A night's work (Gabriel)

Julien havde ikke nogen forventning om, at Gabriel skulle undskylde for sin opførsel, selvom det ville være dejligt, hvis han gjorde. Han så ham lidt som en surmulende teenager. Eller som en, der var påvirket af den tidligere situation i værelset. Og selvom Julien var irriteret og træt, kunne han alligevel ikke bebrejde ham, at han reagerede negativt. Ikke efter, hvad Julien havde set af hans vrangforestillinger.

Han så lidt på Gabriel med sit ulæselige blik, der skjulte hans følelser.
"I want to see where you live. So I'm comming with you." Det var ikke et spørgsmål, mere en ordrer-agtig konstatering. Han åbnede bildøren i sin side og ventede til at Gabriel var steget ud, inden han trykkede på en knap på den lille fjenbetjening, der fulgte med nøglen. Toppen til bilen begyndte at glide på plads igen. Ingen grund til at lokke kriminelle til at snuppe bilen. Julien var meget glad for den.

Han så sig omkring og rynkede kort på næsen. Området så nogenlunde fint ud, men han havde hørt lidt om det, og det var ikke noget godt. Med et afventende blik på han på Gabriel og stak hænderne i lommerne på jakken. Han ville se hans hjem, så han vidste, hvor han boede. I tilfælde af, at Gabriel pludseligt valgte at lade være med at ringe eller komme, når han fik besked på det. Det ville være nemmere at finde ham på den måde.

Gabriel nikkede kort, da Julien sagde at han ville med ham, og det gav da også fin mening. Gabriel var ikke let at finde, hvis man ikke vidste hvor man skulle lede, og selv hvis man vidste hvor man skulle lede, var det ikke sikkert at man fandt ham. Det letteste sted at finde ham var hans lejlighed, da det oftest var der han befandt sig i løbet af dagen, så hvis man vidste hvor det var, så kunne man om ikke andet finde ham der i løbet af dagen. Det burde nok bekymre ham lidt, at Julien nu ville vide hvor han boede, men efterhånden var han blevet vant til at dæmonen holdt øje med ham, så det gjorde ham ikke rigtigt noget. Ikke endnu i hvert fald. Hvis Julien kom trampende hvert andet øjeblik, kunne det godt være at han ville overveje at flytte.

Inden Gabriel trådte ud af bilen, rullede han vinduet op igen, og derefter gik han over og åbnede bagagerummet så han kunne tage tasken med sine våben, hvorefter han begyndte at føre vej. Det var en lidt snoet vej fra parkeringspladsen til den bygning han boede i, men da de nåede den, gjorde Gabriel ingen mine til at lede efter sine nøgler, eller at panikke over ikke at have dem, eftersom Julien ikke havde kunne finde dem på hans person. Grunden til det, var at han aldrig gik med sine nøgler på sig. Han var for fysisk aktiv til at det var praktisk, både fordi de kunne larme, når han skulle være helt stille, og de kunne sagtens ryge ud af hans lomme.

I stedet gik han over til døren, og stillede sig helt op på tåspidser, for at nå op over dørkarmen, og ind i et lille mellemrum, som var i mellem den og muren. Det tog lidt tid hvor han fiskede rundt efter sine nøgler, og han måtte også lave et lille hop for ordenligt at kunne nå dem, men det lykkedes. Han fik fat i sine to nøgler i en nøglering, og låste hoveddøren op. Dog gik han ikke indenfor endnu.

"If you need to get in during the day, you can call me here" sagde han så og pegede mod en af knapperne, hvor der kun stod 3. sal til venstre, men intet navn, som om at lejligheden var ubeboet. Han foretrak at være anonym, og ved at diske op med lidt flere penge end lejligheden egentlig kostede havde hans udlejer ikke haft noget imod det. Som han havde sagt for længe siden, der var intet som tydede på at Gabriel stadig levede. "And if you need to get in during the night for whatever reason, and I'm not home, good luck. I change up my hiding spot for my keys pretty often"

Derefter gik han indenfor og op ad trappen. Der var ingen elevator, sjovt nok, så der var kun en måde at komme op og ned. Det var dog ikke et problem for Gabriel, der skulle mere til at gøre ham forpustet. Da han nåede op, låste han døren op, men ventede et øjeblik med at åbne den. "Uh, it's a bit messy and a bunch of weapons lying around and stuff, so... yeah, don't panic, I guess? I didn't really prepare for any guests when I was here last so-uh... yeah"

Julien fulgte roligt efter Gabriel, som gik en snoet vej hen til, hvor han boede. Han så sig lidt omkring. Området så ikke specielt spændende ud og Julien var kun glad for, at han ikke behøvede at bo i et så ensudseende område. Det ville kede ham ihjel, hver gang han kiggede ud af vinduet. Nej, han var nu glad for sin lille formue, der tillod ham at bo som han ville. Gøre hvad han ville.

