A night's work (Gabriel)

Gabriel havde sat sig ind i stuen endnu en gang, mens han ventede på at Julien blev færdig med at spise. Nogle gange havde han været der mens Julien spiste, men det føltes underligt, når man så selv bare sad og lavede ingenting, så det var noget han var stoppet med igen ret hurtigt. Desuden gik de op og ned af hinanden det mest af tiden i løbet af natten, med kun enkelte undtagelser, så en pause var mere end velkomment for at ingen af dem blev for irriterede over hinanden.

Dog rejste han sig og fulgte med Julien, da han blev spurgt om han ikke ville åbne sin gave. Han var stadig skeptisk omkring det, men alligevel gik han over og løftede kort gaven, mest for at sikre sig at det ikke var noget farligt.

It's not heavy enough to be a dead puppy.
Or a bomb, thank god!
Why would we thank that asshole, he's done nothing for us.

Gabriel satte gaven ned, og begyndte så at tage papiret af kassen, og da det var lykkedes, åbnede han kassen. Man kunne roligt sige at han blev overrasket, da han så at der lå en kniv i kassen, for han havde absolut ikke i sine vildeste drømme tænkt at Julien ville give ham våben i nærmeste fremtid. Et lille smil var den eneste advarsel dæmonen fik, inden han havde en vampyr hængende om halsen. Måske kunne det have virket truende et øjeblik, indtil man indså at det faktisk var et kram.

"Thank you~" sagde Gabriel, inden krammet endte lige så brat som det var begyndt, og han vendte tilbage til at beundre sit nye våben.

Okay, that's a little better than a dead puppy.
I approve, Julien is a good guy.

Julien kunne godt se, at Gabriel var skeptisk omkring sin gave.
"Don't worry, it isn't something creepy." Han så på, at han pakkede gaven op. Det virkede virkeligt til, at han forventede, at det var noget uhyggeligt eller farligt inde i den aflange, flade kasse. Det morede Julien lidt. Hvad var det lige, han troede om ham?

Der var ingen advarsel, før Gabriel pludseligt hang om halsen på ham. Julien blev overrasket, næsten forskrækket, og skulle lige til at skubbe ham væk, da det gik op for ham, at det var et kram. Et kram?! Det overraskede ham så meget, at han ikke nåede at reagere, før det var overstået igen. Det tog ham lige et par sekunder at komme sig.
"Erh.. you're welcome."

Han kunne ikke huske, hvornår nogen sidst havde krammet ham. Han var ikke ligefrem en type, der indbød til fysisk nærkontakt. Af den affektion-agtige type anyway. Det gav ham en sær følelse, som helt sikkert skulle undersøges senere, men lige nu skubbede han den til side.
"I have another present. If you can call it that." Han så alvorligt Gabriel i øjnene. "I've decided, that I trust you enough to let you go home tomorrow. Of course with some demands, but I'm gonna let you loose."

Gabriel så godt ud af sin øjenkrog at Julien virkede lidt overrasket over krammet, men han lod som om at han ikke så det, og tog i stedet kniven ud af æsken for at nær-studere den.

Abort... plan?
I'm not sure.. He didn't seem mad?
We haven't done any physical interactions with him before now though, unless you count being beaten up. It was probably a bad idea. We fucked up.
Do you think he will take our knife away because of it?
It doesn't seem like it. He just looks a bit shaken.
How can we be sure? He's really good at hiding his thoughts!
Yeah, I second that, how can we be sure?
Well he's not strangling us, so I think it went over without too much mental trauma.

Den indre diskussion blev dog afbrudt, da Julien igen sagde noget, men denne gang var det ret vigtigt, i hvert fald for Gabriel

Did he just..?
He sure did.

"Hell yeah!" Gabriel gav et lille hop af glæde, inden han indså hvordan det kunne lyde. "Not I think that it isn't neat to be around you of course, that's not how I meant it I'm grateful that you've let me stay here, and that you've been so nice to me, I just- uh, I'm just excited to get home is all" Han rodede sig lidt i håret med sin frie hånd, ikke helt sikker på om han kunne rede sit lille slip-up.

Julien kunne godt se på Gabriel, at han var nervøs for konsekvenser for krammet, men selvom det måske ikke lige var det, der var mest behageligt for Julien, var der ikke sket nogen skade. Et kram var harmløst, så Gabriel kunne nu godt slappe helt af.

At Gabriel reagerede som han gjorde, da han fik at vide, at han ville være fri til at gå dagen efter, var ikke overraskende. Julien tog det ikke som en fornærmelse. Han ville også være desperat efter at komme ud, hvis han havde været holdt fanget så længe som Gabriel havde været. Ikke at Julien havde det dårligt over det.

"Don't worry, I do understand your joy." Han lænede sig tilbage i stolen, stadig uden at slippe Gabriel med blikket. "But I have some demands. I would like you to sleep here a couple of days a week, at least at first. And I would very much like you to call me every night to check in." Selvom det ikke var sagt som en ordre, efterlod hans stemme ingen tvivl om, at Gabriel skulle gøre, som han sagde. Julien rakte ned i en lomme og tog Gabriels telefon op.
"I put the number in. Here." Han rakte den til ham. "And I'm gonna drive you home tomorrow, so I can see, where you live."

