på sig at han trak dynen ned nok til at kunne kigge ud fra sin hule af selvmedlidenhed. "Sadly, yes" mumlede han som svar til spørgsmålet, og satte sig langsomt op. Han havde det mildt sagt som om at han var blevet kørt over af et tog, og det var ikke en tilstand han brød sig særligt meget om.

Julien så lidt på ham. Han lignede noget, der var samlet op fra rendestenen. Hvilket ikke var overraskende. Julien havde ikke været sød, så Gabriel var også blevet ret blodig.
"I thought you might wanted something to eat. You do look like you need it." Han tog glasset og rakte det frem mod Gabriel.

"And then I thought you might want to take a bath. Get freshened up a bit. You look and smell like a dead person." Han smilede en smule.

Han holdt godt øje med Gabriel, da han gav ham glasset. Som ung vampyr var det sikkert svært at styre sin blodtørst, og Julien ville nødigt være nødt til at straffe Gabriel så tidligt. Hvis vampyren skulle beslutte sig for at ville have mere, end det der var i glasset.

Julien kunne tage ud og købe blod, men hvorfor skulle han det? Han havde masser selv og var hurtig til at fylde depoterne op igen, så at sige. Og han havde en eller anden idé om, at hvis han gav Gabriel sit blod, ville det knytte ham tættere til sig.

Gabriel tog imod glasset, og fik drukket det blod der var på meget kort tid taget i betragtning af dagen før. Det føltes underligt at drikke blod fra glas, det måtte han indrømme, men hellere det end intet blod.

"Wow, okay rude" brummede han, men smilede alligevel lidt, da han lænede sig over for at stille glasset tilbage på bordet. "Jokes aside, a bath sounds great though" Men i stedet for at rejse sig lagde han sig ned igen. "But taking a bath would mean I'd have to get up, which I'm not all that excited about. I feel like a train wreck. 's not as cool as it sounds"

Lidt var Gabriel alligevel kommet til sig selv igen. Efter at have været kommet igennem sin tudetur dagen inden, og Julien havde passet på ham efterfølgende. Ikke at han stolede på dæmonen af den grund, men han var ikke ved at pisse i bukserne af skræk bare ved synet af ham mere, og han kunne da stadig joke lidt rundt. Det talte vel som fremskridt?

Julien måtte smile af Gabriels ord. Han var vist allerede på vej tilbage til sit gamle jeg, hvilket glædede Julien - det var Gabriels smarte attitude og stemmer i hovedet, der havde interesseret Julien til at starte med. Han var et spøjst individ.

"Fair enough. You just let me know, when you feel like getting up." Han lænede sig afslappet tilbage i stolen og betragtede Gabriel med et ulæseligt blik, men med et let smil om munden. Han vidste ikke helt, hvad han skulle synes om denne del af sin manipulation, men ind til videre så det ud til at virke. Og han var god til det. God til det med masker og skuespil. Så det var ikke et problem, men han frygtede lidt, at det ville blive kedeligt i længden. Det var ikke meningen.

"Is there anything you want to do right now or should I let you sleep some more?" Julien var ligeglad med, om det var det ene eller det andet, han havde ikke noget vigtigt at lave lige nu. Så hvis Gabriel ville underholdes, var det helt i orden. Ikke at Julien ikke kunne underholde sig selv, men det ville nu være interessant at lære vampyren bedre at kende - via almindelige samtaler og ikke fremtvunget i mellem smertensskrig.

Gabriel rystede på hovedet da han blev spurgt om han ville sove noget mere. "I can't - trust me I just tried" han sukkede inden han satte sig op igen, og strakte sine arme over sit hoved, og samtidig også sin ryg. Der kom et meget ubehageligt knæk fra hans skuldre og rygsøjle, men han trak ikke en mine. I stedet lod han sine arme falde ned på dynen igen.