Han betragtede Gabriels problemer med at nå op bag dørkarmens overligger, men tilbød ikke sin hjælp, selvom han uden problemer ville kunne nå. At vampyren gemte sine nøgler ved døren var på den ene side sikkert lidt dumdristigt, men også ganske smart. Så mistede han dem i hvert fald ikke, når han rendte rundt ude i byen.

Han så på dørtelefonen, som Gabriel pegede på. Han havde ikke nogen planer om at komme her overhovedet, medmindre det var nødvendigt. Det var ikke hans mening at skulle holde øje med Gabriel hele tiden, drengen måtte have al sin fritid for sig selv. Det var nu bare rart at vide, hvor han boede, i tilfælde af, at han ikke dukkede op til en aftale eller ikke svarede på telefonen. Julien svarede ikke på Gabriels snak om at få fat på ham, men fulgte bare efter ham ind i bygningen og op af trapperne. Tre etager var heller ikke noget, der kunne gøre Julien forpustet. Det ville han se som lidt af et nederlag, hvis det kunne.

Han løftede et øjenbryn og så på Gabriel med et blik, der udtrykte, at han forhåbentligt ikke selv troede på, at Julien ville blive skræmt over et rodet hjem med våben over det hele.

Gabriel trak på skuldrene over det blik han fik at Julien efter sin advarsel. "Alright alright, I'm just making sure you won't flip your shit or something. Some people tend to feel a lil' threatened around weapons, so I'm just gonna be on the safe side for once" sagde han blot, inden han skubbede døren op, og tændte lyset i sin lejlighed.

Men når man kunne man ikke sige at Gabriel havde en fremtid som indretningsarkitekt. Der var kun det absolut nødvendige. I det ene hjørne, op ad en væg stod hans sovesofa, og overfor havde han et fjernsyn med en playstation stående ved siden af, og i mellem fjernsynet og sofaen var der et stuebord, hvor der lå en masse papirer på forskellige folk, som han var hyret til enten at dræbe, eller torturere informationer ud af. Men det var også alt der var i stuen, med undtagelse af nogle våben, som lå rundt omkring. Køkkenet stod nærmest urørt, hvor det eneste, som var sat til, var køleskabet. Derudover var det ret tydeligt at det var en vampyr, som boede der. Ved hvert vindue, var der mørklægningsgardiner over, som med gaffatape blev holdt helt inde imod væggen, så der ikke kunne komme selv det mindste sollys igennem.
Det var langt fra lige så imponerende som hvor Julien boede, men det gjorde faktisk ikke noget, i hvert fald ikke for Gabriel. Det var så anonymt som det kunne blive, og oven i det, så var det mest af alt bare et sted han kunne sove, uden at frygte for at blive brændt i sollyset.

Roligt tøffede Gabriel indenfor, og satte tasken på sin sofa, hvorefter han vendte sig imod Julien. "Well, this is where I live. I know it's not much at all, but-uh yeah. It's enough for me. I would've offered you something to drink, but unless you want to drink blood or straight up vodka, I don't really have anything. Well, other than tab water I suppose"

Gabriel gned kort sine hænder sammen, som om at han frøs, men det var nærmere for at berolige sig selv inden han kom med en tilføjelse. "A-anyway... I'm really sorry about acting like a spoiled brat today. I didn't really wanna shove my problems on to you, but I... I dunno, I'm just not that good with people, in case ya didn't notice that already, and especially not with people who I somewhat enjoy to be around, and I especially don't know how to handle my panic attacks around other's, nor how to act about it afterwards, so... Yeah, I'm sorry. For that, and for attacking you earlier. I really didn't mean to."

Julien gik ind efter Gabriel og lukkede døren bag sig. Det var ikke et imponerende sted, Gabriel havde sig. Men det havde vel, hvad han havde brug for. Gabriel havde ikke virket som en person, der nød at bruge meget tid hjemme, det virkede han for rastløs til. Julien havde stadig hænderne i lommerne og placerede sig nogenlunde midt i rummet. Han var ikke utilpas, slet ikke over det imponerende udvalg af våben, der flød rundt omkring.