Gabriel åndede lettet op, da Julien sagde at det var okay, at han var blevet glad over at komme hjem, og at han godt kunne forstå det. Det sidste han ville, var at få udsat sin hjemkomst på grund af at han var for begejstret og at det blev misforstået som at han var begejstret for at komme væk fra Julien.

Opmærksomt lyttede Gabriel til kravene for at han kunne komme hjem, og nikkede hver gang Julien nævnte et nyt krav, for at vise at han forstod, og jo flere gange det blev nævnt at han måtte komme hjem i morgen, jo flere sommerfugle syntes der at komme frem i hans mave, og det gav ham alt for meget energi til at holde det inde i sin lille krop. Men for nu skulle han koncentrere sig, og vise at han ikke lod sig rive med.
Da han fik sin mobil tilbage, blev det kun værre, for det virkede mere og mere virkeligt at han snart ville komme hjem. Dog valgte han ikke at tjekke den endnu, selvom han nok havde mange mails om mulige jobs, for Julien krævede stadig noget opmærksomhed på hvad der skulle ske når han så fik lov til at komme hjem.

"That seems fair enough, I guess" sagde han så overvejende. De fleste ville absolut ikke være enig, og ville føle at det var en krænkelse af deres privatliv meeeen nu var Gabriel sjældent blandt 'de fleste,' så måske var det ikke så underligt at han var så accepterende. Det og så var Julien meget manipulerende, men Gabriel var nået til et punkt hvor han ikke rigtigt kunne se det længere. Han vidste bare at han foretrak Julien når han var i godt humør, og hvis det gjorde ham i godt humør, at blive ringet op hver nat, så var der jo ikke så meget andet at gøre.

Selvom Gabriel forsøgte at undertrykke sin glæde ved at skulle hjem, kunne Julien godt se den på ham. Han overvejede kort, om det var en glæde for at komme væk fra ham eller bare for at få sit liv tilbage. Men med den måde, Gabriel havde været, siden han var kommet op af kælderen anden gang, regnede Julien ikke med, at han ikke ville være sammen med ham. Der var lidt hundehvalp over vampyren.

Julien vidste godt, at det var mange krav, men de var forhåbentligt midlertidige. Han ville bare gerne holde øje med ham til at starte med. Sikre sig, at han ikke begyndte at få idéer om at slippe for Julien. Hvis det gik godt, ville Gabriel få mere frihed.

Han så lidt på ham og kunne fornemme, at han gerne ville i gang med at kigge på sin telefon. Julien havde været så sød at lade den op, inden den gik død. Han havde ikke læst vampyrens mails eller sms'er, han var ret ligeglad med hans "arbejde".
"Well, you can gå crazy with your phone now. I'm not gonna stop you." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Oh, and as long you keep your business away from my properties, I got nothing against your idea of fun."

Gabriel så rimeligt tilfreds ud, da Julien sagde at han godt måtte kigge sin telefon igennem, hvilket han også gjorde kort efter. Det var ikke den nyeste - faktisk var det en rimeligt forældet iPhone, som han havde fået fat i billigt efter han kom til Di Morga - men den kunne det den skulle, hvilket var at tage imod mails, sms'er, opkald og en sjælden gang i mellem kunne holde til at han kunne bruge dens GPS. Til ingens overraskelse, havde han ikke fået nogle sms'er, ud over et par stykker, som sagde at han ikke havde brugt nogle penge ud over sit abonnement, og der var heller ikke nogle ubesvarede opkald. Til gengæld havde han fået rigeligt mails. 125 for at være præcis.

"Oh boy" mumlede han blot, inden han satte sig ned på en stol, og begyndte at skimme over hvad det var. De fleste af dem var tilbud om jobs - og et par stykker hvor han blev informeret om at de havde fået en anden til at gøre jobbet, fordi han ikke havde svaret. Nogle andre var omkring noget betaling - mere specifikt på hans sidste job som havde fået ham i den situation han sad i nu. Og de få sidste, var beskeder relateret til League of Legends.

Der var et tilbud om at han kunne tage et job allerede i morgen aften, og han overvejede det halvt... men besluttede sig for at svare at han lod være. Før Julien var gået og han havde gjort sig til rette i sin lejlighed igen, ville det allerede være ret sent, så han ville hellere spille sine sjælesugende strategi-spil, og lege med knive derhjemme.

Ah yes, a day to just do some hobby-stabbing. We could play the knife game.
That sounds oddly refreshing. I'm in.
It's not fun, we never fuck up anymore.
But maybe we got rusty, and we'll have to start from scratch~!
... Ok, I'm game.
Nice.

Julien betragtede Gabriel, mens han ivrigt begyndte at kigge på sin telefon. Julien kunne godt se det smarte i de mobile telefoner. De var især behændige, når det kom til arbejde, og han havde før skulle minde sig selv om, at putte både telefon og computer væk. Nogle gange tænkte han dog på, hvor meget mere frie folk havde været, dengang de ikke var slaver af internettet og den evige higen efter kontakt igennem de elektroniske dimser. Men det var åbenbart den vej, fremtiden ville ned af, og så var der jo ikke så meget at gøre ved det.