"I should probably just get over myself and take a bath" tilføjede han så, men det var tydeligvis ikke det han helst ville, hvis man skulle dømme det ud fra den grimasse han skar. "Fuck it, I've walked off worse" og med det trak han sig selv over imod kanten af sengen. Der skulle noget mod til, men Gabriel formåede at rejse sig op fra sengen. Det var vist også det eneste positive, for da han prøvede at tage et skridt frem, løb smerten hele vejen op igennem hans ben, nok til at han faktisk faldt.

"Holy shit, nope, abort mission, man down, man down!" heldigvis landede han siddende... men på gulvet. "That was definitely not a proud moment of my life" konstaterede han efter at have siddet ned i lidt tid, og smerten i hans knæ ikke var særligt slem.

Julien betragtede ham, mens han besluttede sig for at tage et bad alligevel. Og han fulgte ham med øjnene, da han rejste sig op - og væltede om på gulvet. Han kunne ikke lade være med at smile af ham og hans sjove kommentarer. Han rejste sig og bukkede sig ned for at samle ham op. Han tog han under armene og løftede ham op i sengen igen.

"That was sad to watch. Are you allright?" Han satte sig på stolen igen. Det havde været sjovt at se og man kunne se morskaben i hans øjne. Gabriel var lidt goofy på en morsom måde. Lidt kær. Han lagde benene over kors og lænede sig tilbage igen.

"Apparently you're a bit immobilized. So. What do you want to do? I can take you downstairs." Han holdt en kort pause. "You're not going anywhere on that leg." Der var en tone i hans stemme og et blik i hans øjne, der tydeligvis var en blanding mellem en advarsel og et udtryk af skuffelse over hans tidligere stunt. Ikke at Julien forventede, at Gabriel ville stikke af igen. Så dum kunne han umuligt være. Og Julien havde virkeligt en fornemmelse af, at der var noget, der havde flyttet sig for vampyren. Der var noget i hans øjne, når han kiggede på Julien.

Gabriel mumlede et lille 'thanks' da han blev hjulpet tilbage på sengen, selvom han nok godt kunne have fundet derop selv. Men han foretrak en overbærende og hjælpsom Julien over en vred og straffende Julien, så han klagede ikke, selvom han følte at han blev behandlet som et barn. Så igen, det ville ikke være den første gang, og når nu han sjældent opførte sig seriøst eller modent, var der måske en grund til det.

"Yeah yeah, I'm fine. It's just that usually it'd be healed by now, or at least healed enough so I could walk it off" brummede han, tydeligvis ikke særligt tilfreds med hvordan udspillede sig når det kom til hans evne til at hele. Men alligevel, han havde heller ikke meget blod i kroppen, og det var ret meget hans drivkraft.

Det næste han sagde fik dog Gabriels gode humør til at falde ret meget. Han havde absolut heller ikke tænkt sig at løbe nogle steder hen, det var han sgu for traumatiseret til. "Got it, no need to rub it in, jeez" mumlede han, og rettede blikket ned imod sine hænder. "Can we watch a movie?" spurgte han så efter noget tid, og så op på Julien igen. "After you maybe help me to the bathroom so I can at the very least get some of this grossness off of my body. I might be used to be covered in grime, but this is pushing it"

Julien havde ikke den mindste smule dårlige samvittighed over, at Gabriel ikke hele hurtigere. Han ville få blod lidt efter lidt, efterhånden som han gjorde sig fortjent til det. Og lige nu var det nok at opføre sig pænt, så der ville komme blod regelmæssigt. Et par gange i døgnet.

Han var glad for at se, at Gabriel ikke tog hans hentydning pænt. Det var heller ikke meningen. Ikke at Julien ville gøre stemningen dårlig, men han kunne heller ikke lade være med lige at minde Gabriel om, hvad der ville være en dum idé at forsøge igen. Og hvorfor det var, at han var endt i denne situation, som han var i lige nu. Med et brækket ben, der ikke ville hele.