Han så roligt på Gabriel, da han begyndte at snakke om at tilbyde ham noget at drikke.
"It's okay, I'm not staying." Han tog hænderne op af lommerne og gik hen til sofabordet, hvor han flyttede lidt på nogle af papirerne for at se, hvem Gabriel var hyret til at slå ihjel. Eller torturede, kunne Julien se. Lidt nysgerrig var han vel. Der var ikke lige nogen, Julien kendte, hvilket nok var godt nok. Han regnede med, at flere af kontrakterne var udløbet, siden han havde haft Gabriel fanget i så lang tid.

Da Gabriel begyndte at tale igen, så han på ham. En undskyldning for hans opførsel. Julien følte sig tilfreds, som hver gang Gabriel viste tegn på, at han var underlagt ham. Og han sagde endda, at han på en måde kunne lide at være i selskab med ham. Julien måtte afholde sig selv fra at smile et tilfredst, kolt smil. Perfekt.
Han så ud til at overveje Gabriels ord lidt.
"I'm not happy about your behaviour. But I wouln't say I'm mad either. More.. dissapointed." Han fik et lidt trist og skuffet udtryk i øjnene. "I have no doubt you're uncomfortable about your panic attack, but I want you to know, that you don't have to be ashamed towards me." Hans blik blev en smule hårdt. "And I don't want you to behave like that again. It's not very nice. Either you tell me what's wrong or you at least tell me, you don't feel like being social."

Da Julien fortalte at han var skuffet, sænkede Gabriel sit hoved, nærmest som en hundehvalp, der fik skæld ud af sin ejer, hvilket uhyggeligt nok var ret tæt på hvad der rent faktisk foregik. Hvis man pegede det ud for ham, ville han selv ikke kunne se sammenligningen, men det var nok fordi at han stadig så sig selv som en ret fri person. Ganske vist var der flere øjne på ham nu, og han indrettede sig også efter de regler, som blev sat op af dæmonen, men det var en mindre detalje.

Det var bare blevet en ting, at Gabriel gjorde hvad der nu skulle til for at Julien blev tilfreds, eller i hvert fald afholde ham fra at blive for utilfreds. For selvom han egentlig godt vidste at han næppe betød noget for Julien, og at han vidste at en hund nok ville blive mere savnet end han selv ville blive hvis han døde, så kunne han godt lide at have nogen til at bare lade som om at de var bekymret for ham.
Derfor var det vigtigt at dæmonen ikke blev for utilfreds. Det, og så at han var bange for at blive slæbt tilbage i kælderen. Det var en ynkelig tankegang at have, det vidste han godt, men ligesom med så mange andre ting i hans liv, så var det noget han bare måtte acceptere. Ligesom at han måtte acceptere den ubehagelige følelse i hans bryst, hver gang hans tanker dragede imod konklusionen om at han nok ikke rigtigt var noget i Juliens øjne. Ligesom for så mange andre før dæmonen, var han bare en psykisk syg dreng, der kunne manipuleres til at gøre hvad man ville.

Da Julien var færdig med at snakke, sænkede Gabriel blikket ned imod sine fødder. Han var langt længere nede end han havde været da han først vågnede om aftenen, og ærligt kunne han godt mærke depressionen skylde ind over ham. Det var nok meget godt at han var kommet hjem, så han kunne pleje den alene.

"I'm sorry. I'll try to remember some other time" mumlede han så og gned igen sine hænder imod hinanden. Han vidste ikke hvorfor det gjorde ham roligere, men det gjorde det bare. Måske havde det noget at gøre med, at han fik varmet sine hænder op til normal kropstemperatur? Hvem vidste. Bevægelsen gjorde ham bare roligere.

Hvis Julien havde haft flere følelser, ville han nok reagere på Gabriels tydelige utilpashed. Man kunne ikke lade være med at se ham som en lille hundehvalp, der havde fået skældud og nu skulle lukkes inde helt alene i garagen.
Selvom Julien havde vidst, hvilke tanker der gik igennem Gabriels hoved, dem som fulgtes med hans depression, ville det nok ikke have rørt ham alligevel. Julien var ikke den følsomme type, og hans forhold til Gabriel havde ikke udviklet sig langt nok til, at han havde de større følelser for drengen. Oplevelsen tidligere på dagen, hvor Gabriels evne havde sat gang i en hel masse i hans indre, havde været exceptionel, men lige som Juliens krop, var hans sind hurtig til at hele, og han var tilbage til sit gamle jeg. Måske endda mere end før.