Han fortsatte sin aften som han plejede og lod Gabriel være. Hvis drengen ville se film, kunne han tænde for fjernsynet. Julien valgte at sætte sig til at læse, inden det blev tid til at gå i seng. Dagen efter ville være den sidste fridag han havde tid til i denne omgang. Mandag ville arbejdet kalde igen.

Selvom Gabriel rendte frit rundt i huset, var Julien begyndt at sove som hvis han ikke havde været der. Altså, en uforstyrret søvn, der ikke var alt for tung. Han valgte at sove længe som forkælelse på den sidste dag. Igen brugte han dagen på at lave småting, gå i motionscentret, læse og ellers slappe af. Selvom han godt kunne mærke, at han snart havde brug for at komme i gang med at lave noget igen. Han var ikke fantastisk god til at slappe af.

Normalt var Gabriel ikke alt for afhængig af sin mobil - han havde levet en stor del af sin tid som menneske, og det meste af sin tid som vampyr, uden nogen mobil - men nu skulle han lige fange op på alt hvad der foregik omkring hans krop. Han var endt på sofaen, med sin mobil, og der havde han så været det meste af natten, hvor han svarede på mails, og planlagde de næste par nætter.

Før han vidste af det, var solen ved at stå op, og det fik ham til at tøffe tilbage til sit værelse, hvor han efter lidt tid, endeligt fik sig selv til at sove. Det havde taget noget tid, da han var utroligt spændt på at skulle hjem igen, men det var lykkedes! Dog syntes det i dag, ikke at være en god ting.
Det var ikke sjældent at han led af mareridt, det skete faktisk ret ofte. Det var normalt at han vågnede op i koldsved, og var nødt til at geare sig selv ned. Men den dag, var det særligt slemt. Han vendte sig frem og tilbage og vred sig under dynen, tydeligvis forpint af hvad der skete i hans mareridt. Pludseligt satte han sig brat op, han øjne spilet op, og de farede rundt i lokalet for at sikre sig at han var vågen, kun for at se skyggerne, og monstrene stadig var der, og nærmede sig hurtigt.

Gabriel skubbede sig længere og længere tilbage i sengen indtil hans ryg ramte væggen, mens det hele kom tættere og tættere på ham, indtil de rørte hans ben, og det føltes som om at det blev revet af, da imaginære smerter jog op igennem ham. Han skreg. Han skreg, selvom han vidste at det hele var i hans hoved, men som han sad der, med hurtige vejrtrækninger, der næsten gjorde ham svimmel, kunne han ikke tænke klart. Stemmerne overdøvede hans tanker - og ikke dem af dem, der passede på ham. Det var angsten og depressionen som råbte af ham, og pillede ham ned, ligesom han følte at monstrene han så, gjorde.

Eftermiddagssolens stråler skinnede ind af de store vinduer i stuen og Julien var i gang med at læse lidt i en avis. Hans hår var fugtigt efter et bad, han havde taget, efter at have været i motionsrummet. Der var dejligt fredeligt omkring ham, og han nød sin sidste fridag. Og tanken om, at han ville få de næste dage og nætter for sig selv i det store hus. Selvom Gabriel var stille, kunne han stadig mærke hans tilstedeværelse. Bare det at han vidste, at han var der, var nok til at forstyrre ham i kanten af bevidstheden.

Bedst som han sad der, lød der et gennemborende skrig oppe fra Gabriels værelse. Julien fløj op fra stolen, der var lige ved at vælte bag ham og løb op ovenpå, to trin af gangen på trappen. Det lød som om, at der var nogen, der var ved at slå Gabriel ihjel. Selv ikke al den tid i kælderen, havde vampyren skreget sådan, og ærligt talt gjorde det Julien bange.

Han flåede døren op og fik tændt for lyset, så han kunne se i det mørklagte rum. Der var tomt, ud over Gabriel, der sad i sengen, mast op af muren med et udtryk af skræk, som Julien ikke havde set før. Hurtigt gik Julien hen og satte sig på kanten af sengen. Han rakte ud og tog ved Gabriels skulder.
"Jesus Christ, what is going on? What's wrong boy?" En ægte bekymring løb igennem ham, og han så tydeligvis rystet ud over Gabriels tilstand. Han fangede hans blik i et forsøg på at komme i kontakt med ham.

Gabriel greb sig til hovedet og havde godt fat i to store totter af sit hår, som han holdt umådeligt godt fast i, med benene trukket helt op til sit bryst, mens han prøvede at gemme sit ansigt i håb om at det ville få hallucinationerne til at gå væk. Han kneb sine øjne sammen, med tårer strømmende ned af sit ansigt og rokkede lidt frem og tilbage, som var han taget direkte ud af en galeanstalt. Men det var alt for svært for ham at falde ned, med den gennemborende smerte og den høje råben i sit hoved. Angsten og adrenalinen fik alle hans angrebs-mekanismer op, om han ville det eller ej, og det inkluderede hans evner.