Han nikkede, da Gabriel spurgte til bad og fjernsyn.
"That could be arranged." Han lagde hovedet lidt på skrå. "I do have a tub, if you are interested." Julien havde ikke noget i mod at tage Gabriel med ned i stuen, men han så nu ikke frem til at skulle sidde og lugte til ham i længere tid. Så hvis han kunne få Gabriel i bad inden han skulle ned i stuen, ville det være dejligt. Hvis ikke, så gik det nu nok også. Så det var ikke et krav fra Juliens side, Gabriel var velkommen til at sige nej tak.

Gabriel nikkede da han blev informeret om at Julien faktisk havde et badekar, hvis det endeligt var. "It's probably better than attempting to stand on one foot in the shower" brummede han overvejende.

"By the way, can we watch Harry Potter? When I got turned into a vampire, there were only like three books out, and no movies, but apparently it got big right after I uh... Disappeared? Died? Kinda??? I don't know, I have no idea how to address it" Han trak på skuldrene inden han fortsatte. "I never got to catch up on it, but I liked the few books I managed to read"

Julien nikkede og pillede en fnuller af sine bukser.
"Probably."

Da Gabriel nævnte Harry Potter som ønske til film, hævede Julien det ene øjenbryn og så lidt vantro på ham.
"Harry Potter? You're kidding me? What do I look like to you, a teenage girl?" Han stirrede lidt på ham, inden hans læber skiltes i et smil, så man kunne se hans tænder. Harry Potter. "You're full of surprises." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Somehow it is easy to forget, that you aren't older. Even if you look like a kid from grade school."

Julien rejste sig og tog glasset fra bordet.
"I'll go fill the tub then, carry you out there and then go find a Harry Potter movie." Han rynkede kort på næsen af det sidste, men smilede stadig. Gabriel morede ham, det måtte man sige, og selvom det måske ikke lige var en type film, Julien var typen, der ville se, ville han gerne gøre Gabriel tryg og tilpas. Og hvis det var helt galt, kunne han sikkert finde på noget andet at lave, mens vampyren fik set film.

Han forlod værelset, svingede ind i husets store badeværelse, hvor der var et stort badekar, en stor indmuret bruser, to håndvaske og toilet. Han fik tændt for vandet og havde masser af tid til at rende ned i køkkenet med glasset. Han måtte hellere huske at få det skyllet af, inden rengøringsdamen kom forbi igen.
Han var lige forbi et skab, inden han gik op igen, hvor han fandt Gabriels tøj, nu rent og vasket. Det blev pænt lagt på badeværelset sammen med et håndklæde. Da badekarret var fyldt, slukkede han for vandet og gik ind til Gabriel igen.

"Ready to tage a dip?" Han bukkede sig ned og samlede ham op. Han var meget forsigtig med Gabriels ben. Det burde måske have en skinne på, men det ville nok næsten være spildt arbejde i forhold til, hvor hurtigt det ville hele. Julien vurderede, at en portion blod mere eller to ville gøre det. Han gik ud og satte Gabriel på en skammel, han havde sat helt op af badekarret.
"I hope you can do the rest yourself? There's a towel and some clothes there." Han pegede på bunken af tøj, er også lå tæt på badekarret.

(( Det er okay, vi har også en god længde på vores indlæg! ))

Gabriel så meget fornærmet ud, da Julien sagde at han så ud til at være ung nok ud, til stadig at gå i folkeskole. "Uh, rude?? I'll admit that I was still in school when I got turned, but that was medical school, and that's way different" Han lagde armene over kors og stak kort tungen ud af munden for at række tunge af Julien, mest for lidt at gøre grin med at han prøvede at lyde mere voksen. Forhåbentligt tog dæmonen det ikke alt for tungt, for han gjorde trods alt grin med sig selv, frem for ham.
"And Harry Potter isn't for teenage girls, I'm like 95 percent sure that it's for magical beings as well - and being a vampire that applies to me" tilføjede han også for god ordens skyld.