Så det, at Gabriel lignede en, der havde brug for en masse trøst, var ikke noget Julien reagerede følelsesmæssigt på. Men selvom han var irriteret og gerne ville hjem til ensomhed så hurtigt som muligt, vidste han logisk set, at han burde gøre noget for at give Gabriel en trøstende oplevelse, inden han tog af sted og efterlod ham alene.
Han betragtede ham lidt.

"Are you allright with coming home or would you like to come back with me? I do not feel comfortable leaving you, when you seem to be very sad." Han gjorde sin stemme lidt mere mild og det samme med sit blik. Han havde på ingen måde lyst til at tage Gabriel med hjem igen, men regnede heller ikke med, at drengen selv havde lyst til at komme med tilbage. Han havde været så glad for at få at vide, at han kunne komme hjem.

"No-no, it's fine, I don't mind being here. If anything goes wrong I'll go bother my creator or something" Gabriel tvang et smil frem, og droppede så vidt muligt sin nervøse udstråling. Han var ikke den bedste til at skjule at han havde følelser, men han var efterhånden blevet god til at skjule de følelser han havde med andre ting. Som for eksempel at vise begejstring over at kunne være hjemme hos sig selv, frem for at virke for depressiv, eller at være kæphøj for at skjule at han faktisk var bange.

Men han vidste godt at så snart at Julien var taget hjem, skulle han prøve at stable sig selv og sit liv sammen fra bunden af igen, og det at han ville genere sin skaber var en løgn, for hun af alle skulle ikke se ham i sådan en tilstand. Han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv eller med sit job, for lige nu var han ikke et sted hvor han kunne dræbe folk tankeløst... Faktisk var han ikke et sted hvor han overhovedet havde lyst til at gå ud fra sikkerheden mellem hans lejligheds fire vægge.
Et eller andet sted var han glad for at han havde rigeligt penge på sin konto, og at alle regninger blev betalt automatisk, for han havde absolut ikke overskudet til at gå tilbage til sit liv før Julien, som om at intet var hændt. Det ville være en hård tid han skulle gå i møde, men han var nødt til at kæmpe sig igennem det. Når valget stod i mellem det, eller at nå til et punkt hvor han var til fare for sig selv, så var der ikke så meget andet at gøre.

Gabriel måtte indrømme at han var bange for at være alene. Han var vant til det før, ja, men det sidste stykke tid havde han nærmest konstant været i samme bygning som et andet væsen, og den sidste uges tid havde de fleste af hans vågne timer været tilbragt sammen med Julien. "Anyway, shouldn't you be going? It's kinda late, and you have work tomorrow, and as I said, I haven't really been prepared to have any guests over" sagde han så, for at skifte emnet, stadig med et smil om læberne.

Selvom Gabriel forsøgte at skjule det, kunne Julien godt fornemme, at der var noget galt. Men der var ikke så meget, han kunne gøre ved det, når Gabriel ikke selv ville sige, hvad det var. Det virkede mest som om, at han ikke ville have Julien til at rode rundt i det, så han lod være. Ikke for Gabriels skyld, men simpelthen fordi det ikke var noget, der interesserede ham synderligt. Og han ville egentligt helst være fri for at skulle bruge tid på Gabriels følelser, for det var sent, og han ville gerne hjem.

Så selvom han måske burde grave lidt dybere i det, lod han være.
"Well, if you change your mind, you have my number. And I still want you to call me every night. No later than 10 pm." Han så fast på ham, inden han vendte om og gik tilbage til døren. Han så tilbage mod Gabriel. "I'll see you friday morning. Before the sun comes up." Han åbnede døren og gik ud.

Med hænderne i lommerne gik han tilbage til sin bil, der ikke var blevet rørt. Han stod lidt og kiggede på sine nøgler, inden han satte sig ind i bilen. Han kunne allerede mærke stilheden lægge sig omkring ham, hvilket fik hans skuldre til at falde en smule ned. Åh, det ville blive godt at komme hjem og slappe af i sofaen, inden han gik i seng.
Selvom han glædede sig til at være alene, vidste han også godt, at det nok ville blive lidt sært. Det var stadig noget, han ikke helt kunne finde ud af, for selvom han havde været negativt påvirket af Gabriels evige tilstedeværelse, havde det også været.. hyggeligt. Hvis man kunne kalde det det. Han rystede på hovedet for at få den tanke til at gå væk og satte sig ind i bilen. Nej, hjem til stilheden, slappe af og klare sit arbejde.
På fredag ville Gabriel komme igen for en enkelt overnatning eller to, så Julien kunne se, om han stadig var underlagt ham.

Han satte nøglen i tændingen og kørte ud af parkeringspladsen.