Han var så fanget i sit hoved, at han ikke ænsede at Julien var kommet ind, før der blev grebet fat om hans skuldre. Da han først så op, kiggede han slet ikke på dæmonen, men i stedet flakkede hans blik rundt i lokalet. Det var lige som til sidst i kælderen, efter han var hevet derned anden gang, hvor han knapt lagde mærke til manden, men i stedet fokuserede på noget som tilsyneladende ikke eksisterede. Den eneste forskel var bare at han havde bevægelsesfriheden og energien til at reagere på det.

Først efter noget tid, fandt Gabriels øjne Juliens, og da det endeligt skete, vidste han egentlig godt hvad der ville ske. Men han kunne ikke finde sin stemme til at sige til dæmonen at han skulle kigge væk, og hele hans egen krop var fastlåst i frygt for hvad der ville ske, når Julien endeligt slap øjenkontakten. Så i stedet sad han der, fuldstændigt paralyseret af angsten i sin krop, med tårer i øjnene, og afventede mandens reaktion.

Julien havde set mange ting i sin lange levetid, men aldrig havde han set nogen, der reagerede som Gabriel gjorde nu. Det gik meget hurtigt op for ham, at det var i drengens hoved, det skræmmende foregik. Han skulle til at sige noget mere, da Gabriel så ind i hans øjne.

Pludseligt kunne Julien se, hvad Gabriel så. De mørke skygger, de skræmmende monstre og han kunne endda høre råbende stemmer, der dog ikke gav meget mening for ham. Et stik af umådelig rædsel gik igennem ham. Han slap Gabriel og tumlede bagover, ned af sengen, hvor han landede på gulvet med skrækken malet i ansigtet. I det hans blik slap Gabriels, forsvandt stemmerne og monstrene. Og angsten faldt til et meget mere udholdeligt niveau. Selvom synerne var væk, var det alligevel som om, at der var noget, der bevægede sig i hans øjenkroge, og han drejede hovedet et par gange, inden han fandt styrken til at kunne ignorere det.

Hans hjerte hamrede af sted, og han gispede kort efter vejret, tydeligvis rystet over den horrible oplevelse. Han havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Julien havde et stærkt sind og havde aldrig haft mentale problemer med hverken angst eller depression, men den følelse som havde gennemboret ham, var han ikke i tvivl om, havde været en blanding af disse to.

Langsomt kom han på benene igen, rystet, men ikke skadet. Gabriel så ud som om, at han forventede at Julien ville slå ham ihjel. Men Julien var ikke dum, han kunne sagtens se, at det havde været en ting, han ikke havde kunne styre. I stedet for vrede eller smerte, gav Julien ham noget helt andet. Han satte sig igen i sengen og trak Gabriel ind til sig, for at holde om ham.

"Poor boy. If that's what it's like in your head.." Hans stemme var hæs og han afsluttede ikke sætningen. Lige nu kunne han ikke andet end at føle medlidenhed med drengen. Der var flere følelser i Julien i det øjeblik, en der havde været i meget lang tid. Det fik ham til at knuge Gabriel ind til sig.
"Don't worry, you're safe here."

Da Julien endelig slap øjenkontakten, lagde Gabriel armene om sine ben og han knugede dem ind til sig, inden han igen gemte sit ansigt ved sine knæ. Han var stadig bange, men nu var det mere for Julien end de ting han så.

Frygten for dæmonens vrede var efterhånden gravet dybt ind i ham, og det samme galt hans viden om at det var umuligt at flygte. Han krummede sine tæer, og rystede synligt, mens han ventede på Juliens beslutning, og stemmerne gjorde det kun værre. De blev ved med at fortælle ham, at han havde såret dæmonen, om det så var med vilje eller ej, og mindede ham om hvad der skete sidst han havde gjort det. Bare tanken fik ham til at krummer tæer, og han måtte så vidt muligt kvæle sin hulken.

Gabriel gravede sine negle ned i huden på sine egne arme, men turde ikke at lave så meget som den mindste lyd. Det eneste man kunne høre fra ham var hans rystende vejrtrækning og et lille snøft, men ellers var han musestille.

Lige nu var han nok klar på alt. At blive brændt, slået, kastet tværs gennem rummet og ud i sollyset... Mulighederne var uendelige, og han ventede bare på at blive afstraffet for sine handlinger. Han ville ikke en gang prøve på at stritte imod eller ændre Juliens mening ved at sige at det ikke var med vilje. Det eneste han kunne håbe var bare at det ikke ville blive lige så slemt som sidst.

Men han var ikke forberedt på hvad der faktisk skete. Det føltes som en evighed før Julien nærmede sig, og Gabriel spændte i hele kroppen i håb om at kunne reagere på hvad der end blev gjort. Derfor tog det ham et øjeblik at indse, at da Julien tog fat om ham, var det ikke for at gøre ham ondt. Faktisk blev han holdt tæt ind til dæmonens krop i stedet.

Gabriel hørte knapt hvad der blev sagt til ham, det eneste han vidste var at det hjalp. Juliens tilstedeværelse og stemme trængte i gennem det mareridt han syntes at være fanget i. Han vidste ikke om det var den opbyggede frygt for smerte, angsten efter mareridtet eller en blanding af de to, men uanset hvad det var, så fik det ham igen til at græde sine øjne ud endnu en gang. Hans arme slap grebet omkring sine ben, og hans hænder fandt i stedet vej op ved dæmonens bryst, hvor de knugede hans bluse i mellem sine fingre.