Men planen lød nu meget god. Forhåbentlig kunne det hjælpe lidt på den mærkelige følelse Gabriel havde i kroppen efter alt hvad der var sket. Hans mave gjorde ondt og hans krop føltes virkelig underlig. Det var nok fordi han følte sig skyldig over at have prøvet at stikke af. Julien var flink nok, og som han havde sagt, det var jo ikke fordi at han gerne ville gøre Gabriel ondt, men Gabriel havde såret ham, så han blev nødt til at få en lærestreg. Og uanset hvor god han var til at joke rundt som altid, betød det ikke at han havde det godt igen efter alt hvad han havde været igennem.

Han sukkede dybt og kiggede på sine håndled, der endnu en gang havde sår hele vejen rundt om fra håndjernene han var blevet hængt op i. Gad vide om han kunne få ar, når sårene var så dybe? En ubehagelig stemme bagerst i hans hoved sagde, at måske ville det være for det bedste, så det kunne virke som en påmindelse om ikke at stikke af en anden gang.

Da Julien kom tilbage sad Gabriel og pillede lidt ved sårene på sin håndryg som han selv havde lavet, der nu havde fået skorpe, men han stoppede da han hørte Juliens spørgsmål. "Hm? Oh, yeah sure" svarede han, inden han blev løftet op i dæmonens arme, og ud på badeværelset. Tanken om at få vasket alt det møg hans krop havde samlet op henover de sidste par dage, lød mere end bare lidt fristende. Dog ville han foretrække at gøre det alene.

"Yes yes, I'm a big boy now, I can handle taking a bath by myself" Gabriel smilede mens han pænt skubbede Julien udenfor, så han kunne få sig et længe ventet bad. For da dæmonen var væk, kom han hurtigt ud af sine boxers, som var det eneste han havde på sin krop, og hinkede over til  badekaret. Det var lidt besværligt at komme ned med kun et brugbart ben, men det lykkedes ham, og han kunne derefter nyde at sidde i det varme vand, inden han begyndte at skrubbe sin krop ren.

Julien lod sig skubbe ud af badeværelset.
"Call when you'e done." Han så lidt på den lukkede dør. Nå, så knægten ville se Harry Potter. Tjah, Julien havde ikke set filmene og havde heller ikke læst bøgerne - det var ikke en genre, han gik op i. Men han kunne nok overleve.

Han tøvede kort, men gik så ind i et walk-in-closet og fandt noget rent sengetøj frem. Nu hvor Gabriel ville blive ren, var det måske en god idé at skifte sengetøjet, han havde sovet i. Det bar præg af alt det skidt, drengen havde været dækket i. Det var ikke en opgave, Julien havde gjort sig meget i, han havde en rengringskone til at komme og gøre den slags, men han fik da skiftet sengetøjet uden de store problemer. Det beskidte røg i vasketøjskurven, inden han tog dynen med nedenunder.

Herefter tændte han for fjernsynet og fandt den første film frem på en af de der smarte filmkanaler, hvor man kunne leje film. Så smart det var blevet siden fjernsynet kom frem. Efter at have kastet et blik på uret, gik han ud i køkkenet og fandt en skål med vindruer frem. Nu Gabriel ikke spiste almindeligt mad, havde Julien ikke planer om at finde alt muligt knas frem. I stedet blev det til vindruer og en flaske med kildevand. Han satte sig ind i sofaen igen og åbnede den bog, han var i gang med at læse. Der var så mange fantastiske og fantasifulde fortællinger på jorden.

Det føltes underligt at gøre noget så hverdags-agtigt som at gå i bad. Han havde fået noget af alt det møg han havde på sin krop af sig igen, men mens han var ved at vaske sine arme, gik han i stå. I stedet trak han sit raske knæ op til sig og lagde sine arme om hans ben. Forsigtigt hvilede han sit hoved på sit knæ og sukkede. Efter alt det han havde været igennem var han udmattet. Det var hårdt bare at hoppe tilbage som om at intet var sket, men han vidste også at hvis han først lod sin depression og angst løbe af med ham, så ville der gå noget tid før han blev nogenlunde stabil igen.