Det lang tid før Gabriel stoppede med at ryste og græde, og endnu længere tid før han genvandt sin evne til at snakke. "I'm sorry" peb han forsigtigt, på randen til at græde igen, men han gjorde ingen mine til at ville rykke sig væk fra Julien i nærmeste fremtid. Han følte sig tryg hos manden, underligt som det lød, taget i betragtning af at han var så bange for hvad han kunne gøre ved ham. "I didn't mean to hurt you"

Gabriels angst for, hvad Julien ville gøre ved ham, rørte ham alligevel. Det var som om, at hans indre føltes som et åbent kødsår efter den skræmmende oplevelse, der havde flyttet rundt på følelser, han ikke vidste, at han kunne føle. Angsten, depressionen, paranoiaen. Selvom det havde varet sekunder og følelserne var væk igen, lavede de stadig ekko i hans indre. Fornemmelsen af, at der var noget, der bevægede sig lige uden for hans synsfelt ville ikke gå væk og på en måde beroligede det også Julien at have den fysiske nærkontakt med Gabriel.

Mens han sad der og holdt den voldsomt grædende dreng ind til sig, stirrede han tomt ud i luften og forsøgte at få styr på sit indre. Det var et stort rod, og der var alt for mange følelser. Han havde faktisk lyst til at knuge Gabriel ind til sig og give ham tryghed. Passe på ham. Det var endda ligefør, at han havde dårlig samvittighed over at være skyld i angsten, som han havde set i vampyrens ansigt efter uheldet med hans evne. Men også kun ligefør.
Han flyttede lidt på sig, utilpas ved sit eget indre.

Endeligt stilnede Gabriels gråd af, og de sad bare. Gabriel gjorde ikke mine til at flytte sig og Julien slap ham ikke. Det føltes forkert at skubbe drengen fra sig lige nu. Da Gabriel sagde noget, måtte Julien rømme sig for at få sin egen stemme til at virke.
"It's okay. It's not your fault. I'm not angry." Han kørte sin hånd over Gabriels hår og måtte modstå en ubehagelig trang til at hvilke hovedet mod Gabriels. Hvad i alverden skete der med ham?! Han rynkede panden. Forhåbentligt forsvandt alt det følelsesrod igen, det var da.. belastende.

"Is that how it is in your head? Shadows and monsters, voices and.. depression?" Juliens stemme var dæmpet, lidt nysgerrig og en smule medfølende. Og beroligende.

Gabriel lukkede sine øjne da Julien forsikrede ham om at det var okay, og at det ikke var hans skyld. Han var simpelthen så udmattet, og det at han fik lov til at lytte til dæmonens hjerte banke, gjorde ham blot mere træt. Måske var det på grund af at hans eget hjerte ikke længere bankede, at han fandt det så beroligende? Det var noget, som var så menneskeligt, og bygget ind i ham fra barns ben af, så det var vel kun naturligt at han selv nu blev påvirket af det. Uanset hvad var dæmonen blevet hans krammebamse, om han så ville det eller ej, så holdt Gabriel fast som en koala, eller måske en blæksprutte? Dovendyr? Meh, han ville i hvert fald ikke slippe endnu.

Dog blev hans opmærksomhed krævet igen, da han blev stilt et stpørgsmål, angående hans sindsforstyrrelser, og han åbnede øjnene igen, da Julien nævnte hans depression. Det var jo sådan set ikke meningen at manden skulle finde ud af den del af den del... men nu måtte han tage konsekvenserne af sit anfald. "It's... It's not always this bad" mumlede han forsigtigt, inden han fortsatte.
"The shadows are sometimes there, they don't do any harm they're just watching, and the monsters are a rare occurrence. The depression is always there, but not always that bad. It's just in the back of my head along with the voices and anxiety. Sometimes I respond to it, other times I don't. And sometimes again, it triggers my abilities, to try and protect me even though it kinda just makes it worse"

Det måtte være fyldestgørende nok, for det var nok til at forklare hvordan det var i hans hoved, men ikke nok til at han begyndte at græde. Lige nu var det at lade være med at græde mere målet. Han havde allerede grædt rigeligt på Julien, han behøvede ikke at gøre det hele værre.

Gabriel tegnede usynlige mønstre på Juliens bryst, og sukkede roligt. "I'm tired" mumlede han så efter lidt tid. Men han gjorde ingen mine til at ville rykke sig i nærmeste fremtid. Han var bange for at hvis han gav slip, så kom synerne tilbage, og det var nok det sidste han ville igennem lige nu.

Julien lyttede til Gabriels forklaring om sit sind. Vampyren havde på intet tidspunkt slået ham som deprimeret, heller ikke under de grimme forhold i kælderen. Han var god til at gemme det. Gad vide hvorfor? Han var så åben omkring resten af sin ødelagte psyke.

Julien sagde ikke noget til det, som han lige havde fortalt. Hvad skulle han sige? I stedet aede han ham igen over håret og tænkte lidt over det, han lige havde oplevet. Så Gabriel havde psykiske evner. Hvem ville have gættet det? Gad vide, hvad han ellers kunne? Det måtte Julien få undersøgt på et tidspunkt, men det hastede ikke.

Det var en underlig følelse at sidde der med en forholdsvis sårbar person i sine arme. Det var mange, mange år siden, han havde skulle berolige nogen ved fysisk nærkontakt og det føltes på den ene side helt forkert og på den anden side.. åh, alle de forstyrrende følelser, Gabriels evne havde fremkaldt i ham. Hvor kom de fra?
Selvom han på ingen måde brød sig om at have det sådan, var der ikke så meget andet at gøre, end at vente for at se, om de ville mindskes. Eller selv mindske dem. Men det føltes ikke muligt, som han sad der.

Gabriels berøring kildede, men Julien bed det i sig for en gangs skyld, selvom det var endnu mere unaturligt for ham at blive rørt på den måde. Eller ikke unaturligt, han var ikke fremmed for fysisk nærkontakt, den var bare aldrig specielt følelsesladet for hverken den ene eller den anden part. Det her var noget helt andet end at dele sin seng med en kvinde.

Han trak sig ud af sine tanker, da Gabriel sagde, at han var træt. Julien havde en fornemmelse af, at drengen ikke var meget for at skulle slippe ham.
"Then sleep." Julien valgte at lade Gabriel finde ud af, hvordan og hvorledes. Lige nu var Julien for træt i hovedet til at tage stilling til, om han skulle skubbe ham væk eller blive siddende. Det havde virkeligt hylet ham ud af det, at opleve Gabriels psykose, selvom det havde været for et øjeblik.

Gabriel måtte indrømme at det var lidt underligt at sidde sådan her med Julien. Det havde godt nok været noget lignende situationen i kælderen, hvor han blev nusset om for at han skulle falde til ro igen, men der havde han også været ret påvirket af situationen, selv da han var faldet ned igen. Men nu, hvor skyggerne igen havde trukket sig tilbage til rummets kroge, og blot betragtede dem, mens monstrene helt var væk, så havde han egentlig ikke rigtigt nogen undskyldning for at blive hvor han var.

Selvom Julien faktisk var begyndt at betyde noget for ham, så var de ikke putte-kramme tætte, for det var generelt noget Gabriel ikke gjorde sig i... men alligevel følte han sig tryg, mere end han havde været den sidste måneds tid sammen med manden. Det var ikke på samme måde som med hans skaber, men det var stadig noget, som efterlod en rar fornemmelse i hans krop.

De blide strøg henover hans hår, og lyden af Juliens hjerte lullede langsomt Gabriel i søvn. Han blev ikke plaget af flere mareridt, men han drømte heller ikke. Der var bare stille i hans hoved for en gangs skyld. Selv de stemmer som plagede ham til hverdag kom ikke med den mindste kommentar. Det var både underligt og behageligt på samme tid, for det var første gang i meget lang tid at han fik ro i sin søvn.

Julien blev siddende, indtil han var sikker på, at Gabriel var faldet helt i søvn. Forsigtigt lagde han ham ned i sengen og trak dynen over ham. Han blev stående lidt og kiggede på ham. Måske han alligevel havde kastet sig ud i noget, der ikke var helt godt? Han havde aldrig forestillet sig, at det ville have konsekvenser for ham selv at forsøge sig frem med Stockholmsyndrom.
Men lige nu var han uden tvivl også påvirket af, hvad end det var, Gabriels evne havde gjort ved hans sind. Det gik forhåbentligt over igen inden alt for længe. At rende rundt med et følelsesregister, han ikke var vant til, ville helt sikkert komme i vejen for ham.

Julien kastede et blik på sit armbåndsur og besluttede sig for, at han godt kunne tage en halv time på sofaen. Han var pludseligt blevet ret så træt. Stille forlod han Gabriels værelse, slukkede lyset og lukkede døren. Det blev til lidt mere end en halv time, men da han vågnede, havde han det bedre. Der var mere stille i hans hoved og han følte sig ikke helt så følelsesladet. Heldigvis!

Da solen gik ned og efter at have spist aftensmad, var han klar til at køre Gabriel hjem. Han kunne ikke andet end glæde sig til at få sit eget hjem for sig selv igen. Og få vampyren lidt på afstand. Det var jo ikke meningen, at han skulle blive knyttet til ham.
"Are you ready to go?"

Gabriel sov trygt og godt resten af dagen uden de store problemer men han sov lidt længere end han normalt gjorde. Den lille episode havde gjort ham fuldstændigt udmattet, så da han endeligt vågnede, var Julien allerede i gang med at spise aftensmad, og solen var for længst gået ned.