Første gang kunne han godt, for det føltes naturligt. Julien havde ikke brudt sig om Gabriel først, men var gradvist varmet op til ham, og det havde gjort det lettere. Nu var han gået lige fra den ene yderlighed med at være venlig til den anden, hvor han blev tortureret og så tilbage. Og det var svært, for uanset hvor meget han prøvede at overbevise sig selv om at det havde været det rigtige at prøve at slippe væk, så fik han det dårligt med det. Det var hans skyld. Det var ham der havde ødelagt det hele for Julien både på parkeringspladsen, og da han prøvede at løbe væk. Han burde undskylde.

Med den tanke tog han sig sammen og færdiggjorde sit bad, som allerede havde taget lang tid i det at han gik i selvsving. Så da han endelig trak proppen op så badekaret kunne tømmes, var vandet allerede begyndt at blive lidt halvkoldt. Han skyndte sig at få tørt sin krop, og få tøj på, selvom det var svært med kun et ben, inden han låste op og kaldte på Julien.

Julien kastede en gang i mellem et blik på uret. Drengen var længe om at tage det bad. Men han havde ikke tænkt sig at skynde på ham. Julien kunne godt sætte sig ind i, hvor behageligt det måtte være, at blive ren igen, så han fortsatte bare med at læse sin spændende bog, drikke lidt vand og spise et par vindruer.

Endeligt kunne han høre Gabriel kalde. Han lagde et bogmærke i bogen og lagde den på bordet, inden han gik op ovenpå. Gabriel stod op ved døren og havde endda fået alt tøjet på uden hjælp.
"You're looking a lot better." Forsigtigt samlede han ham op igen. Julien var ikke akavet overfor nærkontakt i forhold til mennesker, han ikke kendte, så han havde ikke noget problem med at løfte rundt på den spinkle Gabriel. "And you doesn't stink. That's an improvement."

Uden problemer bar han ham ned af trappen og ind i stuen, hvor han satte ham i den ene ende af trepersonerssofaen, inden han smed dynen hen til ham.
"There you go." Han satte sig i den anden ende af sofaen og tog fjernbetjeningen. "Ready?" Han ventede ikke på svar, men startede filmen.

Gabriel rakte armene op imod Julien for at hentyde til at han skulle løfte ham op, lidt lige som et barn ville gøre det, da han kom op for at hente ham - og da han blev løftet op, lagde han armene over Juliens skuldre.
Normalt var Gabriel ikke den mest touchy-feely person i verden af ren natur. Oftest var det i form af at fastholde folk så de ikke løb når han truede dem, og ellers gjorde han sig ikke så meget i det. En sjælden gang i mellem søgte han omsorg, men ellers holdte han det på et minimum - men han var ikke sart, og han havde ikke så meget imod at Julien bar rundt på ham. Så længe han ikke gjorde en vane ud af det.

Da Julien sagde at badet havde gjort ham godt, trak han lidt på skuldrene. "Thanks, I put a lot of effort into not smelling like garbage" sagde han blot med et lille smil om læberne. Men det var også det eneste han sagde på turen ned i stuen, og han holdt også stilheden da han blev sat ned på sofaen, og fik sin dyne igen.
Han fik hurtigt sat sig god til rette i sofaen, faktisk ret glad for at få noget at koncentrere sig om. Det betød at han ikke behøvede at tænke alt for meget over hvad han sagde eller gjorde, så længe han ikke prøvede at stikke af.

Et godt stykke inde i filmen, var Gabriel endt ud med at ligge ned, med benene trukket op til sig så han ikke fyldte stadig ikke særligt meget på sofaen, og ellers var han godt optaget af filmen. Det var først i slutningen, da Harry lå på Hospitalsfløjen, og Dumbledore kom ind, hvor de havde en meningsfyldt samtale om hvad der var sket, at Gabriel sagde noget. "Hey, Julien?" spurgte han og satte sig lidt op så han kunne se over på dæmonen.

Julien, der ikke havde haft de store forventninger til filmens handling, havde alligevel ikke følt behov for at lave noget andet og havde set hele filmen. Det var stadig ikke hans genre, men den havde nu være interessant nok. Han kunne godt forstå, hvorfor hele Harry Potter universet var blevet så populært blandt menneskene. Det måtte alligevel være fascinerende at forestille sig et parallelsamfund med magi. Åh ja, hvis de bare vidste, hvilke monstre, der lurede imellem dem.

Julien var gledet lidt længere ned i sofaen i en afslappet position med de lange ben strukket ud foran sig og hovedet hvilende på hånden med albuen, der støttede sig på sofaens armlæn. Der var en ting ved sofaer, de var umulige at opretholde den ranke statur han ellers altid besad. Sofaer lokkede en til at blive slatten og afslappet.
Man kunne måske ikke sige, at Julien ligefrem hyggede sig, det var ikke et begreb, der havde den store eksistens i hans liv, men der var nu et eller andet ved at have Gabriel siddende i den anden af sofaen. Igen ikke noget Julien selv spekulerede over, men et sted i hans indre, var der en lille følelse af, at det var dejligt ikke at sidde alene, som han altid gjorde.

Da Gabriel sagde noget, rettede han sig op med et kort suk, der antydede, at han vendte tilbage til virkeligheden. Han var en smule træt, det var nogle dage siden, at han havde haft tid til at lukke helt af for arbejde.
"Yes?" Han så spørgende på Gabriel.

Da han fik Juliens opmærksomhed, satte Gabriel sig ordenligt op igen i skrædderstilling - dog forsigtig med sit brækede ben. "I was thinking for a bit and I.." Han pressede sine læber lidt sammen, mens han overvejede hvad han skulle sige. "I'm sorry for trying to run away and hurting you. It was really stupid of me, and I know you just did what you had to do, so yeah. I'm really really sorry"

Den bedste måde at beskrive Gabriels holdning lige nu, var at han lignede en hundehvalp, som lige var blevet sparket. Hans hoved var sænket, skuldrene var hævet og hans blik var fokuseret imod sine hænder. Han havde det rent faktisk dårligt med sin opførsel, og som han var kommet frem til tidligere, mente han at han burde undskylde.
Der var i hvert fald ingen tvivl om at han ikke ville vende tilbage til at prøve at løbe væk igen. "I just hope you'll forgive me. I like being around you, and I don't want you to be angry with me again" tilføjede han så forsigtigt, men også oprigtigt.

Julien kunne ikke skjule sin overraskelse over Gabriels ord. Havde han hørt rigtigt? Han kom sig dog hurtigt nok over overraskelsen til, at han kunne nå at skjule den uhyggelige tilfredshed, han følte. Det virkede. Alt hans arbejde virkede. Hans lille forsøg var vellykket. Han satte sig helt op i sofaen og så på Gabriel med et udtryk, der gik fra overraskelse til mildhed.

"Dear boy. I'm so happy you see it that way." Han rakte ud og lagde en hånd på Gabriels raske knæ. "I forgive you. And I won't be angry with you, unless you make me have to." Han gav hans knæ et klem og trak hånden til sig igen. Det gjorde ham faktisk glad, at Gabriel endeligt var blevet.. ja, hjernevasket, kunne man vel sige. Der var noget over hans kuede kropsholdning, som Julien kunne lide. Julien var ikke til slaver, og han så heller ikke Gabriel som en slave. Mere som et spændende kæledyr. Og man kunne ikke have et kæledyr, der kunne finde på at bide sin herres hånd.

Julien betragtede Gabriel lidt. Hvad han egentligt ville med ham, vidste han ikke helt, men han skulle nok finde på noget. Man kunne vel altid tage ham med som tjener til selskaber eller som assistent til møder.