Et eller andet sted havde han svært ved at se dæmonen i øjnene efter alt hvad der var sket. Han var flov over at have flippet ud sådan over bogstaveligt talt ingenting, og endnu mere over at han ikke havde kunne styre sine evner, samt at han havde tudet sådan. Derfor holdt han sit blik sænket, og undgik egentlig også at snakke med ham i løbet af aftenen. Det havde intet at gøre med Julien selvfølgelig, han havde reageret utroligt pænt på det hele, selvom det nok virkede sådan.
Gabriel vidste godt at han normalt var ret åben om at han var sindssyg, og det var skam også med vilje. Det afskrækkede folk fra at lære ham at kende, og se hvad der gemte sig under det. Især hans usikkerhed og depression. Han gjorde alt for at skjule det. Folk behøvede ikke at vide at han var svagelig på den måde, og især ville han ikke have at Julien vidste det. Noget ved at vise sine svage sider overfor dæmonen gjorde ham bange for at blive efterladt.

You're pathetic.
"I'm aware, but thanks for reminding me"
You just want attention from someone, anyone really, even if it happens to be the guy who tortured you to like him.
"That's not how it is though."
Sure, you keep telling yourself that. He'd dump you on the road a sunny day, if you weren't of any use for him, you know that, right?
"I'm not stupid, of course I know that, but I just... I don't know, he's nice. He acts like he cares about me"
As long as you remember it isn't real. We're a coldhearted murderer, we became that years ago, and said goodbye to having people close to us. Nobodyreally cares about someone like us. It's all business to them, and you'd better remember that.

Gabriel pressede sine læber sammen og undlod at svare stemmen, inden han rejste sig fra sengen og gik nedenunder til Julien. "As ready as ever" svarede han, med et stort smil på sine læber, som om at intet var sket. Dog undgik han øjenkontakt, og kiggede i stedet på et punkt ved siden af Julien, og gik dernæst i gang med at tage sine sko på.

Julien havde nok lagt mærke til Gabriels lidt anderledes opførsel i løbet af aftenen. Julien regnede med, at det stadig var skræk for, at han ville straffe ham for at have brugt sin evne i mod ham, men måske også skam over hele episoden. Han kunne ikke gætte Gabriels deprimerede tanker og skræk for at blive efterladt. Som sagt, Gabriel havde været god til at gemme den side af sig selv.

Da han kom ned igen og stadig ikke ville møde Juliens blik, besluttede Julien sig dog for at ville sige noget til det. Han var ved at tage sin jakke på.
"Gabriel. Would you please either tell me what is wrong or stop looking like someone is gonna take your puppy away." Hans stemme var ikke vred, bare en smule irettesættende. Der var ingen advarsel om, at han ville lade være med at tage ham hjem. Julien ville meget gerne have Gabriel ud af huset. Men han ville også gerne lige vide, at det hele var som det skulle være.

Han spændt knapperne i sin uldjakke, mens han stadig så på ham. Der var heldigvis ved at være styr på hans forvirrende indre, og han var ved at blive sig selv igen, hvilket han var glad for. Han var dog ved at være lidt irriteret, både fordi det nu næsten var til at smage ensomheden igen, men også fordi han stadig var træt i hovedet efter oplevelsen.

Gabriel rynkede på panden, da Julien kommenterede på hans forsøg på ikke at skabe øjenkontakt, og lagde sine arme over kors. Han havde ellers håbet på ikke at få nogle kommentarer på sine små særheder, men der var det så.

"I don't even like puppies" brummede han så utilfredst, men mest for at købe sig selv noget tid til at finde på noget ordenligt at sige. Han havde ikke lyst til at indrømme at han var bange for at blive efterladt af Julien, eller hvordan personificeringen i hans hoved af sin depression havde gjort den her aften endnu værre end den allerede var efter alt hvad der var sket i løbet af dagen. Faktisk var det ret lavt på listen over ting han gerne ville.

"Anyway, it's nothing. I just wanna go home now" og så glemme at han havde fået et anfald hos Julien, som åbenbart også virkede ret påvirket af situationen. Om ikke andet så var han i hvert fald mere irritabel end han plejede. Det var nok meget godt at det var planen, at Gabriel skulle hjem nu, for hvis han var blevet resten af aftenen, ville de nok ende ud i nogle gnidninger af deres reaktioner på hvad der var sket. Forhåbentlig kunne de finde ud af det sammen længe nok til at der ikke skete nogle ubehageligheder i mellemtiden.

Juliens kæbe spændtes for et kort øjeblik over Gabriels sure svar. Men han lod være med at reagere på det. Det var måske ikke den bedste måde at sende Gabriel ud for sig selv på, ved at give ham en røffel for dårlig opførsel. Men det var tæt på, at han ikke kunne lade være. I stedet trak han langsomt vejret ind igennem næsen og talte til ti.

"Well, then we better gonna get moving. The car is in the garage." Han gik hen til døren ud til garagen, låste den op og gik ud. I garagen holdt både hans corvette og den mere anonyme firhjulstrækker, som han dog ikke brugte ret ofte. Corvetten var meget mere ham, lille og fiks. Og hurtig. Han gik om bag den og åbnede bagagerummet.
"I've got something for you." Bag i bilen lå en stor sort duffelbag, som han lynede op. Nede i tasken lå Gabriels våben, som han havde haft på sig, den aften Julien havde fanget ham. Der var ingen grund til at smide gode våben ud. Desuden havde Julien som sagt ikke noget i mod Gabriels hobby, så længe den ikke foregik ved Juliens ejendomme.

"I don't mind your work, just keep it away from my business." Han smækkede bagklappen igen og satte sig ind i bilen. Den tændte med en dæmpet spinden, da han drejede nøglen.

Gabriel kunne godt mærke at han måske havde skubbet lidt til nogle grænser, som ikke skulle være skubbet til lige i det øjeblik, og ærligt talt havde han det ikke særligt godt med det. Det var jo ikke meningen at hans dårlige dag og aften skulle gå ud over Julien, faktisk havde planen været ikke at gøre noget stort ud af det. I stedet skete dette, og det gav ham en dårlig smag i munden.

Derfor fulgte han bare med dæmonen ud i garagen, men sit blik sænket ned imod jorden, og med sine hænder stukket ned i lommerne på sin hoodie. Dog stoppede han brat, da han fik øje på bilen, tydeligvis med en smule panik i blikket. Han var nok blevet transporteret i bil herhen, for hvis Julien havde trukket ham hele vejen var der jo nok nogen som ville blive en lille smule mistænkelige... men der havde han ikke været bevidst om sine omgivelser. Gabriel havde aldrig været særligt glad for biler, og med klaustrofobi tilføjet til listen over hans særheder, var det kun blevet værre med tiden.

Man up, it's just a car.
But it's so tiny...

Han tog en dyb indånding, og fulgte med Julien, da manden ville vise ham noget, nemlig hans våben. Det hjalp lidt at vide at det hele ikke var smidt væk, men den konstante tanke om at han skulle sidde inde i en bil generede ham.
Men trods sin frygt for små rum, satte han sig ind i bilen - og rullede straks vinduet halvt ned for ikke at hyperventilere. Hurtigt gav han Julien adressen til det lejlighedskompleks han boede i, mens han gned sine hænder imod hinanden for at berolige sig selv.

Julien betragtede Gabriel lidt, inden han begyndte at køre. Han virkede ubehageligt tilpas. Det begyndte at irritere Julien, at Gabriel ikke sagde noget. Ikke gav nogen forklaring på sit ubehag. Dog endte det alligevel med, at Julien gættede, hvad der var galt, med hjælp fra Gabriels hurtige reaktion med at rulle vinduet ned. Led han af klaustrofobi? Julien valgte at teste det og trykkede på en knap, der fik taget til at trække sig tilbage og ned bagi bilen. Det var ikke bare en lækker corvette, det var en cabriolet.

Han sagde dog ikke noget og bakkede ud af garagen, hvis dør åbnede sig efter han havde trykket på en lille fjernbetjening. Stille og roligt kørte han ud af indkørslen, hvis store gitterport åbnede sig automatisk, og ud på gaden. Efter halvandet år var han nogenlunde stedkendt, og han kendte godt gaden, som Gabriel boede på. Ikke det bedste kvarter i byen, men heller ikke det værste.

Han navigerede igennem byen, god til at køre bil. Det var en klar aften og selvom luften var kølig, blæste det ikke og det gjorde ikke noget at køre med toppen nede. Der skulle en del til at få Julien til at fryse anyway. Siden det var en mandag aften, var der ikke den vilde aktivitet. Julien elskede at køre i bil og hans humør blev mærkbart bedre, som bilen kørte fremad. Han havde lyst til at trykke speederen i bund, men holdt sig inden for byens fartbegrænsninger. Ingen grund til at få en fartbøde. Eller tiltrække sig opmærksomhed med våben i bagagerummet.

Efter en halv times tid holdt han ind på parkeringspladsen foran det lejlighedskompleks, som Gabriel havde givet ham adressen på. Han havde ikke sagt noget på turen.
"This is it?"

Da taget blev trukket tilbage kunne man tydeligt se at Gabriel slappede lidt mere af, men han havde stadig nogle nervøse træk. Nu var det bare ikke så meget at han var i et lille rum, men nærmere at han skulle til at hjem... og finde en måde at gøre det godt igen, inden Julien tog hjem igen.

Problemet var bare at Gabriel ikke var god til andre folk. Han havde svært ved at forstå og sætte sig ind i andre folks tankegang, for det var ikke noget han sådan rigtigt gjorde sig i. Han havde altid følt sig fremmedgjort af andre, for det var svært at sætte sig ind i hvad der egentlig foregik i hovedet på ham, og det havde til gengæld gjort at han heller ikke behøvede at sætte sig ind i deres tanker. Uanset hvor meget han prøvede, så kunne han ikke aflæse folk, ikke på samme måde som Julien. Derfor var det også svært at finde ud af hvordan han skulle undskylde overfor dæmonen.

Gabriel var dybt begravet i sine tanker, så det var nok meget godt at de ikke rigtigt snakkede under turen, for han var nok faldet ud af samtalen et par gange, hvilket nok ikke havde hjulpet på Juliens humør. Dog blev han bragt ud af sine tanker, da bilen stoppede og han blev spurgt om det var det rigtige sted. "Yup. Wanna come with me inside or are you headed straight home?" spurgte han så, og så for første gang sådan rigtigt op på Julien. Han så ham stadig ikke i øjnene, og havde i stedet blikket rettet mod mandens næse, men sådan havde det hele tiden været, og nu ville Julien nok have forståelse for grunden til at han var lidt sær angående øjenkontakt.